Rumænien - Zean

Sted .::. Rumænien på en markedsplads
Tid .::. Om aftenen altså det er mørkt
Vejret .::. Køligt og det blæser en del
Omgivelser .::. Nogle mennesker?
Dato .::. Omkring 4 måneder efter bidet

*hvordan kunne han være så dum!? Hvad var det egentlig sket?* det var de tanker som hele tiden løb igen hendes hoved mens hun gik hen over markedspladsen. Hun havde opsøgt Zean igen efter en måned ved teateret da hun gerne ville snakke omkring hendes følelser for ham for en gangs skyld, men det havde hun godt kunne pakke sammen, for det hun var kommet hen til den dør og gået ned i rummet havde han ikke været der, tingende havde været rodet rundt og det var tydeligt at der havde været en kamp i gang hvor Zean ikke havde været vinderen. Der efter var tiden brugt på at opsporer dem og det havde taget sin tid, men endelig var hun sikker på at hun var kommet det rigtige sted hen, nu var det jo bare at finde ud af hvor de havde spærret ham inde! Hun var iført sort tøj som sad stramt ind til kroppen, hvilket gjorde at hun kunne bevæge sig hurtigere og mere frit hvilket helt klart var et plus når hun skulle op og møde andre vampyrer. Hun kiggede rundt inden hun forsvandt ind i en gyde, hoppe op på en af de store skraldespand, op af væggen som en kat og var hurtigt på taget. Han kunne ikke være så langt væk hun kunne dufte hans blod, hun har sørget for at hun var meget sulten så det ville være lettere for hende at opsporer ham, og havde derfor blod med i hendes taske som var på ryggen lidt upraktisk men hun tog heller ikke nogen form for risiko at hun ville drikke ham op når hun endelig havde fået ham ud. Hurtigt og lydløst løb Naomi hen over taget mens hun spejdede efter nogen som kunne se hende, hoppede ned fra taget, bukket langsomt benene og landede på en katteagtig måde på jorden. Kigger på et hegn og ved med det samme at hun var kommet til det rigtige sted nu var det bare at finde det sted hvor at han blev holdt fanget. Hun fandt en tang frem fra tasken og begyndte at klippe en firkant i hegnet så hun kunne komme igennem. Da det var på plads sparkede hun det ud og kryb igennem hullet og begyndte at løbe over pladsen i håb om at hun ikke blev set, så et kloakdæksel og fik det fjernet inden hun hoppede ned i det. Lukket det i igen og kigger rundt i mørket og måtte lukke øjnene for at koncentrerer sig hvor Zeans blods lugt kom fra og begyndte at løbe igen, det måtte være her under jorden og hun måtte vel snart være der!?

Et lille suk lød inden fra cellen i det mørke rum, en spinkel dreng sad på jorden og kiggede frem for sig imens han lod sine øjne blive lukket, så han kunne samle sine tanker, det her var nok noget af det mest, ja han vidste ikke hvad det gik ham bare på nerverne at han havde været så dum at lade sig narre af et sådan trick, han rystede lidt på hovedet, hvorfor skulle medlemmer fra organisationen også være så idiotiske nogen gange, men deres blodforandring var satans gode, han rystede lidt på hovedet og lod hånden glide hen til det sted hvor han var blevet sprøjtet med bedøvelse, og sukkede lidt imens han kiggede lidt rundt med øjnene, han følte sig faktisk utrolig træt lige nu, og ville faktisk bare gerne sove hvis han skulle være ærlig, og kneb øjnene lidt sammen, hans evner var stadig svækket efter bedøvelsen, han var faktisk først vågnet her for noget til siden. *Idiot Zean…* mumlede han af sig selv, og lænede hovedet op mod væggen og lukkede øjnene stille, alle hans lemmer, knogler, og scener føltes helt udmattede og lige så hans øjne, hvis han skulle være ærlig ville han bare gerne sove, og forsvinde ind i sit eget mørke af intetheden, stille lukkede hans øjne i og han faldt stille hen i en tung søvn.
“Skynd dig nu !” råbte en lav dreng grinene til en dreng der var noget yngre end ham, den forreste dreng var nok omkring de 8 år, mens drengen bag ham var på de 5-6 år, begge med sort hår og grønne øjne, det samme smil, dog var der omkring en stor højde forskel på dem, den ældste omkring de 155 i højde og den yngste 129cm, de spændte af sted som om de var vinden selv, mens en fed mand fulgte efter dem med et læder bælte i den ene hånd, drengene grinede bare af ham , de kunne ikke have det ret meget sjovere end nu. “Kom, Den her vej !” råbte den forreste af drengene og greb den yngre dreng i armen og hev ham ind i gyde og pegede på en høstak som tegn på at det yngre dreng skulle hoppe op “Op i den skynd dig Heath !!” små råbte han og hjælp den mindre dreng op i høstakken som åbenbart hed Heath, men inden drengen selv kunne nå at komme op i vognen med hø kom manden med sit læder bælte og greb fat i hans hånd, “NÅR SÅ FIK JEG DIG!” råbte han med spyt i kæften lige op i hans hoved, drengen sagde ikke noget til det men, drengen i høstakken, Heath kiggede blot på og mumlede lidt, “Zean…” han så til imens den ældre dreng fik slag med læderbæltet men underligt nok kom der ikke en eneste lyd fra ham, han var bare stille…
Med et vågnede Zean op fra sin drøm og hamrede sit hoved op i sove bænken som han havde fået tildelt sig, og banede lidt af det.

Hun hoppede ned af endnu et hul og landede på noget mul jord mens hun kiggede rundt og måtte undre sig over hvorfor hun ingen vagter havde set endnu hvorfor egentlig? Det virkede bare virkelig underligt når det kom til stykket. Hvilket godt kunne vække nogle bange anelser i hende omkring at det slet ikke var Zean de var ude efter men lige præcis hende selv. Men hun skød tanken væk fra sig da hun ikke ville lade ham i stikken også hellere gå i døden selv for det, hun holdte jo et eller andet sted virkelig meget af ham. Et lille suk kom frem mellem hendes læber og hun kløede sig lidt i nakken da hun igen skulle finde ud af hvor han var henne da hun for et kort øjeblik havde mistet duften fra hans blod. Hun stillede sig derfor ind i skyggerne og lukkede øjnene for at koncentrere sig omkring hvor den kom fra og hvor han måtte befinde sig . Det tog dog ikke lang tid for at hun faktisk fik færten af ham igen og begyndte at løbe stadig mens hun holdte ørerne åben omkring hvis der skulle komme nogen den retning hun nu løb mod hvad hun formået måtte være Zeans celle. Hun stoppede igen op og snusede lidt med næsen, hun følte sig ærlig talt som en sporhund hvis hun skulle være ærlig, men måske var hun det også? Måske var hun bare god til at det med at finde ud af hvor hendes bytte var, eller hun kunne blive det hvis hun ville, kunne alle vampyrer sikkert. Hun satte tempoet op da der jo var gået nogen dage siden at hun havde fundet ud af at Zean var blevet bortført og hun viste jo ikke just hvilken tilstand han var i, hvilket irriteret hende at man ikke på en eller anden måde kunne have en forbindelse med den som havde bidt en. Så havde det sikkert taget meget kortere tid at finde ham end det havde taget i denne omgang, men skidt vær med det hun skulle finde ham! Hun skulle have ham med hjem, om det så ville koste hendes eget liv til sidst, kunne hun jo være ligeglad, så havde hun faktisk gjort en god ting i hendes liv. Hun drejede rundt om et hjørne og så en masse celler og grublede lidt over hvilken en det så ville være som han var inden i, da hun hørte en let banden fra den sidste celle og løb over til den, greb fat i det lille hul der var at kigge ind og hæv sig op. Ja rigtig nok der var han ”Zean” hviskede hun og kunne mærke hvor glad hun var for at se ham igen, bed sig i læben og hoppede ned igen ”nu skal jeg nok få dig ud” hun lod hurtigt sit blik glide rundt inden hun fandt noget låse udstyr frem fra tasken og begyndte smidigt og hurtigt at dirke låsen op, og der gik da heller ikke mange minutter for at det sagde klik og hun havde lov til at åbne døren. Hun skyndte sig hen til ham og satte sig op hug ”lig stille” mumler stille og finder noget blod og en sprøjte frem som skulle hjælpe på den sprøjte han sikkert havde fået under overfaldet. hun havde på nuværende tidspunkt ikke hørt at der var folk der havde fuldt efter hende da hun efter var kommet til cellerne kun havde tænkt på at få Zean ud.

