Noir et Bleu ~ Khá

Tid: 19:59
Sted: Udenfor den franske resturant Bon Appétite.
Vejr: Overskyet & køligt.


Dagens kvaler døde sammen med en den fadede sol - himmelen formørkedes og med dens stjerner, måne og grålige vat skyer, begyndte også Terres natteliv at leve op. Ild blev pustet til ærgerrighedens flammer og syndigt begyndte mørkets disciple at kravle op fra deres skjul og ud i friheden. Hvad end dette skjul var lukkede døre, forseglede kister, eller dunkle grotter.

En af nattens elskerinder havde dog været vågen længe, da hun ikke tilhørte den blege måne helhjertet men bevægede sig rundt i sin forretning i soltimerne, skønt hun aldrig var udenfor. Hendes øjne var endnu for sarte til at kunne tåle apollos kærtegn, og der ville sikkert gå år før hun helhjertet turde gå udenfor i middags timerne. Men aftenen bød hende ikke at lukke sig inde i ensomhed denne aften, hun havde et ærinde der vel sagtens kunne kaldes for et mere privat et af slagsen, siden det var noget hun selv havde opsøgt. Det havde ikke taget hende længe at beslutte sig for påklædning, og hun ventede enten den største skuffelse eller overraskelse. Men alting lå stadig i skæbne gudindernes hænder.

Hun ankom et minut inden aftalte møde tidspunkt; trådte ud af taxaen og fremtryllede nogle euro til chaufføren, hvorefter han lukkede bil døren og denne fortsatte sin aften i arbejdets tegn. På den røde løber stod den unge kvinde så tilbage; iført en lang mørk, kongeblå, kjole, med et slids i venstre side der stoppede ved midten af venstre lår. Den sad fast om livet på hende og fremviste stolt den feminine talje. Den havde bar ryg og var bundet oppe i nakken; derved indrammede den hendes barm foran og skubbede den frem, så den syntes mere fyldig. En sølv halskæde gjorde igen hendes hals ære, og smygede sig om den. Til kæden var der fastsat et vedhæng i form af en blålig adelsten, der hvilede ved begyndelsen af hendes barm. De piercede øre havde igen lange, simple, øreringe som deres elsker, og disse skinnede ligeså legesygt som dem hun havde haft på før. Et par sorte, højhælede sko, gav det sidste pift sammen med et glimtende armbånd om det venstre håndled. Håret var igen blevet ført bagover og dækkede for hendes øre spidser; skabte illusionen om hendes menneskelighed endnu engang. Hendes læber var derimod optegnede af en mørkerød læbestift, dækket af et klart lag lipgloss der fik dem til at funkle om kap med smykkerne. Øjenskyggen var en vekslende nuance af blå, og de lange øjenvipper strakte sig legesygt og yndefuldt. Som en kvinde ville klæde sig, ikke en pige. Hendes antræk var helt igennem stilrent og klassisk; en kvinde der syntes om det enkelte og elegante.
I hånden havde hun en håndtaske der matchede hendes outfit og den samme sorte frakke der hang over hendes skuldre og beskyttede hende imod kulden.

Var han der ikke endnu, ville hun vente en smule utålmodigt.

Khá måtte jo se i øjnene at klæde sig moderne var en opgave sværere end først regnet med så han måtte jo ud at finde en skrædder. Det var heldigvis en fantastisk skrædder der havde god forstand på hvad der klædte hvem. Ganske vist var skrædderen nervøs, men han endte dog med at affinde sig med Khá's ydre. Nu var det bare at krydse fingre for at det var acceptabelt.

Khá ankom 19:55
Kareten var ikke ligefrem velegnet når tiden var noget han skulle følge med så i aften var det hans sorte Mercedes der satte ham af, med hans loyale tjener Bach som chauffør

Hans lange sorte hår var sat i en perfekt hestehale.
Han var blevet anbefalet klassiske farver, så han kom i et meget elegant jakkesæt med en relativ høj krave, da det åbenbart var populært for "high class" farverne var mat-sort med blank-sorte tynde striber. Til det bar han også en rød skjorte og et sort silkeslips. Sættet sad nøjagtigt som det skulle og fremhævede hans (for en "udød") noget atletiske krop. Et par stilfulde sorte sko skulle selvfølgelig med. Til at fuldende billedet, havde han guld-manchetknapper ved ærmerne og ved kraven. Hvis man kom tæt på kunne man se de bar et lille symbol der forestillede et kranium badet i en flamme.

