I've been here before //Mallorie//

Hun sendte ham et ondt blik og prøvede på at holde den skumle maske, imens hun sagde: "Så må du hellere passe på ikke?" Hun sagde det i så dyster en tone som muligt og hun mente det. Hun var ikke blind for at give alle et los i kuglerne, hvis de ikke opførte sig ordentligt i hendes selskab. Hun hadede virkelig folk, som ikke respekterede hende og hvis de gjorde nar af hende på en eller anden måde, så blev det bare det værre. Hun kunne blive tosset over bare at tænke på det. Der var så mange drenge, der efterhånden havde troet, at hun bare var en sød og uskyldig lille pige, indtil hun beviste det modsatte. Så var de også blevet sat godt og grundigt på plads. Hun kunne ikke lade være med at grine en smule ved tanken, da det virkelig gav hende en vis form for nydelse. Respekt. Det var sådan et dejligt ord. Hun vendte i et kort sekund hovedet mod landskabet igen og gav sig til at tænke over, hvor lidt af byen hun faktisk havde set. Måske skulle de tage på opdagelse sammen på et eller andet tidspunkt? Hun kendte byen ligeså dårligt som han gjorde. Okay, måske ikke ligeså dårligt, men det var langt fra hele byen hun havde været rundt i, i den måned hun havde boet der, men der var alligevel sket en del i det lille tidsrum. Ting hun faktisk var glade for var sket.

Hun kiggede på ham, da han kommenterede hendes valg omkring skolen. Hun gad virkelig ikke til den time og havde faktisk for længe siden besluttet sig for at skride fra den. Hun rystede kort på hovedet af ham, da han lød ligesom hendes far. "Jaja, farmand. Jeg skal nok være en sød lille pige og passe min skolegang" sagde hun i så sarkastisk en tone, som hun kunne præstere og rakte tunge af ham. "Det er ikke en vigtig time, så bare rolig, jeg går ikke glip af noget specielt spændende" tilføjede hun med et lille smil og kiggede dernæst ud over landskabet, imens hun tænkte på et sted at tage hen. "Det ville da være hyggeligt" sagde hun med blikket stadig vendt mod byen. Hun sagde ikke noget til hans næste kommentar, da han tydeligvis ikke ville snakke mere omkring det. Hendes blik faldt på noget. "Hvis du ikke har noget imod at skulle ned på jorden igen, så har jeg længe ville se ruinerne" sagde hun med et smil og pegede ned mod ruinen, som tydeligt kunne ses fra hvor de sad.

Han kiggede på hende med et hævet øjenbryn. "Ja, rolig nu. Tro mig, jeg har ikke tænkt mig at gøre noget der vil kunne irritere dig.. Desuden." Sagde han og ventede lidt med at fortsætte. "Desuden så respektere jeg også kvinder, så du skal i hvert fald ikke frygte at jeg begynder på noget lignende det ham.. Eh.. Teis? Gjorde." Tilføjede han så og smilede til hende. Nej, sådan en idiot ville han ikke være, hvorfor skulle han? Det var jo ikke sådan at man fik de venner man gerne ville have, medmindre at de venner man gerne ville have lige præcis også opførte sig sådan. Han ville kalde det neandertalere, der ikke tænkte med det øverste hoved.

Caelren rejste sig langsomt op og stod på kanten af hustaget. Han vendte sig om så han stod med ryggen imod kanten, lagde armene på kors over brystkassen og lod sig derefter falde udover, han spinnede et par gange i luften og fløj så op igen og hang i luften foran hende med et smil. "Jeg kunne forestille mig at du måske synes at det var begyndt at blive kedeligt at sidde her? Så vi kunne måske se noget andet? Måske der er nogle steder du aldrig har været fordi at du ikke kunne flyve?" Sagde han og rakte en hånd hen imod hende. Gad vide om hun stolede nok på ham til at lade sig tage hans hånd og så bare hoppe? De havde lige mødt hinanden, så det regnede han ikke med, men i og med at han var en engel havde han før oplevet at folk var ret hurtige til at stole på ham, så måske han var heldig.

Hun så på ham med et tilfreds smil. "Det var godt at høre" sagde hun med en anderkendende tone og så kort ud over landskabet. Der fandtes virkelig alt, alt for mange af sådan nogle drenge og hun kunne virkelig ikke fordrage dem. Det var lige til at blive dårlig over. Hun var virkelig lykkelig over at vide, at han ikke var sådan. Hun var virkelig glad for det. Hun så en anelse underligt mod ham, da han rejste sig op og gik stod på kanten af hustaget. Hvad tænkte han på? Virkelig? Hun kunne ikke lade være med at komme et gisp, da han lod sig falde bagover og kom i det samme sekund med kommentaren: "ER DU FULDKOMMEN SINDSSYG?!" Det var dog før, at hun huskede på, at han havde vinger. Hun følte sig virkelig dum, da hun så ham hænge i luften nogle sekunder senere. Hun kiggede væk fra ham med røde kinder og prøvede på at komme på en eller anden form for undskyldning, men det kunne hun ikke og vendte blikket mod ham igen, da han talte til hende.

Hun sendte ham et lille smil. "Ikke fordi det er kedeligt, men det kunne da være meget sjovt at komme videre og se noget andet" sagde hun i en blid tone og kiggede mod ham. Det så altså underligt ud, at han hang der i luften og dinglede. Nogen steder, hun aldrig havde været, fordi hun ikke kunne flyve? Hun måtte tænke sig om noget tid, inden hun kom på et svar. Det ville have været nemt nok, hvis det var hjemme i hendes gamle by, men i denne by? Det vidste hun faktisk ikke. "Hvis du kan finde på noget sjovt, så er jeg åben for forslag" sagde hun med et lille grin og kiggede så på hans hånd, da han rakte den ud mod hende. Hun rejste sig forsigtigt op og vidste ikke helt, hvad hun skulle gøre. Han hang i luften og hun havde slet ikke lyst til at tænke på, hvor langt der faktisk var ned. Dog tog hun en chance og stolede på ham. Hun tog hans hånd og tog skridet ud over kanten. Nu var det op til ham.

