Lidt sjov skal man jo have [Thomas Keefer]

S: Lycée - Skolegården.
T: Omkring 11 om formiddagen. Timerne er stadig i fuld gang.
O: Elever og lærere der desperat prøver på at holde dem i ro.
V: Solen står højt på himlen og det er rimelig varmt.

Mallorie svang sin taske over skulderen og trådte ud fra kemilokalet, hvor stanken af kemikalier hang i luften som en tyk masse, man nærmest skulle kæmpe sig igennem for at komme ud af. Det var noget af det, som var værst ved den slags lokaler. Lugten af gas og andre stoffer, som man slet ikke havde lyst til at komme i nærheden af, imens der stod kolber, gasblus og andre sjove ting over det hele. Hvis man kunne lide den slags, var det himmelsk, men hvis man ikke kunne, var det et rent helvede at skulle bruge 1,5 time af 4 omgange derinde om ugen. Dette var tilfældet for den unge pige og hun hadede det. Bare følelsen af at kunne komme ud af lokalet var en fryd for hende. Med det samme satte hun skridt mod skolegården for at komme væk fra den evindelige kemikalielugt, som lod til at være på hele den side af skolen.
Solens stråler ramte hende sekundet hun trådte ud i skolegården og en eller anden form for ro kom over hende. Dette glemte hun dog hurtigt, da hun kom i tanke om, hvad det faktisk var, hun var kommet udenfor, for at gøre. Theis. Den spade skulle en gang for alle have røven på komedie. Hun kunne ikke holde hans åndsvage kommentarer ud mere og nu var han også begyndt at rage på hende, som om han ejede hende. Det var virkelig sådan nogle ting, som kunne bringe hendes pis i kog. Derfor satte hun mod det sted på skolen, hvor hun vidste, at hun kunne finde ham. Han stod som regel altid sammen med sine små venner og røg omme bag ved en af de små bygninger, der lå i udkanten af skolens grund. Man kunne altid finde ham der på denne tid af dagen og denne gang var bestemt ingen undtagelse. Allerede 20 meter væk fra bygningen, kunne man høre hans stemme skrige igennem. "Jaja. Jeg er sku ligeglad med den gamle heks" kom det fra ham og der var ikke tvivl om, hvem han snakkede om. Deres biologilærer kunne godt gå for at være en heks, med det kluns hun altid rendte rundt i.

Mallorie tog de sidste par skridt hen mod de 3 drenge, som stod sammen omme bag den faldefærdige bygning, men sagde stadig intet. Dog var det tydeligt i hendes ansigt, at hun ikke var ude på noget positivt. Theis vendte hovedet mod hende med et langt mere selvtilfreds smil, end han burde have, men det med at have respekt overfor hende, det var ikke noget der lå til ham. "Hvad så min tøs?" spurgte han blot i en hoven tone og sendte hende et lille luftkys.
Det var præcis det, som fik hendes bæger til at flyde over. Hun gik hen til ham med tunge, dog stadig elegante skridt og stak ham med det samme en lussing. "Det er sidste gang du kalder mig det. Det er i det hele taget sidste gang du snakker sådan til mig. Er du med?" sagde hun i en tone, der tydeligvis ikke jokede. Dette kunne hans venner dog ikke se, og begyndte blot at grine, imens de begge prøvede at få fat i hende. Dog var hendes reflekser ganske gode og hun fik så let som ingenting smøget sig ud af deres greb. Theis var kommet på benene igen og havde nu tydeligvis fattet situationen. Han så i hvert fald ikke helt glad ud, da han endelig kom op fra jorden, hvor han sekundet før havde ligget og ømmet sig. "Hvad sagde du til mig?" spurgte han i en truende tone, som Mallorie slet ikke kunne tage seriøst. Hun var ikke på nogen måde bange for ham, selvom han var langt stærkere end hende selv. "Jeg sagde" begyndte hun med armene over kors "at hvis du snakker sådan til mig igen, så kommer der til at ske værre ting end en lussing" fortsatte hun og lod sekundet efter et smil lande på sine læber. Blot tanken om at skulle straffe ham yderligere glædede hende. Hun blev stående foran ham for at få en reaktion fra ham.

”Det klæder dig at få bank af en pige, Theis.”
Smilet lå gemt i stemmen og viste sig kun flygtigt på det blege ansigt, som tilhørte Thomas Keefer.
Han var kommet traskende mens fraser og ord var begyndt at flyve og havde omhyggeligt overhørt det hele. Problemstillingen som var oppe og vende, interesserede ham ikke. Faktisk var det eneste han havde for øje den jævnaldrende dreng Theis.

Dagen var lige begyndt for Thomas, som havde undgået de tidlige timer i kemi lokalet, og i stedet brugt morgenen på at sove. Han var udhvilet og frisk, og bar en vis optimisme, som kun var blevet større af synet af Theis på jorden. George havde naturligvis mødt til tiden og, hvis ikke Thomas tog meget fejl, godt i gang med at skrive lektierne ned og få gode karakterer. George var god til at gå i skole. Han havde det rigtige hoved til det. Sådan et som husker og forstår og ikke keder sig efter få minutter. Nogen gange var Thomas helt i tvivl om, hvorvidt de kunne være brødre.

Thomas havde ikke det samme slags hoved som George, og han havde derfor ikke spildt tiden, med at forsøge at gøre kunsten efter, men var hurtigt trådt ind på sin egen sti og fundet det, som han var god til. Endda bedre til end George. Og alt var da også gået godt, indtil rygterne var begyndt at løbe på skolen, at der var kommet en ny bølle. Theis. Den blotte tanke kunne gøre Thomas sur og bitter. Det konkurrence-lignende aspekt var hurtigt blevet født, og de var blevet uforsonlige konkurrenter.

Nu skulle slaget stå, det vidste Thomas. Det var tid til at skelne kopien fra originalen. At pigen så var dukket frem kunne ikke ødelægge de planer, som han havde udtænkt. Faktisk fungerede hendes lussing kun som prikken over i’et. Thomas blev stående, lettere dovent med hænderne dybt begravet i de slidte bukser og et uplacerbart ansigtsudtryk. Man kunne ligeså godt udnytte pigens kampgejst så meget som muligt. Hun stod med ryggen til, og Thomas genkendte ikke hendes ryg.

Mallorie stoppede kort op, da hun hørte en stemme bag sig. Det var en af de elever, som man ikke så så meget til, men vidste, at de var der. Han gik vidst i hendes klasse, hvis hun ikke tog meget fejl. Hvad var det nu hans navn var? hun havde det lige på tungen og det irriterede hende, at hun ikke kunne huske det lige med det samme. Dette blev dog hurtigt ubrugeligt, da Theis vendte sin opmærksomhed mod ham. "Luk røven Thomas og bland dig udenom. Jeg får ikke en skid bank" sagde han med en rungende stemme, der skulle lyde mandig og svingede sin arm imod Mallorie, som stadig stod foran ham.

Hun undgik den med nød og næppe ved at gå ned i bro. Det kom til takke at være en smule smidig. Da hun kom op og stå igen kunne hun ikke lade være med at grine. Der var et eller andet, der havde sat gang i hans vrede og nu skulle han pludselig til at spille stor? Det var ganske morsomt at stå model til. "Nå så bare fordi der kommer andre herhen, så skal du til at spille helten?" spurgte hun Theis med et løftet øjenbryn og lod endnu et fnis køre over sine læber. Det var tydeligt at se, at Theis ikke brød sig om denne situation, men hun morede sig kongeligt. Dog gjorde hun ikke mere end det. Hvis han langede ud efter hende igen, ville hun smække ham endnu en, men lige nu ville hun blot se situationen an.

Faktisk var Mallorie ikke engang en af de der piger, som bare rendte rundt hele dagen og nedgjorde andre folk, selvom det efterhånden var blevet en del af hendes hverdag, for at kunne få en smule respekt på skolen. Normalt var hun en ganske klog pige, som kunne tingene, når hun faktisk gad. Dette var dog ikke ret tit, men hvis hun blev tvunget til det, så kunne hun en ganske god del ting og hendes karakterer var også derefter. "En klog pige, når hun har lyst til at være det" som hendes mor sagde tit. Det var nok også det, hun var kendt for på skolen. Det og så det faktum, at hun gerne uddelte øretæver.

