Ontop of the World ~ Grin.

Tid: 00:04 am.
Sted: Oven på et af de store forretnings højhuse.
Vejr: Klart med stjernehimmel og fuldmåne.


En kold vind skyllede ind over taget; en isende brise der blev båret fra norden. Himmelen var oplyst tydeligt af en begærlig fuldmåne der kærtegnede hver en overflade dets blege fingre kunne røre. Som en forræderisk gudinde der lå i en euforisk pagt med havets herskerinde, begge syntes lige magtsyge. Hypnotiske som slanger der snoede sig imellem dødeliges skygger. Det skabte et hvidt tæppe, der lagde sig over den grå asfalt og de triste beton mure, der udgjorde den byjungle Terre var. Født i et sten skød, der havde båret mange okkulte væsener siden dets begyndelse. Hvem kunne hævde ikke at have begæret deres moder lige så liderligt som månen nu søgte at omfavne den jord den aldrig ville kunne nå? For længst havde nattens børn åbnet deres øjne; hvad end det var udødelige skønheder eller skrækindjagende misfostre, der skulle vandre jordens overflade i hendes navn! Dræbe og spilde blod i bytte for den magt hun lod flyde i deres åre. Nogle mere påvirket af hendes lyster end andre.

Det var på sådan en nat at en ung kvinde begav sig ud på toppen af et beton træ; et højhus der strakte sig mod himmelen, der ligesom babylons tårn, hånede Gud med sine udstrakte hænder. Kundskaben var blevet hans død; læren om Eva og Slangen, var nu en romantiseret fortællingen om den rationelle og intellektuelle tanke, der gør mennesket i stand til at lære og bygge - til at skabe, sådan som Herren skabte. Og således havde barnet slået sin fader ihjel. Uden angst for spådommen om helvede til dem der syndede, det blev blot tolket som en metafor - brugt til at skræmme dem der levede i fordærv, og på grund af manglende reel frygt - levede synderen nu mageligt i blandt de rene.
Men hun var ikke just et barn af den Ene Gud heller, tvært imod, dog hun var heller ikke tilbeder af Asmodeus og dennes gerninger. Hendes hud var brunlig og mørk, som en arabisk kvinde eller en eksotisk indisk danserinde. Hendes slanke figur var timeglas formet, og dækket af en sort kjole der stoppede mit på låret. Hendes ben glinsede legesygt i månens skær på grund af en blank, glat, hud. Fødderne endte i højhælede sorte sko, der passede til hendes formelle udseende. Et lilla tørklæde af fløj lå over hendes skuldre og var bundet bag hendes ryg. Fingrende var beklædt i sølv smykker, som glinsede om kap med hendes halssmykke og øreringe. Beslutsomt bevægede hun sig hen til beton gelænderet efter at have smækket døren i bag sig så den gav et 'klik', lettere panisk! Hun lagde hænderne på overfladen af den kolde sten; hendes vejrtrækning var hurtig og ophidset, som havde hun været enten oprevet eller ufatteligt vred - måske begge dele. Hun så udover byen der var lyst op for hende, og kiggede dernæst op på månen. Det korte hvide hår blev revet i af vinden, der strøg det væk fra hendes øre og disses specielle træk: længere end et menneskes, endende ud i en spids, som et fabel væsens. Hendes øjne var tilsyneladende mørke ligesom hendes øjenbryn og vipper. Hendes bryst hævede og sænkede sig i hastige ryk og noget kunne tyde på at hun havde løbet op af trapperne.
Hun slugte en samling spyt og lukkede øjnene før hun udåndede for at samle sig igen. Forbandede mænd!

Små børn lærte hurtigt om skrøner. De voksne ville gøre dem ekstra skræmmende, for at huske dem på, at de skulle opføre sig ordentligt; for ellers ville den store stygge ulv jagte og æde dem i sidste ende. Men at det rent faktisk var muligt, havde de voksne jo aldrig regnet med. Men så tåbelige var fuldblodsmennesker tit. De fortalte om en masse ting, de ikke engang selv troede på. Himlen. Helvede. Vampyrer. Spøgelser. Julemanden. Påskeharen. Varulve. Så mange fantastiske fortællinger, og alligevel, så var nogle af dem ikke engang løgn. Selvfølgelig havde hver historie en eller flere fordrejninger, når de blev snakket om. Såsom vampyrernes svaghed overfor løg; direkte tåbeligt.

