Finding my way (Vlad)

Sted: Gyderne
Tid: 23.00
Vejr: Klart, koldt
Omgivelser: Få skumle personer man passerer i ny og næ
Dato: Den 4. december

Det var efterhånden ved at være en god halv times tid siden at Ashe ikke længere kunne se liv ved hvert eneste gadehjørne. Trods byen var et ugæstfrit sted, så havde det ikke forhindret beboerne at begynde så småt med at summe og pynte op til deres egen groteske form af jul. Den smule varme havde dog ladet sig samle i Terres midte, men det var sådan set ikke sightseeing, som den unge kvinde havde bevæget sig ud i byens kulde for. Det var hendes første dag i den korrupte by og kun få timer før havde hendes første jobjagt afsluttet. Hun havde året før gået ud af skolen, så der var ikke mange pengeløsninger udover at få sig et job, og med den sølle komuneindsats der var i byen, tvivlede hun på at finde hjælp der. Den eneste grund til at hun var taget til Terre for at by var et: Billige boliger. Det farlige storbyliv havde dog i en tid svømmet rundt i hendes tanker og hun havde tit og ofte ladet sig gå fra tanken, hvorimod den billige lejlighed havde overtalt hende igen.
Hun tog rolige hænderne imod ansigtet og rettede på den runde krave, som hendes jakke skabte om hendes lyse hals. Hendes hud var ikke længere kysset af sommer og hendes hår havde ligeså ladet sig falme til en diskret askeblond farve. Ud over det var hun såmen ganske køn på sin egen måde. "Pokker tage det!" mumlede hun for sig selv imens hun famlede med det grove bykort i den ene hånd, imens hun med en rød kuglepens-prop i munden begyndte at skrible en rute ned for at komme til vestbyen. Selvfølgelig skulle ens kort også lukkes når man mest af alt skulle bruge en tur i metroen. Hun rettede ansigtet imod himlen og skævede imod den ghalve måne. Tidsfornemmelsen var død. Great.

Der var mere liv i gyderne, end der normalt var, ved denne tid. Folk rykkede for det meste inden for, i deres varme stuer, i stedet for at begi sig ud på de kolde gader. Specielt i en tid som denne. Gyderne ville være dækket med størknet blod, hvis ikke at det regnede så ofte i Terre. Dette var ikke kun værket af en.. Men der er dog en, som har gjord sin del, til at farve gyderne røde med blod, i de sidste få uger. Denne skikkelse, var også igang med at gøre sit, denne nat. Blod stæng blev farvet op af en mur, i en side gyde, fra den Ashe befandt sig på. Denne gang, havde der intet skrig været, hvilket for de fleste, ville virke besynderligt. Specielt fra denne skikkelse. Lave smaske lyde, kom fra gyden, og et tilfreds hvæs kom der også. En vampyrs livløse krop, faldt til jorden. Denne mands nakke, hals, ene kind og ene skulder, var plukket næsten rent for kød, og det tykke blod fossede ud fra ham, og ned i kloarkernes render.
Skikkelsen som stod tilbage, efter denne masacre, rejste sig med strakt ryg, og lange klør, der havde stukket ud fra dennes fingre, trak sig langsomt tilbage. SKikkelsen smaskede med fryd, og hvæsede lavt igen. Han bar en brun stoff frakke, uden ærmer. Grønne army jeans, men ingen sko. Han kiggede så ned af gyden han stod i, og så hurtigt tilbage imod den, Ashe befandt sig i. Han trak sin hætte over hovedet, og gik så imod Ashes gyde. Han stoppede da han nåede ind i den, og kiggede i Ashes retning, med sammen knebne øjne. Hans vansirede ansigt, og arme, kunne ikke ses i mørket, og hans identitet var stadigt dækket.

Et langtrukkent suk kom fra Ashe idet hun lod kortet falde fra hendes hænder og ned i en mørk pyt. Hun havde mistet sig selv derpå og fandt det derfor meningsløst at blive ved med at søge. Det hele lignede sig selv og hun fandt hverken hoved eller hale i systemerne. Måske skulle hun bare spørge om vej- Hun så sig stille om imens vinden gav et køligt pust igennem det let mørke, krusede hår. Hendes øjne var nærmest sorte i det dunkle lys, hvor de i dagen ville være brune som mahogni eller måske endda let røde. Det skete dog så sjældent, men når solen lagde sig rigtigt derpå, kunne hun selv ligne et nattens væsen. Hun smilede stille for sig selv over tanken og et pludseligt glimt syntes at gennemskære hendes øjne og fatte mod til endnu en dag. Alt virkede nu en smule lysere, bare på grund af den ene lille positive tanke om at ligne noget forførisk og mystisks. Hun sænkede skuldrene og skød blikket ned ad gaden, hvor silhuetten af den anden person kunne skimtes. En gysen gled ned af hendes rygrad idet hun så direkte på denne. Hun sank langsomt en klump og kiggede væk igen, begyndte at gå langsommere. En paranoid tvivl opstartedes og hendes ide om at spørge om vej virkede pludseligt ikke så hyggelig og naboagtig alligevel. Hun lod hjertet hamre i brystet i en tid inden hun indåndede langsomt, rettede skuldrene og ventede på at varmen ville flygte fra hendes kinder i et nervøst udtryk. Atter så hun neutral ud.. Positiv i sin egen neutralitet. Hun nærmede sig langsomt personen og forsøgte at se naturlig ud. Hun stoppede op ikke langt fra ham, igen tvivlende om hvorvidt det var en god ide. Med det samme begyndte hun at opbakke sig selv på det psykiske og fortælle hende at selvom byen var stor og skræmmende, så var det altså ikke hveranden person der var morder. Hun var uden tvivl ny i byen.
"Du kunne vel ikke sige mig vejen til Vestbyen, kan du?" sagde hun og påmalede sig et smil imens hun lagde blikket imod ham.. Dog ikke direkte på ham. Øjenkontakt var ikke hendes stærke side.

