One day I'll fly away. Leave all this to yesterday.

Stranden så helt forkert ud, med det lag sne der havde lagt sig over det ellers så fine stand. Man kunne i sandhed ikke gå nogen steder uden at være omgivet af et is-landskab. Det hele lignede jo landet hvor is-dronningen regerede. Hvor der aldrig ville komme sommer igen. Hvilken skam ville det ikke være. Men selvom at kulden og det malplacerede vejr havde skræmt de fleste væk fra det tidligere tropiske sted, var der dog stadig nogle tilbage. Der var det sædvanlige gamle ægtepar, der mente at en god gåtur ville kunne gøre dem yngre. Der var den ekstreme svømmer som elskede at være i det isnende havvand, som mest lignede en omgav sluce ice. Og så var der ikke mindst denne spinkle kvinde der befandt sig helt rolig på bredden.
Fléur så helt forstyrret ud. hun sad blot på hug i sneen, som betragtede hun den helt tæt på. Hendes arme lå og hvilede sig i hendes skød, og hun så ud til at have en god balance. Hun så i hvert fald ikke ud til at rokke det mindste, trods vinden der blæste kraftigt omkring hende, og fik hendes blonde lokker til at slå omkring hendes blege ansigt. Når vinden ellers lagde sig igen, ville man nemt kunne se det bølg der var i hendes hår. Og hvordan det virkelig var blevet klippet skævt nogle steder. Men ikke noget man rigtig ville kunne lægge mærke til på af stand.
Forsigtigt løftede hun sin ene hånd og rakte den ned mod sneen. Hun fremhævede sin pegefinger, og med blide galante strøg begyndte hun at skrive – eller tegne - i sneen. Det lignede mest af alt en blanding mellem runer og kinesiske tegn. Hun tog sig god tid med at få det skrevet med. En streg af gangen. Hendes blå øjne fulgte flittigt med, som var det en lektion for hende. Hun trak bagefter igen sin hånd til sig. Tørrede fingeren tør i skørtet, på den kjole hun havde iført sig, for så at rakke ud efter en af de grønne druer hun havde i en lille plastik bøtte ved siden af sig. Hun smilede tilfreds for sig selv. Hun var stolt af sig selv med hvad hun havde fået gjort. Også selvom det blot var denne lille ting. Eller også var hun bare glad for at være ude. Ude i sneen. Hun nød at føle kulden mod sine bare fødder. Det var så fantastisk at være udenfor i stedet for at sidde på den indelukkede institution. Godt nok kunne hun være ude i haven, men der havde hun været så tit. Så at være her nede på stranden nu, også selvom hun i princippet ikke måtte, føltes så godt. Befriende.

Endnu en vind begyndte at angribe hende. Hvirvlede omkring hende som før og fik igen det lyse hår til at flagre til alle sider. Men lige idét at vinden atter lagde sig igen, så Fléur en smule op og drejede hovedet mod den ene side. Og næsten uden at tænke over det blev hendes blik rettet direkte mod denne unge mand der var ankommet til stranden. Som havde hun opfanget hans duft. Som var den blevet bragt til hende via vindens bærende evne. Det var ikke sådan diskret. Det var virkelig bare et direkte blik mod ham. Intet at skjule for hende. De store blå øjne så ikke væk. I hvert fald ikke med det samme.
Hun sagde ikke noget. Sad der egentlig bare helt stille og betragtede ham. Det tog også lidt tid før at hun endelig bevægede på sig. Hun satte sine hænder mod sine lår og rejse sig stille og roligt op i sin fulde højde. Hun børstede per automatik sit skørt lidt af, som var det blevet en smule krøllet. Efterfølgende fik hun bøjet sig ned for at samle den lille plastikbøtte op i sine hænder, rettede ryggen igen og fik slettet hvad end hun havde skrevet med sin ene bare fod. Det var ikke vigtigt nu hvor det havde været skrevet ned. Som en hemmelighed hun havde med sig selv. Hun sørgede i hvert fald for at få det fjernet alt sammen.
Fléur stod lidt og fik sat tænderne ned i underlæben. Hun fik næsten fjernet noget af den røde læbestift som hun tidligere havde taget på. Mest af vane. Hun elskede den røde farve omkring sine læber, især fordi den farve de havde normalt virkede så sygelig. Efter lidt mere overvejelse drejede hun pludselig om på stedet, stod nu med fronten mod denne mand og begyndte ellers at bevæge sig tættere. De rolige skridt blev hurtigt lavet om til luntende skridt men kom dog tilbage til almindelig gang lige inden hun nåede ham.
”Her. Vil du have en?” spurgte hun med det samme. Uden at komme med et hej først. Samtidig rakte hun bøtten, med druer, frem mod ham og ventede egentlig bare på en reaktion. Et smil var stadig på hendes læber og nu hvor af standen var væk kom de svage lilla raner der var under hendes øjne til syne. Hun så faktisk ret forpjusket ud i det hele taget. ”De sagde du måske ville.” tilføjede hun kort efter og fik lagt hoved en smule på skrå. Trods hendes ældre udseende mindede hun ganske lidt om et barn. Det var den mest betryggende måde hun kunne være på. Så sådan havde det altid været.

Fléur blev faktisk overrasket over hans undring omkring de. Kunne han ikke selv høre dem? Det slog hende dog hurtigt at sådan lå landet ikke. Ingen andre kunne høre dem. Ikke andre end hende selv. Hvilken frustration alligevel. Det var virkelig som at leve i sin egen lille verden. En verden som ikke tilhørte andre. Og et sted som andre ikke kunne komme ind. Hvor man var for sig selv med sine problemer og lykkes priser. Hun stod lidt og stirrede på ham. Næsten som om at hun var blevet skræmt ved spørgsmålet. Hun skjulte virkelig ikke sine følelser. Det kom med alt det andet. Og det var skam ikke kun følelser som overraskelse eller glæde hun viste frem.
”Åh.. Jeg ved ikke hvem de er. Jeg lytter bare hvad de har og sige.” svarede hun så endelig. Lidt mere sikkert end før da samtalen lige var begyndt. Og nu kunne man rigtig høre hvordan hendes stemme var lettere skadet. Den var en smule ru, som havde hun råbt og skreget en hel masse. Men det var ikke lige det som var mest dominerende. Smilet var ikke rigtig fremme mere. Det befandt sig dog stadig i hendes øjne og hun virkede mere uskyldig i det med det fortvivlede ansigts udtryk. ”For det meste er det spændende ting og ellers kan de være ret dømmende. Man vænner sig til dem.” Hun burde nok have stoppet noget før med at snakke om dem. Hun ønskede ikke at skræmme ham væk, men alligevel kunne hun aldrig holde sin kræft omkring forskellige ting.
”Vidste du at hvidvin faktisk bliver lavet af grønne druer, men saften fra de grønne druer er gul? Det er ret fascinerende at tænke på, egentlig.” Igen plaprede hun om ubrugelige ting. Men hun løj ikke. For hende var det fascinerende. At der var så mange farve indgået i den samme drik. ”Men når man tænker over det ville være lyde underligt at kalde det for gulvin eller grønvin, synes du ikke?” Hun greb selv ud efter en af de få druer der var tilbage i bøtten. Hun foretræk jordbær men denne gang var det kun druer hun kunne få smugler ud af køkkenet under hendes køkkentjans. ”Hvorfor er du egentlig her ude? Tiltræk sneen også dig?” Endelig kom smilet igen. Ganske forsigtigt. Men det var der.