Flugt - Aaron (Privat)

S: Skoven
O: Træer
T: Det lysner langsomt, så morgen.
V: En smugle overskyet, men lunt i vejret.

I øst steg solen op over den smukke, men ukendte Fôret. Der var var ikke mange lyde i store dele af skoven, men som en lille prik på et kæmpe kort, hørtes lyden af et en der hev efter vejret, i takt med de fødderne skiftevis ramte jorden. Disse lyde var meget ... ubetydelige, da fuglene alligevel var igang med at varme stemmerne op. Bag lyden af det tunge åndedræt var der ikke noget i mange meters afstand, før man hørte de ellers så morgenglade fugle lette med et skrig, og baskende vinger. Bag den løbende person kom Malakel's mænd løbende efter hende. Ja, det var utrolig nok en kvinde.
Yuki var ved at gå i panik. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. hun havde snart løbet de sidste kræfter ud af bene, som truede med at give efter under hende. Hun kunne måske af slået dem ned hvis det kun var to eller tre, men nu var der fem efter hende, og de ville ikke lade hende slippe godt fra det, hvis hun da overhoved kom levende fra det. En dæmon der satte sig op imod Malakel vidste hun ikke om var nyt, men hun ville sikkert blive straffet mere end hvis hun havde været en engel. Hvis hun havde alle sine kræfter, og det ikke var så lunt, ville hun måske have fået et bedre forspring end hun havde nu, men hendes is ville ikke være til meget hjælp, da den hurtigt vil smelte på grund af varmen, og at hun ikke havde flere kræfter tilbage.
Det var begyndt at sorte for hendes øjne, og hun kunne ikke rigtig se noget. Pludselig væltede hun over noget hårdt. Hun blev liggende helt stille med lukket øjne og tungt åndedræt. Hun var mere end bange, mere skrækslagen, eller noget mere, hun ville ikke dø. Nok var hun ikke bange for døden, men nu! Nej! Hun ville nok have givet sig til at græde hvis hun havde kunne, men hun orkede det ikke, bare spild af kræfter, men hvad pokker skulle hun bruge dem til, når hun alligevel snart var død?
Den opgave hun havde sat sig på aften før havde slet ikke lydt så dum, men den gang var hun jo også så sikker på sig selv, at hun nok skulle kunne gøre det, men nu. Hun skubbede tankerne væk, og ventede på hun blev fundet. Fuglendes skræppen var allerede blevet højre og hun kunne mærke de små vibrationer i jorden, da hendes forfølger kom tættere på. Hun krøllede sig sammen, og kiggede kort op i den røde himmel før hun lukkede øjne, og ventede på at de skulle finde hende, og vel dræbe eller gøre et eller andet ved hende. Måske kunne hun fryse sig ... nej, nej, nej ...

Aaron kom gående igennem skoven. Han havde brug for at få står på hans tanker. Det var som var hans hoved ved at eksplodere når han var i byen. Han havde brug for at være alene. Få sine tanker under kontrol. Aaron skulle til at vende om og gå hjem da han hørte et bump. Det var Yuki der faldt. Han gik over for at se hvad der skete. Han så Yuki ligge der og sige nej nej. Han vidste godt hvad der foregik. En af Malakels mænd gik over og trak et sværd. Men da han skulle til at dræbe Yuki brugte Aaron sin Telepath evne. Han bevægede mandens hoved med et 1000kg pres så man kunne høre et stort knæk da hans nak brækkede. Manden faldt død om. Aaron lænede sig op af et træ. Han stod der med hans sorte hår der så lidt uglede ud. Det passede dog godt til ham. Aaron var en smuk mand. Hans ansigt var nær perfekt. Det stammede nok mest fra hans Ærkeengel side. Han havde himmelblå øjne. Når man kiggede i dem var det som fik man det lidt varmere og alting blev bare en smule bedre. Han stod i en sort læderjakke med en t-shirt under. På den stod der ’Fuck You ’. Han var veltrænet, dog ikke til det punkt hvor han så buffed ud. Aaron kørte sin tunge over hans underlæbe så den kørte over hans snakebite. Aaron kom med et skævt smil og sagde så roligt ’’ fem.. Eller nu fire mod en.. og så slår i på en pige.. Tag jer sammen ’’. Aaron sendte en af dem over i de andre så de alle fire væltede ved hjælp af hans Telepath Evne. Han vidste godt han ville få svært ved at klare dem alle alene. Aaron gik over til Yuki og sagde blidt ’’ Kan du kæmpe ’’. Aaron vidste dette ville blive en hård kamp. Aaron samlede sværdet op fra den Dæmon der skulle til at dræbe Yuki.

