Et farligt venskab. Xxx // Foxina

S: Ved baren.
T: 20.30.
O: Terre, byen.
P: Sort kjole, løst hår og smukke sko.
V: En lidt kølig luft, sommer.

Idun var ved at lægge en lys øjenskygge på foran spejlet på hendes værelse. Hun havde allerede kjolen på, og manglede bare nogle sko og lidt mascara. Hun boede desuden oppe på 1. etage og det var meget dejligt. Og hun havde desuden også en smuk udsigt ud til skoven og de store marker. Da hun langt om længe var færdig med at lægge makeup på, tog hun sine diamantsko på, som hendes far havde købt til hende. Det var ikke meningen, at hun skulle ligne en poppet dulle eller en snob. Hun havde altid været et rart menneske, så hun vil ikke være som de andre piger der sminkede sig grimt. Hun fandt endelig sin frakke, som hun havde ledt efter og gik nedenunder hvor hendes far sad og så fjernsyn. Bare han ikke så hende, fordi ellers ville han køre hende hen til baren, men hun kunne altså godt gå selv, mente hun. Og så skulle hun høre på alt hans pladder om ikke at drikke for meget, og skrive hvis han skulle hente hende. Desværre vendte han hovedet om og så hende.

"Er du allerede ved at gå? Jeg kører dig derhen, skat. Du skal ikke gå i de fine sko. Desuden henter jeg dig klokken 23.00, og du må ikke drikke for meget, vel?" fortalte han hende alvorligt og gik ud med hende til bilen. Idun blev sur og irriteret på ham. Hun var 17 og kunne godt passe på sig selv, men næ nej, han skulle bare køre hende og holde hende tæt til sig. "Jeg kan godt gå selv, far! Jeg er 17 år gammel, og jeg har altså 2 ben!" sagde hun, mens han kørte hende derhen. Han smilede blot til hende og sagde :"Jamen du skal ikke komme til skade, skat. Jeg passer på dig og det er mit ansvar, at du kommer hjem til tiden." Idun sagde intet, hun var sur og tvær. Bare fordi de havde mistet deres familie, betød det ikke at hun ikke måtte gå ud og feste med andre mennesker. De var endelig kommet frem til stedet, og hun styrtede ud af bilen og løb nærmest over til baren. Hun kunne høre ham råbe et eller andet, men hun var ligeglad, hun ville bare have en drink lige nu. Der var mange mennesker den lørdag, men der var næsten ingen der sad ned ved bordene eller baren. Alle dansede og så ud til at have det sjovt. Mens hun bestillede en drink, filur, så hun sig omkring. Der var lækre unge fyre, men hendes far havde sagt til hende, at hun skulle holde sig væk fra dem. Hun himlede med øjnene og sad og betragtede fyrene med et smil.

Foxina var i færd med at tage af bordet efter aftensmaden. Hendes mor var omsider kommet hjem. Hun havde taget en lur på sofaen, som hun plejede at gøre. De havde fået spaghetti med kødsovs, og hun havde puttet noget hvidløg i, for at få lidt mere smag. Foxina havde besluttet sig for, at tage ud i aften og møde nye mennesker, selv om hun ikke var særlig social anlagt. Da hun var færdig med opvasken, gik hun ovenpå for at finde sin røde kjole som gik til lårene og som dækkede røven. Hun fik lagt en fin, svagelig lyserød øjenskygge på. Hendes hår ville hun have sat op i en fin fletning, da hendes hår i forvejen var meget langt. Det sidste hun gjorde var, at lægge mascara på og smutte nedenunder for at hente sin fine læderjakke, og tage sine smukke, røde højhælede sko på og smuttede udenfor i det lidt kølige vejr.

Hun gik på gågaden og mod baren hurtigt med hendes pung i hånden. Der lød musik overalt på gågaden, nogle højere end andre, og det var alt sammen sådan noget hardstyle musik. Det lød hæstligt, tænkte hun irriteret og var snart henne ved baren. Hun så en stor sportsvogn holde derhenne. En pige løb nærmest ud af bilen, og personen som sad i bilen, råbte vist et eller andet til hende, men det så ud til, at hun var ligeglad. Bilen kørte væk, og hun fortsatte indenfor, hvor musikken ikke var nær så høj og støjende. Der var mange mennesker som dansede. Nogle dansede mærkeligt og spastisk, og andre dansede pisse godt og smukt. Hun valgte, at sætte sig hen ved baren, der hvor den unge kvinde havde sat sig og drak en filur, og bestille en filur. Det var hendes yndlingsdrink, og hun endte altid med, at blive fuld. Hun var sådan set ligeglad lige nu. Det havde været en hård dag for hende at passe sin mor, for det havde krævet, at hun havde været på 24/7. På en måde, var det virkelig trættende for hende. Det her måtte sgu snart stoppe, tænkte hun og betragtede den unge pige nøje. Hun så meget rig ud, med alt det fine tøj, n havde på. "Hej med dig! Undskyld, jeg sådan presser mig ind, men skal vi drikke os stive sammen?" spurgte hun og smilede over hele hovedet og rykkede nærmere.

