Alone in all this fear - Valerie.

Sted ;; Biografen - Cinéma.
Omgivelser ;; Et par stykker ...
Vejr ;; Det blæser og regner en del.
Tid ;; Aften - omkring klokken ti.
Dato ;; Det er d. 12. august ...

Larm. Det var dét, der fyldte det meste af biografens grund. Råben og små løbende trin fra de små, legende og utålmodige børn. Lavmæl snakken fra de voksne. Raslen fra kasseapperatet, der konstant og hele tiden blev slået op. Det eneste sted - indenfor Cinémas areal - hvor der ikke blev larmet var lige udenfor. Der var dog heller ikke synderligt mange. De fleste - der havde vovet sig udenfor under biografens halvtag - stod og røg. Det var ikke mere end tre folk, der havde sneget sig herud. To, ældre børn - teenagere ville man så nok kalde dem - der hver stod med en cigaret i hånden og pumpede røg ud i luften. Forpestede miljøet med dét - og så var der én anden. Ikke ligefrem den mest hyggelige gut at se på. Bare hans beklædning skreg nærmest 'hold dig væk'. Sorte, tætsiddende bukser med sikkerhedsnåle sat ned begge ben i det læderlignend stof, som bukserne var lavet af. Sorte, opsnørede militærstøvler med stålplader både under selve skoens bund og på skosnuderne. En langærmet, - mindst lige så tætsiddende som bukserne - sort læderjakke og ligeledes sorte handsker, hvor fingerdelene manglede, og der hen over knoerne var sat hvide nitter, der godt nok ikke var helt så hvide længere. Malingen var blevet slidt af under alle de slagsmål, han havde deltaget i. Han strammede sit greb om den skruenøgle, han havde i hånden og trådte et halvt skridt bag ud. Lod sine døde øjne glide hen over de filmplakater, der hang på den hvidmalede betonmur. Valget stod imellem en splatterfilm eller en gyser, der havde fået yderst gode anmeldelser. Hævdede at filmen ville skræmmene bukserne af én. Yeah, som om. Dét ville han gerne se. Ville gerne se en film, der rent faktisk kunne skræmme livet af ham - Chase Terror. Efter lang tids overvejelse endte hans valg på splatteren. Det var ligesom også ret oplagt, hvis man først havde lært ham at kende; og så trængte han til at se blod. Se noget rødt. Se folk få skudt hjernen ud af kraniet med en ordentlig uzo. Han fortrak sine mundvige i et ualmindeligt grumt smil, inden han afgørende nikkede med hovedet. Forhåbentligt var der stadigvæk flere pladser. Men det var ikke dens præmiere heldigvis. Så der var vel en ret stor chance for, at der var billetter tilbage.

"So tell me when you hear my heart stop. You're the only one that i knows. Tell me when you here my silence. There's a possibility I wouldn't know". Valerie sang hendes ynglings sang lavmelt mens hun gik med raske skridt mod biografen. Hun elskede at hører musik mog Possibility var abselut hendes ynglings'sang. Hun vidste faktisk ikke rigtig hvorfor, hun kunne bare godt li melodien. Den mindede hende lidt om den vuggevise, hende mor plejede at synge for hende da hun var lille, før hun skulle i seng. Hun sukede let mens en tåre løb ned ad hendes kind. Men hun tørrede den straks væk med sit ærme. Hun ville ikke græde. Hun tog en dyb indånding, tog sig sammen og gik videre. Da hun kom hen til biografen, stiod hun lidt og betragtede alle filmplakaterne. Hvilken skulle hun mon se? Efter hvad hun kunne se, gik der tre film i øjeblikket. En gyser, en slags splatter film og noget kærligheds'plader. Hun besluttede sig for at se splatteren. Hun kunn ikke holde ud at se på kyssende par og romantik i halv'anden'time. Hun havde fået nok af romantikken. Så hun stalte sig hen i køen, for at købe billetten. Mens hun stod der betragtede hun de mennesker der stod omkring hende. Hun så på de to teenage's'drenge der stod og røg. Hun systede på hovedet. Hun kunne ikke forstå hvorfor man ville ryge. Det skadede jo mere end der gjorde gavn. Men det måtte de jo selv om. Hendes blik vandrede videre til en tredje person, som stod lidt længere væk. Hun betragtede ham med et hævet øjenbryn. Han så ærlig talt lidt skræmmende ud. Det så ud som om han skulle finde ud af hvilken film han skulle se. Hun kunne ikke lade hver med at rykke et lille skridt tilbage, da et lumskt smil, dukkede op på hans ansigt. "Undskyld, kan jeg hjæklpe dem frøken" hørte hun en stemme spørge. Hun så sig forvirret omkring og opdagede at det var hendes tur til at betale. Hun havde bare glemt alt andet da hun fik øje på ham. Hun skyndte sig at købe billetten og styrtede så ind i biografen, hvor hun famdt sin plads, på 7'ende række, og satte sig ned, for at vendte på filmen skulle starte.

