Need some shelter - Zean

Sted, vejr, tid samt omgivelser vil blive beskrevet i tråden

Sneen piskede ned over havnen, havet som der normalt skvulpede op af kajen var fuldstændig stivfrossent, mens at vinden piskede af sted. Hvem der ville begive sig ned på havnen i sådan et vejr, var ikke godt at vide, også især når man tænkte på at klokken var ved at nærme sig midnat. Men det var der, en spinkel kvinde, der prøvede at pakke sig godt ind i det lidt lasede tøj, mens at hendes plantin blonde hår slog sig om hendes ansigt.

,,Tag til Di Morga sagde de, der finder du helt sikkert arbejde, sagde de..'' mumlede kvinden til sig selv, mens hendes øjne kigget næsten sindssygt omkring, en af de mennesker man gik en stor bue uden om, når de kom gående på gaden, fordi man ikke kunne se i øjnene, at der var mennesker der havde brug for hjælp, men aldrig fik den. Hun var en af de mennesker, hun havde boet i Di Morga hun vidste ikke hvor længe, men på det sidste kun for sig selv, hun havde ikke set en levende person i måneder, de eneste hun faktisk snakkede til var hendes to andre jeg, så jo det var vel meget normalt at hun var blevet lidt unormal oven i rugen. Benene prøvede så godt som overhoved muligt at mase sig igennem sne masserne, som der lagde sig hurtigere end hun kom af sted, lige så snart hun havde sat et fod aftryk, så var det dækket igen af sneen, god ting hvis man troede man blev efter fuldt, men Aiden var jo næsten så paranoid nu, at hun troede der altid var nogen der fulgte efter hende, det var jo godt det samme.
De grønne øjne kiggede over skulderen en sidste gang, inden at hun smuttede ind i en af de efterladte skuer som der stadig stod tilbage på havnen. Det var et lille skur, hvor at der var mange utætheder, og sneen fyrede da også ind igennem huller og sprækker. Men det skabte nok læ at man kunne sove der, og holde varmen nogen lunde.

,,Hvorfor kom han aldrig og reddede mig..'' mumlede hun stille for sig selv, og fandt det mad hun havde stjålet frem fra sjalets skjul, hun dumpede ned på de mange tæpper hun igennem månederne havde fundet. Hun lagde nogle æbler, lidt brød frem for sig, mens hun sukkede kort, det var ikke særlig meget hun kunne mætte sig med i aften.
,,Når.. mad fik jeg da i dag'' hun fandt nogle flere grene frem, og lagde dem på gulvet hvor man tydeligt kunne se at der for havde været en bål, og begynde at lede efter en lighter eller nogle tændstikker for at få lidt mere varme ind i skuret, selvom det var lidt svært, når man tænkte på hvordan stormen tog til uden for.

Stilhedens sne lagde sig i lag henover hvert skur, hvert hus, og hver eneste gade. Snestormen havde ingen nåde, og syntes ærligtalt at finde det sjovt at udnytte dets utrolige kulde til at pine hvem end der havde begivet sig ud i det. Det eneste det gjorde de udødelige var bare en masse besvær med at komme frem, og høre deres omgivelser, for ikke at tale omkring at se klart. Ganske vidst var det omkring midnat, men det så nu stadig ud som om det var i dagtimerne udenfor, som om det var en eller anden omvæltning af dag og nat, og syntes det kunne være sjovt at spille folk et puds. Han hadede det sådan set. Men ikke af disse grunde, af nogle helt andre grunde. Grunde som han egentlig ikke talte højt omkring, og hadede at tænke på, men sneen gjorde det ikke ligefrem nemt for ham at glemme den fortid der lå bag den.