Idun sad og stirrede på en lækker fyr. En ung fyr med sort, kortklippet hår og nogle lækre overarme. De havde blinkede til hinanden nogle gange og smilede frækt. Hun så pludselig en pige på næsten hendes alder sætte sig og bestille den samme drink som hende selv. Pudsigt, tænkte hun og betragtede hende. Da pigen så spurgte hende, om de ville drikke sig skæve sammen, måtte hun nok hellere afslå. Da hendes far vil blive tosset over, hvis hun var blevet fuld. Han mente åbenbart, at det kunne være farligt at drikke så meget. Det var det også, tænkte hun, men det var jo sjældent at hun drak. Hun lagde hænderne på disken og så smilende på den unge, smukke pige.

"Beklager, unge ven. Jeg må ikke for min far, selvom det lyder virkelig barnligt, men han har forbudt mig at drikke mig selv i hegnet. Må jeg fylde alkohol på dig? Hvis du altså brænder for det? Mit navn er Idun. Hvad er dit navn? Du virker rimelig flink." fortalte hun og drak sin filur op.

Foxina lyttede nøje efter Idun og nikkede til det hun sagde. Det måtte virkelig være nederen ikke at måtte drikke for sin far. Hendes mor var nærmest iskold for, om hun drak sig i hegnet. Hendes mor havde alligevel nok at tænke på med hensyn til sit arbejde. Hun gjorde, hvad hun ville, og hun havde jo alligevel huset for sig selv. Idun? Det navn havde hun aldrig hørt før, men det var også virkelig smukt og specielt. "Hyggeligt at møde dig. Mit navn er Foxina. Det lyder frygtelig kedeligt! Det må være nederen ikke at drikke for sin far. Altså hvis du bare drikker lidt med, uden at blive helt fuld selvfølgelig. Vil bare ikke drikke alene, Idun." fortalte Foxina og smilede lidt forsigtigt.

"Hvis jeg var dig, havde jeg brudt reglerne overfor min far, selvom jeg ikke har nogen far mere, men det er en anden side af sagen." fortsatte hun og drak videre. "Jeg skal nok betale for drinksene." afsluttede hun og drak mere og mere.

Idun grinede lidt af Foxina. Hun kunne ikke bare sådan lige bryde hendes fars regler. Hun vil få sådan en lussing og ryge ind på værelset og få stuearrest der i en uge. Skulle hun fortælle det til hende? Kunne hun mon stole på sådan en druk-fisk? Tja, hun kunne jo spørger hende. "Sikke et dejlig navn, Foxina. Nu er det sådan, at hvis jeg skal fortælle dig, hvorfor jeg ikke må drikke, kan jeg så stole på dig?" spurgte hun lidt mistroisk, men inden Foxina nåede at svare, ville hun fortælle hende det. "Nej, vent, du behøver ikke sige noget. Det kommer jo alligevel ud før eller siden. Min familie er væk og borte, undtagen min far. Han er meget rig og velhavende, og han tolerere ikke, hvis jeg bryder reglerne. Jeg får lussinger af ham, hvis jeg gør sådan noget, men vi kunne jo stikke hjem til dig, hvis jeg drikker mig skæv." fortalte hun og smilede lidt lumsk. Hun tog derefter mere at drikke.

Foxina lyttede til Idun igen. Hvor tragisk, at have mistet sin familie sådan pludseligt, og så kun have en far. Så havde hun det slet ikke så slemt, som hun gik og troede. At have sådan en syg far, der ikke tolerere, at hans egen datter laver lidt ballade indimellem, uden at det fører til politi eller vold. Hun ville faktisk have haft spurgt hende, om hun ville drikke med hende igen og derefter gå hjem til Foxina og sove rusen ud, så hendes far ikke opdagede noget. Hun så derefter op på hende og smilede lidt sjovt til hende. "Jeg betaler for at vi drikker fuldt ud i aften, og så går vi to hjem til mig." sagde Foxina og smilede igen til hende. Denne plan var helt perfekt, og den kunne ikke gå i vasken, vidste hun med sikkerhed.

