But haven't you always loved her?

Vampyren nikkede tankefuldt af Abiras svar. Jose fortsatte i sin stilhed, så Ahngel lod ham ikke skyndes af forventende øjne. I stedet hvilede hans blik på det stillestående blod foran sig, elegant knejsende over glasbordet de havde samlet sig ved. Intet besvær havde mødt dem på jeres rejse? Man kunne nok ikke se det og ej heller føle ændringen af luften omkring dem, men alt syntes at udånde med et træt suk af lettelse. Det sidste han havde haft brug for var unødvendige spørgsmål og storme hvor vinden før havde lagt sig. Ingen vidste noget… Ingen havde bemærket noget. Ikke engang Ahngels fravær for en gangs skyld. Det føltes godt, trods vampyren fandt sig selv syndig af det manglende tryk over hans bryst. De havde dette sted i fred. De havde deres ord til hinanden og de ville ikke fortsætte til upålidelige munde. En vellykket plan.. Hvem fejrede ikke en sådan selvom marker var golde og floderne tørre? Man måtte tage hvad man kunne… Finde trøst i ellers utrøstelige stunde. Jose var ikke alene om at finde deres samtale misledt. Det begyndte langsomt at trævle sig selv op i høflighed og hverdagssnak; En unødvendig samling af hjerteløse grunde til at høre om andres velbehag, deres humør, deres mindre problemer og mangler. I virkeligheden var det blot svært at nævne hendes navn… Ikke kun til sit eget spejlbillede, hvor blikket der så tilbage kun var omsluttet tomhed, men også til disse personer: Hendes pårørende. Andre som måske elskede hende? Svarene på de talløse spørgsmål føltes som en forbandet skat i en drages helligdom, men var vampyren den drage, som kun havde øje for sit guld? Hvad kunne han fortælle dem? Kunne han pege dem i retningen af de hænder, som skyldtes farvede af hendes blod? … Som blodet på hendes kjole. Asma..? Havde han i virkeligheden været i stand til at træde videre uden at tænke på de andre i hendes liv?


Ahngels svar kom ikke på Abiras forsikring af deres velbehag på rejsen. Hans blik var sunket og opslugt af tankerne han gjorde sig. Bare for et øjeblik konsulterede han dæmonerne i hans eget indre og spurgte dem til råds, men hvad fik man ud af at høre sin egen mening endnu engang? Det sorthårede væsen rettede sig op, sigtede sit blik horisontalt og genoptog den dyd, som endnu herskede tidløst i hans bevægelser. Brevet blev lagt for skue og først da Abira blinkede og lagde det ord i hånd, oplystes der noget bag vampyrens øjne, som åbnedes en smule mere af den tydelige overraskelse. Som havde konvolutten englens levende ansigt stemplet på sig, genkendte vampyren den som et levn fra fortiden. Et gammelt mindre. Hans øjne blev vendt mistroiske imod Abira og for et øjeblik, kun et øjeblik, mærkede man en ungdom træde i karakter i de røde øjne. Spørgende, men uden ord. Masken var faldet for et enkelt sekund, og så snart vampyren havde indset brevets afsender og modtager, stilnede den næsten desperate spørgen i øjnene af. Han tog konvolutten til sig med fingre så forsigtige, at man skulle tro at konvolutten var fabrikeret af glas og hårtyndt krystal. Så skrøbeligt imellem en udøds fingre. Det var til ham? Fra Asma? Hun havde vidst de ville mødtes, eller var det fundet? Ahngels kæber syntes så stramme og holdt fast på spørgsmålene om brevets ophav. En skarp negl agerede brevåbner og gjorde en ende på konvoluttens klistrede kant. Han åbnede det og lod rosen hvile i hans skød for nu. Joses halve kendskab af brevet og hans mangelfulde kommentar var blot en lyd i baggrunden for nu, og vampyren virkede for koncentreret på opgaven at kile brevet ud af konvolutten til først at lægge mærke til det. Kun et glimt af bogstaverne i brevet blev optaget af Ahngels vagtsomme blink inden den - indtil nu – stille engel sendte en upåagtet kommentar imod Ahngels ører: Pas nu på du heller ikke slår brevet ihjel.


”….?”


