A road out of the shadows.

Jordbunden blev med det samme mere behagelig og løbe på idet at hun endelig nåede til skovens start. Godt nok var asfalt mere fladt at løbe på og godt nok ville små grene og sten beskadige hendes små bare fødder. Men jorden var i hvert fald blødere end vejen, hun ellers have løbet hen ad. Og det havde ikke undret hende at der ingen biler havde været. Det var ikke en gang tid til at bageren stod op. Trods de mange kviste der lå på jorden, så hun ikke ud til at ville stoppe med hvad hun havde gang i. Hun kunne stadig fornemme lygtepælene der lyste fra gaderne. Hun skulle længere ind. Langt nok ind hvor at sikre sig at hun kunne være alene. Hvorfor hun faktisk var løbet af sted, var hun stadig ikke sikker på. Hun havde pludselig vågnet med en stor trang til at komme væk. Det føltes faktisk stadig som om hun sov endnu og dette blot var en drøm. Også selvom at hendes logiske side af hjernen godt vidste dette ikke var drømmeland. Men det var tydeligt at se hun næsten lige var sprunget ud af sengen. Hun havde stadig kun sine polkaprikkede natbukser og en tætsiddende sort top på. Hun havde kun lige nået og få svunget en flis hen over armene, for at hun ikke ville fryse alt for meget. Der lå trods alt stadig sne fremme. Men igen fordi hun ikke havde haft tid til at smøre noegn form for make up i ansigtet, var de mindre synlige ar, der sad omkring hendes mund og ned af hendes kinder, ikke dækket til. Dog bekymrede hun sig ikke specielt meget om at hun ville ende med at støde ind i nogle på hendes lille fær.

Autumn’s ben begyndte nu at sitre, og der gik ikke længe inden at det ene ben kom for langt ind over det andet, og som hun selv forventede endte hun med at falde så lang hun var. Hun nåede knap nok at få et overraskende skrig frem inden hun lå på jorden med lette snefnug faldende ned over hende. Dog tog det hende ikke særlig lang tid inden hun fik sat sig op igen. Hendes brystkasse hævede og sank markant, og det var nemt at se, hun var godt forpustet. Hendes hjerte hamrede endnu der ud af, som en galoperende hest. Hvad havde hun egentlig drømt inden hun vågnede? Hun begyndte langsomt at rejse sig op. Langsomt og sikkert. Drejede hovedet en omgang for at se hvor hun var. For at se om hun var langt nok væk. Hun så kort ned på sine hænder, men kun for efterfølgende at børste jorden af dem. Det var dér hun følte en andens tilværelse. Eller det var en duft der blev sendt gennem luften. Og straks blev hun mere varsom med hvilke lyde hun lavede. Men et sted virkede det en smule forkert. Hun kunne nu ikke helt fornemme nogen form for bevægelse overhoved. Hun så sig hurtigt omkring, også selvom at hun vidste, hun ikke ville få øje på noget specielt. Hun tog en dyb indånding og pustede tungt ud for at berolige sig lidt inden hun med forsigtige skridt valgte at gå i en tilfældig retning. Hun var nysgerrig.

Den lille djævel endte med at masse sig vej gennem et tæt buskads, inden hun så stivnede. Hun havde slet ikke taget sig af tornene fra busken, men det syn hun så var ikke, hvad hun havde troet, hun ville se. Eller nok mere, hvad hun havde håbet. Hun så med det samme denne person der blot lå i skovbunden lidt fra der hvor hun stod. Det der undrede hende mest var, hun ikke tøvede med at bevæge sig hen mod ham. Ja, hun løb nærmest hen til ham. Og idet hun nåede helt hen til ham faldt hun egentlig bare ned at sidde på sine knæ ved siden af ham. Hun holdt dog stadig lidt afstand. Hun undersøgte ham med sine abnormalt blå øjne. Hun tog dem ikke fra ham. Sov han? Hun blev en smule bekymret. Trak han vejret? Hun fik roligt strøget en vildfaren tot af sit lange mørkebrune hår væk fra sit blege ansigt, inden at hun tog sig sammen til at rykke bare lidt tættere på ham. Hun strakte usikkert sin ene hånd frem mod ham. Hun lagde den blidt på hans ene skulder og meget forsigtigt ruskede hun svagt i ham. ”Hey…?” Ville han reagere?

