You have to be kidding me?! - Dominic - xxx

Dominic vågnede en smule, dog kun en smule op, da hun på mirakuløs vis fik kastet ham af hende. Han hævede let øjenbrynene og så op på hende. Hvorfor fanden skulle hun også altid være så fandens besværlig? Altid brok, altid problemer, hvis det ene ikke var galt, så skulle han da nok lige love for at det anede var. Hvad fanden var problemet? Havde hun ikke ledt febrilsk efter ham i det første stykke tid han var væk, og så derefter drukket sig halvt ihjel, indtil hun blev samlet op af en eller anden liderlig stodder? Dominic mærkede hvordan han langsomt mistede fokus. Hvordan ven velkendte skygge af dis bevægede sig ind over hans sind og befindende.

Han rejste sig langsomt op mens hun stod og plaprede for sig selv, og bakkede hen imod den barikerede dør. Åh, så nu ville hun forsøge at flygte? "Tanja..." Afbrød han hende med en lavmæld og utålomodig stemme. Han førte hånden op til panden og masserede kort hans tindinger. Han sukkede kort og så op på hende med et opgivende blik. Det var også den tid... Det var længe siden hans 'anden' side havde fået frit løb, og når dét skete.... Var det ligesom en vakumtryk hobede sig op i ham. Sugede alle hans andre livsenergier, indtil han ikke kunne klare det længere og lod psykopaten som lå gemt dybt inde i ham, få frit løb. Så han atter kunne få luft.
Han betragtede hende som hun panisk så sig omkring, og hvordan hendes ansigt afslørede alle hendes tanker. Der var noget hun havde misforstået. Han kendte hende. Hendes personlighed, hendes vaner, hendes små ansigtsudtryk, selv den svage rynken på næsen når hun var utilfreds. Det var ikke noget der bare lige forsvandt... ganske nok var hun blevet ødelagt på sin vis. Hendes sjæl og krop fordærvet. "Tanja.... Du begår en stor fejltagelse" Sagde han, og få øjeblikke efter fór hun imod vinduet. For helved. Han orkede ikke at stoppe hende. Flå hende ud ad luften og smadre hende ind i væggen. Banke hende nok gange indtil hendes synsfelt ville være så slørret at hun ikke ville kunne genkende op og ned i verdenen. Men i stedet så han bare opgivende op i luften og mærkede hvordan hans skuldre sank.
Han vaklede roligt hen til vinduet og så efter hende som hun styrtede mod jorden. Dumme kælling. Hun lærte da heller aldrig at styre hendes forbandede iltre temperament og flyvske følelser. Hun var en forbandet vampyr, men hun kunne stadig ikke lytte til fornuften. Ak ja...
Han lænede sig ud ad vinduet og førte den ene hånd op til munden "I'll be down in a minute hon'!" Råbte han med en sukkersød stemme og svang benene ud over vinduets kant og sprang. Snefnuggende begyndte at flyve op mod himlen, i stedet for ned mod jorden som han styrtede forbi dem i luften, lige indtil hans fødder ramte jorden. Hun tog fra med hånden og rettede sig op som om intet var hændt. Han rettede let på sit tøj og gik to skridt til højre for at bukke sig ned. Han samlede sin stok op, pustede let et par snefnug af den, sendte den et kærligt blik og lod dens skaft ramme jorden i en vandt bevægelse. Han snurrede en halv omgang rundt om sig selv og så mod Tanja. "Du begynder at gå mig på nerverne, elskede" sagde han med en dyster stemme og nærmede sig hende med stor beslutsomhed og prøvede at dulme vreden som langsomt voksede i ham. De gløder hun havde formået at puste til, de gløder som ikke måtte vågne og tænde ilden i ham. Hvis det skete, kunne han ikke garantere for hendes...helbred.

Hun lukkede øjnene, hun mærkede hvordan at snefnuggende blev tvunget imod hendes ansigt mens hun faldt ned af og efterlod våde pletter imod hendes hvide hud. Det var som om alt pludselig gik i stå, alt forblev i slowmotion mens at hendes hoved tømte sig selv for alle unødvendige tanker. Jorden begyndte at nærme sig imod hende med stor hast og hun burde efter hånden rette sig ud, så hun kunne tage fra med hendes ben som en kat ville gøre, den smarteste plan ville nok ikke være at falde med ansigtet først, men måske det ville pynte lidt på situationen, hende med et forslået ansigt, mens en galning efterfulgte hende. Hvilken dag det havde været, hvilken uge, måned, år? Havde noget virkelig været det samme siden hun blev født, opvokset i en verden efterfuldt af kaos og had. Kun blev undervist i en verden: Hvis man ikke så efter sig selv, hvis man ikke sørgede for man selv var to skridt foran alle andre, så kunne man lige så godt lægge håndklæde i ringen. Ikke en ting hun nogen sinde havde været god til, til stor skuffelse for hendes far, de brune øjne kom langsomt frem, da hun endelig valgte at lade de lukkede øjenlåg glide op igen. Jorden ville ramme hende hvilket som helt sekund det skulle være og kun med et split sekund, fik hun rettede sig op og mærkede hvordan at smerten skød igennem hendes højre ben da fødderne ramte jorden. Med et skrig og den store smerte der skylde igennem hendes krop, ville det ikke tage en læge for at fortælle hende at hun lige havde brækket sin lårknogle. Nærmere føltes det som om at den var splintret i flere stykker, trods at hun allerede kunne mærke hvordan hendes krop desperat prøvede at fikse sig selv sammen igen og adrenalinen der gjorde det muligt at hun kom op og stå på benene igen, var smerten næsten uudholdelig. Hvilket i sidste ende tvang hende til at synke sammen på knæene igen, men da hendes øre opfangede en anden person der landet ikke mere end et par meter fra hende. Tvang hun sig til at begynde at kravle væk fra stedet, hvor måtte hun dog se ynkelig ud, nede på alle fire, med et brækket ben og en værdighed hun havde efterladt inde i mødelokalet, med en rude der var smadret og vinglas samt champagne glas hvis glaskår lå ud over det hele.