Kigger stille og træt ned i gulvet imens han prøver at vågne igen, på den ordentlige måde. Bider sig let i læben og lukker øjnene hårdt i mens det er let sløret, begynder langsomt at kunne mærke en atmosfære som ikke var der før, “Hmm…” mumler lidt da trætheden igen overmaner ham og lader hovedet synke ned ad imens han stadig sidder op af væggen med hovedet vendt ned af, mumler lidt for sig selv og falder til sidst ned på jorden igen da han ikke længere kan holde sig oppe, han kan dog hører en svag lyd henne fra døren og en stemme, en ret så velkendt en, men kunne ikke bedømme hvilken en. Da han langsomt åbnede øjnene igen så han at det var Naomi, han sukkede lidt, og kiggede hen mod døren og kunne mærke hvordan flere mennesker kom, “Sk..skynd dig væk…” mumler lidt og kigger lidt hen mod døren, “Vagterne.. De kommer” synker noget mund vand da han kan lugte blodet og bider tænderne sammen imens han tænker over at han skulle holde sig væk fra det, tage sig sammen så han ikke lige pludselig overfaldet hende, han kiggede sløvt hen mod døren, “Se så at komme væk..” sagde han da han fik samlet lidt kræfter og skubbede hende væk med hånden, og kunne hører de lette skridt der langsomt kom nærmere og rynkede brynene imens han prøvede på at få hende skubbet væk, “Forvandl dig og kom væk herfra…” sukker lidt af smerte i kroppen og kigger på hende med de røde og grønne øjne, han kunne mærke hvordan kræfterne til at holde sig vågen blev større og større, og øjenlågene tungere og tungere, til sidst, var han borte og røget ind i en anden verden.
“Mor, hvem er det?!” sagde en lille dreng med sort hår ivrigt til sin mor imens blikket skiftede fra hende til faderen, den lille dreng var omkring tre år gammel, med en stor intelligens, der var plantet et stort smil på hans læber som vidste de hvide tænder, “Det er din bror, sønnike..” sagde faderen som holdte om den lille dreng og kiggede hen på moderen der smilede træt til dem, mens drengen havde vidt åbne øjne og kiggede ned på den lille bylt med det lille væsen i, tænk at det lille væsen i de mange klæder kunne være hans bror… Zean røg med et ned på jorden og rystede lidt imens han drømt.

Hun kiggede forfærdet ned på Zean da han slet ikke så ud til at være sig selv, og hun forstod virkelig ikke hvad han snakkede ”lad nu vær, jeg går ikke uden dig!” kan mærke hvordan hun bliver ked af det at han bare sådan skubber hende væk men stopper ikke med at ville hjælpe ham, hun ville ikke gå fra ham ikke igen! Hun tog hætten af sprøjten væk og kiggede rundt da hun godt kunne hører de lette trin men tænkte ikke på at det ville være noget og løftede op i hans trøje så hun kunne komme til ved hans armhule og lod langsomt nålen glide ind i huden og sprøjtede modgiften ind, det ville tage noget tid for at det ville virke, men virke det ville det. Hun tog den ud igen og tørrede det lidt blod som løb ned af armen og kiggede over sin skuldrer og kunne se skyggerne på væggene og måtte skynde sig hvis hun ville have dem begge ud. Hun lagde nogle af blodposerne i hans lomme, men for hun viste af det blev hun revet til side af nogle andre vampyrer og blev taget hårdt i nakken. Hun kæmpede for at komme fri og fik da også smidt manden som havde taget hendes arme og nakke væk fra sig og løb over til sin taske og Zean, hun kiggede hen over skuldrene og så flere vagter komme ind og viste at løbet var kort for hende hun trykkede en falske med noget væske i hånden på Zean ”brug det her når du skal ud og du er kommet til kræfter og drik blodet når du vågner” hviskede hun svagt ved hans ører og mærkede tårerne. Hvad man ikke gjorde når man led af ulykkelig kærlighed? Hun tog mod til sig og kyssede ham på læberne inden hun blev revet væk fra ham. ”Hvad fanden! Tag sprøjten og put væsken ind i kroppen på hende” da hun kæmpede imod igen, hun mærkede hvordan nålen blev boret ned i hendes hud og langsomt forsvandt hendes kræfter hun kunne ikke længere kæmpe imod. Og hun blev også en del mere træt i kroppen, hun kiggede over mod Zean *jeg.. jeg elsker dig* faldt så ind i bevidstløsheden og bliver boret væk ”Hvad med drengen?!” råbte en af vagterne og manden som havde Nei over skuldrene trak bare på skuldrene ”lås ham inde igen.. han har gjort sit job til sit fulde.. og herren vil snakke med ham bag efter.. måske kunne han være til mere nytte du ved” han grinte hæst og utrolig ubehageligt mens han så vente sig om og gik videre væk fra cellerne og op ad. Døren blev låst ind til Zean’s celle og vagterne går tilbage til deres poster mens hun langsomt blev fragtet op til herren.
Der gik noget tid for de var der henne og hun blev smækket ned i en stol og derefter bundet til den ”er hun vågen?” spurgte en stemme og vagterne trak på skuldrene ”Så væk hende dog for fanden!” hvæsede stemmen igen og hun fik igen en sprøjte ind i huden og den klarevæske blev langsomt presset ind. Hendes øjne åbnede langsomt og hun kiggede rundt, alle billeder var sløret og det var ikke rigtig til at se hvor det egentlig var hun var. Hun mumlede lidt og mærkede nu at hun var bunde til en stol og ømmede sig ”Hvor.. hvor er jeg?” spurgte hun stille og kiggede over mod manden hvis stemme for havde talt ”du min pige er kommet til Kirai hovedkvarter” grinede han hæst ”og jeg er Marcus” han vinkede vagterne ud foran døren og gik langsomt over til hende ”hvad vil du mig!?” spurgte Naomi med en rolig og dog alligevel skinger stemme da hun ikke rigtig kunne lide det her, der var noget bekendt over det. Noget som hun havde set for i denne mand, men hun kunne ikke huske det ”du kan ikke huske mig?” spurgte han langsomt og lagde den ene hånd omkring hendes hage og kæbe og klemte den lidt mens han tvang hende til at kigge ind i hans øjne, da hun kiggede ind i dem begyndte hun at skrige af pinsler. Hun havde set det blik for! Da hun havde været lille, da hun havde boet hos sin far og hans nye kone deres lille datter. Det var for hun var blevet nød til at flytte tilbage til hendes mor, dette blik som havde været det sidste hun havde husket efter hendes fars død ”morder!” kom det skinger fra hende og hun prøvede så godt hun kunne at fjerne hendes blik. Det var ham! Ham som havde dræbt hendes far, men for hvad formål!? ”hah.. så kan du huske mig” grinede Lucifer hånligt og gik over og satte sig på hans skrive bord mens han betragtede Naomi ”jeg må sige.. du er meget smukkere som vampyr end hvad du var som menneske, men stadig lige fristende..” hun kiggede stadig væk og ville ikke hører på hvad han havde at sige! Det kunne også være lige meget ”så min pige.. nok af den snak.. nu vil jeg have dig til at fortælle mig noget” dette fik hende til at kigge hen på ham og hævede det ene øjenbryn ”og hvem siger at jeg nogen sinde vil hjælpe dig?” kom det lige så hånligt tilbage fra hende som han havde snakket til hende for ”hvis du har dit liv kært min pige så ville jeg hører godt efter hvad jeg har at sige” hun rystede bare på hoved og grinede ”du kan rende mig et hvis sted! Mit liv er intet værd for mig mere.. har ikke noget at leve for!” sagde hun så og hævede et ene øjenbryn og smilede kækt til ham. Hvis han ville dræbe hende kunne hun ikke være mere ligeglad. ”Og hvis jeg nu ofre din lille skaber der… Zean hedder han vist nok” hun grinede igen, her måtte hun le ”du har intet på mig.. han vil gerne væk.. så hvorfor gøre så han ikke kan?” hun var efterhånden blevet utrolig god til at gemme sine følelser væk fra andre ”neej okay.. han har også en del information som jeg skal bruge.. men hvis du ikke vil tale så må jeg jo få fat i ham” grinede han og fik nogle vagter ind igen ”bind hende fast ud i gården så man kan se det her inde fra også lad os se hvor meget hun egentlig ønsker at dø når sollyset rammer hende, og om vi ikke kan få noget information ud af Zean på den måde, og når han så er færdig.. så dræb hende alligevel” han grinede ondt mens Naomi under store protester blev revet væk fra hans kontor og ud på gården hvor hun blev hængt op på et kors.