Englens besked havde måske været til ham selv. Hans interne mening, opkogt i en lille verbal udflugt… Men ligegyldigt privatheden, som måske lurede deri, løftedes Ahngels ansigt og med øjne farvede af smeltet metal, stirrede han imod Jose, som skuttede sig i den bløde lænestol. Al den respekt, som før havde hersket i vampyrens blik. Hans accept, hans venlighed, hans manérer og høflighed – Det spildtes alt sammen på gulvet og efterlod hans stikkende øjne med en glød så intenst at hans ansigt virkede som badet i mørke ved dens kontrast. Følelsen bag blikket var utydeligt: Det kunne være en overmandende portion af had og blodtørst eller endda overraskelse, men ligegyldigt hvilken det var, var den følelse alt, som syntes at være tilbage i vampyrens øjne. Hans ansigts mine fortrak sig dog ikke: Hans læber forblev en passiv, rolig streg over hans ansigts nedre del, og hans ryg var endnu rank. Endnu kongelig at overvære, til trods for hans øjne, som var besat af et ugenkendeligt dyr, som kunne få selv den dygtigste jæger til at søge jernets trøst før kløer kom det i forkøbet.


”Brevet… Er ikke i fare.” forsikrede han Jose med sin misvisende lokkende stemme. End ikke den forklarede det magtfulde blik, som langsomt beroligede sig selv og blev civiliseret igen.

Edderkoppens fine spind var til at se, som var det en tåget mogendug. Ellers var det bare den røde tråd, som blev tydeligere. Hvad det en var, så havde hun fået et klart syn på det hele. På vampyren på englen ved sin side. Min lige koncentrerede hun sig blot på, Ahngels, ansigtsudtryk. Hun havde ikke selv læst brevet, ingen havde læst brevet. Brevet havde været i, Samanthas, varetægt indtil denne aften. Hvad mon, Asma, ville sige til dette her? Hvordan ville hun have det? Ville hun overhoved have, at han fik fat på brevet? Tristheden ramte hende hårdt og hun så tvivlene frem for sig. Nu manglede de da også kun en ved klavret også var musicalen sgu begyndt. Det hele var et rent nostalgi. Hvordan skulle scenen forgå? Hvad var skæbnen for den? Her, i denne her situation ville, Samantha, havde passet ind. Ikke at det skulle hjælpe, men hun vil uden tvivl passe ind.
Det var som at græde og give vinden skylden, da, Jose, indskød min sin latterlige kommentar. Da han endelig sagde noget, så skulle han måske lige overveje, hvem han sad overfor. For, Abira, var her ikke til at samle ham op bagefter. Samantha havde været alt for sød imod Jose.

Hun sukkede og masserede sin pande med sine fingre. Hun havde ønsket at de kunne komme videre, men hvorfor lyve for sig selv? Alt tydede på, at en af dem ikke vil kom levende ud herfra. Men det irriterende var hverken Ahngel eller Jose, men den lille skuespil der havde været imellem dem alle tre. Om de ville det eller, så føltes intet af det her rigtigt. Høflighed, ja, men så ikke længere. Asma ville ikke have ønsket det her, det vidste hun. Men hun regnede dog heller ikke med, at englen vidste at det overhoved skete.
Hun havde drejede sit hoved imod, Jose, og så trættende på ham. Der stod tydeligt flabet på hans pande og det lignede den voksede. Hun rettede hovedet op, da hun hørte vampyrens stemme. Hun så imod ham i stedet og sikke et syn, der mødte hende. Ikke fordi han havde været begejstrende glad før, men nu lignede han da i hvert fald ikke en som var glad. Det klædte ham faktisk. Hun rynkede sin næse og nærstuderede ham for at konstatere, at hans øjne nu havde været sådan. Ikke den store betydning.
Hun rømmede sig og rejste sig op. Selv hendes lille gnist af glæde i øjnene var forsvundet og nu var hun egentlig sig selv. Hun kunne ikke lide denne her drejning på historien, men hvad havde hun også regnet med? Jose var, for alles skyld, med.

”Der er ingen, som slår nogen eller noget ihjel her” sagde hun strengt og så imod Jose og derefter på Ahngel. De så sikkert forbi hende, men hvad fanden, der var altid døren og det var ikke fordi hun ikke kunne finde hjem.