Theis' venner var nu bakket en smule væk fra "slåskampen" og var forsvundet helt uden hun havde lagt mærke til det. Dog vendte hun sig nu mod Thomas for første gang. Blot for at se ham an og så prøve på at regne ud, hvad han ville. Var han ude efter hende? Det kunne hun næsten ikke tro. At han var efter Theis var langt mere sandsynligt. Hun lod en hånd køre gennem sit hår og kiggede på de to drenge, imens hun trådte et skridt væk for at undgå at blive ramt af den næve, som pludselig kom flyvende fra Theis af. Hun ville ikke gøre noget andet end at undvige den. Det var pludselig blevet langt mere spændende.

Han hadede ikke Theis. Ikke rigtigt. Han afskyede ham heller ikke. Han brød sig bare ikke om ham. Han forbandede ham, når Theis fik en idé, som Thomas selv skulle have fået. Blev direkte rasende når rygterne svirrede og alle omhandlede Theis og ikke ham selv. Der var kun plads til en. Der var kun plads til Thomas.

Idet pigen vendte sig, genkendte Thomas hende. Og modsat hende, havde han ikke problemer med at huske hendes navn. Mallorie. Det overraskede ham egentlig, at han huskede navnet. For pigen havde aldrig fanget Thomas’ interesse. Selvfølgelig skyldtes det også det faktum, at han sjældent var til timerne, og når det endelig var tilfældet blev tiden brugt til at ligge hen over bordet, eller udtænke geniale planer.
Planer, som nu blev spoleret af plageånden Theis.

Thomas lod dem snakke, og besvarede Theis’ ord med en trykkende ligegyldighed.
Ordene havde bare ikke samme virkning, når det kom fra en, som var blevet slået til jorden af en tøs.
Faktisk udfoldede dette scenarie sig lovende. Pigen .. Mallorie, havde tydeligvis en høne at plukke med Theis, hvilket kun var en fordel for Thomas, da det betød at hun kunne kæmpe kampen, både hendes egen og Thomas’, alt imens han kunne stå i god afstand og lege tilskuer, uden at skulle frygte en eftersidning eller anden form for straf. Lykken tilsmilede han tydeligvis. Især grundet det faktum, at pigen..- Mallorie, så ud til at kunne slå fra sig, eller i hvert fald undvige, hvilket gav hende en rimelig chance for at vinde.
Thomas frydede sig. To fluer med et smæk, uden han selv behøvede at løfte en finger. Theis ville opnå så meget ydmygelse, hvis han fik slag, og skulle det omvendte være tilfældet, og det var pigen, der så frem til et nederlag, ja, så kendte Thomas hende heldigvis ikke personligt og kunne derfor være ligeglad.
Nogen gange var livet skønt.

”Jeg synes, at du har problemer med at ramme, Theis” Lød det uanfægtet fra Thomas. Han fungerede som kommentator til kampen, indså han med velbehag. Uden at vente på svar henvendte han sig til Mallorie.
”Sikke et fint håndtryk du har lavet på hans kind. Kan du ikke også lave et på den anden? Det klæder ham sådan..”

Mallorie kunne ikke udstå Theis. Han havde så mange gange kommet med nogle dumme kommentarer, bemærkninger eller lignende til hende og hun havde bare fået nok. Det var ikke første gang, hun havde givet ham en advarsel af den kalliber, men nu var hun nået grænsen. Hun havde ikke tal på, hvor mange lussinger hun efterhånden havde givet ham. Det var ærlig talt ved at blive kedeligt og hårdere midler måtte i brug, hvis han ikke fattede det denne gang.

Da hun havde kigget en smule på drengen, kunne hun godt genkende ham. Han havde fået sig et ry på skolen for at være lidt af en rebel. Sådanne folk, som hun som regel rendte sammen med. Det var nu meget sjovt at finde folk, som også var som hende selv. Hun havde måske ikke fanget hans interesse, men det havde han sandelig med hende. Det var ikke mere end et par dage siden, hun havde hørt noget omkring ham. Det blev mere og mere spændende hver gang.

Mallorie kunne se, at Thomas tydeligvis ikke havde planer om at deltage i morskaben, hvilket hun syntes var synd. Han skulle da også have mulighed for at ramme det store brød med det han fortjente. Hun kunne ikke lade være med at prikke en smule til Theis. "Jeg kan fornemme, at jeg ikke er den eneste, du har problemer med" sagde hun med et flabet smil og kiggede kort over på Thomas.
Theis kunne ikke lide det faktum, at der blev snakket sådan om ham og langede ud efter hende igen. Hun undveg med elegante bevægelser, men gjorde ikke mere end det. Hun ville se, hvor lang tid der gik, før den store dreng gik i panik. hun ville så let som ingenting kunne undvige hans slag. Hendes opmærksomhed faldt på Thomas igen og hun spurgte: "Hvad har idioten gjort dig?" Hun løftede et øjenbryn og grinte kort, da han igen prøvede at lange ud efter hende.

"Ja tydeligvis..." kommenterede hun med et lille smil og tog et skridt til venstre. Hun kunne tydeligt se på ham, at han ikke kunne lide den situation og hans desperation steg gradvist.
"Jo meget gerne" svarede hun Thomas med et grin og lod sin hånd køre over hans anden kind med et smæld. Dette gjorde tydeligvis underværker for hendes side af, da Theis nu ikke gik mod hende, men mod Thomas.

Hun ramte et eller andet, da hun spurgte Thomas, hvad Theis havde gjort. Et eller andet, som ikke var til at definere nærmere og som fik ham til at stoppe de ellers igangværende tanker og studse over det, før han valgte at svare.
For hvad havde Theis gjort? En masse naturligvis, men kunne det siges højt uden det lød latterligt og barnligt og plat? Theis havde taget den plads, som Thomas havde tillagt sig selv. Eller rettere forsøgt derpå. Og som konge af skolegården var det naturligvis Thomas’ job at straffe ham for at forsøge. Sætte han godt og grundigt på plads, som en sand konge for ikke at risikere at miste sin magt og sit herredømme.
Det kunne Thomas selvfølgelig ikke sige højt, uden at lyde som en komplet nar. De ville bare grine af ham.
Ydermere havde Theis ikke blot forsøgt at snuppe Thomas’ plads, nej, han havde tilmed også fundet på idéer, som Thomas skulle have fundet på. Gjort ting, som kun Thomas måtte gøre. Theis var konkurrenten. Fjenden, der skulle tilintetgøres. Men gerningerne der gjorde ham til fjende, kunne Thomas ikke røbe for nogen. De ville ikke bare grine, de ville hulke af latter, hvis de kendte de egentlige grunde, som havde startet krigen.

Så derfor gjorde Thomas det, som han altid gjorde, når den egentlige sandhed ikke kunne fortælles:
Han fortalte en løgn, der kunne være en sandhed og derfor ikke så slem som en ægte løgn. Sådan så Thomas i hvert fald på det.
” Han har generet min bror”
Udtagelsen gjorde endda Thomas til en bedre person.
Theis ville uden tvivl kende til George. Dog var Thomas relativ sikker på, at han aldrig havde så meget som sagt et sølle ord til ham, men det var underordnet. Udtagelsen ville udefra give Thomas en fair grund til at opføre sig, som han ville, og banke Theis om nødvendigt. Ja, folk ville muligvis endda sige, at det var retfærdigt. Thomas kunne ikke lade være med at rose sin egen opfindsomhed og genialitet.

Lussingen lød og Theis lignede pludselig en rødmende dreng, der havde set noget han ikke måtte og var blevet afsløret i det.
Thomas tilbageholdt et fnis, og slugte en kommentar om, at han ville se nuttet ud i kjole. For pludselig var det ikke længere pigen.. Mallorie, som Theis gik efter, men derimod Thomas – Den uskyldige kommentator.
Thomas blev stående. Afventende men parat, alt imens han forsøgte at snakke Theis fra at yde vold mod ham.
” Theis for fanden, hvad laver du? Stop lige engang og tænk dig om. ” Det var en bebrejdende udtale, der rummede dyb seriøsitet. Hvis ikke Theis ville stoppe, ville Thomas rykke sig yderligere tilbage og forsat være ude for rækkevidde.

