Lidt sjov skal man jo have [Thomas Keefer]

Det havde egentlig været en glimrende dag, indså Thomas, som han stod der og ventede på hendes respons.
Han havde ikke været til time, men i stedet sovet længe. Han havde af samme grund undgået lektierne, der hørte til, idet Thomas kun lavede de lektier, som lærerne personligt sagde, at han havde for. Det gjorde lektierne langt mere overskuelige, og bunkerne var sjældent ligeså høje som Thomas’ medstuderende.
Han havde foruden sat Theis godt og grundigt på plads, først ved at lade en pige ydmyge ham, for til sidst selv at slå ham. Give han nådestødet. Det havde selvfølgelig ikke været meningen, men trods det var Thomas sluppet godt af sted med det, og havde endda haft fornøjelsen af at gøre halvgamle Corday rød i hovedet og forfjamsket. Ydermere havde Thomas haft den perfekte undskyldning til at tage lidt på Mallorie. En lækker bonus.
Nej, dagen havde været ganske god.

Hendes benægtende reaktion fik skyggesmilet på Thomas’ ansigt til at træde en smule mere frem. Hun morede ham, og han kunne ikke lade være med at svare omgående:
” Løgner”
Igen den lette rolige stemme, der fortalte at han vidste bedre. At han ikke anså hendes ord for den mindste smule sande. Og at han desuden var højt hævet over benægtelser. Selvfølgelig havde hun nydt det.

Thomas’ hoved faldt ned til siden, alt imens han studerede den røde farve hun havde fået frem i kinderne og over næsen. Hendes krop talte sit eget tydelige sprog. Thomas følte en pludselig trang til at træde i det. Fortælle hende hvor nemt det var at gennemskue hende, og hvor rød i hovedet hun var blevet af sine egne ord, der ville fornægte alt. Han tog fat om hendes hage, med et let men bestemt greb, og løftede hendes blik så det så direkte ind i hans øjne.
” Lyv ikke. Du er elendig til det.” Hans blik gled sigende hen over hendes kinder.
Dybt gemt i ordene, han netop havde sagt, lå der en trussel. Den var lille og tæt på umærkelig, men den var der. Thomas brød sig ikke om løgne, og selvom han den rolige tone forsøgte at skjule det, lå advarslen gemt. Kiggende ud under dynen af let venlighed.

Det havde været en virkelig underlig dag i hendes hoved. Det var i hvert fald ikke hver dag dette skete.
Den havde nu startet ud som den plejede. En sms fra hendes søde kæreste, en irriterende storebror, som hele tiden prøvede at få hende til at stå ud af sengen. Det med at være et morgenmenneske, det havde hun sku aldrig rigtig forstået. Der skulle en del til at få hende til at stå ud af sengen. Især hvis der lå en ved siden af. Det blev det bare endnu sværere af. Det var som sådan ikke noget nyt.
Dog havde hele dette scenarie overrasket hende en smule, både på den gode og den dårlige måde. Theis havde fået, hvad han i den grad fortjente, men hun havde i samme tid også utrolig ondt i hovedet over den hårdnakkede behandling hun havde fået af ham. En stor tot af hendes inderste hår manglede og hun kunne ikke lade være med at klynke kort over det, imens hun kørte hånden gennem sit hår.

Hun lod blikket køre op på ham igen og man kunne se det svage smil træde en smule mere frem. Det var stadig ikke, hvad normale mennesker ville kalde et smil, men stadig.
Hun sagde intet til hans kommentar, men så i stedet på ham, imens hun bed sig i læben. Hun burde ikke have nydt det. Det var netop problemet med det. Hans stemme var rolig, hvilket faktisk skræmte hende en smule.

Den røde farve i hendes ansigt var tydelig og det irriterede hende grænseløst. Hun troede dog ikke, at det var så tydeligt og prøvede på at gemme det væk fra ham ved at kigge mod jorden. Da han tog fat i hendes hage og tvang den opad ændrede hendes ansigt sig. Flovheden var ikke til at se i hendes øjne mere, blot en smule irritation og så den forbandede tiltrækning, som hun ikke kunne få til at forsvinde. Dog lod hun alligevel blikket blive på hans.
"Jeg kan godt lyve...." sagde hun med en mere eller mindre uskyldig stemme og sparkede kort til en sten, der lå på jorden. Hun kunne godt høre den trussel, som lå i hans tone. Han kunne ikke lide løgnere og det kunne hun faktisk heller ikke. "Okay fint. Jeg har fattet det. Du kan ikke lide løgnere, men hvad vil du have mig til at sige? Min helt reele følelser? Dem kan du jo alligevel se på mig" sagde hun i en lettere irritabel samt opgivende tone.