//Note: Ahngel sad aldrig ved skrivebordet. Han sad ved sofabordet :P


De røde øjne blev rettet imod Abira som hun forsikrede, at der ikke ville blive nogle mord den aften. Den blodige farve var endnu opretholdt og dyret, som havde vist sit grimme ansigt i vampyrens blik fortav sig, som han gav hende et dybt, respektfuldt nik. I mellemtiden hørtes Joses klukken. Han var ikke færdig? Ahngels øjne lukkede sig kort, som genkendte han en snigende hovedpine, som startede i hans baghoved. Og da krydsede han sine ben, rettede sig fremad og lod brevet glide ned i sin lomme. Han var nødt til at vente, var han ikke? Hans indånding var usynlig og for en stund så han blot på rosen i sit skød inden han, med blottede øjne og fuld opmærksomhed, betragtede Jose og lyttede til hans klagesang. Så mange falske toner indvilgede i den sang.. Så mange forkerte noder.. og hans instrument? Ahngel sukkede. En engels syn på en vampyr var en prædiken uden lige og Jose syntes at være et pragteksemplar på sin fordomsfulde race. Et monster uden hjerte? En dæmon, blottet for følelser og empati? Hvor Ahngel dog ønskede at hans race var befriet for sådanne byrder som følelser, men ak, verden var ond. Ondere end hver anden vampyr, som betrådte den. Da englen igen satte sig ned, selvsikkert og med ord, som gerne skulle afskærme Ahngel for al kærlighed i denne bitterlige verden, blev Abira givet endnu et blik. Ikke for at udveksle hende en intern besked eller kode… Ikke for at dele hans mening med hende, men lovende og forpligtende. Et blik, som bad hende stole på ham. Da blev Jose igen givet Ahngels fulde opmærksomhed… Hans øjne udtryksløse og hans ansigt roligt, som udskåret i porcelæn.


”Jeg lader jer få kontakt til mig. Jeg sørger for jeres behov er dækkede…” Han rejse sig roligt og placerede rosen med stilken peget ned i hans drikkeglas. ”Jeg inviterer jer til mine gemakker og jeg tilbyder jeres spørgsmål besvarede.” Han knejsede sig op, høj som han var og lod de glødende, røde øjne falde på den flabede engel, over ham, igennem ham. Ingen vrede. End ikke den mindste tikkende bevægelse med øjnene. ”Man skulle tro at jeg havde vundet en smule respekt fra din side… Men nej.” Det næste der skete strakte sig knapt over et vendende blik med øjnene. Jose ville føle verdenen give slip på ham et øjeblik: Hans støttepunkter blev vendt med vrangen ud og før en chance til en ordentlig reaktion blev givet, var englen presset imod væggen, få meter fra hans forhenværende siddeplads – tvunget på sine tåspidser og holdt oppe af vampyrens ene arm, fæstende sig på englens hals i et jerngreb. De røde øjne var stadig lagt over sig, som havde Ahngel ikke ændret sig fra før Jose var blevet revet op af sit sæde og tvunget imod væggen, hvis tilstående møblementer havde følt en kort rystelse af sammenstødet. Forsøgte englen at tale inden Ahngel fandt sig selv færdig, blev et tryk lagt på englens skrøbelige underside af kæben, kvælende hans ord, men ikke han selv. Abira havde haft ret. Ingen ville dø grundet dette møde, men Ahngel frygtede ikke de mærker han ville efterlade på Joses hals.


”Belær mig ikke om Asma, Monsieur Diablo.” Talte han fattet, men med en stemme, som ville søge ind og hjemsøge Joses sanser som maddiker i hans hjerne. ”Du har hverken evnen eller retten dertil, så ti inden du spytter mere på hendes minde med dine infantile fordomme. Du kalder dig selv pårørende… Du forgiver at sørge over hendes tab, men du vansiger og misbruger det åbne sind hun stod for og hendes ubetingede godhed. Og du vansiger det væsen, som frarøvede hende et endeligt i offentligt forrådnelse!" Englen blev halvt frigivet hans sammenstød med væggen, blot for at Ahngel kunne gentage handlingen og banke den respektløse tåbe imod den hårde overflade endnu engang. "En forrådnelse så tæt på, at du ville lugte hende før du havde tænkt på hende! Og det væsen, som bar hende flere hundrede kilometer og begravede hende med egne hænder på egen jord!” Han råbte ikke, men hans stemme blev højere og hamrede næsten fysisk imod Jose på samme måde, som væggen havde. Vampyren pausede kort, men tillod stadig ikke Jose at tale. Kæmpede han imod, blev hans arme fangede as Ahngels frie hånd og presset imod hans bryst ligeså. Harmløst, men stadig holdende Jose hvor Ahngel ville have ham. Vampyren lænede sig ind og hans sidste ord i sagen blev påført med en hvisken, som lovede Jose smerte og lidelser.. Men de kom aldrig. Jose mærkede aldrig vampyrens tænder eller blod løbende fra hans baghoved. ”Had mig hvis du vil! Diskriminer min race, hvis du føler dig mere hellig af det. Prøv at fornærm mig lidt mere, jeg er sikker på, at du finder noget, som ikke er sagt før… men belær mig ikke om Asma, Monsieur Diablo… Og vis hende den respekt hun fortjener!”


