Have you ever seen such a beautiful night? - Ahngel, Dehvil //Privat//

S: Sombre
O: De sidste væsner forlader stedet.
V: Lunt, solen har kastet sine sidste stråler.
T: Aften..
D...
_____________________________________________________


Mørket havde lige trukket sig over Sombre. Væsnerne som var mødt op fra morgen stunden af, begyndte så småt at gå. Asma gled nærmest over græsset for at sidder sig ved en bænk. Hun var ikke træt, men bare kedsomheden. Hun satte sig ned, så hendes knæ ramte hendes hage. Hun lod derfor sit hage hvile på knæet, mens hun betragtede væsnerne forlade stedet, med familien eller kæresten. Asma smilte stille og opdagede først, at himlen havde mange stjerner. Så mange at det rent faktisk fyldte himlen. Vejret var også lige til ar smage på. Den var nemlig ikke varmt.. og slet ikke koldt. Lunt. Asma smilte igen og lod sin pegefinger glide op og ned af hendes nøgne ben. Det føltes beroligende, og det var da noget hun kunne tage sig til? En lille dværg snublede af og til for at komme væk. Være gang den samlede sin taske op, være gang faldt den. Asma lod sine ben for frit fald fra bænken, mens hun løb over til dværgen. Dværgen stirrede bange på hende da hun tog dens taske. ”Her” sagde hun stille og satte tasken til rette hos dværgen. Dværgen smilte og bukkede sig så, mens den løb stille af sted. Asma rette sig op og strakte sig. Hun kløede sig derefter på nakken, og lod sin hånd forblive der, mens hun kastede et blik imod træerne der var her. ”Jeg må stoppe med det der” mumlede hun og fnøs kort.

Dehvil kom stille fra en lille mørk sti. Han var faktisk ikke sikker på, hvor han var på vej imod, men det kunne da også være lige meget? Han havde alt for mange fridage, så hvorfor ikke gå rundt som et spøgelse, som hjemsøgte steder i Terré? Han sukkede sagte, mens hans skridt blev langsommere og langsommere. Hans næse havde allerede fået færten. Engel. Han rettede sig lidt op, da han på en måde var alt for meget krummer bøjet. Han gemte sine hænder i den lange og gyldne kappe. Man kunne lige når at blinke, inden han var bag den rødhåret, men ret kendte engel. Dehvil lod sin hage hvile på hendes ene skulder. ”Min engel. Lige dig jeg håbede på at se” sagde han og fandt så sine hænder frem. Han lag den om hendes detalje, og kluklo stille. Hendes røde hår var som ildebrand her i Terré, det var faktisk det eneste der lyste op, hvis man så bort fra stjernerne. Asma lignede et skilt der sagde: Tag mig.
Dehvil sukkede stille, mens han kørte sine lange fingre rundt i en cirkel på hendes hals. ”Er det ikke farligt at stå her? Du tilkalder jo en som mig” kluklo Dehvil igen. Hans stemme lod mildt, og ikke særligt højt, mere som hvisken. Der skulle ske noget i nat.. det kunne han allerede mærke, fornemme. Hans røde øjne spejlede sig på en måde i hendes hår. Den perfekte farve. Han indåndede hendes duft, som alligevel virkede for stærk. Han sanser, var her for tiden begyndt at svække. Meget endda. Bevares også..

De røde øjne havde lagt sig på hænderne foran sig. Hvide hænder. Nøgne indenfra de sorte jakkeærmer med de små spænder der sammenholdt det grove stof. Hvorfor lige hænderne var punktet for disse røde rovdyrsøjne var ikke rigtigt til at vide. Dog var den lille trance derfra... Hvide og tøre, men alligevel ikke grove eller noget i den stil.. og så var det rene.. glatte. De eneste steder hvor ar og skavanker aldrig kunne ses havde været på disse hænder.. Noget fjernede dog denne betragtning af håndryggen og fingrene idet nakken knejsedes og så frem for sig på den mørke sti.. De skarpe hjørnetænder prikkedes kort imod underlæben idet han stille lod munden åbnes og opfangede scenten. Scenten af to meget betydelige individer.. Verden omkring var derefter uklar og vinden slog imod det hvide ansigt med meget betydelige slag. Ikke fordi han skyndte sig, men mere for ikke at gå glip af noget, som omgivelserne ville gøre når han passerede. Intet øje ville se ham.

Ahngel trådte ud på en gren fra træet let over dem.. Han så stille ned på dem med et tænkende blik. Hans øjne rettede sig nærmest automatisk på Dehvil med et køligt udtryk. Blikket var tomt, men havde alligevel denne advarende undertone..
"Er det virkelig hvordan De hilser på en hende?" sagde han med en tone, som var han skuffet.