Hun kunne høre deres skidt komme nærmer. Hun blev liggende stille, med den idiotiske tanke at de nok ville overse hende. Selvfølgelig gjorde de ikke det. Hun havde ikke turde åbne øjne, men blev bare liggende stille uden at sige et kvæk. hun stivnede da hun hørte lyde af metal. Der kom vilkårligt et lille klynk ud mellem hendes læber. Hun ventede. Hun hørte nogle komme, men det var vel en af de andre? Hun ventede lidt længere tid, da hun hørte lyden af knogler der blev knust. Hun slog af ren overraskelse øjne helt op, og kiggede. Først kunne hun ikke se noget, men lidt efter hørte hun en blød stemme snakke. Hun kiggede op og var lige ved at tabe næse og mund, da hun så en ... en ... et eller andet, der stod og ... beskyttede hende? Hun kom op at sidde og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre. Hun kiggede på ham da hun spurgte om hun kunne kæmpe. Hun tøvede, men fik så pippet et ja. Det lød utrolig ynkeligt i hendes øre.
Hun greb fat i hans arm, ikke med vilje, men ellers kunne kun ikke komme op at stå. Hun slap den igen, da hun var sikker på sine ben, og vendte blikket mod Makales mænd, der var ved at have fundet hoved og hale på dem selv.
Hun kiggede ned på sværdet før hun lod sin højre pegefinger glide hen over den skarpe side, så hun skar hul. Hun svingede sin finger, som var det en tryllestav, og en lang, rød, pisk af blod kom frem. Hun svingede den ned i jorden foran Makales mænd så der blev lavet revner i jorden. Hun førte den der efter over mod den dødemands krop hvor hun slog den ind i, så lyden af knuste knogler kom igen. Det var ikke for at prale hun gjorde det, men af to andre grunde, den ene var, at hun lige skulle have styr på pisken, og for det andet, måtte hun helst ikke holde den stille da blodet ville komme ud af sin form, og det så bare ville være spildt blod.

Aaron smilede skævt til Yuki da hun tog fat i ham og kom op på sine ben. Han sagde med en blid stemme ’’ Sådan skal det være tøs.. Lad os vise disse tabere hvordan man kæmper… Jeg tager de to til højre ’’. Aaron havde en stor chance mod to. Det var nogle odds han kunne lide. Aaron løb over imod dem. Han sendte en af den flyvende ind i et træ ved hjælp af hans Telepath evne. Det ville ikke være nok til at slå ham ihjel men nu skulle han kun kæmpe imod en. Aaron svang sit sværd ud efter ham. Malakels mand blokkede sværdet med hans eget. De stod og fægtede lidt. Aaron lå mærke til den anden mand kom op på benene igen. Manden løb også over. Nu stod der en og fægtede med Aaron på hver side af ham. Aaron bukkede sig for at undgå det ene sværd. Så hoppede han og lavede en baglæns salto for at undgå det andet *Kom nu.. gør det*. Hver af Makales mænd gjorde sig klar til at spidde ham med deres sværd. He kom med et kamp råb og angreb ham. Aaron sendte sig selv op i luften via sin Telepath evne så de to ramte ved siden af og i stedet for spiddede hinanden med deres sværd. Aaron landede med en fod på hvert af deres hoveder og lavede en saltomortale ned på jorden. Han stillede sig op af et træ med et skævt smil. Han smed sværdet og satte sine arme over kors og ventede på hun var færdig med de to sidste.