Vladimirs lange klør havde langsomt trukket sig tilbage, og hans hænder så nu normale ud igen. Vladimir observerede Ashe på hendes vej imod ham, og med hver eneste skridt hun tog, blev han mere, og mere sikker på, at Ashe var ny i Terre. Han kneb sine mat hvide øjne sammen, da Ashe var ved at komme en tand for tæt på, og en lav knurren begyndte at passere hans kolde læber, men han blev stående, helt stille, som om han var en del af gydernes beklædning. Da Ashe var kommet helt tæt på ham, ville hans knurrend helt klart kunne høres. Vladimir lød næsten som en vred hund når han knurrede, hvis ikke det var for hans hæse, og ru stemme. Han smilede bredt, da Ashe spurgte om vej. Hun var helt klart ny i Terre. Vladimir stod i lang tid og stirede på Ashe, som gjorde at hun måtte vente flere minutter på et svar. Efter dette rakte han sin hånd ned af den gyde han var kommet fra, og hans smile blev endnu bredere. Han drejede sig, så han stod med fronten imod Ashe, og den åbne frakke, gjorde at Vladimirs udmagrede brystkasse var synlig, i månens skær. Hans hætte dækkde dog stadigt over hans ansigt. Sceneriet i gyden Vladimir var kommet fra, bar dominant farven, af blod, og Vladimir smilte bredt igen, da Ashe kunne se dette, og han lod sin arm falde ned langs hans side igen, og forblev stille.

Ashe blev stående i en tid og betragtede skikkelsen med en følelse af at hun nok ikke burde ha spurgt alligevel. Hendes ansigt forholdte sig dog oplyst og roligt, selv på trods af den brummende lyd, som hun prøvede at overbevise sig selv om, ikke kom fra personen hun akkurat havde spurgt. Spændingen syntes at stige og hendes hjerte var atter i fuld gang med at hamre løs imod hendes puls. En glidende lettelse faldt dog over hende idet hun lod et diskret suk undslippe læberne da han pegede. Hun smilede kort, bredt, dog forstummede det da hun i sin øjenkrog fik øje på hans brystkasse. Hun lage blikket derpå og fjernede det ligeså hurtigt af samme effekt, som når man ikke gloede på nogen med et tydeligt handikap. Hun sank en klump. Det kunne heldigvis ikke ses under jakkens hvide krave, som også let dækkede hendes hage. En anspændt rødmen ville kunne ses ved hendes kæbeben. Hun fandt det delvist pinligt og delvist ret så.. ja.. skræmmende. Hun nikkede en enkelt gang til ham inden hun tog få skridt imod retningen han havde anvist, uden egentlig at se frem for sig hvad hun gik imod. Hun stoppede da op da den første røde farve malede hendes exterior. Hendes hjerte sprang et smertefuldt slag over da hun lukkede for sin egen vejrtrækning i ren og skær glemsel over hvad der foregik. De brune øjne spærrede sig stramt op og hendes mund slap spændingen mellem kæberne og tillod en smule af hendes tandsæt ses i et måbende øjeblik. Blod? Så meget blod?? En kold, kvalmende følelse steg fra hendes brystkasse inden hun famlende hev en mobiltelefon op ad sin lomme. Hun måtte kort tørre sin hånd af i ærmet, da nervøsiteten fugtede dem. Det slog hende. Hun kendte ikke alarmcentralens nummer her. Hun vendte sig hurtigt om og så imod skikkelsen igen.
Først måbede hun tavst, men panikken steg igennem hendes blik og et beslutsomt skær i ansigtet lyste op. "Hvad er nummeret til ambulancefolket her i byen?!" sagde hun en smule højrystet med et magtesløst udtryk. Egentlig ville hun ha råbt: Hvorfor helvede står du bare der?!

Vladimir blev ved med at stire imod Ashe, imens at hun stod der. Han trak vejret lidt dybt, da hun kiggede ned af ham, så hans udmagrede brystkasse skød en anelse frem, og han smilte bredt af hendes reaction, med et ryst på hovedet. Han drejede sig ikke, men kiggede efter hende da hun gik der ind ad. Et bredt, lumskt smile, bredte sig over hans tøre læber, da han så hendes reaction. Præcis hvad han ville have. Præcis den følelse, han helst ville have sit bytte til at have.. Frygt.. Et eller andet.. Smagte bedre.. Hvis offret frygtede for dens liv. Derimod, da Ashe vente sig, og spurgte om nummeret til alarmcentralen, og han spærede sine øjne op, og få sekunder efter, unslap lyde, der mindede mest om en langsom, hostende latter, hans tøre læber, og han rystede igen hans hoved. Han begyndte derefter at gå langsomt imod Ashe.
"Selv. Hvis.. Ambulancerne.. Kunne.. Rede denne.. Vampyr... Og hvis at de gad... Og havde tid.. Ville jeg.. Da ikke.. Give dig nummeret... Der til..." Han gik langsomt forbi Ashe, imens han blev ved med at stire på hende. I det han passerede hende, kunne hans ansigt kort skimtes, i månens skær. Det var vansiret, og der var blod fra under hans næse, til ned over hans hage. Han stoppede ved siden af liget, og blev ved med at stire på Ashe.
"Du.. Er ny.. I Terre.. Dette... Er klart.. Lad mig.. Give dig.. Et tip... Hold.. Dig fra gyderne..." Han bredte et smil, og slikkede sine tænder.

Ashe blev atter stum igen da han talte.. Talte eller fremkvækkede. Af en eller anden grund syntes han at anstrenge sig for sådan en simpel ting som at tale. Ashe sank en klump igen og veg fra personens kontakt, som denne nok ville opsøge med øjnene. Hun så en smule nedad, endnu rystende på sine hænder, som knugede mobilen til sig. Ambulancefolkene var ikke til at stole på, og.. denne person var heller ikke. Tanken om at det var ham der havde forsaget massakren bag hende kom først til udtryk nu og det gav et gib i hende der ikke kunne ses fra det ydre. Hun bed atter kæberne sammen. Hun rettede dog blikket op da han gik forbi hende.. stirrende imod hende. Ashe vendte dog første blikket helt imod ham da vinkelen var dertil. Om det var heldigt, kunne diskuteres, for ansigtet der mødte hende var mindst ligeså skræmmende, som den røde scene. Han blødte? Eller var blødt på? Atter snørredes hendes øjne sig mindre og ganske instinktivt vendte hun sig halvt om fpr at se yderligere på ham.. For at se om det var rigtigt.. for at se at det rent faktisk var hans ansigt. Da gav han hende en advarsel. Det var på en måde lettende, men ikke særligt beroligende. Hun lagde kort armene om sig selv og gjorde sig lille.. med et underdanigt blik imod ham. Forvirring var nok det første man ville tænke over hendes udtryk.
Han smilte.. trods virkede han ikke til at have det fysisk optimalt. Måske var det ikke ham der havde forsaget der, men blot en sadistisk eller observant forbipasserende.
"Jeg.." hendes stemme knækkede over og hun lod endnu en samling spyt synkes. "Er du osse.. skadet?" mumlede hun så.. Håbet om at han ingen gal morder var endnu eksisterende, selvom det var svagt og hun fandt sig i en alt for tæt position til ham til bare at turde begynde at gå. Hun ville ikke vende ryggen til en som han. Så hellere bakke.. Vise sig harmløs og dernæst bakke, som spiller man død overfor en bjørn.

