På flugt igen - Christan

Trey fik bare taget sit tøj på, før han hev en taske ud af træet og tog om på ryggen. Han burde bare forsætte sin fært, men han viste ikke engang hvor han skulle tage hen. Det var ikke fordi han havde særlig mange planer, han tog bare tingene som de kom også selv om han ende i problemer til tiden. Han tog til sidst pølserne op i sin ene hånd, og tog en ordenlig bid. Det var dejligt med at få noget ned i maven, ligemeget hvad det end var så var han glad for at få noget at spise. Han fortræk kød på alle måder, men spiste bare alt som han kunne få fingere i. Så længe han ikke skulle gå for længe med en sulten mave, så var han sgu ligeglad med hvad han fik ned i den. Hans øre lyttede bare ud, når han hørte lyden af en kvinde der skreg. Det var et stykke væk, og alligevel ikke så langt væk at han ikke kunne høre. Han tog bare hurtigt nogle til bider, før han smed sit bytte på jorden og satte i løb. Han viste godt at han nok ville komme til at fortryde det, men hun nød bestemt som en der havde brug for hjælp. Han løb så hurtigt han kunne og sprang elegant over alt som var i vejen for ham, han svævede næsten ligefrem hen over jorden. Det gik ikke længe før han stod foran stedet, han stirrede bare hen på kvinden som bestemt ikke så ud til at have det særlig godt. Han kunne tydeligt se at hun ikke længere var i live, og han derfor havde smidt sit bytte uden nogen grund. Han så sig bare let omkring, mens en knurrede lyd kom ud af halsen på ham.

Hans blik fald så hurtigt det nu kunne over på manden som bare stod og så på, det skulle ikke meget til før han hurtigt fat ud af at det var ham der havde gjort det. Han havde dræbt en anden, og nu stod han bare der og snakkede til Trey som om intet var sket. Han havde aldrig forstået at nogen kunne finde på sådan noget, nu havde han ikke prøvet på at dræbe nogen. Han havde truet, men aldrig ligefrem dræbt nogen. Han gjorde jo bare ting for at overleve, også var han ligeglad med hvad han endelig gjorde ved folk i sidste endda "hvad har du gjort?" sagde han mens den knurrede lyd forsat kom ud af hans hals, som tegn på at han skulle holde sig tilbage. Selv han måtte indrømme at den stemme som den mand havde, var bestemt charmerende og accenten gjorde den bestemt ikke værre. Han rystede hurtigt den tanke ud af hovedet, han skulle bestemt ikke være i nærheden af en morder. Han så sig kort omkring, når han hørte stemmen i sit hoved og hans brune blik hurtigt fald på ham igen "det kommer ikke dig ved" sagde han og var mest sur over at han havde mistet sin mad, og kun havde fået nogle små bider ind i sin mund.

Han blev bare stående hvor han stod, og viste at han ikke ville kunne flygte fra en vampyr. Måske var han hurtigt og dygtig inde i en skov, men en vampyr var hurtigere og stærkere end ham selv. Han havde ikke engang lyst til at tage den chance, så heller bare blive stående også lade den vampyr tro hvad han ville. Hans knurre stoppede hurtigt op, når han hørte hvad han sagde. Kunne han læse tanker? det irriterede ham bare mere end at han havde tager der hen, han ville helst bare have sine tanker for sig selv. Han rystede alligevel bare let på sit hoved "nej den er ikke" sagde han bare og ville ikke indrømme noget som helst, og slet ikke til ham! han havde lige dræbt en kvinde, og måske var det nu hans tur til at dø. Så skulle han ikke give ham den fornøjelse, at vide alt for meget.
Han holde bare godt øje med hvad han gjorde, fulgte ham med sit blik for at være sikker på at han ikke ville blive overfaldet og være overrasket over det "jeg er ikke bange for dig, hvis det er det du tror" sagde han og gad ikke være bange for nogen som helst, det var bare spild af tid! Så heller leve uden frygt, også kunne man dø på et tidspunkt med et smil på sine læber.

Trey havde bestemt ikke lyst til at høre på ham, han var alligevel bare i et irriteret humør. Han var mest irriteret over at han havde efterladt sin natmad ude i skoven, og nu var den nok blevet ædt af nogle vilde dyr. Han selv hang jo bare på denne vampyr, som han bare helst ville væk fra igen "har du ikke noget bedre at bruge din tid på?" spurgte han om også selv om han ikke ønskede svar, men det gjorde han heller ikke ofte. Det var ikke fordi han bruge særlig meget tid blandt andre, de havde aldrig noget spændende at sige. Han havde mest lyst til ikke at se på ham overhovedet, den perfekte mand som bare stod der og så på ham med de alt for flotte øjne. Han hadet virkelig vampyr på dette punkt, at de skulle være så perfekte også legede de med hans hoved. Han viste godt at det var bedst at holde sig tilbage, og ikke sige alt for mange dumme ting til en vampyr. Han havde det bare svært med at lukke munden til tider, også måtte han bare leve med de konsekvenser der kom efter. Han knurrede bare af ham, og blottede sine tænder imens som en eller anden hund "hold dig væk fra mine tanker.. der er intet charmerende ved dig" sagde han og havde bestemt tænkt sig at holde så meget tilbage som overhovedet muligt, han viste jo godt at han ikke ville kunne klare kampen mod en vampyr. Så kunne han lige så godt vinke til døden, for det var det han ville opleve så hurtigt at han ikke engang ville nå at tænke ordenligt over det.