Asma som egentlig var væk i et kort sekund, fik et mindre chok da hun mærkede de kolde hænder om sig. hun rørte ikke på sig, da hun tydeligvis vidste hvem det var. For ikke at tale om stemmen, og hans hage som støtte imod hendes skulder. Asma sukkede køligt, mens hun anstrengende holdte sin stemme rolig. Hun gik en lille skidt frem, så hans hage løsrev sig fra hendes skulder. Hun lag en varm hånd på sin pande og skulle lige til at komme med en bemærkning, da hun hørte en velkendt stemme. Asma smilede stille uden at se sig tilbage, imod det træ han sikkert stod ved. Asma kløede sig bag nakken, og smilte stille til Dehvil. Men hun kunne på en måde ikke lade være, med at kaste et blik imod træet. Hendes øjne fangede den sorte skikkelse som på en måde lyste op. Hun smilte igen, og pegede imod Dehvil. Når jo, de kendte hinanden. Hun ville godt svare på Dehvils bemærkninger, men stoppede dog sig selv. Hun vendte sig stille om imod Dehvil igen. ”Det er vel meningen at jeg tilkalder nogen som dig” sagde hun og hentydede til Ahngel. Bare fordi man var en engel, og det måske kunne være farlig at være ude om aften, så betyder det jo ikke at man skal holde sig inde efter nattens frembryd? Nuvel.

Dehvil slog et lille men meget dyb latter op, da han hørte stemmen fra træet. Da Asma flyttede sig, lod han sit hoved falde stille med, så han så ned. Han grinte stille, så det lød ret underligt. Han lod en sin hånd ligge på det ene øje, mens han så op på Ahngel, med det andet. Han smilede stort så man kunne se hans fortænder, men så ikke mere. Han grinte igen, da Asma sagde noget, men lod det ligge. Han så på Ahngel igen og rystede stille på hovedet. ”Du for det jo til at lyde som om jeg havde tænkt mig at bide hende” sagde han og lod sin hånd glide fra øjet og ned i kappen. Han rettede sig op, så han var helt stiv i det. Han så på Asma og nikkede stille. ”Ja jeg ved det, det er vel ærgerligt at vi ikke kan være alene” sagde han og gik få skridt tilbage, så han bedre kunne se Ahngel. ”Men du forlader os vel om lidt?” Dehvil lo stille og bøjede sin ryg igen. Han havde sådan set stort respekt for Ahngel og for ikke at tale om Asma, men alligevel fornemmede han at der ville ske noget. Praktisk set, så var han jo ikke sikker, og desuden vil han lukke sine tanker nede. Hvor læse folks tanker overhoved? Dehvil morede sig tydeligt over det her. ”Ikke Ahngel?”

Ahngel var stille imens Dehvil talte til ham. Hans kølige tone i øjnene forsvandt ikke eller lod sig afbryde af et blink en eneste gang. Bide hende? Næppe.. Troede Dehvil virkelig at Ahngel havde hende lade i sådan en situation overhovedet hvis han havde fornemmet det? Selvfølgelig var han ingen tankelæser.. sådan rent praktisk, men han havde dog den tiltro til at Dehvil ikke ville være så dum at prøve på andet. Han havde vel gjort det klart under deres sidste møde.
Ahngel satte af fra grenen og landede på fortovet med en elegant bevægelse lidt fra dem begge. Han lagde hovedet lidt på skrå og så hen på Asma. Han skænkede hende et smil.. bare for at sige hej på sin egen måde.. Derefter så han hen på Dehvil..
"At bide hende er en anden sag.. Men De kan i det mindste hilse en kvinde der betyder noget for Dem på en mere formel måde.." sagde han. Et lille glimt lod sig spænde idet hans øjne indtog en kort flammende nyance, men lod sig igen tone.. Han så kort ned. Betragtede skyggerne der langsomt blev længere under ham i takt med at himlen blev endnu mørkere. Han bevægede derefter øjnene hen på Asma igen. Nu tænkende.. Hans øjne vendtes skarpt imod Dehvil igen derefter..
"Og jeg kunne spørge Dem om det samme."

Asma så skiftevis fra Ahngel og Dehvil. Noget gemte sig bag dem, de virkede ret kølige overfor hinanden. Asma gengældte stille Ahngels smil, men så ret forvirret på dem. Hun hørte på en Ahngel sagde. Og for ikke at snakke om Dehvil. Ingen skulle forlade nogen. Asma mærkede at hun stod i midten, var det derfor Dehvil rykkede sig? Hun skævede imod Dehvil og derefter på Ahngel. Asma bed sig på underlæben over det Ahngel sagde. Altså, at Dehvil kunne have hilst på hende, mere.. formelt. Asma løsrev sin fortænder fra underlæben og puttede derefter pegefingeren i munden. Asma mødte Ahngels blik, og så bare forvirret tilbage. Men da han så derefter imod Dehvil og besvarede hans sidste bemærkning, slog Asma armene ud og grinte. ”Drenge!” sagde hun og begyndte at klappe. Hun lod sig stå helt i midten nu, så hun kunne holde øje med dem begge. ”Ingen af jer forlader det her sted. Og Dehvil” sagde Asma og så træt imod drengen. ”Hold op med det pjat. Vi skal ikke være alene. Vi er her. Os tre, og punktum” sagde hun og smilte stort. Hun så stille imod Ahngel og rystede bare på hovedet, den der ryst, der sagde: Du siger intet. ”Dehvil” hun så imod drengen igen. ”Lad os nu få en hyggelig nat, ikke?”

