Hate to fear ~ Open. (XXX)

Lyden af et plaster, der med ét træk blev hevet væk fra et stykke hud, lød i et af hospitalets mange værelser. Derefter kunne de to tilstedeværende i rummet bare lytte til ekkoet fra et smertefuldt klynk, der langsomt forsvandt ligeså hurtigt, som det var kommet. Det gjorde altid fandens ondt, når man skulle fjerne et plaster, når såret var helet nok til at der ikke længere strømmede blod ud.

En ungdommelig mand sad på en komfortabel kontorstol, imens at en endnu yngre kvinde foran ham, sad på knæ med det lettere blodige plaster imellem to af hendes lakerede negle. Hun smilede triumferende, i stor modsætning til manden, hvis øjne stod en smule i vand. Kvinden rejste sig op og spankulerede nærmest hen til skraldespanden ved siden af værelsets eneste dør, som om hun lige havde kureret en ellers uhelbredelig sygdom. Manden løftede hånden, og lod tungen strejfe det endnu ømme kød, der ikke kun nu dunkede pågrund af den voldsomme måde hun brutalt havde revet plasteret af, men også fordi at fingeren nu igen fik luft til den store kløft af et åbent sår, der nærmest fyldte halvdelen af fingerens højre side.

Efter at kvinden havde smidt plasteret ud, gik hun tilbage imod manden, og satte sig selvsikkert på den anden kontorstol, ikke langt væk fra hendes patient. Hun flettede sine fingre, og placerede hænderne på skødet, med krydsede ben, som om hun havde virkelig bare havde gjort noget, der fortjente stor respekt.
Manden sukkede, idet han kunne se at hun skulle til at bruge sin spinkle, dybt irriterende stemme igen. Som forudset, begyndte hun at snakke til ham med en tydelig fryd.

"Det var da ikke så slemt, var det vel, Woren? Nej nej. Det gjorde næsten ikke ondt, det er jeg helt sikker på! Men hvorfor i alverden skar du fingeren halvt over? Det var meget dumt gjort! Håhåhå! Super idiotisk, hvis jeg må være ærlig!"

Den kvindelige sygeplejerske lod den ene hånd være foran hendes mund, imens hun grinede skingert. Det skar i Worens ører, og uden at tænke på konsekvenserne, tog han fast i den nærmeste genstand - en azurblå bordlampe - og kylede den i fjæset på kvinden. Hun faldt med en heftig blodnæse ned på gulvet. Hendes krop rystede, blodet sivede ud af næseborene og panden, hvor lampen havde ramt med størst kraft. Han stirrede på hende, og lagde mærke til hvor meget begge hans hænder rystede.

Hvis en eller anden kom ind nu, var han på spanden. Ikke bare lidt, men meget. Sygeplejersken på gulvet skælvede stadig med hele kroppen, og hendes øjne var blevet helt hvide. Han bed nervøst tre af sine fingernegle - hvad i alverden skulle han gøre?

Folk på hospitalet havde ikke helt så travlt som de plejede. Eller det var vel normalt på denne tid. Det var for tidligt til der blev drukket ordentligt igennem og for sent til at små børn blev sendt til observation for halsbetændelse. Men alligevel var der ikke helt mennesketomt. Der var altid noget at lave for både læger og sygeplejeske. Hvorfor denne lille pige gik rundt på gangene alene forblev dog et mysterium.
Autumn’s små skridt syntes at blive hurtigere. Hun så sig hurtigt fra side til side hver eneste gang hun passerede en ny dør. Hun opdagede hurtigt hvordan farvene skriftede brat for at forklare hvor hun var hende. Hun så kort ned af sig selv og lagde mærke til de forskellige streger der var blevet malet på gulvet. Det her sted var underligt anlagt. Men det skulle jo også være nemt at finde omkring. Måske ville en GPS passe bedre til den nutidige form for at finde frem til sit mål. Det hele var jo blevet så moderne nu. Alt skulle være elektronisk. Alle gik rundt med en mini telefon på sig. Om man brugte den eller ej var forskelligt. Men alle havde en nu om dage. Og det meste af ens mad blev lavet i mikrobølgeovnen.