Hun var virkelig nød til at begynde at tænke tingene mere igennem! Med en IQ som hendes, måtte det da være at hun kunne lade tankerne komme op til overfladen, før hun valgte at bare springe ud i det. Med fronten imod hans, begyndte hun at skubbe sig væk fra ham, i håb om, ja i håb om hvad virkelig? Hun kunne ikke løbe fra ham med hendes skade, i bund og grund, denne gang havde hun virkelig tabt. Og ikke blot tabt, nu havde hun snart nået til grænsen for at det ikke længere blot var sex han ville have, hvis hun bare havde lade ham spille sit spil oppe i hotel værelset, så måske havde hun haft en chance for at komme ud af det i live, uden varige mén, men nu? Nu var hun ikke længere så sikker på at det overhoved var muligt. Hun skar en grimasse over smerten af benet der begyndte at lappe sig sammen, lige før at det gjorde mere ondt end da hun påførte sig bruddet.  
’’Oh, really? Troede dette var din version af leg?’’ hun smilede uskyldigt imod ham, enden af vejen, hendes ryg gik imod en lygtepæl og hun vidste der ikke var nogen vej uden om længere. Hun sank i nervøsitet klumpen som havde dannet sig i hendes hals og bed sig i underlæben, hun måtte da kunne finde på noget at sige? Noget at gøre så han ville falde ned, men intet kom til hende. Igen var det som om hun var i gang med at falde, som en fri fugl imod dens død, hoved var tømt, ingen vittige eller spydige kommentarer, ingen livskræft tilbage for at kæmpe eller løbe for hendes liv. Hun var ingen ting i forhold til ham, havde aldrig været det.

Hvis hun ikke var alt for stædig havde hun nok lagt sig på alle firer og tigget for at han ville tilgive hende, at han ikke ville gøre hende fortræd, eller blot ville lade hende være? Men hun ville ikke synke så lavt, ikke lavere end hun allerede var. Hvordan hun ikke måtte se ud? Håret uglet og stod uregerligt til flere sider, noget af det endda en smule forbrændt, hendes kjole i laser, igen brændt flere steder så man kunne se ind til hendes nu perfekte hvide ud. Der havde været en gang hvor hun havde holdt en smuk brun farve, men ikke længere, ikke nu hvor hun i bund og grund ikke længere var i live. Hun sukkede opgivende og lukkede øjnene i, måske, måske ville hun være heldig og han lod hende bare være i fred? Tvivlsomt.

Med langsomme skridt bevægede han sig efter hende, som hun kravlede baglæns med hendes tilsyneladende skadede ben. Det var næsten som en uudholdelig slowmotion han fulgte efter hende, som hvis han stod i en kø som næsten var gået i stå. Han svang ind imellem med sin stok, rundt i en cirkel ved sin hofte, alt imens hans formørkede blik var fikserede på hende. Observerende. Indtog grådigt hver eneste flig af panik og følelser som skød ind over hendes ansigt og lod sig afsløre i hendes smukke brune øjne. Et svagt men lysende skadefro smil var brændt fast over hans læber. Endelig ville han kunne fucking tale til hende uden han skulle bekymre sig om hun stak af. Banke noget fornuft ind i hende, og nu behøvede det så ikke foregå fysisk. I hvert fald indtil hendes ben havde lappet sig selv nok sammen til hun igen kunne stikke af, eller forsøge at tage kampen op. Lærte hun aldrig noget. Den stædighed var det eneste som havde kunnet gå ham på nerverne i deres lykkelige lille hverdag, da de engang havde haft sådan én sammen. Men... den mindede ham nu på en måde om han selv. Hans beslutsomhed.. og hans mørkere side. Hendes stædighed kunne blusse op fra noget så småt som ikke at kunne skrue et fucking låg af et syltetøjsglas. Men nu pissede dén samme stædighed ham af. Dén stædighed som havde resulteret i at hun stadig var i live, ved at male ham til. Slette dét billed hun engang havde haft af ham med en klat sort maling. Som han aldrig havde været der, eller i hvert fald nok til at forvrænge hvordan han havde været. Ikke helt forkert.
Han bukkede sig ned, og satte det ene knæ mod sneen som prydede jorden, da hun endelig forholdt sig stille. Han mødte hendes blik og lagde tavst den frie hånd på sit knæ. Stilheden lagde sig om den og var nærmest øredøvende i den intense stilhed som havde svøbt sig om dem som et tykt tæppe. Afskærmede dem fra resten af verden.
Han vidste ikke hvad der gik igennem hovedet på hende, men det paniske udtryk afslørede at det måtte enten være at hun gættede sig til hvad der skulle ske som det næste, eller en række overlevelsesteknikker - som højst sandsynligt ville gå galt. Han løftede den frie hånd og lod sine varme fingerspidser glide ned over hendes kind. Greb så blidt hendes kind og lod tommelfingeren nænsomt glide henover hendes hvide hud. "Du ligner ikke dig selv. Du plejede at se lige så varm og levende ud, som ilden inden i mig" sagdehan tavst, fordybet i sine egne tanker. Efter et stykke tid trak han hånden til sig og rømmede sig. Bæstet inden i ham var begyndt at falde til ro igen, nu når han frit kunne tale - inden hun spydigt ville kaste flere 'fornærmelser' i hovedet på ham og bebrejde ham for alverden. "Hør her min skat... Der er ingen af os som er endt som vi regnede hinanden for. " og han måtte beherske sig for ikke at lade en grimasse af afsky glide over hans ansigt, ved tanken om hun havde ladet sig forandre til... et livløst monster. Han virrede kort med hovedet for at presse de tanker tilbage i køen af de mange andre. "Men forhelved. Husker du ikke hvordan vi var? Har du glemt det? Hvordan vores liv var før jeg forsvandt?" Han så på hende med et indgående blik. "Vi elskede hinanden" Sagde han tavst. Efter at have set hende i øjnene et stykke tid sukkede han og lod hånden glide gennem sit mørke hår. Han havde helt glemt hvordan det havde været... at kunne føle... sammen med hende. Han troede dén side af ham var druknet i det mørke hav som dulmede inden i ham.
"Men..." Hans blik var blevet hårdere og den blide stemme forsvundet til den mørke hæse han besad og plejede at forføre intetvidende kvinder med. "Jeg kunne ikke risikerer at tage dig med... eller fortælle dig hvem.... hvad jeg i virkeligheden er." Han åbnede armene som han talte. Hans vejrtrækning var pludselig hektisk. Han løftede sin frie hånd og pegede på hende. "Jeg gav dig et valg.." Hans øjne var så mørke at de syntes at opsluge hende. Ved at han havde efterladt hende, havde han efterladt hende uden at være i fare for ham, eller hvad som i fremtiden, nu, forfulgte ham. Det var ikke et liv han havde ønsket at give hende. Han kunne heller ikke indvige hende i denne verden, hvilket hun så selv havde fået rodet sig selv ind i. Han havde givet hende et valg om at glemme ham og fortsætte sit eget liv. Et valg hun ikke havde taget. Som havde hun ønsket at nå det samme kaos, som normalt levede og tærrede af ham.
Han sad tavst foran hende og tænkte lidt over situationen. Sukkede tungt. Det var sgu nok også ligemeget hvad han sagde, hendes had til ham havde opslugt hende så meget at kun hendes stædighed og få fragmenter af hendes udseende var til at kende. og alle hendes følelser. At svagt smil gled over hans ansigt ved minderne som i et kort idyllisk øjeblik gled indover hans nethinde, men så flygtigt forsvandt igen og efterlod dem livløse.
Han håbede denne prædike af hans heroiske intentioner ville kunne køle hende lidt ned, i det mindste nok til at han ikke behøvede mærke sit indre monsters kløer skære sig igennem huden på ham. Og ved dén tanke mærkede han den skadefro mørke lyst vokse inden i ham. Et skævt hånene smil voksede over hans læber alt imens et gulligt skær brændte sig vej i hans øjne "Men du har ret...." Han rejste sig "Det er netop min version af leg" Sagde han og rejste sig og så ned på hende.