Trey stod så stille som han overhovedet kunne, han ville ikke risikere at bevæge sig bare en lille smugle og blive overfaldet af denne vampyr. Han viste godt at man ikke kunne stole på dem, de var blodsugende monstre som han ikke kunne end at ville i nærheden af. Der var noget ved dem som træk ham hen til dem, også selv om det for det meste bare havnede i dumme problemer. Han holde alligevel sit blik så meget på ham som muligt, men blev nød til at vende sit blik flere gange væk for ikke at stirre for længe på ham. Så ville hans tanker først gå igang, og denne vampyr kunne jo åbenbart læse dem som en åben bog.
Han lukkede hurtigt sine øjne i, når vampyr kom alt for tæt på og han ligefrem kunne mærke hans kulde omringe ham. Det var som en kildende fornemmelse når han mærkede hans ånde, og hans ord som lød alt for fristende og mest med den accent i den stemme. Han havde stor lyst til at skubbe ham væk, sige at han skulle forsvinde ud af hans ansigt. Han kunne bare ikke bevæge sig og ordene ville bare ikke ud af hans mund, som om at denne vampyr havde gennemskuet ham og opdagede det inderste af ham. Han brød sig ikke om det, og følte sig ligefrem svag når folk gjorde sådan ved ham "det burde du vide" sagde han så og åbnede langsomt sine øjne "siden du åbenbart kan læse mine tanker" sagde han og vende langsomt sit blik mod ham, og blev ligefrem fanget i de blå øjne. Han stirrede bare ind i dem, som om han bestemt ikke kunne få lov til at flygte fra dem igen. Han havde ikke lyst til at gå sin vej længere, og ville mest bare lyst til at blive der og stirre ind i de blå øjne. Det var som om han var bundet fast fra top til tå, og han nu ikke kunne gøre andet end at stå der i nærheden af ham "hvo..." sagde han og stoppede hurtigt med at snakke, han viste jo godt at denne vampyr kunne læse hans tanker og nok havde fundet ud af det igennem den vej. Han så lidt tænkende på ham, også selv om hans hoved allerede nikkede langsomt i det som svar på hans spørgsmål "du skylder mig det også" sagde han og viste ikke hvad han selv skulle sige, men begynde i stedet bare at gå.

Hans øjne blev så store som de overhovedet kunne, når han mærkede slikket over hans læber og ikke længe efter nappen i sin læbe. Han viste ikke hvad han skulle gøre af sig selv, eller hvordan han skulle reagere. Han hadet vampyr lige så meget som han elskede, kunne ikke få nok af den mystik som lå hen over dem. Lysten til at skubbe ham væk blev større, mens forbi der lå en lig næsten ved siden af dem. Vampyr havde vel heller ikke nogle grænser, som så mange andre nu havde. Han sagde ikke noget til det og gik bare efter ham, irriteret over den sult som lå dybt inde i hans krop. Han ende alligevel med at vende sit blik mod ham til sidst, da han hørte hvad han sagde "nej det har du nok ret i.. men så ved du vel hvem der er villig og hvem der ikke er" sagde han og viste ikke hvad han ellers skulle sige til det, han viste jo ikke hvordan det var og det var han bestemt også glad for at han ikke gjorde. Han kunne bestemt ikke se noget skønt ved det, også selv om det ville være sjovt at drille folk på den måde.
Han gik ligefrem efter ham som en eller anden lille hvalp, med sit blik rettet frem mod jorden for ikke at lade sig stirre for meget på den vampyr "hvem er du så?" spurgte han om og lad sit blik alligevel til sidst blive vendt mod ham "jeg er Trey.. men ved du nok allerede" sagde han.

Trey træk lidt på skulderne af det han sagde "det ved jeg ikke" sagde han og lag sine hænder dybt ned i lommerne på sine bukser "det er ikke så spændende" sagde han og hentydet til folk, der var endnu ikke nogen som havde fanget hans opmærksomhed nok til at han gad huske deres navne. Han havde kun været sammen med folk, når lysten havde været for stor og problemer ikke var tilfredsstillende nok. Hans blik blev som fanget i hans igen, når han begynde at gå baglænes og han ikke længere kunne se væk fra hans blik. Han sukkede kort over det han sagde "Kære?" sagde han bare kort og rystede lidt på sit hoved "du burde holde dig væk fra mine tanker.. ellers kommer du i problemer til sidst" sagde han og gav et lille grin fra sig, som nok afslørede lidt at han selv var i store problemer og derfor var havnet i skoven "Christian" gentog han, bare for at smage på hans navn. Selv om han ikke var sikker på om han ville kunne huske det, det måtte tiden jo bare vise sig om han gad bruge tanker på at huske denne vampyr.
Hans blik fald hurtigt på de smilehuller som vampyren viste frem, han havde aldrig set en vampyr smile på den måde. De fleste havde jo bare et charmerende smil på sine læber, som afslørede at de ville slå en ihjel eller i det mindste mishandle en.
Han kunne ikke lade være med at smile, som om vampyrens smil fik ham til at smile på ham. Han gik ligefrem hurtigt op foran ham, i håb om at ikke se på ham ville få smilet til at forsvinde fra hans læber igen "er vi der snart?" spurgte han kort om.

