The Greater Good

× Dette emne er forbeholdt Malzahar ×

23:37, Allées Gyderne, Di Morga Øst

Støvregnen dalede roligt ned over Di Morga. Sommetider gled en flygtig brise gennem området og rev støv, skrald og skidt rundt fra deres gemmesteder under brosten, tagrender og gaderister. Som altid, henlå Allées i et mørke, som ville få de fleste mennesker til at vende om med det samme. Der var noget ved atmosfæren der virkede faretruende. Som noget fra en gammel gotisk fortælling, hvor et individ forsøgte at finde vejen ud gennem de snævre gyder, men måtte flakke blindt i mørket eftersom kun de færreste lygter syntes at fungere optimalt.
Derek Holland havde gået denne vej mange gange. Mørket generede ham ikke. Skrigene, og rotterne heller ikke. Han havde lært sig selv, at tackle omstændighederne. Det var direkte naivt at vende det blinde øje til, og undgå at blive konfronteret med de barske realiteter. Men det var vel også naivt af den Amerikanske musiker, at vandre gennem gyderne, med høretelefoner med høj musik i ørene, for at holde den rastløse hjernebeskæftiget på sin sædvanlige tur hjem fra byen. Det blokerede én af sanserne, og gjorde ham dermed mere sårbar. Selvfølgelig var der også alkoholindtaget. Som så mange andre aftener gennem den seneste tid, havde han fået sig et par glas for meget. Han kunne formå at vandre så rankt som normalt, men der var alligevel noget lidt distanceret over hans opførsel. Som om han ikke rigtig registrerede noget omkring sig, men bare gik hjemad med en fjern målrettethed i de mørke øjne. Der sårede ingen tvivl i Derek’s hoved, om at han ville sove tungt, så snart han kom hjem. Hænderne stak han ned i lommerne på den sorte frakke, og blikket hvilede han frem for sig, mens han vandrede systematisk ned ad gyderne, og lyttede til et gammelt punk/rock nummer, over sin telefon. Så snart han dog skulle dreje om næste hjørne, forsvandt musikken. Telefonen var gået død… 'Dammit…' Han jog høretelefonerne ud af ørene, for at krølle dem sammen og proppe dem ned i jakkelommen. Og netop dér, hørte han noget, som han førhen havde blokeret: Fodtrin... Han kastede et blik løst tilbage over den ene skulder. Det ville ikke være den første gang, han var blevet mødt af en dealer på gadehjørnet. Men dette var langt fra et syn han var blevet mødt af før.
En skikkelse stod for enden af gyden, han netop havde passeret. Kutteklædt, med en hætte trukket ned over ansigtet. Gadelygten over skikkelsen flakkede gentagende gange, og fik Derek til at knibe øjnene lidt sammen. Vedkommende stod stille – med front mod ham. Og i næste sekund, var han væk.
Derek rystede på hovedet og drejede om næste hjørne. Først bebrejdede han alkoholen - dernæst de ret mærkværdige beboere i Allées, der af ren kedsomhed kunne finde på, at følge efter én. Efter at have gået i et dusin sekunder, hørte han dog igen fodtrin bag sig. Da hans blik igen fangede skikkelsen, stod denne stille igen. Som fastfrosset, adskillige meter bag ham. Da dæmonen skulle vende sig om for at fortsætte, bemærkede han endnu skikkelse et godt stykke foran sig: Næsten fuldstændig identisk med den første. Også dénne stod stille, og blokerede vejen. Dæmonen var selv stoppet op. En ubehagelig følelse samlede sig i hans brystkasse. En følelse af at være et mål i en katten-efter-musen leg. Og hvis dette virkelig var en leg... Havde han tænkt sig at vinde.
Han smøg sig ind gennem én af sidegaderne, med et skævt smil om læberne. Denne gyde var så smal, at man knapt nok kunne gå lige, uden at skrabe skuldrene op ad murene. Den havde de vel ikke set komme! Derek vidste, at dette kunne være en ren tilfældighed, men han havde flere fjender end venner i Di Morga. Dealere han skyldte penge hovedsageligt. Alligevel indså dæmonen snart at han havde hoveret alt for hurtigt, for så snart han kom ud på en ny sidegade - et kryds - blev han mødt af endnu en skikkelse. Og endnu én. Tre kutteklædte skikkelser spærrede gyderne. Hver og én. Selv gyden han netop var kommet fra, var nu besat og 'bevogtet'.
"Hvad fanden vil I mig?" Det gebrokne franske gled trodsigt over dæmonens læber, og han forsøgte stædigt at mase sig forbi de kutteklædte. Men de kom blot tættere og tættere på. Jo mere han kæmpede, desto mere maste de hans skikkelse, og hidsede ham op. I hvad der føltes som en evighed, forsøgte han at kæmpe sig fri, indtil han mærkede et hårdt slag i baghovedet. Et slag der sendte ham til jorden med det samme, velvidende om, at han ikke ville kunne rejse sig op med det samme, uanset hvor meget han ønskede det. Øjnene blev tungere, som han lå med ansigtet mod de halvvåde brosten, og mærkede noget varmt glide ned fra et sted bag det ene øre. Et par fødder, var det eneste han kunne se foran sig.
Og dernæst blev alt mørkt.

× Hvor lang tid der var gået, vidste han ikke. I adskillige sekunder, havde han overbevist sig selv om, at han var faldet i søvn i sin lejlighed i New Orleans... Vent...- Di Morga. Han boede i Di Morga. Langsomt vendte han tilbage til bevidsthed. Han kunne ikke bevæge sig. Noget holdt hans arme fast. Noget metallisk, som ikke engang hans evne ville formå at kunne ophede. Desperat forsøgte han at bevæge sine ben, men også dé lod til at være ude af stand til at bevæge sig en tomme. Kun nakken, og fingerspidserne syntes at kunne røre sig det mindste i første omgang. Da han slog øjnene op, missede han hastigt med dem. Slaget i baghovedet havde gjort ham desorienteret, og smerten ved blot at kaste et blik omkring sig i de første sekunder - var ulidelig. Han kunne stadig mærke den varme substans bag sit øre, men også den prikkende, betryggende fornemmelse af huden der gendannede sig selv.  "Where the fuck am I..?"