Han vidste godt det ikke gav mening tiden på dagen taget i betragtning, men dog bar han et par tynde sorte metalindrammede solbriller. Nu var det bare at vente på at hun kom

Bach kørte afsted igen og Khá stod nu udenfor cafeen og ventede. Et par blikke blev sendt ham. Jakkesættet virkede åbenbart.

Khá var meget nysgerrig efter hvad aftenen kunne bringe. I alt sin tid var der aldrig nogen der ville med ham i byen på denne måde. Var det hendes evne til at byde ham modstand eller hendes evne til at eminere begær og selvtillid? Det kunne være mange ting og Khá så i øjnene at det var en helt ny situation for ham. Han måtte bare stole på sit instinkt og håbe på han kunne give hende en god aften.

Khá stod og kiggede søgende rundt. Han havde jo ikke nogen anelse om hvordan hun ankom og når hun nu var så unik var der en vifte af muligheder

Kortvarigt efter trak en taxa op og hun trådte yndefuldt ud, som bar vinden hende sagte. Hun var fantastisk smuk. En skabning af en helt anden klasse. Kjolen der sad som kronblade på den rose hun var.

,,Hvor ser de smuk ud miss."

Khá smilte og rakte forsigtigt hånden frem

Heldigvis bød hendes kavaler hende ikke at stå og vente; ikke at hun havde synderligt imod det, men det var værdsat at hun ikke behøvede stå og fryse eller gå tomhændet ind i restauranten, for at sætte sig i baren og vente.

Ved første øjekast lod det ikke til at aftenen ville blive et fatalt fejltrin, men nærmere noget at se frem til: hans klæder var betydeligt mere acceptable end de havde været den forrige gang de havde mødtes, altså dagen før. Men det var rart at se at selv old gamle mænd alligevel kunne bibeholde deres charme hvis de prøvede nok.
Hun gik imod ham imens at de malede læber spandtes og skiltes samme nu, i et hvidt tand smil, vis undertone ikke skjulte at nu var hun imponeret. I forhold til de gange han havde talt om titel, alder, magt og penge. Detaljer der burde overses, hun havde ikke noget begær for nogen af dem.
Den forsigtige håndsrækning blev noteret med et blik og med et syntes den arrogante hunkat at acceptere hannens forfjamskede forsøg på at behage hende; han havde altså lyttet? Det var da en bonus. Hun tog hans hånd i den tro at det var et håndtryk, og viste det sig at være netop det, ville hun give slip igen kort efter.

,, Ser man det. De kan altså se helt civiliseret ud når De sætter Dem for det.", sagde hun i en drilsk tone.
Hendes blik fæstnede sig på hans solbriller:
,, Nice touch.."

Han lod let hendes hånd hvile i hans hvorefter han kyssede den blidt.

,, jeg beklager hvis jeg stadig virker utrolig gammeldags men jeg har jo nok et stykke vej endnu. Det er ikke fordi jeg ligefrem har haft en lærer i den her tid. Jeg håber da at man kan se jeg har prøvet. Jeg har selvfølgelig bestilt bord. Og hvis jeg må være så fri, de ser mere end strålende ud. Skal vi?"

Khá holdt sin arm frem i en bue så hun kunne tage hans arm. Manerer havde han dog, omend de var virkelig gammeldags.
,,Jeg håber de har medbragt deres appetit. Jeg har ingen anelse om kvaliteten af stedet."

For første gang i lang tid smilte Khá oprigtigt. Ikke fordi han skulle men fordi han havde lyst

Idet hendes hånd blev ført op til hans læber, mildnedes hendes smil dog; en smule utryg ved de gamle veje stadigvæk. Selvom denne gang lod det ikke at gøre hende pirrelig og små irriteret på ham. Hun lod ham kysse hendes hånd og trak den derefter til sig; første skridt imod accept kunne man vel kalde det.

Hun smilte med øjnene; de mørke farver i dem syntes at skifte deres farvespil til en lysere nuance af brun, men de skiftede aldrig helt: måske blot en reaktion på den legesyge der var i dem? Hun greb om hans arm idet han gestikulerede hende til at tage den, efter at have talt. Komplementet fik hende ikke til at rødme som en skolepige, men hun modtog det uden afvigende ord eller spydighed. Man var vel dannet til en vis grad?

,, Jeg kan anbefale det, selvom det ikke er et sted jeg kommer ofte - kun ved særlige lejligheder kan man vel kalde det. Kvaliteten er som jeg selv, den bedste."

