Give me hope - Oliver

Klokken havde forlængst slået over ti om aftenen, de fleste sad i deres stuer og så tv, børnene var lagt i seng, eller måske var man selv på vej i seng, fordi en lang dag ventede forude. Nogle kunne lige som kvinden her, være gået uden for da de havde brug for noget frisk luft. Måske skulle hunden løftes, måske, måske var det slet ikke noget nogen skulle blande sig i, hvad andre folk gik rundt og lavede.

En kvinde sukkede tungt, se nu hvor hendes tanker og ben havde båret hende hen, med hænderne dybt begravet i frakkens lommer, og huen trukket hen over ørene, faldt hendes hår i en næsten lige linje hen over frakkens krave. Et mørk øjenbryn blev løftet da det for alvor gik op for hende hvor hun var henne, domkirken. De brune øjne kiggede fra side til side, mens hun sikrede sig at der ikke var nogen i nærheden, trods at hun havde svoret sin had imod kirken, og at hun aldrig nogen sinde ville sætte sine fødder i en efter hvad deres tro gjorde imod hendes mor, følte hun en hvis trang til at åbne lågen og træde tættere på, kunne det være at det var nu at hun skulle ligge alle hendes sørger bag sig, måske var det på tide at ligge fortiden bag sig. Det var bare så svært, de havde tvunget hende til at kigge på, de gjorde hendes mor et eksemble for andre kvinder i landsbyen, at kristendommen havde kommet for at blive, og der var ikke plads til væsner, skabninger som os. Den gang var troen at hun var en heks, men hun havde været langt mere end det, hun havde været præcis det samme væsen som Eve var i dag, endnu et suk undslap de fyldige læber, og fortænderne satte sig i underlæben.

Igen uden at have tænkt videre over de handlinger hendes krop lavede, havde hun nu hånden i et fast greb omkring håndtaget, hun kunne mærke det kolde metal imod hendes håndflade, måske var der svar her inde, måske var der et eller andet tegn som ville vise hende i den rigtige retning. Hun sank en klump, og trykkede så håndtaget ned. Utroligt nok var døren ikke låst, og et lille klik lød da døren gik op, med langsomme og lydløse bevægelser bevægede hun sig længere ind i kirken. Hendes øjne lagde sig på den smukke udsmykning der var på væggene, men det var først da hun kom til alteret at hun stoppede op og bare stod og stirrede. Hele hendes krop begyndte at ryste, før hun faldt ned på knæ, hvorfor? Hvorfor havde de gjorde det imod dem, hvorfor kunne de skrive at gud havde plads til alle hans børn, men kirken kunne stadig tolke det i at han ikke havde plads til dem?

''Hvorfor...'' mumlede hun stille, og blev bare ved med at stirre på Jesus der var korsfæstet, næsten som om hun regnede med at han ville fortælle hende hvorfor - hvorfor at verden var skruet sammen som den var, hvorfor at de mennesker havde gjort som de havde gjort, og det største spørgsmål af alle, hvorfor hendes mor ikke havde gjort noget, hvorfor hu bare havde ladet dem brænde hende. Hun var en skyggedæmon, hun havde så let som ingen ting kunne forsvinde fra flammerne. Men som altid, kom der intet svar, og Jesus, gud og alt omkring hende forholde sig fuldstændig stille.

''Total waste of time..'' måtte hun indrømme over for sig selv, men alligevel blev hun siddende hvor hun sad.

Det var blevet hurtigere mørkt end Oliver havde forventet. Gaderne var ofte øde når klokken blev over 9, med mindre man var inde i centrum af byen, og han forstod ikke hvorfor. Alle folk virkede skræmte i den her by, skræmte og usikre, og han brød sig ikke om det. Folk burde lukke øjnene et sekund og bare prøve at trække vejret uden at gå i panik; der var jo ikke kun dårlige ting i verden. Det havde været en begivenhedsrig dag for den unge engel, for han var først ved at finde sig tilpas i det nye område. Normalt var han ikke tiltrukket af dystre steder, men han havde omgående følt at han blev nødt til at hjælpe folket ud af mørket. Ikke at det var let, og efter 12 dage var han allerede ved at give op.