Han lå stadig på det kolde gulv og rystede lidt, alting skete så hurtigt for øjnene af ham, han kunne ikke koncentrere sig, det ene billede gled igennem hans hoved efter det andet, de fleste af hans bror, nogen af hans forældre andre af Naomi, han krummede sig lidt sammen og ømmede sig lidt, han lagde langsomt sine hænder mod jorden og prøvede på at rejse sig lidt op men han var for svækket af kræfter i dette øjeblik, alting kørte rundt, og intet ville finde sted overhovedet, alting var fjernt og tåget. “For fanden da..” bandede han og prøvede atter at komme op igen Han prøvede på at tænke lidt tilbage, og så Nei for sig, at hun blev ved med at hjælpe hende også selvom han prøvede på at få hende væk, prøvede på at advarer hende mod vagterne. En smerte jog igennem ham ved armen, og han tog hurtigt fat ved den og klemte øjnene hårdt i, han havde ligget helt forkert da han var faldet ned, på jorden. I en kort stund prøvede han at tage sig sammen til at kunne rejse sig op, men hans kræfter sagde ham imod og ville ham de modsatte. Et kort støn røg ud igennem hans læber af smerte, muligt han kunne lide det, men ikke når den var kommet helt uventet, et lille klik kom dog igen henne fra lågen af og han kiggede op ret så hurtigt og så på vagten der var kommet ind som stod og grinte hånligt af ham, “Hah den sprøjter tager godt på dig !” sagde han med en dyb stemme og gik hen til ham, han greb ham i nakke skindet og slæbte ham med sig selvom at Zean prøvede at vride sig fri men kunne ikke da det værkede i hele hans krop, han kiggede stille ned i jorden og derefter så han stille op, for at finde rundt på det hele, “Lotas…” mumlede Zean stille da han kunne genkende stemmen på manden som holdte ham i nakke skindet manden grinede stille og nikkede lidt, “Ja det er skam mig, sikke dog du er god til at huske…” sagde han med en rysten på hovedet og gik videre op af en trappe, “Bare for at advare dig gamle ven… Du mister pigen hvis du ikke snakker sandt for dig..” sagde han lavmælt da han tog skridtende hen ad en lang gang, der kom endnu et støn af smerte ud igennem hans næseborer, det blev ved med at værke i hans krop, imens han prøvede på at koncentrer sig omkring hvad det var Lotas sagde til ham, han rynkede lidt på brynene og kiggede stille på ham, “Hvad har han planer om?” spurgte han efter lidt tid og ventede på at den store fyr ville fortælle ham omkring det, så han kunne få noget at vide, i det mindste var det jo altid godt at han havde fundet nogle ‘sande venner’ her på stedet som man kunne kalde dem, han mumlede lidt og kiggede frem for sig igen, “De vil vide noget omkring hende pigen, hvem hendes forfædre er og det, de har på fornemmelsen af at nogen i hendes generation har været en form for vogtere eller noget…” han trækker kort på skuldrende og fører ham ind til det mørke rum og kigger på ham med et blik om at han selv måtte klarer sig nu.

Hun vred sig frem og tilbage mens hun prøvede at komme fri fra de ræb som holdte hende oppe i det kors lignende ting og bed sig hårdt i læben. Det her var ikke gået just efter planen, men hvis hun ikke tog meget fejl ville der ikke ske noget med Zean og det havde været målet med at komme også var hun ligeglad med hvad der ville ske med hende selv. Hun sukkede og lod blikket glide ned af mens hun ventede på at det snart ville være dag og sollyset ville ramme hende. Ramme hende og dræbe hende til sidst, men hvad var der ellers at gøre!? Hun kunne ikke ligefrem komme ud af disse ræb og hun var ret sikker på at hvis hun gjorde ville der være mænd for neden af korset som ville hænge hende op i lænker bagefter. Men at vide at lige meget hvad Zean ville gøre ville hun stadig være dømt til døden sikkert bare fordi at hun ikke ville gøre noget formål for dem som sådan så hvorfor beholde hende? Det var jo mest Zean de var interesseret i når det kom til stykket, de ville jo bare vide hvad det var hendes far havde vogtet i sin tid for han var blevet dræbt eller noget? Hun viste det ikke helt men lige meget hvad ville hun ikke selv sige det, hendes far var noget af det som hun havde elsket mere end noget andet i denne verden, den person som havde forstået hende og elsket hende for den pige hun nu engang var. Mens hendes mor konstant ville lave om på hende. Ville ændre på de ting som hun ikke kunne lide ved Naomi. Langsomt havde hun snart ikke rigtig kræfter til noget mere, det havde bare været en lille modgift for at sikre sig at hun var vågen, men nu overmandede den igen hendes nervesystemer og hun kunne ikke rigtig koncentrer sig overhoved omkring de ting hun havde foran sig eller de tanker som hun havde i hoved, hun ville bare gerne sove nu. Bare gerne, ja hvad ville hun gerne? Hun viste det ikke helt. Et lang trukken suk kom ud mellem de fyldige læber og hun faldt ind i bevidstløsheden.

