Nattevandring (Akumu & Valerie).

Vejr :: Det er rimelig koldt; det trækker op til regn.
Sted :: På kirkegården udenfor Di Morga.
Omgivelser :: Det er ikke andre end Eithan; eller?
Tid :: Omkring klokken halv to om natten.
Dato :: 26/05/10.

Et højt, tudende skrig hørtes et sted oppe i en af de mange, krogede træers krone, hvorefter en mørk skikkelse trådte ind på kirkegården. Med lange, langsomme skridt vandrede han ned af en gruset sti, der snoede sig forbi de mange gravsten, der var placeret her og der på kirkegårdens grund. En kølig brise fik hans hår til at hvirvle lidt rundt i luften. Selvom han kun var iført en t-shirt, generede kulden ham ikke, da han også selv var iskold. Han standsede ved en tilfældig gravsten, som han i lidt tid stod og betragtede. Et grumt smil gled henover hans læber, idet han afmærkede gravstenen ved at spytte på den for derefter at forsætte sin vandren hen ad grusstien og stoppede nu og da for at studerer de dødes gravstene.

Valerie kom stille gående ind på den dystre kirkegård. Man kunne næsten ikke hører hendes skridt, da hun gik ned ad de lange rækker med gravstene. *Hvor er den* tænkte hun og så søgende rundt omkring sig. Den måtte være her et sted. Hun sukkede let og gik hen til en bænk i den fjerne ende af kirkegårdet. Hun satte sig ned med et lille 'bump' og indåndede den friske natteluft.

Mørket lå tæt om kirkegården, som om et sort tæppe havde lagt sig over omgivelserne. Vinden markerede sin eksistens med dens regelmæssige og uhyggelige tuden. En skinger knirken lød fra de slidte hængsler da en hvid og elegant hånd skubbede den op med en rolig og kontrolleret bevægelse. En høj og mørk skikkelse trådte ind på grusstien og lod vinden lukke jernlågen efter ham. Han var svær at ane i de mørke omgivelser, som opslygte skyggerne ham. Han var iført sin lange, sorte frakke. Han bevægede sig langsomt hen ad grusstien i et roligt tempo. Han rundede et hjørne i en nærmest glidende bevægelse og stoppede straks op da hans mørke blik opfangede omridset af en skikkelse ikke langt fra ham. kort efter, fængslede det sig på endnu en skikkelse. Personerne så ikke ud til at have opdaget hinanden. Et grumt og svagt modbydeligt smil gled ind over Akumu's læber og han lænede sig op ad en tilfældig stor gravsten og betragtede dem indgående og skjult *Interessant* tænkte han da han genkendte drenge'skikkelsen. *Eithan* lød ekkoet igennem hans sind, og smilet voksede yderligere. *Det bliver bestemt interessant* tilføjede han i sit ellers tavse og kølige sind.

Eithan standsede brat, da han hørte skridt bag sig. I en langsom, gyseragtig bevægelse drejede han om på hælen. Søgende lod han blikket glide rundt i området for at finde den eller det, han havde hørt. Da hans blik landede på den velkendte, sorte skikkelse kneb han læberne sammen, så han mund nu kun var en smal streg. Det var ham fyren fra biblioteket. Eithan var ikke ligefrem videre begejstret for at gense ham. Den samme vrede, der havde boblet inde i ham den dag fyldte nu hans krop, hvorefter han kneb øjnene sammen, idet han sendte ham et olmt blik. Hvad helvede lavede han her? Eftersom Eithan var fuldstændig fokuseret på den bekendte vampyr, lagde han slet ikke mærke til pigen, der havde slået sig ned på en af kirkegårdens gamle bænke.