Hun smilte bredere idet hun tydeligvis mente sine ord i endnu et harmløst dril, selvom hun ikke manglede nogen overbevisning om sin egen ufejlbarlighed. Egocentreret var hun dog ikke, men klar over sig selv var hun.
Bevægede de sig ind, fulgte hun med, imens hun lavt sagde:

,, De gør det godt, so far."

En tjener kom hen og sagde ,,kan jeg hjælpe?"

,, Ja jeg har bestilt et bord til to. Navnet er Khá"

,,Så gerne, denne vej"

De blev vist hen til et hyggeligt bord med levende lys og en fantastisk borddækning af forskellige mørke nuancer men det passede alt sammen. Bordeaux og guld med en snert af sølv. Stille klassisk musik i baggrunden.

,,må jeg?"

Khá tog hendes frakke og trak stolen ud for hende som det passede sig for en gentleman. Han gik op til tjeneren og lagde sit kort og bad om at få noget at drikke ned. Herefter satte han sig overfor hende. Ikke længe efter kom tjeneren ned med rødvin, hvidvin og kildevand.

,, Ja jeg vidste ikke hvad de kunne lide at drikke så jeg sørgede for lidt af hvert. Hvis der er andet de vil have, er det blot at nævne det. De ville jo se om min rigdom bare var ord. Hvad kunne de tænke dem at spise? De kender jo stedet bedre end jeg, og hold dem endelig ikke tilbage"

Hun fulgte med ind; lyden af porcelæn der klirrede og diverse service der gjorde det samme, fyldte hele atmosfæren med en mærkelig følelse af travlhed, og skønt at stedet havde sine rødder i det franske, kunne man opfange en bred vifte af fremmede sprog, der bredte sig som en steppebrand for overnaturlige væseners skærpede sanser. Det var næsten hypnotisk i sig selv; som befandt man sig pludselig i en trance af velvære og fik følelsen af en indbildt vigtighed. Hendes hjerte slog et ekstra slag i gemt opstemthed: hun tog sig selv i at se frem til aftenen, mere end at skynde på dens ende.

Tjeneren mødte de mørke øjne ganske kort, hun lod ham føre ordret og havde vist heller ikke noget valg. Øjne blev vendt deres vej da han tog imod den sorte frakke, og trak stolen ud for hende; sådan som man ville have tænkt tjeneren ville gøre og ikke hendes følge - men pyt. Hun så vurderende på ham idet hun satte sig ned. Næsten som havde hun en indre tavle over plus og minus point - og for hver ting han gjorde fik han enten det ene eller andet.

Hun hvilede sine albuer på bordets overflade, foldede hænderne og lænede sig en smule forover, dog stadig med ret ryg. Som han satte sig ned efter at have været gået op til baren og givet tjeneren sit 'kort', lod hun stille hovedet ligge sig på skrå; hendes mørke øjne blev indrammet idet hun knep dem en smule sammen og betragtede ham med endnu et kattesmil, i samme nu kom drikkevarerne: alt hvad hjertet kunne begærer og dog skænkede hun ikke de to fine vine, eller vandet et blik.
Efter hans talestrøm, rettede hun sig en smule op, så hen på anretningen af forskellige drikke inden hun talte:

,, De kunne såmænd blot have spurgt mig, hvilken drik jeg foretrækker."

Påpegede hun drilsk, og lod en pegefinger let slå imod toppen af hvidvins flasken i et sigende hint.
En farligt flirtende glød fik pludselig tag i hendes sorte øjne og hun så på ham igen. Et enkelt blik på menuen og hun udvalgte sig den lette seks retters menu - ikke just billig, men han havde jo penge, havde han ikke? Da maden var valgt og eventuelt bestilt, lod hun sine tanke vandre ud til folkende omkring dem kort inden hun igen tildelte sin ledsager sin ubegrænsede opmærksomhed.

,, Khá.", sagde hun med en undren i stemmen.
,, Har De ikke noget efternavn?".

Han var faktisk godt tilfreds med den modstand hun bød ham. Hendes selvstændighed virkede ligefrem forfriskende. Hun virkede dog tilfreds med den luksus der var her inde hvilket også var grunden til at han gav hende hvad hun ville have.

Imens han skænkede hvidvinen kiggede han på den smilende skønhed overfor ham. Hun virkede oprigtigt nysgerrig så Khá måtte tænke efter. Bare for at finde et passende svar til hende

,,Khá er egentlig en titel. Jeg har en gang haft et navn. Da jeg stadig var dødelig. Jeg bruger bare Khá da det er det navn jeg efterhånden bliver kaldt.
Men mit rigtige navn er Connor McAndrews. Hvad med dem frk. Hvilket navn bærer de?"