»Naomi lå i sin seng og kiggede på de mange fine ting hun havde fået i fødselsdagsgave, da hun pludselig hører en lyd og sin bror der skriger af rædsel. Hurtigt flyver hun op af sengen og render ud på gangen og kigger efter hvad der dog kunne lave denne larm!? Hun står i en hvid sovekjole, 5 år lige fyldt på datoen. ”faar?” kommer det med en meget lille stemme fra pigen der begynder at gå mod stuen hvor hun syndes at lyden var kommet da en hånd river hende ind til sig ”gem dig her!” hvisker hendes far og skubber hende ind i at skab ”og kom ikke ud for at faren er drevet over, forstået!” han kiggede hårdt på hende og hun kunne ikke andet end at nikke. Hvad skete der her? Hvorfor var hendes far lige pludselig så alvorlige og hvilken fare talte han lige om. Hun blev krammet inden skabslågen blev lukket i, langsomt kryb hun ind i skabets hjørne og faldt efter hånden i søvn og vågnede ved at det nu var hendes far der skreg ”nåde! Ikke mine børn!” langsomt rejste hun sig op og gik over til døren og åbnede den, hvad mente hendes far ikke hans børn? Hvad skete der lige her? Der var så mange spørgsmål der ledte rundt i hendes hoved, så mange ting som hun ikke forstod langsomt gik hun ind i stuen og så på sin far der var hængt op i armene over bordet, hendes bror som lå bundet på jorden en hendes stedmor der sad henne i en stol og græd ”far.. hvorfor hænger du her oppe.. og hvad laver alle de mænd her?” spurgte hun uvidende omkring hvad der egentlig skete her og stod og krammede sin bamse ”Naomi..” kom det hæst fra hendes far som om at han havde set et spøgelse stå foran ham, men hun noget ikke at sige noget for at en mand var henne ved hende og greb hende om kæben ”nej se hvad vi har her drenge” grinede han og kiggede over mod de andre mænd som også grinede ”Nå min pige.. hvem er du så?” hun kiggede op i nogle utrolig flotte røde øjne, men lidt efter begyndte hun dog at skrige af smerte hun viste ikke hvorfor, men det gjorde bare så ondt! ”Lucifer vi skal snart af sted!” kom det fra en af de andre og smerten slap hende ”dræb de andre” sagde han med en kynisk stemme og kiggede lidt på Naomi, ”og lad hende kigge på” han tog sine handsker på og gik langsomt ud af døren Naomi kiggede rundt og viste ikke hvad han mente, lige pludselig stod den fuld ud vokset Naomi og skreg ”neeeeeeeeeeeeeeeeej!!!!!! FAR!” hun begyndte at løbe for at stoppe dem med at dræbe ham men nåede det ikke for hun faldt ned i et sort hul og havde det som om at hun blev ved med at falde«

hun skreg også i virkeligheden men vågnede ikke, hun var for udmattet og ville egentlig bare sove og dog alligevel ud af denne drøm som hun havde troet var gået over! Hun havde altid troet det var en drøm som hun havde haft da hun var faldet i søvn i skabet, men nu viste hun at det ikke var tilfældet mere, det hun havde set der var virkelighed!