Et halv- sadistisk smil undslap hans læber så hans spidse hjørnetænder blev synlige, da Eithan begyndte at nedstirre ham og nærmest koge. Det så lidt komisk ud fra hans synsvinkel og hans tydelige had til ham, morede ham blot. Han trådte frem og ud fra skyggernes opslugende greb og fik sine sædvanlige elegante og spektakulære former tilbage. Han dæmpede kort smilet, for ikke at provokerer Eithan mere end hvad godt var. "Så mødes vi igen, Eithan" lød hans kølige stemme som straks snog sig tæt om Eithan og låste ham fast i et usynligt greb. Akumu stoppede op 3-4 meter fra ham og betragtede ham med sine dybe og mørke øjne, som var delvist skjult af hans sorte, halvlange hår. Vinden tog let fat i hans hår, legede blidt med det og lod det bølge i sit usynlige hav. Et skævt og svagt modbydeligt smil havde placeret sig over Akumus velformede læber og han betragtede Eithan med et gådefuldt blik, som nu stod til offer for hans små lege.

Eithan slog blikket ned mod jorden, da vampyren, som han ikke ikke havde fået sat et navn på, nærmede sig ham. I et lidt lamt forsøg på at få ham til at forsvinde, vendte han ryggen til ham og lod som om, at han ikke havde set ham. Ynkeligt .. men han var virkelig ikke i humør til at snakke lige nu; og slet ikke med ham. Hvorfor skulle han netop også have valgt i dag til at gå en tur her på kirkegården? Han havde ikke lige regnet med at møde ham hér. Eithan ignorerede bevidst det, denne modbydelige skabning sagde. Det virkede som om, at han nærmest nødt at pine Eithan. Kunne han da forhelvede ikke bare lade ham være i fred? Eithan krydsede armene og gloede sammenbidt ud i luften med et vredt blik.

Akumu måtte svagt behersket bide sig selv i læben for ikke at undslippe et svagt grin over Eithan barnlige opførsel. Han lignede ikke en vampyr... overhovedet. mere en hjemløs, eller en omvandrende zombie efter Akumus mening. Og hans opførsel var også noget for sig selv. Alt i alt mindende han Akumu om et svagt menneske. Hans læber ændrede sig til et lettere frydende og skummelt smil. Han lænede åndsfraværende skulderen op ad et dødt asketræ og lod fortsat sit dystre blik hvile årvågent på Eithas ryg. "Prøver de ligefrem at udgive dem selv for svag og ynkelig?" spurgte hans gennemtrængende og kolde stemme, som strammede grebet yderligere om Eithan. Hans sorte hår dansede let i vinden og bar hans særprægede duft hen imod Eithan. Duften kunne så let som ingenting torturere ham og drive ham fra vid og sans, men vinden drejede heldigvis og bar duften bort "Eller er det måske hvad du i virkeligheden er?" spurgte han og i samme skimtedes en svag glød i hans ellers matte og gådefulde øjne.

Eithan tog en dyb indånding for at lukke noget af dampet ud af sin krop. Hvorfor? Hvorfor gjorde han dette? Han så sig over skulderen hen på vampyren. Dette var kun deres andet møde, men Eithan brød sig allerede ikke om ham. Han drejede om, så han igen stod med front mod ham og gik så de 3, 4 meter hen imod ham, som skilte dem ad. "Hvad er det du vil?" Hans øjne var halvt lukkede, men alligevel skinnede de af had. Had til ham. Vampyren som tilsyneladende ikke kunne få nok af at irritere ham. Han knyttede sin ene næve og løftede den svagt, da han virkelig havde lyst til at slå ham, men han sænkede den hurtigt igen. Han måtte prøve at beherske sig. Vanpyren var ikke det værd.

Akumu betragtede Eithans krampeagtige bevægelser, som måtte han standse dem, for ikke at bryde ud i et vredesudbrud. Akumu's dystre blik for lige igennem Eithan, som så han igennem ham. Akumu's modbydelige smil, dannedes atter over hans læber og han hævede svagt det ene øjenbryn "Tjoh.. der kunne være så mange forklaringer og muligheder..." begyndte hans rolige og fattede stemme, som viste at han var i fuld kontrol over sig selv og hans magtfulde kræfter. Akumu besværede sig ikke med at rette sig op og møde Eithan som han ellers altid stilfærdigt gjorde. Han forblev lænet op ad træets tørre bark som det var omgivet af, og som rev let i hans frakke, som var det sandpapir. Akumu's mørke og rædselsvækkende blik, mødtes Eithan og fastholdt det "man kan vel sige jeg tester dem, i mit eget spil... men samtidig prøver at få dem til at åbne øjnene og se" lød hans mystiske svar, som Eithan nok ikke helt ville opfatte. Akumu så indgående på ham med sit årvågne nattesyn, som straks ville opservere blot det eneste ansigstræk fra Eithans reaktion... og det var dén han ventede på.