Vladimir blev ved med at stire på hende, og hans døde, sammen knebne øjne, rettet imod hendes bløde brune øjne. Smilet over hans læber spredte videre, og han lod langsomt hans meget lange klør gro ud i deres fulde længde. Han viftede forsigtigt med hans fingre, og rakte så sin hånd op til sin hætte, lod sine negle glide under hættens top, og trak den så langsomt tilbage, og væk, så hans ansigt kunne ses ordentligt for Ashe. Hans grålige, tøre hud, mindede mere om et lig, end en person der faktisk var stående. Hans halvspidse øre, hoppede en smule, for at tjekke om at de var helt alene der. Hvilket de var. Det brede smil, var stadigt markeret, bag det tynde lag blod der gik ned over hans hage. Han slikkede langsomt hans læber renne, og blev ved med at stire på Ashe.
"Jeg.. Har.. Det.. Fint..." Sagde han langsomt, og kneb langsomt hans tomme, mat hvide øjne sammen, og stirede på hende, med det samme brede smil, og en let brise, ruskede blidt i hans sorte hår, der gik ned til lige over hans øjnbryn. Selv hans hår var fedtet lidt til, i blodet fra vampyren på jorden. Små røde blodstæng, gjorde dette tydeligt, i månens skjær. Han pegede så på hans ansigt med en klo.
"Dette.. Er grunden.. Til mit tip..." Sagde han, og knurrede igen lavt, i det smilet langsomt forminskede. Sjoven, var ovre.

Tiden syntes at stå stille. Så forfærdelig stille i det øjeblik. Ashe havde travlt med igen at overbevise sig selv om at hvis det blot blev udført med ro og præcision, så ville hun sagtens kunne gå fra det her og grine af det senere hen. Se sig selv som en paranoid pige der ikke havde noget at være bange for i den store by. At det hele nok bare var indbildning eller ikke noget man skulle tage sig af. Hendes øjne spærrede sig yderligere op da han fjernede hætten fra sit ansigt. Han var.. okay, sagde han? Personligt fandt hun det ganske gruopvækkende og langt fra lignende en der havde det fint. Hendes hals strammede sig sammen idet hun igen med vilje havde undladte at trække sit vejr. Hun indåndede dog en dosig blodmættet luft efter få sekunder og lod igen hendes hjerte slå med en mere regelmæssig hastighed. Efter en tid med blot at se på ham, blev hun atter en smule vant til synet og virkede ikke mere overrakset af den forstand, men stadig som om hun ville gøre alt for ikke at være der lige nu. Det var en handling der skulle gennemføres. En måde at liste sig væk med et smil i behold. Det agtede hun også og hun tog stille et skridt baglæns med et falskt smil påtværet sit ellers ret så kønne ansigt.
"I så fald vil jeg tage imod dit råd." sagde hun så, men blev da afbrudt af hans sidste kommentar. Igen blev smilet tørret af og efterlod hende et uforstående og lettere sanseløst udtryk. Han var grunden til.. tippet? Uden egentlig at ville lade sit lille skuespil udføres yderligere, drejede hun om o0g begyndte at gå væk fra ham i et hurtigt tempo... anstrengende sig selv for ikke at begynde at løbe. Gal hund? Hvad gør man? Man går stille og roligt uden at vise sig selv som bytte eller trussel.. Stille og roligt..

Vladimir smilte bredt, i det at hun tog hans tip i brug. Han slikkede sine læber igen, og trådte så frem, og derved op på liget. Der kom en sjattende lyd, i det, det sidste blod fossede ud af ham, under Vladimirs press, og Vladimir fulgte så efter Ashe. Han tørede hans hage, og læber rene med hans håndled, og snussede et par gange, for at chekke om de stadigt var alene. Dette var de stadigt.. Folk havde taget det samme slaks tip i brug, som Vladimir havde lært Ashe, på denne dag. Om hun ville komme til, at kunne bruge det i fremtiden. Kunne Vladimir ikke helt bestemme sig om endnu. Han kneb øjnene en smulle samme, og satte så farten op. Der kom en sjaskende lyd, hver gang Vladimirs bare føder trådte på den våde astfalt, og han nærmede sig Ashe hastigt.
"Jeg.. Havde.. Ret... Havde jeg.. Ikke? Du.. Er ny her.. I byen?" Spurgte han, højt nok til at hun kunne høre det. Hans stemme var stadigt den samme. Hæs, ru og lød til at være på bristepunktet til at skulle hoste. Han satte så farten yderligere op, og løb hurtigt forbi Ashe, og stoppede få meter foran hende.
"Rolig, rolig nu... Min lille.. Ven.. Vil helst.. Ikke.. Anse dig.. Som bytte allerede.. Alt.. Denne.. Jagten... Kunne gøre.. Mig sulten.. Igen..." Sagde han langsomt, og kneb sine øjne sammen igen. "Svar.. Mig så.. Er du ny.. I Terre?" Spurgte han, og knurrede lavt igen.