Dehvil lo stille. Han så på himlen, og lod hurtigt blikket glide på Ahngel. ”Jeg hilser på min måde, Ahngel” sagde han og smilte stille. Han hentydede til Ahngels skæve smil til Asma. ”Vi er jo forskellige” han smilte og så imod himlen igen. Tog begge sine hænder op fra kappen og, og lod dem kærtegne hans hår med blide bevægelser. Han stoppede dog med det samme da Ahngel sagde noget. Han lod sin tunge føle på den ene hjørnetand, så hans mund stod åben. Han skulle lige til at svare, inden Asmas orde fangede ham.
Han så på Ahngel og lag sine øjne på stilke.
Derefter løftede han sit øjenbryn op, mens han fnøs stille. Ikke på den måde man kunne høre det. Han så derefter på Asma og smilte stille. En hyggelig nat, sagde hun? Han så imod Ahngel igen, bare for at svare igen, men lod det dog ligge. ”Såvel, som du ønsker prinsesse” sagde han og lukkede munden. Han gemte sine hænder væk igen, og bøjede ryggen, da han mærkede at han var stiv i det. Han så på himlen endnu engang og rystede stille på hovedet.

Ahngel lagde stille hovedet på skrå og lyttede til Asma. Endnu et smil kom fra hans ellers lukkede og lige mund. Asma.. altid så positiv. Han så let på Dehvil igen og lod stille et smil skænkes til ham. Dog var det mindre tænkende og med en høflig undertone. Ir for sig havde han ikke nogen disrespekt for denne vampyr. Overhovedet ikke faktisk. Han havde tænkt en del over hvad de havde talt om sidste gang de mødtes. Havde tænkt en del over Dehvil og hans tilstedeværelse.. Måske var Terre slet ikke sådan et hul som han egentlig følte det var. Han havde jo egentlig mødt en del væsener her der kunne være nyttige bekendtskaber.. og så igen havde han ligeså mærket det på den omvendte måde.
Ahngel kiggede kort på Asma. Det havde i hans øre lydt som en planlagt aften på en eller anden måde. Egentlig havde han ikke haft de ringeste intentioner om at møde hverken Dehvil eller Asma denne nat. Han havde vel bare været ude for at gøre sit og få tilfredsstilt den nattelige let prikkende tørst. Den var da ikke så omfattende lige nu.. Meget kontrolleret. Nok fordi at han nu rent faktisk tillod sig at drikke.. Han huskede endnu hans fastende sind fra da han var yngre.

Asma smilte tilfreds. Hun betragtede dem begge. Jo stilhed var det sidste hun havde tænk på. Hun lo stille og vente sig helt om mod Dehvil. Hun gik få skridt over til ham og tog hans ud af kappen, mens hun træk ham stile med. Hun så ikke på ham, men så derimod på Ahngel. Hun skubbede Dehvil stille imod Ahngel. Ikke så stærkt, men sådan at han gik af sig selv.
Asma selv stod imellem dem, mens hun lag sin hånd om deres skulder. ”Hør” sagde hun stille. ”I to er venner nu” hun sagde ikke mere da det med ét lød.. dumt.
Hun blev stille forvirret. Jep, hun snublede igen over sine egne ord. ”Det jeg mener, er at, i skal..” Asma slap Dehvils skulder, mens hun så stille på ham. ”For resten Dehvil.. du ser ud til at kende mig og Ahngel virkelig godt. Har jeg ret?” spurgte hun. Hendes pludselig emne skift var ikke en overraskelse for hende. Hun stod stille ved siden af Ahngel, mens hun betragtede Dehvil. Han virkede nemlig som om han kendte Asma og Ahngel, så spørgsmålet vil være tilpas stillet. Asma så på Ahngel og bed stille på sin finger. Ventede på Dehvils svar.

Dehvil lod sig stille trække med. Han så ned i jorden, mens de gik imod Ahngel. Han så op, da han stille blev skubbet tæt på Ahngel. Han lo stille over Asma, mens hendes hånd var på hans skulder. Han ville svare hende, men da hun tøvede og skifte ordvalg, blev han lidt i tvivl. Dehvil så betragtende på hende, men da hun slap hans skulder og stod ved siden af Ahngel, lag han sit hoved på skrå. Om han kendte hende og Ahngel? Sikke et spørgsmål. Dehvil så smilende på hende, og viste sine hjørnetænder frem. ”Jeg kender jer.. på en måde” sagde han og lod sig træde et skridt tilbage fra dem. ”Informationer og sådan noget” han lod sine hænder vise sig frem. Han lod dem til at betragte dem. De hvide, men ellers korte fingre.

Ahngel kiggede let opgivende på Asmas lille opvisning da det blev skubbet let sammen. Han smilte dog kortfattet da han egentlig fandt det en smule urkomisk på sin egen måde. Noget prikkede dog i ham da Dehvil svarede. Informationer? Hvilke slags informationer? Tankerne begyndte at flyde i et med hvad denne vampyr måtte vide om ham og tanken hugede ham ikke.. slet ikke.. Så vidt han selv huskede havde han ikke talt uendeligt meget om sig selv og sin person.. kun få ting som han ikke mente var en hemmelighed.