Chase lod endnu en gang sine øjne nærstudere filmplakaten i noget tid. Mm jo, det skulle være den. Uden tvivl. Det andet ville han overhovedet ikke se. Ville ikke bruge penge på det. Især ikke den der sukkersøde kærlighedsdokumentar. Han slog skruehovedet på sin svensknøgle mod sin frie hånds håndflade, nikkede bekræftende og drejede om på hælen. Listede hen til billetlugen, hvor han bukkede sig lidt ned og pegede med en tommelfinger hen på splatterfilm plakaten. Vedkommende der sad bag kassen kiggede noget usikkert på ham med et skeptisk løftede øjenbryn, men rystede så bare kort på hovedet og stak ham en billet. Han tog straks imod den, inden han smækkede det beløb - der svarede til billettens pris - ind ad det lille hul i billetlugen. Måske var det faktisk ikke det klogeste at bruge penge på det her. Han havde efterhånden en del, som han skyldte penge. Nåh, de måtte vel bare være lidt tålmodige. Han glippede kort med øjnene, før han skævede ned til billetten i hans hånd og luntede derefter lige så stille ind i selve biografen. Ind igennem den dør der førte ind til det rum, hvor filmen om lidt skulle starte. Han trådte indenfor i mørket, efter at have fået revet sin billet i stykker og missede en smule med øjnene. Forsøgte at tyde det, der stod på hans billet, men det var noget svært, da det var bælmørkt herinde. Eller næsten da. Der stod ... syv. Syvende række. Han løftede blikket fra billetten og spejdede rundt imellem de forskellige rækker, indtil hans øjne spottede dén række, hvor han skulle sidde. Med et svagt smil spillende på sine blege læber begav han sig med tunge, dog kvikke skridt hen til sin plads, - og det var først, da han kom helt derop, at han lagde mærke til den ukendte, unge pige. Han havde åbenbart fået æren af at sidde ved siden af en anden. Ikke at det generede ham. Tværtimod faktisk. Forhåbentlig var hun ikke så bange af sig. Han parkede sin røv i det røde biografsæde ved siden af hende, hvorefter han drejede sin overkrop en halv omgang og placerede sin ene albue på armlænet. Dét armlæn der vendte hen imod hende. Han trak efterfølgende på smilebåndet, så et væmmeligt smil blev dannet på hans læber og langsomt bredte sig. "Er sådan en film virkelig noget for dig?" Han skød sit ene øjenbryn i vejret og sendte hende et lettere drillende smil. Mente åbenbart ikke at hunkøn kunne se splatterfilm. Hun lignede mere én, der var til røde roser og ulykkelige tude pigefilm. Han kuplede sin ene hånd på hendes skulder. Kørte den få sekunder efter længere ned på hendes arm og lod en dæmpet, uhyggelig latter slippe ud imellem hans læber. "Hvis du bliver bange ... må du godt holde mig i hånden," tilføjede han - hviskende - med sin lidt hæse stemme. Han fjernede derefter sin hånd fra hendes skulder og lænede sig yderligere over imod hende.

Valerie sad i mørket og ventede på at den fucking film skulle starte. Hun sukkede let og gav sig til at se lidt rundt i biograffen. Der var godt nok ikke mange mennesker der skulle ind og se den. Nåh, men jo færre, jo bedre* tænte hun og pillede lidt ved en lok af hendes hår. Men det blev dog hurtigt kedeligt. Så istedet besluttede hun sig for at kigge på de mennesker der prøvede at finde deres pladser. Hun kom til at grine, da en høj, slank dreng faldt så lang han var og der fløv popcorn rundt til alle sider. Drengen rejste sig dog hurtigt op igen. Da han opdagede at Valerie grinede af hende, gav han hende fingeren og gik op for at finde sit sæde. Valerie skulede til ham og kiggede væk. Hun gad ikke se på hans grimme ansigt.
Imens hun sad i sine egne tanker, så hun at manden der havde stået udenfor, med et sorte tøj, kom ind i biograffen. Han kom op til syvende række og satte sig, til hendes forbavselse, ved siden af hende. Hun tog en dyb indånding og gav sig bare til at stirre på skærmen. "Er sådan en film noget virkelig for dig?" spurgte den lidt uhyggelige mand ved siden af hende. Hun vendte sin overkrop imod ham og svarede "Normalt ikke. Men jeg er bare så træt af alt det der romantiske pis". Hun lænede sig tilbage i sædet og gav sig til at stirre på skarmen igen. Men pludselig mærkede hun en der rørte ved hendes skulder. Hun drejede hovedet og så på manden, der langsomt førte hans hånd ned langs hendes arm. "Bare rolig. Jeg bliver ikke bange" sagde hun og trak hendes arm til sig. "Og hvis du ikke vil have et blåt øje, må du hellere læne dig tilbage igen!" sagde hun advarende og vente derefter ansigtet nod skærmen igen.