Mallorie kunne slet ikke huske alle de ting, som Theis havde gjort mod hende i det korte stykke tid, som hun havde været på skolen. Det var ikke mere end 2 måneder og alligevel havde kommentarerne ophobet sig. Det var lige så hun blev gal bare af at tænke på det.
Det var vidst ikke så smart at sige det hele højt, da noget af det bare virkede latterligt. Det var hende, som havde en forholdsvis kort lunte, når det kom til sådan nogle ting. Det med ikke at blive respekteret på grund af det ene og det andet, det var virkelig ikke noget, som hun elskede.
Theis havde ellers længe haft pladsen som "bøllen" på skolen. Sådan en havde alle skoler jo. Det var ikke til at komme udenom. Det var nu åndsvagt, nu hun tænkte nærmere over det. Var det altid sådan? At der bare skulle være en eller anden idiot, som gjorde livet surt for alle de andre? Det var det vel. Det var vel bare en del af herakiet på en skole som deres. Hvis man ville overleve, så måtte man også kæmpe for det. Det havde hun sådan set heller ikke noget imod. Man måtte kæmpe for det man ville have. Sådan havde det altid været i hendes opvækst.

Mallorie kunne ikke lade være med at komme med et kort fnys, da han kom med sin lille undskyldning.
Det var bare så kliche agtigt, at hun ikke vidste, om hun skulle tro på den eller ej. Godt nok kendte hun ham ikke, men alligevel, så var det ikke noget, som hun ville kunne tro på. Han virkede ikke som en person, der ville beskytte sin bror på den måde. Derfor kom der også et skeptisk blik frem i hendes ansigt.
"Riiiiight..." var hendes eneste svar, som hun kiggede på ham igen. Dog så Theis ud til at falde for den. Han var ikke den klogeste i verden og man kunne bilde ham næsten hvad som helst ind, uden at han ville tøve med at tro på det. Man skulle bare sige det i den rigtige tone.
Mange ville nok tro på hans lille heltemodige tale, men hun var ikke en af de personer. Der lå et eller andet under, så meget kunne hun regne ud.

Hun prøvede at holde et fnis tilbage, da Theis kom til sig selv igen, efter hendes anden lussing. Han så godt nok noget komisk ud og Thomas måtte syntes det samme, da der også kom fniselyde ovre fra ham af.
Af ren refleks trådte hun et skridt tilbage. væk fra kampens hede, som var imellem hende. Hun havde stået godt imellem de to drenge, men det var nok ikke helt smart længere.
Dog blev hun overrasket over, hvor rolig Thomas var omkring det. Han fortrak ikke engang en mine, som Theis kom tættere på ham.
Thomas' stemme rungede i ørerne på hende og hun måtte afholde sig selv fra at komme med et "wow". Dog kunne man tydeligt se i hendes ansigt, at hun var imponeret. Hun sagde ikke andet. Stod blot og ventede på, hvad Theis ville gøre. Dog var hun klar, hvis han skulle finde på at vende sig mod hende igen.

Theis kom tættere på og synes ikke at tage synderlig notits af de ord, Thomas netop havde sagt. Det var nok vredens skyld. Theis havde uden tvivl fået for meget af det gode, og det kogende raseri afholdt ham fra at tænke. Thomas tog hænderne op af lommerne. Bare for at være forberedt, hvis han ville forsøge et udfald.
Thomas var endnu ikke blevet slået på skolens grund, og han ønskede heller ikke at blive det. Han søgte ikke slåskamp – i hvert fald ikke, hvor han selv skulle deltage men foretræk at stå på sidelinjen og lade andre kæmpe kampene.

Det var derfor en både presset og utilfreds Thomas, der stod klar, afventende. Muligvis var det ikke synligt i hverken holdning eller ansigt, men Thomas var dybt frustreret over, at pigen var hoppet bort, og gjort Thomas til tyrefægteren i det tyrefægter-scenarie dette mindede om, hvor Theis udgjorde den arrige tyr, der tydeligvis kun så rødt.
”Theis. Stop. Tænk dig lige om. ”
Gentog Thomas med en uhyre rolighed, der ikke røbede frustrationen i kroppen. Han skævede til Mallorie og bed mærke i hendes alt for sigende ansigtsudtryk. Et udtryk spundet af pludselig respekt. Tøsen var imponeret! Kendsgerningen fik Thomas – der ellers var presset og tvær – til at more sig kongeligt et kort øjeblik. Ikke alene på grund af det afslørende ansigt, men også fordi han om lidt, ville sige noget, der muligvis ville få hende til at miste al den respekt for ham, som hun netop havde fået. Måske kunne han endda være så heldig at få hende til at skamme sig over det. Man kunne altid håbe.

”Du går direkte i hendes fælde. Kan du ikke se det? Hun lokker dig på mig, så hun selv kan stå og grine på sidelinjen. Brug dog hjernen, Theis! Er det ikke nok at blive slået af hende? Skal du nu også narres af en pige? Fortjener hun ikke de samme slag? ”
Thomas henvendte sig til Theis med samme rolighed, han før havde benyttet. Theis begyndte at gå langsommere, ordene rørte tydeligvis et eller andet inde i hans knold, og Thomas greb atter om ordene, alt imens han håbede på den rette reaktion fra tyrens side.
”Prøv at se hende. Hun griner af dig. Ydmyger dig. Vis hende dog, hvem der bestemmer!”
Så tav Thomas. Theis drejede nemlig hovedet og så tilbage på Mallorie, mens røgen stod ud af næsen på ham, i bar arrigskab. Det var et betryggende syn.
Så faldt dråben, og vandet flød over. Theis drejede rundt, og gjorde klar til at styrte mod Mallorie som den tyr, han nu engang var. Lige pludselig var Thomas ikke længere fægteren, men havde elegant kastet det røde tæppe over til Mallorie. Et triumferende smil blev sendt til Theis ryg og han begravede atter hænderne i lommerne mens han klogelig tav.

Hvordan Mallorie ville reagere, havde Thomas ikke tid til at tænke på. Han var travl optaget af at skamrose sig selv endnu engang. Den imaginære kongekåbe fik et velfortjent klap.

Mallorie stod blot og så til med et lille smil, imens Theis nærmede sig Thomas. Hun kunne umiddelbart ikke se, hvem af dem, der kunne vinde den kamp, som hun troede ville komme på et eller andet tidspunkt i den nærmere fremtid. Theis var ved at koge over og det var faktisk første gang, at hun havde set ham sådan.
Mallorie havde før været i kamp på skolens område, så det skulle ikke røre hende synderlig, hvis det kom til at ske igen. Hun foretak normalt at være med i kampen, men denne var en eller anden form for undtagelse. Hun ville i hvert fald gerne se, hvad Thomas kunne finde på af sjove ting.

Det var måske ikke helt godt, at hun nu havde sendt den knapt så glade dreng i armene på en anden, som hun faktisk ikke kendte. Det ville give bagslag, men det tænkte hun selvfølgelig først over nu, hvor det var for sent. Hvis det kom til det, at han kom tilbage mod hende, ville hun være mere end klar til det.
Hun prøvede desperat på at gemme det væk, men hun kunne ikke rigtig skjule det, selvom hun gerne ville. Det var nok ikke helt smart at stole alt for meget på ham. Han virkede i hvert fald ikke som en af de personer, som man skulle tage alt for let. Selvom hans ansigt ikke røbede den mindste smule følelse, så var hun alligevel på vagt, hvilket viste sig at være en meget god ting.

Et blik, blandet med vrede, respekt og en eller anden form for frygt, bredte sig i hendes øjne, da Thomas fortsatte sin tale. Hun kunne ikke lade være med at smile over det. Troede han virkelig, at det ville sætte hende ud af spil? "Hvor smart, bare send ham efter pigen i stedet for" sagde hun sarkastisk og gjorde sig klar til, at Theis ville komme løbende imod hende. Dette skete også efter nogle få sekunder, men han var alligevel ikke hurtig nok for hende. Hun trådte et skridt til siden og dum som Theis var, så faldt han lige i hendes lille fælde og faldt på jorden med et brag, da hun spændte ben for ham.
Hun gik derefter over til Thomas og stoppede op foran ham, da hun var sikker på, at Theis ville blive liggende. Det så sådan ud, så hun vendte igen sit hoved mod ham. "Hvad fanden gik det lige ud på?" spurgte hun ham i en lidt mere nysgerrig tone og sendte ham alligevel et lille smil. Hun var af en eller anden grund stadig lidt tiltrukket af hans attitude. Det var lige sådan noget, som skolen havde manglet.

