Lonely souls

Trey betragtede hende blot stille og lagde så roligt hovedet på skrå, hårdt? Hun mente det var hårdt at han sov alene? Han kom med et lille smil der fortalte at han fornemmede at hendes tanker måske ikke var helt så uskyldige som hun ellers fik det til at se ud som om: "Nej, det er ganske fair" sagde han blot roligt og rystede kort på hovedet. Han kunne ikke lide at have folk så tæt på sig, det var for tæt når de var i hans soveværelse. Ikke at det betød at han ikke mange nætter havde nusset Amy i søvn på hendes værelse, men ingen kom ind til ham. Nogensinde.

"Nej" sagde Trey blot kort og kiggede væk fra hende inden han mødte hendes blik igen. Han var måske det mest ensomme væsen i Terre, også selvom han havde 26 flotte piger boende, også Dylan naturgvis, men han ønskede det sådan og det var et bevidst valg han havde truffet for snart mange år siden. Trey grinede kort af hendes kommentar: "Måske... Men... Dog ikke" sagde han, man kunne vel faktisk godt kalde ham morder, for han havde da liv på samvittigheden, han var jo trods alt vampyr og for mange hundrede år siden fungerede tingene jo trods alt på en anden måde end de gjorde i dag, og det havde han efterhånden lært at leve med, også selvom han satte mere pris på nutiden.

Trey kunne ikke lade være med at smile let af hende, hun virkede så ung og frisk, som et frisk pust i forhold til så mange andre han snakkede med: "Og hvorfor skulle du nægte?" spurgte han undrende og med et lille smil. Trey rystede kort på hovedet da hun spurgte om han ville bide hende. Han kunne se overraskende arrogant og ligeglad ud, selv når hun som nu stod og fristede ham noget så grusomt: "Du er måske nysgerrig?" grinede han kort og kiggede over i mod hende endnu engang.

Trey fnøs let af hendes flabede kommentar: "Fordi at du ikke er lige så gammel som mig" påpegede han, godt nok anede han ikke hvor gammel hun var, men hun var langt yngre end ham det var han ganske sikker på. Under de 50, og sikkert også endnu yngre. Hun virkede så frisk og uskyldig og det var udelukkende ting som tiltrak ham utroligt meget, derudover var hun engel og aspara. Hvor var verden dog også alt for god ved ham lige nu, at sende hende afsted til hans bolig, også selvom hans bekymring stadig lå på hendes far.

Trey blev stående da hun gik frem imellem blomsterne, han var ikke typen der sådan skejede sig ud som hun måske gjorde, nok også fordi hans sjæl var langt ældre end hendes og fuld af mange flere minder, end hendes hoved der sikkert var helt uskyldigt og lykkeligt. Hvilket også kun var en fordel, uden tvivl.

Trey satte sig på hug omkring en meter fra hende og kiggede ned på hende og lyttede stille til hendes ord: "Åh...Der er jo nærmest ikke mennesker tilbage" påpegede han, væsner havde efterhånden overtaget alt, trist og ufatteligt som det nu engang var. De havde jo næsten alle været mennesker engang, med mindre de var fødte som Nicole. Men Trey havde været menneske og det havde hendes far jo også, men nu om dage varede intet jo evigt: "Man vender sig til det" var hans eneste kommentar, han tog ikke stilling til hvordan det var, for sådan var verden jo nu engang, og nu var Trey jo ikke ligefrem særlig venlig alligevel, så han kunne sagtens leve med at være sådan i mod andre og slå folk ihjel: "Men det er fint nok" sagde han blot roligt og plukkede en af de små blomster som han let drejede rundt imellem sin tommelfinger og sin pegefinger imens han betragtede dens blade og undgik hendes blik. Døden var fin nok, langt bedre end livet i hans tilfælde.

" Det er jeg skam også glad for, fordi så ville jeg jo hænge med mulen ligeså meget som dig ". Hun grinte kort og prikkede ham blidt på næsen og satte sig så på og sad nu overfor ham. " Uden mennesker, så tager i vel fra.. folk som mig ". Hun så kort såret ud, som havde det såret hende at vide, at han kunne finde på at bide hendes slags. Væsner. Hun bed sig kort i underlæben og betragtede så igen Trey, da hun slap sin fyldige funklende underlæbe. " Jeg tror aldrig nogensinde at jeg vender mig til at der findes.. væsner.. at jeg endda selv er et?? ". Hun grinte kort og tog sig en smule til hovedet, som fik hun pludselig ondt.

