Lost Souls

Dette her var måske ikke en af de bedste ideer han havde fået gennem tiden. Selv som djævel kunne et sted som dette give ham gåsehud, men selve princippet i ideen fejlede vel ikke noget? Man sagde at stedet her var hjemsøgt så det var vel i virkeligheden et godt sted at checke ud om der skulle befinde sig nogen sjæle han kunne sende videre.
Han var ikke disideret bange, han brød sig bare ikke om forskrækkelser og spøgelser eller torturerede sjæle kunne bestemt komme men nogen ganske ubehagelige chokeffekter. Han bed sig let i læben og gik ned af endnu en af de mange gange.
"Kom frem, kom frem hvorend I er..." mumlede han i en lidt barnlig tone. Han vidste at hvis der skulle være sjæle her ville de ikke kunne slå ham ihjel. I værste tilfælde ville de kunne sende ham tilbage til helvede og det var vel i og for sig også slemt nok for der havde han virkelig ikke lyst til at vende tilbage til! Men han stolede nu også på sine instinkter og på at han ville kunne narre dem til at slutte sig til helvede. Løfter om guld og grønne skove som ville ende ud i ikke at være helt som de måske havde forstillet sig.
På den anden side fortjente nogen af sjælene her vel at komme til helvede, gjorde de ikke? Jovist havde de været mentalt syge, men det ændrede vel ikke deres handlinger?

Tanken blev skubbet ud af hovedet som han forsvandt i en sky af sort svolvllugtende røg for derefter at dukke op igen for enden af gangen i den samme røgsky. "Hallo? Er her nogen." Dumt spørgsmål, der var jo en eller anden form for uskreven regel om at det ikke var et spørgsmål man stillede medmindre man havde en form for dødsønske. - Igen, godt for ham at han ikke kunne dø så let.
Solen skinnede ind gennem de tremmebesatte vinduer og fik støvet til at danse i den gyldne stribe. Eller det danskede jo sådan set også i de steder der var skygge, det var bare ikke synligt for det mennekselige - eller djævelske - øje.

De havde kaldt på hende. Hele dagen havde hun hørt de fortabte stemmer i hovedet kalde på hende, fortvivlet og lokkende. Det var en af de fordele hun stadig havde bragt med sig til jorden, men samtidig var det også en forbsndelse.
Hendes krop var blevet mere menneskelig og migrænen var begyndt st indfinde sig bag hendes pandeskal, som hun satte håndfladen imod den rustbeskyttelse dør indtil galeanstalten.

Knirkende åbnede den sig i små hak, for at lade solstrålerne kaste sig ind i den, som hendes lysende øjne tog en nysgerrigt kig omkring i gangen hun nu stod på. Dette havde været hjemstedet for de plagede sjæle uden tvivl.
Forfærdeligt hvad de måtte have gennemgået i sådan et hus, men fascinerende.. Ikke desto mindre var det sjæle, der nu skulle bruge hendes hjælp til at komme videre over på den anden side.

Skoene klikkede blidt imod linoliumsgulvet, som hun forsigtigt bevægede sig forbi døren, der smækkede i bag hende. Hun hoppede af chok, inden hun bevægede sig ind i den nærmeste celle, hvor et metalbord var boltret fast i gulvet.
Her begyndte hun forsigtig og taktfast at banke knoerne imod det. Det var hendes måde at meddele, at hun var ankommet, at sjælene kunne komme til hende.

Vingerne lå blidt imod hendes ryg, imens den hvide kjole blødt svajede om hendes spinkle krop. Håret bølgede elegant om det fine ansigt, hun besad.
Øjnene var gennemsøgende og afventende. De virkede unaturlige, overdimensioneret, hvilket var hvad der kunne lade hende 'se' sjælene.

Salem kiggede sig omkring fra sin position i den anden ende af gangen. Stadigvæk intet. Her var dødstille. Et lille smil gled over hans læber. Hvilket åndsvagt udtryk egentlig. Den der havde opfundet det havde tydeligvis ikke anet hvad han havde snakket om for de døde var da langt fra stille. I hvert fald ikke hvis de var jordbundne. Så var de klagende og forvirrede. Sommetider kunne Salem godt synes at hans magi var mere en forbandelse, men det var jo alligevel hvad han havde brug for for at kunne opfylde det job han var blevet givet.
Et let suk undslap hans læber og så var det hans skarpe hørelse fangede noget. En dør blev åbnet.
Uden at tænke over hvorfor et spøgelse skulle vælge at bruge en dør teleporterede han sig selv lidt tættere på lyden. Han stod stille, afventende, fortabte sjæle havde nogen underlige måder at gøre sig bemærket på sommetider. Nu kunne han høre en anden lyd der fik ham til at rynke let på næsen. En klik-klak lyd. Hvem end det var, virkede det ikke som en almindelig fremgangsmåde.
Lydløs som en kat, listede han sig tættere på og kiggede forsigtigt rundt om et hjørne. Det kunne meget enkelt være nogen unger der udfordrede hinanden til at løbe gennem gangene eller hente et eller andet herindefra. Det ville ikke være første gang.
Men den person han fik øje på lignede på ingen måder en forskræmt teenagepige - desværre. Glimtet af vingerne var det næste han fik øje på og han tog sig selv i at gispe. Var der noget han havde respekt for så var det englene. Han vidste at de kunne ende hans liv - sådan rigtigt, så respekten var ikke meningsløs.