Idun var en meget smuk pige, og Foxina følte lidt, at hun havde fundet en som hende. Hun havde også mistet nogle fra familien af. Selvom hendes far havde været grusom imod hende, elskede hun ham stadig, men han var død og borte. Hun slog tankerne væk og kiggede ned på hendes nu 6. købte drink foran hende. "Denne plan ryger ikke i vasken, min ven. Det lover jeg. Selvom din far sikkert bryder ud af raseri, skal jeg nok snakke med ham, hvis jeg møder ham i morgen eller noget. Du får ingen tæsk, det gør jeg nok. Og det skal du ikke have ondt af." sagde hun, som om det var helt normalt og at hun var vant til det. Hun VAR virkelig en person, som tog det stille og roligt med alt.

Idun sad bare og stirrede chokeret på hende. Foxina altså, tænkte hun chokeret og kunne ikke få dem tanke ud af hovedet. Bare overlad det til Foxina? Hun vil blive tæsket så meget, at hun ikke vil kunne genkende sig selv. "Foxina, det er meget sødt af dig, men jeg skal nok betale for det her. Jeg er jo rig, ikke for at prale eller noget, søde. Desuden, hvordan kan du være så rolig og fattet? Min far river hovedet af dig!" sagde hun advarende og bestilte 7 drinks til dem begge. På en måde var Foxina sej. I modsætning til hende selv, var hun for bange til at bryde reglerne, men Foxina gjorde, som det passede hende, og det kunne Idun godt lide ved hende. En helt speciel pige, de to kunne måske blive venner?

Hun begyndte så at drikke med Foxina. De havde det helt vildt sjovt. Snart var klokken 23.00 og det var ikke sindssygt godt for Idun. Hun kiggede på et tidspunkt op mod uret, det svimlede for hende, men der stod 22.55. Shit, tænkte hun chokeret og puffede til Foxina som også var godt fuld. "Foxina! Min far kommer om 5 minutter! Vi må skynde os hjem til dig nu!" sagde Idun og rejste sig hurtigt op. Hun havde virkelig svært ved at stå op og det kørte rundt i rummet som en karrusel.

Foxina sad blot og smilede til hende, da hun lyttede til Idun. Hun havde altid været den rolige type, men det har hun dog ikke altid været. Engang kunne hun ikke styre sit temperament, men da hendes far havde snakket lidt med hende, lærte hun med tiden at styre det. I dag skal der meget til, før hun bliver sur. "Okay, men hvis du betaler, skylder jeg dig en kæmpe tjeneste nu i hvert fald. Din far kan gøre, hvad han ville. Jeg slår altså bare lidt tilbage, så ved du det. Jeg slår ikke hårdt, men nok til at vise ham, at jeg ikke finder mig i at blive slået. Selvom jeg er en smule bange for mænd, gør det intet. " fortalte hun og drak videre. Hun havde virkelig nydt aftenen sammen med Idun. Hun blev ligeså chokeret, da hun så på uret og lyttede til den chokerede Idun.

"Kom med, søde! Der er en bagdør derovre. Så skynder vi os hjem til mig og gemmer os, hvis din far bare ikke kigger rundt, mens han sidder i bilen." sagde Foxina og løb mod bagdøren og ud af den. Hun vidste ikke, om Idun kunne følge med, men det var nu eller aldrig! Der kom en sportsvogn og holdt henne ved hoveddøren. Det var Iduns far. Skynd dig nu ud, Idun, tænkte hun nervøst.

Idun lyttede, da Foxina havde sagt til hende, at der var en bagdør bagved baren. Hun havde bare virkelig svært ved at løbe eller ligeså gå, men hun prøvede at støtte sig op ad væggen, samtidig med, at hun gik mod bagdøren. Lidt efter kunne hun høre en sportsvogn. Hun vidste med det samme, at det var hendes far, som lige var ankommet til baren. Fuck, tænkte hun, hvis hun ikke skynder sig ud nu, ender hun med at blive taget af sin far og sikkert aldrig måtte drikke bare den mindste smule igen. "Jeg...kommer...nu!" fik hun fremstammet, men hun vidste ikke, om Foxina hørte det. Hendes far var lige netop trådt ind af døren, da han så, at Idun styrtede ud af bagdøren.

Hans smil forsvandt brat. "Idun! Kom så her!" råbte han midt i larmen af musik og råben af mennesker. Derefter løb han mod bagdøren og udenfor. Der var ingen Idun nogle steder. Han opgav efter nogle minutter og kørte hjemad. Idun og Foxina havde gemt sig ovre i en gyde. De åndede lettet op og gik til Foxinas hus. "Det var godt nok tæt på, Foxina! Min far river seriøst hovedet af mig nu." sagde Idun forfærdet og tog sig til hovedet.