Han kiggede på hende med et hævet øjenbryn, men kunne ikke lade være med at smile og le en smule. "Undskyld, jeg regnede ikke med at du ville reagere sådan." Sagde han imens at han stadig holdt sin hånd ud for at se hvor meget hun egentlig stolede på ham. Havde hun mon glemt at han var engel og havde vinger? I hvert fald i et kort øjeblik. Det måtte hun have gjort, men det var også ligemeget, det var egentlig ikke hans mening at skræmme hende sådan.

Da hun tog fat i hans hånd og trådte ud imod ham fløj han med det samme imod hende langsomt og greb om hendes liv med den anden hånd. "Du kan sagtens stole på mig, jeg vil ikke lade nogen gøre dig fortræd eller lade dig komme noget til." Sagde han roligt idet han fløj baglæns en smule væk fra taget og smilede ned til hende. "Jeg tænkte at vi måske kunne flyve op i bjergene? Hvis det var noget du kunne tænke dig at se?" Foreslog han og tog selv et kig derud imod. Det var ved at være noget tid siden han havde været derude og udsigten var slet ikke så tosset. Specielt var den god om natten. "Jeg elsker det om natten derude." Sagde han og kiggede på hende. "Du kan se lyset fra byen i baggrunden, ellers er der bare månen og stjernerne, så det er som oftest derude jeg sover om natten." Tilføjede han og nikkede kort imod hende hvorefter han afventede svar på om hun mon ville derud.

Hun så på ham med et lille flovt smil og mumlede noget uforståeligt. Hun havde i blot et sekund glemt, at han faktisk var en engel, selvom det var lidt svært at glemme, med de vinger på hans ryg. De var ikke lige sådan til at misse. En million tanker røg gennem hende, da hun trådte ud over kanten af bygningen. For det første var der jo tanken; "Jeg overlever ikke det her" Det var ikke ligefrem betryggende at træde ud fra kanten af en bygning, som var i hvert fald 30 meter høj, hvis det overhovedet kunne gøre det. Hun håbede bare inderligt på, at hun ville komme levende ud af den beslutning. På den anden side, så var der noget i hende, som fandt det spændende og adrenalinen begyndte at koge i hende.

Hun havde lukket øjnene, imens hun jokkede ud over kanten, men åbnede dem nu og så op på ham med et lettet blik. Hendes hjerte hamrede stadigvæk derud ad og hun havde fået en tung vejrtrækning. "Det er jeg glad for at høre, men det var nu stadig ikke helt sjovt at træde ud fra en bygning så mange meter over jorden" sagde hun med et lille grin og låste sine arme fast omkring hans nakke, så hun var sikker på, at hun ikke ville kunne falde ned. Hun tænkte kort over hans forslag og nikkede så til ham. Hun havde aldrig været deroppe selv, af indlysende grunde, så det kunne være meget spændende at se. "Det kan vi godt" sagde hun med et anderkendende nik og kiggede mod de store bjerge, som virkede uendeligt langt væk. Hun smilede til hans næste kommentarer. Selvom hun aldrig havde været derude og da slet ikke om natten, så kunne hun godt forestille sig, hvor smukt det måtte være, for ikke at sige fredeligt også.

Han lo lidt af hende og rystede på hovedet med et smil. "Nej jeg ved det godt, det var nok lidt for meget allerede at bede dig om det, men.. Tja, som sagt.. Jeg vil ikke lade dig komme noget til." Sagde han og nikkede en enkelt gang til hende. Han kiggede atter ud imod bjergene da hun fortalte at hun gerne ville derop. "Jamen så må vi jo hellere se at komme afsted." Sagde han og satte afsted. Han fløj ikke særlig hurtigt først eftersom at han ikke ville have at det skulle komme som et chok for hende, men han begyndte dog at flyve hurtigere med tiden. Lige nu kunne han godt mærke at det måske var lidt køligt, men det var ikke noget han rigtig tog sig af. Han fortsatte imod bjergene og byen blev mere og mere utydelig bag dem indtil man kun kunne se de høje huse i horisonten.

Caelren landede på bjergsiden og gav lige så stille slip på hende. Han kiggede sig omkring og han genkendte straks stedet. Han kiggede sig hurtigt omkring som om at han ledte efter noget, hans ansigtsudtryk viste at det nok var noget der måske ikke skulle blive set af hende. Han åndede lettet op da han ikke kunne finde hvad det end var han havde ledt efter og kiggede derefter på hende med et smil. Det her var nemlig det samme sted hvor han var blevet overfaldet af varulve, han havde ikke genkendt det i farten, men nu hvor de stod her kunne han godt se at det var det samme sted, men de døde ulve var der ikke. Det gav ham lidt uro i maven over at tænke på det, hvad nu hvis der var flere omkring? Nej.. Nej de her ulve havde fulgt efter ham så der var ikke nogen chance for at der var flere i nærheden, det kunne der umuligt være, men hvis det nu skulle være tilfældet, så var et par varulve ikke ligefrem den største trussel. I hvert fald ikke i hans øjne, men det var nok mere hende han frygtede for. Han ville jo ikke have at der skulle ske hende noget.

"Nå.. Hvad syns du så om udsigten?" Sagde han med et smil og fjernede sig lidt så hun kunne se ud over kanten og ud imod byen. Hvis man kiggede lidt længere over imod venstre så kunne man se ud over skoven. Det var den Caelren kiggede lidt på. Der kunne han nu også godt lide at være, så stille og fredfyldt. Han kiggede over på hende igen og stillede sig ved siden af hende.

//Beklager det tog så lang tid, men har haft gæster siden fredag :(//

Mallorie sendte ham et "NEJ VIRKELIG?!" - blik og himlede derefter med øjnene. "Det siger du ikke? Du får mig ikke til at gøre sådan noget igen. Mit hjerte hoppede næsten ud af brystet på mig" sagde hun og sendte ham et lille smil, imens hun trak sig en smule tættere på ham. Hun ville virkelig ikke risikere at falde ned derfra. Hun blev straks lidt mere rolig, da han forsikrede hende igen om, at der ikke ville ske hende noget. Hun vidste ikke rigtig hvorfor, men hun stolede på ham, selvom de ikke havde kendt hinanden i mere end en time. Han fløj i et rolig tempo, som hun var rimelig glad for, da luften omkring dem med det samme blev en smule mere kølig af luften, de fløj igennem. Byen blev gradvist mere og mere utydelig bag dem og bjergene kom tættere på. Luften forandrede sig også, som de kom længere op i bjergene. En mere frisk luft, som hun kunne mærke i sine lunger. Med en dyb indånding kiggede hun kort ud over den nu meget utydelige by og vendte så hovedet mod bjergsiden.