Modløst løftede han hovedet, og betragtede Domkirken med et skævt smil. Ironisk at hans tanker netop førte ham denne vej, tænkte han, og lod øjnene glide hen over det smukke arkitektur. Han havde altid nydt synes af kirker, ikke kun på grund af hans tro, men der var noget næsten fortryllende smukt ved måden de var bygget op på. Tanken om hvor mange mennesker, der måtte hjælpe til for at bygge noget så smukt, gjorde bare det hele endnu mere magisk. Så sent om aftenen, kunne domkirken dog godt se en anelse dyster ud, måtte han indrømme, og alligevel åbnede han den tunge dør med et smil. Domkirken var også smuk inden i, og smilet omkring hans mund blev blidere, da han forsigtigt lod en hånd løbe langs muren i det lille indelukke der var før, man trådte ind i selve kirken. Han kunne ikke huske om han havde været en person, der gik meget i kirke før han blev en engel, men af en eller anden grund tvivlede han på det. Da han trådte ind i det største rum, var der så stille, at han kunne høre sit eget åndedræt meget tydligt. Vinduerne, der normalt skinnede i farver fra de mange stykker farvede glas, var mørke og det eneste der skabte lys i kirken, var små stearinlys langs siderne af væggene.

Tøvende, før han gik videre ind i hjertet af kirken, kiggede han op mod loftet. Han sendte en kort tanke til himlen, og fortsatte så sin næsten lydløse gang. Han stoppede i centeret, og skulle til at sætte sig ind på en af de mange bænke, da han hørte et frustreret suk. Det gibbede i ham, men han pustede hurtigt forskrækkelsen ud gennem et dybt vejrtræk, og gik langsomt videre. Han spottede en kvinde foran korset, og rynkede undrende øjenbrynene. Noget over hende passede ikke ind, mente han undrende. Kirkens stilhed lagde sig omkring ham, og han ville nødigt forstyrre kvinden hvis nu hun sad og bad. Så sagde hun noget. Det løb Oliver koldt ned af ryggen, da kvindens opgivende stemme nåede ham. Spild af tid? Han spærrede øjnene op, og satte sig ind på en af bænkene tættere på hende. Så lænede han sig bagud, og slængede benene op.

"Hvis det er spild af tid, hvorfor er du her så?" Spurgte han nysgerrigt. Han lagde hovedet på skrå, og betragtede hende med et varmt blik.

En tåre fandt sig lige så stille ned af hendes kind, hun orkede ikke en gang at finde styrke til at rejse sin hånd, og tørre den væk, men lod en finde sin vej ned af kinden ind til at den ville falde ned af hagen, ned på gulvet og til sidst fordampe, forsvinde lige som alt andet her i verden. Dét var ikke mange mennesker, væsner eller andre skabninger der kunne snige sig ind på Eve, og hun plejede at være god til at give sig credit for at ingen kunne det. Desværre var dette ikke helt tilfældet, især nu hvor hun havde siddet der, kigget op på en statue i et spinkelt håb om at den ville vise hende svaret, og ikke lagt mærke til at en mand havde bevæget sig ind på området.

Hendes tanker var så langt væk, var så optagende at der ikke var andet tilbage for hende at kunne rumme, kunne man bebrejde hende? I over trehundrede år havde hun ikke lavet andet end begå den ene synd efter den anden, gud forgiver alle synder, men forgiver vi dem nogen sinde selv?

Det var først da manden bag hende satte sig på bænken, og lyden da den gav sig fik hende til at vågne op, hun lod hånden glide ind under jakken og lukkede den om hendes pistol, hun tog ingen chancer når det kom der til, hun havde mange fjender, og politimesteren havde været på tværs på det sidste, begyndte at linke hende til mordene - hun skulle ikke ind og sidde igen.

Det var først da han snakkede at hun lige så stille vente sig om, pistolen var velplaceret i hendes højre hånd, og fingeren lå og hvilede på aftrækkeren.
''Jeg kunne spørger dig det samme'' sagde hun med mistro i stemmen, hun stolede ikke på nogen, og specielt ikke i den her by. Hun havde været her alt for længe allerede, men der var nogle ting hun ikke helt kunne give slip på endnu, hun havde stadig forretninger der skulle gøres.