Mens hun sad der og betragtede omgivelserne samt Trey, kunne hun dog ikke lade være med at tænke hvad de andre måtte tænke. Hun håbede inderst inde at de ikke troede at hende og Trey var i gang med et eller andet dirty. Hun rykkede en smule på sig og rejste sig så op og rakte en hånd, smilende over ansigtet, ned til Trey. " Kommer du op? prince ". Hun grinte lidt og smilede sødt til ham og sagde" Vi må heller komme tilbage til de andre, inden de får det forkerte indtryk ". Hun begyndte så småt at gå den vej de var kommet fra. Hun kunne ikke lade være med at se småt mod Trey. Hun havde lyst til at mærke hans hud igen, hans dejlige bløde læber mod hendes kind, hvorefter en brændende varm følelse ville sprede sig fra stedet hvor han havde kysset hende.

Trey kiggede roligt på hende, det var sjældent han lyttede til hvad folk sagde, men han lyttede dog faktisk til hendes ord og nikkede kort til hendes spørgsmål uden at svare med ord, hans ansigts udtryk var stadig ganske koldt, han kunne ikke sidde og få det dårligt over at han ville holde sig selv i live, det ville være for latterligt. Naturligvis drak han af engle, aspara, og endda dæmoner og andre vampyre. Der var nærmest ingen grænser for hvad han ville drikke af og spise af hvis han blev sulten nok. Heldigvis slog han sjældent noget i hjel, han drak af pigerne og hvor de så fik deres blod fra, ja det måtte jo være deres sag.

Trey tog ikke i mod hendes hånd men rejste sig selv op, han behøvede ikke hjælp og han nikkede så stille: "Bare rolig, de tror højest jeg er ved at slå dig ihjel" sagde han helt roligt som var det naturligt, mest fordi at han godt kunne regne ud hvad hun troede at de troede, og det vidste Trey trods alt at de ikke troede. Mest fordi at han ikke var sådan, og selvom ingen ville tro på det, så var det dog sandheden.

"Måske jeg burde følge dig til en lysning snart.... Din far må snart blive bekymret for dig" sagde Trey roligt imens de gik tilbage i mod hans hule som han nu engang selv altid kaldte det, sin hule, sin hemmelige hule der lå langt inde i skoven. Men det gjorde nu ikke at han ikke regnede med at Dean ville søge, og Trey havde ikke lyst til at få besøg af ham, det havde han haft nok af i sit liv og han ønskede det ikke endnu engang: "Så hele din familie bor i Terre nu?" spurgte han roligt og regnede med at Dean og Kajika var blevet lykkeligt gift, for man kunne da ikke komme udenom at de to havde en ting eller to for hinanden.

Hun så kort på Trey og sukkede en smule. Hun prøvede at huske de ord som Adrian havde sagt, men så igen.. måske kendte hun ikke Trey så godt som hun havde troet. Hun ville gerne vide mere om ham, men hun kunne ikke løbe fra det faktum at han var en vampyr, samt han var en mand, hvis fortid ikke lå i god jord ved hendes elskede far, så måske var det bedst at deres veje ej fulgte samme sti. " Tja.. vis du gerne vil følge mig til byen altså.. ud af skoven nærmere, så kunne det være dejligt ". Hun prøvede at skjule hendes sorg, en slags sorg over at hun måske aldrig nogensinde ville se ham igen. Han havde jo hverken bidt hende eller lagt an på hende, så man kunne vel sige at sådan et tilfælde ikke ville komme igen.