Malzahars blik fløj rundt i den store lagerbygning, tiden havde taget hårdt på den, taget var ødelagt hist og pist, der lå støv, døde rotter og kakerlakker på gulvet, og endda lå der blodpletter, nogle var gamle andre var… nyere…
Han vidste jo godt hvad der skete i disse gyder, folk skyldte penge, og for at indkassere dem, så måtte nogen lade blodet, andre tja.. de måtte lade livet, en adfærd Malzahar altid havde fundet spændende ved alle væsner, men ikke mindst ved menneskerne, deres natur var selvmodsigende, den var mystisk, man kunne aldrig sætte mennesker i samme boks, fordi alle opførte sig anderledes end den forrige, dog så havde de alle en ting til fælles og det var deres natur, alle mennesker var nogle grådige bæster, de satte deres eget liv før andres, dette havde han set tusinder og atter tusinder af gange igennem tidens løb, men alligevel så blev hans syn ved med at ændre sig. Mødre ofrede gerne deres liv for deres børn, fædre for deres koner og børn, ganske underholdende på sin vis, og på en anden vis, var det yderst mærkeligt.

Selv sad han godt og vel i midten af rummet, i en prægtig stol, belagt med hvad der lignede guld, men for det skarpe øje kunne man nemt skimte at det var falsk, på siden af stolen var der to løve udformninger og en ørn tårnede sig højt oppe på stolens ryg.
Malzahar kiggede atter rundt i lagerbygningen, tiden havde taget sin kærlige hånd omkring bygning og langsomt presset alt essentielt liv ud af den, de resterende kasser som stod inde i rummet var så befængte med mug og ekskrementer at man næsten kunne smage det, alt i alt et væmmeligt sted for Malzahar, alt i rummet lugtede værre end hvordan det måske fremstod, men med så mange år han havde på sin bag lod han det hurtigt falde bag ham, han havde et mål i aften, og det var at fange, overtale og rekruttere den dæmon han havde udset sig for.
Malzahars’ øjne gled over på den tomme stol foran ham, velsignet af englene, utallige bibelske symboler, velsignet makedonsk sølv, ect..ect..ect perfekt redskab til at fastholde ethvert væsen, han ville aldrig selv kunne slippe væk fra den, han ville være nødstedt til at få hjælp før han kunne komme ud af den. Dette var så også grunden til at Malzahar havde fået den bygget, altid dejligt at have et ubrydeligt redskab ved hånden når man skulle liste informationer ud af givende personer. Dette var dog ikke hvad stolen skulle bruges til i aften, den skulle kun bruges til at fastholde dæmonen som netop var ankommet i den forladte lagerbygning, de 3 kutteklædte mænd trådte indenfor og spændte dæmonen fast i stolen, og gik udenfor igen ”perfekt” kom det lavmælt fra Malzahar hvorpå han satte sig selv i stolen overfor dæmonen.
Malzahar fiksede en pose med blod op og begyndte langsomt at drikke af den indtil dæmonen vandt bevidsthed igen, en lavmælt latter undslap Malzahars læber, og et blodigt smil fremtrådte på hans læber, skyggerne dansede næsten over Malzahars krop så han var helt klædt i mørket, kun hans blodrøde øjne kunne man skimte i mørket.
Endelig vågnede dæmonen op og vandt sin bevidsthed, Malzahar var stadig dækket af et komplet mørke så kun hans blodrøde øjne kunne ses, det var dog tydeligt at det ikke var et dyr der sad i stolen, men et væsen ”I greet you welcome to the living my friend, you’ve had a rough night?” Malzahars accent svingede mellem at være noget som mindede om en dårlig vampyr parodi som Goethe fremlage i Die Braut von Korinth, til at hans accent hurtigt svang over til hvordan Grev Dracula havde sagt det.
Malzahar rejste sig fra stolen og bevægede sig over mod dæmonen foran ham, stadig halvklædt i mørke skygger og med de blodrøde øjne, tårnede han sig næsten op foran dem fastlåste dæmon ”Stop struggling, you can’t get free of the chair, it’s blessed Macedonian silver, and there are countless biblican symbols, it is perfect for maintaining monsters like you and I” Malzahar stoppede op, stadig klædt i skyggerne, og afventede dæmonen, eftersom der havde været snakket engelsk til ham, måtte han vel selv tage udgangspunktet i at han ligeså godt kunne være så høflig at snakke samme sprog som dæmonen.

Det var som om sanserne langsomt kæmpede for, at genoprette sig selv. Og for hvert sekund der gik, blev smerten såvel også mere ulidelig. Slaget i baghovedet havde været hårdt nok til at slå et menneske ihjel. Præcisionen havde bestemt været ment til, at slå dæmonen ud med sikkerhed for, at han ikke ville komme til bevidsthed, før helingen ville indtræffe. Det var aldrig noget han ville vænne sig til; følelsen af hud der langsomt lukkede sig sammen, og væv der genopbyggedes bid for bid. Det var som at få stukket nåle ind i et åbent sår gang på gang, og nu hvor hans evner syntes at være neutraliseret, kunne han ikke engang benytte sig af deres energi, til at stilne smerten... Han formåede dog at holde sig ved bevidsthed. Øjnene missede gentagende gange, når han forsøgte at fokusere på noget som helst, og nakken virkede stiv og øm. Blodet ved det ene øre, havde gledet ned af den øverste del af halsen, og var nu størket mod huden der virkede blegere end normalt. Hvis ikke det var fordi han var begyndt at bevæge en smule på sig, ville han ligne én der netop havde ladet livet.
"My head..." Stemmen var mere hæs end normalt; som om halsen havde snørret sig sammen og var så tør som en ørken. Han hostede. Eller forsøgte i hvert fald. Det gjorde ondt når brystkassen hævede og sænkede sig, og det var som om noget slim havde sat sig i luftrøret. Øjnene pressede han sammen, for blot at åbne dem igen. Stanken fra rummet var ulidelig. Det lugtede nærmest dødt... Af råd og svamp. Hele atmosfæren fik blot hovedet til at virke tungere, og hvis ikke det var fordi han nærmest sad lammet, ville han for længst havde krummet mavesækken sammen og tømt indholdet i denne.