Den brækkende lyd gjorde kun hele den verden der forvandledes i Ashes hoved.. Hvordan dele af liget trådte fra hinanden og hvordan resterne af kødet måtte bøje og optage asfaltens skidt. Det var kvalmende.. Det var koldt.. og dog begyndte en varme at dunke imod hendes tændinger og led. Det var ude af kontrol. Derfor afskyede hun det. Der var på en måde et behov hun ikke kunne tilfredsstille og det gjorde hende sløj.. Det gjorde hende kvalm og gjorde hendes tanker lettere at slippe. Det drejede sig blot om at komme væk nu.. og det skulle gøres i en fart. Hun satte farten yderligere op da hun hørte skridtende bag sig.. Han fulgte altså efter.. Det her var alligevel ikke blot en forskrækkelse der kom af hendes egen paranoide tænkning. Han talte til hende, men hun undlod at svare. Hendes kæber havde fastgjort sig til hinanden og tillod hende ikke at tale.. Hun ville ikke vise frygten i hendes stemme og den tørhed der forbandt hendes læber og derefter lod dem sprække. En bevægelse sansedes ved hendes side og hun stoppede hurtigt op, vendte sig og stirrede imod området hvor hun havde mærket det et øjeblik. Han var der ikke. Blot et enkelt se4kund efter vendte hun sig atter med fronten imod ham og tog da et skridt tilbage med et kort gisp der lod sig kvæles af hendes knækkede stemmebånd. Hun tog atter hænderne til sig og knugede dem imod brystet imens hendes øjne atter gjorde sig store og stirrede direkte på ham. Han talte igen.. denne hæse stemme fik igen billedet af liget til at indprinte sig på hendes nethinde. Hun gøs og hans ord virkede usammenhængende og summende, trods hun fik fat i alt han sagde.
Sulten? ... Ligets ansigt ændrede sig til hendes eget. Hun lukkede hurtigt øjnene i. "Ja, jeg er.." hun slugte atter en klump... "..ny i Terre." sagde hun så, hviskende og hæs inden hun igen på på ham. Fortrydende.

Vladimir frydede sig i, hvad Ashe udstrålede. En grum brummen, minden om en latter, kom fra Vladimirs bryst, og ud fra hans læber. Han kunne næsten lugte Ashes frygt nu. Og dette gjorde ham bar endnu mere tilfreds, ved at Ashe gik ind i ham. Han spændte sine fingte, og tog et par skridt imod Ashe, og holdt sin hånd bag sig, som om, at han ville rive hende når han kom tæt nok. Men da tænkte han på hendes svar, og han stoppede op. Han så betænksom ud, og rettede sig så op igen.. Han kneb øjnene en smulle samme, og kiggede op og ned af Ashe, og et halvt smil kæmpede sig over hans døde læber.
"Når.. Du nu.. Er ny.. Så.. Kunne du.. Sikkert godt.. Bruge.. En hjælp... Til.. At lære.. Byen... Hm? Måske.. Mangler du også.. At tæne.. Penge... Har jeg.. Ret?" Spurgte han, med hans brede smil. Han viftede langsomt med sine fingre, og hans klør groede ind igen, imens hans kolde blik forblev på hende. Han tog få skridt, tættere på Ashe, stadigt med det samme smile, og for at se, om hun ville bakke længere væk, når han kom tættere på.

Ashe trådte yderligere et skridt tilbage da han gjorde det første skridt fremad, men dernæst stod hun stille. Han var kommet for langt ind på hendes fysiske rum at hun ville kunne overhale med blot få skridt. Hans brummen fik kort hendes tænder til at skære sig hen over hinanden og give et diskret nervøst klik med kæben. Hvad ville han dog hende hvis han atter ikke var sulten?! Var det for sjov? Tanken om at der rent faktisk fandtes sådanne personer om hende var ulidelig. Katastrofer.. tragedier og mord syntes alt sammen så nært og så virkeligt, hvor man, når man så ned i avisen altid troede på at det aldrig ville ske for en selv. Hun betragtede ham da igen med et tilbagetrukkent blik. Var han mon gammel? Var hans krop hvad udødelighed havde gjort ved ham? Udødeligheden i hendes hoved skiftede da farve fra en uskyldig hvid til en blodplettet askegrå. Var han et symbol på uendelighed? Forfald måske? Hendes tanker opløstes da han atter talte til hende og var kommet tættere på. Intensiteten i hans nærvær kunne hun mærke over sin beklædte hud noget så tydeligt. Hans pointe fik hende da til at måbe og hendes utrygge udseende skiftedes til et forvirret. Hvad.. var hans ide?
Hun nikkede kort og yndede at se væk fra ham inden hun gav den verbale konstatering. "Det er korrekt.." peb hun kort med sammenbidte læber. Fint.. han talte.. Han gjorde intet andet end at tale. Selvom hjertet stadig slog som en gal imod hendes indre alarmer, føltes en form for lettelse da.

Vladimir blev ved med at smile bredt, og kiggede i Ashes øjne, hver eneste gang at hun kiggede imod ham. Hans ansigt var blevet mere tænkende, og han observeredehende lidt igen, da hun kiggede væk, men focuserede hurtigt på hendes øjne endnu engang, da hun kiggede tilbage. Han smilede bredt, og valgte at gøre billedet af ham mere klart.
"Frygter.. Du mig?" Spurgte han, med et langsomt forstørende smil, og hans tomme hvide øjne, focuserede på hende. "Velkommen.. Til Terre..." Sagde han med det bredeste smil han kunne få på, og tog så nogen flere skridt imod hende, og stoppede, kun ganske få skridt fra hende. Hans døde læber, kørte imod hindane, imens han knurrede lavt, me dsammen knæbne øjne, men kun kort. Da lod han sit ansigt slappe af igen, og hans smile virkede nu, næsten venligt. Dette dog, åbenlyst, blåt en fasade. Vladimir var incranationen af, hvad der var sket med Di Morga. Kaos..
"Hvad.. Så med.. At jeg.. Tilbyder dig.. En... Stilling.. Hm? Det.. Ville betale godt.. Du. Ville faktisk.. Ikke.. Få brug.. For noget som helst.. Jeg.. Ville.. Kunne skaffe.. Dig alt.." Sagde han dystert. Han fik det næsten til at lyde, som en drøm. Vladimir lavede nogen fakter med sine hænder, i det han snakkede, og hans smil blev ved med at bære det falske, venlige hint.

