Action //Christian

S: Skoven
T: sen aften
V: Ikk en sky på himlen, månen skinner og en smule blæst
O: træer, en lille sø

Det var sen aften, månen skinnede og der var kun en svag vind der kunne høres i trækronerne. Hvis man havde en god nok hørelse kunne man høre alle skovens lyde. De små egern som stille sad på en gren og spiste, hjortene som løb og legede et sted i skoven. Kort sagt alle dyrene, men en ting som alle kunne høre var fuglesangen, og hvis man lyttede godt efter kunne man høre en svag lyd fra vand. Fulgte man efter lyden, gennem den smukke grønne skov, kom man til en lille sø, hvor en ung mand på omkring de 19 stod og så ud over vandet. Den unge mand havde kastanjebrunt hår. Man kunne ikke se hans ansigt, fordi han stod med ryggen til alle, men hans øjne var blå/grøne. Godric, som manden hed, sukkede og vendte ryggen til søen. Han havde brug for at brænde noget krudt af, så han begyndte stille at løbe, men skiftede så skikkelse til en los. Det var en hel vidunderlig kildrende fornemmelse han fik når han forvandlede sig. Det startede ved hans hjerte, og bredte sig så ud gennem hele kroppen. Først ned gennem maven, og ned gennem ryggen. Ned til hoften og ned gennem benene. Op til brystet og ud gennem ammende til hænderne, og op til hovedet. Han elskede virkelig fornemmelsen af at forvandle sig. Han satte farten op og løb en runde rundt om søen. Det var en dejlig fornemmelse at løbe.

Da han var nået helle vejen rundt standsede han op og lagde sig udmattet ned i lyset fra månen, og lukkede sine øjne. Han lå og lyttede til alle de lyde som der var rundt om i skoven. Han nød virkelig at være i skoven. De havde ikke lovet regn den nat, og Godric håbede virkelig på at det vil hold. Hvis det ikke gjorde, havde han rimelig travlt for at nå tilbage til byen inden det blev for slemt, og hvis det oven i købet begyndte at tordne ville han ikke kunne klare turen tilbage. Godric rystede på hovedet og prøvede at slå tanken ud af hovedet, men den lå hele tiden og lurede lige i baghovedet på ham. Han rejste sig op og strakte sig dovent inden han igen lagde sig ned for at nyde måneskindet.

//bare lige så du ved det, Godric er i sin los skikkelse lige nu//

Godric lå og nød stilheden, men der var faktisk alligevel ikke helt stille. Der var en lille lyd, og det var kun takket være hans skarpe hørelse, at han kunne høre den. Hvis han havde været i sin menneskeskikkelse, havde han nok ikke lagt mærke til det, men nu var hans hørelse skærpet fordi han var en los. Allerede før manden satte sig på hug ved siden af Godric, vidste Godric at han var der, så han fik intet chok, men det var irriterende at han forstyrrede. Godric rejste sig langsomt op, og knurrede irriteret af vampyren som havde forstyrret ham. Hvad bildte denne vampyr sig ind sådan bare at forstyrre?

Godric tog et par skridt baglæns for at få en smule afstand til vampyren. Han stolede slet ikke på denne vampyr. Han kunne se dens hvide skarpe hugtænder, men hvis han prøvede på noget, ville Godric blive en ugle, og flyve sin vej. Godric holdt skarpt øje med ham. Skulle man nu også skifte tilbage, var det i det hele taget klogt? Godric tvivlede meget, men han forvandlede sig alligevel tilbage igen. Han var gået et lille stykke længere væk, over til en busk, og forvandlede sig der. Han havde gemt sit tøj i busken, og tog det hurtigt på før han igen trådte frem. Han havde holdt øje med hver og et skridt denne vampyr tog, og han holdt stadig skarpt øje med ham. et forkert skridt fra vampyrens side, og Godric var på vingerne.