Et stort bæst, der lignede en deform, afmagret ulv, med en hyænes fjollede smil, prustede udmattet bag den brede metalskorsten. Fra tagtop til tagtop var den sprunget, søgte en måde endelig at komme ned i de myldrende gader på, hvor den kunne nøde den udsøgte følelse af at kunne jage en masse skræmte byttedyr over én lang nat. Men fanget var den, intelligensen for primitiv til at kunne åbne døren til trapperne, så der var simpelthen ingen måde for dette glubske bæst at komme ned - ihvertfald ikke uden at splatte ud på asfalten eller blive gennemsplintret af et vindue eller to.

Noget forstyrrede dens korte pause fra konstant hoppen og løben. En klikkende lyd, ikke noget Grin i sin dyriske form kunne genkende, men opmærksomheden blev alligevel fanget. Han løftede nysgerrigt hovedet præcist højt nok til at kunne se forbi skorstenens top. Heldigvis var der ingen røg, der smygede sig ud af den, så udsynet var perfekt. Grin udstødte en ekstremt lav knurren, lige præcis lav nok til at ikke engang pigens elverhørelse ville opfange det. Poternes lange sorte kløer skravede forsigtigt i jorden, utålmodige efter at springe frem. Langsomt krøb de menneskeligt formede bagben fremad, så når han sprang op i luften, ville det blive langt nok til at komme foran skorstenen - så han ikke smadrede ned i den grundet for lidt styrke i hoppet.

Med ørene fremad, savlende gummer og et sultent blik, besluttede han sig endelig for at vise sig frem for det kvindelige, mørke byttedyr. I Grins øjne, var hun intet andet end en måde at få afreageret på - og lagt låg på den enorme sult.
Da den var landet stod den som en kampklar ulv, løftede stolt hovedet helt op, og hylede arrigt imod månen. Klar til at angribe, så snart "byttet" ville reagere.

"UuuuuuuuUuuuuuuuUuuuuuuuuuh!"

Mænd. Det var som at løbe igennem en beton jungle med sultne, sorte ulve, øjet ikke kunne spotte. Hver en ulv var iklædt fårets klæder og vidste hvordan den opbyggede en facade af venlighed, og anstændighed – for at dække over det sørgelige faktum at under dets harmløse sky uld, gemte der sig en mørk, strittende, grov pels, som rejste børster af den der kom for tæt på. Man kunne aldrig være sikker på ulvens intentioner. Og bevares man kunne lære at elske en ulv, at vise den hengivenhed og troskab, og man kunne gå i flere år ved siden af ulven uden at den bed. Men i sidste ende ville dens natur kalde og den ville vise sin vold; knurre og fremvise dens tænder, i en hidsig grimasse. Aldrig nogensinde stole på en ulv. Og hun havde været for dum, for naiv og havde derfor stukket sin hånd i fenris ulvens flab – som om hun ikke vidste hvad der gemte sig bag det charmerende ydre. Og pludselig havde hun været omringet af indtil flere ulve, der alle kun hungrede efter én ting: kød.

Hun indåndede; følte hvordan hendes brystkasse udvidet sig og hvordan kroppens skælven så småt fortog sig. Det var et held at hun overhovedet havde nået at smutte ind i bygningen. Hun vidste ikke hvilken gud hun skulle takke, eller om hun blot skulle rose sig selv for at have tænkt hurtigt i det øjeblik. Om ikke andet ville hun hellere tro på sin egen evne, end at falde på knæ og ærbødigt takke en åndelig ledsager hun endnu ikke havde set.
Det hvide hår blev leget med af den kælne nordenvind, fik det til at suse for hendes øre. Hun rakte hænderne op imod sit ansigt for at feje det flagrende korte hår om bag de spidse øre, og se ud over byen og dens lys; det syntes som tusindvis af kunstige stjerner. Ved bygningens fod kunne hun let opfange lyden af byens trafik. Det fik hende til at udånde og lukke øjnene i et øjebliks indre ro. Det varede dog kun indtil en helt anden lyd fangede hendes opmærksomhed:
Lyden af klør imod beton tagets overflade og en sær duft af canine, forstyrrede hendes lugtesans. Hun nåede akkurat at vende sig halvt om, inden hendes pupiller trak sig sammen og hendes ansigts udtryk døde. En faktisk ulv havde sneget sig ind på hende, imens tanker havde distraheret hende. Hvilken forbandelse hvilede over hende?! Som den hylede imod månen, mærkede hun en rædsel gå igennem kroppen på hende. Det fik hendes krop til at skælve, og benende til at give efter under hende. Hun endte med at sidde på hug, med håndfladerne presset imod sten gelænderet. Hendes læber separerede sig som hun higede efter vejret, og de mørke øjne så vagtsomt på det uhyre der stod foran hende: med en kats angst i blikket. De lange øre vrikkede kort, inden hendes stirren blev til en studering af modstanderen. Varulv? Var hendes første tanke, givet dens deforme og næsten menneskelige kropsbygning. Men de var fabeldyr?! Fantasi væsener der ikke fandtes i virkeligheden!