Yuki kunne godt lide det de skulle til, og ventede på at hendes redningsmand var uden for hendes radius, før hun sendte pisken mod den førstemand der kom løbende hen mod hende. Han sprang udenom og løb så der efter videre mod hende. Hun kiggede på jorden foran ham og lavede lige nok is til at han ville glide. da han lå ned, lod hun pisken ramme ham, og lod den knuse ham. Derefter vendte hun sig om mod den anden mand, der var kommet overraskende tæt på. Hun vidste at pisken ikke ville hjælpe her, så hun slap pisken og blodet flød ud, og lavede en lang stribe af blod, da den blev til flydende. Trods hendes bens protester sprang hun op i luften, og lande på mandens ryg. Han væltede ned under hende, og begyndte at stikke efter hende med sit svær. Hun kom hurtigt på bene og fik sig væk i en fart, før sværdet igen nåde hende. Hun fik en ide. Hun lod manden komme på bene igen. hun stod og ventede på der skulle komme et udbrud fra ham. Imens stod hun og samlede kræfter til hendes plan. De cirkulerede omkring hinanden i lang tid, før han gjorde et udfald. Hun smuttede under hans arm, og greb fat i mandens mund som til hendes held var åben. Hun skød is igennem ham, ned i halsen, og lungerne. Hun vidste det hurtigt ville smelte, men hun brugte de sekunder hun nu havde til at rive sværdet ud af mandens hånd, og pressede det ind i mandens brystkasse.
Hun lod manden falde dø om og vendte sig om mod hendes redningsmand mens hun suttede blodet af sin finger. "Tak for hjælpen."

Aaron som stod op af træet smilede skævt til Yuki og nikkede en enkelt gang ’’ Skulle det være en anden gang.. Navnet er Aaron.. Aaron Grayguard.. Bare kald mig Ghost ’’. Aaron slikkede sig om sin underlæbe over hans snakebite. Det havde været en sjov kamp. Aaron vidste ikke noget bedre end at tage sig af et par af Malakels Dæmoner. Dog havde han også mødt en del af denne Lazarus Vampyrer for nyligt. Det var som var der noget i gang i Di Morga. Som om der samlede sig flere og flere Dæmoner og Vampyrer her. Et opgør var nok under opsejling. Aaron blev stående og sagde roligt ’’ Du var ikke så dårlig en da.. Det er mig en fornøjelse at kæmpe med dig.. Du var heldig jeg lige kiggede forbi var ’’. Aaron satte en hund op i sit hår og ruskede lidt i det. Det sad nu godt som før. Aaron kiggede på de fem døde. Han kom med et sejrsfnys. Han kiggede over imod Yuki med hans himmel blå øjne ’’ Vi må hellere se at komme væk før der tropper en hel hær af disse idioter op ’’. Aaron gik over til Yuki og klappede hende let og blidt på skulderen før han begyndte at gå. Han regnede med de kunne gå og snakke. Han ville gerne vide lidt mere om denne kvinde, især hvorfor Malakel havde sendt så mange efter hende.

Hun stod lidt, og vidste ikke helt hvad hun skulle sige, før han præsentrede sig. "Yuki Koi." Valgte hun så at sige. Ghost? Der var ikke ... det var lige meget, hvis han ville kaldes det, så kaldte hun ham det. Hun betragtede sin læbe, hvor han havde sit snakebite. Det så faktisk pænt ud! Normalt var hun ikke til folk med alle mulige smykker og dillerdaller i hoved, men det så flot ud til ham, hvilke han sådan helt gennemgående gjorde. Pænt lækker og smuk, uden det blev for meget. Hun pressede læberne sammen da hun blev mindet om sin lille episode som hun helt ville hoppe over, men det kunne hun jo selvfølgelig ikke, så hun svarede med en tavs mur. Hun nikkede til hans forslag om at de skulle smutte inden idioterne kom, godt navn. Hun fulgte tavst efter ham, selvom hendes ben helst bare ville ned at ligge, og det skulle da helst ske nu, men hun kunne jo for det første ikke bare ligge sig ned. Hun valgte derfor at følge ham, og se hvad han kunne finde på at gøre, og hvad pokker han så var for en, med alt det der med flyvende mennesker og dét.

Aaron kunne se hun var udmattet. Han gav hende et skævt smil ’’ Jeg tror vi er langt nok væk nu Yuki.. Hvis ikke.. Så smadre vi bare dem der kommer ’’. Aaron grinede en smule. Han undrede sig lidt over hendes evner. Blod og is. Det var mest Vampyrer han havde set med denne evne dog var solen jo oppe så det kunne det jo ikke være. Aaron kløede sig i nakken ’’ Så.. Hvilken Race er du så Yuki.. Og hvor har du lært at sparke røv sådan ’’. Aaron kom med et lavt hurtigt grin før han igen slikkede sig over sin underlæbe. Aaron stoppede op og lænede ryggen mod et træ. Han satte også sin ene fod mod træet. Han trak en lille lommelærke ud og tog en lille slurk af den. Han kiggede på Yuki og rakte lommelærken over til hende ’’ Vil du smage ’’. Aaron havde lagt mærke til hun ikke sagde så meget. Enten var det fordi hun var genert eller så var det fordi hun lige skulle komme sig over episoden.