Langsomt tog han en dyb indånding, og åbnede de kraftigt røde øjne, som kiggede ud i mørket i læ for den grufulde sne der slog ned imod det skur han ellers havde gemt sig i. Hans måltid lå inde i de skyggefulde mængder af materiale, og fiskergrej. Blødende, som var det en rose, men megen blod kom der nu heller ikke fra liget, det var næsten helt drænet. Egentlig havde dette aldrig rigtig påvirket ham. I forhold til hvad det havde gjort for hans yngre bror, som havde mistet hans kærlighed for flere år siden, og nu var ladt alene. Hans egen ’slave’ ville han næsten kalde det, var da også død, men det var ikke sådan at han lå og tudede, men nu var disse grunde også af andre årsager. Og han vidste egentlig ikke hvor Naomi helt præcist var henne. Hun var som sunket til jorden, en kvinde han havde været en masse igennem med. En hånd gled op til hans ene øje, og gnubbede det lidt, arret var der endnu, bare ikke synligt. Det lå inden under overfladen, og smerten fra den pil der havde boret sig igennem det der før havde været kunne endnu genkendes.

One danm hell woman I found my self… mumlede hans tanker inden i ham selv, inden de røde øjne lukkede sig igen. I det han havde gjort dette, hørte han den knirkende lyd af skurets dør åbne sig op. Hængslerne var lige ved at give efter, og lade døren falde pladask ned på gulvets brædder. En stemme kunne også høres efter lidt tid. Hvem var det? Hvem var det der skulle reddes? Burde han overhovedet være interesseret, blikket gled rundt, inden han løftede hovedet svagt, og fik øje på denne blonde kvinde der sad og fik tændt et bål. Han betragtede hende længe inden han lydløst fik kastet sig væk fra det sted han havde været, og ind i skyggerne hvor han følte sig helt tryg. Kvinden var tydeligvis ensom, og ville sikkert ikke blive fejl diagnoseret hvis man sagde hun var sindssyg. Dog vidste han ikke helt om han skulle tale til denne kvinde. Egentlig ville han helst være fri, faktisk hadede han at snakke, han kunne bedre lide at tage. Tage det han ville have, og om mon ikke han kunne spise noget mere. Han sagde aldrig nej til blodet. Og det ville egentlig være ham en ren fornøjelse endelig at mærke en ung kvindes blod i ganen igen. Skulle han lege lidt med hende inden, det kunne være en ren fryd at se hende væmmes ved hans egentlige hensigt.

”Undskyld Frøken, har De brug for en hjælpende hånd?” kom det ganske roligt fra hans stemme, hvor til, en bydende rolig kølig hånd rakte sig ud imod hende, som en form for fornem gestus. Hans hænder fremmanede en lille ild dæmon, i bålet, som lagde sig godt til rette på brændet, hvortil det brændte godt til og lod varmen glide om sig og sine nærværende.

Mange mennesker havde måske været blevet forskrækket, hvis der pludselig var kommet en mand hen og sagt om han kunne hjælpe en. Men ikke Aiden, Aiden anskuede slet ikke manden der havde rakt hånden imod hende i en form for gestus.
,,Aiden har ikke brug for hjælp, Aiden har Tristan og Isabella.'' Mumlede kvinden stille, mens at hun begyndte at æde grodigt af æblet, som havde hun ikke fået mad i flere dage, og måske havde hun hellere ikke, nogen gange var det så slemt, at hun slet ikke kunne komme ud af hendes ydmyge seng, på grund af de slemme ryste turer hun nogen gange fik.

Hun rynkede dog lidt på næsen, da hun kunne genkende en hvis lugt over herren, vampyr? Hun vente hoved og kiggede på ham, rigtig nok så skinnede de røde øjne meget stærkt igennem. Det æble hun havde i hænderne tabte hun, og det trillede langsomt væk, halv spist.
,,Patrick, oh, du er endelig kommet for at hjælpe mig.'' hviskede hun hæst, og kravlede hen til manden og greb hans bukseben, for at forhindre ham at gå nogen steder.
,,Jeg ventede, jeg ventede så længe, men du kom aldrig'' hun vidste ikke at manden hun refererede til, var en af de mange ofre under den krig der havde hærget over Di Morga i flere år. - hun havde ikke en gang opdaget af krigen faktisk var forbi, og der havde været meget fredeligt de sidste årstid.