Trey ville jo bare helst have sine tanker for sig selv, og mest dem som omhandlede de problemer han var i. Han måtte bare lade være med at tænke over det, og håbe på at vampyren ikke fandt ud af dem. Det var nok med at han selv kendte dem, og kunne komme galt afsted med dem og mest hvis han blev fundet "hmm" sagde han bare kort og lag sine hænder dybere ned i lommerne på sine bukser "bare prøv på at hold din evne for dig selv" sagde han og havde det svært nok med at være i nærheden af en vampyr, uden at have lyst til at røre ved personen.. og at tænke på at vampyren kunne læse hans tanker, gjorde det bestemt ikke bedre i hans hoved. Han blev helt overrasket over den store bygning, han havde kun været inde i sådan nogle bygninger når han havde været der for at stjæle. Bare tanken om sådan nogle bygninger fik smilet frem på hans læber, og penge kom hurtigt frem i hans tanker. Han fulgte alligevel bare efter ham hen til elevatoren "jaer" sagde han kort og gik til sidst ind til elevatoren med ham, han fulgte bare hans bevægelser før han rettede sit blik ind i stål væggen. Han knyttede sine hænder i de tomme lommer, for at bare styre sine hænder en lille smugle. Han vende alligevel til sidst sit blik mod ham, selv om det kun gik få sekunder havde han det som om han stirrede ind i den væg i flere timer "hvorfor gjorde du det der før?" spurgte han om og kunne ikke holde sine tanker væk fra slikket på sine læber, de smagte jo ligefrem af den vampyr og smagen havde lagt sig dybt i dem.

Han blev helt stiv som en pind, når vampyren valgte at komme over til ham og han kunne ikke gøre andet end at stirre på ham. Han viste ikke engang hvad han skulle sige, og så bare ind i de flotte blå øjne. Han fik ikke engang svar på det, men mærkede i stedet nappen i sin læbe igen. Han kunne ikke engang få sig selv til at trække vejret, havde bare sit blik rettet mod ham. Han pustede først luften ud når han fjernede sig igen, og havde mest lyst til at glide ned og sidde "ja det vil jeg gerne" sagde han helt stille i det, og var ikke engang sikker på om han hørte det. Han valgte alligevel til sidst at gå efter ham, også selv om han bare havde lyst til at gå igen. Han viste ikke engang hvad han lavede der længere, og om det var en god idé at han var der? vampyren forvirrede ham, han var ikke engang sikker om vampyren ville give ham en omgang mad eller om det var ham som ville blive en omgang med. Han stod bare og ventede ved hans side, mens døren blev åbnet og gik først ind når han fik besked på det. Hans blik gled langsomt rundt på alt det han kunne se, flot det måtte han sgu indrømme at det var. Sådan et sted som han selv gerne ville gøre indbrud i, penge var jo til at se over alt "flot" sagde han kort

Hans blik gled hurtigt hen mod døren, når han hørte den blev låst. Han viste godt at dette måske var det dummeste han havde gjort længe, hvem var så dum at tage med en vampyr nogensteder hen overhovedet? det var han åbenbart! men der var også en del af ham, som sagde at han ikke fortrød det overhovedet. Det var vel bedre end at være ude i skoven, og sulte halvt ihjel. Han fulgte bare efter ham til køleskabet, og tog først der sine hænder op af lommerne igen. Hans øjebryn hævede sig en lille smugle, over det han sagde "nok æder jeg hvad som helst" sagde han og rystede let på hovedet "men det jeg gav slip på, er måske lidt mere værd end salat" sagde han og var bestemt ikke en af dem som fortræk salat, det var bare noget han spiste når han virkelig ikke kunne få fingere i noget andet. Han placerede sig roligt hen ved bordet, og satte sig helt lydløst ned. Han kunne mærke hvordan hans mave ligefrem vende sig inde i ham, søgte efter den mad som den snart skulle få. Han træk bare tallerken med kød over til sig, og samlede hurtigt et stykke op mellem sine beskidte fingere. Han stirrede bare kort på det, før han tog en hurtig bid og lod sit blik falde over på vampyr. Han prøvede ligefrem at finde ud af hvad den vampyr ville ham, men kunne bare ikke gennemskue det og var ikke engang sikker på om han havde lyst. Han gav et enkelt nik fra sig, mens han tog en til bid.