Englen blev med en overmandende styrke sendt tilbage imod stolen, hvor Ahngel enhåndet havde samlet ham op før. Vampyrens stirren var endnu rettet imod englen med en tordnende flamme i blikket og et frysende koldt udtryk i ansigtet.
”Mit tilbud er stadigt gældende, engel. Tag imod det med ydmyghed eller forsvind og lev i uvished og skammen din vanrøgt har skabt.”

Ahngels blik mødte hendes idet hun satte sig ned. Hun forstod blikket, fra top til tå. For hendes skyld måtte han da gerne hugge hovedet af englen, men det skulle bare ikke være nu. Hun nikkede blot og lukkede sine øjne, mens de irriterende ord undslap englens læber. Men af elle de ord han kunne havde sagt, så ramte det sidste hende. Hvordan kunne et væsen, nej, en engel sige sådan noget?! Burde engle overhoved føle den form for vrede? Tankerne blev standset og hun rettede hovedet imod Ahngel. Hans øjne, hans stemme. Det var så småt ved at gå op for hende. Hans svaghed. Havde hun mon fundet vampyrens svaghed? Hun så ned med et skævt smil, prøvede at lukke deres stemmer ud. Hun var hans svaghed, var hun ikke? Det var derfor hans maske for et sekund havde faldet, da han så brevet? Hun så stille op på den irriteret vampyr som nu havde et fast greb på englen. Masken kunne ødelægges. Men af, hvor mange personer mon? Hans ord. De var dybere end tilladt. Hans stemme skar i hendes ører og hun var ligesom nødt til at høre efter.
Da Jose blev sendt tilbage til sin plads så han kort imod ham. Den stakkel. Man fik jo helt ondt af ham. hun vidste hun var nødt til at komme ud med det, før eller siden. Hun rejste sig langsomt op og rettede på sin kjole. Hovedet blev løftet op så øjnene kunne se hen imod vampyren. Nu tvivlede hun på, om det overhoved var godt at spørge om det lige efter dette her? Men, hvis hun blev ved med at udskyde det, så kunne hun ligeså godt glemme at spørge ham.
”Ahngel?” sagde hun stille og løftede det ene øjenbryn op som om hun havde smerter. Men der var noget trist over den måde hendes stemme lød på og ansigtsudtryk. Hvis han svarede, ja, vil hun stille tøve.

”Har du ikke altid elsket hende?”

Som havde hvert ord været armeret med barberblade og efterladt fysiske skrammer i Ahngels hals, blødende og pumpende, føltes Ahngels talestrøm til englen som en pine. Som en såret krop, der ikke længere levede på de opiater, som adrenalin og medicinske remedier begavede én med. Hans stemme havde plantet dybe rødder i hans indre, som sugede på hans energi.. Men hvorfor blot omkring Asma? Hvorfor kunne han ej tilføje den klarsynethed, som hjemsøgte ham når han stod ved en talers piedestal når han rakte sine hænder tilbydende ud imod det offentliges skue. Man kunne ikke se det eller høre det udefra, men en hjertebanken prægede det ellers livløse bryst bag vampyrens misvisende rene og luksuriøse klæder. Og trods det ikke kunne sammenlignes med et menneskes dopaminfyldte hjertebanken, føltes det umindeligt unormalt at have blodets susen fremmes imod den følsomme hørelse. Ahngels øjne gled væk fra englen da hans flabede ord var stjålet fra hans mund. Vigtigheden havde sådan set været underordnet. Som tingene var nu, havde han egentligt ikke regnet med andet end skeptiske syn på han selv.. Og han havde endda afklaret det med sig selv, at det ikke ville kue ham. Men det var jo ikke ham selv, som Ahngel antog angrebet. På det punkt, havde vampyren ikke mere duelighed tilbage.. og blodtørsten fremmet af hånende ord, var kun en skygge af hvad den engang havde været. Måske var den væk fuldkommen imens de fremmede legemer havde indtaget hans krop og sind? Fremmede legemer i form af grønne øjne, som han før havde ledt efter i desperation, men nu nærmere jaget som et vildt dyr af en usikker og inkompetent jæger. Fremmede legemer som korruptionen der havde ukendeliggjort hans minde om Asma. Jose var en heldig mand som Abira var en heldig kvinde; de ville huske Asmas smil, som var ligeså sjældent som Ahngels eget og en hud, som aldrig ville kunne mispigmenteres af hendes eget blod. Ahngel ville aldrig kunne tørre hans billede af hende frit igen og aldrig huske et gennemført bryst uden det massive hul og tandmærker.