Uden at hun overhoved tænkte over det stoppede hun lige ud foran en af de lukkede orange døre. Og inden hun nåede at opfatte noget blev håndtaget trykket ned og døren åbnet. Det var mødte hende var ikke forventet. Hun stoppede brat og et svagt skrig kom til syne men hurtigt kvalt af en hånd der dækkede for hendes mund. Hun stod bare stille. Hendes klare blå øjne var blevet spærret godt op og stirrede forvirret mod den kvinde der lå på gulvet. Blodet flydende fra hendes næse og pande var ikke noget specielt kønt syn. Også selvom hun havde set værre. Hun var som frosset fast til det sted hun stod men hun kunne stadig bevæge en smule på sig. Langsomt drejede hun hovedet og fik rettet hendes forskrækkede blik mod den anden person i rummet. En ung mand. Og efter at tage efter hans store interesse for hans hænder antog hun, i første indtryk, at han var gerningsmanden. ”Wha-what the…..hell…” lød det usikkert fra hende imens hun så tilbage mod kvinden på gulvet. ”Hvad fanden er der sket??!” udbrød hun så lidt højere. Panisk. Turde ikke helt gøre så meget andet end at se frem og tilbage.
Hun sank en klump der havde sat sig godt fat i hendes hals og generede hende noget så gevaldigt. Hun hørte endelig døren lukke sig bag hende. Tilsyneladende havde hun ikke mere fat i håndtaget. Duften af blod havde virkelig fyldt rummet ud. Ikke særlig behageligt. Hun var blot kommet her til for noget smertestillende og en kort undersøgelse. Og nu stod hun med dette på hukommelsen. Endelig fik hun taget sig sammen til at nærme sig kvinden. Havde dog stadig de dukkelignende øjne rettet mod den ukendte mand. Hun satte sig forsigtigt ned ved siden af kvindens hoved. Prøvede ikke at snuse for meget ind. Hun ønskede ikke mere hovedpine en ellers. ”Dig.. Papir..Nu!” sagde hun rimelig punktligt. Og trods hendes stemme rystede lød hun bestemt og mild kommanderende. ”Og få fat på nogle ansatte..!” Hun var ikke vant til sådan en situation. Det var nok også derfor hun reagerede så forskelligt. Selv hendes hænder var begyndt at ryste. Og hun bed sig samtidig nervøst i underlæben.

Kniiii...

Han stirrede forfærdet på dørens håndtag. Hjertet slog langsommere og langsommere, i takt med at håndtaget rykkede nedad. Sygeplejersken rystede lidt mindre nu, men hun var tydeligvis stadig i shok. Han lod for en kort stund blikket falde på kvindens brystkasse, der udvidede sig i ubalancerede stød. Woren kunne tydeligt høre hvordan hendes åndedræt også var ude af takt, og en svag bekymring for kvindens liv prikkede til hans logiske sans. Men kun meget kort, for hans opmærksomhed blev hurtigt stjålet igen, da den unge pige trådte indenfor med et svagt hvin.

Fuck!, tænkte Woren, da pigen begyndte at stamme sig frem til en sætning. Han overvejede at løfte hænderne, som et tegn på at hun skulle falde til ro, selvom han selv var lige ved at gå i panik. Men han nåede ikke længere end til idé-stadiet, da pigen endelig syntes at fatte sig selv.

Han tog sig selv i at være tæt på at snerre advarende af hende, da hun nærmede sig kvinden på gulvet. Men et eller andet holdt ham tilbage - tanken om at ligne et vilddyr mere og mere gjorde ham utilpas. Og så forstod han pludselig, hvorfor han uden større grund, havde kylet lampen i ansigtet på sygeplejersken. Hver eneste gang månen var tæt på at blive hel, blev han altid aggressiv. Han kunne sidde en rolig aften og drikke en forfriskende kold øl ved en bar, og pludselig kyle flasken med øllen ind i væggen. Kun fordi han måske havde set en forbipassende flue. En grim flue.

Pigen begyndte at kommandere med Woren, og det brød han sig slet ikke om. Nu var det ikke kun virussens skyld, at han rent faktisk snerrede af hende. Det var også hans fortid som landsbyens bølle, der overtog hans mentale sind. Godt nok gjorde virussen ham til tider underdanig, men den tøs skulle fandme ikke komme og bestemme her. Overhovedet ikke!
Han spyttede efter hende, håbede på at ramme enten hans brystkasse eller hendes næsetip, og begyndte så at tale til hende med en tydelig vrede i den dybe stemme, der passede til hans muskuløse udseende.

"Dit lille stinkdyr. Fjern dig fra den kælling af en sygeplejerske, eller jeg flår halsen op på dig. Og tro mig, det bliver ikke med en kniv!"