Hun så kort rundt og sagde med et lille flovt smil. " Jeg fik en af dine tøser til at dække over mig, så min far bliver intet problem ". Hun begyndte så småt at følge ham i det hun jo havde sagt ja til at han måtte følge hende til udkanten af skoven. Hun fulgte lydløst med ham. Hun anede ikke helt hvad hun skulle sige eller gør af sig selv. Hendes mor havde flygtet til Trey engang.. havde de haft noget sammen?. Hun sukkede en smule og da hun så lyset, da hun kunne se udkanten af skoven.. gik hun helt i stå og betragtede blot lyset, fra mørket hun nu stod i. " Min familie.. he.. du mener min far ". Hun sukkede en smule og kort blev det ene øje ligeså lysblå som det andet, mens lys begyndte at flakke fra udkanten. Hun mærkede en slags elektrisk ladningen inde i sig selv, mens hun tænkte på sin mor.. på de sidste ord. " Min mor døde for noget tid siden.. ". Hun gik derefter forbi Trey og trådte ud i lyset. Hendes hår så, så småt ud til at blive lysere i dets farve, mens de skindende isblå øjne så afventende på Trey og forventede en reaktion.

Trey nikkede, han ville gerne følge hende til udgangen, men så ikke længere: "Jeg forlader aldrig skoven" bekræftede han kort for at sikre sig at hun fremover vidste det, han gjorde måske engang, men de sidste 5 år havde han ikke været ude af skoven, han kunne lide at være derinde og gemme sig, desuden så var verden udenfor så grim og så grum at han på ingen mulig måde ønskede at være i nærheden af den.

"Fint... Jeg ønsker ikke at du skal opleve et opgør mellem ham og mig" sagde Trey roligt og dog meget alvorligt, hvis ham og Dean såå hinanden igen, var det nok ikke helt rolige ting der ville ske og Trey ønskede ikke at Nicole skulle se de to kæmpe, Trey var som altid overbevist om at han var stærkere end Dean og hvis han ikke var, så havde han altid Dylan lige bag sig som uden tvivl ville være.

Trey blev stille da hun fortalte at Kajika var død: "En vampyr kan ikke dø" sagde ha alvorligt og næsten køligt, mest fordi at han ikke forstod hvad hun mente, vampyre kunne ikke dø ikke som andre folk og væsner ihvertfald, og han hævede derfor kort blikket i mod hende, men det fik da hans døde hjerte til let at bevæge sig over tanken, Kajika var et skønt menneske og han var da ked af at høre at hun var gået bort, også selvom Trey ikke ligefrem var en person med tydelige følelser. Trey afventede hende imens hun trådte ud i lyset og han blev selv stående inde ved et af de store træer og kiggede ud i mod hende imens et lille smil kom frem på hans læber, hun var gude smuk, ingen tvivl: "så... Vi ses måske igen, engang" sagde Trey helt roligt og lagde armene over kors imens han lænede sig op af træet.

Nicole så lidt bekymret på Trey, i det han pludselig gik fra venlig og blid, til kølig og strid. " Jo de kan ". Hun så kort ned mod jorden og mærkede sit indre samle mere og mere energi om sig. Hun var næsten helt sikker på, at det var det samme der var sket dengang Dean havde angrebet Nathan. Det lange brune hår, begyndte så småt at blive lysere og lysere, indtil der ingen farve var tilbage andet end krid hvid. De isblå øjne så elektrisk på Trey, i det han stillede sig op af træet og spurgte om de måske ses igen engang. " Selvfølgelig gør vi det. Min far kan ikke holde mig tilbage. Nobody can ". Hun gav et lille smil fra sig og vinkede kort til Trey, i det hun vendte ryggen til ham.

Hun stoppede kort, i det hun var nået et stykke væk fra ham. Hun tog sig kort til brystet og huskede hans hårde blik og tog sig så sammen. " Jeg dræbte min mor.. ". Hun så sig kort over skuldren og sagde" Dit blik siger alt.. men det var dog hendes valg.. hun gav sit liv.. for at jeg kunne beholde mit.. så ved du hvordan hun døde.. ". Hun så såret og sørgmodigt på Trey, før hun vendte ryggen til ham og løb hjem af. Hun havde dog ikke opdaget at hun havde tabt sit ynglings armbånd, et hun havde fået af Kajika, da hun var lille.. skønt det havde været for stort dengang, så var det.. det ikke længere. Da hun endelig kom hjem, kunne hun ikke andet end føle sig flov.. flov over at ha mødt Trey og sagt så meget.. samt flov over at ha løget så let overfor sin elskede far. " Jeg!... jeg hjemme! ". Hun gik hurtigt ind på sit værelse og låste døren efter sig og satte sig i sin seng, mens hun mærkede sin krop nærmest suge dynen til sig.