“Velkommen Zean…” Sagde den kolde stemme, der allermest lød som en slange i bund og grund, efter Zean’s egen antydning blev der lavet en håndbevægelse og han blev ført hen til stolen af nogle vagter da han stadig ikke var kommet til hægterne efter sprøjten, efter alle de sprøjter han havde fået fra dette sted brude han da ligefrem træne sin krop til at stå i mod væsken på en eller anden måde, men det var måske umuligt? “Hm..” mumlede han bare da hans herre kom hen til ham, og en modbydelige lugt bredte sig inde i hans næseborer “Hvad vil du…?” mumlede han surt og kiggede ned, han var blevet lovet meget, men aldrig fået det der var blevet lovet, hvorfor så blive ved med at holde håbet oppe, bare håbet oppe om at se den dreng, den bror som han nu elskede så højt, men stadig holdte fast i, i det forbandede håb om at de ville finde ham, men der var ikke blevet sagt noget, kun blevet meddelt at nu var de tæt på, ja nu var det snart, men så gik der lige en måned eller to, og Zean måtte vende ryggen til igen og håbe mere og mere, mens håbet langsomt svandt ud af hans hænder. “Den pige… Hvem er hun..?” Spurgte herren og kiggede på ham med nogle gullige øjne, hans hud var glat, med en høge ligene næse, mens kroppen var kroget og en lille pukkel plantede sig ved nakkens ende, der var nogle få rynker ved kinden men ellers var han fejlfri, hænderne var lange og tynde, og skinnede lidt i mørket på en underlig slim måde, lidt lige som en slange, det skulle ikke undre ham, at han havde været en slange i sine ungedage, at det var det dyr han havde forvandlet sig mest til, og nu tog udseendet også med. Han mumlede lidt og kiggede lidt rundt med et hævet bryn og kiggede så på Marcus. “Naomi…” svarede han til hans spørgsmål, og bed sig lidt i læben og kiggede ned. “Kig på mig når jeg taler til dig…” sagde Marcus med en hård stemme og betragtede den ellers unge Zean, i forhold til ham selv da. “Hvad vil du din uhyrer, du holder ikke en skid! Tror du så jeg gider og redde din fede røv og hjælpe dig med ditten og datten?!” kom det fra ham med en høj tone, han havde fået ny energi med en masse vrede i sig pågrund af alle de løfter han havde fået men aldrig blevet holdt, hvorfor fanden skulle han så også blive i denne organisation, han ville jo ikke, så hvorfor helvede blive her? Herren kom tættere på og kiggede på ham med et hævet bryn men Zean tog sit ene ben op og skubbede ham væk fra sig. “Du våger… at røre mig…” sagde han stille med en kold stemme, han gad ikke mere, kunne ikke mere, han havde intet at leve op til når denne mand var en selvisk slange der ikke kunne finde ud af at kigge på andre end sit eget spejlbillede. Han samlede sine kræfter og fik atter rejst sig op fra stolen men vaklede lidt da hans ben protesterede som bare pokker, han kiggede hen på Marcus og tyggede tænderne hårdt sammen imens manden lo af ham, “Du har sikkert altid undret dig Zean… hvorfor din skaber altid virkede så svag… og hans blod var så klamt…?” begyndte han og gik lidt rundt med et ondt grin på munden, “Nuvel, dette her vil du elske, tro mig, du ville elske det her til din egen død…” Zean fattede ikke hvad han snakkede om, hvad det var denne mand havde gang i, og sagde, hvad fanden var der galt i hans hoved, var han komplet sindssyg, hans øjne fulgte efter ham rundt omkring i den mørke sal, som han havde været inde i så mange gange under sin oplæring til denne organisation, til at kunne blive stærkere og udfører ordre for sin herrer. “Jeg er din skaber…” kom det så endelig fra den underlige slange stemme og den krogede høje ranke krop, alt dette fik bare Zean til at hadede ham endnu mere, lyst til at slå ham, banke ham, dræbe ham! Han spyttede noget mundvand ned på gulvet og begyndte at gå hen til døren han ville ikke mere, hvad pokker skulle det os nytte?! “Når ja hende der Naomi… hvad er der lige ved hende?” spurgte herren og lukkede døren med sine evner eller kræfter, sandsynligvis også luft som han selv havde, Zean kiggede sig over skulderen og så på det grimme fjæs, “En masse som du ikke forstår….” sagde han og ville ønske hans kræfter og krop gad som han ville men hans evner var for langt borte i dette øjeblik, han tog fat i håndtaget og rev i det for at få den op selvom det værkede i alle lemmer, og alle dele af ham og sagde at han bare skulle sætte sig men han kunne ikke ville ikke, han ville ud væk fra denne modbydelige mand, som så var hans skaber hvilket bare gav ham mere grund til at hade ham endnu mere. Marcus kom langsomt hen til ham på hans underlige slange måde med lydløse skridt, han kom helt hen til Zean og greb ham om halsen og kiggede ham ind i øjnene, skønt de slet ikke lignede hinanden. “Lad mig betro dig en hemmelighed…” sagde han så, og tog en kort indånding som om der var behov for at lave endnu et kunstigt nummer ud af det hele. “Dit monster…” sagde den noget yngre dreng af sin herre og kiggede ham lige i øjnene, selvom der jo alverdens smerte igennem ham ved synet af dem, selvom han havde fået de værste oplevelser på grund af ham, han var skyld i at Zean havde det dårligt, han var skyld i at hans livsglæde nu for længst var væk. “Hvem er Naomi….?” spurgte Marcus igen og kiggede på ham med et hævet bryn. “Min efter kommer, datter af manden der slog den sidste varulv ihjel, hendes familie var en af dine modbydelige mål…” sagde han og spyttede ham i hovedet for det lede svin han varig prøvede at vriste sig fri fra den klamme hånd, men der var et for godt tag rundt om hans hals. “Aha… du har da drukket meget af hendes blod…” Der kom kun et grynt som svar fra den brunhårede dreng med de røde øjne, han vendte blikket væk ville bare finde hende så han kunne komme væk, “Lad mig gå…” sagde han køligt og tog fat om sin herres håndled mens han prøvede at få den væk fra sin hals af. Han grinte bare og kiggede på Zean imens han smilede koldt, “Du har tjent mig vel… Sønnike…” sagde han så og kastede den unge dreng væk fra sig så han ramte ind i væggen, det gav et lille sæt i ham, og krummede sig lidt sammen ved væggen på grund af smerte i sin krop, han fik dog rejst sig op og kiggede hen på døren imens han langsomt slæbte sig derhen. “Du må hellere skynde dig, solen står op om fem minutter…” sagde Marcus, og idet samme var Zean allerede ude af flækken og kom så hurtigt frem ad som han nu overhovedet kunne, han bed sig i læben over de mange smerter, men var ved at kunne mærke hvordan kræfterne langsomt kom til sig.

Hun vågnede mens hun stadig skreg og kiggede rundt og bed sig i læben, hvorfor skulle det tage så lang tid!? Hvorfor skulle hun pines på denne måde, hvad var det lige hun havde gjort!? ”Så dræb mig dog!! DRÆB MIG!” skreg hun og hæv i rebende mens hun prøvede at komme fri, for et eller andet sted ville hun gerne komme fri, hun ville gerne have lov til at føle hvad livet virkelig indebar ud over at blive slået, kæmpe for sit liv og finde ud af hvad og hvem der havde dræbt hendes far. Hun ville vide hvad kærlighed var, hun ville vide hvad det ville være faktisk at have en tæt på sig, som kunne sige til hende mens de lå sammen at han elskede hende. Hun ville vide hvordan det var at føle sig elsket, og hvordan det var at få et kram, et kram fra en person som gerne ville have hende og ikke bare gjorde det for at trøste hende. For at gøre det bedre, eller af pligt. Men fordi at personen inderligt holdte af hende. Tårerne løb langsomt ned af hendes kinder og hun prøvede at skyde de mange tanker hun havde i hoved ud, få lov til at dø mens hun ikke tænke på ham. Bare have lov til at have et minuts fred fra ham! Bare ikke føle sig syg i hendes mave fordi at hun viste det var forkert at hun havde det sådan, fordi hun viste at han aldrig nogen sinde ville elske hende tilbage. Både fordi han ikke ville, og ikke kunne, eller det troede hun nok det var det der lå i det. Han havde kun elsket en person i dette liv, hvor det virkelig var at elske. Og det var hans egen bror, den fyr som hun regnede med at have set, men så igen hun havde ikke været sikker og derfor havde hun ikke sagt noget til Zean selvom hun viste hun burde havde gjort det. Hvad havde i grunden egentlig holdt hende tilbage fra at gøre det? Jalousi? Af at vide at hun aldrig nogen sinde ville betyde så meget for nogen som helst person? Eller frygten for at såre ham ved at sige hun viste hvor den person han elskede var, også var det ikke ham alligevel? At hun havde skabt et håb som var forkert, og ikke rigtigt. Et falsk håb, det var noget hun bare ikke ville kunne bærer, hun elskede ham for helvede *jeg elsker dig!!* tårerne tog til og hun bankede hoved ind mod korset og kunne mærke hvordan at solen langsomt begyndte at skinne forneden af korset. Det var egentlig meget smart gjort når det kom til stykket, de havde lavet et punkt hvor korset stod, og det var kun det punkt hvor at solen ville ramme. Resten af gården var mørk lagt, hvor alle vampyrer kunne gå og kigge på mens at en bedrager ville blive brændt til døde. Dog, her var der bare ingen, ingen som ville kigge på. Måske var hun bare ikke værdig til at komme og kigge på eller gøre et stort nummer ud af? Skulle faktisk ikke undre hende at det forholdte sig sådan, men stadig, utrolig sårende. Men man skulle vel se det på den lyse side? Zean ville ikke blive dræbt, han havde brug for ham, ham det herren. Hun havde set det i ham der var et eller andet bånd mellem ham og Zean hun kunne bare ikke finde ud af hvad det var og hvorfor hun havde det på den måde. Det var bare hans blod, der var lidt den samme fristelse over det som Zean havde over sit, bare ikke, nær så stærk tiltrækning som det var for hende når hun var tæt på Zean. Hun bed sig i læben da solstrålerne ramte hendes fødder og skoende langsomt begynder at skalle af ”så meget for at have helt sort tøj på” mumlede hun for sig selv og lukkede øjnene mens hun tænkte, eller egentlig prøvede hun bare at lade vær, men da hun lukkede øjnene kom der bare en masse billeder op hun helst ville glemme.
hun kiggede på ham og lod langsomt blodet glide hen over hans læber og gik væk fra ham mens hun lod sin hals forblive fri mens hun fristede ham så godt hun nu kunne, han kom tættere på og lod sine tænder strejfe ned af hendes hals, kuldegysningerne fandt sted i hende og hun kunne faktisk slet ikke vente på at han gjorde hende ondt, at han ville opfører hende den smerte, og endelig bed han fat
Hun rystede på hoved og prøvede at smide det ud, hun ville ikke tænke på det nu! Hun ville ikke tænke på ham.. hun. Hvorfor narre nogen!? Hvorfor narre sig selv når det var så klart som det var, hun elskede ham. Hun ville have ham og ingen andre. Men hun kunne ikke få ham, og det var derfor at hun var nød til at dø, derfor at hun ikke længere havde noget at leve for. Får det hun ville have lå i ham, hun ville ikke have nogen anden, der ville ikke være nogen anden. Så, der var bare ikke mere at leve for. Hun lukkede igen øjnene og blev hævet ind i et nyt billede
Zean pressede hårdt læberne mod hendes hvilket kom som en stor overraskelse for hende, hun fattede ikke hvorfor? Hvorfor kyssede han hende, men hun fik ikke ret meget mere at tænke over for at hun blev presset op mod væggen, hun kyssede ham igen, hårdt. Hun ville have ham, men han slap hende bare, som om at hun var et stykke legetøj som bare skulle prøves og se om det legede med på legen..
Tårerne tog til og hun kiggede ned på sine ben fødder hvor solen snart havde ædt sig igennem tøjet, hun hørte en stemme råbe at det tog for lang tid og de skulle åbne taget helt så det bare ville skinne på en gang der hvor hun hang, hun tog en dyb indånding og viste at det var nu. Nu var det slut og hun ville ikke vende tilbage mere. Solen ramte hende med det samme og hun mærkede hvordan hendes hud langsomt begyndte at brænde, hun skreg ikke med det samme, men smerten var stor. Meget stor og efter noget tid både skreg og græd hun. Skreg af smerte og græd af smerte, men bare tog forskellige smerter. Sjovt egentlig sådan som hun elskede smerte, fik hende til at føle hun var i live. Men dette her, var egentlig en smerte hun bare ville dø for, faktisk var smerten inden i meget værre end den uden på og hun kunne ikke vente med at det ville overstå, at hun faktisk ikke længere ville føle noget. Hun vente hoved og håret faldt ned foran det men det hjalp ikke det store, hun brændte stadig, som om at nogen havde sat ild til hende og det bare flammede op med det samme uden nogen form for notits hvad der egentlig skete.