Snart blev synet mere fokuseret. Et par røde øjne skilte sig ud fra resten af mørket i rummet. Øjne som kunne minde om dem, småbørn ville drømme om i deres værste mareridt, blot for at vågne badet i sved. Dæmonen ønskede inderligt at bevæge sig; men hver mindste muskeltrækning gjorde ondt. Da han hørte stemmen gennem mørket, forsøgte han at placere den i sin hukommelse. Men intet syntes umiddelbart at prikke til hans erindring. Ikke engang accenten kunne han placere.
"Where....- Where am I?" Spørgsmålet gled endnu en gang over Derek's læber, selvom det var en kamp at formulere dem, på grund af det dundrende hoved. Snart gled hans blik opad, som hans 'fangevogter' nærmede sig. Det var anstrengene at tvinge blikket opad, når han knapt nok kunne bevæge nakken. Skikkelsen tårnede over ham, på en måde der blot fik noget trodsigt til, at vise sig i dæmonens øjne, trods det fornuftige nok, i denne situation, nok ikke just var at modsætte sig. Men han havde vel aldrig været fornuftig...
"You' some crazy fanatic?" Stemmen lød næsten som en hvæsen, på grund af tørheden fra halsen. Han måtte anstrenge sig gevaldigt for ikke at hoste. Bibelske symboler.... Hele situationen gjorde ham perpleks, og det var som om hændelserne fra aftenen blot lå spredt i brudstykker i hans hukommelse. Hvad var der sket? Det sidste han huskede var, at have drukket for meget og efterladt en klub...

"Let me go... you' son of a bitch..." Måske var det ikke den bedste tilgang, at diske op med, når man sad og knapt nok kunne bevæge sig - foran et væsen, der på mange måder var overlegen i denne 'katten efter musen'-leg. Derek forsøgte igen at kæmpe imod, men det virkede... umuligt. Frustrationen bredte sig stødt i ham; Frustrationen over ikke at være i stand til at gøre noget som helst.
“If it’s the money, then I don’t freaking have it yet! I’ll get them, okay?! Just let me go.” Han formodede vel, at dette blot var en af de dealere højest i hierakiet, som han skyldte penge. Dem var der nok af... Alligevel virkede situationen anderledes... Meget anderledes.
"Who are you..?" Tvang han sig selv endelig til at spørge. Han forsøgte ikke at lade blikket fastrive sig skikkelsen foran ham, og derved vise mere svaghed end hans fysik allerede havde påført ham.

”I am so glad that you’re still alive, somehow my imagination told me, that my, friends have taken your life, before I could have a proper talk with you, well right now, we are located in something called the Yellow Box, we are still near the street, so don’t worry, I took the liberty to take you to me, hope you don’t mind” Malzahars øjne lyste mere rødt en før, næsten som blod, alt I alt, ville det for et menneske være et syn som ville havde skramt ham eller hende til døde, dette kunne være på grund af deres uvished om hvem Malzahar I sandelig var, dog på trods af hans mere monstrøse fremtreden, havde han en monotom stemme, den var hverken, vred, hævet, glad eller noget, Ganske normal stemme.
”I take you have had the beautiful smell of decay and rot, from this wrecked place, it’s sad to see history slowly disappear”
Planerne var allerede ved at hobe sig op I Malzahar han skulle bruge denne dæmon I sin ‘hær’ I sit retfærdighedens sag mod den forrådne verden, spørgsmålet var ikke om dæmonen gad, men om han besad det der skulle til før han kunne kalde sig medlem, om modet, sandheden, om det hele var der, spørgsmål og handelmønstre Malzahar måtte undersøge, udspørge og hvis det ikke hjalp tvinge det ud af ham.
”You know.. It’s rather rude to call me a son of a bitch, you didn’t even know my mother, or how she died so many years ago, if I wasn’t such a good..” Malzahar stoppede I sætningen og et stort kridhvidt smil bredte sig på hans læber, de lange hvide sylespise hjørnetænder blev blottet. Det krævede ikke den store IQ at regne ud hvad han var hvis man kendte lidt til det overnaturlige, og dernæst så ud fra hans fremtræden at han ikke var en almindelig vampyr man nemt kunne snyde og eller dræbe, atter fortsatte Malzahar ”..Person, I would have killed you for such an insult, for christ, if I wanted your money, I would have killed you when you were strollin’ down the street like a king of New York”

Malzahar tog endnu et par skridt, dog så lydløst, næsten svævende han over jorden, ikke engang støvet registrede ham, ikke engang fodspor var lagt i støvet, og han tårnede sig op, foran den unge dæmon, vampyrsmilet vendte tilbage på hans læber, dog var der puttet en del mere i, nærmest som om han var sindssyg ”Who I am? That’s an excellent question!” den meget monotomiske stemme var forsvundet og erstattet af en mere manisk, sadistisk, og dog en anelse venlig stemme var i ham, dog efter at ordene var sagt, var Malzahar allerede forsvundet igen, og sad henne i sin stol, med de rødglødende øjne, de kridhvide hugtænder, og ikke mindst, for det opmærksomme øje, så kunne man se en masse, næsten mikro wires som fløj rundt omkring Malzahar, man kunne høre den pirrende skærende lyd når de kørte hen over stolen han sad i, derudover, så kunne man skimte to, for hvad et menneske ville kalde gigantiske pistoler og med skriften ’Jesus Christ is in Heaven now’ ved hans hofter
hvorpå at en manisk latter udbrød fra ham, efterfulgt af hans svar ”I am the monster in the night, the monster hiding under the childrens bed, I am known as, The Count, The Impaling Prince,Vladamir, Valentine No Life King, Black Death, True Vampire, True Immortal, Zamiel The Bringer of Death, and the one I am most found of is what humans have called me for centuries, monster, but to you, I am Vladamir Valentine” Det var dog ikke han helt rigtige navn, men det var det navn han valgte at bruge når folk han ikke vidste om han kunne stole på endnu, fik at vide, det kunne være at senere fortjente dæmonen at vide hvad hans rigtige navn var.
”But, that’s not the important part, you see, I know almost, everything about you, I know what you are looking for, or should I be more direct and say, whom you be looking for? Because you see, they have been looking for you as well, and to be quite honest, they have spent a lot, and I mean a lot of money, trying to find you, and before you start crying, I know them, I don’t work for them, they haven’t paid me and I see no reason why I would tell you where they are, before you help, well more, then just help me. I want you to join me… Derek, or should I call you by your full name maybe?” Malzahar kunne ikke lade være med at smile stort over sin sidste kommentar, han gav klart udtryk for at han vidste stort set alting om dæmonen, hvilket han også gjorde, det krævedes der af ham trods alt, glædeligt et hverv han ville give videre til nyere medlemmer indenfor flokken af Iscariot.