Han havde ramt noget i hende. Noget der omgående fik hende til at benægte, trods det faktum, at hun udmærket vidste at han var klar over, at det var en løgn.
Eller måske havde hun ligeså fornægtet denne sandhed, denne kendsgerning og i sin lykkelige uvidenhed troet, at han slugte hendes ord med hud og hår. At han tog hendes ord for sandhed.
Hvis det var tilfældet havde hun fejlet grumt.

Thomas brugte nogle sekunder på at kigge rundt. Der var ingen. Heller ikke Theis’ to kumpaner var kommet luskende tilbage, for at tjekke situationen. Der var, så vidt Thomas kunne se heller ikke kommet flere lærere. De var i realiteten ude af alle problemerne, og ville udefra blot ligne to tilfældige der stod og snakkede med hinanden. Ingen ville ane, at stedet for kort tid siden havde været en krigszone med skrig og blod. Ja, det var næsten som om, at det aldrig var sket.
Thomas overhørte hendes første udtalelse, hvori hun stædigt forsøgte at overbevise ham om, at hun var god til at lyve. Hun kunne da også godt lyve, indrømmede Thomas tavst. Han havde jo set det, da hun havde ført sit lille skuespil for Corday. Men det var som om, hun var bedre til det overfor læreren end hun var overfor Thomas. Thomas morede sig ved tanken. Det ville næppe være noget, hun ville indrømme og Thomas lod det overraskende nok ligge.

Til sidst krakelerede hendes facade, og det triumferende blik synes at lyse mod hende.
”Ja, du har ret.” svarede Thomas eftertænksomt og lod sig bevidst ikke provokere af hendes tonefald. Stemmen var beroligende.
” Men nu du spørger, så ja. Fortæl om dine reelle følelser. ” Det var ikke et spørgsmål, men nærmere en ordre. En der ikke var for krævende eller uretfærdig, for det var trods alt Mallorie selv, som havde forslået det. Thomas var spændt på, hvilken undvigelsesmanøvre hun ville benytte sig af, hvis hun ikke valgte at svare sandfærdigt, som hun så smukt selv havde lagt op til.

Hun havde det sekund lyst til at bide tungen af sig selv. Gøre et eller andet drastisk for at slippe ud af den situation, som hun så fint havde plantet sig selv i. Hun kunne stikke ham en løgn, eller bare nøjes med at fortælle halvdelen af sandheden. Noget måtte hun i hvert fald gøre. Hun kunne ikke bare ordret fortælle ham det hele. Hun bandede sig selv langt væk i sit hoved.
Flot... Hvordan fanden får jeg rodet mig ud af dette her? tænkte hun med et suk, imens hun kiggede rundt på sine omgivelser for at se, om der kunne være en udvej.

Det var helt underligt, så fredeligt der var blevet omkring dem. For blot nogle få minutter siden, havde det været en slagmark uden lige, men nu kunne det faktisk se ud som om, at det var normalt. At det bare var to elever, som stod og snakkede sammen om et eller andet. Der var ingen lærere omkring dem, ja faktisk var der slet ingen. Alle de elever, hun lige med øjet kunne se var enten virkelig langt væk, ellers kunne man kun høre deres stemmer. Det skulle også forblive sådan, hvis hun skulle fortælle ham noget som helst.
Hun var virkelig god til at lyve, hvis hun altså ville det og virkelig tog sig sammen for at det skulle kunne fungere. Det havde han jo selv lige set beviset på. Hendes lille skuespil havde været overbevisende nok til, at skolens mest hårdnakkede lærer fik medlidenhed med hende. Det var i hendes hoved meget godt gået.

"Fuck" mumlede hun kort for sig selv og kiggede op på ham igen. Hendes reelle følelser? For ham? Lige nu? De var faktisk ufattelig blandede, nu hun tænkte nærmere over det, men hun kunne vel lige så godt tilstå. Hun ville ikke få noget ud af at prøve at komme udenom det alligevel.
"Fint.... Jeg kunne godt lide det og det er netop problemet. Der er noget ved dig, og spørg mig ikke hvad, som er tiltrækkende. Tilfreds?" sagde hun med blikket mod jorden og trådte et skridt tilbage fra ham, imens hun knyttede næverne. Hvorfor skulle det lige ske nu? Men igen. Det var de følelser hun havde lige nu, ud over frustration og had til sig selv.

