Meet you again? Dehvil-privat.

S: De farme
O: Mange mennesker
V: Solen er lige gået ned, så varmen er der stadig.
T: Aften.

____________________________________________________-

Asma havde lige fundet en plads. Hun var ikke træt, nej tværdig imod havde hun lige stået op.
Hun ventede ikke rigtig på nogen. Hun stirrede bare på himlen uden at fortage sig et mine.
Hun havde smerte lige nu. Hendes vinger begynder nemlig at vokse nu. Men i sådan en aften, er brisen dejlig og kan fortage sig de mest ondeste smerter.

Dehvil gik omkring de mange folk. Der var underligt nok mange mennesker. Hans kappe sled som altid ned på jorden. Dehvils hænder var gemt langt inde i kappen. De var hans kappe. Kappen som var mystisk. Han tog den aldrig af. Og den blev heler aldrig beskidt.
Dehvil så en pige som sad for sig selv. Hun havde smerter. Det kunne han mærke og se på hende. Hun kiggede på himmelen. Som om hun kunne finde på at flyve op. Dehvil valgte at gå over til hende. Bare for at sidde. Ikke for noget andet. Slet ikke. For han var jo en vampyr!

Asma så at der kom en dreng imod hende. Han lignede en vampyr. Og hans kappe gjord det ikke just bedre. Hun smilet ikke. For det unne hun ikke. Hendes vinger gjord bare ondt. Hun bed sig på underlæben for at holde smerten væk. Og nu da hun ikke lavede noget kunne hun da snakke med drengen.
"Være hilset" sagde hun og rejste sig op. Hun skulle være høflig. Det måtte hun.

Dehvil nikkede som 'tak fordi du rejste sig op'. Han gik over til hende, og bukkede sig.
"Goddag frøkken" sagde han, og rettede sig op. Han gjord gæstus til at hun skulle sætte sig. Dehvil var drengen med få ord. Og når det galdt piger...ja ikke så godt.
"Mit navn er Dehvil. Dehvil Den Grumme" sagde han, som om hans navn var det bedste.

Asma satte sig ned. Hun nikkede og prøvede at smile.
"Mit navn er Asmamix" sagde hun stille og så på Dehvil.
Han lignede mere en vampyr nå man så tæt på ham. Asma gøs lidt men kunne ikke rigtig tænke lige nu. Hendes vinger gjord bare pokker ondt.
"Glad for at møde dig Dehvil" tilføjede hun noget tid efter.

Dehvil forventede hele navnet. Men han sagde ike noget.
"I ligemåde frøkken" sagde han og smilte skummelt. Han var ikke just den store trøster men alligevel. Smerten som han også kunne mærke.
"Hvad er der galt?" spurgte han stille og så på Asmamix.

Asma så så ned og derefter op.
"Bare smerter ser De" sagde hun og smilte. Hun havde for længst, regnet ud af Dehvil, vidste hvad der var galt. Han spillede bare dum. Men hun sagde ikke mere. Hun smilte bare op til vapyren.

Dehvil nikkede bare. Han betragtede hende. At sidde så tæt på en Engel var underlig. Men tænk hvis hun ikke var en engel?
"Er De en engel?" spurgte han stille. Han vil ikke skræmme hende. Ik' endnu.

Asma nikkede bare.
"Engel er så meget sagt. Men jo jeg er en engel" sukkede hun bare"du må så være en vampyr?" hun vidste ikke rigtig hvad hun sad og sagde lige nu. Hun vil ønske at hun var død. Bare så hun kunne slippe for smerten.

Dehvil smilte bare. Den her pige. Asmamix. Hun minede på en måde om en vampyr. Dehvil troede ellers at engle var åbne og glade. Men Asma. Hun var ikke.
"Ja, jeg forstår hvad De mener" sagde Dehvil.

Asma så på Dehvil. Han forstod hende? Så betød det da han også kunne mærke smerten. Asma rejste sig op og pegede på Dehvil.
"Du går nu!" sagde hun og hendes hånd rystede stille.

Dehvil så på hende. han gjord ikke noget.
"Hvad er der?" spurgte han roligt og smilte skævt. Ja hvad var der? sagde en stemme ligeså stille.

Asma sukkede bare. Hun rystede på hovedet og smilte.
"Ikke noget. Mine vingere driver mig til vanvid!" sagde hun og kløede sig på ryggen.