Da skulderklappene var klaret blev opmærksomheden igen draget mod Mallorie og Theis. Theis endte endnu engang på jorden, og Thomas, der foruden håbede at han skrabede knæene i faldet, frydede sig over den ydmygelse, Theis måtte føle i sin krop netop nu.
Thomas rykkede vægten over på den anden fod, mens han betragtede Mallorie, der nærmede sig ham.
Han havde bevidst ikke svaret hendes lette provokation, og var nu optaget af at gætte, hvordan hun mon ville reagere og hvad hun ville sige, når hun endte med at stoppe op foran ham.
Hans øjne lå hvilende på hendes væsen, og noterede sig de små forandringer, som ville røbe vrede eller irritation, men de synes at udeblive. Det generede ham. Det havde været hensigten.

Dog fik Thomas lidt ro i sjælen, da hendes ord blev luftet og tydeligt bar præg af bebrejdelse. Måske ikke lige så tvær og tung som han havde ønsket, men lidt var bedre end ingenting, så Thomas følte en svag tilfredsstillelse alligevel.
” Det var bare for at teste dig” Svarede han, med en underlig ligegyldighed, der ikke hørte hjemme i sådanne situation. Han besvarede ikke hendes smil.
Blikket flakkede tilbage på Theis, der stadig kyssede jorden, og gav Thomas tryghed nok til at ændre sit svar en smule. Eller i hvert fald uddybe det, så det blev mere sandt. Ærlighed var noget han vægtede højt.

”Okay.. og så for at straffe dig, for at opsøge Theis, før jeg selv fik muligheden. Du fortjente et par slag, men desværre var Theis ikke i stand til det. ” bekendtgjorde Thomas, der ikke kunne skjule skuffelsen, der lå gemt i ordene. Stemmen var nøgtern og præcis. Thomas pakkede ikke sandheden ind.
Hun ville næppe forstå argumentet. Hun ville sikkert ikke engang forstå sagens kerne, der udgjorde og spillede en vigtig rolle i Thomas’ hoved. Måske ville hun bare forsætte med at smile, som hun synes at have for vane, eller måske lange ud efter ham. Thomas strejfede de forskellige muligheder, med kom ikke frem til nogen konklusion. Så derfor så han bare på hende. Fokuserede på Mallorie, men bemærkede Theis rejse sig op over hendes skulder, et stykke derfra.

Theis måtte føle sig godt og grundigt ydmyget. For 3 gang på ikke mindre end 10 minutter var han nede og ligge og så endda på grund af en pige, det måtte ikke være godt for hans ohh så vigtige omdømme. Dog kunne Mallorie ikke være mere ligeglad. I hendes hoved fik han blot, som han fortjente. Intet mere, intet mindre. Han var helt og holdent selv ude om den mængde tæsk, som lige nu ramte ham og hun var mere end glad for at kunne give ham den personligt.
Hun opdagede godt, at han ikke svarede på hendes første sætning, men lagde ikke rigtig mere i det end det. Han måtte vel selv om, om han ville svare eller ej, da det egentlig ikke var et spørgsmål eller noget. Blot et lille udbrud fra hende. Hun var, til hans tydelige skuffelse, ikke sur eller noget. Ikke ret meget i hvert fald. Faktisk morede hun sig en smule, hvis det skulle være helt rigtigt.

Hun ventede roligt på at han skulle svare på hendes spørgsmål, selvom hun nu godt kunne regne grunden ud. Han ville ikke tage det beskidte arbejde, så han sendte Theis over på hende i stedet for. Det var nu forståeligt nok. Hun ville have gjort præcis det samme, for ikke at skulle stå med alt det hårde arbejde.
"Teste mig?" spurgte hun igen og gav et lille fnys fra sig. "Hvordan klarede jeg mig så, teach?" tilføjede hun med et flabet smil og lagde hovedet på skrå imod ham. Hans stemme var helt og holdent ligeglad og det irriterede hende en smule.
Hun kiggede ikke tilbage på Theis, men regnede bare med, at han ikke ville rejse sig foreløbig. Desuden stod hun også med ryggen til og hun gad ikke vende sig helt om for at tjekke det. Man ville nok alligevel opdage det, hvis han rejste sig op igen.

Hun kunne ikke lade være med at sende ham et undrende blik, da han fortsatte på sin forklaring. Dog gav den et eller andet sted en smule mening. I hvert fald noget af den. "Straffe mig? Det gik tydeligvis ikke ret godt for dig. Hvis du vil straffe mig, så skal du sku sende lidt mere farlige folk end ham efter mig" sagde hun en anelse hovent, men det var nu rigtig nok.
Hun tænkte kort over hans sætning og tilføjede så: "Men igen, han ligger lige der. Du kan da bare gå i gang" Dette blev dog sagt uden at vende hovedet. Hun gad ikke glo mere på ham. Hun kunne godt høre en eller anden svag lyd ovre fra ham, men det kunne ikke ses i hendes ansigt.

Hendes spydighed havde ikke en chance mod den spejlglatte maske, som var trukket over Thomas’ ansigt og som skjulte de følelser, som der ulmede i ham. Udefra ville han fremstå ligeså ligeglad og følelseskold som altid. Som om verden kedede ham en smule.
Det var egentlig imod det princip, som han havde sat sig, men han fandt ikke situationen sikker nok til at smide masken fra sig og afsløre alt det, der lå gemt i ham, hvilket egentlig var meningen. Det skulle være autentisk, men i nogle tilfælde kunne han ikke være så principfast, som han ønskede. Dette var sådan et tilfælde.

” Du klarede dig. ” Svarede han kort, uden at uddybe nærmere. Det var op til ham at bedømme, og han havde ikke brug for at fortælle det eksakte resultatet højt. Ikke på nuværende tidspunkt i hvert fald. Det eneste Thomas valgte at røbe, var et diabolsk glimt i de altædende øjne.
Svaret han gav Mallorie, skulle ydermere fortælle forholdet mellem de to. At han ikke lod sig påvirke af hendes spydigheder og hun derfor kunne bide dem i sig fremover. Han hverken svarede igen med samme mønt, eller blev ramt af dem. Derimod ignorerede han dem kort og godt. Som man ignorerer et irriteret barn med dårlige, tillærte vaner.

Det næste hun sagde, kunne han ikke besvare på samme elegante måde. Han måtte træde varsomt, for de forkerte ord kunne føre til misforståelser og forhøjet selvtillid hos pigen, og det ønskede Thomas ikke. Især ikke selvtilliden, for så vidt han kunne se, havde hun allerede mere end rigeligt.
Thomas kunne ikke udstå den slags – ironisk nok.
Til sin store ærgrelse, måtte Thomas dog hurtigt indse, at han ikke kom udenom at give hende ret.
”Nej, det gjorde det tydeligvis ikke.” Han betonede ordene med en bitterhed, der ikke var krævet og forsatte:”Det må jeg huske til næste gang, hvis det ikke hjælper med skrækken. ” Han bed hende af, og svarede igen med samme mønt, som han kort forinden havde været så stolt over ikke at gøre.
Et grimasserende smil blev sendt til hende – det første egentlige ansigtsudtryk der ikke var ren ligegyldighed.
”Hah! Hvad regner du mig for? – En, der slår på piger?” Afsluttede han uden betoning.

En hvis form for irritation boblede op i hende, da han ikke så ud til at blive påvirket af hendes bemærkninger. Dog var der på samme tid en mulig interesse i denne knægt. Han var ikke noget, som hun havde oplevet før, altså. Han var spændende og uudforsket, hvis man kunne sige det på den måde, uden det lød alt for forkert.
Han virkede kold, måske endda en smule kynisk og det var underligt nok det, som på en måde tiltrak hende en smule. Hun kunne også godt sætte sådan en maske op for verden, hvis hun virkelig ville, men det tog hende meget energi, da hun ikke var "trænet" i det. Hun havde aldrig virkelig haft et behov for at holde sådanne ting skjult og gjorde det også virkelig sjældent.