Vampyren var væk i det moment, hvor stilheden opstod. Mens Jose hostede imens han så ned og Abira rejste sig fra sin plads, befandt vampyrens sind sig i en anden verden. Det næsten ondskabsfulde og harme-elskende udtryk var forsvundet fuldkommen og efterlod den afgrund af sort stof, som de sorte midtpunkter af hans øjne agerede portaler til. De rettede sig ikke imod nogen af dem, men imod rosen, der var stillet i det blodfyldte glas som et stykke sparsommeligt, dog kunstnerisk dekoration. Abiras sagte kald af hans navn blev overhørt, hvilket kunne være risikabelt for vampyren. Måske var hun den sidste til at tiltale ham med det navn? Først da hun trådte længere frem og brød et af hans sanselige felter, så han imod hende. Først som et kattedyr, som havde ladt sig forstyrre i sin komfortable rævesøvn: Øjnene en smule mere åbne end normalt og pupillerne synkende ned i et ubehageligt, stikkende format. Men det blev aldrig fjendtligt. Han var blot blevet vundet tilbage til et plan, hvorpå man endnu kunne kommunikere med ham, og da han endelig skuede tilbage på Abira, smeltede hårdheden i hans blik og det blev igen genkendeligt.. Roligt. Upassende roligt for en, hvis hjerte næsten var blevet hostet op igennem få, stangende ord. Med ét dog, havde Abira formået at forvandle vampyrens blik endnu engang. Det blev intenst, men tilbageholdt. Roligt på det ydre, selvom man kunne mærke en malstrøm opstå i de røde øjne. Som hypnotiseret af hende stirrede han tilbage, mærkeligt blottet, som havde hun kastet en forstenende forbandelse over ham med kun ganske få trylleord. Det efterlod ham med en trang til at forlade værelset og tage hans løfte tilbage om hans ærlighed og gæstfrihed. Han gjorde det ikke. Han blev stående som en statue for en stund imens han kunne mærke brevets værdi fylde mere i hans lomme og brænde igennem huden på hans bryst for en dag at gøre sig i et med den lille hængelås i hans hjerte. Det bragte hans øjne over Abiras ansigt og dernæst Joses. Hvad vidste de om Asma, som Ahngel ikke havde fået fortalt? Hvad havde egentligt fulgt med hans person igennem hendes ord? Hvad havde hun fortalt om ham? Om dem?


Han kunne fortælle dem så meget. Han kunne brede en vifte for dem, hvor hvert eneste blad fortalte et kapitel af hans svar og de beviser, som understøttede hans endelige udtrykkelse. Han kunne fortælle dem, at hvis han ikke havde elsket hende, hvorfor så gnide hans fingre igennem det gyldne stof på hendes sidste, blodige påklædning som var det et kors, fastknuget i en desperat synder hånd i hans sidste sekund inden galgen? Havde han ikke elsket hende, hvorfor ville han så have givet hende graven, som en dag skulle have tilhørt kvinden, hvis skød skulle viderebringe hans slægt? Han kunne have sagt så mange ting, men som sad hans stemmebånd for en gangs skyld fast i deres sned, genlød hans stemme kun kort.


”Jeg husker ingen tid, hvor jeg ikke har.”


Hans åndedrag forlod ham langsomt, som havde en lille død del af ham endeligt befriet sig selv og fundet ro, men på samme tid efterladende ham uden styrke i blikket.

Øjnenes evige blikke blev sænket ned. Hun tænkte enkelt og ligetil, uden forloren pynt. Og det var noget nyt i hendes boldgade. Måske var chokket så stort, at der ikke var en chance for at tænke ordentligt. Men på den anden side, hvad var der at tænke på? Overraskede det hende? Hvorfor var svaret pludselig et ja? Beviset var skabt. Hun anede officielt intet om disse her væsner. Det hun havde troet havde blot været sorgmodige, triste og forbudte områder. Men her stod han. Spinkel, høj og mystisk. Hendes ansigt trak sig i smerter og hun havde svært ved at udføre et ord til live. Hun valgte så at sidde tilbage på sin plads og lade blikket hvile på vampyren, som så helt anderledes i hendes øjne. De mørke øjne gad ikke at torturer sig selv mere, så de valgte at stirre på papirerne ved bordet.

Asma var faktisk ikke den eneste der led. Hun var ikke glad for at indrømme det, men det virkede som om, at en af tingene, Jose, havde formået at sige, virkede troværdig. Han havde formuleret sig dårligt, men det var da tæt på sandheden. Ahngel, er du overhoved glad? Hvad kunne gøre dig glad og fjerne mørket i dine øjne? Hvem kan give dig det?