Han snappede advarende med tænderne, som en ulv, der vil vise dens tænders kræfter. Han nærmede sig langsomt for ikke at skræmme hende så meget, at hun ville løbe ud på gangen og gør det ret så svært for ham at stikke af. Uheldigvis lå politistationen alt for tæt på, og et skrig fra denne pige, kunne nemt tiltrække ret så mange bevæbnede muskelbundter. Han gned tænderne imod hinanden, og strammede automatisk sine halsmuskler. De blev tydeligt markeret, og gjorde kun hele hans udseende så meget mere brutalt at se på.

Af en eller andet grund blev hendes ene hånd i en enormt hurtig refleks sat op foran hendes ansigt som ville hun beskytte sig for noget der kom mod hende. Rent instinkt. Også selvom det blot vidste sig at være en lille klat spyt fra modpartneren. Dette undrede hende men ikke lang tid efter fik hun vel et svar på hvad det skulle betyde. Meget hurtigt så hun atter mod manden foran hende der tilsyneladende var af varulve blod. Eller i hvert fald smittet med et eller andet. Hun var ikke sikker. Det var første gang hun nogensinde havde stød på en lycan så hun kunne ikke sætte en finger på et specifikt væsen.
Autumn stirrede mere skræmt mod ham. Hans ord borede sig direkte ind i hende og satte sig fast som et ekko. Hun havde aldrig haft noget specielt godt skjold imod trusler. Og hun var blevet klog nok ikke at spille helt i lige i det her øjeblik. Forsigtigt fjernede hun den ene hånd, der var skjult i ærmet på den blå og hvidstribede bluse, og som før havde prøvet og stoppe blødningen i kvindens pande. Idet at hun kunne fornemme at manden kom nærmere rykkede hun automatisk mere og mere tilbage. Nok lidt hurtigere end han kom hen mod hende. Hun nåede i hvert fald efter kort tid en af de mure der udgjorde lokalet de befandt sig i. Et svagt gisp forlod hendes strube idet hendes ryg blev ved med at blive presset mod muren som prøvede hun stadig at komme længere væk. Opgav dog noget tid efter.
Nu var det ikke kun hendes hænder der rystede. Det var nu hele hendes spinkle krop havde sat i gang. Også selvom det stadig kun var hendes hænder og skuldre der rigtig var synlig i bevægelse. Hun tog ikke på noget tidspunk blikket fra den truende person foran hende. Nok var hun meget muligt født et stærkere væsen. Men hendes sind var stadig som et menneske. Og lige nu troede hun virkelig at han ville springe på hende hvert øjeblik det skulle være. ”Don’t…don’t..” stammede hun svagt alt imens at hun prøvede at berolige sig selv. Hendes vejrtrækninger var blevet en del hurtigere i takt med at hendes hjerte galopperede af sted.
Hvilken ubehagelig situation hun var endt i. Hun følte sig helt forsvarsløs. Vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun vidste at hendes ben knap nok ville kunne holde hende oprejst nok til at løbe væk. Og så var der også døren der kunne være et problem for hende at komme igennem. Hun vidste hvor tunge de var her på hospitalet. Og hvad nu hvis den var gået i bagløs? Alle mulige negative tanker løb gennem hendes hoved og havde det lidt som om det hele var uægte.

”Please.. Don’t hurt me…” lød det igen fra hende da hun endelig fik taget blikket fra ham. Hun drejede hovedet i profil og klemte hårdt øjnene i. Hendes ansigt udviste ikke andet en uskyldig frygt. Det var tydeligt at hun både var bange og ikke havde det særlig godt. Hendes ben blev trukket mere op til hende men hendes arme hang stadig bare ned langs siden. Hænder var sat fladt ned mod gulvet.

Woren rystede irriteret sit hoved, og knurrede en ekstra gang, da pigen med et svagt stød ramte væggen. Han stirrede glubsk på hende, og trådte endnu et skridt frem, så skosnuden var lige ved at knalde ind i sygeplejerskens ribben. Hvis ikke han havde stoppet foden, lige før der kom et sammenstød, ville der have lydt et ubehageligt knæk fra kvindens ribben. Til hendes held, skete det dog ikke.

Sygeplejerskens rysten blev svagere, men tilgengæld kunne man pludselig gyse over den strøm af savl, der flød ud af begge hendes mundvige. Woren stirrede afskrækket på den klistrede masse, der satte sig i hendes ellers kortklippede hår og lavede små pytter på gulvet omkring hendes hoved. Instinktivt fløj en hånd op foran hans mund, idet maven begyndte at skubbe den allerede fordøjede frokost op igen, med en ubehagelig rumlen. Hans øjne blev store, og de fik nærmest en rød kant, sammentidigt med at et par ensomme tårer pressede sig frem. Han brød sig overhovedet ikke om hvordan sygeplejersken så ud.