Chase løftede et af sine øjenbryn ved hendes sidste ord. Flyttede sig dog ikke. Valgte bare at ignorerer hendes trussel; som han ærlig talt ikke troede på ville blive til virkelighed, - men hvis det virkelig gjorde, så døde han nok ikke af et gå rundt med et regnbuefarvet øje i en uges tid. Efter lidt tid flyttede han sit blik over på skærmen. Lænede sig ind mod ryglænet, hvorefter han smækkede sine fødder op på det sæde, der stod placeret foran hans.
Hans smil var falmet en smule men bredte sig atter, da han for anden gang vendte sig lidt om. Rettede al sin opmærksomhed og interesse over på hende. "Har du et navn, stranger?" Han lagde sit hovede en anelse på skrå, inden han igen tillod sig at røre hende, da han diskret - eller så diskret som muligt - lagde sin ene isnende kolde hånd på et af hendes ben; det der vendte hen mod ham. Derpå lod han spidsen af sin tunge skille sine læber ad og kørte den dernæst hen over de to blåsorte metalringe, der sad i hans snakebite. Han havde åbenbart ikke tænkt sig at lade hende se filmen i fred. Ikke bare det der lignede. Nu var han pludselig ikke så interesseret i splatterfilmen mere - men i hende.

Valerie himlede med øjenen og gav sig til at se filmen. Men hun kunne ikke nyde den ret længe, da han spurgte om hendes navn. "Jeg kan ikke rigtig se hvorfor det rager dig" sagde hun stædigt og så irreteret på ham. Hvorfor kunne han da ikke bare lade hende være i fred og nyde filmen. Fyre, tænkte hun, det er så typisk, de skal da også altid være så irreterende.
Da hun igen vendte hovedet mod skærmen, prøvede hun virkelig at lukke tankerne ude og nyde den. men det var meget svært, da hun mærkede en isende kold hånd på hendes ben. Han havde åbentbart ikke tænkt sig at lade hende være i fred. Nåh men hvis det var sådan han ville have det... Hun drejede sin krop imod ham og stirrede ham ind i øjnene. Hun markede kraften sive igennem hendes krop og strømme ud gennem hende. Hun stirrede intenst på ham og afgav derefter et kraftigt stød ned gennem hendes ben...

Chase grinede kort af hendes rapkæftede svar, hvornæst han kørte sin hånd en anelse længere op på hendes ben. "Jamen, okay så. Hvis du vil forblive anonym, så er det fint med mig - trunte," svarede han med et dæmpet toneleje og løftede sit ene øjenbryn, der dog rimelig hurtigt igen røg ned på plads. Et enormt lusket og djævelsk smil forplantede sig på hans læber og bredte sig efterfølgende, da hun rettede hendes blik mod hans øjne - og han gjorde bestemt ikke noget for at abryde den; øjenkontakten. Lænede sig lidt længere ind imod hende med det mest skumle smil, hans læber kunne præstere. Skulle netop lige til at lukke munden op for at komme med en bemærkning, men blev i den grad forhindret og ledt ud af dén intention, eftersom han et splitsekund efter fik et ordentligt stød - der lod til at komme fra hendes ben. Dét ben hans hånd lå og hvilede på. "FOR HELVEDE!" bandede han højlydt og trak med det samme sin handskebeklædte hånd til sig. Fik tilsendt en del skulende og onde blikke fra de andre filminteresserede personer, der sad rundt omkring i biografen. Han rystede sin hånd i noget tid. Det føltes næsten som om, den brændte. Nu kunne han i hvert fald konkludere, at hun ikke blot var en sølle, normal menneskepige; men et væsen. Et overnaturligt ét. Men hvad hun var, vidste han endnu ikke. Han kneb sine øjne lidt sammen og sendte hende et dræbende blik, hvornæst han atter lænede sig ind mod hende. "Hvad fanden skulle dét til for?" snerrede han efterfulgt af en lavmæl hvæsen og fortrak sit ansigt i en fæl, olm grimasse. Klamme møgtøs.