Hendes øjne veg ikke fra hans, da han satte sig foran hende. Stædigheden lyste ud af hendes øjne og selvom hun ikke sagde noget for at trodse ham, var hver fiber i hendes krop ikke klar til at overgive sig fuldstændig. Hvorfor skulle kærlighed være så svært? Hvorfor var det at man i sin menneskelige natur typisk krævede spænding, vejen igennem det uvisse var for sjælden til at gå glip af, at leve et kedeligt liv som med den perfekte mand, den man vidste man fik børn sammen med og i sidste ende så gik det jo aldrig helt alligevel? Hvor ofte var det ikke set, at folk blev trætte af hinanden, stoppede med at snakke, begyndte at sove i to forskellige rum, eller fandt spænding andet sted end hjemme. Men de forhold man vidste i sidste ende ville ende katastrofale var dem, som mange hungrede efter. Hun havde vidst fra starten af, at Dominic ville knuse hendes hjerte en dag, men alligevel havde hun været så fuldstændig væk i ham, at da tilbuddet om at blive hans kone simpelthen hen havde været for uimodståelig at sige nej til, selvom af den lille stemme inde i hoved prøvede at skrige til hende at det var en dårlig idé. De havde da også været lykkelig, eller hun havde, mon det på noget tidspunkt rigtig havde været ægte for ham? Havde han et eller andet sted vidst hele tiden at det aldrig ville lykkes, men bare leget med, fordi at han havde fundet det sjovt, set det som en af hans mange lege. Hvor længe kan vi lege far, mor og børn før at min rigtige natur tager over og jeg bliver nød til at gå mine egne veje igen? Havde en del af deres tid sammen overhoved, været ægte? Han svarede delvist på hendes ustillet spørgsmål, som vidste han hvad det var hun tænkte; men vi elskede hinanden. Hun ville ikke tro på at det virkelig var tilfældet, idéen om at han aldrig havde elsket hende havde gjort det nemmere for hende at komme sig over, eller prøve at overbevise sig selv om at hun var kommet sig over ham.

Hun fnyste over hans dårlige undskyldning om at han havde givet hende et valg, hvilket valg? Han havde ikke givet hende noget valg overhoved, intet, det var hvad han havde efterladt hende med. Ingen mulighed for at forstå, ingen mulighed for at få en forbandet forklaring på hvorfor at bare havde taget af sted fra den ene dag til den anden. Han vidste udmærket hvordan hun havde følt omkring ham og måske var det problemet? At han på sin vis var blevet hele hendes liv, tanken om at han ville forlade gjorde så ondt, at hun kun havde kunne tage en vej og det var vejen ned, ned på bunden hvor det føltes som om at hele hendes krop skrabede imod den. Og nu, nu var hun alligevel endt inde i denne verden, tvunget ind i den fordi hun ingen rigtig kendskab havde haft til den. Hun var ikke frivilligt blevet dette ækle monster, hun savnede at kigge ind i spejlet og se farven lyse op i hendes kinder, hvordan at farven af gylden hud strålede op om sommeren mens hun kunne sidde ude og nyde den varme sol der slikkede hendes krop. Hun savnede, hun savnede, hvordan at hendes hjerte slog imod hendes bryst og afslårede hendes følelser, hvilet hun førhen havde hadet. Alt omkring at være menneskelig savnede hun, men hun havde ikke haft noget at sige, ingen valgmuligheder da hun var blevet forvandlet, hvis man skulle være helt ærlig? Gik der ikke en dag hvor hun ikke stod og kiggede ud mod døren til taget på højhuset, lysten til at tage det enkelte skridt imod hendes død. Hvorfor hun endnu ikke havde gjort det, lå vel i hendes stædighed, at tænke dette bare var endnu en kamp hun skulle kæmpe og hun på et tidspunkt også ville vinde denne gang imod lysten til at forsvinde væk fra verden og ikke se sig tilbage.