Foxina havde stadig et smil på læben, da de gik mod hendes hus. "Det var sgu awesome, Idun. Godt han ikke så os. Han kommer sgu da ikke til at rive dit hovede af, han kommer til at rive MIT hovede af, og det gør heller ikke noget. Jeg har dog ikke haft den bedste opdragelse ligesom du har, søde. Jeg har da også gjort nogen ting hvor man tænker lidt :" Så opdrag da det pigebarn!" Så jeg har haft for frie tøjler i min barndom. Så er vi her endelig." fortalte hun og låste hoveddøren op og gik indenfor sammen med Idun. Hun smed nøglerne på køkkenbordet og tændte for lyset i stuen. Hendes mor var væk, men det overraskede hende ikke. Hun var vel taget over til en af kokkene for at overnatte der.

"Ja, her bor jeg så. Håber du falder ned i sofaen og tager en slapper nu, så går jeg hen og laver noget varmt mad. Det var alligevel også en smule køligt udenfor. Jamen halløj, Kanza!" sagde Foxina pludselig og nussede Kanza på hovedet. Kanza havde tungen ude af munden og gik hen for at hilse på Idun. "Hun gør dig intet, søde. Jeg laver altså bøffer, hvis det er i orden med dig?" sage hun, men lavede bøfferne alligevel, trods Idun ikke havde svaret hende.

Idun gik og lyttede til Foxina. Ikke den bedste opdragelse? Hun syntes derimod, at Foxina var sej, som hun var, og mente ikke, at hun skulle opdrages yderligere, ellers forsvandt den Foxina, hun elskede allermest. Hun stoppede overrasket op ved Foxinas hus. Sikke et dejligt sted at bo, tænkte hun. Her var ikke en sjæl i området, undtagen dem. Der var også så stille og fredeligt her, og ikke mindst smukt. "Sikke et vidunderligt sted! Og tak. Jeg er alligevel træt, så jeg sætter mig ned nu, hvis det er sådan, du vil have det, søde." sagde hun drilsk og tog først skoene og jakken af og derefter smed sig på sofaen og stønnede indvendigt. Bøffer? Hun kom til at grine af Foxina, fordi hun stod og lavede bøffer kl 23 om aftenen. Hun var altså ikke helt normal i sit hoved, men som sagt, elskede hun Foxina, fordi hun var sig selv, og samtidig også en smule mærkelig.

"Sikke dog en dejlig hund. Hej Kanza! Faktisk må jeg indrømme at du er en smule mærkelig, men det er det, jeg kan lide ved dig, søde. Bøffer er helt fint, men om aftenen klokken 23 ligefrem?" Sagde hun og lo, og aede blidt Kanza på dens hoved. Hun vil ønske, at hendes far gav hende frie tøjler, så hun også kunne mærke sin ungdom og frihed ude i nattelivet. "Hvad arbejder sin mor så med?" spurgte hun pludseligt.

Foxina kunne heller ikke lade være med at smile, selvom hun stod med ryggen til Idun. "Ja, bare lad som om du er hjemme, søde. Min mor er alligevel ikke hjemme, og min bror er flyttet ud for længst! Han var godt nok også en nar, må jeg sige." fortalte hun og vendte bøfferne på panden. "Jamen jeg ved godt, at jeg gør de mærkeligste ting, men det er fordi jeg vil være anderledes og ikke være som alle andre. Jeg kan lige så godt være på tværs, hvis det er. Jeg laver bøffer, når det passer mig. Selv klokken 3 om natten, kunne jeg finde på at æde en bøf. Det har bare altid været min livret. Jeg laver lige brun sovs til også!" sagde hun og små lo.

Da hun fik Iduns spørgsmål om hendes mor, forsvandt smilet på hendes læbe, men kort efter kom smilet igen. Hun havde aldrig været glad for at tale om sin mor, men når Idun spurgte, vil hun også helst svare. Hun prøvede at dække sin sorg med et grin. "Altså min mor arbejder som kok i sin egen restaurant. Hun overnatter tit hos andre mænd, hvilket gør mig en smule urolig. Jeg har har intet imod at være alene, syntes kun det er rart og sludre med Kanza uden nogen kommentere det. Hvad går din far så og laver? Det må være dejligt, at have en far der er så stenrig!" udbrød hun og smilede atter igen. Sovsen og bøfferne var snart færdig, og der bredte sig en duft i hele huset.