,,Du må ikke gå igen Patrick, du bliver nød til at hjælpe mig-" hendes stemme blev helt lille inden hun fortsatte.
,,Du bliver nød til at skaffe mig af med de andre.'' hendes øjne kiggede bedende på ham, selvom der var et strejf af sindssyge dem, pludselig kunne man se hvordan håret skiftede til let sort farve, og hun gav slip på buksebenet lige så hurtigt som hun havde taget fadt i det.
,,Aiden kan du ikke se det ikke er ham din idiot'' mumlede hun med en meget dybere stemme end sidst, og de let gullige øjne, havde ændret sig til nogle helt lyseblå iskrystaller, men lige så hurtigt som forvandlingen af hendes hår og øjne, ændrede det sig tilbage igen.
,,Nej nej, det er ham, han er endelig kommet for at redde os.'' sagde Aiden, og smilede stort til manden hun kiggede på - inden forvandlingen skete igen.
,,Din tåbe, han er død, vi slipper aldrig fri fra hinanden.'' hvæsede stemmen af sig selv, som var det faktisk to personer der stod ved siden af hinanden og skændes, ind til at der skete en helt ny forvandling, nu blev håret rødligt, og øjnene næsten helt sorte.
,,Hold nu din kæft Isabella'' mere fik den stemme ikke lov til at sige, før at Aiden forvandlet sig tilbage til hende selv.
Det var det der var det værste, hendes forvandlinger kom hyppier, og hun havde ingen kontrol over det, hun var tæt på opløsning - hendes ansigt stivnede.
,,Nej, nej det er ikke ham.." mumlede hun stille, og kravlede tilbage til hendes mad, og gumlede nu på brødet i stedet, mens hun rokkede frem og tilbage, og øjnene kiggede vildt i alle retninger.

Hvad der skete I dette skur på nuværende tidspunkt, var helt uden for nogen former for fatte evner. Og trods for at denne vampyr, havde levet i mere end 600 år, var dette hamhelt uforklarligt, og anede hverken hoved eller hale på hvordan tingene fungerede lige nu. Faktisk var hendes stabilitet ham forundrende. Selv den lille ilddæmon kiggede nøje på kvinden med dets kulsorte øjne, og derefter sendte det et mistroisk blik til manden, Zean, for at sige, Lad være med at drikke af hende, det ender med du selv bliver sindssyg. Men hvad kunne Zean gøre, den rødhårede kvinde af hendes sider mindede ham lidt om Naomi, også alligevel ikke. Han tog en hånd om bag sin nakke og kløede den lidt.

”Nuvel.. jeg er ikke Patrick.. men måske kan jeg hjælpe alligevel..?” Kom det bydende fra manden og tog dennes jakke af for at lægge den rundt om kvinden så hun bedre kunne få varmen, til trods for han også havde sat ild til hendes bål. Hendes grådighed med at spise forbløffede ham egentlig. Måske ville han kunne få noget ud af hende, hvis han nu tilbød sin hjælp. Hvem vidste måske var han til en form for hjælp? Og måske var hun noget værd for ham. Det var nu egentlig typisk Zean, gik altid op i om det der foregik omkring ham, var til gavn for ham selv, meget vampyrisk egentlig. Men han havde vel også været lidt for længe på jorden, til at gide at, tænke på andres velbefinde andre end ham selv.

Langsomt gik han hen for at få fat i en stol og tørrede støvet af den, inden han satte sig på dets sæde. De røde øjne der langsomt forsvandt ind til nogle brungrønne øjne. Dets ydre kant var let mose grønt, mens den indre farve balancerede på en nøde hasselbrun farve. Hans blege hud lyste let i skæret fra den faldne sne, der svagt løb ned igennem revnerne på taget. I ny og næ sneg, snefnugende sig også ind imellem dem, som ville de komme snigende om bag på dem, og forskrække dem med deres kølige krystaller. Manden betragtede kvinden foran sig, med en form af interesse, men dog betragtede hende ikke som andet end et muligt offer for hans føde. Han kunne aldrig drikke sig mæt i blod. Hans tørst var for stor, og det havde den altid været. Hans bror havde det dog med at kunne holde sig tilbage. Det var ganske vidst underligt så lidt de egentlig mindede om hinanden.