’’Du er så fuld af lort’’ med en hæs stemme fik hun endelig udtrykt nogle ord, men vente nu atter øjnene væk fra ham, det gjorde det også nemmere at han rejste sig op igen, at han var så tæt på vækkede stadig den lille pige frem i hende, hans lille pige. ’’Du gav mig intet valg, et valg ville have været at sige, Hey Tanja, jeg bliver nød til at skride fordi jeg har sgu noget vigtigere at tage mig til, da jeg egentlig ikke er menneske men et fucking monster som tilhøre det magiske univers! Måske der ville du have kunne give mig et valg omkring at tage imod informationen og blive en del af det, eller sige at du skulle skride af helvedes til.’’ hvæsede hun og den gnist som han så ud til at hade så meget, hendes spydighed og kamp imod bare at overgive sig fuldstændig ville ikke slukkes. ’’Og du ville måske gerne beskytte mig huh!? Well bloody good job! LOOK AT ME NOW! I AM DISGUSTING’’ hun skulle til at skrige mere af ham, men sad i stedet til sidst og hæv efter vejret med begge hænder imod det helende ben. Smerten blev værre og hun var ikke helt sikker på at hun ville kunne nå at få det lappet sammen til at komme væk fra hendes sidde plads før at solen ville stige op i horisonten.

’’You now what? Så lad os spille dit spil, jeg overgiver mig fuldstændig, ikke fordi at jeg kan så meget andet’’ hendes øjne dalede imod det skadet ben før hun fortsatte: ’’Du gør hvad end du lyster med mig, men så, skal du dræbe mig bag efter.’’ atter fik hun hævet sig blik imod hans, alvoren lå dybt i de intense brune øjne, som dog langsomt var begyndt at blive ædt op af den røde farve der kom frem når hendes sult var stærkest. ’’Jeg bad aldrig om at være en del af alt det her, jeg vil hellere dø end at være noget så ulækkert som et væsen der kan leve for evigt dog kan jeg ikke få mig selv til at ende det. Men ikke en gang kan nyde goderne af at mærke solen skinne på min hud, eller mærke hjertet banke. Så hvis du virkelig nogen sinde elskede mig, så gør dette for mig, efter du er færdig med din lille leg.’’ hendes vejrtrækning havde hævet sig en smule, mens at hendes øjne betragtede hans ansigt, i håb om at han faktisk havde en form for godhed tilbage i sig og derfor skænke hende denne gave som hun bad om. Nemlig det hun havde ønsket lige siden han forsvandt. At dø.