”Jeg ser” kom hun frem med og så nu igen på ham. Blanke øjne og triste miner. Men de skulle jo igennem det og de kunne jo ikke standse alt på grund af følelser for så havde de ikke engang siddet her. Samantha virkede til at håndtere tingene en del bedre, men kvinden var her ikke. ”Men den aften. Vil du forklare os den nærmer? Jeg kan forstå, at du ikke var der fra starten af og det er der, hvor nogen af os ikke helt forstår” hun sendte et blik til Jose og smilede skævt. Smerten i smilet ville endda kunne ses. Hun fjernede med det samme blikket fra englen og vendte tilbage til vampyren.

Asma?

Den lille døde del fandt vej igennem vampyrens mund, ud og slående imod den nærmeste rude, som en fugl fanget i et lukket rum uden at ane det mindste råd. Denne lille fugleagtige skikkelse var selvfølgelig fuldkommen metaforisk og så usynlig, som Ahngels tanker, som drev rundt i tunge skyer omkring hans hoved. Alligevel blev der slået en lille flænge i glassets overflade: Et lille fragment af kraft, som ikke havde rettet sig imod Joses hals som først ønsket, men nu prøvede at finde friheden. Denne frihed ville dog aldrig kunne opnås. Ikke så længe et cementindsvøbt had blot voksede sig større og større i vampyrens piercede hjerte. Ahngel var stille. Det føltes som om han havde erkendt sig selv skyldig i en frygtelig forbrydelse, men uden den forståelse og accept, der burde være bag et udløb af ærlighed. I øjenkrogen kunne han se deres begges ansigter rettes imod hinanden og så imod Ahngel. Spørgsmål ledede dem og Ahngel fik rollen, som et orakel vis budskaber ikke just var smukke og himmelvendte. De røde øjne rettedes ikke imod de to tilstedeværende og spørgelystne væsner. En barierre var blevet brudt og nu kom tungerne på gled. Alles bortset fra Ahngels. Det slog ham; Hvor meget kendte han egentligt til denne sag og hvor meget kunne han tillade sig at dele med de to. Detaljerne? Hvordan blodet havde smyget sig ned over korsets ellers stolte skaft. En ironisk død for en engel, var det ikke? Derimod, havde meddelelsen været rettet imod en vampyr, som han selv, havde det givet megen ny mening. Ahngel gled atter ned i sin stol og hævede hånden efter sit glas, hvor den passioneret røde rose prøvede at holde balancen med sin stilk imod glassets bund. Uden at fjerne det, drak han resten af glassets indhold med en mundfuld, som måtte minde om en fange på dødsgangens sidste nadver. En torn prak sig igennem det første lag hud over hans læbe og i et splitsekund kunne man ane en rød plet, inden huden atter lukkede sig omkring det. Glasset blev sendt tilbage på bordet, men rosen blev bragt til vampyrens skød, let støttet af den anden hånd. Han rettede ryggen, så op og imod dem. Alt imens flød lysene i hans øjne i langsomme, hivende tag, som samlede de allerede den ellers uopnåelige kraft, som befandt sig i blodets røde og hvide celler. De blev begge set imod. Vreden imod Jose var fordampet, som var den båret af en helt anden person end den omtrent royale skikkelse, som udgjorde vampyren. Den samme respekt som var blevet givet ved hans hilsen til englen, blev tilbage. Og til Abira ligeså.


”Jeg vil hellere end gerne indvie jer i hvad der skete.” Svarede han først Abira. ”…Men jeg behøver konkrete spørgsmål.” Hans øjne formørkedes og fremsagde en trykket seriøsitet. Han ville ikke strejfe i denne historie.. Han ville ikke forklare hvad de ikke bad om. Han ønskede ikke at sige mere end hvad der var nødvændigt. Da blev blikket igen vendt imod Jose med det samme trykkende, men passive mørke i hans øjne. Han strejfede allerede – alt for langt ind i sig selv. Spørgsmålet havde været konkret, som han havde ønsket, men hvor han dog ønskede at navnet kun bragte vrede og hævngerrighed op i ham. Sandheden var, at dette had og denne hævntørst.. Det var forfulgt af elementer, som formåede at flette naivitet og håb ind i vampyrens kludrede tankespind. Ma’lakel.. Det bragte en tørhed i Ahngels mund og en trykken til hans bryst… Det bragte en sorg, som ikke kun var tilfaldet Asma – Som den burde.