Han ville ønske han bare kunne lukke øjnene og døse hen igen; genfinde sin energi, og få en pause fra stanken i rummet og den skærende fornemmelse der ramte øjenæblerne, hver gang han forsøgte at fokusere på skikkelsen foran ham. Dæmonen tvang sig selv til at stå imod fristelsen til at hoste. For han vidste, at hvis han gjorde det, ville det sende stik af smerte gennem ham, fordi kroppen stadig var så uendelig svag. Umiddelbart var han sikker på, at han måtte have mistet meget blod, taget i betragtning af hvor stift materialet på T-shirten var. Dog var det svært for ham, at bøje hagen ned, for at se hvor meget blod det egentlig gjalt om. Og måske var det også ligegyldigt... Han var overnaturlig. Smerten, for ham, var ganske vist stadig den samme - men han ville ikke dø så let som et menneske. Hans krop ville regenereres, stykke for stykke, så længe hans hjerte stadig slog, og hovedet stadig sad fast på de halvbrede skuldre.
"I do fucking mind, bloodsucker." Hvæsede han tvært, men tvang dernæst sig selv til at holde munden lukket for en stund, mens han lyttede til ordene, der rungede i rummet. Truslerne var nok det, der var sværest for ham at håndtere. Derek havde aldrig ladet andre snakke sådan til ham, uden at han sendte spydige svar tilbage. Men på den anden side, havde han aldrig været i denne tilstand... Ude af stand til at bevæge sig - og ude af stand til, at finde den mindste tryghed i varmen, som hans evner medførte. Lige nu - på grund af den neutraliserende plads på stolen - følte han sig næsten... Kølig. Og med kulden kom svagheden. Alligevel forblev det hårde udtryk over hans ansigt, trods det var tydeligt, at den fysiske smerte fik noget uroligt til at hvile i hans blik. Hvor han hadede vampyrer... Hadede dem ind til benet. Men på den anden side, kunne man vel heller ikke dømme ham i netop détte tilfælde, hvor han direkte var blevet overfaldet og fastbundet til en stol. Derek havde vel altid ment at vampyrerne var en alt for stolt og arrogant race. Alligevel, kunne disse to ord nemt blive brugt mod ham selv. Han var egocentreret, trods han siden han kom til Di Morga, havde fået en svaghed... - Empati.

Det krævede en del for dæmonen at krænge blikket helt op, da vampyren trådte helt tæt på, og lod sin skikkelse tårne sig over ham. Derek bed sig trodsigt i læben. Der var intet værre end at være forsvarsløs, og blive underkuet af et væsen der meget vel var stærkere end én selv. - Igen noget der var ganske selvmodsigende når det gjalt dæmonen, der gang på gang, havde taget netop dén rolle overfor svagere individer.
"You're a phsycopath......" Lød det fra ham, netop da denne 'Vladamir Valentine' havde kommet med sit væld af navne. Tydeligvis havde han levet længe. Meget længere end dæmonen selv. Alligevel var det ikke respekt der viste sig i Derek's øjne, selvom dette tydeligvis ville være det mest fornuftige og logiske at diske op med. Men hvis han endelig skulle være den svage; ville han hellere dø med stoltheden i god behold, frem for at lade sig underminere... På den anden side, virkede den blotte tanke om at dø, så uendelig absurd. Døden skræmte ham... Nok mest fordi han havde set individer dø så ofte, at han ikke kunne forestille sig, at han skulle dele deres skæbne. Selvom tanken strejfede ham nu, ønskede han ikke at lade den stadfæste sig. Derfor forkastede han den. Som Vladamir havde sagt : Hvis han havde ønsket ham død, ville han sikkert allerede være det.

Dæmonen spærrede øjnene op ved sin tilfangetageers ord. Hvad vidste han? Hvordan kunne han vide...? Derek slog hurtigt tanken fra sig. Det kunne ikke passe. Det var for absurd. Derfor klemte han snart øjnene i, og så på Vladamir med en tydelig skepsis i sine øjne: "Join you?" Et forsøg på en latter gled over hans læber. Latteren var både hæs og svag, "You don't know anything about me, okay? I'm not falling for your stupid tricks, and I'm certainly not joining your stupid cult, or whatever it is..." Snerrede han, og forsøgte endnu en gang at røre sig i stolen. Men det gjorde ondt. Så ufattelig ondt. Han bed tænderne hårdt sammen, og forsøgte at holde en lidt halvkvalt lyd inde. Dernæst hev han efter vejret i få sekunder, og vendte de mørke øjne fast mod vampyren. Udtrykket i hans øjne var fjendtligt, men også tvivlende. Der var noget ved hans ord, der pirrede til dæmonens nysgerrighed. Og alligevel.... - Det var løgne. Intet andet end løgne.
"You're gonna regret this..." Selvom ordene, for sig selv, lød truende nok, var det næsten ynkeligt, taget situationen i betragtning. Dæmonen var i en hårdknude, og denne gang havde han ingen venner til at bakke ham op. Det havde han ikke haft siden han forlod Amerika. Og dette var konsekvensen.