Han rev døren op i det han samme han havde hørt at solen ville stå op om fem minutter, han var nu kommet til en gang med hvor der var vinduer på højre side som havde udsigt til gården, hvor der stod et kors, det gik med det samme op for ham at Naomi allerede var på det kors, hvorfor skulle mennesker og andre skabninger os bare forsvinde for øjnene af ham?! Han kiggede på vinduet og mente at der ikke var tid til at tænke, han skulle redde hende nu og her, om det så gik udover ham selv, han sprang ud af vinduet og var ligeglad med smerten, han kiggede lidt på de mange solstråler som ramte jorden og fugtede kort sine læber og hoppede ud i det, han gryntede lidt over den smerte der jog igennem ham, men prøvede hurtigst muligt at komme hen til korset, selvom hans ben og knogler stadig gjorde ondt, og havde heller ikke helt styr på hvad der var op og hvad der var ned på grund af solens varme der brændte på hans hud, og langsomt tog flere og flere af hans kræfter til sig, han kom hen til korset og bandt panisk rebene op, da han endelig fik rebene op ved hendes fødder kiggede han kort op mod hendes hænder og mumlede lidt af irritation over solen brændte så voldsomt mod hans ryg, hvorfor skulle man absolut være ‘allergisk’ over for den ting, han bed sig i læben inden han tog fat om korset og begyndte hastigt at kravle op af det, eller hastigt og hastigt, han gjorde det så hurtigt han kunne da solen stadig brændte som om den ville have hævn over han havde ladet sig blive nede i tusmørket uden at vise sit ansigt til den, han mumlede lidt og kom op omkring hendes hoved, det ville sige at hans ryg skærmede for solen så den ikke ramte hende i ansigtet, selvom det ikke hjælp det store på hverken hende eller ham, men det dulmede vel lidt på smerten somehow? Han lod sin ene hånd glide hen til hendes hånd led og bandt rebet op imens solen tog mere og mere fat i hans hud som langsomt begyndte at brænde op eller måske nærmere smelte, eller falme i gløder, hvilket bare fik ham til lave en grimasse af smerte, han mumlede nogle bandeord og ville ønske han da i det mindste kunne få det til at regne eller noget så det ikke gjorde så fandens ondt, han begyndte at binde det andet reb op med en rynket pande og fik det endelig op han greb hende hurtigt med den ene arm og kiggede lidt rundt inden han hoppede ned fra pælen og kunne mærke hvordan huden langsomt faldt af og solen begyndte at skinne ind til hans kød og blod baner som langsomt brændte op, han skyndte sig hen i koggen og bed sig hårdt i læben over smerterne og sukkede stille imens han trak vejret ned i dybe stød og kiggede stille på hende inden han sank en klump, der ville nok gå flere dage før han fik sine evner og kræfter tilbage igen, men han kunne leve med det lige nu… ville han bare slappe af, sove hvis han skulle være helt ærlig, han kiggede stille ned på sin arm som næsten var blevet brændt ind til knoglen, hans hænder rystede voldsomt over smerten som ikke ville dulme af, men voksede bare mere og mere, han kiggede stille rundt inden han lukkede sine øjne i og vendte ryggen op mod væggen og lagde den lige så stille mod den men fjernede sig hurtigt da det sveg som bare pokker. Lige nu var der i grunden ingen tanker i hans hoved, eller jo en fristelse om at lægge sig ud igen og dø, men det ville han kun gøre hvis han vidste om hans bror var død, men det var han ikke, han vidst nok også gjort det hvis Nei havde brændt op, da han ikke kunne risikere at flere mennesker forsvandt ud af hans arme, han var muligvis kold, men det var jo sådan set for at finde de sande af de sande venner, dog var han stadig i tvivl med Nei, han havde ikke kendt hende alt for længe, eller jo 4 måneder… men… ja… der var så meget mere han måtte vide end bare det, han sukkede lidt og lukkede sine øjne imens smerterne tog til, han ville bare hjem lige nu, han mærkede dog en tilstedeværelse, en medfødt evne han havde fået som barn, at mærke om der var folk i nærheden, det var ikke fordi han havde været magisk eller noget, men sådan var det bare, han havde det som om han kunne føle om der var nogen i nærheden af ham, nogen der ville ham ondt, han rystede lidt på hovedet og fik endnu et minde frem af ham og sin bror, hvor faderen var kommet ind og havde taget ham i nakken og ført ham væk fra sin bror, hvorfor havde Zean aldrig fundet ud af, men han havde fået bank, virkelig slemme skader, og han havde ikke reageret hurtigt nok til at kunne lade sig gemme væk fra den ubehagelige oplevelse han kunne få der.