”Ma’lakel..” Navnet formåede at lyde unaturligt i vampyrens mund. Alt for fremmed, som var det et begreb af et sydligt modersmål. ”… Siden i spørger ind til ham så direkte.. Går jeg ud fra i kender hans rolle, hvis ikke blot en anelse.” Hans finger gled over hans pande og tilbage imod rosen, som let lå i deres beskyttelse. ”Ma’lakel.. – Han er drabsmand til hyre og tidligere besætter af Dimorga. Halvblodsdæmon og pyromancer.” Ordene lød mekaniske og fremtalt, som var det hans job. Ingen tøven før hans sidste kommentar til spørgsmålet blev videregivet.


”…Asmas morder.”

De dødes snak vil snart forstummes og kun stilhedens sagte stemme vil stræde frem. Scenen forgik forholdsvis i hovedet på hende og i det uvidende. Hvorfor dette hændte hende var tvivlende. Måske var det nu fordi, at hun fandt hele situationen akavet? Måske var den røde tråd ikke så synligt som hun tidligere havde anlagt. Øjnene havde evigt set på vampyren og havde ikke veget fra hans side. Ikke et eneste sekund. Følelserne i øjnene var kølige og forskudte. Emnet havde vel inderst inde brændt hende og Ahngels stemme gjord det ikke et spor bedre.

Endelig. Et godt stykke tid efter bevægede hans læber sig. Småirriteret vendte hun blikket ned, da hendes spørgsmål forblev nøgen. Konkret. Var det lige det han havde svaret hende? Men hvordan skulle hun dog give et konkret spørgsmål, nu når hele hendes hoved var fyldt med et kæmpe spørgsmål? Jose kom hende til hjælp, selvom hans spørgsmål let kunne besvares af hende. Hun havde hørt navnet flere gange, Ma’lakel, men hver gang gav det et ironisk latter fra hende. Hvad ’Ma’lakel’ var der over ham? Hun regnede stærkt med navnet stammede fra Mellemøsten, hvor betydningen uden tvivl var engel eller noget ligene.
”Tidligere leder” mumlede hun for sig selv, da Ahngel skød de sidste ord ud, og de ramte hende så smertefuldt. Hun trak vejret dybt ind til lungerne og lukkede øjnene et kort øjeblik inden hun pustede luften ud. Det havde sgu altid beroliget hende.
Hendes mørke øjne så på vampyren. Denne her gang havde hun et konkret spørgsmål.

”Denne halvdæmon. Du kendte ham?” dette her var selvfølgelig et retorisk spørgsmål, for hun ledte efter det rette ord til at stille ham det rigtige spørgsmål. Hun fugtede sin underlæbe med fortænderne og havde stadigvæk de mørke øjne rettet imod vampyren. Hun havde altid lært at det er uhøfligt at stirre på folk, men hun havde også lært, at det var uhøfligt ikke at se væk når man snakkede til folk eller blev snakket til. Så hun gjord altid det hun følte. Det var som om styrken genrealt sad i øjnene på folk. Man føler bare det er let at læse folk nogle gange. Men den følelse vil let forsvinde hen når man bor her. Folk havde masker. Uanset om du tror du kender dem, så er der altid noget ved dem, så du aldrig vil kunne regne ud. Lidt ligesom Asma. Perfekt sammenligning. Også Ahngel. Det var nok derfor han havde bedt om konkrete spørgsmål, var det ikke? Det var ikke lige alt han ville fortælle dem? Måske var denne Ma’lakel efter alt ikke kun et spil i galleriet? Måske var han ikke kun Asmas morder?

”Havde han en grund til at handle som han gjord?” spørgsmålet fløj ud af hende efter en ekstrem lang kunstpause som man måske ikke længere kunne kalde en kunstpause.

Det kom bag på ham; Koldheden i hans stemme og den mekaniske udtale. Hvor lå hadet? Hvorfor havde den ikke blomstret endnu? Måske var det fordi vampyren afventede et tegn om Ma’lakels grunde eller usandsynlige uskyld. Det var en naiv tanke, men efter så megen ondskabs konstante ånde i nakken, havde selv de mest stupide håb haft deres få minutters berømmelse… Og i de momenter, havde man ikke kunnet kende forskel på et knivstik og en elskelig gestus. Den tid var ovre. Ahngel var klar i hovedet. Mere end han havde været i lang tid, og hans udelte ærlighed måtte lede ham til den konklusion; at det skræmte ham og gav hans blege hud en opdigtet grund. Han burde græde og hade.. Hade, som han havde hadet den nat skaden var sket… men det føltes som låst fast med kæder og remme i hans indre – Ventende på sin store entré. Han troede fuldt og fast på den teori, som bad ham søge Ma’lakel personligt, se ham i øjnene og først da prikke hul på den betændte bylt, som omgav de følelser han mindst af alt vidste hvordan man skulle frembringe. Et glimt af ubetydeligt håb lå der dog i det scenarie: Måske ville angeren og sorgen bringe hans krop i aktion og udføre en smertefuld handling i hans sted. Blændet af raseri og hævngerrighed som et dyr. Hvilken luksus det ville være…


