En tur i Eau //Dominic//

Sted :: Eua - Storcenteret
Dato :: IRL
Tid :: 17:34
Omgivelser :: Butikker, Caféer.. Folk der shopper osv.
Vejr :: Støvregn udenfor
________________________________________________

Det var ved at være sent, så de fleste restaurentter var allerede i gang med at gøre klar til at folk kom og spiste aftensmad på deres shoppingtur. I blandt de mangle shoppere, der rendte rundt inde i Eau, kunne man tydeligt se en pige rendte rundt med langt lyst hår, og en lille lyseråd stribe i pandehåret.
Hun virkede anderledes af de andre der rendte rundt herinde. Hun interesserede sig ikke for at shoppe eller finde et sted at spise, hun stod bare stille i den store mængde der bevægede sig som prikker i skak... Inderst inde ønskede hun at nogle gad gå hen til hende og snakke med hende, i stedet for uden om hende, men selv gjorde hun ikke andet end at analysere dem

//mistede lige krea i mellemtiden, så hvis det er mærkeligt at forstå så er det derfor//

//er du der?//

Eua lignede sig selv af disse dage. Der var larm fra folkemængden og dens evindelige mumlen, som blev til en bred og høj baggrundsstøj. Det tog kun et par få øjeblikke for at vende sig til det.. Derefter, lagde man ikke spor mærke til det. Dominic- den ældre dreng som sad på en tilfældig bænk i en tilfældig gang, betragtede åndssfraværende den evigt bevægende og livsfyldte menneskemængde. Mennesker.. Han ænsede ikke ret mange andre racer... Njah. Der var nok heller ikke ret mange som gad begive sig et så menneskefyldt sted hen, som Eua. Men det havde Dominic. Han havde ikke noget imod det. Dét at blive opslugt af mængden og nærmest gjort usynlig. Dog var det en smule svært, med hans udseende. Hans meget iøjenfaldende dystre udseende. Selv hans aura var mørk og dunkel. Kunne nærmest mærkes hvis man kom for tæt på, og gjorde at der var en ret så stor afstand fr aham, og til den levende slange af mennesker. Hver på vej til sit eget mål, hver fordybet i sin egen specifikke verden. Man kunne sige at hans tid var mere og mere drevet af kedsomhed.. hvilket somregel, ikke førte noget specielt godt med sig, når han begyndte at blive kreativ og finde på noget underholdning. Noget han fandt morsomt... og han havde en ret så syg humor. Nu var det bare at vendte.. Der ville nok dukke noget op..

Xio som pigen nu engang var blevet døbt, stod der midt i den menneskelige slange, der bare strømmede forbi hende, og rundt om hende som bølge på stranden. Hun lukkede øjnene ganske kort, ventede og lyttede på at mængden gik i opløsning for at gå hen og spise. Nu stod hun bare der med nogle få der rendte forbi hende og kastede et underligt blik over at hun stod stille..
Xio selv havde nu blikket med en særlig dreng, en der havde fanget hendes opmærksomhed, en der havde fået hende til at smile blidt. Hun kiggede mod en lidt dyster dreng der sad i nærheden, henne på en bænk. Men lige nu ville hun ikke nærme sig..hun ville hellere vente på hans reaktion

Efter en rum tid, falmede lyden fra menneskemængden, som den selv skrumpede ind. Hans blik søgte kort op imod et ur, som hang oppe på den ene væg. Klart.. Det var ved at være det menneskene kaldte spisetid. Han selv, var ikke særlig sulten. Det var han aldrig.. Han skulle ligesom.. have ånden over sig, før sulten slog over. En underlig vane. Han drog et suk, dannet af kedsomhed, og lænede sig tilbage. Der lød et lavmælt 'klonk' da noget slog imod bænkens sæde, som han lænede sig tilbage. Han himlede irriteret med øjnene og hev en formél stok op fra sit bælte, hvor han hægtede den, hvis han skulle bruge hænderne. Begge hænder. Han fæstnede hånden omkring sølv kobrahovedet, som udgjorde 'håndtaget'. Disse redskaber, var kun set hos rigmænd og var også ganske velkendt i dén verden. Han lod stavens 'stamme' glide imellem sin frie hånd, indtil den var så højt hævet, at slangen stirrede ham ind i øjnene. Hans greb var derfor fæstnet nede ved roden af stokken. Han lagde hoved svagt på skrå og betragtede det fine objekt. Mange samlere, ville kalde det unikt og for et dyrebart smykke. Han selv bar rundt på den af en helt anden.. og langt mere.. blodig grund. Et skævt og ikke specielt rart smil gled indover hans læber ved dén tanke. Hans blik fokuserede pludseligt på noget i baggrunden af slangehovedet -som udgjorde håndtaget af staven - og fokuserede på en pige som var stoppet op og -rent ud sagt - stirrede på ham. Han hævede let det ene øjenbryn og sendte hende et skeptisk og dog undrende udtryk. Det var ikke ofte folk turde gøre sig opmærksom for ham... Men hvis hun virkelig var så opmærksomhedssøgende, så hvorfor ikke lade barnet på sin vilje? Han hævede atter staven og førte den bagud. Lagde den vandret bag nakken, så den lå henover begge hans skuldrer. Han greb om den med sin frie hånd, så han holdt om den med begge hænder. Han rejste sig op og tårnede sig højt over de fleste. Meget høj var han, og gjorde ham endnu 'farligere' af udseende. Et skævt smil banede sig vej over hans læber og hans blik havde fæstnet sig på pigen foran ham. "Do you like what you see?" Spurgte han i et drilsk og dog provokerende toneleje, og lagde hoved svagt på skrå, og så pigen an. Måske var der underholdning i sigte, måske ikke. Det ville tiden vise...