Hun var god til at bevare mystikken omkring sig selv. Hvilket nok også var grunden til hvorfor hun var så fascinerende. Han var lidt spændt på hvilket svar han ville få? Ville det være ærligt eller svøbt i en kryptisk spydighed

Hun lyttede som han svarede; ikke fraværende eller distraheret som man kunne tro. Hendes evne til at få et andet individ til enten at føle sig overordentligt vigtig eller ufatteligt ubetydelig, kunne i visse aspekter måske tolkes som egocentrisk, at man ubekymret lod et andet væsen vide hvorvidt man fandt det tiltalende eller utiltrækkende, uden at tage højde for den andens følelser. Men i sidste ende kunne det ligeså vel tolkes som en hudløs ærlighed. Om ikke andet velsignede hun sin mandelige eskorte med interesse for hans væsen, frem for med en piges usikre akavethed, der allermest bundede i tanke på egen person. Det var ikke svært at se den modne kvindes urokkelige vilje i hendes kropssprog; hun frygtede hverken social ydmygelse eller fejltrin i form af ord.

De mørk farvede øjenbryn søgte en smule til himmels som han afslørede sit egentlige navn; en tydelig nysgerrighed plussede op som han havde forklaret, og endte i et spørgsmål henvendt til hende.

De mørke hænder greb om vinglassets stilk med tre fingre, ganske let. Hun førte det op imod de malede læber og fik det til svagt at cirkulere, så den klare hvidvin inde i det skabte en mindre hvirvelstrøm.
Hun så til siden et kort øjeblik, tilsyneladende tænkende imens hun lagde benene over kors.

,, Kært barn har vel mange navne, som man siger.", svarede hun kort.
Hun så tilbage på ham.
,, Laele Vaelas er mit navn."
Hun løftede glasset yderligere og de perlehvide tænder viste sig for ham i et smil:
,, Skal vi være dus, Hr. McAndrews?", spurgte hun med en gnist i øjnene.

Khá fandt selv en lille flaske frem fra sin lomme. Flasken indeholdt en mat bordeaoux-rød væske. Selve flasken var af krystal med hvidguld som dekoration. Han hældte væsken forsigtigt ned glasset, og man kunne se væsken var noget tyk.

Det var fantastisk at se hende. Man var ikke i tvivl om at hun gjorde hver en handling med en urokkelig selvtillid og for at man ikke var i tvivl om hendes mening. Han valgte at betragte det som om hun ville være godt selskab ugen at krybe for sin bordherre.

Khá løftede sit glas og sagde: ,,meget gerne frk. Vaelas"

Man kunne godt høre på hans udtale at han havde tilbragt tid sammen med elvere før

Skønt at hans udtale ikke bar præg af en manglende dannelse i de mere umenneskelige folkefærdrer, var der alligevel noget inde i hende der fik en lille klokke til at ringe.
Som han havde indvilliget i at være dus, lod hun sin arm strække og søgte hans glas med sit eget for at skåle, for derefter at bringe glasset op til egne læber igen; hun tog en slurk imens hun betragtede ham fra sin position. Albuerne var stadig imod bordoverfladen, den frie hånd havde søgt den modsatte arms albue og holdt om den svagt. Efter at have smagt på vinen og givet den et anerkendende blik, lod hun glasset hænge i luften, imellem to finger med dets hoved hvilende i håndfladen.

,, Så.. Conner...", startede hun.
,, Er det ikke et lidt usædvanligt navn for en person der har sin 'skabelse' i ørken-land?", spurgte hun en smule mistroisk.

Hvorefter hun nænsomt satte glasset ned på bordet igen med en overlegen undertone i blikket, som havde hun et motiv bag spørgsmålet, dog var det ikke helt til at gennemskue hvad.

Khá smagte på væsken i sit eget glas og var noget imponeret over at hun fulgte hans bevægelser nærmest som et spejl, dog med en fantastisk ynde
Han satte sit glas fra sig forsigtigt og foldede sine hænder hvorefter han sagde:

,,Jeg forstår udemærket deres undren men det kræver en lidt længere forklaring hvis de da magter at høre den"

Khá ville ikke kede hende med lange forklaringer med mindre hun selv ønskede at høre det. Det skulle jo gerne være en hyggelig aften og ikke bare ham der sad og ævlede i et væk. Men hun havde jo været både nysgerrig og ærbødig indtil nu så mon ikke