Ahngels øjne havde ikke viet fra Abira. Tvivlen om hendes mangel på følgende spørgsmål var ufattelig minimal og ret havde han, selvom han måske ikke ønskede det således. Konkrete spørgsmål var ønskede og konkrete spørgsmål var blevet stillede. Joses indskydelse på emnet fik Ahngel til at dreje hovedet og se imod ham spørgende. Joses næsten skrækindjagede udtryk bragte Ahngels eget til troen om, at Jose måske vidste noget, som Ahngel selv endnu ikke var blevet oplyst? Og hvem skulle oplyse det? Havde Ma’lakel og Asma et forhold? Ideen var som utænkelig og spørgsmålet brød en barriere af logik i vampyrens sind.


”Baseret på min viden…” begyndte han. Hans stemme medbragt en uvant tilbagetrukkethed. ”… Havde de ikke nogen kendskab til hinanden. Asma havde aldrig nævnet noget og ’han’…” Han pausede og gjorde som Abira krav på hvad der kunne minde om en kunstpause. Hans langsommelige, fortættende stirren imod en tilfældig del af luften foran sig – denne gang over Joses fingre – beskrev dog, at der var mere til hans tøven. ”Jeg kunne aldrig forestille mig dem have et forhold. End ikke blot et positivt bekendtskab.” Hans hånd strejfede den høje pande og frigjorde dem fra hans sorte hårs uenige placeringer over ansigtet. Et tvivlende suk vedblev den opgivende bevægelse imens den høje vampyr lænede sig tilbage i sit sæde og slog blikket op. ”Men… Jeg var nok aldrig fuldkommen immun overfor Asmas hemmeligheder. Og Ma’lakel…” Det bed. Det bed hårdt, men bittersødt og kvælende sandfærdigt, som sekundet en dødelig sygdom blev accepteret af et sind mindre inficeret end kroppen. Det var kun et spørgsmål om tid hvornår dødeligheden ramte hjernen… Og når den gjorde, ville man søge sit højre bryst som man ville søge en elskers trofaste skulder.


”…Ma’lakel har jeg nok aldrig kendt.” Kanylen var inde og bedøvelsen flød… ”Han kunne have gjort det for morskabens skyld såvel som med et motiv.” … Og fingrene blev følelsesløse sammen med hans læber, som fandt sig selv forrådte af de bespottende ord.

Den herosisme som hun havde følt fra Ahngels side var helt forsvundet. Hun vidste ikke, hvorfor tankernes spindelvæv lavede den store omdrejning i det ellers så smukke mønster. De mørke øjne så imod Jose og hun smilede udvidende. Et sødt spørgsmål egentlig. Men for at sige tingene lige ud, så var der ingen af dem der var interesseret i Ma’lakel som Samantha Vee. Hun havde endda gået så langt og sagt, at hans satanistiske måde at tænke på var forbløffende, det var naturligvis før al det med Asma. Men det ændrede ikke på noget. Samantha havde allerede fra starten af hans herredømme i Di Morga fascineret ham, selvom hun ikke helt kunne se meningen i det.

Hun glemte for et sekund at høre efter. Hun nikkede dog blot til Ahngel, for at sige at hun fulgte med. Ikke nødvendigvis enig, for alle havde deres hemmeligheder og Ahngel mere end andre. Det kunne enhver fjols se. Hun skulle for resten minde sig selv om, at tage en snak med Samantha om Ahngel. Ikke fordi hun ikke troede på, hvad han sagde, men der var bare noget over det her væsen.

”Nuvel” kom det fra hende, da han havde snakket færdig og hun havde givet selv tid til at tygge lidt ekstra på det sidste. Der var en af grunden til, at hun af og til tvivlede på hans ord. Man kunne godt kende en person, hvor dernæst at man så tænker, at man alligevel aldrig nok havde kendt dem? 

”Her” sagde hun og hendes stemme lød overraskende hæs. Hun rakte Ahngel billedet, mens hun trak vejret ind og hun rystede lidt. Hvis han tog imod den ville hun trække sin hånd op til hovedet og derefter til hendes kinder og tørre tårerne væk som var blevet dannet der. ”Har vi mulighed for at besøge hendes grav?” hendes øjne havde aldrig været så følelsesladet som de var nu.