Asma så på Ahngel, over Dehvils svar. Hun trådte et lille skridt tætter på Dehvil, og lag derefter hovedet let på skrå. ”Informationer?” gentog hun og hævede sin ene øjenbryn. Hun så på Ahngel igen, med et letter forvirret udtryk. ”Du er underlig” sagde hun kort tid efter, som om hun ikke selv vidste det allerede. Hun bed sig på underlæben, mens hun betragtede Dehvil. ”Hvem er du, egentlig?” spurgte hun, mens hun gik par skridt tilbage igen. det spørgsmål havde hun efterhånden stillet sig mange gange, og hun forventede skam svar fra ham. ”For du kan umuligt kende noget til Ahngel, eller mig”

Dehvil smilte og træk på skuldrene. ”Hvis jeg vidste hvem jeg var, så stod jeg ikke her” sagde han bare og forsvandt igen bag Asma. Han lod denne her gang, røre hendes hals med sine kolde læber. Dehvil så på Ahngel, efter han hvilede sin hage imod hendes skulder. Han kyssede stille Asmas skulder, mens han smilte kækt.
”Kære kæreste, jeg kender skam ikke til dig og Ahngel. Jeg ved dog bare, at du er min lille brud, som jeg venter på” Dehvil lo stille, så han nærmest rystede. Han lod sine hænder tage fat om livet på hende, mens han stille kyssede hende hals igen.
Hvis man så godt efter, så kunne man lægge mærke til, at han havde rykket hende lidt fra Ahngel. Dehvil så på Ahngel, efter sine mange kys, og smilte: Jeg har vundet – smilet.

Ahngel lod indtil videre Dehvil gøre hvad han ville, forudsagt at Asma ville lade det være. Han var klar over at det var en ret personlig krænkelse, men som han selv havde sagt til Dehvil førhen, så ville Ahngel ikke gribe ind hvis det var noget som Asma så som tilladt.. dog tvivlede han på at det rent faktisk var noget hun nød, men nu måtte han jo vente og se. Asma var ligeså heller ingen dukke eller lignende.. hun kunne godt slå fra sig hvis det endelig gjaldt, så Ahngel mente ikke at han behøvede at lægge sin styrke i noget hun måske selv ønskede at klare. Han vendte blot kinden til og himlede med øjnene med et sarkastisk udtryk.
Dog flakkede hans blik ned på Dehvil igen og lod i en tid en kold stirren herske inden han selv kom med et smil. Et ret så koldt smil og udspekuleret, som havde han lige taget en udfordring op.. Noget der muligvis ville sende et koldt gys ned ad ryggen. Han havde ikke noget direkte imod Dehvil, bortset fra hans tydelige besættelse af et individ Ahngel selv ønskede at passe på.
"Så selvsikker.. og dog er du nød til at holde fast i hende.." mumlede han stille og betragtede Asma kort.

Asma så frem for sig. Mærkede den kulde, som hun ikke kendte. Hun lukkede øjnene og smilte så.
”Dehvil min egen” sagde hun så, og hun lød egentlig ret kold. Hun gik væk fra ham og løsrev sig fra hans lille tag om hende. Hun hørte Ahngels sidste bemærkning, men så dog ikke i han retning. ”Der er to ting i verden som jeg hader. Og lad mig sige det kort.. ” Asma lod to fingre vise sig frem imod Dehvil. Hun smilte dog.. ret koldt og lignede slet ikke hende.
”Et: Du skal aldrig og jeg mener aldrig røre mig på den måde. Kys, berøringer, eller noget lignende! Jeg er ikke en ting, og en som dig skal slet ikke røre mig eller sætte sine læber på min hud!” Asma så med et ud til at bluse op. Hun var ikke rød, men hendes øjne så vredt på Dehvil. ”To: Du skal aldrig sige brud. Jeg er ikke din brud, vil ikke blive din brud og jeg er slet ikke din ´kæreste dog´..” hun lod sin hånd falde hårdt ned, så hun slog sig på låret. En lille lyd kom frem, men Asma blik var rettet imod vampyren.
”Dehvil for fanden…” hun holdte sig på hovedet. ”Jeg er ikke din brud, ikke din kæreste, ikke noget.. okay? Jeg er englen Asmamix, som lever livet. Jeg elsker ingen på den måde. Den måde… brud, kæreste.. og sådan noget unyttige noget. Jeg er ikke blevet forelsket endnu.. og jeg vil heller ikke. Ser du Dehvil.. ” Asma så stille på ham, og så ud til at få det bedre. ”Det er noget bras.. kærlighed altså..”