Bloodsucker, det ord havde han ikke hørt i hvad der mindede om et menneskes livstid, i sandelig et ord som rungede dybt i hovedet på Malzahar, han hadet det, mere af alt fordi det virkede så nedladende, at han var fordømt til at leve af blod, der var dog ikke så meget andet han kunne gøre end at fortsætte med at smile til Derek ”I am sure that you wouldn’t have followed my friends, if they just have stopped you in the middle of the street, then i am.. ten procent sure that you would have killed them, or in some way compromised their health, so that’s the reason, still no hard feelings” Malzahar havde den ideology at hvis hans mænd havde den mindste risisko for at komme tilskade, så hellere være på den sikre side og sørge for at de var sikre, trods alt så var de nogle skrøbelige kreaturer som havde en gennemsnitsleve alder på 40 år, dette var så også udelukkende på grund af deres erhverv, og på trods af det, så holdte Malzahar ikke af dem, og var lidt ligeglad om de døde eller ej, men han så ingen grund til at tage unødige risici.
”Listen my friend, you and I, we are very similar, we are both… arrogant, confident in ourselves, we trust only a little amount of people, if close to zero, and well most importantly, we don’t care about other people if they live or die, so trust me when I tell you this, but the only way to survive this world, is by having friends or well allied at least, Listen Derek I have lived a thousand lifespans, I have seen great kings, great warriors and politicians come and go as their time had passed away, it’s sad I know, I may have had some dealings with these killings, but all for a greater good, you may call me a phsycopath for that, but trust me, everything I do is for a greater good, for something beyond your imagination! I have done this for thousand and thousand of years” Malzahars smil var stadig dybt plantet på hans læber, som om han nød denne samtale med dæmonen Derek, som han faktisk kendte stort set alting om, dette var trods alt hans arbejde.

Malzahar prøvede nu stadig ihærdigt at rekrutterer Derek til at blive en del af den organisation han var medlem af, måske endda hjælpe ham, hvis han viste sig værdig til den hjælp Malzahar kunne tilbyde, men før alt dette overhovedet kunne komme på talefod så skulle der arrangeres mange ting, først og fremmest så skulle han overtale Derek til at blive en del af det, og ud fra hans ordvalg, så blev dette noget af et sværere valg en som sådan.
Malzahar begyndte at bevæge sig rundt om stolen, stadig som om han var på listefødder, jorden ænsede ham ikke engang, støvet lå stadig uberørt, og Malzahar var bag Derek, som stadig var handlingslammet af stolen ”Listen Derek..” Mens Malzahar begyndte at tale, bevægede han sig langsomt rundt om stolen gentagende gange ” I know everything about you, when you left America, you have no friends, no one to support you, and you might see this as the consequences of your choices, I know you are the lead singer in the band Bloody Mistakes, which I find quite ironic, I know you own a small apartment in Logement, and futhermore, and this is my favorite part, I know everything about your abilites” Malzahar var stoppet op foran Derek, som de sidste ord blev sagt, dette burde havde været nok til at selv han var overbevist om at Malzahar kendte alt til ham, og samt at han kendte mere end hvad han blot gav udtryk for.

Malzahar kunne ikke lade være med at forestille sig hele denne opsætning som et stort skakparti, han havde netop selv flyttet sine brikker og nu var det Dereks tur, hvem ville træde væk som sejrherren, ville det ende med at Malzahar fik Derek over på sin side og få en magtfuld allierede, eller ville spillet vende, og Derek ville gå væk som sejrsherren med den risiko at Malzahar ville ligge på gulvet som den store taber, fysisk og eller mentalt, alt i alt, så var dette et meget mere spændende møde end hvad han havde håbet på at få ud af Derek.

Derek vidste at vampyren havde ret... Han ville aldrig villigt, være fulgt efter de kutteklædte skikkelser. På den anden side, tvivlede han nu på, at han ville have været i stand til at gøre dem meget fortræd, taget i betragtning af hvor meget alkohol han tidligere på aftenen havde fået indenbors. Dette var ganske rigtigt, den eneste måde hvorpå, man virkelig kunne tale til dæmonen; Hvorpå man kunne overtale ham. Det skulle gælde hans egen overlevelse, at få ham til at gøre noget som helst, som han ikke selv havde gået villigt med til. Han var jo et stædigt væsen... Modvillig, og ignorant overfor dem som fremstod som 'autoriteter' eller 'overlegne' i forhold til ham selv. Det var så ufattelig nedladende, at være den svage, og lige nu; var det netop det han var. Fastlåst, og ude af stand til at bruge andet end hårde ord til sit forsvar.
Selvom Derek næppe ville indrømme det, var der måske noget om det, når vampyren beskrev dem som værende ens. Måske tilhørte de forskellige racer, havde levet under forskellige omstændigheder, og fremstod som kat og mus i denne situation: Men inderst inde delte mange af mørkets væsner de samme egenskaber, og ideen om 'survival of the fittest'. Alligevel vidste Derek, at han på det sidste, var blevet svagere. Der var sket noget i ham. Noget der gav ham en sårbarhed, som ingen andre måtte se. Han havde fået empati for et andet væsen, og havde ladet hende se sine svagheder. Han havde hjulpet hende når hun havde været i problemer, såvel som hun havde hjulpet ham og fået ham til at føle sig mere som en mand end et monster.. Empatien og samvittigheden var blevet en fjende for ham; og han vidste, at hvis nogen opdagede det - ville det kunne bruges mod ham.
"Greater good?" Dereks stemme var nærmest hviskende, da han med tvivlsomhed i øjnene, hævede blikket mod vampyren. Der var en direkte skepsis i hans øjne. Snart rystede han mildt på hovedet - så godt han i hvert fald kunne formå, uden at få det til at stikke og nive i nakken - og et lille fnys kom fra ham, "There's no 'greater good' in this world. There's nothing more than flesh, bone and blood. What we see, is what we get." De barske realiteter, og de mange ubesvarede bønner, havde efterladt Derek i en tilstand, hvor han ikke blot var skeptisk overfor andre individers motiver, men for samfundet i sig selv. Englene arbejdede for en Gud; Men Gud syntes ikke at arbejde for menneskeligheden. Verden var for mørk: Inficeret af mørke, hovmod og grådighed. Det lyse og gode kunne ikke vinde. Det var bare et spørgsmål om tid, før lyset forsvandt, og grænsen mellem helvede og jorden blev opløst fuldstændig.