Smilet var hvad der endnu engang satte gang i Ashes tvivl overfor dette væsen. Hendes krop var atter stillestående, som var det helt normalt, men hjertet bankede endnu derudad, som var der ingen imorgen. Et pust af adrenalin skød igennem hende som et kuldegys da han atter talte til hende. Om hun var bange? Tvivlede han virkelig på om hun var bange for ham? Var det ikke tydeligt? Var det ikke den mest tydelige konstatering der fandtes? Hun ønskede at løbe og hun ønskede at gemme sig.. så hvorfor spørge? Hun svarede ikke direkte men sendte ham dog et nik. Et trykket nik. 'Ja jeg er' ville hun ha hvisket, men havde afbrudt sig selv da han igen talte til hende. Stemmen havde nu ladt sig falde på plads.. En stilling? En plads? Skaffe hende alt? Billeder af snavsede gader og den lille lejlighed fik hende til kort at se ned igen med et tænkende udtryk. Det lød for godt til at være nemt. Det lød for godt til at være en mulighed... og frem for alt lød det for heldigt for en som hende. Hun havde aldrig været heldig af natur.. det var nok også derfor hendes smil tit havde besejret små uheldigheder. Dog smilede hun ikke nu, men hvis hun kom helskindet fra det, ville hun igen smile.. Måske ikke sandt som hun plejede og måske ikke muntert, men hendes smil vendte altid tilbage. Det var sikkert og vidst.
"Hvad er det for en stilling?" sagde hun så. Hendes stemme var blevet tør, og ikke så flydende som før. Hun havde nu stadig en køn stemme, der trods det lyse ansigt ikke havde en alt for feminin tone. Faktisk var stemmen ganske dyb, men med et nærmest sensuelt strejf af naturlig kvindelighed. Som hende selv var den vel køn på sin egen måde. Hun tav. Hun tog sig selv i at tale yderligere om det.. Hun ville kort ha ført sin hånd til sin mund, men lod vær. Forhandlede hun nu med ham?! En ved sine fulde fem havde vel takket hurtigt nej og sat i løb igen.. men så.. ja, som han sagde ville det vel gøre hans sult endnu større..

Vladimir smilede bredt, og nød Ashes angst, som en lille dreng, med en legetøjs bil. Hvis at han fik chancen.. Var det næsten også det.. Han ville bruge hende til. Hans kolde og onde tanker, var som altid i kaos. Folk med evnen til at se ind i sind, ville nærmest kunne gå phsykisk under, bare ved at se ind i hans tanker. Han gik meget langsomt til siden, og samtidigt imod Ashe, så han gik rundt om hende, med meget langsomme skridt.
"En.. Stilling.. Som.. Mine.. Øjne.." Sagde han, og pegede på sine tomme hvide øjne, med to fingre. Han stoppede igen, og stod still bag hende.
"Som.. Du jo nok.. Kan gætte.. Kan jeg ikke.. Holde øje.. Med gaderne.. Uden.. At vække opmærksomhed..." Sagde han med et bredt smil, og fortsatte så med at gå rundt om hende.
"Jeg mangler.. Nogen.. Som kan, nettop.. Dette.. Og.. En.. Som ville kunne.. Se.. Om dagen... Hvilket er mig.. Direkte umuligt..." Sagde han, og rystede langsomt på hovedet, og lavede fagter, med sine hænder, som en eksplosion, imens han lavede en pustelyd.
"Ville ske med mig, hvis.. Jeg skulle gå ud.. Om dagen... Så derfor... Dig.." Sagde han, stoppede, hvor han var foran hende før også, og holdt begge hænder ud imod hende. "Denne.. Kunne være.. Dig.." Sagde han, smilede bredt, og lod hans hænder hænge ned af hans sider igen.

Hans cirkelen om hende hjalp ikke just på hendes utrygge tilværelse. Faktisk mindede det hende om en haj der cirklede om den intetanende dykker. Atter sendtes et kuldegys igennem hendes ryg og op under hendes hårkant. Da hans stemme igen trådte til, fulgte hun ham da med sine egne øjne.. Hun betragtede hans fagter og forstod budskabet. Javel. Vampyrer og sol.. Ingen god combo. Det var jo i virkeligheden noget som de fleste vidste af ren almen. Selv havde hun læst sig til en masse. Forkerte materiale dog ifølge hendes skole. Hun slap ham af syne da han bevægede sig om bag hende, holdt vejret dog indtil han atter var synlig. Han placerede sig foran hende igen efter han havde gjort sin pointe. Han ville have hende til at.. spionere for ham? Var det det han havde sagt? Beskrevet i en fortællende tone havde han budt hende at gøre hvad hun gjorde hver eneste dag? At se? Hun lod blikket falde på hans hænder da og som et vindskift blev hendes øjne pludselig alvorlige og mistroiske, dog var hans indflydelse på hendes frygt stadig intakt som rent glas.
"Være dine øjne?" sagde hun så og lagde hovedet lidt på skrå. "Hvad ønsker du da at se?" Hun var klar over at han nok ikke bare mente at hun skulle betragte sin hverdag som hun altid gjorde, men at der måske var helt konkrete ting han havde i tankerne.. om ikke andet kunne hun gå med til det.. og.. forhåbentligt lykkes at undgå ham fremover? Dog prikkede små ord til hende. Små fristende ord som han lidt før havde fremkvækket. Han kunne give hende alt? Hvem kunne dog det, men som en person af menneskelig fremkomst, kunne hun ikke se blindt væk fra ideen om et ordnet liv. Hvis hun sagde ja... så skete der vel heller ikke noget med det.. sagde hun nej? .. Blev hun så ædt?