Eithans blik blev lettere fjernt, da han begyndte sin tågesnak, som han ikke helt forstod. Lidt utålmodigt ventede han på, at det sidste han sagde blev afsluttet. "Og hvad helvede skal det så betyde?" Han skød det ene øjenbryn op i pande, uforstående. Hvilket spil? Eithan forsøgte at få brikkerne til at falde på plads inde i sit hoved. Prøvede at få en sammenhæng i det han sagde. Han slappede af i sin hånd, så han næve nu ikke længere var knyttet. Han var i mellemtiden faldet lidt i staver over dette, da han stadigvæk prøvede at forstå betydningen af det. Hvad var det, han prøvede at få ham til at se? Han rystede på hovedet og blev revet ud af sit tankespind. Ligemeget .. alt det han sagde kunne være ligemeget ..

Da Valerie hørte stemmer, så hun sig forvirret rundt for at se hvem det kunne være. Hun kunne skimte to skikkelser nogle få gravsteder væk. Hun spidsede ørene og lyttede med til deres samtale. Men hun fik ikke fat i det hele. Hun kneb øjnene sammen til to smalle streger, så hun bedre kunne se dem. Det var to mænd. Det kunne hun se. Men hvad havde de gang i?. Hun så undrende på dem og lagde så hovedet lidt på skrå, som et lille nysgerrigt barn. Det så ikke du til at de var bedste venner. Hun rejste sig men tøvede så. Det kom nok ikke hendes ved. Men hun var alt for nyserrig. Så hun begyndte at liste nærmere..

Akumu fulgte hver eneste bevægelse Eithan lavede med sit perfekte syn. Et smil sad stadig over hans læber. "Du forstår måske ikke mine ord..." begyndte han og trådte nærmere. "Men det behøver du skam heller ikke... Nu er de allerede trængt ind i sit sind" fortsatte hans bløde omsværmende og dog kølige stemme. Vinden bar et par visne blade med sig, som raslede faretruende højt. "Du er svag Eithan..." gentog han og lod ordene flyde ind i ham... bandt dem i ham med magt. Et grumt smil voksede frem på hans læber og vinden fjernede kort hans ravnesorte hår fra hans øjne, som straks lynede svagt og uhyggeligt. Håret lagde sig atter tæt om hans hvide hud og hals og sad som malet på ham. "...Det er en mindre fejl ved dig.. dog en skam, for ellers havde du været en fremragende vampyr" sagde han lavmældt med sin faste og kontrollerende stemme.
"Men... selv gamle hunde kan lære nye tricks" sluttede han sin prædike af og smilede sit skumle og modbydlige smil, som faktisk kun viste sig ved Eithans tilstedeværelse. Akumu's opmærkshed havde været fokuseret mod Eithan, men pludselig bar vinden en ny og ukendt duft med sig og afslørede en nyankommende. Han slog blikket rundt i omgivelserne og fik hurtigt øje på omridset fra en skikkelse længere borte...

Eithan hævede sin hånd, hvorefter han satte den på vampyrens brystkasse og skubbede let til ham. "Jeg er ikke svag." Han kneb øjnene sammen og trak derefter sin hånd til sig, som han lod falde på plads ned langs siden ved den ene lomme, som han begravede hånden i. Lidt efter trådte han et par skridt tilbage, så afstanden mellem dem blev større. Ligeledes lod han søgende sit blik løbe rundt i området, hvor det så landede på en sort silhuet, der langsomt blev tydligere jo nærmere den kom. Eithan bed sig hårdt i underlæben, idet han åbnede munden for at slynge en eller anden fjendtlig bemærkelse ud, men han fik lige stoppet sig selv. Hvad ville hun? Kunne hun ikke se, at de havde gang i noget? Nåh, ligemeget. Han sendte hende et lettere grumt blik, hvorefter han vendte ryggen til denne provokerende, modbydelige vampyr og slog efterfølgende blikket ned i jorden, som han begyndte at sparke til med den ene skosnude.