Da han slap hende gik hun med det samme nogle meter længere ind på bjergsiden. Hun havde ikke lyst til at falde ned derfra og da slet ikke i selskab med ham. Det ville være en smule for pinligt. Hvorfor hun syntes det, ja det var så spørgsmålet. Med et kig rundt på den flade platform, som de havde landet på, kunne hun ikke lade være med at smile. Et træ var en smule væk fra hende, nogle buske, et bålsted og så en samling af træer, der gydede af mørke og ondskab. Hun vidste ikke hvorfor, men havde på fornemmelsen, at det ikke var et helt fredeligt sted inde bag de træer. Man kunne se, at den gik tættere ind på bjergsiden. En kuldegysning gik gennem hele ryggen på hende og hun fik endelig tvunget blikket væk fra det mørke område og ud på udsigten igen. Der var en uro i kroppen på hende stadig, men den var i det mindste lidt mindre. Sammen med ham var hun rolig, hvad enten hun ville indrømme det eller ej.

"Her er virkelig smukt!" sagde hun med et smil og lænede sig op af hans bryst, da han kom over til hende igen. Der var stille og fredfyldt deroppe og udsigten var bestemt ikke til at klage over. Man kunne se byen en smule utydeligt, men den var der da. Skoven og havnen var også tydelig derfra. "Cael?" spurgte hun så kort og kiggede over op på ham. "Jeg har en underlig fornemmelse af fare" hviskede hun og kiggede mod det mørke område igen. Der kom en lille, svag lyd derfra, som stadig var så tydelig, at den sendte endnu en kuldegysning gennem hende.

Caelren kiggede på hende da hun lænede sig imod hans bryst. Han smilede og fik sig bevæget om bagved hende og lagde armene om hende idet hun snakkede til ham. Hans hænder hvilede på hendes mave og hans ene tommelfinger kørte stille op og ned. Han kiggede over imod lyden der kom, han trak hende lidt tættere ind til sig og kneb øjnene lidt sammen. Lyden lød ikke helt venlig, han hævede vingerne lidt for at gøre sig stor. Han vidste godt at der kunne være varulve heroppe, og han havde hørt at hvis man gjorde sig større end dem så blev de bange. Han lænede hovedet tættere på hende og hviskede stille. "Bare rolig, der sker dig ikke noget. Det skal jeg nok personligt sørge for." Hans arme gav stille slip, hans hænder kørte hen over hendes mave idet han langsomt gik tættere på det ted hvor lyden kom fra. han ene hånd var klar til at trække sværdet og den anden hånd var allerede begyndt at lyse med magi. Han listede langsomt frem og lyden kom igen. Han kiggede hurtigt tilbage for at se om der skulle være noget bagved hende, men det var der heldigvis ikke. Så han kunne fortsætte fremad.

Han stoppede ved det sted hvor lyden var kommet fra. Han kiggede derind, men kunne dog ikke se noget. Hans krop så ud til at slappe lidt mere af og han vendte sig imod hende og begyndte at gå tilbage med et lille smil på læben. "Det er sikkert bare et dyr, der er ikke noget at være bange for." Sagde han og var nu helt henne ved hende igen. Han skulle lige til at sige noget til hende da der lige pludselig sprang en varulv frem imod dem med et hyl. Caelren vendte sig hurtigt om og fik da kastet den væk fra dem, den havde dog formået at kratte hans arm. Han hviskede stille. "Det... Sviger." Han rystede på hovedet og satte sit højre ben bagved det venstre idet han trak sit sværd. De stod no overfor hinanden og var klar. Spørgsmålet var bare hvem der angreb først. Caelren stod tæt på Mallorie i en nærmest beskyttende position.

Mallorie sendte ham et smil, da han bevægede sig om bag hende og lagde sine hænder ovenpå hans. Hun lænede sig lidt længere ind mod ham, så hendes baghoved lænede sig op af hans brystkasse. Varmen bredte sig i hendes krop, som de stod der sammen, men det var en anden form for varme, end hun var vandt til med Nathan. Det var som en beskyttende hånd, der lå over hende. Lyden ramte hendes øregang igen og hun kunne ikke lide det. En lille rysten begyndte at køre igennem hende, imens han hviskede til hende. "Men du skal heller ikke komme til skade" nåede hun lige at sige, inden han slap hende og gik over mod lyden. Hun vendte sig om, så hun stod med front imod ham, men gik ikke tættere på. Derimod tog hun de 3 små kasteknive frem, som hun havde omkring livet i et bælte. De var dog så godt gemt væk, at man ikke ville kunne mærke dem. Hun gjorde det imens Cael havde ryggen til hende og sværdet klar til angreb. Da han kiggede tilbage på hende sendte hun ham blot et uroligt blik og bed sig i læben. Hun håbede ikke på, at der skulle ske noget med dem.

Hun sendte ham et roligt smil, da han igen vendte sig mod hende. Det så ud som om, at lyden ikke var andet end et dyr. Måske et rådyr, som havde forvildet sig derop? Det kunne godt ligne det fra både lyden og den måde, som buskene bevægede sig på. Hun gav et skrig fra sig af ren chok, da varulven kom springende imod dem begge. Hun begyndte med det samme at ryste igen. Hun så såret på hans arm med det samme og skulle lige til at sige noget, da han hviskede til hende. Hans stemme satte et eller andet i gang oppe i hovedet på hende og hun sprang med det samme til siden, da endnu en varulv kom ud fra busken. Med 3 hurtige bevægelser blev knivende sendt afsted mod den anden varulv og den faldt til jorden med et hyl. Hun vendte sig igen mod Cael og skyndte sig over bag ham igen, da en lyd mere kom fra skoven af. Modig var hun nok, men hun vidste også godt, at hun var svag i forhold til den varulv, som hun lige havde kastet knive imod. Der ville nok ikke gå længe, før den kom på benene igen, med mindre hun havde ramt heldigt.