Vladimir smilede bredt, i det han følte hun var meget fristet af hans tilbud, og han pressede hver af hans hænders, fingerspidser imod hindanen, foran sig. Han tappede sine fingre imod hindanen, og gik så tættere på Ashe, så an nu stod en armsrækning fra hende. Hans tomme døde blik vigede ikke fra hendes, og han blev ved med at smile bredt, imens han snakkede.
"Alt..." Sagde han, og lydene der mindede om en later kom igen. "Men dette.. Regner jeg.. Selvfølgelig.. Ikke med at du giver... Men.. Der imod. Er der nogen.. Som uprovokeret, kalder sigselv.. 'Hellige', og tror.. At de.. Kan gå imod.. Hvordan Di Morga.. Virker nu.. Nogen.. Problematiske.. Individer.. Nogen.. Jeg helst.. Gerne.. Vil have en snak med.." Fortalte han, og blev ved med at kigge ned på Ashe. Når hans stod tæt op af hende, var han ca et hoved højere end hende.
"Men vent.. Jeg.. Vil ikke have at du svare.. Før.. Du har set noget.." Sagde han, og lagde så en arm omkring hendes talje, og trak hende tæt ind til sig, hvis ikke at hun stoppede ham. "Hvis jeg må..." Sagde han. Som om, han ville give hende lov til at vælge. I det han stadigt holdt fast, hoppede han så højt op, sparkede imod den ene væg, og fik lige nok momentum til at komme op på et tag. Dette varen af de højste der var lige i det område. Han holdt så sin hånd hvisende ud imod gyderne.
"Dette.. Er ikke. .Det jeg tilbyder..." Sagde han. Han pegede så imod det betydeligt højere hotel tæt derved, der tydeligvist var meget dyere, og finere. "Dette.. Kan jeg tilbyde.." Sagde han, og kiggede så ned på hende igen, i det han gav slip på hende endnu engang, og tog afstand, mest for at give hende plads. Vladimir var ikke dum, og vidste han at hun formegentligt heller ikke var. Han ville gøre sit bedste, for ikke at skræmme hvad han havde fundet, væk. Han ærgede sig lidt over hans tidligere adfær, men så igen.. Det var sjovt, så længe det varrede.

Ashe lyttede med et stumt blik, dog stadig med et vagtsomt øje på vanpyren. Meget tydeligt at hun ikke var naiv i den forstand. Hun stolede ikke på nogen der bare pludselig kom og fodrede hende. Hun sænkede kort skuldrene og tænkte sig om imens hans talestrøm fortsatte. På den ene side.. Hvis han mente hvad han sagde kunne hun gå derfra med livet i behold og måske endda med en lettelse på hendes situation. Meget fristende måtte hun indrømme.. På den anden side.. hvis hun alligevel ikke kunne udføre jobbet som han ønskede det, havde hun ikke lyst til at se sin reaktion. Hun ville kort vende sig tilbage for at se på liget, men endnu en brusende kvalm følelse gled igennem hende. Bare mindet var nok til at sende et gys igennem hendes krop. Hvem vidste også hvordan hans psykiske tilstand var.. om ikke andet styrke. Selvom hendes blik var uroligt, veg det nu heller ikke fra ham, nu hvor han havde placeret sig i en egentlig ganske karismatisk stilling overfor hende, hvor hun kunne se ham og forhåbentligt være forberedt på det meste. Hun skulle akkurat til at udtrykke sin tvivl rent verbalt inden hans stemme atter afbrød hende og inden hun spurgte ind til det, mærkede hun hans arm om hendes talje. Hun gav et kort gisp fra sig, men sagde ikke noget. Et kort øjeblik virkede hun som lammet indtil han kort gjorde udtryk for at hun selv havde valget her... eller hvad? Ligeså hurtigt som hun havde opfanget hans tilnærmelse, fandt hun at jorden forsvandt under fødderne på hende og igen før hun vidste af det.. befandt de sig på et tag. Igen hamrede hjertet afsted i en galoperende hast.
Da talte han igen og viste hende udsigten over byen. Ashe var egentlig lettet over at hun ikke skulle stole på sine egne ben i det sekund. De rystede noget så forfærdeligt. Hendes brune øjne gled hen over det høje hotel med et tænkende blik og hendes tydelige ubehag gled langsomt væk til fordel for hendes nysgerrighed. Da mærkede hun igen ham fjerne sig fra hende. Helt automatisk tog hun et kort vaklende skridt i den modsatte retning, dog ikke fokuseret på vampyren nu.. Øjnene lå stadig imod hotellet og det gjorde det i en tid. Hun havde aldrig forestillet sig sådan et sted at bo godt nok.. Aldrig set det som en realistisk tanke. Hun vendte igen blikket imod vampyren da...
Realisme.. var en by i Rusland her.
Vinden tog et greb i det let krusede hår og førte det kort hen over ansigtet, hvor hun så fjernede det igen. Disse historier havde hun hørt før. Pagter og aftaler med nattens væsener. De eventyr havde aldrig gode ender.. måske var eventyr i virkeligheden den eneste grænse mellem realismen og surrealismen her.. Alt der manglede.. var 'der var engang'?
"Hvilke betingelser har du?" sagde hun så og et lettere alvorligt blik lagde sig over de før forfærdede mahogni brune kvindeøjne. "Er alt du behøver virkelig observationer?" hun tvivlede på hans fordel i aftalen tydeligvis. "Ingen løse ender eller små bogstaver?"

Vladimir frydede sig i hvert eneste sekund han var i nærheden af Ashe. Han nød hendes angst, hendes forviring og hendes tvivl. Da han havde trådt væk, begyndte han langsomt at gå til tilfeldige sider, imens han lod hende bestemme sig. Han klikkede sine fingre imod hindanen, og da hun så spurgte ind til det, kiggede han hurtigt op igen. Han smilede bredt, og drejede sig, så han havde fronten imod hende. Han holdt sine arme lidt ud til siderne, og smilet blev mere lumskt.
"Jeg.. Ville være.. Din arbejdsgiver... Alt.. Står med småt... Men sådan.. Er det i.. Di Morga.. Finder du.. Et arbejde.. Hvor der ikke bliver.. Sagt.. At dit liv.. Er i fare.. Ved at have arbejdet... Bliver du løget for.. Intet.. Er sikkert.. I denne by.." Fortalte han, og hans smil brækkede, til en seriøs mine, og han kneb sine øjne en smule sammen.
"Men hvad der.. Står med stort.. Er.. At nætterne.. Ville blive.. Dig mindre.. Farlige... Hvis.. At du tog imod jobbet..." Sagde han, og gik langsomt imod Ashe igen. "Di Morga.. Er.. Ikke sikker.. For.. Lækkerbiskender... Som dig.." Sagde han, og pegede på hende, med ordet 'dig'. De en let vind ramte dem igen, blev hans sorte hår revet en smule med, og Vladimir bredte endnu et smil. "Hvis.. Du forstår?" Spurgte han så, og næsten bukkede halvt, i det han tog et skridt bag ud, og igen gav hende plads. Vladimir forsøgte at lege med hende.. Havde han gjordt helle tiden.. Men denne leg, var ved ikke at være helt så sjov mere. Vladimir var ved at blive utålmodig. Han kunne stadigt lugte blodet fra vampyren i gyden, og hans eget blod, begyndte at farer hurtigere i ham. Han skulle snart jage igen... han kunne snart ikke spille den kloge, og luskede Vladimir mere. Hans bæst skulle snart tilfredsstilles igen..