Hun var efter hånden ikke noget særlig køn, ville ikke gå meget lang tid for at hun ville brænde op og forsvinde, men lige som hun troede at det ville ske kunne hun mærke nogle hænder der begyndte at løsne rebende og kan snart ikke længere holde sig ved bevidstheden på grund af smerten, men der er lige så meget igen smerten som faktisk stopper hende fra ikke at forsvinde ud i en verden hvor hun ikke længere kunne hører nogen, og hun viste også at det ville være en utrolig dårlig idé hvis hun faktisk gjorde det. Måske ville hun så aldrig mere vågne? Hvem viste hvad der ville ske? Hvem viste om hun faktisk kunne overleve alle de brænde mærker der var over hendes krop. Faktisk var det eneste som ikke var brændt totalt hendes brystkasse og hendes ansigt da hun havde gemt det med håret. Da hun blev løftet ned udstødte hun små skrig da smerten bare blev ved, selvom hun kunne mærke hen hvis befrielse da de kom ind i skyggen igen. Hun åbnede langsomt hendes øjne så godt hun nu kunne og kiggede op på Zean og troede faktisk hun drømte hvis hun skulle være helt ærligt. Han ville da ikke komme efter hende!? Så dum var han da ikke? Hvad var sandsynligheden for at de ville lade dem gå bare sådan!? Dog var der en kvinde som langsomt gik hen til Zean ”Zean.. denne vej” hviskede hun og kiggede lidt rundt inden blikket lagde sig på ham og Naomi og hun smilede skævt og nikkede mod den vej hun ville gå ”jeg kan hjælpe jer.. og specielt hende hvis du gerne vil have hun overlever” kvinden vente sig om og begyndte at løbe den vej som hun havde kastede med hoved og var hele tiden meget god til at kigge fra side til side omkring om der skulle komme nogen og overraske dem. Selvom at Marcus havde givet Zean lov til at gå var han ikke altid til at stole på, eller rettere han var aldrig til at stole på. Kvinden løb ned ad og igennem en masse gange og kom endelig til en dør som hun åbnede for dem så de kunne komme ind. Hun sukkede lidt og rystede på hoved da hun kiggede over på Naomi ”Stakkels hende, så meget hun skulle gå igennem som barn” sagde hun stille og slå hætten ned, der viste en dame med langt sølv hår der var sat op i en knude, hun var høj og man kunne tydeligvis se at hun havde de samme tæk som Naomi havde, faktisk lignede de uhyggeligt meget hinanden. Dog var vampyr kvinden som stod foran dem noget ældre selvom det ikke var meget mere. Hun sukkede lidt og kiggede på Zean ”læg hende over i sengen der” hun pegede på sengen der var lidt længere væk fra den og gik over til en skab hvor hun fandt en masse ting frem som hun skulle bruge ”hmm” mumlede hun stille og vente sig mod Zean igen ”vil du være venlig også at sætte dig ned, så vil jeg tage et kig på dig først” hun rumsterede stadig rundt og forklarede stadig ikke hvem hun var, hvorfor hende og Naomi lignede hende så meget og bed sig i læben mens hun kiggede rundt og en lille dreng kom ind af døren og kiggede utrolig koldt på Zean og hen på sin søster ”nå.. så blev hun alligevel også en af os var Evlyn?” drengen lagde armene over kros og rystede på hoved inden han gik hen til døren ud af værelset ”jeg skal nok holde vagt hvis der skulle komme nogen andre” kvinden som had Evlyn viftede bare med armen og sagde ikke noget yderligere da hun havde alt for travlt med at finde de ting som hun skulle bruge til at give dem begge deres kræfter tilbage ”Dumme Naomi, aldrig lad dig lede af kærlighed” kom det fra drengen der var omkring 12 år og smækkede døren i og stillede sig foran den for at sørger for at ingen kom ind af den.
Naomi fattede slet ikke hvad der skete og kiggede rundt i værelset efter at være blevet lagt i en seng og ømmede sig da det virkelig gjorde utrolig ondt over hele sin krop. Tårerne løb stadig ned af hendes kinder men da hun hørte den stemme som tilhørte en dreng som så tydeligt tilhørte hendes bror Travis, hun havde lyst til at sætte sig op og skrige at nu kunne det være nok! Dette var ikke sjovt mere, hvorfor skulle hun pines sådan!? ”Gå nu væk.. det her er ikke rigtigt alt dette er bare forkert og en eller anden syg form for leg!?” sagde hun som en hæs hvisken og kvinden gik over til hende for at få hende tilbage og ligge, ”ssh rolig Naomi.. det er ikke en drøm” efter disse ord vente hun sig mod Zean ”Nå skal vi kigge på den arm så du kan få den healet?” mumlede hun og tog fat i den.

Han ømmede sig helt vildt da hans ryg dunkede som besat, han tog atter Naomi op i sine arme da kvinden som nu syntes at være yderst bekendt, var kommet over til dem og sagt at de kunne komme med hende, han prustede lidt da det sved som besat i ryggen og armen, han løb langsomt efter hende i skyggen og kunne ikke huske hvem hun var, det havde været omkring 2 år siden han sidst havde været på organisationen, men lige nu havde han også så meget andet at tænke på, han måtte dog sætte tempoet lidt ned da han snart ikke havde flere kræfter tilbage og dog, så var de der endelig, han sukkede lettet og gjorde som kvinden sagde, han lagde Naomi forsigtigt ned i sengen og satte sig så ned i stolen der ikke var så langt fra ham, han sukkede tungt og rynkede brynene lidt da det gjorde ondt i hans krop, han kiggede stille hen på Nei og derefter op på kvinden som han da i det samme kunne genkende og fik bare alle minderne tilbage, hvilket ikke hjælp ham det store lige nu da det dunkede i hovedet og hvad vidste han, “Hm…” mumlede han stille og kiggede lidt hen på drengen der sendte ham det kolde blik og hævede nu det ene bryn efter lidt tid, han havde ikke set drengen før, men kunne i grunden også være lige meget, han kiggede op på Evlyn igen og mumlede lidt, og kiggede igen på Nei, og vidste ikke helt hvad han skulle sige, han fugtede sine læber lidt og sukkede så inden han gav et kort nik fra sig om at hun bare kunne gå i gang med at få healet hans arm, “gør du bare hvad du er bedst til…” sagde han roligt i hentydning til alle de gange han var kommet til hende for at få ordnet nogle store skader og sukkede så lidt, “Jeg troede ikke du stadig var her… hvad med planen om at skride fra stedet?” spurgte han stille og lagde sin totalt ødelagte arm frem til hende og rynkede lidt på brynene igen over smerten, og kiggede stille hen på Nei igen og sank lidt mundvand inden han sukkede let, “Læg dig til at sove Nei…” mumlede han stille i et håb om at hun ville tie stille og ikke bruge for mange kræfter og det, da hun allerede var skadet nok end hvad han hade tænkt sig hun skulle blive, han kiggede op på Evlyn igen tænkte stille over den sidste gang han havde set hende, “Hm..” mumlede han stille ved mindet om det og rynkede brynene lidt, og sukkede så stille inden han kiggede over mod døren hvor Travis stod omme bag den. “Er han også… en af vores?” spurgte han så da han ikke havde ment at skulle have set ham, og pustede lidt ud og bed sig i læben da han mindede ham om sin bror når han var vred, dog skete det ikke så tit at Heath havde været vred på ham, men dagene kom da ind i mellem, det stak lidt i hans hjerte selvom det ikke pumpede mere, selvom det ikke virkede mere på nogen måde, og dog var alle hans årer fyldt med blod, men ikke kun hans blod også mange andres, han tænkte lidt over hvis man var vampyr om man så fik en helt anden blodtype fordi man drak alle andres blod? Han havde i grunden aldrig tænkt over det i den version men kunne nu være lige meget, det var hans føde for pokker, ikke hans et og alt, kun føde… han sukkede lidt og kiggede op mod loftet og lod tankerne dulme ud efter hånden som de kom mere og mere til.