Valerie smilte lumskt, da hendes stød havde fået ham til at bande højlydt. Normalt brugte hun ikke sin evne så meget, men den kunne jo være brugelig i hvise situationer. F.ek.s når en pervers psykopatisk mand kommer og rager på hende.
Hun løftede øjenbrynet da han stillede hende spørgsmålet. "Tja.." sagde hun og tænkte lidt over hvad hun skulle svare "Du kunne bare havde holdt dine hænder for dig selv" hvislede hun ug gennem sine sammenbidte tænder. Orh.. hvor hun dog afskyede denne mand der sad ved siden af hende. Hvorfor skulle alle mænd være sådan nogle rapkæftede, perverse, idiotiske spader? Devsærre kende hun ikke svaret.
Hun vendte sig mod manden. "Hvis du rør mig igen, giver jeg dig sådan et stød, at du aldrig ville kunne gå igen!" sagde hun truende med sammenknebne øjne.

Chase skulede kort til hende, inden han drejede sit hovedet og dermed vendt sit ansigt væk fra hende. Flyttede sit blik hen på skærmen, hvor filmen spillede. Gled lidt længere ned i biografsædet og fulgte skuespillernes mindste bevægelser, de foretog sig. Hans smil - der ellers var blevet tørret af af hendes ord - dukkede straks op, da et rimelig blodigt oprør begyndte. Skrig hørtes fra den ene kvindelige skuespiller, netop som manden; der åbenbart var 'the bad guy' - løftede noget, der lignede en blanding mellem en morgenstjerne og et eller andet fremmed, forskruet våben. Endelig. Vold. Blod. Den røde væske der løb inde i ens krop blev udgydet for hver gang morgenstjernen ramte kvindens krop. "Årh hvad, mand ..." mumlede han. Tydeligvis langt inde i filmen. Koncetrerede sig om den mindste ting, der foregik oppe på det store lærred. Han fortrak sine mundvige i et psykotisk, gruopvækkende smil, da blodet for alvor begyndte at flyde fra hunkønnets lemlæstede krop. Lod nu og da et dæmpet grin undslippe sine læber. Morede sig over dette. Han fik næsten selv helt lyst til at smadre et par kranier nu ...

Valerie så på manden med gru i blikket. Sad han virkelig og morede sig. Han morede sig virkelig! Hold kæft en psykopat. Hvordan kan man side og grine over sådan noget. Hun kunne slet ikke fatte det. Hvorfor var det netop hende der skulle side ved siden af den psykopatiske mand. Hvorfor lige hende?
Hun drejede hovedet og betragtede ham lidt. Han var tydeligvis fuldstændigt opslugt af filmen. Sikke en nar* tænkte hun og himlede med øjnene.
Hun så hvordan hans smil blev bredere og bredere jo mere blod der var i filmen. Til sidst kunne hun simpelthen ikke tage ham mere. "Ved du hvad?!" sagde hun og prikkede hårdt til ham "Du er simpelthen for meget, din psykopat!" sagde hun. Hun rejste sig hurtigt op, samlede hendes taske op fra gulvet og stormede ud af biograffen. Hvordan kunne nogle være så hjernelamme?.
Da hun kom helt udenfor, mærkede hun den friske luft der ramte hendes hud. Det føltes rart. Hun trak vejret dybt og rystede på hovedet. Hun ville bare glemme ham. Ja, det var hvad hun ville gøre! Bare ryste den nar ud af hovedet.
Hun satte sig ned på en bænk udenfor biograffen. Hun vidst ikke rigtig hvad hun skulle gøre. Hun kunne ikke bare tage hjem. Det havde hun ikke lyst til. Men hun havde helder ikke lyst til at gå ind i biograffen igen. Hun kunne ikke holde ham manden ud. Hun åbnede sin taske og fandt sin iPod frem. Hun tog hørertelefonerne i ørerne og tændte for musikken. Det beroligede hende lidt. At hører på stille og rolig musik.

Chase løsrev sit blik fra skærmen, da han mærkede en eller anden prikkede til ham - som naturligvis var hende. Løftede et øjenbryn af hende, efter hendes ord havde forladt hendes mund. Havde hun et problem eller hvad? Tydeligvis. Hun kunne åbenbart ikke døje ham. Sikke en bitch. Han sagde ikke noget til hendes bemærkning. Fulgte han blot lige så stille med øjnene, idet hun rejste sig op og derefter gik. Forlod biografen. Eller også skulle hun bare på toilettet. Han grinede indvendigt ved den sidste tanke, inden han kastede et enkelt blik hen på skærmen. Det lod til at volden havde lagt sig. Blodscenen var forbi. Han bed sig lidt i underlæben, før han beslutsomt rejste sig fra sin plads. Listede ud af biografen. Ud i den lille lobby og videre ud. Helt udenfor. Hvor hun som forventet var. Havde flygtet herud. Hans blik spottede hende hurtigt, og han luntede dernæst hen til hende med målbevidste og raske skridt. Det klirrede næsten, når han gik - på grund af de metalplader der sad naglet fast under hans sko. Stoppede først da han var helt henne ved hende. Tog et til skridt og satte sig ned på bænken ved siden af hende. Rykkede helt op af hende. Dog rykkede han rimelig hurtigt væk igen - ville ikke risikere at få flere stød. "Hvem har pisset på din sukkermad?" Han lo lavmælt af sin egen kommentar, inden han lod spidsen af sin tunge glide hen over hans øverste, hvide tandsæt. Vidste egentlig ikke om hun kunne høre ham. Hun sad jo med headset i ørene; men måske havde hun ikke skruet så højt op.