Idun kunne altså ikke lade være med at grine af hende. Hun var den mærkeligste pige, hun nogensinde havde mødt før. Det føltes som om, at hun havde fået en ven for livet nu. Hov, hendes mobil vibrerede pludselig i hendes jakkelomme ude i gangen. Hun valgte, at tjekke den bagefter. Klokken 3 om natten kunne hun æde en bøf? Hvis hun ikke vidste bedre, ville hun mene, at hendes animagus var et rovdyr, men det var hun jo også selv. Og en gang indimellem følte hun, at hun også bare havde lyst til at æde en bøf i ny og næ. Gad vide, hvilken animagus Foxina var? Vent, navnet gav jo sig selv! Hun var en ræv. Åh, hvor kært, men hun måtte hellere spørge hende først, før hun fik rodet sig ind i noget.

Hun sad og lyttede til Foxinas historie om sin bror og sin mor. Stakkels hende, hendes mor havde sikkert alt for travlt med sin restaurant, til at tage sig af sin egen datter. Og sikke en dum bror. At efterlade hende på den måde var ondt gjort. "Har 2 spørgsmål til dig, men min far er bankdirektør. Han HAR til gengæld tid til mig, og dog alt for meget tid! Det er ikke altid fedt, at blive udstillet som en dulle, bare fordi min far køber dyrt tøj til mig. Okay, her kommer spørgsmålene: Hvilken animagus er du? Og hvad skal vi gøre i morgen?" Hun var bekymret for sin far. Han kunne finde på, at efterlyse hende overalt i landet. Måske var det her alligevel ikke den smarteste ide, Foxina havde fået. Derefter gik hun over til sin jakkelomme og fandt mobilen frem. Hun lænede sig op ved køkkenbordet ved siden af Foxina og læste beskeden.

"Hvis du ikke omgående kommer hjem, så ved du godt, hvad der sker, unge dame! Jeg ved godt, at du flygtede fra mig i baren."

Hun så forfærdet på beskeden op til flere gange. "Min far har skrevet, at hvis jeg ikke omgående kommer hjem, ved jeg, hvad der vil ske." fortalte hun til Foxina.

"Okay, jeg kan se dit problem, søde. Din far har for meget tid til dig, og min mor har for lidt tid til mig. Vi bør søge hjælp! Desuden skal du selv bestemme, hvad du tager på af tøj og makeup. Du går vel sikkert på en privat skole, ikke at jeg har fordomme for sådan nogle rige mennesker, men jeg syntes, at selvom man er rig, så bør alle behandles som ligemænd. Hehe, jeg kan godt lide dine spørgsmål, søde. Ja, jeg er en ræv, og du vidste vist godt, at jeg var en animagus, hvad? Og hvad vi skal gøre i morgen er vist lidt af et mysterium, men det er som sagt mig der er skyld i dit nye problem, ellers skal din far vist hidse sig en smule ned." fortalte Foxina og lagde bøfferne på en stor tallerken og sovsen lod hun står og slumre lidt.

Hun begyndte at dække bord. Tallerkener, bestik og glas blev sat frem på bordet, og sovsen og bøfferne stillede hun over på bordet. Hun lagde mærke til Iduns bekymrede ansigtsudtryk, og rynkede hendes øjenbryn en smule og lagde hovedet på skrå, og satte sig stille hen ved bordet. Hun fik svaret og vidste ikke, hvad hun skulle sige eller gøre. "Altså han tror, at du ved, hvad han vil gøre eller hvad? Spørg ham lige, om han har en skrue løs oppe i hovedet! Skal nok sige nogle ord til ham i morgen, når jeg aflevere dig, søde." sagde hun lidt små sur og øsede sovs og en bøf op på Iduns tallerken. Hun havde brugt alt kødet fra køleskabet af, så i morgen skulle hun alligevel købe ind igen. "Og slap af, Idun. Der sker dig ikke noget, så længe jeg er der." sagde Foxina afslappet og øsede op til sig selv.

Hendes blik farede op på Foxina. Hun ville IKKE tilbage til sin syge far, fordi hun vidste, at Foxina ikke ville være der for evigt. Hun iagttog Foxina idet hun dækkede bord. Burde hun være bange? Måske ikke, når Foxina virkede så selvsikker. Aha! Hun var altså en ræv, og så gav det også bedre mening nu. Hun kom til at grine, da Foxina sagde, at hun skulle spørge sin far, om han havde en skrue løs. Hun havde mega meget lyst til det, men var det nu klogt? Han viste ingen nåde overfor hende, så hun vidste ikke, om hun skulle gøre det, for hun havde skrevet teksten. Så det gjaldt bare om at trykke send eller slet det hele. Hun tog en dyb indånding og trykkede send, og kom til at smile, og satte sig hen ved bordet og begyndte at spise.