Hun skævede en smule til ham idet han krævede et 'ja' af hende. Var det da ikke åbenlyst? Men så igen, tankelæser var han vel ikke. Uanset om han var lige så gammel som egyptens mumier, kunne man vel heller ikke forvente at en sådan herre vidste hvordan en moderne kvinde tænkte; mænd kunne som regel kun tænke i firkanter, hvorimod en kvinde kunne se både firkanten og alt det den rummede. Hun blinkede en enkelt gang for at abstrahere fra sit fængslende tankespind og lod igen hendes opmærksomhed ligge sig over ham. Et lille smil undslap hende. Hun lagde sine arme over kors imens hun stadig svagt lænede sig ind over bordet, skubbede derved sin barm fremad og sænkede hovedet imens hun så på ham med et fladt blik:

,, Hvis jeg ikke var villig til at høre den, havde jeg vel sagtens ikke spurgt? Der er vel ingen der regner med at en historie der har sin start i oldtidens Egypten er en fem minutters beretning om en tur ned til 7-elleven?"

Det lille smil blev større; hun nød tydeligvis at drille ham.
Efter hun havde talt så hun blot afventende på han; i en forventning om at han begyndte at fortælle og ikke bød hende at vente længere.

Hun var åbenbart meget drilsk af natur men det kunne selvfølgelig også have sin charme. Hun havde både en kvinde's charme og sensualitet samtidig med en drilsk arrogance

,,Jeg blev født for ca 400 år siden i Skotland. Jeg studerede historie og på en eskursion til Kongernes Dal fandt jeg hvad jeg troede var en normal kæp jeg ville bruge til vandrestav. Det viste sig at være et relikvium der fungerede som et Nexus. Jeg blev bragt for Horus, Osiris, Anubis og Thoth. De fortalte mig jeg var blevet udvalgt til at være deres forkæmper for retfærdighed. Jeg takkede ja til det og var det i lang tid indtil jeg fik en ordre jeg stadig fortryder jeg udførte. Så brød jeg med dem og blev forbandet til det jeg er nu. Jeg tog kræfterne med mig og blev min egen herre. Så her er jeg"

Khá viste en fingerring han havde i en sølvkæde om halsen. Den lignede en normal guldring med et egyptisk udseende obsidian-øje på

,, Som sagt så er Khá titlen på det væsen jeg nu er. Det oversættes groft til [/i]retfærdighed i døden[i]"

Laele lyttede endnu engang. Som en sort kat med ørerne rejst for at opfange selv den laveste mumlen imellem hendes følges ord, men dog uden at virke den mindste smule afhængig af hans tale strøm. Hun blinkede et par gange da nogle sandheder kom frem, og mumien foran hende var umiddelbart ikke så gammel som hun først havde troet. Hun havde forventet at høre noget om en discipel der engang arbejdede for faraoen, men var blevet forelsket i dennes datter og som straf blev øjnene plukket ud fra hans kranie imens han stadig var i live. Han blev balsameret og mumificeret, sådan som de mange historier lød derfra - lagt i en sarkofag under jorden og tvunget til at hvile der i flere århundrede inden han vågnede på grund af et par uheldige eventyrer forstyrrede hans grav!
Det lød som resuméet af en film hun engang havde set, men hun kunne ikke huske navnet.

Imens han havde talt havde hun ført glasset op til sine læber igen og var ved at tage endnu et sip da han fortalte om sit møde med Horus, Osiris, Anubis og Thoth - hun hostede og var næsten ved at få hvidvinen galt i halsen. Da historien fortsatte og tog en uventet drejning om selvstændighed, sad Laele tilbage med rimelig store øjne, munden let åben og nogle meget svage tiks ved venstre øjenbryn.

,, Ehhh..."

Det lod til at hun var gået en smule i hak, inden hendes ansigts mimik ændrede sig en smule og hendes øjne fyldtes med en vag mistro og hun slog over i en melodiøs dog mørk kvinde latter.

,, Ahhah! H-horus? Osiris?", sagde hun med åndenød og latter i stemmen.
,, Den er god!", hun tørrede en tåre bort fra øjenkrogen, imens hendes mindre grine flip ophørte.

,, Jeg vidste ikke du havde en sense of humor!"
Hun så til siden og prøvede så vidt muligt at forhindre at græde mere på grund af latter, så hendes make-up ikke løb. Hun blinkede et par gange imens hun gnækkede underholdt.

De nu våde øjne lagde sig over ham igen:
,, Nå.. hvad er den rigtige historie?"