Nakkehårene rejste sig nærmest, da vampyren begyndte at kredse rundt om stolen. Det var en forfærdelig følelse, ikke at være i stand til at dreje sig, eller følge ham med blikket. Derek fangede sig selv i at holde vejret, da vapyren stod bag ham. Først da han igen bevægede sig, begyndte dæmonen at trække mere luft ind i lungerne. Han spidsede øre. Lyttede til hvert eneste ord, og måtte anstrenge sig for ikke, at få den eneste nervøse trækning til at glide over ansigtet. At få sin livssituation ridset op på den måde, fik hans mave til at krænge sig sammen på ny. Alligevel overbeviste han sig selv om, at disse informationer var let tilgængelige. Det var ikke hemmeligheder, men blot hårde facts. Dog måtte Derek løfte øjenbrynene en smule, da vampyren nævnte evnerne, og at han havde kendskab til disse. Netop dénne del, var så personlig, at et tvivlsomt udtryk gled over hans ansigt.

"Why me?" Der gik lidt tid, før disse ord gled over hans læber. Han klemte øjnene en smule sammen; "Why not find someone else?" Han ville væk. Ud af stolen og genvinde sine kræfter. Han var for magtesløs nu. For svag... Og ikke blot lugten af råd fra rummet syntes at give ham lyst til at kaste op; Det samme gjorde lugten af hans eget blod. Da han kom til Frankrig året forindet, og knækkede halsen på den far han havde ledt efter i årevis, havde han indsét at deres blod havde samme, metalliske aroma. Nøjagtigt den samme... Tanken om, at han havde dræbt sit eget kød og blod havde plaget ham siden da, og fremkaldte en kvalm følelse i hans indre. Som en konstant reminder på hvad han havde gjort... Mordet på sin far, var noget han på mange måder inderligt fortrød. Det havde ikke været meningen... men da han havde fundet ham, og set ham i øjnene, havde han slået hjernen fra, og handlet dyrisk. Aldrig havde han fået svar, på de mange spørgsmål han havde ønsket at stille ham: Hvorfor forlod I mig? Lever min mor? Er I som mig?

Dæmonen begyndte at hoste. En dyb, kvalt hoste, der mest af alt lød som om han var i færd med at hoste sine egne indvolde op. Det gjorde forfærdelig ondt, og derfor måtte han snart kæmpe for at undertrykke trangen. Det lykkedes efter omtrent et dusin sekunder. "Let.... le-t me go, now."

”Ahh but that is where you are wrong my friend, there is a greater good, I do not speak about ouer so called heavenly father, I am speaking about creating something, something more than simple minds could think about, I am talking about creating a world, with Iscariot as it protecters, we will judge, we will act as gods, we will be the defender of life and death, I am speaking of total world dominans, starting with Di Morgan, and this is why I need you, Derek Konrad Holland, I need someone who will follow me in this war, in this quest, I will grant you a high position in the organization, so what do you say my friend, are you willing, to drop the chain of slavery, and follow me into the next century with us as the worlds judge?”
Malzahar tog et par hastige skridt over til Derek som stadig sad total fastlåst i stolen, og smilede bredt til ham, og der gik ikke lang tid før lænkerne var åbnet, han mente det skam, dette var virkelig en once in a lifetime mulighed som blev kastet for fødderne af ham, han havde hellere at gribe den, det eneste han skulle gøre var at tage imod hånden som netop var overrakt til ham fra Malzahar som havde lænet sig lidt frem og rankt sin hånd frem. ”All you gotta do is take my hand, and we have an agreement, that or my friends will come back to kill you, and you know, the reason why I had chosen you, Derek, is simple, I know everything about you, and we can both win on this, you help me, take the job, and I will help you, find your family, and you’ll get a hell of a salary, I mean, we pay pretty good, plus you will get a house, and a weird kind of family, but it’s still a kind of family”

Iscariot havde et rigt hav af muligheder for at medlemmerne kunne være lige det de ønskede, hvilket havde været smart, mange af de nuværende medlemmer, havde intet vidst om hvad de ville og var hoppet lidt frem og tilbage til de havde fundet noget som de selv havde fundet spændende og som de ville lave.
Malzahar så store muligheder i Derek, han kendte stort set alt om ham, og han vidste at der inde under den dybe skal, gemte sig potentialet til at være mere end bare en fodrotte der ville dø efter den første uge, potentialet var stort i ham, og netop derfor havde han valgt at en højere post sagtens kunne være ham ledig, hvilken måtte så selv være op til ham, men først så skulle han tage imod tilbuddet, men selv hvis han takkede nej til det, så kunne det nemt arrangeres at hans kutteklædte venner skulle komme ind og gøre deres arbejde færdigt, så kunne de altid finde et eller andet sted at droppe liget af dæmonen.
”Why you? It is simple, I picked you for many reasons, first of all, is because I have a great amount of feelings for you will get the job done, you have this.. This aura, that you will do great things, and I know you have the potential to do great things for Iscariot, so what do you say?” Malzahar smiled endnu breder så de perlehvide hugtænder skød frem, dette var ligesom at indgå en aftale med djævlen ham selv, bortset fra det eneste som gjaldt her, var Dereks liv, hvis han sagde ja, og ville snyde sig udenom, burde han vide at hans liv ville blive et helvede, og dernæst, hvis han prøvede på noget, ville han være i ligeså stører problemer end det lille bitte problem han havde siddet i, indtil videre.[/b]