Hendes bandeord røbede hendes kattepine. At hun var trangt op i en krog, ledende febrilsk efter den rette forklaring. Hun vejede sandhed og løgn i sine hænder. Alligevel overraskede det Thomas, at hun endte med sandheden. Eller det regnede han i hvert fald med, hendes handling taget i betragtning.
Måske havde hun alligevel lyttet, da han havde bekendtgjort at hun ikke kunne lyve. Og at han ikke brød sig om det, løgne.

Hendes svar fik Thomas til at vokse adskillige centimeter. Der var noget specielt ved at stå med den fulde kontrol. Med en andens usagte underkastelse i sin næve. Thomas elskede det. Det underbyggede de tanker han havde om sig selv som kongen. Skolens ukronede hersker, der ikke behøvede de synlige rekvisitter, men kunne styre det hele alligevel. Få sandheden ud af pøblen, påvirke dem til at tage de rette valg, begå de korrekte handlinger. Og det bedste af det hele, var det faktum, at de sjældent indså at det skyldtes Thomas. Nej, de forblev i lykkelig uvidenhed i troen om at de gjorde alt, upåvirket af andre. Upåvirket af ham.
Thomas kunne ikke lade være med at lege med ideen om, at han var den usynlige dukkefører, der lod dukkerne tro de havde deres eget liv og de frie valg, som hørte med, men at de i virkeligheden blot gjorde, hvad snorene fik dem til.
- Og som den hersker, han selv troede, at han var, kunne han ikke lade være med at trække pinslerne lidt ud. Unødig visning af sin magt. For egen morskabsskyld.

”Er det mit charmerende smil? ” Han løftede vurderende øjenbrynet og betragtede hende, med en syg lyst til at drille hende. Få alle bekendelser frem, ud hendes mund. Bare for at se, om han nu engang kunne. Flytte lidt på grænserne, måske?
Blikket snublede over hendes knyttede næver.
” Så, så. Du behøver ikke at blive sur. Jeg har fuld forståelse for, hvad du føler. Det er trods alt ikke hver dag, man støder på et syn som dette.” Han pustede sig op, rankede ryggen, fuld af svævende selvtillid.

Mallorie stod stadig med knyttede næver og kiggede ned i jorden. Hun havde tabt. En følelse, som hun hadede at føle. Det var virkelig forfærdeligt og det blev da slet ikke bedre af, at det lige var ham, som stod foran hende. Hun havde overvejet at stikke ham en løgn, eller simpelt bare undgå spørgsmålet helt, ved at gøre et eller andet, så det kom væk fra emnet, men det ville hun af en eller anden grund ikke.
Det var nok pga det faktum, at hun kunne se på ham, han hadede løgnere og gerne ville tilbringe mere tid sammen med ham.

Hun vendte stadig ikke blikket mod ham, men stod med det plantet mod jorden, da han spurgte ind til sin egen charme. Hun havde lyst til at nippe ham af med en eller anden flabet kommentar, men det kunne hun ikke rigtig, nu hvor hele hendes skjold allerede var blevet nedbrudt.
Hun mumlede et eller andet uforstående, inden hun igen tog sig sammen til at kigge op på ham. Man kunne tydeligt se det på ham. Han så ud til at have det ganske sjovt over hele situationen.
"Det er en del af det"
Hun talte i korte sætninger, da hun ellers vidste, at hun ville gøre et eller andet dumt, eller komme med nogle flere sandheder, som helst ikke skulle ud over hendes læber. Hvorfor skulle han også være så god danm tiltrækkende og charmerende? Det var jo ikke fair. Hvad var der ellers? Der var faktisk en del ting, nu hun tænkte videre over det.

Hun kunne ikke lade være med at finde hans sætning både provokerende og ganske morsom. Det var ikke fordi, at han faktisk var den pæneste fyr, hun nogensinde havde set, der var bare et eller andet over ham.
"Nu ikke blive alt for kæphøj, pus"
Hun sagde det med en tydelig joke i stemmen og kunne ikke lade være med at grine en smule over den måde, som han pustede sig op på. Det kunne godt være, at han måske havde en smule for meget selvtillid, men det havde hun jo også selv nogle gange.