Hun virkede da til at lytte efter hvad han sagde. Ikke som specielt interesseret, men mere som et barn der havde et øre på en lidt spændende historie. Han kunne dog fint ane hendes mistro

Han blev dog noget fornærmet da hun begyndte at grine af ham. Han havde bare svaret på hendes spørgsmål. Selvfølgelig lød det som en helt vanvittig historie men hun gav den ikke en chance. Khá blev voldsomt fornærmet over hendes reaktion men holdt dog en vis facade.

,,Det er den sande historie. Jeg havde ikke nødvendigvis forventet de troede på den men ikke desto mindre vist lidt mere værdighed end bare at grine af mig. Jeg kan vise dig et bevis på dette da jeg stadig bærer de førnævnte guders segl i mit kød. Det er en del af min forbandelse at jeg altid skal bære dem. Hvis de har bare en smule forstand på den slags vil de kunne genkende symbolerne"

Khá smøgede ærmet op på hans jakke så et symbol kom til syne på hans underarm. Det forestillede en Ankh med Osiris' øje i. Man kunne se fordybningen af at det var blevet brændt fast.

Utroligt lød historien, og utrolig var den - blandt andet den del af det der hævdede af de nævnte guddomme var virkelige og ikke fiktion som logikken og nutidens tankegang bød den at være. Så hvorfor var det så så underligt at Laele's første indskydelse var at han ikke talte sandt; man kunne selvfølgelig tvivle på hendes kendskab til det gamle Egypten og dets guder - men om ikke andet ville det være det samme som at gå hen til en ateist og sige at Jesus var på turné rundt om i verdenen og kom til byen om to dage for at give et gå-på-vandet show - mistro, og den lille stemme inde i hovedet der ikke kunne forstå at historien var sand, for det ville betyde at guderne var sande og at de helligdomme som den moderne verden bespottede på daglig basis, var ægte!

Hans overbevisning om at hun grinte af ham, kunne man vel sagtens onde ham, men i virkeligheden var hun under indtrykket af at hun grinte med ham - siden historien bar præg af noget episk og derfor en lille smule utroværdigt. Da han forsøgte at overbevise hende om at hans historie var oprigtig nok, rynkede hun brynene en smule skeptisk og så på symbolet der var brændt ind i hans arm, med en vis form for splittet følelse i blikket.

Hun rømmede sig, grinte lidt små nervøst inden hun tog en god slurk af vinen, satte glasset ned og så hen på ham. De lange negle slog imod glasset og afgav en mindre symfoni af klirren.
Stilhed ville brede sig et øjeblik inden hun atter talte:

,, Det... er en meget utrolig historie.", begyndte hun lidt tøvende.
,, Du må forstå at guddomme og deres indflydelse, ikke er den mest adspredte overbevisning længere.. jeg mener de fleste i vore dage er enten ikke-troende eller bare svagt hengivne overfor oldtidens gude figurer. Det er ikke andet end en fascination af dem, ikke en religiøs tilbedelse eller tro på deres tilstedeværelse og virkelighed. Så min mistro og tvivl er ikke ment til at håne din historie, Conner, men et produkt af den vestlige verdens syn på gudelige skabninger. Jeg er selv ikke troende længere... så jeg finder det derfor ufatteligt...", hun stoppede for at tænke et øjeblik.
,, ...nej ... 'ufatteligt' er nok et godt nok ordvalg."

Hun smilte undskyldende, idet hun ikke mente ham uret med det hun sagde.

Med tanke på hvor unik hans historie var tog hun hans reaktion meget pænt. Han vidste jo udemærket at det lød utrolig voldsomt. "Hej jeg er et væsen der skal repræsentere 4 guders retfærdighed og blev forbandet til at være udød"? Noget man nok ville forvente fra en lystløgner uden sans for virkeligheden. Og hun havde jo ret i at guderne ikke længere havde den påvirkning af verden længere. Guderne var efterhånden degraderet til "fantasivenner" man kunne fortælle alt det resten af verden ikke gider høre på.

Khá hældte endnu et lille glas af den mørke væske i sit eget glad, og tog derefter hvidvinen og gestikulerede om hun ønskede mere. Hvis hun gjorde hældte han op til hende.

Efter maden var blevet serveret sagde Khá noget mere afslappet:

,, Jeg forstår udemærket deres skepsis over min fortælling, men ikke desto mindre sidder jeg her. De har så ganske ret i at guderne ikke længere har den funktion de havde længere og jeg vil da tro at hvis guderne havde styrken til det havde de jo nok gjort noget. Da de ikke har forsøgt at jagte mig de sidste mange år er jeg heller ikke sikker på om de er der længere. Det er blandt anden en af grundende til jeg har gjort mig til min egen herre"

Stille observerede hun ham imens han hældte den sære væske op i eget glas, og genopfyldte hendes med den klare hvidvin. Det sorte blik holdt sit tag på den mørkerøde substands der havde bo i hendes ledsagers vinglas. Et øjeblik følte hun sig ufatteligt uviden - naiv måske? En mand der havde set Egyptens krypter før de endnu allerede var blevet genopdaget, måtte ikke være i stand til at se hverken nutiden... eller solen i øjnene.

