so yesterday or something (cricker)

Sted: Skoven.
Tid: 19:00.
Dato: 10. november, en onsdag.
Omgivelser: Kelsey og det som ellers befinder sig i skoven.
Vejret: Lidt mørk himmel, med få stjerner, lidt tåget et tegn på at der vil komme regnvejr.

En skikkelse bevægede sig ind i skoven, imens at hendes kjole blafrede med den stille vind som også tog fat i nogle af hendes sorte hårtotter. Hendes sorte lange hår som sad løst ned af hendes skulder, hun var ligeglad om hun kom til at fryse eller ej, hun kunne alligevel ikke blive syg fordi at hun jo var død. Hvordan hun præcist døde vidste hun ikke.. det kunne hun ikke huske da hun fik hukommelsestab, hun vidste bare at hun ledte efter sin morder for at hun kunne komme videre. En lyd af en halskæde, som raslede lidt, når hun bevægede sig igennem skoven. En halskæde hun havde omkring halsen, en latter undslap fra hendes læber, ikke en glad latter som sådan, men hun var ikke sur dog heller ikke glad, der var ingen ord for hendes humør. Hun var iført bare tær og nød ellers bare at være i skoven, hun fik øje på et træ som hun fandt mere interessant end de andre træer og besluttede sig for at gå hen til det, som hun derefter lænede sig op af og lagde sine arme om sig selv. Inden at hun gik ned at sidde på jorden og trak sine ben ind til sig hvor hun også lagde sine arme om dem.

Cricker var ude og flyve den aften, han var lige et par centimeter over træerne. Han skulle egentlig ikke noget specielt, det var bare for at være udenfor lidt, og ikke hjemme i den gamle hytte som han nu boede i. Han havde ikke sine arme eller hænder som barkhud, da han ikke forventede at skulle kæmpe, men hans sværd havde han jo altid på sig, for man kunne jo aldrig vide hvad der ventede i skoven, når det var ved at blive mørkt. Han besluttede sig for at lande, for at se om der foregik noget dernede. Han landede faktisk ikke ret langt fra det træ som Kelsey sidder ved. Det gav en lyd fra sig da han ramte jorde, og han kiggede sig omkring.

"Hallo?" spurgte hun og hævede det ene bryn imens at hun mærkede jorden gav efter sig. Hun vidste ikke hvad der foregik, hun rejste sig op og lænede sig stadigvæk mod træet og blev stående, hun ville have at det væsen som lavede den larm kom til hende. Kelsey kiggede lidt ned af sig selv inden at hun lod sine øjne glide rundt, det var mærkeligt at være tilbage, men samtidig var hun også glad for det selvom der var en masse ting som var forandret siden sidst og det at hun havde mistet noget. Men sådan var livet og Kelsey accepterede det hele i al fald end til videre. Hun bed sig diskret i underlæben imens at hun ventede på at der ville ske noget.

Han hørte kort at der var nogen som sagde hallo. Han kiggede sig omkring "Øhh, er her nogen?" Sagde han og. Han trak sig på skuldrende og kiggede sig omkring endnu en gang. Måske var det bare noget han bildte sig selv ind. Men han besluttede sig alligevel for at se om der var nogen i nærheden. Han var klar til hvis det nu skulle være en vampyr eller noget andet der ville angribe ham. Som sagt så kunne man ikke føle sig sikker i den her skov. Han havde ikke hånden på skaftet af sit sværd. Han var bare klar til at bruge noget magi.

Hun rystede kort på hovedet.. da hun hørte en stemme.. den lød bekendt.. kunne det være Cricker? Hun kunne ikke helt fatte det, hvis hun havde ret i hvem det var.. et eller andet sted mente hun stadig at hun skyldte ham noget for det som han havde gjort for hende i den tid hun levede.. han gav hende jo et hjem og mere end det. "Cricker?" spurgte hun med en lidt råbende stemme, så han sagtens kunne høre hende, det kunne godt være at Cricker ikke kunne genkende hende.. men det håbede hun på at han kunne.