Han så tavst ned på hende som hendes vrede buldrede ud af hende i form af hendes råben, kun rettet imod ham. Al hendes vrede som hun havde opbygget, al den sorg, længsel og håbløshed, blev nu kastet efter ham og ramte ham som gennemborende pile. Men han stod kynisk og så på hendes med et par tomme øjne. Som havde alt liv efterladt hans krop og blevet erstattet af en snestorm. Hendes ord tonede langsomt ud og blev erstattet af en dæmpet, uforståelig mumlen, mens hendes læber blev ved med at bevæge sig. Hans blik var fikseret på hendes øjne. De øjne han engang havde kendt. Hans tanker forsvandt tilbage til fortidens minder. De minder han havde fortrængt i dit dybeste sind, sit eget sind.... det bagerste kammer inden i ham, som hans indre monster ikke kunne terrorisere. Den kiste med lås og slå for, hvor ingen nøgle passede til. Dét var hun. Dér var deres lykkelige stunder sammen. Deres skænderi. Hendes latter. Han bed sig åndsfraværende i underlæben da han mærkede den hjerteskærende frustrations greb om hans bryst. Han slap et uhørligt suk og mærkede langsomt hvordan hans hjerte slog langsommere. Dén Tanja han så foran sig blev langsomt udskiftet med den rigtige Tanja. Hende, som han var i tvivl om stadig eksisterede. Den smilende Tanja. Med glæd og liv i hendes øjne, et skæv smil på læben og et blik... som var rettet imod ham og fyldt af... kærlighed.
Et kraftigt hosteanfald rev ham ud af illustrationerne på hans nethinde. Han rømmede sig og så ned på hende. Hendes gyldne hud han for en kort stund havde kunnet se så tydeligt for sig, var nu mormorhvid. Hendes øjne kolde og fulde af had. "Så hvis du virkelig nogen sinde elskede mig, så gør dette for mig, efter du er færdig med din lille leg."... Han kneb straks øjnene frem og mærkede med lynets hast den mørke velkendte følelse skyde igennem ham. Han mærkede hvordan hans kropstemperatur steg hastigt. Vrede.... Han skurrede tænderne imod hinanden, men fastholdt hendes blik.
"Kan du ikke se det? Er du så fucking blind og døv at du ikke kan høre hvad jeg siger, kælling?!" Han fór frem mod hende og smadrede af alle sine kræfter sin frie knytnæve imod lygtepælen, og erstattede det helstøbte jern med et glødende hul. Lygtepælen hvinede højt og væltede ned bag dem i sneen. Han prøvede af alle sine kræfter at kontrollere sin vejrtrækning og den løbske vrede inden i ham. Han brummede lavt og så på hende igen. Så hende i øjnene "Du var det eneste som var ægte for mig..." sagde han lavmældt, nærmest kun som en hvisken. For første gang så han... såret ud. Som havde den evindelig tåge af had, stolthed og sindsyge løftet sig, og den samme Dominic som havde fået lov og plads til at leve med hende, så på hende. Han fastholdt hendes blik og sank engang "Du var det eneste normale i hele mit liv... Du var den eneste.... som kunne få uhyret i mig til at forsvinde. Du var dén vuggevise som gav mig ro..." Han rømmede sig som hans stemme var ved at knække. "For helved Tanja, se på dig selv!" Han lænede sig en smule tilbage så der atter var en smule mellemrum mellem deres ansigter "Det var netop dette jeg ikke ville stå til ansvar for! Jeg ville ikke have du skulle se denne virkelighed! Du har altid været bedre stillet uden mig, men jeg var for selvisk til at stoppe i tide..." Hans stemme forsvandt ud i stilheden mens han så forpustet på hende, som havde hans egne ord væltet ham om kuldt "Før du lærte mig at elske..." Han så opgivende på hende og tog sig til brystet. En skarp smerte afbrød ham i at tale videre, og han skar kort grimasser, hvorefter han skubbede smerten til side. "jeg kan ikke gøre dig fortræd, og dit egoistiske forslag vil jeg ikke stå til ansvar for.." Han vred sig let i smerte "M'men..." Han hev efter vejret "Der er andre ting inden i mig som kan gøre værre ting, end bare at gøre dig fortræd" og med disse ord blev hans øjne komplet sorte, som selve døden stirrede hende direkte i øjnene. Et direkte onskabsfuldt smil gled ind over hans læber, som blev efterfuldt af en skadefro klukken. Han lænede sig langsomt frem imod hende og trak luften omkring hende ned i sine lunger. Snusede til hende. "Han kan ikke beskytte dig for evigt" lød en forvrænget og mørk stemme fra hans læber, som efter et kort sekunds stilhed blev afbrudt af at der væltede endnu et hosteanfald ind over ham, efterfuldt af at han smertefuldt kastede sig baglæns ned i sneen og vred sig. Han spærrede øjnene op, som var blevet erstattet af hans egne mørkeblå iris og så mod skyerne, mod månen med at panisk blik. ikke nu, ikke nu, ikke nu!. Skyerne afslørede en næsten hel måne. Det var først den næste nat hvor forvandlingen ville ske. Han åndede lettet op ved tanken, og forsøgte at zone smerten ud. Han tog sig til brystet, hvor det føltes som uhyrets kløer skar igennem hans kød. Det kunne godt være uhyrets sande form ikke viste sig før næste nat, men den mørkere side af ham, kunne han ikke regne med efter kalenderen. Han skar tænderne og kunne ikke andet end at vente på at monsteret inde i ham ville trække sine kløer til sig, og atter lade luften strømme gennem hans lunger.