"Tak fordi du er der for mig. Vi kender da hinanden lidt bedre nu, men jeg syntes, du er en god veninde allerede nu! Men ja, du har ret, jeg burde selv bestemme hvad for noget tøj, jeg burde gå i." svarede hun og små lo lidt. Hun kunne ikke lade være med at tænke på den besked, hun havde sendt sin far. "Jeg kom forresten til at sende en strid besked til min far. Der stod," hun lavede sin stemme om til en spasser stemme, "Kære far. Syntes du er en smule sindssyg i dit ansigt. Hvis du vil have mig tilbage, skal du give mig lov til at drikke og feste noget mere og længere tid. Din gamle nar!" Hun begyndte at få det største grineflip overhovedet. Inderst inde vidste hun godt, at det var forkert, men man levede jo også kun 1 gang i livet.

Foxinas mad smagte igen virkelig godt. Bøffer var en lille smule røde indeni, men det var det, der var godt. Sovsen smagte perfekt. Hun var blevet rigtig god til at lave mad. Hendes mor havde jo trods alt lært hende det, som havde lært det fra hendes mor osv osv. Hun lyttede ivrigt til det, Foxina sagde og nikkede stille. Idun skulle altså bare være mere selvsikker og stå fast ved det, hun sagde. Særligt overfor sin far, som var en psykopat. Selvom han allerede havde mistet sin familie, skulle det ikke altsammen gå ud over Idun. Hun kom til at grine med, da hun hørte beskeden. "Det var sgu godt skrevet, men din far lader dig ikke ligefrem komme videre, før han har et sin hævn, søde skat." sagde hun uroligt.

Hun havde i alt lavet 4 bøffer til dem hver. Kanza sad pludselig ved siden af hende og tiggede igen. Hun plejede altid at få et stykke af hendes bøf. Foxina himlede med øjnene og skar et stykke bøf ud og gav hende det. "Har han kommenteret det, du havde skrevet?" spurgte hun og satte sig op.

Idun syntes, det var fedt, at kunne brude reglerne med en der var så røv-ligeglad med regler i forvejen. Det her havde hun aldrig prøvet før, men det var virkelig sjovt. Det her måtte hun gøre næste gang, de var sammen, hvis der altså blev nogen næste gang, tænkte hun lidt bekymret og tjekkede sin mobil. 1 ny besked, stod der. Det måtte være hendes far, tænkte hun og åbnede beskeden. Der stod en forfærdelig grum tekst, som hun ikke ønskede at læse. Hun gav den til Foxina. "Læs den op. Vil ikke læse den selv, søde. Vær rar at læse den." sagde hun trist og forberedte sig på at få den største skideballe over en enkelt SMS. Det her var latterligt. Der var jo ingen grund til at frygte ham. Hun havde jo Foxina lige her. Hvad kunne der gå galt?

Foxina var lidt nervøs, da hun fik stukket mobilen helt op indhentes ansigt. Hun tog den og åbnede beskeden. Da hun havde læst den inde i hovedet, kiggede hun en smule nervøst op på Idun, men kiggede hurtigt ned igen. "Hvis du vil høre den, så bliver du bange. Så ved du det nu, søde." sagde hun og rullede op så hun kunne læse teksten igen.

Hør her, lille skat. Det er med garanti ikke dig, som har skrevet det der eller i hvert fald opfundet de ord. Men nu skal du høre, hvad jeg har, at sige til dig, unge dame! Jeg finder mig ikke i din opførsel, og hvis du kommer hjem i morgen, så lover jeg dig for, at du aldrig kommer til at komme ud til fester og drikke, men til gengæld slipper du med tæsk!"

Foxina og Idun kiggede begge forfærdet op på hinanden. "Så skal der vist nogle ord fra mig af, min ven." sagde hun afslappet og gav Idun mobilen igen. Hun havde i tankerne, at de skulle gå hen til Iduns far og sige nogle borgerlige ord. Det skulle nok blive hygge, tænkte Foxina og ryddede af bordet og vaskede op. "Skal vi ikke gå i seng, søde? Jeg er rimelig træt, og du må gerne ligge i min store seng med mig!" sagde hun ivrigt og blev færdig på nul komma fem. Hun var allerede på vej op af trapperne.