Dehvil stod helt stille. Han gemte sine hænder i kappen, mens han betragtede Asma med fuld opmærksomhed. Hun var tydeligvis oprevet over hans lille leg med hende. Han lag sit hoved let på skrå, mens han inderst ene lukkede Ahngels bemærkning ud. Dog havde han ret. Dehvil lukkede stille øjnene, mens han lyttede fast på Asma. Han havde løst til at afbryde hende, fortælle hende, at han havde ´troet´ hun kunne lide det? Dog indså han, at hun ikke var som de andre piger han havde mødt på hans vej. Hende her, faldt ikke let for nogen, og slet ikke de blide kys, som en vær pige, ville gå under. Dehvil trådte et skridt frem imod hende, da hendes sidste bemærkning kom frem. Han løftede sit ene øjenbryn, mens han så på Ahngel og tilbage på Asma. ”Det vil så sige.. at de to ting du hader i verden. Dem har jeg lige brudt?” smilte han sarkastisk. Han lod sin hånd glide imod sit hår, i blide bevægelser. ”Jamen så må jeg fortælle dig, Asma..” han satte sin hånd ned, mens han bøjede let ryggen. ”Hvorfor lyver du? Mener du seriøst at kærlighed der noget bras? Eller siger du det, fordi han ikke forelsket i dig?” han hentydede selvfølgelig til Ahngel, men så bare på Asma.
Nu da de alle tre var her, kunne han lige så godt sige, hvad han havde på hjertet. Han lo stille. ”Du siger at du aldrig vil blive forelsket? Er du det ikke nu?” Dehvil begyndte stille at gå frem og tilbage.
Hans øjne så tomt for sig, mens han fortsat talte dæmpet og roligt: ”Og når du siger, at sådan en som mig ikke skal sætte sine læber på din hals.. hvad med ham? Det kan godt være at I er gode skuespiller Asma.. ” Dehvil så på hende, mens hans kappe bevægede sig. Han smilte dog til hende, mens han betragtede Ahngel ud af øjenkrogen. ”.. men I er begge dårlige til at spille jer selv..” en lille tavshed kom frem, men hurtigt forstyrret af natten hemmelige lyde. Dehvil strakte sig stille, mens han øjne havde skiftet nuance. ”Hvad siger I? Har jeg ret?” han så og så på Ahngel og lo koldt.

Ahngel kunne ikke lade være med at komme med et lille smil til det Asma kom frem med. Han var glad for at hun dog kunne sætte folk på plads. Han vendte dog stille hovedet væk idet han ikke ønskede at smilet skulle dominere hans ansigt for længe. Han var dog den smule skadefro og så var det også lige det faktum.. Han var ikke som han var på samme måder overfor dem. Dehvil havde mødt den truende del. Mærket den styrke Ahngel besad, som lå langt fra den venlige person han viste overfor Asma, også selvom han ingen ide havde om hvorfor? Måske fordi at han egentlig stadig var sig selv, men var hærdet af den kendsgerning at han rent faktisk var blevet til den fuldbyrdige vampyr, som han afslog som dreng. Dengang et liv som menneske var hans drøm, hvor hans drøm nu var... var..? .. Ahngels øjne virkede pludseligt så tomme.
Dehvils bemærkning fangede dog Ahngels opmærksomhed idet hans kommentar kom frem. Forelskelse? Nævnte han overhovedet det ord? Han så imod Dehvil, med et kort ganske overrasket blik, men ikke så overvældende. Hvad stod han nu og fyrede ud på den måde? Som om den lille vampyr overhovedet havde nogen ide om hvad Ahngel og Asma var overfor hinanden? Efter blot få møder med dem og så troede han.. Hah! så troede han at han kunne læse dem på den måde? Det var jo nærmest humoristisk.. faktisk så..
Ahngels overraskede udtryk forvrængedes i et smil. Et ret så bredt og satanisk smil, som var det et øjeblik slået fuldkommen klik for ham. En dybtliggende og dyster klukken begyndte at ophobe sig og skabte derved en latter der nok ikke før var hørt af Asma. En latter som en diskret sindsyg. Troede han virkelig? .. Hah-haaaah...hah...
Ahngel placerede sine fingre over ansigtet med håndfladen imod munden i en tid. Hans røde øjne lå op imod himlen imens latteren lod sig forsvinde ud i luften. Fik ham i et øjeblik til at ligne et rovdyr med en hvide benet mundkurv på.
"Tror du virkelig.. at .. haaah..." sluttede han stille inden han rettede sig op og fjernede hånden.. lod den falde ned om siden igen.
"...kærlighed nogensinde vil være noget jeg kan mestre? Jeg er ked af det, min ven, men Asma har så ufatteligt ret. Kærlighed.." sagde han stille og så igen på Dehvil, stadig fraværende med et smil. "Kærlighed er en klods om benet. Forelskelse er et filter... som jeg afskyer."