Evlyn nikkede lidt og svarede først ikke på hans spørgsmål og begyndte at lægge armene på hans arm og langsomt blev kødet dannet igen og lidt efter huden, hun mumlede nogle underlige ord og rynkede brynene lidt da det tog nogle kræfter da der skulle gøres så meget. Men slap så endelig da det var færdig healet ”sådan” sagde hun stille og kiggede over mod sin søster, Naomi der langsomt var ved at falde i søvn på grund af de mange smerter og udmattelsen ”Zean.. jeg.. ved altså ikke om hun overlever det der..” rejser sig op og finder en masse kulde som hun putter noget hvid væske på og begynder at lægge omkring Nei’s mange brænd sår og lader hånden kører over de steder hvor man kunne se knoglen. Naomi lå helt stille mens det brune lange hår lå spredt ud omkring hendes ansigt. Man kunne stadig se sporerne efter at hun havde grædt, men hele hendes krop var sort og forbrændt med nogle få kødsår her og der, i ansigtet var der kun kommet et brænd sår ned af kinden men ellers var hendes ansigt lige som for, lille og hjerteformet med en lille pæn næse som var lidt opstopper. Hendes mandelformede øjne som var lukkede og de smalle øjenbryn, næsten en kopi af Evlyn, men hun havde dog bare ingen fregner som Evlyn havde. Huden var galt og hvid med fremhævet kindben som gjorde hendes ansigt en smugle kantet men faktisk stadig ret kønt at se på. ”hmm” mumlede Evlyn stille og begyndte langsomt at heale sårene men måtte bruge mange kræfter på det, selvom hun viste at det måske ikke engang var nok til at rede sin søster, men hun gjorde det nu så godt hun kunne, og man kunne langsomt se hvordan den langsomt healede, men som hun var ved at være færdig begyndte der at danne sig et ar der snoede sig fra hendes højre lår op af mave og sluttede i nakken, det var en linje som var så smal at man næsten ikke kunne se den. Men den var der, dette fik Evlyn til at hæve det ene øjenbryn og smile skævt ”man skal heller ikke glemme alt” mumlede hun træt og sætte sig ned da Naomi var healet og kiggede over mod Zean og smilede skævt det samme velkendte smil som kom fra Naomi når hun var træt men stadig glad. ”Zean..” mumlede hun stille og rejste sig op og tog hans hånd og førte ham ud af værelset og ind i et andet rum ”jeg har savnet dig..” kigger op på ham og smiler charmerende og sætter sig over på rummets senge kant mens blikket gled lidt rundt og vente tilbage på Zean ”jeg kunne ikke flygte, han viste at jeg ikke ville være her mere, og hvor skulle jeg tage hen når jeg ikke viste hvor du var henne!?” kigger på ham og sukker stille mens hun ryster på hoved, det var vel også lige meget nu, nu havde hun fået sine kræfter, flere kræfter. Og hun ville tjene herren fra nu af og til hun engang måtte lade livet, men dette var selvfølgelig noget hun holdte skjult fra alle inde i hendes kammer hvor hun låste alle andre vampyrer ude så de ikke kunne læse lige de tanker. Hun rejste sig langsomt op og måtte udfører hendes ordre og få Zean over på organisationens side igen, lagde hånden på hans nakke og kyssede ham dybt og hårdt på læberne og pressede ham op mod væggen ”ja.. jeg har virkelig savnet dig” mumler stille og et lille ondt smil kommer frem på læberne.
I mellem tiden er Naomi vågnet og kigger lidt rundt mens hun bevæger hendes arme for at se om hun nu også virkelig lever selvom det gør ondt, langsomt lader hun hånden glide op af arret og smiler skævt, det så ikke engang så værst ud, langsomt rejste hun sig op og kiggede rundt og fik øje på noget tøj der lå på stolen og trak det hurtigt på sig selvom det ikke lige var hendes smag, nogle træningsbukser og en sort hætte trøje. Hun kiggede lidt rundt og undrede sig over hvor de andre kunne være men hørte så nogle stemmer inde fra det ene værelse, rejste sig langsomt op og gik derover med et lille smil på læben men det forsvandt hurtigt da hun puffede døren op, det hun så. Det var som at få et spyd igennem hjertet, der stod hendes egen søster kød og blod og kyssede Zean. Der stod hun så, som om hun var blevet til sten og sagde intet bare stirrede uden at forstå hvorfor!? Hvorfor skulle hun pines på denne måde?! Gid at solen havde dræbt hende, gid at hun var kunne forsvinde op i flammer, men intet skete. Kun den smerte som brændte hende op indvendig.
Evlyn slap efter noget tid Zean og kiggede overmod Naomi og smilede et hurtigt ondt smil men det forsvandt hurtigt og ændrede sig til en grimasse der ikke forstod hvorfor at hun stod sådan og kiggede undrende på dem der kyssede. Men Naomi kunne se lige igennem hende, det var som om hun kunne se Marcus inde i hende. Den ondskab som strømmede ud af hende var ikke til at tage fejl af! ”gid.. GID! At du måtte brænde op i helvede” bandede Nei og vente sig om og kunne mærke hvordan tårerne kom igen og løb ud af rummet, smækkede døren op hvor hendes bror stod og løb bare væk fra stedet men kom dog ikke langt for hun knækkede sammen og ikke længere kunne bevæge sig og gispede efter vejret.
Evlyn sukkede stille og legede bare uskyldig ”hvad har jeg nu gjort?” spurgte hun og kiggede rundt da hun ladet som om hun ikke havde nogen form for forståelse for hvad Naomi havde sagt og hvorfor.