Idun kunne slet ikke forstå sin far. Havde han aldrig været ung eller hvad? Havde han aldrig festet eller drukket? Han havde sikkert været sådan en lille artig dreng, som hurtig blev voksen, tænkte Idun vredt og hjalp med at tage ud af bordet. "Jeg er egentlig også træt, så tak fordi jeg må overnatte her. Nu står vi vist kvit." sagde hun og fulgte hende med op af trapperne og ind på hendes store værelse. "Sikket et smukt værelse, du har." udbrød hun og smilede.

Hendes seng var enorm. Hun måtte ligge guddommeligt i den seng. Hvis Kanza også lå der normalt, var der stadig en del plads til endnu flere. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre, så hun smed tøjet, og var ligeglad med, hvad Foxina ville sige eller gøre. Så lagde hun sig ned under dynen og tænkte lidt. "Gik vi så over i morgen til min far eller hvad?" spurgte hun lidt nervøst. Hun vil godt se sin far, men vil ikke få skældud. Hun lukkede øjene og regnede med, at Foxinas svar ville blive, at de vil gå derhen.

Foxina rystede på hovedet. "Vi står ikke kvit, før jeg har snakket med din far, søde ven. Jeg stopper ikke, før jeg når målet. Du må sove godt, putte." sagde hun blidt, da hun så Idun lægge sig på hendes seng. Da hun så var faldet i søvn, bad Foxina Kanza om at lægge sig i sin gamle kurv, og det gjorde hun så. Hun smed sit tøj derefter og lagde sig under dynen iført bikini trusser og bh. Det var altid rart at ligge i sådan noget. Hun var ikke spor bange for at få en på trynen af Iduns far.

Næste dag da klokken slog 8.00, var Foxina allerede oppe. Hun havde sørget for at lave morgenmad. Blødkogt æg og varm kakao, samt noget ristet brød og smør. Hun formåede virkelig at gøre noget ud af morgenmaden. Hun smilede derefter tilfredst og måtte se at vække Idun. Så hun hoppede i sengen og råbte højt :"Så er der morgenmad, unge dame! Vi skal op og slås med kære, gamle fader!" Og derefter gik hun nedenunder og smilet kom frem på hendes læber, da hun satte sig og begyndte at æde.

Idun faldt i søvn med et smil på sin læbe. Det var rart have en som Foxina, som kunne hjælpe hende med nogle problemer. Hun virkede selvsikker og cool. Det var det, hun kunne lide ved Foxina, en afslappe og dog cool tøs. Hun havde dog en forfærdelig drøm om hende, Foxina og Liam. Den var frygteligt.

"Kom nu, Idun! Bank på, så skal jeg nok snakke med ham." sagde Foxina sikkert og afslappet. Idun bankede så på og der blev åbnet med det samme. Liam havde det vredeste ansigt, hun nogensinde havde set. Hun var blevet meget bange for ham nu, men Foxina havde blot trådt frem. "Nu håber jeg ikke, at du tæver din kære datter her, vel?" havde Foxina sagt alvorligt og lagde en hånd på Iduns skulder. "Du skal blande dig udenom min datters og mit privatliv. Skrub af!" råbte ham og slog ud efter hende. Han ramte hende på siden af hovedet. Hun slog igen og de kom op at slås til sidst. Det endte med, at Liam vandt og Foxina løb haltede hjem. "Og du kommer med mig ind!" råbte han og gav hende en hård lussing, så hun faldt på jorden. Han rev hende op og hun råbte adskillige gange på Foxina, men hun var væk.

Hun vågnede brat op, da Foxina hoppede på hende. Var det kun 8 om morgnen?! Hun var alt sindssyg i hovedet. Hun gned øjene og tog sit tøj på, og gik nedenunder og satte sig ved bordet. "Sikke et mareridt. Du blev tævet af min far, søde. Forresten lækker morgenmad." fortalte hun og begyndte med ægget.

"Det lyder lidt overdrevet. At blive slået af din gamle far i din drøm, gør mig ikke mindre sikker på, hvad jeg skal sige til ham. Og tak. Jeg plejer altid at gøre noget ud af morgenmaden." Svarede hun og smilede blidt til hende. "Jeg har derimod drømt, at din far overgav sig og aldrig mere ville slå dig. Så der var ingen slåskamp der." fortalte Foxina hende og prøvede at berolige hende så godt som overhovedet muligt. Det skulle nok gå. Hun havde jo forberedt sig hele natten med sin gode drøm i tankerne og den høje selvsikkerhed.