Hun hævede dog det ene bryn og lod pistolen falde, der var noget over denne mand, noget der fik hende til at opføre sig fuldstændig afslappet, hans aura fortalte hende at manden her ikke var ude på noget, og lod pistolen falde ind i sit hylster. Hendes mund krummede sig sammen, og hoved faldt let på skrå, hvad var han?

''Nej, du har ret...'' hun sukkede opgivende, og begyndte lige så stille at gå imod udgangen. Da hun var gået forbi ham, vente hun sig dog om og et smil bredte sig hen over hendes læber.
''Men trods at det er spil af tid, kan man jo altid håbe..'' hun grinede kort, ikke et ægte grin, ej heller oprigtigt, men et grin. Et grin som en kvinde slap ud, for at gemme sig bag en maske, en maske der ville vise hvem hun virkelig var, den var hverken køn, oprigtig eller god, ingen af de ting det krævede at være en af guds sande børn, men, man kunne vel håbe.

Hun kastede med armene, og vente rundt igen, helt ærligt hvorfor havde hun overhoved kommet her ind, det var dumt, og barnligt.

Oliver betragtede spørgende pistolen i kvindens hånd. Han rykkede utilpas på sig, og hævede armene i en overgivende bevægelse, for at sige at han ikke var ude på noget. Det varme blik han før havde haft, var væk. Hvem vågede at tage våben med ind i Guds hus?! Han måtte fokusere på sin vejrtrækning i et stykke tid, før vreden var ude af hans system. Våben… I kirken? Kirken var neutral grund, et fristed og absolut ikke et sted, man skulle tage dødbringende våben ind i. Det var en skændsel mod hele princippet. Han kneb læberne sammen og tvang sig selv til at fokusere. Hvis man havde våben i kirken måtte man frygte for sit liv, og kirken lovede også husly for dem, der var bange. Det var vel kun rimeligt at have et våben ved hånden, blot for en sikkerhedsskyld. Våbenet fortalte også at kvinden ikke var specielt troende.

Han lagde hovedet let på skrå, da hun begyndte at tale. Han skulle til at svare, da et opgivende udtryk fløj over hendes ansigt, og hun lod pistolen falde. Han rettede sig nysgerrigt op, og observerede kvindens små træk. Hævet øjenbryn, afslappede muskler. Havde hun indset at han ikke var en trussel? Så kom det opgivende udtryk tilbage, og kvinden begyndte at gå.

Oliver rejste sig op, og betragtede hende med rynkede øjenbryn. Var det det? Svaret fik han med det samme. Men trods at det er spil af tid, kan man jo altid håbe. Han sank kort, og tog en dyb vejrtrækning, før han gik hen imod hende. Som han kom tættere på kvinden, begyndte han at fornemme hendes aura og hendes ansigtstræk. Hun var en smuk kvinde, tillod han sig at tænke, alt for smuk til blot at være menneske. Vampyr var hun ikke, hun havde et bankende hjerte, engel var hun ikke, dertil var hendes aura for mørk. Ikke en djævel - med alt respekt befandt de sig jo i guds hus. Elver? Nej. Han kneb øjnene sammen, altså var hun enten varulv eller dæmon. Måden hun vrængede ansigt af ham, fik ham dog til at stoppe med at gå. Han smilede blidt, det blideste han kunne, og trak så på skuldrene.

"Vil du virkelig vide hvorfor jeg er her?" Spurgte han, og lagde hovedet på skrå. Han kiggede op i loftet, og kiggede så tilbage på hende. "Fordi jeg ikke tror på, det er spild af tid." Han smilede skævt. "Om du tror på Gud eller ej, er i bund og grund irrelevant. Mange finder kirken beroligende. Mange kommer her for blot at tænke, nogle med et spinkelt håb om at der faktisk er en Gud, der kan hjælpe dem. Nogle kommer blot for at finde stilhed i en travl hverdag. Jeg er her, fordi det er et sted, jeg faktisk føler mig hjemme i den her lille, mørke sprække af verden, men ligegyldigt hvorfor man er her, så er det ikke spild af tid."