Hun følte sig stolt. Bare en smule. Hans sætning var kort og kontant, men det var alligevel nok til, at en følelse af succes' boblede op i hende. Man kunne ikke høre det på hans stemme, men det var tydeligt at se i hans blik. Dog var hun ikke så let at skræmme, så det rørte hende ikke synderlig.
Hun kunne godt se på ham, da hendes kommentarer nok ikke ville virke en anden gang, men om hun kunne stoppe med at sige dem, det var så en helt anden sag. Det var blevet så stor en del af hende, at hun faktisk ikke troede på, at hun kunne stoppe med det.

Mallorie stod blot og ventede roligt på en reaktion fra ham. Hun havde med vilje snoet sin kommentar sådan, at han ikke ville kunne give hende andet end ret. Hun nød at få ret, når hun altså fortjente det.
Hun smilede af hans bitre tone og lagde hovedet en anelse på skrå, da han fortsatte med at snakke. Hun kunne ikke lade være med at fnise en smule over hans noget så farlige trussel. "Ærlig talt.. Jeg er ikke bange for dig" sagde hun blot med et træk på skulderne. Der skulle lidt mere end det til, for at kunne skræmme hende bare det mindste.
Han havde tydeligvis misforstået hendes sidste sætning. "Jeg mente. Hvis du er så ked af, at jeg fik fat i Theis først, så kan du da bare færdiggøre det. Desuden. Du skal ikke engang prøve på at slå mig" nippede hun ham af med et lille smil.

Det var et ansigt, hvis følelsesregister helt og holdent var modsat Thomas’ eget. Hvor han bar sin maske, havde hun intet til at skjule de mange følelser og stemninger, der fra tid til anden strøg over hendes facade og prægede det med både rynker og sammentrækninger. Alt, hvad der blev sagt havde konsekvenser og disse var frit tilgængelige, hvis man havde blot det mindste ønske om at læse hendes humør.
Og det havde Thomas naturligvis.
Han bed mærke i hendes lette irritation, der trak øjenbrynene nedad og den pludselige stolthed, der fik hagen i vejret, på trods af hans hensigt.

Hendes proklamering om, hvorvidt hun ikke var bange for ham, fik Thomas til at føle sig langt bedre tilpas end han burde. Denne pludselige tilfredsstillelse skyldtes ene og alene det faktum, at han anså hendes ord som løgn. Helt igennem. Måske var det sandt, at hun nu, i denne situation, ikke følte frygt eller anden lignende følelse på grund af ham, men Thomas vidste, at dette kunne ændres lynhurtigt under de rette forhold. Ja, det var den skinbare sandhed, at Thomas, til hver en tid, kunne få Mallorie til at frygte ham mere end noget andet. Hvis han vel og mærke gad gøre det.
Den eneste respons han endte med, var et let træk på skuldrende, som fortalte sit eget tydelige sprog.

Da det gik op for ham, at han havde misforstået hendes ord, krakelerede glæden i tusind stykker og blev erstattet af en enorm skuffelse og vrede over sig selv. Men den værste følelse, der viste sit skrækkelige ansigt, var flovheden. Flovheden, der trængte igennem den ellers ubrydelige maske, og tørt tørrede den røde farve over næseryg og kæber. Selvom den røde farve nærmest var minimal og usynlig på det hvide ansigt, anså Thomas det som et slemt forræderi. Af bar frustration over sin egen fatale dumhed, knyttede han hænderne, der stadig var gemt af vejen i bukselommerne.

”Jeg ved godt, hvad du mente!” bed han hende af, med en pludselig voldsomhed. Faktisk var det ikke synderligt voldsomt, men fordi stemmen hidtil havde været rolig, kontrolleret og jævn, virkede det langt mere kraftigt og tydeligt, end det egentlig var tilfældet.
” Jeg gjorde det bare klart for dig, at jeg ikke bruger samme metoder som Theis.” Stemmen blev forsøgt kontrolleret, men det lykkedes ikke at skabe den stemme af rolighed, som han havde benyttet sig af tidligere. Han havde slået verbalt igen, men grundet sin misforståelse, var Thomas ikke længe om at indse, at han havde tabt den første ordkrig.

Mallorie kunne ikke lade være med at tænke over, hvor forskellige de faktisk var. I hvert fald i forhold til deres måde at tage tingene på. Hun kunne ikke lige så nemt skjule sine ansigtstræk, som han kunne. Man kunne med lethed læse hendes humør og det irriterede hende faktisk nogle gange. Der var nogle få gange, hvor hun virkelig ikke havde lyst til at blive "læst" og selvom dette ikke var et af de tilfælde, så var det hende stadig en gåde, hvorfor det tog så meget energi for hende.

Hendes lille kommentar omkring frygt havde ikke den ønskede effekt hos ham og det undrede hende en smule. Hun havde forventet bare en eller anden form for reaktion hos ham, men hun kunne intet se. Hun var på ingen måde bange for den jævnaldrende dreng og tvivlede også stærkt på, at hun nogensinde ville blive det. Faktisk så havde hun det med aldrig at være bange for noget som helst.
Det var en følelse, hun havde haft lige siden hun var helt lille. Frygt? Det var ikke noget, der indgik i hendes ordforråd.
Hun smilede dog, bare en smule, da han trak på skulderne og overvejede et kort sekund at komme med en kommentar mere, men gad ikke rigtig. Det virkede ikke til at have nogen effekt på ham alligevel, så hun opgav for nu.

Da han regnede ud, at han faktisk havde misforstået hende, kunne det tydeligt ses i hans ellers så kolde ansigt. Det var ikke fordi, at det faktisk var så slemt, men hvis man havde lagt mærke til hans ansigt i bare få minutter, så ville noget som dette være virkelig tydeligt. Hun prøvede desperat på at kvæle et grin, da farven begyndte at brede sig over hans kæber og næseryg. Min måtte bide sig selv i tungen for ikke at virke alt for selvsikker og hånlig. Det ville hun af en eller anden underlig grund ikke. Ikke overfor ham. Og det var nok af den årsag, at hun gerne ville vide noget mere om ham. Folk som ham havde altid fascineret hende virkeligt meget. Hun bemærkede godt han knyttede næverne og gjorde i det samme sit ansigt neutralt.

Eller.. I hvert fald så godt hun kunne, da hun igen kiggede mod ham og afventede hans svar. Hun fik et kort chok over voldsomheden i hans stemmeleje og spærrede med det samme øjnene op. Dog varede det ikke længe, før ansigtet igen var lagt i neutrale folder, dog stadig med en smule røde kunder af anstrengelse fra at kvæle sine grin.
"Jaja. Rolig nu" sagde hun i en stille tone og kiggede op på ham med et svagt smil. Dog festede hun indeni. Den ohh så farlige dreng havde tabt deres lille krig. "Ikke være så hidsig" tilføjede hun i en mere neutral tone og det samme kunne ses i hendes ansigt. Hun var ikke meget bedre, men alligevel ville hun gerne have lagt lidt ro over ham. Bare en lille smule.
Hun havde ikke hørt, at der bag hende foregik et eller andet, men det var også lidt svært med ryggen til.

Hendes smil generede ham efterhånden grænseløst. Det kom på de mest upassende tidspunkter og lå så og viftede som en anden usagt provokation. Det værste af det hele var, at det klædte hende.

Den tarvelige røde farve, der havde været til at skimte på det ellers farveløse ansigt var gradvist forsvundet i takt med at kontrollen atter var blevet fundet og skabt. Det beroligede ham, og det hjalp yderligere, at han synes at bemærke, at selv Mallorie forsøgte på at styre sig selv og sine ellers ustyrlige følelser.
Men hænderne var forsat knyttede i lommerne takket være hendes kommentar.
”Kæft.” Brummede han imens han efter bedste evne forsøgte at holde hidsigheden på afstand, som hun havde kommenteret. ” Jeg er ikke hidsig.” Denne gang lykkedes det atter at fremkalde den rette stemme, som Thomas priste så højt. Den stemme, der bad hele verden rende af helvedes til indirekte.