Endelig kunne han gøre sig fri for at glo på den afskyelige sygeplejerske, for at holde pigen fast med blikket. Hvis hun stak af, ville det være enden på livet som han kendte det. Men hvad i alverden skulle han nu gøre? Det var tydeligt, at tøsen var bange og ikke så ud til at ville gøre nogen form for modstand, men de kunne jo ikke blive ved med at stå sådan her. På et eller andet tidspunkt ville en eller anden træde indenfor, og så ville der helt sikkert blive slået alarm.
For helvede... tænkte Woren, imens han kradsede sin lettere skæggede hage. Han havde ikke haft tænkt på at barbere sig de sidste 2 dage, og desværre voksede hans kropsbehåring en del hurtigere, end normale menneskers. Især tæt på fuldmånen syntes det at gro så meget, på alt for kort tid, så man nærmest kunne iagtage det vokse. Han fnøs irriteret.

Woren begyndte at spekulere, imens hans øjne stadig begloede pigens ansigt. Hvad fuck gør jeg nu med hende..? tænkte han for sig selv. Han gnubbede stadig hagen med fingrene, og løftede karakteristisk det ene øjenbryn med et vurderende, nærmest roligt blik.

Autumn holdt godt øje med hvordan at denne fremmede mand fik sat sig ved kvinden. Og hånden der blev sat over hendes mund. Men det næste fik hende dog til igen at se væk igen. Det var ikke helt noget hun havde forventet. Hvad var der dog sket med den kvinde? Hun var beæret over ikke at være kommet ind i lokalet tidligere. Hun følte virkelig hvordan hun havde håbet hun ikke var gået forkert. Og hun ikke bare havde moonwalket ud igen og lukket døren og ladet dem om deres. Hvorfor fanden skulle hun altid være som hun var?
Et sted ville hun gerne sige noget. Bare et eller andet. Men hun kunne ikke få nogen ord frem i øjeblikket. Samt at hun ikke havde nogen idé om hvad hun egentlig skulle sige. Det var underligt. Hun sad bare der og havde trængt sig op i en krog. Men det virkede et øjeblik som om at hun ikke behøvede være her. Eller måske var det bare hende der håbede hun bare kunne gå igen. Den tanke forsvandt nu hurtigt igen da varulves blik igen blev rettet mod hende. Og hun stivnede med det samme. Stirrede tilbage. Sank endnu en klump der havde sat sig fast i halsen på hende. Det var ubehageligt.
”Hør.. Vi er virkelig nød til at tilkalde…hjælp..” fik hun så endelig frem. Meget forsigtigt og toneniveauet var ikke så højt. Og hendes stemme var stadig usikker anlagt. Hun havde allerede på fornemmelsen at det ikke lige var hvad hun skulle sige men det var lige i øjeblikket det som faktisk bekymrede hende. Også selvom hun havde en tikkende bombe foran sig. Hun havde skam allerede opdaget at han havde en kort lunte. Og det virkede ikke til det kun var nu. ”Hun har brug for..” Hun stoppede sig selv. Hovedpinen begyndte igen at knage noget så gevaldigt. Panikken var stået op ad. Og rystelserne i hendes hænder var blevet en smule værre. Om det var direkte angst kunne man ikke ligefrem sige.
Den ene af hendes hænder begyndte forsigtigt blive ført hen til den ene af sine bukselommer. Og med samme forsigtighed fik hun langsomt trukket en lille hvid æske. Lyden af piller der trillede rundt i plastikbeholderen syntes at være forstærket men det tog hende ikke fra at, med samme hånd, at prøve og skrue låret af. Stadig med sine store blå øjne rettet mod den unge mand. Det var først da hun mistede taget i pilleæsken at hun tog blikket væk. Hun hørte med det samme hvordan at den faldt til gulvet og de små hvide smertestillende piller trillede ud og spredte sig på gulvet omkring hende. Og det eneste der løb gennem hendes hoved i det øjeblik var: shit. Og lige så hurtigt hun havde set væk så hun frem mod fyren foran sig igen.