Da Valerie havde siddet der i et stykke tid, slukkede hun for musikken, men beholdt øredimserne i. Hvorofr skulle alle de dårlige ting ske for hende? Hvad havde hun gjordt for at fortjene dette plageri? Devsærre kendte hun helder ikke svaret til sprøgsmålet. Men hvor ville hun dog ønske at hun gjorde.
Mens hun sad der i sine egne tanker, hørte hun nogle fodstep. Hun så op og fik til hendes forfærdelse øje på manden der havde sidet ved siden af hende i biograffen. Hun sukkede opgivende og vendte ansiget væk frs ham. Hun kunne hører at han stoppede op og satte sig ned ved siden af hende, tæt op af hende. Hun skulle lige til at give ham et stød, da han rykkede tilbage. Klogt træk.
Hun hørte hans spørgsmål. Hvorfor talte han pludselig sådan. Hun besluttede sig for at ignorere ham, så hun stirrede bare lige ud i luften og lod som ingenting. Så kunne han bare side der så længe han ville. Det idiotiske røvhold.

Chase tilsendte hende et lidt opgivende blik eftefulgt af et dæmpet suk, da hun ikke gav lyd fra sig - hun var åbenbart døv. Eller var hun bare ikke interesseret i at starte en samtale med ham. Sikkert det sidste. Men det skulle ikke skræmme ham væk; han var ikke typen, der gav op. Skulle nok få hende til at tale. Om det han så behøvede hjælp fra sin skruenøgle til det eller ej, måtte være op til hende selv. Indtil nu så det dog ikke ud som om, at hun havde tænkt sig at tale. Sad blot og gloede ud i luften. Ignorerede ham. Som om han var luft. "Du er ikke et menneske ..." konstaterede han efter noget tids stilhed. Mest for at bløde hendes fjendtlige væremåde op og for at starte en samtale men lige så meget fordi, at han ville lade hende vide, at han kendte til de magiske væsners eksistens. At han selv var ét. Måske vidste hun det allerede; og måske ikke. "Du er ikke en vampyr ... og du er ikke en elver ..." Han lod sin tungespids køre ud i den ene mundvig, idet han bedømmende så hende lidt an. Nej - han kunne ikke gætte, hvad hun var. Men hun var i hvert fald ikke et menneske. Det havde han fået svar på inde i biografen under det stød, hun havde givet ham.

Et lille smil kom frem på Valerie's læber, da han spurgte hende. Hun sukkede opgivedne og trak hørertelefonerne ud af ørene. Hun kunne tydeligvis ikke ignorere ham hele tiden. "Ja du har ret. Jeg er ikke et menneske" svarede hun med hovedet let på skrå "Jeg er en animagus" tilføjede hun og så indgående på manden. "Men hvad med dig selv?" sprugte hun og så undersøende på ham. Hun var også rimelig sikker på at han ikke var et mennese. hun vidste faktisk ikke helt hvorfor, men der var et eller andet ved ham, der sagde hende at han var et eller andet væsen af en art.

Chase vippede sit hovede lidt på skrå. Lyttede tavst til hendes ord. En animagus - gad vide hvilket dyr hun var? Efter at have ladet sit blik køre et par gange op og ned af hende, måtte han endnu en gang opgive. Det kunne han heller ikke gætte sig frem til. Da hun spurgte ind til, hvad han var, smilede han blot i første omgang hemmelighedsfuldt til hende. "Du kan jo prøve at gætte ..." svarede han med et næsten usynligt smil spillende på sine blege læber og løftede udfordrende sit ene øjenbryn. Sørgede for ikke at blotte sine tænder - for så ville det være temmelig indlysende, hvad han var. I hvert fald den ene del af ham. Men hvis hun havde været opmærksom omkring hans berøringer af hende tidligere, måtte hun vel have en ret stærk fornemmelse - på at han var en vampyr. På grund af kulden - faktisk var han endnu koldere. Var mere koldblodet en vampyrer. Havde både vampyrblod i sig og var af racen is dæmon. Han satte sin ene håndflade imod bænken og løftede en af sine skuldre, som han efterfølgende lagde sit hovedet på og smilede fortsat til hende. Et ulæseligt smil der ikke helt kunne ses, om det var godt eller dårligt.