Caelren svingede sværdet en smule. Han smilede til sig selv idet han strakte sin hånd frem og istedet for at løbe imod varulven så sendte han en stråle af lys imod den. Lyset borede direkte igennem brystkassen på ulven og den faldt død om med det samme. Han kiggede bag sig for at se om hun var okay, det så sådan ud så da endnu en ulv kom løbende imod dem, løb han den straks i møde. Den sprang frem imod ham så han førte sværdets flade side op imode den, så den hang derfra. Hans sværd stødte imod maven på den så han var i stand til at kaste den væk. Han løb derefter imod den for at dræbe den, men varulven var ikke helt dum. Den sprang over ham og fortsatte imod hende, dog tænkte han hurtige og satte afsted med vingerne. Han var hurtig nok til at gribe den i nakken og derefter smide den ud over kanten af bjerget hvorefter han landede foran hende igen med sværdet hævet. Han regnede egentlig med at den ulv som hun havde taget sig af var død, så han var ikke alt for opmærksom på den. Han arm blødte stadig og man kunne godt se på ham at det var svært at holde sværdet oppe. Det havde ulvene også lagt mærke til og brugte det til fordel. Der var 2 mere som var ankommet. Pokkers til varulve flokke! Caelren kunne lige holde sværdet i en enkelt hånd, men han ville være meget langsommere til at svinge det. Han kiggede på de 2 der var der, hvad mon de var ude på? De ventede sikkert på at såret havde svækket ham, men hvis de bare vidste bedre. Han kunne selvfølgelig bare heale det selv, men det var der ikke tid til når han stod midt i kamp, eftersom at hans koncentration så ville være et andet sted end hans modstander.

En af ulvene satte så imod ham i løb. Caelren placerede det højre ben bagved det venstre og havde sværdet til at hvile imod jorden og da den så sprang imod ham drejede han rundt om sig selv og svingede sværdet vandret imod ulven, hvilket resulterede i at han fik givet den et dødeligt snit i maven, men man kunne nu godt se at det tog meget på ham kun at bruge en enkelt hånd til sværdet og at han var såret. Men det så ikke ud til at han havde tænkt sig at give op, tværtimod. Han var besluttet på at kæmpe videre. Han ville holde sit løfte. Løftet om at der ikke ville ske hende noget og han ville hellere dø end at han ville lade de ulve få fat på hende.

Mallorie stod som limet til jorden og kiggede på kampen, der udspillede sig foran hende. Hun prøvede desperat på at komme på et eller andet. Bare noget som kunne hjælpe ham. Hun ville ikke bare stå på sidelinjen og spille jomfru i nød. Det ville bare ikke komme til at ske. Aldrig i livet. Men der var bare ikke noget hun kunne gøre. Hun ville hellere end gerne kaste sig ind foran en af de 2 ulve, som stadig stod oprejst, men hun vidste også godt, hvor det ville ende henne, hvis hun gjorde det. Det var hun simpelthen ikke stærk nok til og det vidste hun. Hun kunne ikke gøre andet end at stå og håbe på det bedste, og det virkede bare ikke som om, at det ville være godt nok. Rettere. Det var det ikke. Hun kiggede mod Cael igen, efter at have været i lidt af en drømmeverden. Han var såret og det var hendes skyld. Sådan følte hun det i hvert fald. Hun måtte gøre noget! Han skulle ikke komme mere til skade pga hende. Ikke tale om. Hun kiggede kort på de to ulve, som stod klar til at angribe og stilte sig så foran Cael med et stædigt blik.

Hun rettede blikket mod den ene ulv og tog et skridt fremad. "Kom an." sagde hun med en fast stemme og hev hurtigt fat i en gren, som lå ved siden af hende. Et fint våben, hvis man kunne bruge det og det kunne hun heldigvis. Ulven sprang imod hende med et hyl og fik med det samme svinget grenen direkte i synet. Med et klynk trak den sig tilbage. Det så ud til hun havde ramt den lige i øjet og det virkede. Dog havde hun ikke set den anden ulv komme springende og den nåede akkurat at rive hende med sine skarpe klør, før hun fik trukket sig væk fra den og stukket grenen op i maven på den med et uhyggeligt knæk efterfulgt af endnu et hyl. Hun faldt ned på knæ og så tilfreds de to ulve trække sig tilbage. Hun tog sig til skulderen. God danmit. Hun havde fået flået et godt stykke af sin hud og det blødte af helvedes til, men alligevel sagde hun ikke en lyd. Dog kunne man se det på hendes øjne. Tårerne var også ved at komme frem i hendes øjne, derfor vendte hun sig heller ikke om og sad fortsat med ryggen til Cael imod det mørke område, hvor ulvene havde trukket sig tilbage for nu.

Caelren så på hende med vidt åbne øjne da hun begyndte at bløde. Han følte et eller andet sted at alt det her var hans skyld, eftersom det var hans ide at flyve lige præcis herop, så at hun var blevet såret var faktisk hans skyld. Sådan følte han det i hvert fald. Han rystede på hovedet for at få hamselv ud af de tanker og fokusere på hvad der var vigtigt lige nu. Nemlig at sørge for at hun var okay. Han blev dog rasende da han så hvad der var sket og kiggede på den anden ulv der stod og knurrede af dem. Den satte i løb imod dem og da den nåede hen til dem tog han med sin sårede arm fat omkring ulvens hals. Det gjorde helt klart ondt på ham, men han løftede den op, kun et par centimeter fra jorden, gik hen til kanten af bjerget og holdte den udover kanten i sit løft. Han stirrede bare på den. Den så ikke specielt bange ud, den knurrede bare af ham, som om at den egentlig ikke vidste at den hang ud over klippekanten. Det endte med at han til sidst kastede den fra sig, man kunne høre den hele vejen ned, til sidst blev der stille. Det var da den ramte jorden. Man kunne ikke høre splattet, men man var ikke i tvivl om at den døde. Han vendte sig om og fik sin hånd til at lyse med magi igen, men af en eller anden grund så var det denne her gang ikke lys, som det plejer at være med engle. Det var en flamme, en hellig flamme kunne man vel kalde den. En flamme der kan heale sår, men samtidig gøre lige så meget skade som ilden fra en ild dæmon. Caelren stak sit sværd i jorden og bevægede armene. Det resulterede i at han skød flammen imod endnu en ulv som begyndte at brænde. Den begyndte at hyle, men kun i et par sekunder før Caelren knipsede med fingrene og ilden slukkede, hvorefter han kastede sit sværd igennem maven på den.