Hendes tanker blev afbrudt da maden kom, og hun trak sine albuer fra bordkanten, rettede ryggen og tog den sølv glinsende salat gaffel. Hun lod dens skafte hvile imellem hendes pege og lange finger, imens hun låste den imod sine fingre med tommelfingeren. Der kom et knas fra den friske opsætning af grønt, idet hun spiddet de sprøde blade og derefter en cherrytomat. Lige som han talte, forklarede sig yderligere, førte hun anordningen op til munden og tog den første bid af sin mad.
Hun tyggede imens hun let rynkede brynene da han blev færdig med at tale. En smule uforstående pegede hun med gaffelen i hans retning. Lod albuerne støtte sig til bordfladen igen; den ene underarm lå strakt ud på bordet, imens den anden arm var bøjet idet hun pegede på ham. Hun holdt dog stadig en anstændig holdning i ryggen, og hendes fremhævede barm gjorde sin ret idet hun lænede sig let fremad.

,, Så ... du mener.. at guderne er afhængige af de dødeliges anerkendelse for at kunne eksistere?", hendes stemme bar præg af at hun stadig synes det lød for utroligt til at være sandt. Hun slugte sin mad.

Hun så på ham en smule vurderende, inden hun igen skævede til hans glas med den rødlige væske i - så tilbage på ham.
Hendes tunge gled langs indersiden af hendes kind, inden hun lagde sin gaffel ned på siden af tallerkenen.
Hun så ned i bordet et øjeblik.

,, Hør her... lad os være lidt ærlige overfor hinanden et øjeblik. Hvis du er en vampyr der vil fodre mig og lede mig op i en luksuriøs lejlighed for at dræne mig for blod, så må jeg altså skuffe dig. Jeg er ikke masochist, eller har daddy-syndrome.", hun lå hovedet på skrå og så ham ind i 'solbrillerne'.

,, Det er ikke for at være ubehøvlet eller utaknemlig, bare for at vi ikke har nogen misforståelser her."

Guderne mister ikke magt af det men de gider ganske enkelt ikke blive ved. De kan ikke se hvorfor deres magt skal bruges på nogen der ikke tror på dem, og med tiden vil de sikkert visne helt. Så havde de stadig deres fulde magt var jeg blevet straffet for længe siden

Hun stirrede godt nok noget nysgerrigt hen mod hans glas en gang imellem. Hvilket også var forståeligt. For mange ville det nok ligne normalt blod, dette var selvfølgelig ikke tilfældet. Det var en væske kun djævle normalt drak. Effekten var stærkt vanedannende for andre normalt, og man ville kunne næsten høre smerteskrig fra glasset og duften var euforiserende hvis man da havde en lugtesans. Blot et enkelt sip og man skulle koncentrere sig for ikke at tømme glasset

Ingenlunde. Jeg er ikke vampyr og dette jeg drikker er ikke blod. De skal være velkommen til at dufte til det eller smage. Det er ikke blod. Det er en meget speciel vin.

Khá tørrede sig om munden og satte sig majestætisk tilbage i stolen, stadig med alt sin opmærksomhed rettet mod sin "borddame"

Laele lyttede idet hans forsikring kom umiddelbart efter han havde prøvet at forklarer disse 'guders' forhold til menneskenes tro: at de var som små børn der ikke ville lege mere fordi de ikke fik nok opmærksomhed. Selvfølgelig. Men et helt andet spørgsmål var, havde de ikke fortjent at blive glemt af menneskene? At favorisere den enkelte frem for alle? Laele lavede hurtigt en konklusion på det.

Hendes håndled hvilede på kanten af bordet imens hun så på Khá De malede læber spændtes derefter i et lille smil. Hun så nedad igen imens at duften fra glassets indhold lokkede; indbydende og forførerne - erko farlig. 

,, Jeg vil lade dig nyde din vin.", sagde hun som et stilfærdigt afslag på om hun ville smage. 
Hun så op igen med en mørk eufori i hendes eget blik: som katten der legede med musen. 