Der var så meget mere hun ville sige til ham, men noget dybt inde i hende stoppede hendes mund fra at bevæge sig. Måske var det også lige så meget det blik han kom med, foruroligede hende mere end noget andet der var sket hele aftenen, der gjorde hun ikke kunne finde på spydige ord at sende efter ham længere. Pludselig følte hun hvordan hun blev trukket ind i hans minder omkring deres tid sammen, før det hele var endt i et helvede i bunden af en flaske, for hendes vedkommende. Hendes mund skilte sig let, men ikke for at sige noget, men fordi at det ikke føltes som om hun kunne få nok luft igennem hendes næsebord. Sjovt som det stadig var hendes hjerne for uvant at vænne sig til at hun ikke længere havde brug for luft, men smerten i benet og lyden af knoglen der knækkede sin vej tilbage på plads, overdøvede resten af hendes ellers så logiske tanke gang. Hun kunne huske hvordan hendes far havde råbt og skreget af hende, mens hun havde stået med et fjoget smil med den første flaske i hånden. Klokken havde endnu ikke passeret elleve om formiddagen. Skreget af hvordan en kvinde så intelligent som hende, kunne lade sig selv visne bort i flere liter dårlig vodka om dagen, hvordan hun ikke kunne se kendsgerningerne i øjnene at kærlighed ikke var en ting værd at satse på i livet, men familie og hårde kontanter var. Hendes svar? Hvad han dog vidste om familie. Mor havde nok noget at indvende i den ideologi, mens at hun lå blodig på foyerens gulv, mens han var i gang med at tørre sine fingre i alle de penge han så fint tjente. Det var den sidste gang hun havde set ham.
Det første der vækkede hende fra minderne, der igen havde fået lov til at overvældet hendes sind, var hvordan at hans temperatur pludselig steg til det unaturlige. Hendes brune øjne som skinnede let rød i lyset fra gadelampen kiggede overrasket på ham. Hendes plan om at gøre ham mere sur havde da i den grad virket, men pludselig var det som om at hun efter at have været fanget på bunden af havet igen kom op til overfladen og fik luft, da det gik op for hende hvad det i virkeligheden var hun havde gjort. Et par paniske rynker formede sig rundt omkring hendes mund og øjne, mens pupillerne langsomt udvidet sig. Han bevægede sig så hurtigt at hun ikke nåede at reagere før at hun hørte metallet der hvinede og glasset fra lampen der blev smadret imod sneen og asfalten der lå der under. Nu var panikken tydelig formet sig i hendes ansigt og øjne, hun vidste godt hvad hun havde sagt, men havde hun virkelig ment det? Hun var ikke parat til at dø, hvornår havde den Tanja hun havde fundet frem til igen, efter at han havde forladt hende, nogen sinde bare lagt sig ned for at dø, når hun havde lidt et nederlag? Aldrig, hvad var det så, der nu fik hende til at sige ting hun i virkeligheden slet ikke mente. Hendes vejrtrækning blev hurtigt besværet da hans øjne kiggede lige ind i hendes, de ord, det ansigtstræk der pludselig gled hen over ham, fik alt det hun havde prøvet at begrave til at flyde op til overflade, som en klump der satte sig fast i halsen og ikke var til at få væk igen. Lige meget hvor meget man prøvede at synke. Dér var han igen, den mand hun havde faldet så åndsvagt hovedkulds i, den mand som havde fået hende til at glemme alt der hed logik og pligt til ’fædrelandet’. Men lige som hun skulle til at række hendes kolde blodige hånd frem, for at røre ved hans ansigt, blot for at sikre sig selv at han faktisk var her, at det hun så var virkeligt. Trak han sig tilbage, og tågen som for en stund havde fået hende til at se noget hun så inderligt ønskede hævede sig og efterlod hende kun med den kolde sandhed, at dette ikke længere var den Dominic hun kendte. Hendes hånd som hun havde rakt ud, knugede sig fast sammen. Hans ord slog hårdt, men hun brød sig ikke om hele atmosfæren omkring ham. Der var noget under opsejling og det var som om at en kold is hånd havde lukket sig omkring hendes brystkasse af frygt. Alle instinkter fortalte hende at hun nu for alvor var nød til at komme væk, men det var først da hans ansigt ændrede sig radikalt at hendes frygt blev til virkelighed. Hele kroppen føltes sås tung som bly, da han begyndte at bevæge sig imod hende. Og da hun mærkede hvordan at han trak hendes luft igennem hans næsebor, løb det hende koldt ned af ryggen. Hvis hendes kropsholdning ikke havde afsløret hende, så havde vejrtrækningen helt klart gjort det. Intet logisk fungerede oppe i hendes hjerne længere, kun det animalske instinkt om at hun skulle overleve prøvede at bryde igennem hendes kolde legemer.
Øjnene blev helt udspilet da han endnu en gang blev grebet af et hoste anfaldt og faldt tilbage på ryggen, men det var det som fik vækket liv i hende, da hendes hoved kastede sig hen over skulderen for at finde en udvej. Det eneste problem hun havde nu, var at hendes ben ikke var healet nok til at hun ville kunne komme særlig langt før at han ville kunne indhente hende. Lige så stille drejede hun hoved tilbage imod ham, hvad end der kom over hende, nåede hun ikke at registrere før at hun langsomt var begyndt at kravle over imod ham. Mens at det brækkede ben blev slæbt efter hende. Igen rakte hun hånden frem for at rører ved hans ansigt, uanede hvilken kædereaktion det ville sætte i gang, lod hun dog alligevel fingerspidserne rører ved hans kind. ’’Im truly sorry..’’ da hun egentlig ikke kunne gøre meget andet, lod hun sin krop overgive sig til sneens kolde dyne og faldt ned ved siden af ham. Hun havde ikke mere at give denne aften, ikke flere kræfter, lige nu følte hun kun tomhed og en hvis opgivelse fylde hendes tomme indre.

Dominics blik var fastlåst til de mørkegrå skyer over ham, som leverede de fine lag sne som langsomt var begyndt at dannes på hans frakke. Var langsomt begyndt at begrave ham, som han lå dér på ryggen og prøvede at overleve den umenneskelige smerte som skød igennem ham. Hans ellers kønne ansigt var henlagt i en skarp grimasse som følge af smerten og hans ene hånd havde lukket sig om stoffet på jakken, midt på hans brystkasse. Låst, og havde tilsyneladende ikke tænkt sig at åbne sig foreløbigt. Han var ikke ligefrem i den mest belejlige situation. Ikke nok med at ulvens tilstedeværelse inden i ham begyndt at banke på, trække i sine kæder og hyle i hans øregange som den forbandelse den var, så var hans eget monster - som han selv mente var værre end det dumme kræ han forvandlede sig til engang imellem. Monsteret inden i ham... Hvornår havde han første gang gjort bekendtskab til det... Måske havde han selv fundet på det, fuldt ud klar over hvad uhyret rummede. Han anede det ikke. Han vidste ikke engang om det havde groet sig fast til ham og blevet en del af ham, eller det blot svævede rundt inden i ham og engang imellem hviskede i hans øregange. Han plejede at kunne styre det. Tage kontrollen - ikke fordi det var særligt nødvendigt. Han plejede at tage godt imod den mørke og ondskabsfulde side af ham selv. Plejede at gå hånd i hånd med monsteret. Men at hun kunne bringe det frem i ham... Nej det var ikke hende, det var vreden, frustrationen og sorgen som hvilede omkring hende og hans fortid sammen.
Han hostede kort og bandede så derefter lavmælt. Han forsøgte at trække vejret langsommere, i stedet for de hivende og voldsomme tag han hev luften ned i sine lunger og slugte den på. Det lykkedes dog ikke rigtig. I stedet begyndte han at ryste en smule - ikke meget men nok til at når han løftede sin hånd ene hånd for at placere den på sin pande, rystede hans hænder og fingre en smule. Han lod den køre gennem det mørke hår og lod den blot falde ned bag hans hoved og havne i sneen bag ham. De grå skyer han intenst havde stirret på indtil nu, var begyndt at blive en del slørrede. Han missede kort med øjnene i håb om at hans syn atter ville blive skarpt og klart, men det var en minimal bedring.
Han forsøgte at dreje hovedet i det han hørte Tanja kravle. Ja, dygtig pige. Se og smutte mens legen er god... Men i stedet formede omridset af hendes ansigt sig foran ham, i det hun lænede sig ind over ham. Og så mærkede han det. De iskolde fingre mod sin hud. Han spærrede øjnene op og fik fokuseret sine dybe mørkeblå øjne på hendes ansigt og med ét forsvandt smerten. Han sukkede dybt af lettelse og placerede sin hånd oven på hendes. "Hey beautiful" sagde han mildt som han så ofte havde gjort i deres fortid sammen. Han kærtegnede blidt hendes hånd med sin tommelfinger og smilede ganske svagt til hende og hævede per automatik drilsk sit øjenbryn til hende - som han altid havde gjort. 'Im truly sorry..'. Han fulgte hende med sit blik, som hun kollapsede ved hans side og dermed lå i et halvt favntag fra hans side. Han stivnede let i et kort sekund som minderne skød indover ham. Hvor lang tid siden var der gået, siden hun havde ligget ved hans side? Det føltes som en evighed. Han burde ikke blive liggende. Han burde ikke forvolde hende al denne smerte. Men det var som en lænke om hans fod som han måtte bære på gennem hans liv. Og lige nu, vægtede den særdeles meget. Han kunne i dy sig.
Han drejede hovedet og så på hende. Glemte pludseligt om hvad der var foregået mellem dem for få øjeblikke siden. Som havde han aldrig forladt hendes side. Han forsvandt langsomt ved synet af hendes brune og bølgede hår så tæt på. Ved hendes fine kæbelinje og søde næsetip. Han løftede langsomt sin frie hånd og fjernede en lok fra hendes ansigt alt imens han sagte betragtede hende. Derefter lænede han sig ind imod hende og placerede et blødt kys på hendes pande. Han lænede derefter sin pande mod hendes og trak hende forsigtigt ind til sig for at varme hende. En gammel vane. Sådan lå han med hende i et stykke tid, inden han drog et langsomt suk og lod sine øjne finde hendes. "Jeg elsker dig"