Valerie betragtede ham nøje. Hvad var han egentlig? Hun studerede ham nøje fra top til tå. Hun så på hans blege hud og huskede så hans kølige berøringer. Hun troede hun havde gættet det nu, men hun lod ham vente lidt på hendes svar. Hun vidste ikke hvorfor hun gjorde det, hun havde bare på fornemmelsen af det ville irretere ham en lille smule. Men hvad vidste hun? Hun kendte ham jo ikke. Det var ikke fordi at hun ligefrem havde lyst til at gøre bekendskab med denne mærkelige fremmede mand, men der var et eller andet over ham.. noget mystisk. Noget mystisk.. ja.. noget meget mystisk enda.
Da hun kom til at tænke på at han stadig ventede på hendes svar, vendte hun sin overkrop mod ham og kiggede ham i øjnene. "Vampyr" sagde hun stille og et lille smil formede sig på hendes bløde læber. Ja.. hun var faktisk rimelig sikker på han var vampyr. Men der var mere.. Hendes sanser sagde hende at det ikke var det hele. Han var mere end bare vampyr.
Hun så længe og indgående på ham. Så kom hun pludselig i tanke om at hun ikke engang kende denne mand navn. "Og hvad hedder du så egentlig?" spurgte hun og drejede hovedet en smule på skrå, som et lille nysgerrigt barn.

Chase fæstnede sit blik på hendes ansigt - løftede derefter afventende et øjenbryn og ventede med stor utålmodighed på hendes svar. Var faktisk rimelig sikker på, at hun ikke kunne gætte, hvad han var. Kun varmpydelen. Dét var han fuldstændig sikker på, at hun nok allerede havde regnet ud. Hvilket hun også var; det fik han svar på, da hendes svar lidt efter lød. Han lod spidsen af sin tunge glide ud i den ene mundvig, hvornæst han blottede sine tænder i et grumt smil og efterfølgende kørte tungen hen over sit øverste, hvide tandsæt. Lod kort tungespidsen spille op langs den ene af hans urimeligt skarpe hjørnetænder - som et slags 'ja' på hendes spørgsmål. Han lænede sig helt tilbage mod ryglænet og lagde derefter sit hovede en anelse på sned. "Mit navn er Chase Terror," præsenterede han sig selv, efter hun havde spurgt efter det og rykkede dernæst en smule tættere på hende. "Du gør dig klogt i ikke at glemme det," tilføjede han med et yderst væmmeligt smil klistret på sine blege læber. Hviskede ordene i hendes ene øre, - dét der vendte hen imod ham. Han tillod sig endnu en gang at 'rage' på hende, da han placerede en af sine kølige hænder på hende ene ben. Smilede blot til hende. Spurgte ikke efter hendes navn, - sidst han havde efterspurgt det, havde hun ikke svaret. Ville åbenbart holde sig anonym. Turde måske ikke at give sit navn til ham. Han fortrak sine mundvige i et endnu større, modbydeligt smil, hvorefter han laaangsomt kørte dén hånd, han havde plantet på hendes ben, længere op.

Valerie tog hans 'tunge-glide hen over tænderne'ting som et ja. Hun nikkede stille for sig selv. En vampyr. Hun havde altid hørt alle de historie hvor vampyrerne kommer frem om natten, bryder ind på de værelse og suger dit blod. Men hun havde aldrig mødt en i virkeligheden -I hvert fald ike hvad hun vidste af. Men nu havde hun. Og hun var ikke bange.
Hun løftede sit ene øjenbryn da han sagde sit navn. Chase.. Terror. Terror? Lidt skræmmende efternavn, men what the fuck. Det kunne vel være ligemeget hvad han hed.
Hun lænede sig lidt væk da han begyndte at rykke tættere på hende. Han gav åbentbart ikke sådan op! Hun himlede med øjnene, men fik så lige pludselig kuldegysniner, da hun mærkede hans kolde ånde, tæt ved hendes ører. Hun drejede hurtigt hovedet og stirrede irreteret på ham. Hvorfor kunne han ike bare lade hver? Hun mærkede hvordan hans hånd langsomt, vandrede op ad hendes lår. Hun tænkte først på at give ham den største dosis strøm hun havde i kroppen, men lod være. Istedet rejste hun sig bare op og gik hen til væggen hvor alle biografpakaterne hang, og lænede sig op ad den, emns hun så på ham med sammenknebne øjne.