Med et varmt blik på kvinten, nikkede han til hende, for at signalere at han ikke havde mere at sige. Så vendte han sig om med et smil, og gik op af kirkegulvet mod stedet hun havde siddet for kort tid siden. Han betragtede Jesus med hovedet på skrå, og rystede så på hovedet med et svagt smil.

Hun var næsten kommet helt hen til slutningen af kapellet, eller nærmere udgangen fra kapellet ud il det lille rum inden man kunne komme helt ud af bygningen, da hun hørte ordene:

Vil du virkelig vide hvorfor jeg er her.

Selvom hun ikke vente sig rundt for at vise sin interesse i hvad han havde at sige, blev hun stående, lyttende og afventede hans ord, af hvilken grund havde hun ikke helt styr på, men der var noget tiltalende over ham, den måde han havde fået sin vrede under kontrol, en hver havde følt sig provokeret af at en kvinde havde trukket en pistol, desuden kunne hun læse personer ret så godt, det var en ting man var nød til at kunne i hendes branche, læs folk hurtigt, eller dø i forsøget.

Hendes fortand satte sig ned i kødets underlæbe, inden hun vente sig rundt, hans ord gav indtryk på hende, men ikke lige så meget som de irriterende hende. Hun rynkede brynene og kiggede ned på marmor fliserne der var næsten lige så fint ud smykket som væggene. Eftertænkt sig, lyttede hun ordene igennem, nærmest smagte på dem. Men hun kunne ikke holde vreden tilbage so han kunne, med hurtige skridt var hun henne ved ham, og med et fast greb omkring hans arm fik hun placeret dem så de var ansigt til ansigt, hendes egne øjne der prøvede at finde hans.

''Det er aldrig irrelevant hvad vi tror på, troen på gud har gjort mere skade end gavn igennem århundreder, hvis der virkelig var en gud, hvordan kunne han så lade folk brænde, stene, drukne uskyldige kvinder i hans navn, fordi de var anderledes... Hvordan kan en kirke give tryghed, når de fleste der huser disse kirker har lige så mørke og dystre hemmeligheder som os der blev tvunget ud af kirken, uden hjælp, uden nogen form for vejvisning.. hvordan kan man fortælle folk at vi alle er guds børn, men vi er ikke alle sammen velkommende til at være på jorden, hvornår kan et sted som dette-''
Hun slå hånden ud.
''Være beroligende for en kvinde som mig, der aldrig har fået hjælp, som aldrig har fået svar... men kun har fået at vide jeg ikke havde plads i denne verden!''

Hendes øjne faldt nu på den hånd der stadig greb omkring hans arm, og strammede den mere end nødvendigt, det var først der hun lagde mærke til hvad hun havde gang i.

''Jeg... undskyld..'' mumlede hun, og trådte et skridt væk og tog en dyb indånding, igen havde hun handlet før hun havde tænkt, hun var over femhundrede år og stadig kunne hendes temperament styre hende så let som ingen ting. Igen begyndte hun at gå imod udgangen, hun havde virkelig ikke godt af at være her inde, for mange minder pressede på nethinden, minder hun havde prøvet på at begrave så længe. Der var ikke plads til hende i sådan en verden, hun havde kun en plads, og det var i den kriminelle, den verden hvor hun kunne drikke sine sørger væk, være sammen med de mennesker hun fandt passende når lysterne kravlede op på overfalden, en verden hvor hun kunne gemme sig væk, bag en maske hvor ingen ville spørger ind til hvem, og hvad hun virkelig var.