Den kolde sne der lå under hendes nøgne hud, kun dækket af en, efterhånden ret medtaget sort kjole, føltes næsten som en befrielse. For andre ville dette nok blive for koldt for dem, ind til at de ville ryste så meget af kulde, at de ikke ville kunne tænke på andet end at få varmen igen. Men for hende, lige nu, var det et tegn på hun stadig kunne mærke ting, føle kulden som der svøbte sig omkring hendes krop, fortalte hende at hun ikke var helt død, trods at hendes hjerte for nogle måneder siden var stoppet med at slå.
dadunk. dadunk. dadunk.
En lyd forekom, en ukendt lyd og dog, så familiær. Hendes øjne som havde valgt at lukke sig i, så hun kunne mærke hvordan snefnuggende langsomt lagde sig på hendes øjenlåg og blev liggende da hendes kropstemperatur var begyndt sin drastiske nedstigning under nul graderne. En lille rynke dannede sig dog mellem hendes smalle og velplejede øjenbryn. Da en varme pludselig nærmede sig hende, hun mærkede en kildrende følelse glide igennem kroppen, da nogle varme fingre lige så stille fjernede lokker af hendes hår fra ansigtet. Men hun turer ikke åbne øjnene, hvad nu hvis det hele var noget hun forestillede sig?
badunk. Badunk.
Det var ikke længere at tage fejl af, at manden ved hendes sides hjerterytme brød igennem stilheden, som spillede den for hendes eget hjerte, der ikke længere kunne følge den, som den nok ville have gjort da hans læber pressede sig imod den isne pande. Hans varme som han besad, skyllede igennem hende. Som havde man smidt hende ind i en kakkelovn. Snefnuggene der før havde valgt at ligge sig smeltede hurtigt bort, som små tåre der fandt vej ned af siderne på hendes ansigt. Hun prøvede at fratvinge sig lysten til at kigge op på ham, men hendes krop lystrede af dens egen fri vilje. Og lige så stille kom de brune øjne frem igen og betragtede, de forfærdelige charmende ansigts træk som hun altid havde elsket så højt. Panden der lå imod hendes, blev ikke fjernet, hun gjorde ikke længere noget forsøg på at skubbe ham væk, eller fortælle ham hvor meget hun hadet dette, hvor meget hun hadet ham. For lige meget hvor meget hun havde presset sig selv, hvor mange gange hun havde fortalt hvor heldig hun var at han ikke længere var i hans liv, hvor mange gange hun havde smadret hans billeder. Grædt, bandet, svovlet, alt hvad hun havde fundet på at gøre af afmagt over han ikke længere var der. Havde aldrig fjernet følelsen af hendes forelskelse, hvor meget hun egentlig, elskede denne mand. Hun kunne aldrig bringe det inderste inde i hende, til at hade ham. Hun ønskede dette, hun kunne ikke længere benægte det.
Hendes øjne lukkede sig kort igen, mens hun prøvede at nyde dette sekund. Hendes minder bragte hende hurtigt tilbage i deres varme bløde seng. Vinduet der var åbnet, mens at en blid vind føjede sig ind og kælede omkring hendes nøgne hud. Hvordan hun forblændet af elskov havde kigget ind i manden ved hendes side øjne, hvordan følelsen af at være ligeglad om hele verden var i gang med at brænde ned, blot hun var sammen med ham. Hans lange åndedrag tvang hende dog tilbage til virkeligheden, men de ord som der slog hende. Fik en bølge af chok til at glide igennem hende. Var hun virkelig klar til at høre disse ord? Ville hun ikke hellere elske hvis han blot havde sagt han hadet hende, at han rejste sig op og gik? Ville det et eller andet sted så ikke være lettere at bære, at han så havde forladt hende. Alle disse tvivl, alle spørgsmålene hun havde haft forsvandt, da hun pressede sine læber imod hans. Hendes frie hånd lagde sig hurtigt omkring hans nakke, mens fingrene lige så stille begravede sig i kanten af hans hår. De havde delt et kys tidligere på denne aften, men intet kom i nærheden af de følelser som hun lagde i kysset dette øjeblik. Fuldt af længsel, af kærlighed, hendes bedste måde at besvare de ord der var kommet ud af hans mund.