Der var ikke ord for hvordan han havde det efter sådan en tur. Han hadet det, over alt på jorden. Han blev virkelig irriteret når han vidste at der var fuldmåne; for så blev han til sin lycan form, som var en skæbne han havde gået i møde fra lige siden hvor han blev født. Valentin som han hed; havde døjet med det lige siden han var en baby. Han var en fuldblods. Når han var en varulv fra fødslen var han altid i tvivl om han kunne styre sig når fuldmånen var hen over himlen.

Han knyttede langsomt sine hænder, mens at han lå på jorden et sted i skoven. Hvor præcist vidste han ikke da han bare var vandret der ind i skjul inden at det var for sent. Han fandt natur stedet som det mest sikreste sted når han blev forvandlet til sin lycan form. Der var ikke mere at sige til det. Da han ikke ville forskrække andre, som den store hund han nu kunne blive. Han hørte svagt en stemme, kalde på ham? Han vidste ikke om det var hundred procent rigtigt, eller om det bare var noget han forstillede sig. Han var altid en smule forvirret efter at der havde været fuldmåne på himlen selvom han efterhånden var ved at vågne efter forvandlingen. Han rynkede på sine øjenbryn enkelt gang, mens at han lavede smaske lyde med sine læber, der bevægede sig nogle gange, af og til lod han sin tunge glide ud med en kort bevægelse så man i et sekund kunne skimte hans tunge spids.

"Hvor...." der kom en mumlen fra ham, det var som om at han prøvede at kæmpe mod døden, for at bevise at han godt kunne vågne igen. Selvom han godt kunne, og vidste inderst inde at han sagtens kunne, så brugte han bare lidt ekstra tid til at komme sig. Da han ellers bare ville blive endnu mere forvirret hvis han skyndte sig at sætte sig op. Så tog han den lidt med ro. "Hvor.... er... jeg henne?", Valentin havde det lidt svært med at finde de rigtige ord til at skabe en sætning, som en hver ville kunne forstå mens at han lå på jorden, efter en tummel rundt oplevelse med fuldmånen.
Han åbnede efterhånden sine øjne, sine øjne der havde en skinnende blå øjenfarve. Der virkelig kunne glimte hvis man havde øjenkontakt med ham i længere tid end få minutter, ville man kunne lægge mærke til hvor en speciel blå farve, han havde.

Han kiggede op på den fremmed der sad ved siden af ham. Valentin rømmede sig mens, inden at han hostede lidt. "Uhm..." mumlede han og kiggede lidt ned af sig selv. Han havde en butterfly på med en hvid t-shirt også sorte bukser, der matchede til butterflyen, der bar farven sort. Han var en smule fint i tøjet, mens at han havde sat sit blåt hår, som han altid gjorde noget ud af. Han kunne ende med at blive flov, hvis han stod over for nogle fremmed og at han ikke havde sat sit hår... mens at han nu stod over for en fremmed havde han intet at frygte for.. af hvordan han kunne bedømme situationen. Personen, der lød til at være en kvinde ville have gået til angreb med det samme, hvis det havde været. Men det virkede som om at han bare kunne tage det roligt som han også bare blev liggende, med åbne øjne, mens at han ventede.

Man kunne virkelig se lettelsen på hende. Den måde hende skuldre faldt ned igen og hvordan hendes ansigt fortrak sig mere afslappet. Han virkede til at være i live. Han bevægede i hvert fald på sig, og der gik skam heller ikke længe inden at der kom lyd fra ham. Hun begyndte igen at trække vejret, eftersom hun et kort øjeblik havde glemt at inhalere ordentligt. Hånden der havde lagt mod hans skuldre blev forsigtigt flyttet igen og blev forsigtigt lagt ned i hendes skød. Sammen med den anden hvor den lå og hvilede sig. Hun sagde ikke noget i starten. Hun ventede på lidt mere reaktion. Ventede på lidt flere tegn på liv. Også selvom at hun lige meget hvad var ret sikker på han ikke var død. Med mindre han tilhørte under kategorien ’levende død’. Hun gøs bare ved tanken om at hun selv lå under dem. På sin egen specielle måde. Hun trak i hvert fald vejret, som et alment menneske. Og ud over de små overnaturligheder var hun blot som et menneske. Efter hvad hun selv gik og syntes. Det var lidt trist at tænke på hvordan folk tit bedømte på hvad de kunne se eller mærke. Hun havde da ikke sådan en skræmmende udstråling, vel?

