Sunset ~ Samia

Tid ~ 18
Sted ~ Skoven
Vejr ~ Frisk forårs vejr hvor det lige har regnet, begyndende solnedgang, i de flotteste farver.
Omgivelser ~ Træer, små vandpytter rundt omkring på stierne.

Emmilie havde siddet hjemme længe nok nu. Hun havde siddet og ventet på at solen snart ville begynde at gå ned, det var meget vigtigt for hende. Nu var hun på vej ud i skoven, for at tage billeder af solnedgangen.

Hun ankom til skovens begyndelse, som ved første indtryk bare var ret kedeligt, for det var jo bare træer? men hun begyndte alligevel at gå ind i skoven. Emmilie havde sin lange røde regnfrakke, med en al for stor hætte, som blev blæst væk fra hovedet, hver eneste gang der kom det mindste vindpust. Indenunder havde hun et par lårkorte shorts på, i en gråmeleret farve, og en rødmalet lomme, desuden også en hvid top med tynde stropper.
Sko det havde hun ikke lige taget på i dag, så hun rendte nu rundt herude i den halv mudrede skov, i bare tæer.
Emmilie holdte sit kamera klar, og gik for det meste bare og kiggede opad, for det ville være et ekstra godt billede hvis hun nu kunne fange en ugle, eller et egern.

Det plussle i kratte bage hende. Det var Samia en ung pige med to vidt forskrllige racer i sig, da hun var halv varulv og halv vampyr og det gjorde hende ret svære at. Styre til tider eller var hun normalt rolig og stille så man næsten ikke, kunne høre hende men lige nu kunne hun ikke være stille fordi hun havde ondt. I siden fordi hun havde et såre som gjorde ondt og som blødte lidt, men Samia holdt sig mest for sig selv undtagen når hun skulle ha blod og spise. Men ikke i dag da hun lige havde får blods men den hun havde drukke fra, havde stukke hende i siden med en dolk og havde givet hende et meget. grimt og trals sår som ikke rigtig ville healde sammen igen

Emmilie kiggede hurtigt mod krattet, men ikke i længere tid, så hun opdagede ikke noget. I stedet tog hun og rettede sit kamera mod en åbning mellem to høje egetræer. Det var det perfekte sted til at fange solen når den var ved at gå ned. "Perfect" Sagde hun og smilede stille for selv og satte sig ned i hug for at vente på at tiden blev det rette også.
Emmilie tænkte ikke rigtig på at hun befandt sig ude i en skov, der snart ville blive mørklagt, og hvor der sagtens kunne være andre personer som gemte sig, eller personer som var voldelige. Hun befandt sig lidt i sin egen lille verden og opdagede ikke rigtig tingene omkring hende før de ramte hende hårdt. og sådan havde det altid været med hende.

Efter lidt tid kiggede hun dog tilbage mod krattet, og undrede sig lidt, hvilket fik hende til at vælte bagover så hun lå på ryggen "Nogen i krattet?" sagde hun så og fniste for sig selv.

Samia knurre vredt. Og svaget inde fra kratte hendes øjne lyste i det svaget mørke som omgav hend, lige nu i det sammen rejste hun sig op og så kunne man beder. Se hende og hun så det bare var et menneske og til med en pige så det var ingen fare. For Samia selv om hun var såre ville hun ikke angribe pigen uden, det var en grund og det havde Samia ikke en grund til med minder pige. Ville kommenter hendes måde at bevæge sig på