Heldigvis var det ikke mange engle der bare kastede sig over ham - heller ikke selvom han var djævel. Mange af dem havde jo den der holdning med ikke at skade folk uden grund.
Det var nu han begyndte at overveje sine muligheder. Skulle han flygte eller blive og måske forhandle sig frem til et eller andet med hende.
Han tittede frem igen. Hun virkede bekendt. Gad vide om de havde været stødt ind i hinanden før. Det kunne meget vel være.
Han tog en dyb indånding og trådte så frem fra sit skjul. "Undskyld mig frøken, De er vel ikke faret vild?" Selvfølgelig var hun ikke det. Dumme overlegne engle vidste jo altid hvad de lavede - det var i hvert fald hans overbevisning. I bund og grund var han nok bare irriteret over at der blev set så meget op til dem og så meget ned på hans race, de kunne sguda ikke gøre for hvad de blev skabt til og nogen sjæle fortjente da at komme i helvede.

Den hårde metalplade under hendes hånd, som sendte de bankende lyde igennem galeanstalten, fik hendes til at gyse en anelse. Den var kold, hvilket var forståeligt, eftersom stedet havde været nedlukket og udenvarme i mange år efterhånden. Hun ville aldrig lære st forstå hvorfor fortabte sjæle altid skulle søge hen til de skræmmende og dunkle steder. Det ville have været nemmere for dem blot at gå imod lyset, men det ville selvfølgelig også gøre hende selv arbejdsløs, hvilket hun i og for sig allerede var. Dette var ikke længere hendes lod i livet, hun gjorde det ganske simpelt fordi hun ikke kunne lade være. Hun ville hjælpe alle og alt omkring hende, om det så skulle ende med st koste hende livet.

Det overdimensionerede blik opfangede omridset af en sjæl, hvilket fik en varmt og velkomment smil frem på de rosa læber, som hun tålmodigt rakte hånden frem imod denne. Personen vred sig i smerte og skrigene skar igennem sjælen på hende, men hun fastholdt sin positur. Øjnene voksede en anelse, som de begyndte st lyse med den hellige glød, som stadig løb i hendes åre, skønt sin forvisning fra himmeriget.
Sjælen foran hende vred sig ukontrolleret, inden hun let lagde en finger over sine læber, hvorefter den endte med st blive helt stille. Langsomt svajede den fra side til side, inden man næsten kunne fornemme hvordan den begyndte at smile, for derefter langsomt at gå op i en usynlig røg og til sidst forsvinde.

En tryggen om hendes krop, bragte Lavi tilbage til sin menneskelige form, hvor hun faldt sammen på gulvet, med knæ og hænder imod det. Hun gispede let efter vejret, som hun lå og tog imod straffen. Indvoldene klyngede sig sammen, og fik det til at vende sig i maven af hende. En fornemmelse hun fik hver gang hun sendte en skadet sjæl videre. Kanaliseringen gjorde, at hun overtog sjælens smerter, så denne kunne finde fred. Alt havde sin pris i denne verden, men hun kunne holde til det.. For nu.
Derfor opdagede hun heller ikke personen, der havde nærmet sig, før hans stemme lød.

De grønne øjne stirrede op fra hendes knælende position, inden hun åbnede munden i en o form, som så hun noget forbavsende og sjældent. En djævel, en rigtig sjævel! Det var år og dage siden hun sidst var stødt ind i sådan en.
Hans lilla hud fik hende til kort at tænke på mødet med sortelveren, da han også havde haft det lilla skær over sig. Alligevel stirrede hun på denne person foran hende, måbende i et par minutter, inden hun langsomt rystede på hovedet.
Hun var ikke faret vild. Desuden var de her formegentlig af samme årsag.. Arbejde.

Som enhver anden engel var hun flasket op med historier om denne race, men hun bar intet had til dem. De tjente hver deres side og hver deres Gud, men det gjorde ingen af dem bedre end den anden i hendes øjne.
Dog kunne hun alligevel ikke lade være med at fremvise et respektfuldt blik, som hun langsomt forsøgte at hale sig på benene, for i det mindste at stå lige med djævelen, der uden tvivl stadig ville være højere end hende selv.
Som hun langsomt fik kontrol over sig selv, daskede hun noget støv af kjolen, inden hun venligt rakte en hånd frem imod ham, for at hilse.