Da de hvide piller viste sig for Worens øjne, begyndte han at hyle som en skræmt sindssygepatient. Han sparkede uopmærksomt den stadigt nær-bevidstløse kvinde lige i skulderen, idet hele hans krop lavede en spektakulær drejning, for at kunne rykke sig langt væk fra pillerne, der klirrede og knasede imod gulvet. Han stødte med tuden og sådan set hele forkroppen imod væggen, da han havde foretaget den pludselige bevægelse uden at tænke på at han befandt sig i et nærmest klaustrofobisk lille lokale.

"Av for satan!" Woren tog sig til næsen, der langsomt begyndte at dryppe små, talrige og ret så mørkerøde pletter. Selv med begge hænder for næsen, lykkedes det den klistrede masse at glide imellem fingrene, og lande med små dryp på gulvet. Han indså efter lidt tid, at selvom han rystede af skræk på grund af pillerne på gulvet og i pigens lille æske, så måtte han finde et stykke papir at dække næsen med. Så efter at have knebet øjnene tæt sammen i et forsøg på at glemme sin rædsel, vendte han sig om med nervøse bevægelser. Hans blodige hænder slaskede imod den nederste kant af hans hvide t-shirt, og hans blå knæbukser, der strammede ret så meget imod hans lettere behårede lår. Han stirrede tavst, frygtsomt, på pigens hånd, der holdt fast i den hvide æske med nogle af pillerne, imens han fremstammede et par ord, tydeligvis med stor ubehag. Han ønskede bare noget så inderligt at stikke af!

"D.. Du må.. Må.. Må fo.. Forhelvede.. Fjer-fjerne de p.. pi... pill... Piller!"

Reaktionen der opstod kom noget bag på hende. Det var langt fra noget hun havde forventet. Hun havde i alt frygt kun set ham springe på hende og flæse halsen åben op hende så blod ville sive, muskelmasse revet itu samt knogle der ville vises. Men nej. Han veg med det samme tilbage som en elefant veg tilbage ved synet af en lille uskyldig mus. Autumn så nærmest forundret mod varmennesket. Hun blev nu stadig skræmt over. Hun havde ingen idé om hvad fanden der foregik. Hvorfor så han pludselig så skrækslagen ud? Hvad var det der skræmte ham så meget lige pludselig? Svarene fandt dog selv sin vej frem til hende. Hans blik der stadig var som boret ind i hende så mod hende igen og hun kunne ikke andet end at opdage hvordan blod havde startet med at løbe fra hans næse efter sammenstødet med den modsatte væg. Hun fulgt hans hænder som de tørrede sig rene i hans tøj. Men hvis man så bort fra alt det hørte hun tydeligt alt hvad han sagde. Også selvom hans stemme var knap så kraftig som før.
I forståelsens time blev de klare blå øjne igen spærret op. Hun virkede ikke helt så fyldt med frygt men mere panisk i øjeblikket. Hun tog sig ganske lidt at sidde og bare stirre på ham inden hun rent faktisk fik gjort noget i det han sagde. Som den ynkelige pige så hun ikke dette som en svaghed hun kunne bruge men blot som noget der kunne stikke en hårdt i maven. Og i en hurtigt dog lettere elegant bevægelse kom hun op og sidde på sine knæ. Og som prøvede hun at fange kakerlakker begyndte hun at fange de hvide små sataner der havde fundet sin vej ud af plastikæsken. Hun panikkede og eftersom hendes hænder blev ved med at ryste som var fanden havde hun svært ved at putte mere end en i af gangen. Hun smed sig nærmest hen over gulvet omkring sig og hvis man holdt godt øje kunne man se hvordan at når hun rakte efter nogle af pillerne der havde trillet lidt for langt væk fra den trygge zone hun var i, var det som om de begyndte at trille hen mod hende. Ganske forsigtigt.

Efter en hård kamp fik hun endelig skruet låget på. Og hun følte hvordan hun bare slappede en smule mere af. Hun sad endnu på sine knæ med hænderne, der holdt stramt om pilleæsken, hvilende i sit skød. Hun så atter mod den unge mand med et mere eller mindre undskyldende blik. ”S-Så..” fik hun stammet frem. Hovedpinen gnavede stadig men lige nu var det ikke noget hun rigtig kunne gøre noget ved. ”Tag..Tag det rolig. Je-Jeg gør dig…ikke noget.” Om det lige var det der ville få stemningen til at blive mere behagelig anede hun ikke det mindste om. Men hun prøvede da. Hendes lange mørke totter af hår hang pjusket lidt ned over hendes kønne ansigt men hun gjorde intet for at få dem fjernet. Der var andre ting at bekymre sig om.