Da han stoppede op lod hun sine ben give efter sig og kiggede ned i jorden, før hun kiggede op på ham. "tak." Hun skulle lige tænke lidt over hans tilføjelse. "Ja, lad os da håbe det." han virkede ikke som en der flippede helt ud når folk var skadet, hvilke hun var virkelig glad for. Da han spurgte om hendes race undrede hun sig lidt over han ikke vidste det, men man kunne vel ligeså godt spørge. "Is dæmon." Hun studsede over hans ordvalg, mens hun lod blikket glide rundt i skoven, der hvilede i den mest fredelige idyl hun nogen sinde havde set, hvilke ikke passede, men det var der ikke lige tid til at diskutere med sig selv om, inde i hendes hoved, så hun skubbede det væk, og koncentrerede sig om hans spørgsmål. "Det lære man efter nogle år, når man aldrig siger nej til af kæmpe." Et lille grin gled over hendes læber. Hun kunne ikke selv huske hvornår hun havde bakket ud af en kamp, eller afslået, så det måtte vel være hendes bedste svar.

Aaron kiggede underligt da hun sagde Is Dæmon. Havde Aaron lige reddet en Dæmon. Men hun kunne da ikke være helt slem når hun kæmpede imod Malakel. Men stadigvæk, hun var en Dæmon. Aaron havde engang sagt at alle Dæmoner var ens. At ingen af dem havde noget godt i sig. Men det kunne jo være han havde taget fejl med Yuki. Aaron tænkte lidt over det hun havde sagt. Nu hvor hun sagde det kunne han regne ud hun var gammel. Hun var nok flere hundrede år gammel. Det havde han hørt at Dæmoner kunne blive. Aaron sagde roligt ’’ Hvis du aldrig har sagt nej til at kæmpe og altid har vundet.. Så er det bare fordi du ikke har fundet en god nok modstander.. Det skal du kun være glad for ’’. Aaron havde lært at nogle modstandere skulle man passe på og ikke alle kampe var værd at kæmpe. Men det kunne jo være at Yuki var en af Di Morga’s legender. En af de allerstærkeste som dem han allerede havde hørt om. Zane og Barishan. Aaron kiggede på Yuki lidt. Hun virkede nu meget flink. Måske, måske skulle han. Ja det ville han gøre. Aaron sagde roligt ’’ Siden du er en kriger.. Så kunne jeg godt bruge dig på mit team.. Vi er Dæmon jægere.. Jeg har nogle mennesker under min vinge.. så at sige.. Som har det på samme måde som mig.. Det vil være en god måde for dig at få set noget kamp på.. Yuki ’’.

Hun kiggede på ham med et køligt smil. "Hvorfor tror du altid jeg kæmper som man skal? Hvem siger jeg ikke har snydt?" Hun sukkede, og lod en hånd glide igennem sit mørke hår. "Jeg har mødt mange gode modstander, men nej, ofte nogle der ikke har kunne slå sådan en gammel kvinde som mig." Han så først ikke ud til at ville sige mere, så hun åbnede munden og tilføjede. "Jeg plejer ikke at snyde, men jeg er en livsglad tøs, så hvis jeg ser ud til ikke at overleve." Hun trak let på skulderene. "Så snyder jeg gerne." Hun lod hoved falde bagover, så hun kigge op i himlen der begyndte at blive lysere mens solen kæmpede sig op øst fra, mod vest. Dæmon jæger?! Hun kiggede overrasket på ham. "Skal jeg så jage min egen art?" Hun havde aldrig haft noget rigtigt i mod dæmoner, ud over Malakel og hans folk. Jage dem var nok ikke lige ... det hun havde haft i tankerne. "Hvad vil det indebære?" Hun ville ikke afvise ham med det samme, selvom det var tvivlsomt at hun ville slutte sig til dem, da hun jo godt kunne lide sin race, og at arbejde med mennesker havde hun ikke altid haft den bedste erfaring med. Hun syntes de var sløset, dumme og svage, men hun havde dog mødt flere mennesker der hverken var dumme, sløset eller svage. Men de få folk, kunne jo ikke vende rasten af verdens menneskebefolkning.