Det så ikke ud til at der var flere ulve tilbage. Caelren kiggede sig omkring for at være helt sikker på at der ikke var nogen der lurede et eller andet sted. Derefter gik han hen til hende. Hans øjne viste helt klart skyldfølelse over det der var sket da han fik sin hånd til at lyse med flammen igen. Den ville begynde at cirkulere omkring hendes sår. Flammen ville virke dejlig varm, nærmest beroligende og dejlig idet den forhåbentlig ville få hendes sår til at lukke og forhåbentlig også kurere de infektioner der nu måtte være deri. "Jeg..." Sagde han stille og sagde derefter ikke mere og kiggede bare ned i jorden idet han tog et par skridt væk fra hende. Stadig med et udtryk af skyldfølelse.

Mallorie kiggede mod skoven og kunne med det samme mærke, at der var fred igen. Faren var i hvert fald overstået for nu. Det kunne næsten mærkes i luften, at der ikke længere var blod, der blev spildt. Hun sad stadig med knæene i jorden, da hun kunne mærke en varm følelse brede sig i hendes skulder. Det var som om hun kunne mærke såret lukke sig. Det havde været et rimelig dybt sår, men det var nu ved at lukke sig igen og smerten forsvandt også gradvist, jo længere tid der gik. Hun kunne nu bevæge skulderen igen, uden alt for meget smerte og vendte sig i samme sekund om mod ham igen og rettede sig op. Hun kunne tydeligt se skylden i hans øjne og rystede blot på hovedet over det. Hun havde selv været skyld i det. hun vidste jo godt, at der ville ske noget ved, at et lille og forsvarsløst menneske gik imod en ulv. Og endda en varulv. Det var virkelig en dum ting at gøre, men noget havde sagt klik i hendes hjerne, da hun så hans sår. Med et hurtigt blik omkring sig, for at se om der var noget fare omkring dem, vendte hun sig helt mod Cael igen med et varmt smil. Hun tog sig kort til skulderen. Den var i hvert fald healet igen, men hun kunne godt mærke, at der ville gå nogle dage, før den igen holdt op med at gøre ondt.

Med forsigtige skridt gik hun helt over foran ham og kiggede på ham med et varmt smil. "Er du ok?" var den første sætning, som røg over hendes læber. Hun kiggede på hans arm, hvor såret havde været nogle minutter før og kørte så igen blikket op på hans ansigt. "Jeg har det fint" forsikrede hun ham med et smil, men kunne ikke lade være med at have en smule rysten i sin stemme. Hun var stadig en smule rystet over hele situationen, men ville helst ikke vise det for ham. Selvom hun følte sig beskyttet af ham, ville hun stadig ikke have, at han skulle syntes hun var svag. Der var virkelig ikke noget værre end det. Hun ville ikke have, at han skulle have dårlig samvittighed over hendes egen idioti.

Han nikkede kort til hende da hun forsikrede ham om at hun var okay. Han sagde ikke så meget grundet hans skyldfølelse. "Jeg.. Genkender det her område, jeg kæmpede imod varulve her for nogle dage siden, men var ikke sikker på om det var lieg præcis her." Sagde han, det var nærmest som om at han ventede på at hun ville blive sur og råbe af ham for så at tage hende herhen. Han kiggede imod jorden, stadig plaget af skyldfølelse. "Jeg..." Sagde han igen. Det var egentlig ikke fordi at han ville sige noget, men han kunne bare ikke lide stilheden lige nu. Han tog en dyb indånding uden at kigge på hende. Han kunne godt lidt fornæmme den ryst der var i hendes stemme, hvilket ikke rigtig gjorde det bedre. Hvorfor skulle han også lige tage hende herop? Det var da noget af det dummeste, der lever jo mange dyr og væsner heroppe som kunne være farlige. Han gav langsomt bare slip på sit sværd så det faldt til jorden, uden at flytte blikket.

Vinden blæste en smule og havde ikke andet end stilhed med sig da de bare stod der. Han hævede blikket lidt. Skyldfølelsen var stor, men hvofor at den var så stor, det vidste han ikke. Selvfølgelig havde han det da dårligt med at bringe hende i fare på den her måde, men det plejede da ikke at være så stort? Han kunne jo godt lide hende, men som ven. Hvis hun var noget så var det i hver fald ikke svag, han var dog imponeret over hendes måde at kæmpe på, men skyldfølelsen var større.

Mallorie kiggede blot på ham og var en anelse irriteret over, at han ikke sagde mere end det. Ikke at hun hadede ham for at tage hende med herop. Tværtimod så var hun på en eller anden underlig måde glad for det. "Hold nu op med at være sådan. Det var min egen skyld, at jeg kom til skade. Det har ikke noget med dig at gøre!" sagde hun i en lidt hård stemme og mødte hans blik. Hun kunne virkelig ikke lide, at folk havde det sådan og da slet ikke, hvis det slet ikke var nødvendigt. Hun kiggede kort mod sværdet, da det faldt til jorden og lod så blikket falde på ham igen. "Cael...." sagde hun med en blid stemme og lagde hovedet mod hans bryst. Hun ville ikke have, at han havde det sådan, slet ikke. Hendes rystende stemme var heldigvis ved at fortage sig og hun kunne bedre fokusere på at gøre ham i bedre humør, end han var lige nu. "Lad være med at være sådan...." sagde hun med en uskyldig stemme og så op på ham. Lige sådan en stemme, som man ville bruge mod sin storebror, når noget ikke gik, som man ville have det.

Vinden blæste og gik gennem hende. Det sendte en lille kuldegysning gennem hendes krop og hun begyndte at ryste en smule. Hun var heldigvis ikke hverken bange eller i smerter mere. Ret meget i hvert fald. Hun var virkelig stolt af sig selv, nu hun tænkte over det. Det var første gang hun havde været i en seriøs kamp og var ikke død i forsøget, så det var da meget godt gået. Ikke? Hun kiggede op på ham og prøvede på at sende ham et smil. Hendes hænder rystede af kulde, men de var også rimelig højt oppe på bjerget.