Cricker hørte en stemme som han godt kunne genkende. "Hvad satan... Kelsey er det dig?" Sagde han med den samme lidt råbende stemme. Han kunne ikke høre hvor den var kommet fra, men han vidste at hun var i nærheden. Medmindre at det var et trick, det vidste han ikke, så han var stadig klar hvis han skulle blive overfaldet af nogen eller noget.

Hun grinede lidt.. over at han var forvirrede, sådan tolkede hun det i al fald, hun bevægede sig væk fra træet og gik i retningen mod Cricker..eller der hvor hun troede at han var.. "Ja.. det er mig" sagde hun med en klar stemme, hun lagde sit hoved på skrå og kiggede på ham da hun fik øje på ham og smilede lidt, "Har du fundet en ny dame?.." spurgte hun stille, dog så han stadig kunne høre hende snakke og hun smilede lidt imens. Det var dog ikke det hun var kommet for at snakke om.

Han vendte sig om og klodset som han jo nogengange er, så fik han et chok og fald ned på bagdelen. "Av.. Min rø--.. Øhm... Av" Sagde han og rejste sig hurtigt op igen. Han var glad for at se hende, og han havde ikke lige lagt mærke til at hun var.. Død. Han kunne ikke lade være med at smile. "Nej det har jeg ikke. Hvad med dig? Har du fundet dig en ny fyr?" Spurgte han så, ikke at det gjorde ham noget hvis hun havde, men han var da lidt nysgerrig efter at vide det.

Hun undslap et lille grin da han faldt ned på jorden, kunne hun ikke undgå.. da det så noget sjovt ud, selvom hun godt vidste at det ikke var pænt af hende. "Nej, det har jeg ikke" sagde hun og bed sig letter diskret i underlæben, imens at hun så på ham, "Er du okay?" spurgte hun hentydet til hans fald, med få skridt stod hun henne ved ham og prikkede til ham i maven, "Hm, jeg skylder dig en tjeneste" sagde hun og sendte et smil, "Vil give igen for det du har gjort.." hviskede hun, men hun vidste bare ikke hvad hun kunne gøre for ham, idet at hun trådte et skridt tilbage igen, kiggede samtidig på ham.

"Jeg har det godt, minde baller er lidt ømme" sagde han og grinede lidt. Han kiggede på hende og kunne nu se at der var noget galt. Han trådte et skridt tilbage og så fuldstændig chokeret ud. "Du... Du er" Sagde han. Han stod med munden åben. Han trak sit sværd "Hvem gjorde det ved dig.. Jeg skal rive hans indvolde ud" Sagde han, man kunne se han var rasende, Kelsey betød stadig noget for ham viste det sig. Lige nu ville han bare have hævn over den der havde slået hende ihjel.

Hun lagde sit hoved på skrå og så på ham, "Jeg ved det ikke" sagde hun roligt med en blid stemme, hun lagde godt mærke til at han også tog et skridt tilbage.. godt så han havde fundet ud af at hun var død.. et vandrende spøgelse. "Vil du ikke godt gemme sværdet væk?" spurgte hun med et svagt smil, imens at hun gik hen mod ham igen.. hun tog stille fat i sværdet med sin ene hånd, uden at ramme den skarpe ende, "Jeg har glemt hvem det er der har dræbt mig.. jeg ved ikke hvordan det foregik, jeg ved bare at jeg er her nu" sagde hun og kiggede på ham, det undrede hende at han flippede sådan ud, "Desuden er jeg.. jo menneskelig om dagen.. og bare.. lidt usynlig når det bliver midnat.." sagde hun og smilede svagt, hun kiggede ind i hans øjne.. hvis han da stadig holdte af hende.. ville han også trække sværdet tilbage og lade være med at bruge så mange kræfter på at finde hendes morder.

Han lukkede øjnene og kiggede ned i jorden. En tåre trillede ned af kinden på ham. Han gemte sværdet. "Okay.. For din skyld så" Sagde han og kiggede op på hende igen, med et smil den her gang. "Det er vel også godt nok at du ikke kan huske det går jeg ud fra" Sagde han stille og roligt. Han var meget mere afslappet nu end han var før. "Men det er ellers længe siden at man har set dig" Sagde han så efter lidt tid.

