Who are you? // Dean

Tid ✝ 18:11
Sted ✝ Milos lejlighed
Vejr ✝ Koldt og fugtigt, idet det regner.
Omgivelser ✝ Læs indlægget~

Regnvejr igen. Hvor perfekt.
Milo sukkede tungt, idet han blik fulgte de fede regndråber, der kæmpede sig vej ned af den halvbeskidte rude. Han sad i sin vindueskarm og havde i den sidste halve time ikke foretaget sig andet end at sidde og betragte, hvordan det triste vejr udenfor udartede sig. Først havde det blot været gråt og overskyet, men så havde et par enkelte dråber brudt igennem skylaget, og snart silede det ned i stride strømme.
Tilværelsen som udødelig – eller snarere død med et evigt liv foran sig – virkede så uoverskuelig. Normalt ville han havde udnyttet en regnvejrsdag som denne til at se en film eller øve sig på klaveret eller hænge ud med en ven. Men ikke nu. For tiden kunne han slet ikke få sig selv til at lave noget som helst; det havde været særligt slemt lige efter bruddet med hans elskede, men nu kom han da ud for døren engang imellem primært for at handle ind men også for at søge efter arbejde, hvilket han ikke havde kunnet få taget sig sammen til at gøre i snart flere måneder.

En mjaven fik ham langt om længe til at vende opmærksomheden imod noget andet end regnvejret og tagtoppene. Ved hans fod, den, der hang ud over kanten på vindueskarmen, stod Persephone, hans kat. Han gned sig op af hans fod. Milo sukkede endnu engang, men et svagt smil trak alligevel i hans mundviger.

”Det er spisetid nu, ikke?”
Han rejste sig og begav sig ud i det lille køkken for at fylde kattens madskål op. Hans lejlighed bestod af køkkenet, en stue, et toilet og verdens mindste soveværelse. Han var heldig at have fået det ekstra rum med i prisen så billigt, men det skyldtes måske, at lejligheden bestemt ikke var i den bedste stand. Den var altid kold, men i det mindste var den vandtæt.
Han stillede skålen på køkkengulvet og vendte igen sin opmærksomhed imod stuen, der var noget sparsomt indrettet, idet han simpelthen ikke ejede flere møbler. Der var en sofa, et tv, et lille sofabord, et spisebord med to stole og en bogreol, men det var også det.

Dean kunne næsten ikke være mere træt af livet, i 6 mdr havde han lavet intet. Han savnede Kajika og han va rikke sikker på at han nogensinde kunne leve videre uden hende. Det hvde været en hel almindelig dag da Dean pludseligt følt sig let og inden han vidste af det fornemmede han det stærke lys der altid bragte vej til stedet hvor Noah ville guide ham, langt oppe over skyerne, inde hvor himlen startede og hvor hoved kontoret lå.

Dean stod og kiggede rundt, da han fik øje på sin guardian angel Noah. Noah roste Dean og forklarede at han endeligt havde fuldført sin ukendte mission. Han havde turde ligge sit liv i andre menneskers hænder og han havde turde ofre sig for kærlighed. Meget endda, Dean havde ladet sig forvandle til Vampyr for Kajika's skyld. Noah forklarede ligeledes Dean at han nu havde ret til at komme ind i lyset hvor alt var lykkeligt og hvor han var lovet at han ville komme hen når han havde afsluttet sit liv på jorden. Men Dean rystede blot afvisende på hovedet. Han havde en datter nu, en fantastisk og skøn datter som han lige nu ventede på ville komme hjem til Frankrig. Nemlig Nicole. Han elskede hende højere end alt andet og han havde lovet Kajika at passe på hende. Dean ville derfor blive på jorden og passe på hende, også selvom han vidste det krævede at han ofrede sig.

Noah forklarede ham at han skulle guide en ny engel på rette vej i missionen, præcist som Noah havde guidet ham. Dean mente det lød latterligt, han var ikke ligefrem den gode engle type, han var mere den type engel der elskede stoffer. Men inden Dean havde modsat sig knipsede Noah og Dean forsvandt fra lyset.

Han landede hårdt på gulvet i en stue han ikke kendte og han måtte let ømme sig da han landede på sin arm. Han fik hurtigt rejst sig op og gik kigget i mod en ung fyr: "Ehm... Hey" sagde Dean usikkert og lod en hånd glide igennem sit hår, mente Gud, Noah og Gabriel seriøst at han skulle til at være barnepige, det kunne han slet ikke overskue.