Det var en forfærdelig følelse... Ikke at kunne bevæge andet end øjnene, og en smule af nakken. Derek havde fra barnsben været rastløs, og var typen der som oftest måtte tromme lidt på overflader med fingrene, når han lod tankerne vandre; eller som ikke kunne sidde helt stille med fødderne, når han førte en samtale. Nu, gjorde hvert forsøg på at røre sig det mindste - ondt. Det var som, at være dyppet i cement, og berøvet muligheden for, blot at spænde musklerne en smule. Men han havde vel heller ikke just energien til det nu... Varmen var hans energi; Og lige nu, følte han sig koldere end han længe havde gjort.
Han forsøgte at lytte til vampyrens ord uden at finde trangen til at bryde ind. Alligevel var det umuligt, og direkte håbløst for ham, at lytte med et åbent sind, og uden et skeptisk udtryk smurt over ansigtet. Alligevel var det som om noget i ham blev mere... tollererende, så snart vampyren slog fast, at det ikke var et spørgsmål om Gud, når han nævnte 'the greater good'. Det var et spørgsmål om magt... Om at blive guderne selv, frem for at underkaste sig et gammelt verdensbillede. En del af Derek var nysgerrig. Men nu sad han ikke til et foredrag, eller blot på en café og diskutterede storslåede ideer. Nej - han var en fange. Tvunget til at lytte. Og netop dét faktum, gjorde ham modvillig.
"I don't know if you're an idealist, or if you suffer from megalomania." Kom det tvært fra ham, før han pressede øjnene lidt sammen. Han svarede ikke direkte på spørgsmålet. Lige nu, virkede det som en form for underkastelse, hvis han gjorde. Og lige nu arbejdede hans hjerne på højdrift, for at få ham ud af situationen. Men ingen ville lede efter ham. Det var efterhånden blevet en realitet. I Di Morga var han alene nu. På egne ben, fordi han havde gravet denne grav til sig selv. Og med hvilket mål? At blive kendt og svømme i penge? Nej... Det havde aldrig været nok.
Så snart lænkerne blev brudt, begyndte Derek's muskler at lukke sig sammen per automatik. Han kom på benene; ganske vakkelvorent, men utrolig hurtigt. Vampyren tronede sig stadig over ham, uanset hvor meget han forsøgte at ranke ryggen. Det smertede i benene på grund af den låste stilling han havde siddet i, og derfor tvivlede han på, at han ville kunne drøne ud, uden at falde i forsøget. Mere til grin, ønskede han ikke at være. Da vampyren rakte sin hånd frem, var Derek nær faldet tilbage i stolen, på grund af den korte afstand mellem dem - nærmest i formodning over, at vampyren ville frembringe et våben, og ikke en stor, bleg hånd. Dæmonens blik gled ned mod hånden, hvorefter han igen så direkte på sin tilfangetager.
"Kill, or be killed.... Is that really it?" Ordene var hårde, og det var klart at Derek ikke brød sig om situationen. At få et ultimatum som dette, virkede absolut absurd. Der var ingen måde hvorpå han kunne vinde. Hvis han flygtede kunne der være en mulighed for at slippe væk. Men hvad hvis de virkelig fangede ham igen, ligeså let som sidst? Så havde han måske i det mindste en del af sin ære i behold. Sluttede han sig til organisationen, ville han underkaste sig truslen, og bevise, at han følte sig presset og underdanig. Men så ville han leve... Med sikkerhed formodentlig. Og med en gruppe til at bakke ham op.
Da vampyren fortsatte, og nævnte hans familie, måbede han. Det tog adskillige sekunder, før han kunne få ord over sine læber. Tanken virkede absurd. Han havde altid fornægtet for andre, at han ønskede at finde dem. Finde sin mor, og eventuelle søskende... Bedsteforældre... Hvad verden end måtte byde på. Nu havde han chancen, for at finde dem. Finde dem med hjælp fra nogen, der havde oplysninger om ham, som kun de færreste i Frankrig kendte til. "I don't need a family." Mumlede han, og rystede på hovedet, trods noget i hans øjne tydede på, at dele af dette udsagn ikke just var sandfærdige.

Det var først da vampyren begyndte at tale om hans potentiale, at noget mere... overvejende, kom frem i Derek's øjne. At have et formål... Det virkede som noget der virkelig talte til ham. Noget som han havde ønsket for sig selv, så længe han kunne huske. Han lod til at tænke over muligheden i lang tid. I meget lang tid.
"If I join..." Begyndte han så; "How long am I bound to this... 'Cult'?" Han sank en klump i halsen og rystede dernæst på hovedet; "I don't wanna be 'owned' for eternity... If could ensure my life by joining - I'd do it. But not if it's like havin' chains around my body, or like being tossed around and... undermined. Then I'd rather die."

Ah nu kom det endelig, de skeptiske tanker omkring ham, og ikke mindst hans organisation, hvilket han godt forstod, trods alt, så havde han overfaldet, slået ud, og faktisk kidnappet ham, så hans tankegang, var fuldt forståelig, hvis han selv havde siddet i den situation og få stillet et sådan ultimatum, så ville han tænke på sig selv først, sin overlevelse frem for alt andet, og hvis han kunne få udnyttet situationen til sin egen fordel, så var der kun fordele at tage.
”The difference between thoese who have megalomania, and I, is that I have the power, I have the power to make a diffrence! We are not a lowlifed gang, or cult, that lives by the essence of sucking the world dry, no, we are the judge, the jury and the executioner of the future, and we need, we need people like you and I. Derek, don’t stand in your grave with your feet’s, take my hand, and be a part of something bigger, something there will go over history, one day, we will rule the world” Det var også delvist sandt, der ville nok gå noget tid før at der ville være muligheden for at kunne skride til så voldsomme handlinger som at overtage verden, at istandsætte deres ideologiske mønstre, at være dommer, jury og bøddel, men den tid ville komme. Dog før den ville komme, var der andre ting der skulle gøres, der skulle soldater til, og ikke bare trigger happy soldater som ikke var andet end blod og kød, og praktisk talt ikke kunne bruges til andet end at stå foran skuddene når det ville regne ned over dem.
Nej Derek, Malzahar og så mange andre væsner, besad evner, evner som skulle bruges til målet, om ikke andet, så hvis de ikke kunne bruge deres evner til fulde, så vidste de ikke hvad de besad, og så skulle det læres, alle var midler, eller venner som kunne bruges, og hvis ikke, så var det fjender for både Malzahar og Iscariot, selvfølgelig ville Malzahars venner og soldater da få mange fordele når tiden var og de ville stå med mere magt end hvad der engang havde virket muligt, og det var sådan en position som Derek blev tilbudt, det eneste han skulle gøre, var at vågne op, trække sig ud af drømmen og ikke mindst, så skulle han gribe chancen og være en del af det.
”I Don’t see it as, kill or be killed, I would say, it’s like picking what house will you live in? The rotten wooden one, or the mansion, with private soldiers, and everything you ever wanted” det var den mulighed at Derek stod overfor. Ja, okay, det var faktisk kill or be killed, bare med andre ord, men Dereks ord viste og hentydede bare til at valget var, dræb eller bliv drabt, og det var slet ikke hans muligheder, når han blev en del af Iscariot, så ville han forstå, at der lå meget, meget mere bag forhænget end hvad han regnede med.