Asma åbnede munden stille. Hun lod sin hånd slå hårdt på panden, mens hendes øjne så opgivende på Dehvil. Hvorfor egentlig bruge sin tid på denne mand? Altså helt ærlig, man fortæller ham en ting, så kommer han med en hel andet. Asma rettede sig lidt op, mens hun stirrede på Dehvil. Hun løj aldeles ikke. Asma åbnede munden for at sige noget, men tav så. Hun var da ikke forelsket, det kunne han jo bare sige. Asma rystede på hovedet. Hvad forgik der egentlig i hovedet på Dehvil? Hvad fik ham til at tale med dem på den måde? Som om han kendte dem fuld ud? Det var nu ret irriterende at hør på den pis han fyrede af, men hvorfor egentlig hidse sig op?
Asma løftede sin finger for at sige noget, men hørte derefter Ahngels latter. Hun så stille på ham, da hun aldrig rigtig før havde hørt ham på den måde. Hun rettede hurtigt blikket på Dehvil, da Ahngels latter fik hende stille til at smile. Ikke et smil der var synligt, men så igen..
Hun så lidt på Ahngel, da han sagde noget. Hun lag hurtigt mærke til at hun stadig havde pegefingeren oppe, så hun lod den falde imellem hendes læber. Hendes hjerte fik et ordentligt klik, over Ahngels sidste bemærkning. Hun spærrede øjnene op, mens hun så ned på sig selv.
Egentlig var hun taknemlig over hans ord. Han havde det på samme måde, ret syret efter hendes mening, og desuden, havde de jo fuldkommen ret. Kærlighed var på en måde ren tidsspilde. Helt ærlig, så er du forelske og så ender du alligevel alene i det sidste sekund. Asma nikkede ret i Ahngel, mens hun så afventende på Dehvil. Egentlig var det en smuk nat, yderst fanatisk, så hvorfor ødelægge med sådan noget bras? ”Dehvil” sagde Asma ret hæs, hun ville bare bryde den lille tavshed og kulden der lige pludselig herskede. ”Helt ærlig. Du kender jo ikke mig og Ahngel. Jeg har egentlig ikke noget problem med dig, og det har Ahngel tydeligvis heller ikke. Men når du sådan fyre det snak af.. så er du faktisk mere en.. irriterende møgunge. Seriøst, hvis man altså skal sige det på en pæn måde.” Asma lag stille sit hoved på skrå, mens hendes blik hvilede på Ahngel. Tavsheden kom igen, mens hun stille vekslede et lille blik med Ahngel. Sådan et blik der sagde, at jeg giver snart op. Hun rystede på hovedet, og rettede sig så op. Så på Dehvil og et lille smil, men underligt nok stadig koldt, komme til syne.

”Hvad hvis vi var forelsket i hinanden? Hvad ville du have gjort? Hvad hvis alt det du lige fyrede af passede, Dehvil. Hvad ville du da gøre?” Asma så afventende på ham, lag sine hænder over kors, mens hendes blik hvilede på hans røde øjne.

Dehvil løftede sit ene øjenbryn, mens han så på dem begge. Egentlig forventede han ikke et svar fra dem, og hvis det alligevel skulle svare.. så… ja så hvad? Han sparkede til en lille sten som lå foran hans fødder. På en måde føltes det, at kæmpe imod to væsner. To væsner af den samme art, selvom Ahngel og Asma tydeligvis var forskellige. Dehvil lod sin tunge før op til den ene hjørnetand, da hans blik mødte Ahngels. Han satte hovedet på skrå, og smilte sarkastisk. Han mærkede hvordan uroen bredte sig i ham, noget der tydeligvis forekom ham… besynderligt. Han skulle lige til at vende blikket imod Asma, da den underlige latter fra Ahngel hørtes. Den her gang løftede han begge sine øjenbryn, da Ahngel reaktion ikke var forventet. Dehvil rettede sig op, mens han lod vinden lege med spidsen af hans kappe.
Han tunge lå stadig på hjørnetanden, mens han rolige øjne så på Ahngel. Ahngels bemærkninger om kærlighed gjord hele situationen sjove på en måde. Dehvil rystede på hovedet, det var egentlig ikke tydeligt, men man kunne se det på hans hår. ”Jeg tvivler Ahngel” sagde han, men rettede sine røde øjne imod Asma, da hun sagde hans navn. Han smilte en anelse skævt, mens han skimmede hende. Bare en lille vane han havde fået sig. Som sagt, så han bare på hende. Hendes ord, hendes krop, hendes værdmåde så han på. Det var det ene faktum… hun var naturlig smuk.
Hvem ved.. om hun ikke kan klare alle på sin vej? Hvem vidste egentlig noget om hende, mere ind alle andre.. når jo. Herre rangle. Dehvil tvivler stadig. Tvivler på at denne ene vampyr, kender hende godt. Dehvil spærrede øjnene op, over Asma sidste bemærkning, han så kort og ret koldt på Ahngel, men rettede så blikket tilbage imod Asma. Så lo han kort tid efter, og forsvandt bag hende igen. Han lod en finger ligge på hendes hage, og drejede hendes hoved, så hun så på ham. ”Intet… for det ville aldrig ske” sagde han og slap hende. Han gik få skridt tilbage, så han igen havde overblikket over dem. Han smilte grusomt til Ahngel, mens hans pegefinger pegede imod himlen.

”Vel Ahngel?”