Endnu engang lod han sine tanker falde tilbage på det sceneskift der var sket for øjnene af ham. Som havde han set en eller anden form for teater stykke der skulle udføre nogle effekter. En hånd gled op til hans skæg og kløede det lidt, imens han kiggede eftertænksomt på denne kvinde. Han overvejede lidt sine muligheder, han kunne sikkert placere et af hendes jeg’er i et midlertidigt fængsel i én, af hans små monstre. Det ville holde i længere tid nemlig. End som det ville når det kom til de helt store. De store havde det med at forsvinde efter et kvarters tid, eller deromkring. Det kom an på hvor meget energi han egentlig havde. Men nu havde han heller ikke ligefrem trænet denne evne helt fuldt ud. Eftersom han for det meste nøjes med de små, da de var praktiske, og udførte en del arbejde for ham. For eksempel at holde hans to etages lejlighed ren.

Hun slikkede fingrene efter at hun var færdig med at spise brødet, og kiggede på gulvet om der måske skulle være nogle krummer tilbage - Hun var bare så sulten. Hun fugtede langsomt sin læbe, og lagde hoved lidt på skrå, og kiggede tomt ud i luften, det var næsten som om at den smugle mad hun havde fået, fik hoved til at fungere ordenligt igen, eller også var det sammenværet med en anden person, der gjorde at hun kunne se at man godt kunne have normale samtaler, og ikke bare dem med sig selv.

,,Der er ingen der kan hjælpe mig'' sagde hun stille og flyttede ikke øjnene fra væggen som hun kiggede på, uden egentlig at kigge på den. Hvad hun ville, var hende faktisk uklart nu, ville hun overhoved af med sine to andre sider, eller var det dem der ville af med hende? Hun sukkede kort, det var vel hendes egen skyld, man kunne vel kalde det en af de eksperimenter der gik grueligt galt, det var jo aldrig meningen hun overhoved skulle have siddet her i dette skur lige nu, hvis det havde været for dém, så havde hun jo stadig siddet i en eller anden gummicelle, og aldrig nogen sinde kommet ud i den virkelig verden, før det var for sent.

,,Hvad vil du, overhoved hr...?'' mumlede hun stille, og vente hoved tilbage, for at kigge på ham. Hun var måske ved at gå fra forstanden, men dum var hun ikke, og det ville hun aldrig blive. Nogen gange var dem der opførte sig mest sindssyge, også de klogeste. Man kunne jo bare kigge på Autister, især dem der havde det i så svær grad, at de ikke kunne omgås mennesker. Dem havde man stemplet som retarderet, problemet med dem var jo bare at de optog alt der foregik rundt omkring dem, og det var typisk dem som var de klogeste, eller de mest kunstneriske, eller havde i hvert fald nemmere ved at lære tegnetekniker. Man kunne jo bare kigge på Van Gogh, han skar sit øre af? - hun var jo slet ikke der henne, hvor hun var i gang med at adskille sig hendes krops legemer.

Hun trak den jakke han havde lagt rundt omkring hende, og trak den tættere omkring sig. Ja Aiden var en klog pige, og hun havde nogle store kræfter rummende inde i sig, som kunne smelte sammen og skabe det mest dødelige våben man havde set magen til, men dette resulterede også i, at hun ville dræbe sig selv i processen. Men alt dette tænkte hun slet ikke selv på, hun var bare en stille pige, som aldrig havde trodset nogen som sådan, måske havde det været derfor hun havde sagt ja til at prøve, og se om man kunne forene hende med en anden dæmon, en død en af slagsen, fordi hun ikke havde turet at sige nej?

Et kort suk undslap hendes læber, mens hun lagde hagen på de knæ efter hun havde trukket benene op under sig. Hendes øjne lagde sig nu på ilden, og betragtede lidt den dæmon der sørgede for at ilden ikke ville gå ud, sådan lige med det samme, det var rart med noget ordenligt varme, hun kunne slet ikke huske hvordan det var at ligge i en ordenlig seng, eller få ordenligt mad, nogen dage fik hun et ordenligt måltid, mens andre dage måtte hun tage sig takke med hvad hun kunne finde i skrældespande. Hvilket liv hun levede.