Finding my safe place.. & an unlikely muse?

Den fyldte Gågade fremviste en overraskende mængde liv. klokkeslættet så ikke ud til at, være et problem for byens mange borger; der ikke så ud til at være påvirket af det fastlagte udgangsforbudet. Tværtimod så det ud til at folk nød godt af, at der ikke rigtig fandtes en politi patrulje til at håndhæve den såkaldte 'lov'. Et stilfærdigt smil brød frem på Mischa's læber, i det hun gik ud af malerbutikken med sine ugentlige 'supplies'. Det var jo trodsalt Di Morga der var tale om. Og hun vidste at der ikke ville gå længe, før de nu modige mennesker, enten oplevede eller overværede noget skrækindjagende; der igen ville indoktrinere en passende mængde frygt. Frygt var nok den følelse der holdt de fleste mennesker i Di Morga i live.

Hun sukkede lydløst, mens hun næsten ubevidst studerede, de forbipasserende gengangere. Men var et liv tynget af frygt, virkelig et liv værd at leve? Et spørgsmål der tog hende et splitsekund at besvare: Nej. Et liv svøbt i frygt var efter hendes mening langt fra et liv værd at leve. Det var nok det dyriske instinkt i hende, der ikke tolererede frygtens dominans. Det var en følelse der lå fjernt fra ulvens karakter såvel som natur. I hvert fald dem der var født med virussen. Hvad var der trodsalt at frygte? Mischa opdagede hun kortvarigt havde været stilestående i det hun havde tænkt tanken og tog hurtigt fat om sine mange poser; før hun begav sig videre hen imod sin destination. Hun små lo af sin egen forvirrende filosofering, alt i mens hun pustede det mørkeblonde hår væk fra øjne.

Det sidste stop på Mischa's tur var den lokale Café. Hun havde været der én enkelt gang før, og var hurtigt blevet forelsket i den beroligende, og afslappende atmosfære stedet skabte omkring sig. Cafeen var det perfekte sted at samle sine tanker, og Mischa gjorde sig skam også ofte stærke kunstrelaterede, overvejelser når hun nu var der. Sidst hun havde været der, havde hun endelig besluttet at opkøbe lokalet til sit kommende galleri. Og nu, en uge senere var det ny malet, renoveret, finpusset til ugenkendelighed og endelig under hendes navn. Skiltet med gallerinavnet var bestilt, og det eneste Mischa manglede var at udvælge hvilke af sine billeder hun ville udstille og sælge. Og hvilket bedre sted at brainstorme, end stedet hvor hun fik sin brillante starts ide?

Hun gik med raske skridt indtil hun stod lige uden for cafeen.. Hun så igennem navnet der stod på ruden, og direkte hen på de forskellige medarbejder. Rettere var hendes lettere undrende blik, rettet imod én bestem medarbejder. Hun havde også lagt mærke til ham sidste gang hun havde været derinde. Og til at starte med havde Mischa ikke forstået hvorfor han havde fanget hendes opmærksomhed. Det var skam ikke fordi han var forfærdelig at se på, tværtimod; hun var bare ikke typen der lod sig narre af folks ydre. Det havde først været da han gik forbi hende at, hun havde opfanget kilden til sin nysgerrighed. Duften af hans essens var den samme som hendes, dog uden helt at være den samme. Det overraskede hende en smule, da hun selv var rimelig ny i byen. Og hvis han var hvad hans duft signalerede han var; ja, så ville det være hendes første møde med en artsfælle.