Stille lyttede hun atter til ham og nikkede endelig da han var færdig. Hvad han end havde tænkt sig at få ud af det, måtte vel være hans eget? .. Dog kunne hun ikke lade være med at tænke videre over hvad det indebærede at han skulle 'tale med' de personer hun ville udvælge til ham? Hvad var hans situation overhovedet? Arbejdede han mon selv for nogen eller noget i den stil? Efter hvad hun selv havde fundet ud af, var vampyrer ikke just samarbejdende hvis de ikke selv fik noget ud af det. Ashe undlod dog at spørge og klemte kort blikket nedad da han betegnede hende som en lækkerbisken. Det var vel rigtigt nok.. selvom hun dog ikke så sig selv med den betegnelse. Hun var ikke stor og stærk eller særligt udholdende, men havde dog sine talenter indenfor det mere inaktive. Spionage kunne man vel kalde det hvis man skulle helt ud at runde, selvom hun aldrig havde lavet noget på den måde før? Hun tog da en indånding inden hun så imod hotellet igen.. Det ville måske gøre hendes chancer større her i Terre.. og hun havde ikke lyst til at tage tilbage til hvor hun kom fra.. den ting var sikker.
Hun så igen imod ham og nikkede så med et klejnt, dog målsat udtryk. "I så fald vil jeg gerne acceptere." sagde hun så og rettede sig op. Hun var tydeligt ikke sikker på sin beslutning, men det var ikke en chance som hun ville slippe bare sådan... også selvom arbejdsgiveren var...
Hun betragtede vampyren i en tid og sank diskret endnu en klump. Hendes hals var efterhånden ganske tør. "Mit navn er Ashe." sagde hun så.. som en oplysning. Egentlig kunne det være det samme, men hun gik ud fra at han gerne ville have navnet hvis hun skulle 'arbejde' for ham.. om ikke andet, så var hun overbevist om at man måtte påtage sig en venlig facade, hvis man skulle undgå så meget ballade så muligt.

Vladimir blev ved med at betrakte Ashe med et utålmodigt blik, imens at hun tænkte. Hun var ikke modig nok, til at tage chancen med ham.. Hun turde ikke arbejde for en Vampyr som ham. Måske skulle han bare lade være med at vente? Hendes blod duftede trodsalt, fortryllende, for en halvsulten Vampyr som Vladimir. Vladimirs klør groede langsomt ud igen, og han smaskede en enkelt gang, og hans øjne spærede langsomt op. Hans tålmodighed var løbet op.. Nu ville han...
Da Ashe sagde ja, spærrede hans øjne bredt op, og han hvæsede først lavt, som om han ærgede sig, men han kvalte så sit hvæs. Han kneb sine øjne sammen, og han smilte bredt. Hans blodtørst blev dulmet, af hans plan. Han lyttede til hendes presentation. Hans smil forblev, og han bukkede dybt, med den ene arm ud til sin side, med en næsten elegant udstrålning, hvis ikke at det havde været Vladimir der var bag facaden. I det han rejste sig igen, lavede han en bølge med sin hånd, ud til siden, imens han precenterede sigselv.
"Mit navn.. Er Vladimir.. Vladimir Rasputin.." Sagde han, og gik så hen til Ashe igen. De fleste af hans klør trak sig tilbage, men hans højre hånds, pegefinger beholdte sin, og han gik næsten helt tæt på Ashe, så hun næsten ville kulde mærke hans krops kulde.
"Jeg.. Er glad for.. At.. Du så logiken, i.. Mit forslag... Når du nu.. Skal arbejde.. For mig.. Vil jeg selvfølgelig ikke.. Have.. At nogen.. Skulle finde på, at.. Gøre dig fortræd..." Sagde han med et bredt smil, og circulerede langsomt omkring Ashe, så han stod bag hende.
"Dette.. Kan jeg.. Gøre noget ved.. Jeg.. Kan hjælpe dig.. Med.. Men.. Dette ville.. Indebære... At jeg.. Skulle sætte.. Et mærke... Som andre.. Vil kunne se... Så de ved.. At.. Du ikke må... 'røres'..." Sagde han, og bredte et smil. Han strøg forsigtigt Ashes hår væk fra hendes nakke, og hvis ikke hun flyttede sig, strøg han den flade side, af hans klo ned af hendes nakke, uden at skære hende. Han smilede bredt, og ventede for at se, om hun turde flytte sig, eller om hun ville tillade det.. Og.. At han ikke bare tog hvad han ville have... Nu.. Hade hun accepteret.. Nu, ville Vladimir ikke bare give slip..

