Walking in the sunset ~Mess~

Tiden er?; 20.05
Stedet er?; Stranden La Page
Omgivelserne er?; Få mennesker/væsner
Vejret?; Solnedgang, kølig vind men ellers dejligt..

Solens nu orangerøde lys blev svagt genspejlet i det halvlange hasselnøddebrune hår der flagrede efter en køn pige på omrking de 14-15 år. Hun gik helt uforstyrret for sig selv på den næsten helt tomme strand der lå lidt uden for Di Morga. Hun kunne godt lide stranden på dette tidspunkt. Solens gang ned og den fredelige lyd af vinden der blidt suser forbi en. Amelia, som denne pige så fint hed, var ikk iført andet end en kort rød løsflagrende nederdel der måske så ud til at være en smule slidt og en også løs hvidskjorte som tilfældigvis også blaftrede en smule. Hun havde ingen sko på eller i hånden. Hun nød bare det let kølige og dugfugtige sand mod sine bare fødder. Hun havde sådan nogenlunde godt fundet ud af at der var andre end hende men hun havde ikk sådan tænkt mere over det. Hendes tanker var et helt andet sted. Hendes smukke og krystalklare også hasselnøddebrune øjne var rettet mod den stadig blå himmel som også vidste at der nok ikk ville komme så mange stjerner.
Hun gik stadig i skole men var ikk helt normalt. Hun var en 'overbegavet møg tøs' som nogle havde valgt at kalde hende. Lige på det punkt betød hendes naturlige skønhed ikk så meget. Det var hun faktisk glad for. Hun ville helt behandles som et normalt menneske da hun ikk ligefrem havde det bedste forhold til andre af hendes slags. Asparas. Hun drejede så helt ubekymret rundt om sig selv mens at et smil var kommet frem på hendes læber og et sødt grin kom fra hende. Det vat dog ikk skole tankerne der gik gennem hendes hoved men bare helt..fredelige tanker. Det var jo trods alt ikk hendes skyld at hun var røget op på toppen af High School Di Morga's gennemsnits liste. Men hun var dog også begyndt ikk at gøre så meget ud af tingene. Der var jo ingen at vise dem frem til og føle sig stolt. Hun sukkede lavmælt og hendes smil forsvandt en smule. Hun stoppede så op og hendes blik blev rettet mod sandet med et mere fjernt blik. Hun lukkede sine øjne i et langt blink. Nej hun klemte sine øjne lidt hårdt sammen før at hun så lod sig dumpe ned at sidde i sandet med ryggen mod en klit og front mod vandet.

//Srry det blev ret langt >_> Behøver ikk skrive så langt men min krea løber af og til af med mig..//

En skikkelse kunne ses, ikke langt fra den unge aspara som havde valgt at slå sig ned i det stadig varme sand. Skikkelsen stod på det stykke græs som gik en smule ind over stranden, hvis man så efter kunne man se at han var en skoleuniform... som altid, hvid skjorte, et løst slips, lange bukser og sorte sko. Drengen, som var dækket til fra top til tå kunne ikke lide sand alligevel, han vidste ikke engang hvad han lavede på standen. Han var vel bare nyskerrig, det var et nyt sted... han vidste ikke engang at der var en stand i den her by! Det kunne vel også være ligemeget, han boede alligevel så langt fra den... men det irriterede ham nu stadig en smule.
Mess, som han hed, klemte hånden sammen og den sodavands dåse han havde i den ene hånd og smed den untereserret væk, idet han svagt sukkede og vendte sine slugende, grønne øjne mod himlen som stille var begyndt at blive orange. Vinden tog fat i hans sorte hår, og fik ham til at vende ansigtet væk. Hans blik faldt på en yngre pige, utrolig køn, men... ung. Han lagde hovedet på skrå med en udtryksløs grimasse mens han studerede den unge pige som sikkert stadig gik i skole, en 15-16 år, måske?