Alt imens deres lille dialog, deres uofficielle ordkrig, havde fundet sted, havde Theis rejst sig helt. Han havde ikke sagt en lyd, men var rykket tættere på dem, mens de havde været travlt optagede af at svare hinanden igen. Thomas lagde som sådan først rigtig mærke til ham, da han pludselige dukkede op lige bag ved Mallorie og med et snuptag, der sydede af hævn, greb ud efter hendes nakkehår i forsøg på at skade hende og vinde noget af den værdighed tilbage, som hun havde taget fra ham på værste vis.
Hun ville næppe nå at undslippe, for han var kommet snigende bagfra, og hun havde haft opmærksomheden på Thomas, ligesom Thomas havde haft sin på hende.
Handlingen fandt Thomas direkte frastødende. Det hele skyldtes det kujonlignende aspekt, hvori Theis var kommet snigende uden at give hende den mindste chance, lige meget hvor lidt hun ellers fortjente det.
Faktisk kunne den ene handling, som Theis netop udførte få Thomas til at glemme alle sine irritationer omkring Mallorie.

”Hvad i helvede er det, du foretager dig, Theis!” Røg det ud af munden på ham, idet han rykkede frem. Alle løfter omkring ikke at deltage i slåskampe på skolens område var i det øjeblik glemt.

Gradvist som stilheden faldt over de to unge mennesker, forsvandt den røde farve, som for ikke længe siden havde været tydelig i Thomas' ansigt. Det var synd, nu hun tænkte over det, for det var ganske kønt til ham. Lidt farve i det ellers så hårde, næsten kolde ansigt skadede bestemt ikke noget som helst og hun kunne nu godt tænke sig at se ham smile oprigtigt. Men det var nok for meget at bede om.
Hun rettede igen sin opmærksomhed mod hans ansigt, da han kort havde kigget ned på de knyttede næver i hans bukselommer. I stedet for at komme med endnu en kæk kommentar til hans lille raserianfald, trak hun i stedet bare på skulderne med en ligeglad tone. "Okay then" var hendes eneste ordrette reaktion.

Tanken omkring Theis lå en smule gemt i hendes baghoved og hun havde egentlig ikke regnet med, at han ville prøve på noget som helst mere. Han havde fået sin straf og det måtte være det for denne gang. Derfor fik hun også et gigantisk chok, efterfulgt af et kort skrig, da han hev fat i hendes hårrødder og trak hendes nakke bagud. Hun kunne ikke gøre andet end at se hjælpeløst til, imens hun faldt ned på knæ foran Thomas og desperat prøvede på at få Theis til at slippe hende.
Det var et unfair trick af den højeste kalliber. Det var ikke engang noget hun kunne finde på. Ikke at give dem en chance for at slå igen, var ikke noget hun ville praktisere. Det ville være alt for ondt og desuden også svagt, hvis man ikke kunne tåle at få igen.
Han havde fået fat i de helt inderste at hendes hår og stod med det i den ene, knyttede hånd, imens han havde et ganske ondt grin på læben.

Hun havde haft blikket mod jorden, men det røg med det samme op på Thomas. Det så næsten ud som om, at han forsvarede hende? Han rykkede fremad, til trods for, at der i forvejen ikke havde været ret meget plads mellem dem.
Hun sad med begge knæ mod jorden og tårer piblende ned af kinderne. Ikke fordi hun var ked af det, men alle vidste, at blive trukket i nakkehårene var noget af det værste i verden.

Theis øjne strålede, bemærkede Thomas og skævede ned til Mallorie, der var sunket i knæ, grundet Theis’ faste greb om hendes følsomme nakkehår. Hendes øjne var våde af tårer. Thomas forstod godt hvorfor. Nakkehårene var nogle følsomme bæster, og det at hun ikke engang havde været forberedt på angrebet, måtte kun gøre smerten værre.
Han havde som sådan ikke ondt af hende. Det var ikke for at lege helt, at han var trådt frem og mentalt gjort sig parat til at jage Theis væk. Mallorie fortjente en omgang tæsk. Hun fortjente at få fjernet sit smil, om ikke andet så blot for et lille øjeblik. Men Thomas tolererede ikke den fejhed som Theis udviste. Han brød sig ikke om det eller fyren generelt. Fandt både handlingen og ham det svag og latterlig.
- Ikke at Thomas ikke selv havde hang til de metoder engang i mellem, for det havde han så sandelig. Men reglerne var anderledes når de gjaldt andre.

Theis kiggede udfordrende på Thomas og men Thomas mødte ikke blikket. Han holdt øjnene til Mallorie lidt endnu. Så løftede han armen, som var tættest på Theis. Han gav et ryk fra sig hvilket uden tvivl var til at mærke i de i forvejen ømme hår på Mallorie’s hoved.
Theis var tydeligvis klar på det værste, men Thomas slog ham ikke. I stedet lagde han sin hånd på Theis’ skulder og mødte hans blik, som rummede både forvirring og vrede.
” Her stod jeg nærmest og roste dig..” Begyndte Thomas, med sin rolige stemme, mens hånden forsat lå på skulderen af Theis. Det mindede næsten om en venskabelig handling.
”Og så gør du sådan noget?” Hånden klemte om skulderen. Theis, hvis parader havde været hevet helt op, faldt en smule sammen. Skulderen som Thomas’s hånd hvilede på virkede pludselig afslappet.
Mere skulle der ikke til. Thomas’ anden hånd strøg pludselig i mod Theis’ fjæs, og Theis, hvis holdning havde indtaget en mindre defensiv og mere afslappet holdning nåede ikke at reagere på anden måde en at trække Mallorie’s hoved yderligere tilbage, mens der lød en skrig af smerte.

Thomas’ øjne røg fra Theis’ blodige tud til sin egen næve der smertede efter slaget. Han var ikke vant til at yde vold, og smerten overraskede ham altid. Men det værste var blodet. Det strømmede ud af næsen på Theis, der åbenmundet jamrede sig og fik det i munden. Synet var grotesk, og Thomas mærkede en voksende kvalme.

” Hvad i al verden er det der foregår her?!” Den mørke stemme sprængte alt fra hinanden.
Den kraftige mand betragtede sceneriet med en blanding af væmmelse og afsky. Thomas var ikke længe om at genkende stemmen. Den tilhørte deres lærer i Historie. Det var Corday. Joseph Corday, en aldeles rædselsfuld og ubarmhjertig lærer.
Thomas drejede hovedet i mod læreren og bed sig i tungen for ikke bryde ud i eder og forbandelser.

Mallorie havde slet ikke lyst til at se Theis' ansigt. Hun kunne selv godt tænke sig til, hvordan han ville se ud lige nu. Han havde sejret. I forhold til sit eget hoved i hvert fald. Dog var det blevet gjort på sådan en unfair og svag måde, at hun ikke så det som en sejr.
Hun prøvede på at tørre øjnene fra de åndsvage tårer, som løb ned af hendes kinder. Hun prøvede virkelig på at have en oprejst pande, men han gjorde det ikke ligefrem nemt for hende at gøre. Fuck, fuck, fuck, fuck! Det var det eneste, som kørte gennem hovedet på hende, som hun sad der på jorden med blikket mod Thomas. Hun troede ikke på, at han faktisk ville forsvare hende og ventede egentlig kun på, at han skulle grine af hende eller noget i den stil.

Mallorie holdt blikket på Thomas. Det var ikke til at se noget som helst i hans ansigt. Der var ingen følelser og lige i dette øjeblik, så kunne hun godt tænke sig bare at kunne se en eller anden form for reaktion fra ham. Da han løftede armen kunne hun tydeligt mærke Theis' reaktion.
Han rykkede endnu engang i hendes hårrødder og hun gav et skrig mere fra sig, men sagde intet. Hun prøvede bare på at holde hovedet koldt.
Hun kunne ikke se længere end Thomas' ansigt og selv det fik hende til at få ondt i nakken.
Hånden på hans skulder? Hvad fanden foregik der? Hun kunne slet ikke finde nogen som helst mening i dette. Hans rolige stemme fik hende blot til at blive endnu mere forvirret, men det varede ikke længe, da Theis igen strammede grebet omkring hendes hår. "GOD DANMIT!" udbrød hun og knyttede næverne. Hun følte sig svag. Meget. Og det lå virkelig ikke til hende.