Hun ved ikke hvor længe hun fik lov til at gøre dette, hun var ligeglad, mens hun forsvandt i ecstasyen af længslen mod hans krop. Men en lav stemme brød igennem ind til hende, ind til at hun tydeligt kunne høre ordene ’’HVAD FANDEN SKER DER HER!?’’ en meget gal hotel manager, stod og stirrede frem og tilbage mellem dem, det smadret glas, flammer der stod ud fra den sal hun var hoppet fra. Og resten af de skader, som deres… genmøde havde forsaget.

Dominic havde sænket sine øjne, før han kunne nå at se hendes reaktion på hans ord. Han erklæring. Han vidste godt at han ikke burde tillade sig at elske hende... længere. Hvis nogensinde. Men det havde han, og gjorde stadig. Han havde lyst til at bide tungen af sig selv, ville ønske han ikke havde sagt det. Han regnede med at hun ville afvise ham. Skubbe ham væk i foragt, og han ville lade som om det hele var en joke - deres forhold, deres kamp, hendes tårer. Han ville smile, som han altid gjorde. Han lå og forberedte sig på ét af hendes mange vredesudbrud, men i stedet skete noget meget uforventet, noget han aldrig havde turde håbet på. Noget han havde længes efter lige siden han forlod hendes side. Han spærrede overrasket øjnene op da hendes læber pressede sig imod hans. Der var ingen tvivl om at hun gengældte de følelser der havde dvælet i hans ord, og langsomt lod han øjenlågene glide i, og trak hende endnu tættere på for at kunne få alt ud af det kys de delte. Små delikate kuldegysninger skød op af hans ryg da hendes kolde fingre kærtegnede hans nakkehår. Som de lå dér og drømte sig væk i hinanden, skar en pludselig og særdeles irriterende lyd igennem stilheden. Dominic mærkede hvordan hans muskler trak sig sammen i irritation som han kneb øjnene sammen. Det var kraftedeme løgn. Han slap hendes læber med et suk og så direkte mod lydkilden, som manifestede sig i én eller anden vigtig bestyrer som tydeligvis var temmelig utilfreds med det kaos som havde fulgt med Tanja og hans genmøde. Han brummede, nærmere knurrede lavmældt, som han skubbede en arm ind under sig, strakte den, og på dén måde fik rejst sig. Han svajede kort mod tyndekraften og svimmelheden han tilsyneladende ikke var kommet af med, siden det lille besøg fra en mørkere afkrog af hans sind. Han fokuserede hurtigt, rettede kort på hans - engang - flotte jakkesæt, og lod fraværende sin ene hånd glide igennem det mørke hår så det lagde sig tilbage, bortset fra et par flyvske lokker, som faldt ned over hans pande. Han overvejede i en kort stund hvad han skulle sige til manden som så ud til at være ganske oprevet over situationen, som han måske heller ikke helt forstod sig på. Skulle han digte en løgn, eller fortælle at han ved et 'mindre uheld' havde sat ild til det ene værelse, mens hans eks kone havde kastet dem gennem et vindue... etcetera etcetera.
I stedet valgte manden at rykke nærmere mens hans arme viftede omkring ham og han beskyldte Dominic for at have ødelagt hotellets ejendele og skabt et kæmpe påstyr for gæsterne og noget med at tilkalde politiet. Dominic hørte ikke længere efter, men var i stedet begyndt at lede efter sin stav som nok lå ét eller andet sted i sneen. Imellemtiden talte hotelarbejderen til Tanja.
Han sparkede tilfældigt til sneen, indtil hans skospids stødte på noget hårdt. Han bukkede sig ned og samlede staven op, børstede påpasseligt sneen af den, inden han rettede blikket mod manden og Tanja. Han gik tilbage til dem, ignorerede manden som råbte ham ind i hovedet, som Dominic bøjede sig ned, greb fat om Tanjas arm og hjalp hende op på benene. "Klarer du den?" Spurgte han mildt, men alligevel gled et drillende smil indover hans læber. Selvfølgelig gjorde hun det. Hun var ikke spor svag af sig, men han kunne ikke undlade at indikere at hun skulle forestille at være en delikat og skrøbelig kvinde. Hun havde trods alt gennembordet hans ryg med glasskår for ikke så frygtelig lang tid siden. Temmelig hovmodigt efter hans mening. Men det var en del af hendes charme - men Dominic havde nu også en rimelig mærkelig smag.
Manden hev fat i Dominics skulder og råbte af ham, at han skulle betale for skaderne. Men i stedet drejede han hurtigt hovedet, stirrede kort på manden - som hurtigt krympede sig under hybridens flammende blik, hvorefter Dominic i en lynhurtig bevægelse knockoutede den arme mand med sin albue - direkte i hans hoved. Manden faldt til jorden og Dominic sendte ham et misbilligende blik imens han atter rettede på sit hår, som havde fløjet omkring ham ved hans hurtige bevægelse.
Dominic rømmede sig og vendte blikket mod Tanja. "Er det nu vi løber bort sammen?" Spurgte han lavmældt. Ordene lød som en spøg, men der var spor af alvor i hans mørke stemme.