,,Det bedste er vel at man kan komme tilbage på en eller anden måde" sagde hun tænkende og smilede lidt ,,Også selvom ens liv er lidt af et mysterium" sagde hun stille med et lille nik, det var også lang tid siden at hun sidst havde set ham, og hun havde ikke regnet med at hun ville se ham igen, ,,Jeg troede at du egentlig ville være sur på mig, fordi jeg stak af" sagde hun og bed sig noget hårdt i læben, det var jo hende der havde startet det hele, hvis hun ikke havde været sådan et fjols kunne det stadig have været som den gang og hun kunne have beholdt sit admin job i byen. Eller den status som hun havde. Men sket var sket og der kunne ikke laves så meget om på det.. Kelsey kiggede lidt iind i hans øjne ,,Havde ikke regnet med at dette vil ske... med at se dig igen og at se den reaktion du har på det" forklarede hun.

Han smilede til hende. "Det gør ikke noget Kelsey, vi kan vel sagtens stadig være venner kan vi ikke?" Sagde han og gik lidt tættere på hende. Han ville egentlig meget gerne give hende et kram, og det gjorde han. Han lagde armene om hende og krammede hende. "Det er godt at se dig igen, selvom at du.. Ja" sagde han stille og kiggede på hende med et smil. "Jeg havde faktisk heller ikke regnet med at se dig igen, men jeg er glad for at jeg gjorde"

,,Jo hvis du vil det" sagde hun og lod sin tungespids glide ud at strejfe ved sin underlæbe, hun vidste ikke hvad hun ellers skulle sige til det ,,Selvom jeg er død?" sagde hun og fniste en smule, hun syntes at han var sød. Og gengældte krammet da hun også førte sine arme omkring ham. ,,Hm.. men jeg burde vide at jeg kunne finde dig her.. det er jo nærmest her hvor du bor" smilede hun med et glimt i øjet, og kyssede ham alligevel hurtigt på kinden, inden at hun lagde sit hoved mod hans bryst.

Han smilede. "Det er jeg glad for Kelsey" Sagde han stille. Han vidste ikke om han ville kunne have noget med hende igen efter at hun stak af. Han var ligeglad med om hun var død, det kunne jo ikke rigtig ses på hende, men alligevel. "Ja jeg ved det.. Jeg elsker det jo her" Han rødmede lidt da hun kyssede ham, og han ville gerne kysse hende tilbage, så det gjorde han, han kyssede hende i panden og smilede til hende da hun lagde sit hoved imod hans bryst. Det var rart at stå med hende igen.

Hun lukkede sine øjne lidt og lyttede til hans hjerte, "Håber at du finder den rette" sagde hun stille og åbnede sine øjne helt igen og kiggede op på ham, et eller andet sted havde hun stadig følelser for ham, dybt inde, men hun vidste ikke om hun turde finde dem frem igen, "Hvis jeg kunne ville jeg gerne spole tiden tilbage.. og lave om på mine fejl, selvom jeg godt ved at jeg ikke kan gøre det" sagde hun og bed sig noget hårdt i læben igen, så der kom et bidemærke, ikke fordi det gjorde ondt. Men hun var glad for at de stadig kunne være venner, det var noget af det vigtigste.

"Jeg ved det godt søde, det ville jeg også, men sket er sket, og det kan der jo desværre ikke laves om på, men jeg tror bare ikke der skal åbnes nogle game sår... Jeg tror da det er det som menneskene plejer at sige" Sagde han med et smil på læben. Han havde hørt det udtryk før, når to mennesker stod og snakkede om forhold, så det måtte jo betyde det han troede.