Han kiggede på hende og nikkede. Han sendte et smil tilbage til hende og lagde langsomt sine arme omkring hende. Hans vinger foldede sig sammen omkring dem for at give hende noget varme. "Jeg er faktisk stolt af dig." Sagde han med et smil og kiggede på hende. Hans panded hvilede imod hendes da deres blikke mødtes. Han kunne nu godt lide at stå sådan her med hende. Der var et eller andet beroligende over det. "Det er bare.. Jeg ville jo ikke have du skulle blive såret, men.. Jeg er bare glad for at du ikke kom mere til." Sagde han og smilede stadig til hende. Hans arme var omkring hendes liv, hans hænder hvilede nederst på ryggen af hende. Som de stod der blæste det lidt mere, men forhåbentlig var hans vinger nok til at holde kulden ude. Desuden havde hun hans jakke på, så forhåbentlig var de to ting kombineret, nok til at holde kulden ude. Han blev ved med at kigge ind i hendes øjne med et smil. Hun ville sikkert også kunne mærke at han var meget mere rolig nu end han var før. Det endte med at han trak hende helt tæt på sig for at give hende et kram. Hvorefter han stod som før, med armene om hendes liv og hans hænder på hendes nederste del af ryggen og hans pande imod hendes. "Såeh.. Hvad skal vi så nu? Helst noget andet end at slås igen." Sagde han og lo lidt. Det var klart at han var kommet i bedre humør.

Tiden var som fløjet afsted, han var slet ikke klar over mere hvad klokken var, men der er nok gået nogle timer nu. Hvad mon hun havde tænkt sig? Ville hun blive heroppe? Ville hun være sammen med ham hele dagen og natten? Hvorfor tænkte han egentlig på det? Det var vel mere at se hvad der skete og se tage det derfra? Han sukkede let. Hans øjne fortalte at han var glad lige nu, de fortalte at han rent faktisk følte sig tryg ved at stå sådan med hende.

Hun smilede over hans reaktion. Hun lagde armene, så de hvilede omkring hans nakke og kunne ikke lade være med føle sig langt mere tryg, da han foldende sine vinger omkring hende. Varmen begyndte med det samme at strømme igennem hende. Hun kiggede en anelse undrende på ham, da han sagde, at han var stolt af hende. "Hvorfor det?" spurgte hun med et undrende smil og lod sin pande møde hans. Hun måtte stå på tærer for at nå hans pande, men det var lige meget for hende. Der var et eller andet virkelig beroligende over at stå sådan med ham. "Det var jo lidt min egen skyld ikke? Jeg er glad for, at du beskyttede mig" sagde hun stille og trak sig tættere på ham. Vinden ramte hende slet ikke nu, da hans vinger var så store, som de var. De dækkede helt for den vind, som skulle kunne ramme hende. Hun var virkelig glad for, at han var blevet mere rolig. Det var til at mærke på ham. Da han trak sig helt tæt på hende måtte hun trække sig endnu længere op på tærer, for han ikke skulle brække ryggen over det. Hans pande lå igen mod hendes og hun sendte ham et roligt smil. "Det ved jeg ikke rigtig. Det kommer an på, om det skal være i luften eller på jorden" sagde hun med et lille grin og var lettet over, at han var kommet i bedre humør.

Tiden måtte være fløjet afsted og hun var faktisk glad for, at hun havde skippet den sidste time. Ganske vidst var hun kort kommet til skade, men hun havde alligevel tilbragt tiden sammen med ham. Hun vidste faktisk ikke, hvad de skulle foretage sig, men ville gerne være mere sammen med ham. hun var rolig over det. Der var et eller andet over ham, som gjorde hende tryg og det var sandelig ikke mange, som havde den effekt på hende. Hun mærkede sin mobil vibrere i sin lomme og tog den op. "Det er min mor. Hun vil vide, om jeg kommer hjem snart eller ej" hun kiggede op på ham som et spørgsmål. Det afhang jo af, om han ville være sammen med hende.

Caelren kunne ikke lade være med at smile. "Fordi at du er i stand til at tage vare om dig selv, jeg har set kvinder af menneskerace som ikke rigtig kan forsvare sig selv. Altså, ikke for at lyde nedladende, men det er hvad jeg har set. Men dig? Du er noget specielt, du kan tage hånd om dig selv og det respektere jeg." Sagde han uden at tage blikket fra hende. Han kunne godt mærke at hun følte sig tryg og han kunne også godt mærke at hun ikke frøs mere. "Selfvølgelig vil jeg da beskytte dig, hvorfor ikke?" Sagde han og lo lidt. Han trak på skuldrene. "Det ved jeg ikke, det kommer an på hvad du helst vil? Jeg kunne selvfølgelig godt flyve os ned i skoven, eller længere op?" Sagde han roligt. Hans ene hånd kørte langsomt op og ned af hende ryg imens at de stod der. Det virkede som om at vinden var ved at tage til, så måske skulle de finde et andet sted at være?

Han kunne mærke at der var et eller andet der begyndte at vibrere, han kiggede på hende da hun spurgte og talte lavt. "Øhh.. Hvad vil du helst?" Sagde han med et smil. Han vidste godt hvordan mødre kunne være, så hvis hendes more hørte en mandlig stemme i baggrunden, så kunne hun måske begynde at tro alt muligt og det var jo ikke sikkert at Mallorie følte sådan eller gad at høre på hendes mor sige det. "Personligt? Så kunne jeg tilbringe hele natten med dig, men det kommer helt an på dig." Sagde han med et smil. Han kiggede lidt på telefonen og derefter brugte han sin næste til at nusse hendes hurtigt, han trak hovedet væk og afventede svar.

Mallorie sendte ham et smil og kunne ikke lade være med at blive endnu mere stolt. "Jeg er blevet opdraget godt. Min far lærte mig allerede fra en ung alder at forsvare mig selv. Ikke at jeg vidste, hvorfor jeg skulle lære alt det, men alligevel kom det mig til gode, som du kan se" sagde hun med et flabet smil og trak sig en smule tættere på ham. Hun havde stadig armene omkring hans hals, låst fast omkring ham med fingrende flettet ind i hinanden. "Tja... Det ved jeg heller ikke" sagde hun og trak på skulderne. "Det er nok bare ikke mange, som bliver beskyttet på denne måde" sagde hun og sendte ham et smil. Det var ikke fordi, at hun havde noget imod det. Slet ikke. Hun følte sig på en eller anden måde helt speciel. "Jeg ved det ikke. Kender ikke så meget til byen, at jeg kan komme med et svar på det. Men alligevel vil jeg ikke længere op. Det bliver for koldt" sagde hun en anelse flovt og så på ham. "Er det underligt, at jeg føler mig helt speciel lige nu?" spurgte hun så med røde kinder og kiggede op på ham.

