Sunset.

T: Lige omkring kl 16:00.
O: Ingen lige nu, udover sand og vand.
S: Stranden La Plage.
V: Okay lunt i vejret, selvom det blæser.
P: lyseblå jeans, sorte flade støvler der går til knæene, en sort jakke der går til lænden og under jakken en sort nedringet top.

Hazel havde gået rundt det meste af dagen, nede ved vandet. Hun nød den brusende lyd der kom fra havet, hver gang bølgerne kastede sig op imod land. Det kunne nu også være ligeså meget fordi hun var en vand aspara. Eller nymfe, alt efter hvad man valgte at kalde det. I hvert fald elskede hun vand.
Blidt strakte hun sig og så ud mod vandet, de blå øjne havde næsten samme farve som det mørkeblå vand havde, hendes var bare en smule lysere. De røde læber blev langsomt til et smil, da hun fik øje på en helt perfekt flad sten. De spinkle fingre lukkede sig om den. Hun betragtede den smilende, og nikkede for sig selv. Jo den var helt perfekt til at slå smut med. I en hurtig vending smed hun den udover vandet, og den hoppede 1... 2.… 3... Og sank så helt ned under vandoverfladen. Let sukkede hun og satte sig i det bløde, men dog kolde sand.
Det lange blonde hår fløj stille og blidt om hende, som hun nu sad der helt for sig selv i sandet, og tænkte. Tænkte over så mange forfærdelige ting. Om sin fremtid, om fortiden, men der var aldrig noget der kunne blive ændret. Sket var sket, og fremtiden ville bringe hvad den skulle. Hun var ikke som sådan bange for den, men spændt. Hun glædede sig meget til at finde ud af det.
Let så hun ned i sandet, hun begyndte at lave et lille hul, og bed sig hårdt i læben, hun hadede at være alene. Ville gerne have selskab, men der var desværre nok ikke nogen der havde tænkt sig at komme, fordi at det var ved at blive mørkt. Det var egentlig synd, at der ikke rigtigt var nogen der ville komme ned til vandet, fordi det var mørkt. Det var ellers her at alle folk burde komme, netop lige når solen var ved at gå ned, når den røde farve fik vandet til at se ud som om det brændte. Selvom hun var bange for ild, så det så smukt ud, når vandet fik den farve.

Julian anede ikke hvad han lavede her på dette sted, han burde være hjemme i sin lejlighed.. hvor han kunne føle sig tryg i stedet for at være udenfor hvor han kunne blive overfaldet af en vampyr eller lignende. Han var nogen gange bange for at risikere sit liv og det ville han ikke ligge skjul på. Han ville ikke ende med at komme til skade og måske skulle han alligevel ikke være sådan en tøsedreng.
Han havde sin noget af en dyster makker inden i sig, som for det meste altid beskyttede ham, når tiden var inde. Fordi den anden person godt vidste at hvis Julian døde så ville han også dø. Derfor hjalp de altid hinanden på den måde hvor han gav sit mod videre til Julian så han automatisk blev stærkere end han var i forvejen, hvis han skulle komme ud for sådan en situation.

Han befandt sig på stranden, en af de smukkeste steder i verden hvor man virkelig kunne nyde naturen udover skoven og visse andre steder. Stranden var et sted hvor man godt kunne slappe af hvis man ville og nyde livet. Tage et skridt af gangen mens at ens opmærksom naturligt vendte sig mod vandet med dets bølger.
Julian fortsatte med at gå langs kanten, da han efterhånden havde været på stranden i et stykke tid, hvor længe vidste han ikke.. Han vidste bare at han snart skulle flytte røven hjem af inden at det blev alt for mørkt.

Han lod sin ene hånd glide ned i sin bukselomme på de sorte almindelig bukser, hvor han derudover havde sin hvide skjorte på og sine flade sko som folk kaldte converse. Ellers sad hans hår som det altid gjorde, med pandehåret til den ene side og ned foran øjnene.
Han gik nærmest i sin egen verden da han ikke lagde mærke til om der var nogen til stede og kiggede af og til på sandet også.. som han alligevel ikke fandt interessant, han ville blive imponeret hvis han endte med at støde ind i nogen. Hvilket tiden måtte vise, lige nu følte han sig i al fald alene..

Hazel sad stille og betragtede de store bølger, vandet gjorde hende så rolig, hun havde det meget bedre nær vandet. Men måske var tiden inde til at hun skulle komme hjemad, ikke at der var meget varmere hjemme hos hende, så egentlig kunne hun vel ligeså godt blive. Det var nogle gange lidt trist at skulle hjem, fordi hun vidste der var så trist. Og koldt.. Smadder koldt.. Hun havde næsten heller aldrig råd til mad, men det var dog ikke så slemt, for hun kunne jo sagtens fange fisk heldigvis.
Fingrene gled stille gennem hendes lange lyse hår, der af og til blev sendt ind foran hendes øjne, men hun satte det stortset aldrig op, hun brød sig faktisk ikke om at det sad oppe, det irriterede hende bare. Men det kunne ligeså meget være fordi hun var så vant til at det var løst.

Langsomt rejste hun sig, efter en indre diskussion om hvor vidt hun skulle gå hjem, eller blive siddende, var hun nu nået frem til at, hun hellere måtte se at komme hjem. Man kunne aldrig vide hvem der lurede rundt omkring, og hun havde ikke nogen planer om at blive fanget af en sulten vampyr. De blå øjne gled langsomt ned i sandet, som stadig dækkede hendes støvler en smule, hun sukkede for sig selv. Og begyndte at gå tilbage langs vandet.
Hun registrerede ikke rigtigt om der var andre, for det var der så sjældent, så hvorfor skulle man holde øje med det. Selv syntes hun at det var et virkelig dejligt sted, men hun var åbenbart den eneste der havde det sådan, i hvert fald havde hun kun mødt en eller to dernede, og der var det faktisk mørkt.
Som hun gik der og tænkte for sig selv, opdagede hun slet ikke den person der gik ganske få meter fra hende, og som faktisk kom direkte hen mod hende. Hun gispede helt forskrækket da hun gik ind i en, og trak hurtigt et skridt tilbage. Det viste sig at være en fyr, omtrent et halvt hoved højere end hende. Hun så undskyldende på ham, og kørte en tot hår bag øret. “Det må du undskylde.. Jeg gik helt i mine egne tanker” sagde hun forsigtigt.