Ahngel havde i den lille tid blot stået og set til med det lille dystre smil der ikke lod til at ville gå væk ad sig selv. Det virkede dog ikke som om han morede sig mere. Det hang bare fast som det faktum at Dehvil rent faktisk troede at der ville være noget i Ahngels krop der ville godtage sådan en pokkers ting som den slags kærlighed Dehvil talte om. Den skulle aldrig fordærve hans korpus igen. Det ville han ikke tillade. Ved Dehvils tvivlende bemærkning lod smilet endelig stummes, men det var ikke fordi han fandt en betydelig alvor i Dehvils ord. Tvivl huh? Han kunne tvivle alt han ville. Tvivlen ville være Dehvil en god ting når det kom på mange punkter, ville det ikke?
Da Dehvil endelig slap Asma og trådte det enkelte skridt tilbage fangede det Ahngels blik og igen var han åndeligt til stede i samtalen. Han var virkelig flyvsk ofte, men det ødelagde dog ikke hans gode observationer af hvad der skete både i hans hoved og den verden de kaldte virkelighed udenfor. Dehvils lille verberle angreb tillod Ahngel endnu engang at smile lumskt og diskret. Vel? Et lille glimt syntes at formere sig i de rødspillende øjne. Et glimt af en udfordring på en eller anden måde. Han tænkte sig lidt om, som om han virkelig tvivlede på svaret, selvom hans næstværende ord og deres betydninger ville var indøvet i hans hoved. Set frem til og langt fra spontane.
Han vendte sig kort imod Asma og lod øjnene dvæle lidt på hende hvorefter han så imod Dehvil igen. "Nej.. det vil aldrig ske." sagde han så med et nik.

"Man kan ikke blive forelsket i noget man allerede elsker." sagde han så, ganske skruppelløst som var det det mest normale at sige i hele verdenen. Ahngel vidste dog hvad der lå under hans ord. Ja han elskede hende. Han elskede Asmamix, men det var langt fra den kærlighed som Dehvil talte om. Meget langt fra.

Asma stod bare og stirrede på månen. Egentlig ville hun ikke tale sådan til Dehvil, hun ville ikke være uhøflig, men så igen. Han var da selv uden om det. Asma rystede på hovedet, mens hun hørte den lille sten som Dehvil sparkede til. Hun lod en blik ramme Dehvil, men den blik forsvandt igen, da hun ventede på Dehvils svar. Hun lod en hånd kører op til nakken, bare for at køle sig selv ned, selvom det egentlig var en kølig nat. Hun hørte Dehvil tale igen, men ikke til hende. Hun mærkede, underligt nok, at han kiggede på hende. Hun vente blikket imod ham igen, men mærkede en lille brise bag hendes ryg, efterfulgt at hans kolde hånd på hendes hage. Hun så på ham, havde løst til at spytte på ham, men så lang nåede hun ikke. Da han tog de få skridt tilbage, sukkede hun dybt. Nej, det ville ikke ske, og det skulle, for gud skyld, heller ikke. Hun så forvirret på Dehvil, bare hendes lille tanke omkring den fyr.
Da han begyndte at tale til Ahngel, så Asma væk. Mon her ikke var en ildsted eller en lighter? Hun smilte stille til sig selv. Hun havde aldrig nogensinde haft disse tanker om et væsen. Nogen gange tvivlede hun seriøst på at hun var en engel. Hun kunne da sagtens være en dødsengel eller noget i den stil. Asma smilte stort over Ahngels svar.

”Jeg kunne ikke have sagt det bedre Ahngel” sagde hun og så på ham. For første gang siden den her møde, talte hun med ham. Hun så på Dehvil og nikkede. ”Ser du det så? Vi elsker hinanden.. men på den måde.. som seriøst ingen kan forstå. Selvom os selv” sagde hun og holdte sig på hjertet. Hun så på Ahngel og rystede så på hovedet. Hun vil vædde med at Dehvil ville komme med en anden bemærkning. Hvis hun da kendte ham rigtig.

Dehvil så kort på dem. Han fnøs kort, efter de begge havde talt ud. Egentlig anede han ikke hvad han skulle svare. De støttede hinanden fuldt ud, som om de havde planlagt det hele. Dehvil lukkede kort øjnene, da han mærkede hvordan vreden blusede i ham. Hvorfor følte han vrede for Ahngel? Faktisk havde de talt om det. Han kunne få Asma hvis han ville, bare hvis hun ville have ham. Men det ville hun åbenbart ikke, og Ahngel var skyld i det. ¨
Sådan tænkte Dehvil da. Dehvil åbnede sine røde øjne, mens hans rolige ansigtsudtryk var forsvundet. Han stirrede rasende på Ahngel.. og Asma. Han grinte højt, mens han tog sin kappe af. Man kunne se hvor tynd han i virkeligheden var.
Dehvil havde kun en T-shirt og par normale cowboy bukser. Over det ene lår bar han en kæmpe forbinding på, det samme over hans venstre arm. Han var ændret. Det kunne man se på holdningen og hans stilling. Han stod, eller hvad man nu skulle kalde det, i en rigtig vampyr stilling. Han bøjede sig for over, så han lå på alle fire, mens hans øjne så stift på dem begge. Han negle kom til syne, midt i den fugtige jord. I stedet for at være sorte, så var de hvide, eller faktisk mere gennemsigtig ind hvid. Hans hår som ellers plejede at stritte, lå nu slap ned, mens vinden legede med dem.