Hendes hjerte begyndte at banke opstemt, imens hun langsomt rejste sig fra sin plads ved foden af gelænderet. Vurderede kræet og dets intentioner, selvom de blanke øjne sagde alt: sult!

Hele verden var så anderledes, når man brugte disse instinkter, kiggede igennem anderledes øjne, følte omgivelserne med en anden krop. Man tænkte ikke, gjorde bare det, som var en af natur. Den slimede tunge nød at fugte snudeskaftet og den omkringsiddende pels. Øjnene fokuserede på byttet, tillod kun hjernen at se det som føde. Uanset smuk eller grim af udstråling. Den indskrumpede brystkasse dunkede som en rytmisk tromme - enten for tæt på de udstående ribben eller for langt væk til at maveskindet kunne følge med. Halen baskede imod loftets overflade, fejede små sten ud til siderne, hvilket skabte små støvhvirvler, der dansede med den barske himmelvind. De mange latteragtige hulkelyde kildede sig vejen ud af struben, hev i det forskrækkede offers hud, men uden at det ville blive bemærket. De forlængede sorte fingernegle skar små rifter ned langs metalskorstenens ellers solide krop, afgav et skingert, ordtavst smertehvin. Ørerne ruskede i sig selv, fløj op og ned, fangede enhver lille node, der kunne komme på tale. Lige fra offerets forhøjede hjerterytme, til sveddråberne, der listigt kravlede ned af dets skjulte nakke.
Musklerne dunkede i det aflange, behårede ben, spændte sig sammen - klar til igen at springe fremad i et nådesløst angreb fra fugleperspektiv af. Et sidste hyl gurglede ud imod himlen, inden de glasdukkehvide øjne lignede to slørede kugler omringet af nattens utallige kulfarvede skygger.

Luften susede imod den fetynde pels, kærtegnede den varme krop, hvor enhver muskel og nerve dunkede, arbejde og sled i det, for at opretholde det hidsige, sultne temperament. Få det til at balancere med den øgende styrke, som vreden til gode gav dette bæst i sit værste humør. Når den havde sat sig for at lege, flænse, dræbe, æde og massakrere.
"Rrrrr.. Huuuu.. Aaaaauuu..." Den rystede ivrigt sit hoved, nysgerrig over hvor byttet var forsvundet hen. At byttet ikke gjorde det nemt, øgede bare dets lyst efter at slagte det. Bruge det som et legetøj, inden sulten skulle stilles for natten. Den hylede arrigt, bankede de lange fingre ned i jorden, og stampede som en vred tyr med de forstærkede, ulveagtige bagpoter, der alligevel havde en abefods længde og lidt for lange, knogleagtige tær - med ekstra skarpe, sort og gullige negle. Halen piskede luften, lavede heftige lyde, der nærmest ville få den til at tro, at den havde evnen til at flække vinden i to.
Ak den startede atter at hyle, ivrig efter at finde sit udvalgte bytte.

//Det ik så langt.. Sorry ^^'//

Heldet var at kræet ikke opfangede hendes knælende position, tvært imod syntes det at blive ufattelig frustreret over at have mistet dets udkårende. Hun tvivlede dog på at hendes race ville smage behageligt; lidt for meget af tjære og alt for sejt kød der knap kunne tygges. Det var i hvert fald en teori hun havde. Så megen metafori om ulve og nu stod hun faktisk overfor et dyr der var lige netop det hun havde filosoferet over: mand og ulv. Et surrealistisk sammentræf, men et sammentræf ikke desto mindre.

Den næste kavalkade af hyl og knurren, blev hendes start skud til at få sig sneget hen til den modsatte kant. Hun pressede sit legeme imod sten gelænderet, grab fat om stolperne der udgjorde dets form, og lod sig meget langsomt glide op langs det. I processen trådte hun ud af sine sko og tog fat om den ende da hun stadig var halvt på hug. Hun rettede sig op og stod tydelig i måneskinnet, da nattens blege lys ikke kunne dy sig for at lege med de hvide strenge hendes hår udgjorde.
Hun kastede skoen og sigtede efter dyret for at fange dens opmærksomhed.

,, Hey!", råbte hun i samme øjeblik.

Hendes hænder lagde sig over gelænderet. Vejrtrækningen blev hurtigere og hun bed sig kort i læben for at få styr på sine nerver. Hun havde en plan! En dumdristig plan, men en plan ikke desto mindre. Hun skulle bare have monstret til at angribe og det virkede ikke så svært.

// Undskyld tiden og kvaliteten af svaret. ^^''