Hun nikkede kort og mere diskret, inden at hun kiggede op på ham igen, "Undskyld" mumlede hun og lod sine læber ramme hans ene mundvige som hun kyssede blidt, men kort og trak sig ud af hans kram, imens at hun fjernede sine arme fra ham, "Skal også finde mig et nyt hjem" sagde hun med et svagt smil og gik et skridt tilbage, så der kom mere mellemrum imellem dem.
Hun vidste ikke rigtig hvor hun skulle kigge hen eller om hun bare skulle gå sin vej, hun kendte ikke til hans reaktion på det som hun lige havde gjort. Måske var det også bare typisk hende at gøre sådan noget, når de begge to var lidt enige om hvad der skulle ske imellem dem også alligevel ikke.

Han smilede og kiggede på hende. "Hvis du har lyst.. Så kan du jo sagtens komme med hjem til mig og bo i et par dage indtil du finder noget andet" Sagde han, men han var godt nok lidt ked af at hun var gået så langt tilbage fra ham. Som om at der var noget galt, men hvad vidste han ikke. Han kiggede bare på hende og smilede til hende. "Hvis altså du har lyst" Sagde han så et par sekunder efter hans første spørgsmål. Han ville ikke have noget imod at hun blev boende hos ham i et stykke tid. Han synes det var synd hvis hun skule gå rundt herude helt alene.

Hun så på ham med sit hoved lagt en smule på skrå og tænkte lidt over det.. "Jo, detvil jeg gerne" sagde hun med et lille nik, hentydet til at hun gerne ville bo hos ham i nogle dge. "Men kun i nogle dage.. også har jeg sikkert fundet et sted at bo" forsikrede hun ham om.. "Og skal nok lade være med at fylde for meget" smilede hun skævt og fugtede let sine læber.
Hun blev glad for hans tilbud.. og det kunne også ses på hende, selvom hun havde noget svært med at sige ja. Fordi hun jo ikke havde hjulpet ham på den måde, han havde kun haft hjulpet hende.

Han smilede til hende. "Jamen det lyder jo godt" Sagde han. Men gad vide hvad de kunne lave indtil. De kunne jo selvfølgelig bare begynde at smutte hjem til ham nu, men der var selvfølgelig et stykke vej tilbage. Der var en lidt akavet stilhed. Cricker vidste ikke rigtig hvad han skulle sige eller gøre. Han kiggede sig omkring, og derefter på hende igen. Stadig tavs. Men efter et stykke tid fik han da sagt noget. "Såeh.. Hvad vil du gerne lave nu?" Det var det eneste han lige kunne komme ud med. Hvad ellers kunne han have sagt? Det var lidt træls med den stilhed.

Hun gik hen til ham og tog mere eller mindre forsigtigt fat i hans hånd, "Vi kunne gå hjem til dig?" forslog hun og smilede lidt, inden at hun trak ham lidt med til at gå hen mod retningen af hans hjem, hvor hun mente at han boede.. hun vidste ikke om hun huskede rigtigt.. men det ville tiden vise. Måske kunne hun alligevel også godt huske det.. hun kunne i al fald godt huske indretningen i huset. Hun havde jo boet der før.

Han grinede en smule da hun begyndte at trække ham med sig. "Tjo, det kunne vi da godt" sagde han og fulgte med. Han var lidt imponeret over at hun kunne huske vejen hjem til ham. Han fulgte efter hende, imens at hun stadig havde ham i hånden. Men det var faktisk ikke noget han tænkte over, det kunne han nu godt lide selvom at han mente det var bedst at de ikke fik noget sammen igen. Han var bare glad for at de kunne forblive venner endnu. Han kiggede sig omkring imens at de gik, og kiggede hurtigt ned på sin arm. Der var stadig et ar efter den kamp han havde haft for et par dage siden imod en speciel vampyr. han kiggede hurtigt op igen og smilede.

Det var noget af en gåtur og det var ikke smart af hende at gå i bare tær fandt hun ud af.. men det gjorde ikke direkte ondt. Hun klagede ikke. Et svagt smil dukkede frem på hendes læber, "Hm kan ikke huske mere af vejen hen til dit hjem.." sagde hun og stoppede op med at gå efter at de havde gået et stykke af vejen, hun vendte sig om og kiggede lidt på ham.