”Jeg blev da kvalt. I lyder som et gammel ægte par” hans tunge kom lige pludselig til syne fra hans mund, mens hans hjørnetænder ses. Dehvil var et monster. Det var han, hvis man så de rette vinkler. ”Men hvis jeg ikke kan få dig Asma. Så skal ingen have dig” han stirrede på hende, mens hans tanker fløj af sted. Ja, han havde følt Ahngel vrede, dengang han havde ´spurgt` om, hvad der ville ske hvis han satte sine tænder i Asma… det var egentlig ikke noget man glemte. ”Forstår du ikke kvinde! Jeg vampyren Dehvil, elsker dig?!” Dehvils negle, gravede sig dybt ind i jorden. Jorden var egentlig blødt, på denne her tid…
.. Hvad må man ikke gøre for ugengældt kærlighed?

Ahngel lagde hovedet lidt på skrå idet Dehvil besluttede sig for at indtage den stilling, som han havde gjort fra første møde. Ulvelignende og mere som en af de urvampyrer, som Ahngel nu engang selv stammede fra. Det skulle ikke undre ham, hvis Dehvil ligeså kom fra en gammel slægt, men nu måtte man jo vente at se. Dog var det ikke just en vampyr som Ahngel så for sig når han kiggede på Dehvil. Det virkede noget mere nagende og fjendtligt end som at tale med en artsfælde. Faktisk.. så mindede det om et gammels fjendskab der havde stået mellem to racer i mange århundrede.

"Bukker sig på den måde.. Du minder meget om en lycantrop Dehvil. En fredselskende skabning som først når månen rejser og blodet koger tager form af det virkelige monster.." sagde han stille og skævede kort til Asma. En revne skød igennem masken. Ahngel kunne nærmest se det for sin nethinde. Et lille glimt af hvad han havde holdt inde for Asmas skyld men alligevel havde det aldrig virket som en undertrykkelse af det mørke der lå bag det.. tværdigmod. Det havde følt som om at det havde taget plads i luften omkring ham i stedet for i sit eget kaotiske hoved, som så mange så som noget dybt logisk og fuldkommen fattet. Hah! Mange ting var han, men fattet var ikke en af dem. Langt fra. Revnen i masken.. var det egentlig en revne i saniteten som han så længe havde opspillet?

Først da tog Ahngel et skridt imod siden og ind foran Asma, så det mellemrum mellem hende og Dehvil ville splittes af Ahngel, som var han en mur. Hans blik lod sig formørkne i en nærmest uhyggelig form for kontakt. Hans øvrige tanker lod han skyde væk og holdt hele sit fokus på hvad der skete om ham nu.

"Tror du virkelig selv at nogen kommer til at eje hende? Kendte du hende bedre ville du vide at ikke engang noget så ubrugeligt som en vampyrs styrke kunne kræve hende."

Asma stod stenet til stedet. Hun var ikke bange, men så på den anden side. Lige nu havde hun løst til at råbe: Ha! Hun havde haft ret i det med Dehvil. Hun så lidt på Ahngel også tilbage til denne vampyr, som stod i en hundestilling eller sådan noget. Da han smed sin kappe af en art, så Asma straks på kappen, som langsom dalede ned til jorden. Hvad var der med ham? Det ene øjeblik var han en.. vampyr med underlige følelser, det andet ville han dræbe dig. Asma havde aldrig set noget lignende, det var så… underligt. Hun lod sin hånd hvile på nakken, mens hendes blik stadig så på kappen. Den stilling skæmte hende mere, ind selve Dehvil. Hvad kæmpede den mand med? Jo Asma anede intet om væsner, selv Ahngel anede hun ikke noget til. Hans rigtige ´jeg´. Hun så lidt på Ahngel, og dog. Hun turde ikke se på ham.. ville det her blive til en kamp? Ville hun dø.. allerede? Så det med store planer med Ahngel.. løb i vasken? Nej.. det var svært at tro. Asma rettede sig op, mens hun hørte Dehvil tale.

Fattede hun ikke at han elskede hende? Ha.. det var lige til at grine af. Nej, hun ville aldrig bemærke at Dehvil var forelsket i hende.. helt ærlig. Asmas vinger skød ud, sådan var de, når det følte sig truet. Hun så ret koldt på Dehvil, hendes øjne ændrede sig, som lynets hast. Så det siger han, at de lød som et ægte par? Sådan Dehvil. Asma hørte derefter Ahngels stemme. Hun så ikke på ham. Ha, hvorfor tro at hun ville dø? Hun ville ikke dø før hun havde gjort det hun skulle have gjort.
Lad dem bare lyde som et gammelt ægte par. Hendes som havde troet at Dehvil kunne blive en.. ven? Dum var hun. Asma træk vejret dybt.

”Bevares”