Valerie standsede op, da den ene mand sendte hende et grumt blik. Hvad forgik der? Hun vidste ikke rigtig om hun turde at gå nærmere. Hun stod et øjeblik og kiggede nysgerrigt på dem. Ham den ene så lidt skræmende ud' syntes hun og betragtede ham lidt. Derefter vendte hun hovedet mod den anden mand. Men hva var det? Han så på en måde lidt.. Bange ud? Hun kunne ikke se det helt tydeligt, da hun nu stod for langt væk, men.. Det lignede han var skkræmt. Valerie vidste ikke helt hvad hun skulle gøre. Hun besluttede sig for at holde sig lidt på afstand, da hun syntes de så lidt farlige ud.

Akumu lod et bredt og uhyggeligt smil glide ind over hans læber, og blottede let hans spidse hjørnetænder til Eithan da han blev skubbet til. Et svagt hånligt grin undlod kort hans læber. det lød nu mere som et suk eller et svagt host. Han hævede blikket og så dirkete på ham med sit sadistiske smil "og alligevel kan du ikke kontrollere dig selv og dit eget, let antændelige temperamen" sagde han med sin magtfulde stemme. Han fastholdt for en kort stund Eithans blik, i en lille kamp om hvem der kunne og turde stirre længst. det var trodsalt ikke mange som kunne holde til at se en vampyr i øjnene, men efter de begge var af samme race, var det dog andre regler som gællede her. Hans smil svandt let ind og efterlod hans læber let anspændte i et svagt, men skævt smil, da Eithan vente ryggen til ham.
Akumu drejede langsomt hoved og så atter over på den ukendte pige og lagde hoved let på skrå. Hans hår fulgte let og elegant med, som han lagde hoved let på skrå og betragtede hende. Det var først nu han fandt ud af hvad hun var. det var tydeligt for ham, og hans smil voksede blot. Det var tydeligt Eithan og han selv undrede hende, specielt deres 'diskution'. Det var jo heller ikke just ofte man så 2 dystre udseendet drenge på en kirkegård midt om natten. og da specielt ikke med en aura som de havde. efter en rum tid med stirren og tankespinde, vente han atter sit dystre blik væk fra hende og lod det fæstne på Eithans skulderblade. Der var noget ved Eithan som morede ham gevaldigt... især hans mørke vrede og korte lunte. Et grufuldt og let sadistisk smil prægede atter hans læber. det så ikke ud til at blive en kedelig nat...

Eithan kunne tydeligt mærke, at han kiggede på ham. Årh, hvorfor gik han ikke bare? Det var ikke lige her, han havde mest lyst til at tilbringe natten - og da slet ikke med ham. Han sparkede muggent til nogle af de småsten, der lå på den smalle grussti, der fyldte det meste af kirkegården, eftersom den snoede sig ind i mellem de hundrede gravsten, hvor de døde lå begravet nedenunder. Eithan begyndte at trippe lidt på stedet, tænkte på om han mon bare skulle daffe af? Nej, han ville ikke overlade dette sted til vampyren, der muligvis var øverst på hans hadeliste; næsten i hvert fald. Det her var hans sted. .. Eller teknisk set var det ikke ham der ejede denne kirkegård, men det var en anden side af sagen. Efter noget tids sten sparkeri vendte han fronten mod vampyren og så sammenbidt på ham. "Hvad glor du på?" vrissede han så, inden han gik uden om ham, lidt videre hen ad stien, indtil han så nåede sit mål - en af de slidte, skæve bænke. Han satte sig i den ende, der var længst væk fra vampyren og den ukendte pige. Derefter slog han sit blik ned mod jorden og låste det fast dér. Han ville helst bare være i fred. Kunne de ikke forstå det?.