Hun kunne ikke lade være med at grine kort, da han sænkede sin stemme. Hendes mor havde hørt ham, men det tog hun sig ikke så meget af. Mall rendte som regel rundt med en masse mennesker, så det kom ikke som nogen overraskelse. "Jeg er nok sent hjemme. Ved ikke om jeg overhovedet kommer hjem" svarede hun så sin mor og sendte ham et stort smil, da han nussede hendes næse. Hendes mor sagde blot, at det var ok og lagde så røret på. Mall puttede mobilen i lommen igen og kiggede derefter op på ham igen. Hun sendte ham et smil og lod endnu engang sine hænder låse sig fast omkring hans hals.

Nikkede imens at han lyttede til hende. "Det gjorde det da og eh.. Heh, tak for hjælpen." Sagde han så lidt efter og blev ved med at kigge på hende. Han så ud til at tænke kort da hun nævnte at hun ikke ville højere op. Hvor mon de så kunne tage hen? "Jeg kender heller ikke rigtig byen selv. Måske burde vi bare improvisere? Se hvor vi bliver ført hen?" Sagde han og smilede til hende. Bjergene var da smukke efter hans mening, men når det begyndte at blæse så kunne det godt blive koldt. Han blinkede lidt efter da hun stillede sit spørgsmål og grinede lidt. "Nej, det syns jeg ikke. Du er speciel." Sagde han så. Hans egne kinder blev lidt røde. Han fik et sus i maven da han kiggede på hende, han havde en følelse af at han havde lyst til at kysse hende. Hvorfor? Han havde da ikke de følelser? Eller.. Havde han? Der fløj et tusind tanker igennem hovedet på ham. Han måtte gøre et eller andet for at stoppe det, men hvad?

Han smilede da hun så sagde at hun muligvis ikke kom hjem. "Jamen hvis du ikke kommer hjem, hvor vil du så sove?" Spurgte han med et hævet øjenbryn. Tankerne fra før var væk, så han kunne fokusere lidt på noget andet og pludselig så det ud som om at der gik et lys op for ham. "Nu ved jeg det da.." Sagde han og så helt stolt ud over at han havde fundet ud af det. "Jeg fandt et sted ikke så langt herfra, der er ma-... Nej, jeg skal vise dig det." Sagde han og ville derefter tage fat om hende og løfte hende som man ville løfte en brud. "Og hvis jeg må, så ser du altså godt ud i den store jakke." Sagde han og grinede. Han trampede på enden af skaftet til sværdet og det fløj derefter op i luften. Bare for at blære sig vendte han ryggen til og sværdet faldt perfekt ned i skeden. "Det hedder at være for fedest." Sagde han og grinede. Han holdt rigtig godt fast i hende da han satte af. Men istedet for at flyve ned fra bjerget cirkulerede han rundt om det og landede til sidst foran en grotte, hvorefter han satte hende ned igen. "Der er ingenting derinde der kan skade os, MEN! Det er noget du vil elske tror jeg." Sagde han og kiggede på hende. Hans ene arm holdt om livet på hende imens de stod der.

Mallorie sendte ham et smil og kunne ikke lade være med at få røde kinder, da han sagde, at hun var speciel. Det havde hun nu også følt sig som i mange år efterhånden, om det så var noget godt, eller noget dårligt, det kunne man så spørge om. Hun havde aldrig været helt som alle de andre piger og det var hun nu også ganske stolt over. Hun ville ikke være en af de tøser, som skulle reddes hver gang der var det mindste galt. Det kunne hun godt håndtere selv. Hun svarede med vilje ikke på hans spørgsmål, da det virkede som om, at han allerede havde bestemt sig for det og ganske rigtigt. Ikke længe efter tog han fat omkring hende. Han fik hurtigt samlet sværdet op med en ganske sej bevægelse og hun kunne ikke lade være med at grine over ham. "Blærerøv" sagde hun blot kort og rakte tunge af ham, imens hun holdt fast omkring hans nakke og han satte af med armene omkring hende. Hun kiggede kort ned af sig selv og kunne ikke lade være med at smile. Hun syntes også selv, at hun så rimelig godt ud i den jakke, også selvom den var alt for stor til hende.

Han fløj ikke ned af bjerget, som hun havde troet han ville, men fortsatte i stedet omkring det og ned af bjergsiden, til han stødte på en grotte lidt længere nede, end de havde været før. Hun kiggede undrende op på ham og så derefter imod grotten. Den så ikke just fredfyldt ud. Hvad skulle de mon derinde? Det var aldrig til at finde ud af med ham og hvad de skulle i en mørk grotte, det var over hendes fatteevne. "Hvad skal vi dog derinde?" spurgte hun med et løftet øjenbryn og kiggede op på ham. Det så ikke ligefrem ud som et sted, hvor hun havde den vildeste lyst til at tilbringe sin dag / nat, hvor længe hun så end besluttede sig for at blive. Det ville nok i sidste ende blive til, at hun blev ved ham hele natten, men nu måtte hun først se, hvad i alverden han havde tænkt sig med den grotte foran hende.