Hans formelle buk kom lidt bag på hende, men det gjorde de fleste bevægelser, som denne gjorde. Det virkede lettere unaturligt at se ham bevæge sig sådan.. for ikke at tale om hvordan han talte til hende. For få minutter siden havde hun været hundrede på at han havde tænkt sig at æde hende. Hun gav ham et diskret nik og benyttede det korte mellemrum af kontakten til at skræve til byen igen. De var højt oppe. Ashe lagde armene om sig selv, som frøs hun. Hendes øjne gled atter hen over ham da han præsenterede sig selv som Vlademir. Vlademir Rasputin. Det lød russisk. Hun holdt atter vejret da han gik hen imod hende og hun fulgte klørenes forsvinden med øjnene. Rigtigt nok blev der koldt. Vampyrer havde vel ingen kropsvarme… havde de? Sikkert ikke? Var det ikke for den nedgravede frygt hun havde overfor ham, havde hun sikkert ikke forhindret sig selv i at mærke efter eller varme hans hænder i sine egne. Igen talte han og bevægede sig rundt om hende i samme mønster som han havde gjort før. Det var ubehageligt, men nu forventede hun dog ikke et angreb fra hendes rygs front mere. Nu var hun mere overbevidst om at han egentlig ikke havde tænkt sig at æde hende.. men som sagt.. man kunne aldrig helt stole på sine egne overbevisninger. Det vidste hun… Dog.. han talte om beskyttelse så pludseligt.. Om at sørge for at hun ikke kom noget til. Og så.. et mærke? Hun bed overkæben ned imod sin underste læbe et kort øjeblik og efterlod en tør rødmen imod de frostsprækkede og oprosede runde former. Hun skulle til at tale igen, men stoppede op da hun mærkede det blonde hår fjerne sig fra sin nakke, hvor den lette kulde gled ned over hendes hud. Hun gøs kort imens det lille stik gled igennem hendes rygrad og blandede sig i hendes krop, som vanddråber over hendes ryg. Da mærkede hun kloen over sin hud og atter et kuldegys gled ned over hende, men hun stod stille.. Hun rettede sig endda op så halsen var strukket, i tilfælde af at neglen ville ridse hendes form uden ønske. Hun flyttede sig ikke, men vendte langsomt ansigtet halvt imod ham, så godt hun nu kunne med ryggen til denne. Hendes blik var et øjeblik koldt, som holdt hun sig kun tilbage for at stikke ham en af sin ærefrygt. Hendes blik tøede dog op og usikkerheden gled tilbage med et langsomt strøg og lod farven fylde de runde iris’ med en atter knitrende gyldenbrun. Da vendte hun blikket frem igen.. tydeligvis ventende.
”Så sæt det.” mumlede hun lavt.

Vladimirs døde øjne stirede på hendes, da hun kiggede bag sig, og imod ham, og han smilede næsten venligt, men stadigt med et lumskt hint. Han sørede for at, hendes hår ikke gik ned over hendes nakke, med en kold hånd på hendes skulder. Da hun så gav ham lov, smilte han igen bredt, og lagde så spidsen af hans klo, næsten blidt på hendes nakke. Han skar så uforsigtigt, en streg ned af nakken, og så en mere. Han havde skåret et 'V'. Han havde ikke været forsigtig, eller blid. Mærket skulle laves, og dette om det var behageligt eller ej. Han havde lavet det, så dette ville kunne forblive i mange dage. Han lagde så sin klo imellem hende og hendes hår, og fik igen hendes hår ned over hendes nakke. Han slikkede så hendes blod, fra sin klos spids, imens han langsomt gik om foran hende igen. Han smilede bredt, og kiggede så på Ashe igen. Hans tomme hvide øjne betragtede hende kort, og han lagde så sine hænder bag sin ryg. En kold brise ramte dem begge, og ruskede lidt i hans frakke, så den flaprede bag ham.
"Du skal.. Bruge.. Mindst fem.. Timer.. Af dine dage.. På at søge.. Informationer.. Omkring.. Noget de kalder.. 'Modstandsbevægelsen'.. Indtil.. Vidre.. Kender jeg ikke.. Til andre.. End en hvis.. Samuel.. Der kan du.. Jo starte.." Beordrede han, med en stræng mine, og et næsten skærende blik.
"Fra.. I morgen.. Nat.. Vil jeg.. Kunne begynde at skaffe.. Dig.. Hvad du ønsker.. Hvad.. Ønsker du.. Som det første?" Spurgte han så, og buggede en smule forover, og efterlod ordet ved hende..

Da Vlademir lagde sin hånd imod hendes skulder og fjernede håret yderligere, lukkede hun øjnene til og spændte kæberne. Hun var klar over at det nok ikke ville være synderligt behageligt, men det var dog bedre sluppet end at ende som den.. Hun sukkede kort. Hun havde i hvert fald ikke lyst til at ende som den gennemgnavede skikkelse der havde forblødt sig på hele gaden. En fjern tristhed gled over hende da hun havde gennemtænkt det. Allerede ved de første dage havde hun rodet sig ud i noget. En frisk start i terre… hah.. Det var der nok ikke tale om for hendes vedkommende. De brune øjne lukkede sig atter da han stak kloen imod hendes hud. Hun vendte ansigtet en smule til siden med et anstrengt udtryk.. Det føltes som en kanyle ført af en sadistisk læge der ville se hvor meget hud spidsen kunne sprække. V-formen var nem at gennemskue da nerverne trykkede sig sammen og begyndte at skrige imod hendes overflade. Blodet begyndte ligeså at pible frem og farve bogstavet rødt. Hun lagde sin ene hånd imod det da han endelig fjernede sig fra hende og bevægede sig til hendes front. Vinden slog imod hende og fjernede atter det lange hår fra hendes skuldre og lod det kort svæve lidt imod luften. Hendes blik var vendt nedad imens han talte til hende. Hun følte tavs imod varmen der opstod om såret og blodet der farvede hendes fingerspidser og klistrede dem til. Smagen af metal kom frem i hendes mund af alene minder. Hvordan kunne vampyrer dog leve af sådan noget? Hun fik da et navn.. Samuel? Skulle hun ha oplysninger fra ham? Hun rettede blikket op og mødte Vlademirs øjne med et tomt udtryk. Modstandsbevægelsen? Hans kolde blik fik hendes egne øjne til atter at sænke sig til et område der var på niveau med vampyrens brystkasse. De sorte vipper dækkede let halvdelen af den brune farve der opvarmede hendes blik. Nu spurgte han ind til hende og hun fjernede nu den blodige hånd fra såret, afslørende det røde mærke han havde lagt på hende.
”Logi.” sagde hun så med en stille mine. ”Jeg vil lægge ud med blot et sted at bo.” mumlede hun så. Hendes øjne søgte automatisk hen over tagene. ”Der er vel også grænser for hvor langt dine finansieringer strækker sig.” Hun bevægede kort blikket ned over hans person. Måske gik han blot ikke op i sådanne ting, hvilket undrede hende. Vampyrer var, efter hendes opfattelse, ofte ganske forfængelige og glade for luksuriøse goder.