Det var godt, Idun kunne lide maden, og hun blev kun mere og mere glad for hende. Bare de kunne ses igen, efter Idun var blevet afleveret. Hun frygtede, at hun aldrig mere ville komme til at se hende igen. "Jeg hjælper dig, søde. Skal vi snart smutte?" spurgte hun og tog stille og roligt af bordet. Hun vidste, Idun havde nerver på, og hun ønskede at gøre det så let for hende. "Kom Kanza. Du skal alligevel med ud at gå tur." sagde hun. Kanza rejste sig op og gøede højt. Den elskede at gå ture med Foxina. Foxina var klar, men var Idun det?

Idun håbede lidt på, at Foxinas drøm ville gå i opfyldelse, og ikke hendes egen drøm. Hun havde endelig spist færdig, selvom hun i starten ikke ville spise, fordi hun var så nervøs for, hvad der vil ske, når de troppede op hos hendes sure far. Hun nikkede, da hun var færdig med at spise og rejste sig og gik ud i gangen. Tankerne fløj rundt inde i hendes hoved. Gad vide, hvordan han vil reagere, når han så hendes skamfulde fjæs dukke op i døråbningen? Da hun havde taget sko på og gik ud, tænkte hun bare på at flygte, da de næsten var fremme, men det vil være lidt ondt overfor Foxina, som virkelig gerne ville hjælpe hende.

"Jeg er lidt bange, må jeg stå fast ved. Hvordan tager han imod mig? Hvad ville der ikke blive af mig bagefter? Hvad hvis vi aldrig ser hinanden igen?" spurgte hun oprørt og tårene væltede ud af hende. Hun stoppede så lidt efter. Hvor pinligt, tænkte hun. Foxina havde så trøstet hende undervejs, og de var nået frem til huset. Foxina og hende gav hinanden et kram, og Idun bankede stille på døren og ventede nervøst.

Foxina havde beroliget hende hele vejen hjem til Idun. Da de stod foran døren, og havde krammet hinanden, og Idun nervøst havde banket på døren, blev der tavshed mellem dem begge to. De kunne begge høre en trampen i huset og mod hoveddøren. Der blev åbnet hurtigt op. Der stod han, rank og høj, og kiggede vredt på begge tøser. Foxina måtte hellere sige noget nu, før Liam gjorde. "Jeg kommer med Idun. Det var mig, der fik hende til at være en crimerider i går aftes. Det er ikke hendes skyld, men min egen, og nu ville jeg gerne have en forklaring på, hvorfor du skal være så bestemmende overfor hende. Hun er ikke just glad for at komme hjem til en irriterende, bestemmende far. Hun er 17 år. Hun kan godt klare sig selv nu. Hun kommer ikke til skade, hvis hun er sammen med mig." forklarede Foxina roligt og afslappet og lagde vægten over på det andet ben.

"Jeg ved godt, at Idun selv kan snakke, men hør, hun er pisse bange for dig lige nu. Når jeg er gået, slår du hende sikkert som en slags straf, hun ikke har fortjent. Så slå i stedet på mig. Det ville være rart, tak." sagde hun og måtte bide sig selv i tungen for ikke at komme til at grine. Hun kunne ikke tage hende selv seriøst lige nu. Gad vide, om han forstod, hvad hun sagde, for han virkede ærlig talt en smule ophidset.

Idun stod skamfuldt og lyttede til alt det, som Foxina sagde. Hun tog det i det mindste stille og roligt, men vidste det ikke om Liam tog det så roligt. Hun kendte sin far. Hans temperament, havde han svært ved at styre, så han kunne sagtens reagere voldsomt. Nu måtte hun se, hvad der skete. Liam kunne sagtens finde på at angribe hende med vrede ord og vold.

Liam kiggede åndsfraværende på Foxina, mens hun snakkede til ham. Da hun havde talt færdig, vendte han et strengt blik mod Idun. Hun vidste allerede, at hun ville få tæv af ham. "Nå, Idun. Gider du gå med indenfor? Vil lige snakke med dig." sagde han overraskende roligt. Idun lad sig ikke narre af ham. Hun kendte ham alt for godt til at vide, at han vil hende noget godt lige nu. Hun rykkede sig ikke det mindste. Foxina holdt også øje med Liam, og hun slap ikke blikket det mindste fra ham, kunne Idun se. "Jeg går ikke med, far!" råbte hun pludselig og bakkede væk fra ham. Han kneb øjnene en smule sammen og gik mod hende for at tage fat i hendes arm. "Du kommer med nu, ellers hiver jeg dig ind i stedet." sagde han og fik fat i hendes arm og trak hende mod huset. "Gå nu bare, Foxina." sagde hun og opgav at kæmpe imod. Foxina måtte gøre, hvad hun ville, bare ikke slås med Liam.