Overraskelsen var tydelig i hendes øjne, da hun pludselig kunne mærke et hårdt ryk i sit hår, hvor efter det igen var frit. Han havde sluppet hende. Nogle enkelte dråber blod røg ned på hendes kind, da hun vendte hovedet opad og så til sin overraskelse Theis træde et skridt tilbage. Thomas havde slået ham. Hvad fanden?...

Hun nåede ikke at tænke mere over det, før hun tydeligt kunne høre en stemme råbe på dem en smule væk. Det var med at tænke hurtigt. De kunne ikke komme udenom det, så måtte i stedet dreje situationen til deres egen fordel. Theis var ikke i stand til at sige dem imod alligevel.
Joseph var måske en forfærdelig lærer, men han havde et plus. De havde haft om kvinders undertrykkelse i flere måneder og det var noget, som han virkelig havde en stor "passion" for. Han kunne altså ikke tage, at kvinder blev undertrykt. Eller forulempet for den sags skyld og det kunne Mallorie bruge. Han kendte efterhånden hende som elev og vidste, at tårer ikke var noget der kom til hende tit.
Hun rejste sig derved op, lod Thomas' hånd blidt placere sig på hendes len og lagde hovedet mod hans bryst, imens hun stille hviskede: "Spil med" Han havde reddet hende, så var det hendes tur til at gøre noget.

"Han... Han... Theis han... Han prøvede på at" hulkede hun og kiggede over på sin lærer, som gradvist så ud til at hoppe på hendes lille løgn. Det faktum at hun stadig havde tårer strømmende ned af kinderne og hun stod så tæt op af en dreng, som havde rygtet for at være en kold satan, så ud til at virke meget godt.
Nu var det bare om at håbe.

Det hele gik lige pludselig meget hurtigt. Mens Theis’ højlydte jamren var blevet degraderet til baggrundsstøj, (Han havde begge hænder oppe i ansigtet, som om han frygtede at næsen ville falde af, og lande foran fødderne på ham Ydermere blev blodet stædigt ved med at trænge frem mellem fingrene og ned i munden, hvor det blandede sig med spyt.) var Mallorie kommet på benene og hevet fat i Thomas’, hvis blik stadig var fikseret til læreren i frygt for at kigge på Theis og den brækkede næse.
Idet hun anbragte Thomas’ hånd på hendes lænd og selv lænede sig ind mod ham fornemmede han hendes hensigt, og forsøgte ikke engang at rykke sig, for at tage situationen i egne hænder, men lod sig villigt lede uden at rykke øjnene fra Corday et øjeblik.

Læreren kom tættere på. Han havde tydeligvis været for fanget af Theis’ makabre ansigt til at opdage hvad Mallorie havde foretaget sig. Nu så han mod hende, mens hun stammende forsøgte at forklare situationen, der virkede absurd og mærkværdig.
Corday gik ikke op i elevernes interne problemer. Han gik op i disciplin og orden og alt der forhindrede dette, blev der slået hårdt ned på. Han var en erfaren lærer, hvis store passion påvirkede hans valg i et større omfang end han selv ville indrømme. Det ramte ham derfor i hjertet, da han så den grædende Mallorie, som stod lænet mod Thomas, men mistroen ville ikke slippe og en indre konflikt opstod, idet han forsøgte at forstå situationen før Mallorie havde stammet den til ham.
Han endte uden en konklusion, og irritationen over dette var tydelig, da han atter henvendte sig til de tre unge:
” Hvorfor slog han dig, dreng? .. Gjorde du pigen noget?” Corday var elendig til navne. Lærerens øjne faldt gang på gang tilbage på blodet, der synes at løbe ustoppeligt, og udbrød med tydelig væmmelse: ” Jamen, så stop det dog! Du bløder. ”

Hvis ikke Thomas havde stået placeret, som han nu engang gjorde, ville en spydig kommentar omkring lærerens årvågenhed været røget ud, men Thomas sagde intet.
Faktisk hørte han knapt nok efter, hvad den forhadte lærer sagde, og det måtte derfor være op til Mallorie at forklare alt, for Theis selv gjorde ikke andet end at hulke og snøfte og tage sig til næsen.
Grunden til Thomas’ pludselige ligegyldighed overfor omverdenen skyldtes ene og alene den grund, at hans venstre hånd lå placeret på Mallories lænd. Selv den højre hånd, der stadig smertede efter slaget kunne ikke hive ham ud af de tanker, som i denne situation var fuldstændig malplaceret.

Theis holdt endelig kæft, så Mallorie kunne tænke sin plan ordentligt igennem. Han ville ikke blive ved med at tie stille, desværre. Hun måtte komme på et eller andet. Et tegn eller noget så han var klar over, at han skulle tie stille omkring det. Hun prøvede derved kort at fange hans blik, imens han stadig hulkede med hænderne foran sit ansigt.
Det lykkedes efter nogle få sekunder. Theis kiggede på hende og hun sendte ham et "hvis du siger det her til nogle, så slår jeg dig ihjel blik", der så ud til at virke ganske glimrende. Han nikkede faktisk kort til hende. Det var nok mere pga det chok, som han havde fået, men det ville i hvert fald lade dem slippe for en tid.

Mallorie var glad for, at Thomas ikke rykkede på sig. Hvis dette skulle fungere som en løgn overfor den ældre lærer, så blev han nødt til at spille 100 % med og ikke give et eneste forkert udtryk fra sig. Ikke at hun troede dette ville blive et problem på nogen måde, men stadig.
Hun kunne tydeligt se på sin lærer, at han ikke helt købte den og måtte finde på et eller andet. Hun så op på Thomas og bed sig kort i læben, som i "hvad fuck gør vi?"
Corday vendte sig igen mod dem og man kunne se på ham, at han stadig debatterede med sig selv omkring, hvad pokker han skulle gøre med de 3 unge mennesker.
Han henvendte sig til Theis og Mallorie sendte ham endnu engang det samme blik som sidst. Corday's kommentar viste tydeligt hvilken side, han hvilede til og det lettede en sten fra hendes hjerte. Hun havde tydeligvis vundet deres lille fight og læren så ud til at være komplet ligeglad med, hvad der faktisk skete med Theis. Det var alligevel ikke noget nyt, at folk gik fra skole med skrammer.

Corday vendte sig igen mod Mallorie, som stadig stod lænet op af Thomas. Hendes tårestrøm var stoppet, men man kunne stadig se hendes øjne var en smule våde. Dette fik læren til at se på hende med et næsten bekymrende blik. "Er du ok frøken?" spurgte han i en neutral tone og så på hende, imens et lidt mere undrende blik faldt på Thomas. Han købte den vidst stadig ikke helt.
Mallorie kiggede kort på Thomas med et roligt smil. Hun havde nu styr på det, men det krævede også, at han på en eller anden måde beviste, at der var en smule tryghed ved ham. Ganske vidst var hånden stadig placeret på hendes lænd, men det ville nok kræve bare en smule mere, at få ham overbevist.
Hun kiggede derefter på den ældre herre og nikkede kort, inden hun med grødet stemme sagde: "Jeg har det fint hr." Corday virkede ikke helt glad ved det, da han igen skævede op til Thomas. Mallorie, der stadig stod halvt med ryggen til læreren kiggede op på Thomas og sendte ham et "gør et eller andet" blik.

Thomas stod i et stort dilemma. Han havde egentlig ikke så meget som overvejet, at han selv skulle deltage i at overbevise Corday, men nu, efter at de latterlige ophidsende tanker, grundet håndens placering, havde trukket sig en anelse tilbage, stod det klart for ham, at der ikke var nogen vej udenom.
Theis var trods ikke til megen hjælp. Han havde sænket stemmen i takt med at blodet kom under kontrol. Eller det antog Thomas, for han nægtede at kigge. Derfor anede han heller ikke, hvorvidt Theis var indvilliget i at holde kæft eller om han ville sladre så snart blodet var stoppet med at glide ned i munden på ham.