Bedst som han stod og nød stilheden, lød der et bump så voldsomt, at det fik Milo til at springe om i skjul bag køkkendisken af ren og skær forskrækkelse. Det lød, som om loftet var faldet ned midt på stuegulvet, og når det gjaldt faldende træbjælker og loftmatrialer, var det altid bedst at søge dække – det havde Milo erfaret på den hårde måde. Engang for længe siden havde han – dum og påvirket af stoffer som han dengang var – kravlet ind i en gammel bygning med nogle venner, der var faldet sammen omkring ørene på dem.

Det lod til, at strabadserne var overstået. Milo undrede sig over, hvor meget af loftet der mon var faldet ned i hans sofa, men da han kiggede op, var der intet nedfaldent loft at se – kun en ung fyr, omkring seks år ældre end Milo selv, stod midt på stuegulvet og kiggede på ham.
Hey, sagde han, og det gav et lille sæt i Milo, der mest af lignede en, der netop var blevet antastet af en talende huskat.
Det tog et par øjeblikke før den unge engel havde samlet sig nok til at kunne svare.

”H-hej…” lød det fra ham; han sank en klump og tog sig endelig sammen. ”Undskyld jeg spørger, men… hvem fanden er du, og hvad laver du i min stue?"
Han kunne ikke dy sig for at kaste et blik op mod loftet; niks, der var intet hul, og vinduet var lukket. Hvordan i al verden var fyren så kommet ind, og endda med sådan et rabalder...?

Dean var mindst lige så forvirret som den unge dreng og han kiggede sig kort omkring. HAn var næsten vred ved tanken om at han ikke havde en mening men blot var blevet sendt ind i en fremmed stue. Dean var ikke engang en god far, hvordan skulle han så nogensinde være en god skyts engel? Det var jo ganske enkelt absurt og Dean håbede at Gud, Noah og Gabriel vidste hvor langt ude det var at give Dean sådan et job, også endda uden at han fik penge for det, de måtte jo være sindsyge.

Dean rejste sig op og børstede kort sit tøj rent inden han gik over i mod døren som var han på vej til at gå, hvilket han også var. Han orkede simpelthen ikke den mission lige nu. Men så snart han tog fat i døren mærkede han stød vandre igennem hele sin krop og han hoppede tilbage o kom med et utilfreds råb og rystede så sin hånd, den gjorde nas: "Forhelved, jeg har fattet det!" snærrede Dean irriteret, om noget så i mod Gud. Hvor var det dog også trættende, kunne de ikke bare lade ham være i fred?

Dean vendte sig rundt og kiggede på den unge dreng: "Jeg er engel, du er engel" sagde Dean meget simpelt og i et toneleje der fortalte at han faktisk var pænt ligeglad med det hele: "Du er tilmed ny engel... Så the big man upstairs, har sendt mig for at hjælpe dig med din mission" sagde Dean og rullede med øjnene, tænkt at han stod og sagde det, hvor var han dog ved at brække sig over sig selv, så helligt det lød: "Så... Hvad tror du din mission kan være? Lad os få det overstået" sagde Dean som forventede han at det var ordnet på fem minutter.

Milo fulgte fyren med blikket, som han begav sig igennem rummet og tog fat i dørhåndtaget; næsten som om han havde fået et elektrisk stød, sprang han baglæns og gav sig til at bande af en eller anden, Milo ikke kunne se.
Dét forvirrede for alvorlig den unge engel, der straks bakkede baglæns, indtil hans bagdel ramte ind i væggen bag ham. Hvem i al verden havde lukket den skizofrene tosse ind i hans lejlighed?!

Milo skulle netop til med sin allermest høflige, overbærende stemme at spørge fyren, om han skulle hjælpe ham hjem til tosseanstalten, eller i hvert fald ringe til en, der kunne ekskortere ham, da han blev afbrudt.
Han rynkede på brynene. Big man upstairs… mente fyren – som så åbenbart var en engel – mon Gud? Milo skævede opad, men så intet andet end loftet i sin lejlighed, før han vendte blikket imod den fremmede igen.

”Hvor i al verden skulle jeg vide det fra?” svarede Milo, og hans stemme var bestemt ikke venligt anlagt denne gang.
Han følte sig faktisk en smule irriteret; hvordan kunne Gud bare tillade sig at sende en engel ned til ham, som krævede at få Milos ikkeeksisterende mission at vide. Han havde da aldrig fået nogen mission; hans eneste mission i livet lod til at være at leve for evigt.
”Helt ærligt, du dér... englefyr... kan du ikke smutte tilbage og fortælle, at jeg virkelig ikke er indforstået med det her? Jeg var faktisk på vej til at lave aftensmad!"