”As I said Derek, we are not a cult, we are something, way more, we are the future, we are Iscariot. And you won’t be owned, you have your own free will, and no chains will be laid on you, it’s not like that, you are not a slave, you are still Derek, and you have your own ideas, it’s fine, your reason to join, is what suits you, my friend, as I said, something for something, I will give and help you with everything I can, we will find everything about your family, and for that, you will work for us, and if you want to leave tomorrow, then you leave tomorrow, but first, stay, and take a look at it, it’s a life time opportunity, and it would be really, really stupid to turn us down, because, we can be your best friend, or your worst enemy.” Det hele var op til Derek, ville han tage chancen og springe ud I det, eller ville han hellere være gemt væk I skyggerne, forevigt, og aldrig finde ud af sandheden om hverken ham selv eller hans familie.

Det var stadig svært for ham, at stå på benene, uden at vakle den mindste smule. Musklerne var først nu, begyndt at vågne mere op, og det føltes mest af alt som om han havde ligget bagbundet i dagevis. Derfor vidste han, at han stadig var for svag til at gøre sig et forsøg på at stikke af. Men det ville også være dumt. Umådelig dumt. For ingen i denne by kunne beskytte ham; og han havde aldrig været et væsen der levede i skyggerne. Derved var han næppe trænet i, at holde sig selv skjult. Tværtimod havde han altid forsøgt at komme ud i lyset, og gøre sig til kende. Ikke kun for at sprede sin musik, men også for at skabe opmærksomhed på sig selv, så han måske kunne blive set af den familie han havde manglet i årevis. En tanke der virkede så latterlig, at Derek ikke just indrømmede dette motiv overfor nogle. End ikke rigtigt for sig selv, trods tanken havde strejfet ham mange gange tidligt i hans karriere. Dengang han stadig var en ung gut med håb; Selvom dette nok kun var en lille, ubetydelig gnist af slagsen. Nu, havde han efterhånden set og oplevet for meget til at kunne se på fremtiden med optimistiske øjne. Om han virkelig havde en rolle i 'det store hele', vidste han ikke. Men tanken om bare at have det mindste potentiale, og endelig at kunne benytte sig af det - fik ham til at føle sig stærkere. Da han havde været en ung, forældeløs dreng på gaden i New Orleans, havde han jo været fortabt, før en gruppe fandt ham. En gruppe af overnaturlige, der hjalp ham med at kontrollere sine evner, og acceptere at han ikke var den lidende race, der skulle undermineres. Tværtimod var han meget mere... At kunne finde en gruppe der kunne bakke ham op igen, var en tanke der ikke just havde strejfet dæmonen ofte. Måske fordi det gamle band - på sin vis - havde fungeret på den måde. Og hvad nu? Nu var han vendt tilbage til at være den fortabte knægt, der kæmpede for sine egne egoistiske mål, og derved skabte sig fjender. Nok havde han overlevet et år i denne gudsforladte by, men før eller senere, ville hans held nok slippe op. For selvom det kunne være tilfredstillende at stå på egne ben, var det en farlig affære, når man nød et liv på den 'moralske grænse'.
Derek så på ham med lidt sammenknebne øjne. Han vidste, at hans svar nok ville munde ud i det samme. Hvis han havde haft sine gamle venner bag sig, ville det måske have været anderledes. Hvis han bare havde kunne få sikkerhed et sted fra, ville han nok være stukket af for længst. Men han var alene... Og i sidste ende, var det vel noget der gjorde ham ustabil. "I don't wanna live in a mansion... So... That metaphor is pretty much wasted on me..." Kom det fra dæmonen. Han talte lavt, men fattet. Stemmen var stadig mere hæs end normalt, men han vidste, at hvis han forsøgte at hoste den mindste smule for at gøre tonen klar igen, ville han ikke kunne stoppe lige forløbelig. Ikke før energien var vendt helt tilbage til ham. "What I want, is my life..." Der gik lidt tid, hvor han blot lyttede til vampyrens ord. Tanken om, at han kunne gå hvis han blot gav dem en chance, virkede... for godt til at være sandt. Derfor så han på vampyren med tvivl i øjnene. Men hvad havde han at tabe? Intet lige nu... Hvis han blot reddede sit eget skind for firetyve timer, var det stadig én dag ekstra hvor han kunne trække vejret, og bedømme sine næste skridt fremad.
"I'll... I'll join you." Kom det halvtøvende fra ham, efter en stund. Dernæst skyndte han sig at tilføje; "But only until I get some information about my family, okay?. Han var ikke interesseret i at blive overdynget med penge, eller få et kæmpe hus. Intet i den dur. For han vidste, at han ville falde i, hvis han fik muligheden. Stofferne og alkoholen ville plage ham igen, og han nægtede at vende tilbage til den tilstand i den nærmeste fremtid. Ikke når han rent faktisk havde fået noget at leve for, og var ved at gøre sig karriere i musikken på egen hånd. Iscariot skulle blot give ham informationer, hvis de kunne. Selvfølgelig kunne de tilbageholde dem for ham, hvis de ønskede at han skulle blive. Det vidste han... Men hvis muligheden var der, for at de virkelig kunne hjælpe ham med det, ville en stor byrde løfte sig fra hans hjerte. Han havde brug for at kende sandheden... Det var svært at vide hvem fanden han selv var, når han ikke vidste hvor han kom fra.
"What kind of stuff do you want me to do? What will be my... Function?"