Dilemmaet var opstået i det Mallorie havde sendt ham blikket og med det overdraget ham ansvaret for at få dem ud af fedtefadet. Det havde Thomas naturligvis intet imod. Det han havde imod var de løsningsmuligheder, som var opstået i hovedet på ham, for der havde været mere end en, og begge havde været vidt forskellige.
Den ene var simpel, og handlede i bund og grund bare om at indrømme alt. At stå ved handlingerne. Thomas vidste at det ville være den mest chokerende mulighed, da både læreren og Mallorie – Theis tænkte han ikke på – ville blive forbløffede, og var der noget Thomas fandt underholdende, så var det at trække tæppet væk under folk. Især dem, der regnede med en redning. Minusset ved muligheden var dog, indså Thomas, at Mallorie næppe ville blive ved med at stå op af ham.

Han kunne selvfølgelig også bare forsætte løgnen. På den måde ville de med stor sikkerhed slippe for yderligere problemer. Overvejelserne trak tråde gennem hans tanker. Blikket var sunket lidt, havde kort mødt Mallorie og røg derfra op igen, da han fik en ide. Ingen reaktioner kunne ses. Han havde ikke afsløret noget i sit blik, der havde mødt Mallorie’s.
Thomas betragtede Corday, i det et lille, næsten uset smil formede sig på hans læber og han med en stemme, der næsten kunne kaldes venlig sagde:
”Bare rolig, hun er i trygge hænder hos mig.”
Så løftede han sin anden hånd, glemte smerterne, som der var gemt i den, og gav Mallories røv et klem. Den anden hånd lå forsat på hendes lænd. Smilet blev hængende på Thomas’ ansigt, og et yderst drillende glimt blev sendt mod Corday.
” Ikk’ også skat?”
Hun havde sagt, at han skulle spille med, og når en sådan mulighed bød sig, sagde han ikke nej tak.
Desuden var Thomas klar over, hvor utilpas og forfjamsket Corday blev af det, og læreren stod da også og åbnede og lukkede munden uden at kunne blive enig med sig selv om, hvad han skulle sige eller gøre.

Mallorie håbede inderligt på, at han ville finde på noget. Hun var ved at være udtømt for ideer og desuden ville det heller ikke virke helt overbevisende, hvis hun selv førte hans hænder eller hvad det nu skulle være. Det ville have været en smule tamt og desuden ville de med det samme blive opdaget.
Der var ingen vej udenom. Han måtte gøre et eller andet. Hvordan og hvad han havde tænkt sig at gøre, det var så spørgsmålet. Han ville ikke sige sandheden, det ville være alt for idiotisk, da han ville være sikker på at få skylden for det hele.
Hun vidste nu med sikkerhed, at Theis i hvert fald ville holde sin kæft og han havde også trukket sig tilbage fra kampens hede og sad nu på en bænk med et håndklæde for næsen.

Mallorie mødte hans blik, men intet kunne ses i det. Han havde fået en ide af en eller anden art, så meget kunne hun i hvert fald tyde. Det håbede hun i hvert fald inderligt på han havde. Mulighederne var vel egentlig uendelige, hvad angik en reaktion på hendes blik.
Da Thomas igen kiggede op på Corday, kunne Mallorie tydeligt se det smil, som formede sig på hans læber og hun blev straks en smule mere rolig.
Hans rolige stemme overraskede hende og et lille gisp gik gennem hende, da hans hånd placerede sig på hendes røv. Dog kom hun heldigvis med en automatisk reaktion på det. Hun kørte den ene arm op omkring hans brystkasse og lod den låse sig fast omkring hans nakke, imens hun trak sig en smule mere ind til ham.
Hun måtte tænke en smule, blot nogle få sekunder, inden hun kom med et svar til hans spørgsmål. I den tid kunne man godt se på Corday's ansigt, at han ikke helt vidste, hvad han skulle gøre med de to unge.
"Du plejer jo at beskytte mig ikke flotte?"

Tvivlen var stadig at se i lærens ansigt. Det var nok mere fordi, at han ikke just kunne se de to personer, som ellers plejede at være nogle hårdnakkede elever, stå sådan med armene om hinanden. Forfjamsket var han også blevet. Han kunne ikke finde ud af, hvad han skulle sige. "Øhm... Ja. Godt så" sagde han blot endelig og vendte derefter om på hælen, for at gå væk fra slagmarken.
Mallorie blev dog stående i samme stilling sammen med Thomas for at være sikker på, at han var helt væk, før hun kunne slippe ham igen. Hun lod sit blik falde på drengen igen og sendte ham et smil, der tydeligt var lettet over, hvor nemt de var sluppet fra noget, som ellers ville have kostet dem en gigantisk skideballe.
Grebet omkring hans hals blev en anelse mere fast, da Corday vendte sig om imod dem igen. Nok for at tjekke, at det ikke var en drøm han var i.

”Du der.. Dreng!” Corday forsøgte at samle sin autoritet op fra jorden og forlade scenariet uden at se alt for forfjamsket og dum ud. Han havde henvendt sig til Theis.
” Kom. Du skal have tjekket den.. ” Corday blev grebet af synet af Mallorie og Thomas, og glemte i et øjeblik, at han var ved at råbe ordre til Theis. Befippet rystede han på hovedet og genvandt fatningen. ” Den næse.” Stemmen var steget nogle toner, og Corday var hurtig om at vende sig igen. Thomas synes at bemærke en svag rødmen, der havde bredt sig i sin læreres ansigt.
Theis kom stavrende på benene, og sjoskede efter Corday uden at se sig tilbage.

Thomas havde ikke haft behov for at svare Mallorie. Læren havde allerede der været på vej væk, og nu drejede Corday om et hjørne. Theis var stadig at se. Duknakket og slæbende. Synet behagede Thomas.
Han stod forsat med Mallorie i sin favn, på trods af at der ikke var nogen som kiggede mere. På trods af, at de egentlig ikke behøvede at spille skuespil. De var sluppet ud af de problemer, som kortvarigt havde truet med at vælte ned over dem.

”Det klarede du jo fint. ”lød det let fra Thomas, idet han atter så ned på hende, stadig uden det mindste antræk til at flytte sig fra hende. Kvalmen havde lagt sig, efter Theis var forsvundet og det samme var smerten i hånden. Det eneste der fyldte Thomas var en overtruffen sejrsrus. Det fik ham til at leve en anelse mere op. Øjnene fik en næsten uovervindelig glød i sig.
”Ku´du li´det?”
Smilet var næsten væk, men tonen i stemmen indeholdt en drillende klang. Nærmest triumferende.
Han gav hende atter et klem, mens øjnene betragtede hende intenst. Så slap han hende, og rykkede et lille skridt bagud, afventende på hendes svar.

Et chok gik gennem Mallorie, da Corday råbte efter en eller anden. I det første sekund troede hun det var Thomas, men da han vendte sig mod Theis, der kom den lettede følelse over hende igen. Det var tydeligt at se på deres lærer, at han ikke kunne lide denne situation.
Hans autoritet, som ikke ligefrem var den største, hang i en løs tråd, som han henvendte sig til Theis. Med et blik over på hende, kunne hun se hans ansigt blev mere og mere rødt og hun kunne ikke lade være med at fnise over det. Det var så sjovt, når lærere ikke kunne tåle at se elever stående op af hinanden.

Corday var snart ude af syne og det samme var Theis, som ikke ligefrem så ud til at ville have hævn lige foreløbig. Det var noget, som behagede hende, selvom hendes hjerte stadig sad oppe i halsen på hende. Det havde været noget af en omgang.
Det undrede faktisk Mallorie en smule, at Thomas ikke slap hende igen, men hun havde bestemt ikke noget imod det, hvor lidt hun så end havde lyst til at indrømme det. De behøvede i grunden ikke stå sådan mere, da faren så ud til at være gået over.

Hun lod sin opmærksomhed falde på hans ansigt igen, da han snakkede til hende. En lille irriteret mine kom kort frem på hendes ansigt. Han så stadig ikke ud til at ville flytte sig. Hans øjne havde ændret sig. Der var en bestemt glød i dem, som hun ikke havde set fra ham før.
"Nej jeg kunne ikke. Jeg gjorde det for at slippe ud af problemerne"
Hun sagde det med en lettere flov tone og rykkede sig atter et skridt væk, da han slap hende. Farven i hendes kinder kom frem igen. Hendes kindben og næse blev let rødlige, imens hun vendte blikket mod jorden og prøvede på at få samling på sig selv. Dog var det ikke nemt. Der var noget ved ham der tiltrak hende. Det kunne hun ikke komme udenom.