Chase hævede blot et af sine mørke øjenbryn, da hun tilsendte ham et olmt blik og smilede til hende; trak på smilebåndet således at et frastødende smil dannede sig på hans læber. Trak - mere eller mindre frivilligt - sin hånd til sig, idet hun rejste sig fra bænken og førte den i stedet for op til sit store, rodede hår. Tydeligvis var hun ikke videre interesseret eller glad for, at han rørte hende. Men det var forståeligt nok. Det var ikke alle, der ligefrem brød sig om at blive berørt på den måde af en faktisk komplet fremmed. Det var der nok ingen, der var. Medmindre vedkommende var lige så forskruet i hovedet, som psykologer mente, at Chase var. Havde naturligvis ikke brugt netop dét ord. Havde viklet det ind i en masse højrøvede, vise ord. Fortalt ham at han muligvis havde nogle 'problemer'. At han ikke var 'helt rask'. For helvede - hvorfor kunne de ikke bare sig det, som det var? At han var en fucking ustabil psykopat af en klam stodder, der åbenbart ikke kunne finde op og ned på, hvad der var forkert og rigtigt? Sådan nogle narrøve, mand. Der var fandme ikke noget galt med ham; det mente han i hvert fald ikke selv. Men det var han tilsyneladende den eneste, der mente. Han rejste sig med et tungt suk fra bænken. Mærkede hvordan vreden inden i ham begyndte at boble. Han rystede kort på hovedet, før han tog en dyb indånding. Gad ikke lade sådan nogle latterlige psykiatere gå ham på. Han drejede sit hovede og slog blikket hen på den unge kvinde - animagussen. Hende, som han endnu ikke havde fået sat et navn på. Men det kunne også være ligemeget. Han behøvede ikke hendes navn til dét, han havde tænkt sig at bruge hende til i den nærmeste fremtid. Med et skummelt, grusomt smil travede han hen til hende og lænede sig ligesom hende op ad den mur, som filmplakaterne hang på. "Skal du ikke snart hjem over?" spurgte han med et løftet øjenbryn og et ulæseligt smil på læben, inden hans ene hånd dykkede ned i en af hans bukselommer. Fiskede kort efter en lighter og et aflangt rør op af den. Satte det blanke rørs mundstykke i munden - holdt det fast imellem læberne - og skævede kort til hende med et ret bøvet smil, hvorefter han slog sin tommelfinger ned mod lighterens lille hjul, så der blev sat ild til gassen, og der således opstod ild. Han fik hurtigt sat fut under sit pibelignede rør, hvor der cirka på midten af det sad et tragtlignende hul, hvori der var stoppet noget hvidt pulver i. Chase begravede dernæst lighteren i bukselommen igen, inden han tog et langt hiv af sin crackpipe. Tydeligvis noget der langt fra var lovligt. Lod røgen blive nede i lungerne for en kort stund, før han pustede det ud i luften som små, lysegrå røgringe, der hurtigt forduftede og blandede sig sammen med den tyngende atmosfære, der lå omkring dem. "Eller du vil måske tilbage og se filmen færdig?" spurgte han, mumlende. Ret utydeligti, eftersom det ikke lige var det letteste at snakke samtidig med, at man havde noget hvilende i den ene mundvig.

Der gik noget tid, hvor der ikke blev sagt et ord. Valerie stod bare og stirrede på Chase, som om han var et eller andet ulækkert insekt, som hun ville dakse til med en fluesmækker. Hvorfor skulle fyre abselyt vre sådan. For sådan var de jo alle sammen. Nogle kopmlet idioter! Allesammen! Sådan var det bare! Hvorfor kunne de ikke bare opfører sig ordentligt? Var det virkelig så svært? Hun så på Chase og opdagede at hans mund var fortænt i et grumt smil. Hun besvarede sit eget spørgsmål. Ja.. de kunne åbenbart være meget svært.
Hun kneb sine allerede sammenknebne øjne mere sammen, så det bare var to smalle prækker, da han rejste sig og overdrevet langsomt begyndte at gå hen imod hende. Hun skullede ondt til ham, da han lænede sig op ad væggen ved siden af hende. Kunne han virkelig ikke lade hende være?
Skal du ikke se at komme hjem over?. Hun hævede d venstre øjenbryn, da hun hørte spørgsmålet. Hvad ragede det ham? Skulle hav måske ikke selv tage at smutte med sig. Kunne han ikke bare tage hen og forstryrre nogle andre?
Valerie sukkede let inden hun svarede på hans spørgsmål. "Måske.. jeg kunne godt trænge til at være ALENE" sagde hun og sagde ordet 'alene' meget langsomt så det kunne trænge ind i hans lille hjerne. Hun så gustent på ham, da han trak en ligther og et rør op af hans lomme. Hun rynkede på næsen,da han begyndte at puste røgen ud af munden. Ulækkert! Hun vendte hovedet væk fra ham og prøvede på at trække vejret.