//Møgunge! Skriver så meget! T-T//

Amelia tog en dyb indndin af den friske luft og hendes krop faldt afslappet sammen. Hun åbnede så igen sine øjne og så lidt mod himlen som så småt var ved at blive mørk. Men havde dog stadig det orangerøde skær fra solen. Hun lod et smil spille frem på hendes bløde og let lyserøde læber mens at hun blev ved med at lukke sine øjne i lange blink. Som om at hun var ved at falde i søvn. Hun kunne så lidt efter fornemme et blik. Hun havde dog først opdaget det efter lyden af en dåse der blev smidt. Hun lænede sit hoved lidt mere bagud og så op mod toppen af klitten. Men hun kunne kun skimme en person lidt fra hende. Hun så så igen mod himlen og et tænkende ansigts udtryk kom frem. Så satte hun sig lidt op og så mod vandet. Hun rystede let på hovedet for at få sandet ud af håret og så vente hun sig halvt eller måske lidt mindre. Satte sine hænder ned i sandet som støtte og så igen mod skikkelsen. Hun lige ane lidt. Håret, ansigtst og ned til midten af bryste og eå en smule af ahns fødder. Hun studerede ham. Scanede ham en smule. Hendes hoved faldt lidt på skrå så hendes hår faldt mere ned over den ene skulder end den anden. Hun så spørgende på ham. Som om at hun ville lede efter et svar på hvorfor han se på hende men det kunne vel være ligemeget. Folk måtte vel gerne se på en, ikk? Hun ldo igen et smil vokse frem. Et mere imødekommende og varmt smil før at hun så igen så mod vandet.

//Srry Q_Q//

Pigen... så på ham? Han vendte ansigtet hurtigt væk igen og lod et par totter af sit vildfarende, sorte hår falde ned foran de store, grønne øjne. Irriterende, dumme pige...sådan at se på ham på den måde, og smile. Han kunne ikke huske hvornår der sidst var nogen som havde smilt til ham, men det kunne vel også være ligemeget, han var ret ligeglad, havde altid det samme ligeglade ansigtsudstryk, der var ikke rigtig nogen som vidste hvad der gemte sig bag det, og det havde han det fint med. Vidste han det overhoved selv? Mess rystede kort på hovedet og fik derved tankerne til at forsvinde.
Han løftede ansigtet og så mod den unge pige som på samme tid, åbenbart havde lyst til at se på ham igen. Hun smilte, sødt. Han tog ufrivilligt et skridt ud i sandet, og derefter en til... og et til. Han havde -ufrivilligt selvfølgelig- sat kusen mod hende. Han kunne da ligeså godt se lidt på hende nu hvor han ikke havde andet at lave, selvom hun ikke interresserede ham det mindste!

Amelia lod et lydløst fnis komme frem fra hende da hun så hans reation på at hun så på ham. Han så bare væk som en eller anden utrolig genert lille dreng. Det ahvde både set ret sødt og sjovt ud men det var noget hun holdt for sig selv. Hun så stadig bare mod vandet og mod solen som hun svagt kunne ane at gik ned og forsvandt lidt efter lidt udner vandet. Blev drunket. Hun så så mod 'toppen' af himlen og kunne også svagt skimme mørket der langsomt trængde på. Hendes smil var der stadig bare lidt mindre. Hun havde det alligevel med at smile for sig selv..altid. Eller næsten. Ting facinerede hende så tit og på alle mulige mærkelige vinkler og former og så videre. Hun lukkede så sine øjne i. Og åbende dem ikk med det samme som hun ellers havde plejet at gøre. Det var først da hun kunne mærke hvordan at sandet 'flyttede' sig eller rørte lidt på sig og sådan. Hun åbnede dem og så sig lidt efter over skulderen. Fik øje på ham. Med kursen sat mod hende. Men hvorfor? Fordi at hun havde opdaget hans lille stalker opgave eller mon bare for at snakke. Hun var ikk sikker. Og måske skulle han bare den vej og ville gå lige forbi hende. Hun studerede ham igen. Lod blikket glide op og ned af ham. Fulgte hans bevægelser og efter noget tid fandt hun ud af at han var på vej hen mod hende da hans grønne øjne var rettet mod hende. Hendes smil voksede en smule. Og lidt mere til. Hun lagde sit hoved let på skrå og skilte sine bløde og let lyserøde læber for at sige noget. "Godaften.." lød det blot fra hende mens at hun stadig forholdt sine øjne fæstnet på ham med et venligt blik.