Dehvil roede i sin store kappe/frakke. Han fandt en lille æske frem og rejste sig op. Han gik over til Asmamix og rakte hende den.
"Det hjælper. Det er en salve som tager alt smerten. Min søster brugte den" smilte Dehvil varmt.

Asma så forvirret på ham. Hans søster? Var hun også en engel eller hvad?
Asma tog imod salven. Hun holdte den og så bare på Dehvil.
"Din søster hvad var hun?" spurgte Asma stille. Hun så fra salven til Dehvil.

Dehvil smilte til Asma. Der var noget han kunne lide ved hende, noget ubeskrevligt.
"Hun er en vampyr som jeg" sagde han og nikkede imod slaven"hjælper den?" spurgte han.

Asma smilte skævt.
"Jah, den er fino" sagde Asma og rakte ham væsken tilbage.
Hun så lidt på dehvil og grinte så derefter.

Dehvil rystede på hovedet. Hans øjne begyndte at dirre. Men han smilte bare til Asma, som om ingen ting var hent.
"Hun var da en vampyr som jeg?" sagde Dehvil, og var lidt i tvivl om hvorfor Asma spurgte.
Han betragtede hende længe og rejste sig så op. Han gik imod hende og rakte sin hånd imod hendes hår.
"Mariehøne" sagde han og tog den lille dyr fra hendes hår. Han viste hende den, og smilte.
*Ik' nu!* tænkte han surt.

Asma så bare på Dehvi. Hvad var han for en vampyr? Hun havde lige mødt ham og han opførte sig som om han var en...engel?
"Hvor er den kær" sagde Asma og betragtede lildt Dehvil.
Han virkede underligt. Der var noget underligt ved ham...men hvad det var?

Dehvil smilte og lag mariehønen fra sig. Han så ned og man kunne se at han bed sig på underlæben. Asma tiltræk ham virkelig. Hun var(efter hans mening) noget godt stof. Dehvil som ellers aldrig følte noget!
Men Dehvil tænkte ikke på Asma som et bytte, men mere som noget kærligt. Han havde trods alt lige mødt hende. Asma var dejlig..hun var mere ind en engel for ham.
Dehvil så op. Han betragtede Asma nøje. Men desværre var der en del af ham der ikke kunne lide hende. En del af ham som vil tage.. livet af hende.
En del der vil pisse på hendes ord, og hendes race..den anden del af Dehvil.

Asma rystede bare på hovedet. Hun forstod ikke Dehvil. Deet gjord hun bare ikke.
Hun anede ikke rigtigt, hvad hun skulle sige. Hun synes at været af hendes ord lød forkert.
Men hvad så? Hun havde jo ikke gjort noget forkert vel?
Hun smilte tilbage, men smilet var ikke så glad som Dehvils.
"Når...øhmmm..hvor lang tid har du så været her?" spurgte Asma, bare for at få en lille emne igang.

Dehvil lukkede øjnene i kort sekund. Sådan at Asma, ikke lag mærke til det.
Bare vent, han skulle nok for hende en dag. Han lag sin fingere op til munden mens han smilte ihærdigt til Asma.
"To...tre uger" sagde han, men lød meget usikker. Selvom det ikke passede helt, tænkte Dehvil på ´den´. Om lidt vil den komme. Skulle han advare Asma? Måske vil hun ikke synes om ham mere? Eller det gøre hun måske slet ikke?

Asma nikkede. Næsten så lang tid som hende.
Asma kunne se på Dehvil at der var noget galt. Hun lag sit hoved på skrå og smilte skævt.
"Noget galt?" spurgte hun stille.

"Argh. Ingen ting, slet ikke" sagde han roligt"tak" tilføjede han, og ved en pludselig indskydelse bukkede han, for Asma. Selvom hans tænder var sammenbidte bukkede han.
Mon Asma ikke snart forstod hvad han følte for hende? Han vidste jo godt, at hun ikke kunne læse tanker. Men derfor skal man der ikke være et geni for at regne det ud?
Han var selvfølgelig taknemlig for, at hun havde lagt mærke til ham. Hun havde endda spurgt. Det varmede ham, hvis bare han kunne føle det.

Asma bøjede sig ned og løftede dehvils hage. Hun så ind i hans øjne, og smilte skævt.
"Ikke takke, bare smil" sagde Asma og slap Dehvils hage. Nu kunne hun regne ud hvad der forgik, men hun ville spørge om noget. Noget der sikkert var personligt.
"Dehvil. Har du følelser for mig?" spurgte hun, Asma kunne selvfølgelig ikke lade være med at spørge. Stupid girl!