Et lille smil kom efterhånden frem idet han endelig åbnede øjnene og afslørede deres unikke farve. Det var ikke tit man så den slags. De var næsten fortryllende, på en måde. Og som en normal pige, følte hun sig en smule missundelig, selvom at hun selv havde et par rimelig unikke øjne, der også havde en strålende farve, som virkelig blev fremvist, selvom de var gemt bag de store briller. ”Di Morga. Eller rettere sagt; du befinder dig lidt uden for Di Morga. Forêt.” fik hun så endelig frem, med en mere rolig stemme. Hun trak endnu vejret forpustet. Hendes krop skulle stadig lige slappe af og hun kunne nemt mærke hvordan syren i hendes ben tog godt til, og hun følte næsten at hun ikke rigtig kunne bevæge sig ordentligt. Det var vel en helt almindelig reaktion. Trods problematikken, fik hun nu alligevel bevæget sig lidt tættere på. Han var en nogen fascinerende person. Han stod virkelig ud. Selv hvis han havde gået blandt en stor mængde, ville hun nok sikkert havde haft fået øje på det kraftig blå hår.
Stille og roligt lænede hun sig en smule ned og fik justeret så hendes ansigt lå i samme stadie som hans. Nok bare for at se lidt bedre på ham. ”Er du okay? Du ser helt udkørt ud.” spurgte hun så, igen med den blide stemme. Hun prøvede at lyde mere bekymret, end nysgerrig. Og så vidt hun hørte lykkede det vel også for hende. Hun rettede sig så igen ordentligt op, og fik igen strøget noget af de lange hår væk fra ansigtet. Morgen fugten havde tilsyneladende fået godt fat på det, og gjorde det enormt irriterende. Men det var heldigvis ikke noget man ikke kunne gøre noget ved, ved at blot fjerne det.

Der var vel intet truende over hende. Ikke en gang en stærk lugt af djævel, hang over hende. Hun havde mere en duft som havde hun lige været i bad. Ren og frisk. Og hun var i princippet også ren. Lige når man så bort fra det mudder der havde fundet sin vej op på hendes kinder, hage og andre steder, fra hendes tidligere fald.

*Det vidste du da godt, Valentin .... Du førte dig selv her ud, inden det var for sent.. Hvorfor spurgte du overhovedet om det?... *, tænkte han letter irriteret, han vidste ikke rigtig om hvorfor at han havde stillet sådan et spørgsmål da han selv vidste bedre. Hvis han bare havde tænkt sig om.

Han bed sig lidt i underlæben, mens at han lod være med at sige noget med det samme, da han kiggede op på den fremmed kvinde der sad hos ham endnu. Hvad skulle han sige? Hun var ikke gået endnu. Hun blev hængende, utroligt nok. Han blinkede lidt med øjnene da hun var tæt på. Men hurtigt så nikkede han "Jeg tror skam at jeg er okay.. af hvad jeg føler lige nu..." smilede han med et glimt i øjet og han satte sig derefter op, dog lidt langsomt.

Han rettede sit blik hen på hende igen og fortrak sin ene mundvige så han sendte et skævt smil. "Tja.. lidt udkørt er jeg vel også men det går..", sagde han mens at han rakte sin ene hånd frem, ren og skær af venlig gestus. "Jeg er Valentin... ", han fugtede let sine læber, ved at lade sin tunge spids glide ud for at slikke den bløde hud. Han kiggede lidt ned af sig selv. Han var nu i sin menneskelige skikkelse. Hvilket han var glad for. Han ville nok heller ikke have tilgivet sig selv, hvis kvinde barnet havde set ham som en varulv. Et bæst. Det ville have været forfærdeligt.

"Du må virkelig undskylde, at du fandt mig sådan... det var ikke særlig pænt af mig... håber ikke at det sker igen..." Valentin havde sagt undskyld fordi han ikke mente at det var pænt den måde som kvinden havde fundet ham. Tænk hvis det var alvorligt?

Han rystede kort på hovedet ved tanken og smilede bare endnu større.
"Hvem er du... eller... hvad hedder du?" spurgte han kort tid efter, da han selv syntes at han så småt var kommet sig. Der var ikke længere fuldmåne, den var forsvundet. Nu var det bare sent hen på aftenen. Utroligt at der var en oppe som fandt ham liggende i skoven på denne tid. Det havde han aldrig regnet med ville ske. Han vågnede som regel selv op, helt alene, efter at han havde været sit 'sande monster'.

Per automatik kom Autumn til undsætning og hjalp ham forsigtigt op at sidde. Om han så havde brug for det eller ej, blev hendes hænder alligevel sat blidt omkring hans overarme, for at støtte ham lidt. Det var blot en vane sag. Det lå så naturligt til hende at gøre sit til at en person havde det godt. Det var nok derfor han blev ved med at kalde hende for en vanskabning. Hun var da i hvert fald en fejlskabning. Og det var nok også en fejl at djævle opsøgte hende. Hun kunne umuligt være fra den race-gruppe. Jo, selvfølgelig det. Der var ingen tvivl mere. Hvorfor blev hun ved med at prøve og tro noget andet.