Mess stoppede op et stykke fra pigen, og lod blikket hvile på sandet han hadede så meget. Små sten man sank i, og som kun var til for at øddelægge alt... små stykker glas. Hans ansigtsudtryk ændrede sig dog ikke, det forblev sådan... ligeglad og udtryksløs, med hans læber let skilte.
Den lille, kønne piges stemme nåede ham og han løftede igen de smukke, store, grønne øjne han besad. De hvilede på hende, mens han kæmpede en indre kamp med sig selv, om han skulle svare hende, eller ej. Social, var ikke just det ord man brugte om Mess, han var bare ét stort...rod? Han åbnede munden en smule mere og lænte sig så en smule tilbage, hvorefter han så ligeglad væk. "Hm." Lød det brummende fra ham, som en hilsen. Social? Aldrig! Ordet var ikke engang med i hans arkiv...

//Undskyld det er så kort, but you know why... >_>''//

Amelia tog sig ikk af hans svar. Hendes smil forblev på hendes bløde og let lyserøde læber. Eller det voksede dog en smule af hans 'svar'. Den brummende lyd. Enten så var han en smule forvirrende eller måske genert? For hvis han ikk havde gidet snakke med hende så hvorfor gå ned til hende eller i det hele taget lagt sin opmærksomhed mod hende fra starten af. Hun sagde ikk noget med det samme men scanede ham igen og hendes blik blev betragende. Sikkert menneske. Ikk mere end 18-19 år. Måske gik han stadig i skole. Men hvis han nu gjorde havde hun ikk set ham. Men hun var jo heller ikk så tit oppe på de stores etager. Hun havde gjort det et par gange før i tiden men nu havde hun bare holdt sig på sin egen. Han var da faktisk en ret folk dreng. De grønne øjne der kunne tage en med ind i en frodig skov og hans let pjuskede og måske lidt lange hår der flagrede i den svage brise der holdt til på stranden. Men alligevel følte hun sig ikk ligefrem tiltrukket af ham.
Hun rettede så sit smukke hasselnøddebrune blik mod vandet igen. Eller rettere solnedgangen. Hun skulle sikkert til at tage hjem snart. Hun var ikk ligefrem vild med at blive sloget ned. Mon denne dreng ville gøre hende ondt? Han lignede også sådan lidt en ..øhm..ja bølle men det kunne hun jo snilt tage fejl af. "Nåeh.. Hvad laver du så her ude ved stranden?" spurgte hun ham så endelig uden at se op på ham.

//Det er helt fint ^^//

Mess så på hende med det altid så kolde blik, lod det hvile på hende idet han gik en smule nærmere. Han vidste ikke hvad han lavede der... nyskerrighed... kedsomhed, måske en blanding. Han havde ikke været i byen så længe, han vidste kun hvor hvor han selv boede, hvor skolen lå og så et par spisesteder, ikke noget at råbe hurra for.
Mess trak let på skuldrene og så væk igen. ”Det kommer ikke dig ved” mumlede han svagt og lagde armene over kors med en kort bevægelse. Det var vel det bedste svar han kunne komme på, for ikke at sige ”det ved jeg ikke.” Mess var måske ikke så klog når det kom til stykket, men han var god til at skjule det, eller bare lade folk tro at han var ligeglad, det var han nu også. Folk kunne sige så meget de vil om ham, men enten var han ligeglad, eller også gik det galt for personen selv.
”Hvad laver du her, selv?”