Chase slog en dæmpet latter op af hendes svar, som han ikke lod sig blive påvirket yderligere af. Havde ikke tænkt sig at forlade hende lige med det samme, så dét med at være alene kunne hun lige så godt droppe; men det sagde han ikke til hende. Tog endnu et drag af det farlige stads han røg, før han spyttede mundstykket ud af munden efter at have placeret røret imellem pege- og langefingeren. Lod sit blik klatre op og ned af hende et par gange, hvorefter han fæstnede sit blik på hendes hoved og vendte begge sine mundvige op ad i et afskyeligt smil. Pustede røgen ud og skubbede efterfølgende sig selv ud fra væggen ved at sætte albuerne mod den hvidmalede mur og støde resten af sin krop væk fra dem. "Skal jeg ikke følge dig hjem?" foreslog han med et ualmindeligt ækelt smil og lagde derefter hovedet en smule på skrå. Vendte sig om imod hende og lænede dernæst sin overarm op ad den kølige betonmur. Behøvede faktisk ikke en gang et svar. Om hun så ville det eller ej, skulle han nok få fulgt hende hele vejen hjem; og invitere sig selv indenfor. Han fugtede hurtigt sin underlæbe med tungespidsen, hvorpå han tog et kort hiv af sit pibelignende rør og pustede den atter ud igen, efter at have holdt den noget tid nede i sine lunger. Trådte et halvt, næsten mikroskpisk lille skridt ud fra væggen og tilsendte hende et af de messt modbydelige smil, hans læber kunne præstere.

Valerie hævede sit ene øjenbryn,da hun hørte hans spørgsmål. Hun stod og betragtede ham lidt og sagde ikke noget i et stykke tid. Hun så hvordan et modebydeligt smil fremtonede sig på hans ansigt. Hun holdt øje med hver eneste lille bevægelse han lavede. Hun så hvordan han tog et lille skridt ud fra væggen, dog kun et meget lille et, til hendes ærvelse.
Hun sukkede let og besluttede sig så for at besvare hans spørgsmål, han havde stillet for lidt siden. "Nej ellers tak" sagde hun kort og begyndte at gå væk fra ham. Hun gik rimelig langsomt, siden hun ikke rigtig vidste hvor hun skulle gå hen. Tja.. hun kunne jo bare gå hjem, men så ville hann helt sikkert følge efter hende. og det var ikke det hun helst ville have. Fpor at være helt ærlig ville hun egentlig bare slippe af med ham. Få ham til at forsvinde, så hun kunne være i fred. Men det ville nok ikke ske.
Hun begyndte at sætte farten op, ude at rigtig se hvor hun gik. Hun gik bare. Hun vidste ikke om han ville følge efter hende. og hun ville ikke se sig over skuldren for at se om han gjorde det. Hun ville ikke se på ham mere.

Chase hævede kortvarigt et af sine mørke øjenbryn, da han modtog hendes svar. Nej ellers tak. Dét havde han dog ikke tænkt sig at blive påvirket yderligere af, så han besluttede sig for bare at lade som om, at han ikke havde hørt det. Overhørte det med vilje, før han fik kridtet skoene og lige så stille begyndte at lunte efter hende. Forsøgte at gå så lydløst som muligt, men dét var lidt en umulighed, eftersom de tykke stålplader under hans sko sørgede for, at der kom godt med lyd på, hver gang han satte en fod imod den hårde, grå asfaldt, der udgjorde fortovet. Det lykkedes ham forholdsvis hurtigt at komme op på siden af hende, hvor han så satte sit tempo en anelse ned og fik tilpasset sig hendes. Var meget påpasselig med hverken at gå for langsomt eller for hurtigt. "Jo, jeg insisterer på at følge dig hjem ..." mumlede han efter et hvis tidsrums stilhed og skævede skjult til hende med et ret bøvet smil, begrundet af dét rør, han havde liggende i den ene mundvig. "Det ville være uhøfligt af dig at afslå det, putte." Han drejede derpå sit hoved en smule, så hans blege ansigt blev vendt imod hende, hvorefter han løftede sin ene hånd og tog sit 'sjov' ud af munden. Satte tommelfingeren over det tragtlignende hul, der sad cirka midt på røret og frøs det til is, så gløderne inde i selve røret blev slukket. Han førte sin anden hånd op til kraven på sin jakke, greb fat i det lille jernstykke og lynede sin jakke lidt ned. Lagde dernæst sit rør på plads inde i en af de inderlommer, der var i den læderlignende, sorte jakke og lynede den efterfølgende op igen. Han fugtede hurtigt sine læber med tungespidsen. Lod den - spidsen af sin fugtige, blegrøde tunge - køre hen over de to metalringe, der sad i hans snakebite, inden han rettede sit blik op mod himlen. Begravede begge sine hænder i de forreste lommer på hans tætsiddende bukser og sendte hende i ny og næ et lidt ulæseligt, djævelsk smil.