Igen var hun blot lettet over at se at han havde det fint. Han virkede ikke til at han var kommet til skade. Han bevægede fint på sig. Og han havde endda nok energi til at præsentere sig. Og komme med undskyldninger. Den stakkel. Hun satte sig lidt bedre til rette, men hun kom dog aldrig helt ned og sidde på jorden. Hendes røv var stadig plantet mod hendes fødder og hendes knæ sat mod jorden. Som i den typiske japanske stilling. Ryggen var dog ikke så rank som den kunne være. Den skal fine manere var ikke noget hun var vokset op med. Og der var ingen grund til at virke anspændt i hans tilværelse. Han virkede ikke truende. Det værste var jo overstået. I hvert fald af hvad hun kunne dufte. Hendes lugtesans var en del mere skærpet en et menneskets. Så lugten af dyr nåede hende endelig. En tragedie. Han var uden tvivl varulv. Hun kendte den duft så godt som en egen baglomme. Hun var normalt altid omkring en anden varulv. Hun havde det da virkelig med at finde dem liggende rundt omkring.
”Der er ingen grund til at undskylde. Du kunne jo ikke gøre noget. Og det burde være mig der undskylder, hvis det ord overhoved burde bruges.” fortalte hun ham stadig med den stille og rolige tone. Man skulle næsten tro hun var fra himlen og ikke var helvedet. ”Og bare rolig. Der skete intet af hvad jeg ved af. Jeg fandt dig blot her. For ikke mere end et par minutter siden.” Det ville smil syntes at vokse baer en lille smule mere, og blevet lidt mere synlig. ”Det her er blot fra et fald jeg selv var ude for.” Hun fik fremstilet en kort latter samtidig med at hun fortalte, og fik også tørret noget af mudderet væk fra sin kind, dog endte det bare med at blive udtværet noget mere.
”Jeg er Autum. Jeg kommer med fred.” præsenterede hun sig, med en smule humor liggende i stemmen, lige som før. ”Er du helt sikker på at du ikke er kommet noget til? Det kan være ret skadende.” Men det måtte han jo vide alt om. Hun slog sig mentalt over den åndsvage bemærkning. Hun var ret taknemmelig for at det ikke var hende der skulle gå gennem en månedlig forvandling, men stadigvæk kunne hun ikke lade være med at føle medlidenhed. Selvom at hun selv var ude i visse problemer, troede hun vel altid at andre havde det værre. På et punkt.

Valentin hævede det ene bryn lidt efter det andet, da kvinde barnet der efter at have præsenteret sig hed Autumn sagde at det var hende der skulle komme med en undskyldning
hvis der overhovedet skulle komme en.
"Nej da... Hvorfor skulle du sige det? Og ikke mig?",
spurgte han mens at det kunne ses på ham at han endnu var blevet forvirret
på grund af hans ansigtsudtryk.

Han lyttede yderligere til hvad det var Autumn sagde. "Åh..."
sagde han så og nikkede, *Det ser ud til at hun ikke nåede at se mig i min lycan form... hvilket jeg er glad for... ellers ville hun nok ikke have bevæget sig hen til mig...*,
tænkte han og smilede glad. Han hørte mere efter hvad hun sagde
og med en hurtig refleks reagerede han:

"Et fald du selv har været ude for?"...

Han var blevet nysgerrig, og det kunne hun sikkert også høre på ham, han vidste ikke hvordan han ellers skulle spørge ind til det, men han havde ikke helt forstået den sætning.
Og efter hans mening var det bedre at spørge hvis der var noget
man ikke forstod end at man troede noget.
Han kunne dog godt høre hvor meget hun prøvede på at lagde humor i nogle af de sidste sætninger.

Valentin rykkede sig direkte hen for at sidde foran hende, uden at tænke hvordan hun ville reagere, prikkede han til hendes næse med sin ene pege finger.
"Hvordan skal jeg bevise overfor dig at jeg er okay?",
spurgte han så med en blid stemme, mens at han blinkede med det ene øje.

"Der er ikke sket noget.. Fordi du opdagede mig... Og jeg er glad for at du fandt mig", sagde han og fjernede sin finger, fra hendes næsetip. "Jeg takker dig mange gange..." kom det til sidst fra ham, da han ikke vidste hvad han ellers skulle sige. "Jeg skylder dig en tjeneste".