,, Du virker til at være glad for religion. Eller i det mindste have meninger og tydeligvis erfaringer omkring det.Tør man tro at du har erhvervet dig en profession indenfor faget, eller er du bare rig på 'gamle skatte'?"

Endnu engang var der noget drilsk i hendes måde at få tingende sagt på. En mærkelig forvreden måde at spørge indtil et andet individs job. Hun greb om sit eget glas og tog et omhyggeligt sip af dets indhold, for derefter at sætte det ned og begynde at spise igen - som han talte og hun uden tvivl lyttede.

Man kunne sagtens drage den konklusion at guderne var som en flok børn der blev sure over for lidt opmærksomhed. Børn med voldsomme kræfter og voldsomt "legetøj". Khá var selv af den overbevisning at det var helt og holdent gudernes egen skyld. For til en vis grad var de mere afhængige af de dødelige end omvendt

Nu taler jeg nok over hvad de mener er passende frk. Men er de sikker på de ikke vil smage? En dråbe eller to skader skam ingen. Deres øjne fortæller nemlig en helt anden historie end deres ord lige nu. Skulle de ombestemme dem så skal de være velkommen


Det var admirabelt af hende. Hvordan hun var så meget i hendes sensualitets vold og stadig havde den under så voldsom kontrol. Hver eneste bevægelse hun kom med, var en historie om elegant og forførende hun kunne være. Han kunne heller ikke helt lade være med at betragte den tydelige fristelse der var over hans glas

Hmmm Ja det er rigtigt at religion er en interesse. Og hvor arrogant det end lyder så er jeg ikke selv religiøs fordi jeg ikke tror, men jeg ved. Hvis de forstår. Og ja jeg har evhvervet mig høje uddannelser inden for både religion og "gamle skatte" den sidstnævnte hvor jeg har store mængder også. Man kan vel roligt kalde mig for "samler"


Han var så udemærket klar over at hun var fuldstændig ligeglad med hvor lange uddannelser han havde, eller hvor stort hans skattekammer var. Det var hun i hvertfald god til at virke som. Men ikke desto mindre gav hun sin bordherre nøjagtigt den mængde opmærksomhed der var passende

Hun lyttede imens at endnu et stykke grønt blev ødelagt og kvask i hendes mund. Den lette dressing var næsten vanedannende og en ren nydelse for hendes smagsløg. Et katte agtigt blik kunne ses i hendes øjne, idet han prøvede at lokke hende til at smage. Hun rystede let på hovedet: hun var ikke dum nok til at tage imod mærkelige drikke fra ’fremmede’. De var jo først lige ved at kende hinanden. Og når man havde den profession hun havde, vidste man også at man ikke skulle ’smage’ af substanser tiltænkt andre racer. Det kunne ende meget galt. Endnu engang mindede hun hendes bordherre om hendes selvstændighed idet hun endnu engang takkede nej med dem simple rysten på hovedet. En kvinde, ikke en pige der let kunne lokkes i fordærv. Hun rettede ryggen så hendes barm skød frem og hendes kurver kom til deres ret. Slanke og timeglas formede. Nok til at afsløre at hun ikke var et tyndt siv under hendes klæder, men havde den korrekte størrelse for hendes højde og lidt mere end det. Hun var dog ikke buttet, men Et protræt af den moderne kvinde, ikke en anoreksisk forside model.
Det overraskede hende ikke at han havde uddannelser indenfor sit interesse område, hvem havde ikke det? Hun lagde hovedet en smule på skrå. Tænkende. Hun kneb øjnene en smule sammen.

,, Har du børn?”, spurgte hun så.
,, Når du har levet så længe må du da have været gift mindst én gang?”.

Igen var der ingen overraskelse over hun takkede nej. Hvis man endelig skulle takke nej til denne drik så var det netop før man havde smagt på den. For det var først der drikken kom til sin fulde ret. De fleste blev som regel også overtalt til at lade være når de så hørte hvordan den var blevet undvundet. Det var selvfølgelig heller ikke en historie der appellerede til ret mange.

Hun var virkelig smuk og man kunne sagtens se hun vidste det. Hun var ganske klar over hvordan hun skulle bevæge sin krop med en sådan arrogance for at tryllebinde de fleste mænd eller kvinder hvis det var det hun ønskede

Da hun spurgte ind til børn, kunne man kortvarigt se den blå flamme blusse op bag solbrillerne, men den forsvandt hurtigt igen inden han nærmest trist sagde: Jeg har aldrig været gift men jeg har haft en søn en gang. En kvinde og jeg var forenet for en enkelt nat. Der blev min søn Matthew undfanget