Caelren kiggede ind i grotten med armene foldet over kors. Han kiggede derefter på hende. "Kom, så skal du se." Han gik stille ind i grotten og kiggede tilbage for at være sikker på at hun gik med ham. Han hævede armen og strakte den ud foran sig hvor den så begyndte at lyse med den flamme som tidligere. Det lyste grotten op. Det var egentlig ikke noget specielt syn, bare en normal grotte, men den var dybere end de andre grotter her omkring, så den måtte jo føre et sted hen. "Jeg kunne sagtens have fløjet os derhen, men jeg tænkte at det har måske ville være bedre, og så vil det være en større overraskelse." Der kom et par flagermus flyvende forbi dem fordi at de blev vækket af lyset fra Caelrens hånd. Han kiggede tilbage for at være sikker på at hun stadig var der og for at sikre sig at hun ikke blev skræmt af dem, det var jo bare flagermus, men de dukker jo op ud af ingenting. Det dryppede et par steder i grotten. Når de ikke snakkede så kunne man høre vanddråberne ramme jorden derinde, det gav genlyd over det hele. Caelren fjernede sin hånd så den ikke lyste mere eftersom at han kunne se at der var lys for enden af det hele. "Så er vi der næsten." Sagde han efter lidt tid og fortsatte stille fremad.

Da de nåede ud af grotten mødte synet dem. Inde i bjergene i et isoleret område var der træer, græs, planter og endda også dyr. Det må være dyr der var faret vild i bjergene og til sidst havde fundet stedet her. Det var ikke særlig stort, men det var da stort nok til at man ikke kunne se fra den ene ende til den anden. Hvis man kiggede op kunne man se bjergvæggene danne nærmest en trakt, hvor der kom sollys ned fra oven. Caelren kiggede på hende med et smil. "Nå? Hvad synes du? Jeg fandt stedet her da jeg var ude for at udforske området en af mine første dage." Sagde han og kiggede sig derefter omkring. Han havde kun været her den ene gang, men det var et sted man ikke lige glemte hvor var.

Mallorie kiggede mod ham og trak så kort på skulderne, inden hun gik med ham. Hun havde ikke rigtig nogen ide som, hvad hun skulle forvente. Hun tog et roligt skridt fremad, da han kiggede på hende og fulgte med ham gennem grotten. Hans hånd begyndte på et tidspunkt at lyse og hun kunne ikke lade være med at blive en smule overrasket over det, selvom hun havde set det før. Hun skulle nok lige vende sig til, at han havde de magiske evner. Hendes tålmodighed var ved at være brugt godt op, da de havde gået lidt og var glad for, at de næsten var der allerede. Hun trådte ud i det oplyste område med et "WOW" - blik i sine øjne og kiggede sig omkring. Det var virkelig smukt og det var helt utroligt, at sådan et sted kunne være inde i bjergene. Der var endda også dyr derinde. Det perfekte tilflugtssted efter hendes mening. Hun stod nogle meter fra ham, men vendte sig derefter imod ham og tog de sidste skridt, så hun igen stod lige foran ham. Hun stilte sig på tærer og lod deres pander mødes igen.

"Her er virkelig smukt. Det er næsten som et helt paradis!" sagde hun med et smil og lagde armene omkring hans nakke. Der var et eller andet ved at være tæt på ham, der gjorde hende rolig og hun havde ikke lyst til at give slip på ham igen. Det var underligt. Det var ikke sådan nogle følelser, som man havde, når man var forelsket, men en anden form for tryghed. En som man ikke følte ret tit. Hun havde både følelsen af ro og det at være speciel i hans selskab. Det var noget, der skete sjældent. "Her kunne jeg godt tilbringe resten af dagen" sagde hun stille, stadig med sin pande mod hans og armene låst fast omkring ham.

Caelren kunne ikke lade være med at smile da hun kiggede sig omkring. Han tænkte nok at det var et sted hun kunne lide. Han kiggede ind i hendes øjne da deres pander mødtes og lagde sine arme omkring hendes liv. "Hmm, det var ikke nogen dårlig ide. Det er for det meste her jeg sover, eftersom det er det perfekte sted at føle sig sikker. Der er ikke ret mange der kender til stedet eftersom at man skal vide hvor det ligger for at finde det." Sagde han med et smil. Han holdt hende tæt på sig og kunne stadig ikke lade være med at smile. Hun var faktisk den første han havde vist stedet til. Han mente nok at hun kunne holde på en hemmelighed. "Du må bare ikke fortælle nogen at det ligger her. Jeg er bange for at folk vil komme og ødelægge stedet." Man kunne høre lidt nervøsitet i hans stemme, men det var mest af alt tanken om at folk kom for at ødelægge stedet. De var heller ikke langt fra det sted hvor han plejede at sove.

Han trak hovedet lidt væk. "Kunne du tænke dig at se det sted jeg plejer at sove så?" Spurgte han lidt efter, som sagt var det ikke så langt væk. Der var dog ikke noget tag over hovedet.. Og dog, det kunne man vel nok kalde det, men det måtte hun jo selv bedømme hvad hun synes. "Det er ikke så langt herfra og det er et meget fredfyldt sted." Sagde han lidt efter, nærmest måske for at lokke hende. Han var selv lidt stolt af stedet. Han lod sin pande ramme hendes igen og kiggede ind i hende øjne imens han afventede et svar.

Mallorie kunne ikke lade være med at smile over stedet. Det var virkelig smukt og helt igennem fantastisk et sted. En beroligende følelse røg gennem hendes krop, da han lagde armene omkring hendes liv. "Her er virkelig også dejligt. Det er det perfekte sted at flygte hen, hvis man ikke vil være i nærheden af andre mennesker og stadig føle sig sikker" sagde hun med et smil, stadig med sine øjne mod hans. Hun så på ham med et lidt skuffet blik, da han sagde det næste. Troede han ikke, at hun var til at stole på? "Selvfølgelig siger jeg det ikke til nogen? Hvorfor skulle jeg dog det?" spurgte hun så en anelse såret og vendte kort blikket væk fra ham. Hun kunne tydeligt høre den nervøse tone i hans stemme og kunne ikke lade være med at blive en smule usikker over det. Hun kunne aldrig finde på at sige det til nogle andre. Hun ville da også hellere end gerne holde dette sted mellem dem, så hvorfor sige det til nogle, så de kunne komme og ødelægge det? Det gav ingen mening.

Hun så mod ham, da han trak sig en smule væk fra hende. "Meget gerne" svarede hun med et smil og var faktisk spændt på at se, hvad dette vidunderlige sted ellers indeholdt. Det var virkelig et godt sted, som hun gerne ville se mere af. Meget gerne endda. Hun kunne godt se, at han prøvede at lokke hende derover og det havde hun heller ikke noget imod. Hun lod sit blik møde hans, imens deres pander igen mødtes og hun afventede en reaktion fra ham.