''Du virker ikke som en der passer særlig godt ind i den her del af verden..'' mumlede hun så stille og vente de brune øjne imod ham i et kort stykke tid, inden hun vente hoved tilbage mod udgangen igen. Ordene der var kommet ud af hendes mund havde været stille, nærmest hviskende og måske mere noget hun sagde til sig selv end til ham. Han passede slet ikke ind, selv de væsner hun kendte som burde være nogle af de mest positive, eller i hvert fald bringe lys over verden, var blevet forgiftet af denne dræbende ondskab der levede i verden, lige som hende, og lige som alle andre. Undtage manden som stod oppe ved alteret, det var nok en af de første hun havde mødt, som virkelig oprigtigt virkede ... uskyldig?

Oliver betragtede Jesus med et skævt smil, imens stilheden fyldte domkirken. Han overvejede om Jesus selv havde kigget sig omkring i verden, og følt sig modløs fordi der var så meget ondskab over alt. Mennesker følte åbenbart at det var lettere at lyve for hinanden og for sig selv, end det var at se sandheden i øjnene, og det forstod han såmænd godt. Problemet var bare, at i hans øjne var det nødvendigt at fortælle sandheden - i hvert fald så meget af den som muligt - fordi løgnene altid havde dårlige følgere. Og så var det forkert. Han havde i sin tid som engel dog fundet ud af, at det ikke kun var de 'onde', der benyttede sig af løgnens snedige metoder. Mange i kirken havde taget det til sig, og brugte det som dårlige undskyldninger for at styre verden mod noget, de personligt syntes om. Mange misfortolkede biblen, mange misfortolkede sandheden og endnu flere misfortolkede Guds vilje.

Han hørte pigen bag sig røre på sig, og skulle til at vende sig om, da han blev slynget rundt og var ved at falde bagover af forskrækkelse. Pigen holdt lidt for stramt om hans arm, og han kneb læberne sammen mens han tavst lyttede til hvad hun havde at sige. Irritationen stod malet tydeligt i hans ansigt ved den første sætning. Han havde hørt den 100 gange. Hvorfor lod Gud verden falde hen? Hvorfor lod Gud folk dø? Hvorfor lod Gud menneskene dræbe hinanden og så videre. Men alligevel sagde hun ikke helt det, han havde regnet med. Af alle de gange han havde haft den form for samtale med folk, var der ingen, der havde brugt så gode argumenter som hun. Ordene 'Drukne uskyldige kvinder i hans navn' brændte sig fast, og irritationen forsvandt som dug for solen. I stedet viste der sig tænksomme rynker, da han trak øjenbrynene sammen. Og hun fortsatte med at overraske ham. Det gik op for ham, at de sætninger og de ord, der kom ud af hendes mund, måtte være noget, hun havde tænkt meget over, for de var så velformulerede og overbevisende, at andet næsten ikke var muligt. Han betragtede pigen - en pige, der helt klart var blevet svigtet af kirken.

Da pigen omsider stoppede med at snakke, kiggede Oliver ned på sin arm, og tilbage på hende med et blidt ansigtsudtryk. Han rystede lidt med sin arm som signal til, at hun meget gerne måtte give slip på ham nu. Han smilede taknemmeligt, da hun slap ham, men så vendte hun sig om og begyndte at gå. Forvirringen stod klart malet i hans ansigt, og han slog opgivende ud med hænderne.

"Er du ikke sød at vente?" Spurgte han stille med bedende undertone. Da hun atter vendte sig mod ham, så hun noget hun ikke havde set i hendes øjne før. En svag beundring? Håb? Han kiggede tilbage med en nysgerrighed der næsten ikke var til at styre for ham. Så sank han, og trak på skuldrene.

"Det gør jeg heller ikke," mumlede han stille, og smilede lettere sørgmodigt, "og det kan godt være hårdt til tider. Det virker til at folk her simpelthen har opgivet alt. Alle kalder mig naiv for at tro på noget - for at tro på, at tingene kan blive bedre og lysere, men hvis jeg ikke har min tro, så har jeg ikke noget værd at være her for." Han fastholdt kort hendes blik, og kiggede så ned på marmorfliserne.

"Jeg kan ikke fortælle dig meget om Gud," sagde han så. "Biblen er skrevet af mennesker - selvom mange siger at helligånden var til stede, er den i bund og grund skrevet af mennesker. Og nu er det så de samme mennesker, der kigger i en 2000 år gammel bog, og læser om en forældet verden med forældede love. Grundprincipperne er det samme som i dag og kærlighed er hovedbudskabet, men af en eller anden grund vælger folk pludselig at kigge på detaljerne. Og kun nogle af detaljerne. Præsterne udvælger små ting fra biblen, og siger at 'sådan vil Gud det', men overser andre ting." Han lagde hovedet på skrå, og kiggede på hende. "Hvis vi tog alt i biblen bogstaveligt, ville vi skulle stene alle dem, der arbejder på en søndag, men det gør vi ikke, vel?" Han kiggede nysgerrigt op, og kløede sig nervøst på hånden. "Og jeg kan ikke svare dig på hvorfor Gud ikke blander sig særlig meget i den her verden," han smilede skævt, "Og måske gør han alligevel. Hvem ved..? Måske er det derfor han giver nogen af os en chance til. En chance til at gøre det rigtige og til at hjælpe folk." Han pustede ud, og kiggede op på hende igen. På en måde havde han ondt af hende. Han brød sig ikke om måden hun tydeligvist var lige ved at give op, og han anede ikke hvad han kunne gøre for at hjælpe hende. Så smilede han skævt.

"Jeg har haft en hård dag," sagde han, og slog ud med armene. "Og jeg kan se, jeg ikke er den eneste," han sendte hende et undskyldende blik i håb om at han ikke havde overtrådt hendes grænser. Han kom i tanke om hvordan mange mennesker bearbejdede deres sorger eller deres stress, og bed sig i læben. "Jeg kan ikke tvinge dig til at blive mod din vijle" indrømmede han, og kiggede blidt på hende. "Men jeg kan tilbyde et glas portvin."

Hun sukkede en smule opgivende da han bad hende om at blive, igen måtte blev hun forundret over at hun faktisk gjorde som han sagde. Måske var det fordi at han spurgte pænt? Hun tog en dyb indånding, og begravede hænderne i lommerne inden at hun vente sig imod manden igen, mens hun løftede det ene øjenbryn, mest som i;

Jamen, så lad mig dog høre..

Hun grinede kort da han sagde at folk kaldte ham naiv, og smilede nu et oprigtigt smil mens hoved blev lagt en smule på skrå.
''Det er aldrig naivt at tro, eller håbe.. vi er måske bare nogen der har glemt hvordan man holder fast i noget godt vil ske igen.'' mumlede hun stille, men stoppede sig selv inden hun talte mere, da det var tydeligt at der var mere han ville fortælle hende.

Hun tog en dyb indånding, og lagde igen hoved på skrå, med et undrende udtryk da han svarede på hendes spørgsmål omkring det at gud ikke blandede sig i hvad der foregik på jorden.
''Jeg har aldrig haft noget imod gud som sådan.. jeg har nået imod de folk der hævder de gør det i hans navn, også ter sig som de gør..'' igen smilede hun, men denne gang mere sørgmodigt. Hendes øjne lagde sig imod vinduerne, lyden af regnen der var begyndt at tromme imod dem bredte sig i den ellers så stille domkirke.

Da han igen begyndte at tale, lod hun blikket falde tilbage på ham og væk fra vinduerne, hun smilede venligt tilbage.
''Det ser alligevel ikke ud som om moder natur lader mig gå nogen steder lige med det samme, så..'' hun grinede kort, og fortsatte.
''Eller også er det gud som prøver at fortælle mig, at min tid til at få hjælp er kommet.. besides, så siger jeg aldrig nej til noget at drikke, især ikke når det indeholder ordene port og vin.'' Et grin undslap hendes læber, da hun pludselig kom i tanke om at hun havde været så optaget af sin vrede at hun havde glemt alt omkring høflige manere.

''For resten, mit navn er Evelyn..'' hun bed sig kort i læben, og skulle lige til at gøre en kliché og sige.
Men du kan bare kalde mig Eve
Hun holde den dog tilbage, og rystede på hoved af sig selv. En ellers kedelig dag, så ud til at blive mere spændende for hvert øjeblik der gik, nu måtte det vise sig hvor meget mere spændende det ville blive senere hen.