Portraits capture souls, much like you do.

Kroen den glade sigøjner, var hjemsted for en masse finurlige typer. Alt lige fra overklassen til de laveste af de laveste dukkede op. Det betød ikke at alle kunne enes, men underholdene blev det næsten altid. Og aftenen i aften trak op til at blive en af de mere interessante af slagsen. Nathalie havde hørt at to genstridige grupper af væsner var mødt op ved kroen, det skulle eftersigende blive et blodbad, et blodbad hun med glæde ville male. Eller i det mindste lade sig inspirere af, så nu sad hun på sin sædvanlige plads ved baren. Hendes selskab bestod af en halvdrukket Jack D, hendes skitsebog, en sort pen og en grå pen til skyggelægning. Hun så sig tålmodigt omkring, velvidne om at man som maler ofte måtte væbne sig med tålmodighed.

Det overraskede hende, hvor mange genkendelige ansigter hun kunne spotte i menneskemængden. Ikke at Nathalie var den über sociale type, hun havde en ret specifik tænd/sluk knap når det kom til den slags. Og det ville være langt fra et kønt syn, hvis man mødte hende på en off-dag; ikke at hun havde mange af dem, men de fandtes jo trodsalt. De lange pianist fingre, gled forbi skitsebogens overflade, en del af hendes malerier fandt deres oprindelsessted her. Hun havde bevidnet lidt af hvert, dog var hendes ynglings øjeblikke oftest de mest grafiske. Mest af alt fordi de solgte godt. Ellers nød hun også at male diverse følelsesmæssige scenarier, hun stødte på.

Nathalie skubbede forsigtigt til sit glas, og mærkede en pludselig følelse af kulde gå igennem sin mave. Hendes mattegrønne øjne spillede op, hun forbandede inderligt sin mave for at være så højlydt.
Listigt, hoppede hun over baren og begyndte at gennemrode det bagerste kabinet. Her lå der nemlig ikke øl, og andet spiritus, nej, her lå de virkelig gode sager. I hvert fald for en vampyr. Hendes øjne granskede hurtigt diverse emballager, inden hun med et smil trak en bodorød flaske op. Med smilet stadig plastret over sine læber betalte hun bartenderen, der så noget overrasket på hende. Han havde vel ikke opdaget hende rasere deres bagerste lager, men den slags skulle man heller ikke hæfte sig ved i alt for langtid. Nathalie havde det med at slippe ind, steder hun ikke ´hørte til', hvad end det så betød.

Nu, en smule mere energisk, kiggede hun ned på den glatte blanke overflade. Og uden rigtig at tænke over det, begyndte hun at skitse. Hvad hun skitserede, var hun ikke sikker på, men det ville ikke være første gang hun lod pennen føre hende an. Det tætteste hun kunne komme på en forklaring, var en trancelignende tilstand. Hun kunne mærke hvordan noget vendte sig i hende. Som om hendes i forvejen kolde krop frøs til is indefra. Det var ikke en speciel ubehagelig følelse, tværtimod. De mattegrønne øjne hun besad, fik et tåget udtryk, alt i mens hendes pen fløj omkring papiret. Hun takkede sig selv indvendigt, for at have husket hele sin skitsemappe; så var hun nemlig sikker på at der var papir til overs, hvis noget iøjnefaldende nu skulle ske.

//Påklædning: Lad os bare sige den samme påklædning som på nuværende avatar/profilbillede..//

Sikke en fantastisk torsdag det var. En perfekt sommeraften til en lille vandring hen ad strandpomaden. En perfekt sommeraften til at ligge og kigge på stjerner i det fjerne. Det var en helveds romantisk aften. Og som en hver anden god mand, tilbragte Jonas den i et fyldt værtshus. Omgivet af væsner i alle former og størrelser. Alle på forskellige niveauer af fuldskab. Men alle i et herligt humør. Lige set bort fra et par depressive, der sad for sig selv i krogene. Til djævlens held, var han ikke en af dem. Også selvom han sad mere eller mindre alene. I det mindste sad han ikke gemt et eller andet sted og druknede sine sorger. For hvad skulle han have at sukke over? Intet. Tværtimod

Et svagt vindpust syntes at passere ham, og han fik automatisk løftet hovedet op for at se sig omkring. Sidst han tjekkede var værtshuset ikke utæt. Og vinden udenfor var alt for sløset til at kunne nå ind, hvis der altså var revner at finde i fundamentet. Det havde været ganske forfriskende efter at have siddet i den lunkne temperatur af alt for mange et sted, så selvfølgelig havde det fanget hans opmærksomhed. Hans øjne søgte rundt omkring sig. Op mod loftet. Ned på gulvet. Om bag sig. Fra side til side. Dog stoppede hans søgen brat, da han blik landede på noget, der virkede en del mere interessant end et simpelt vindpust.
Han tog ikke blikket fra denne unge kvinde igen. Han gjorde det ikke engang diskret eller prøvede at skjule hans observering af hende. Der var en del unge kvinder til stede. Men de gjorde ikke som hende. De sad ikke lænet ind over, hvad der lignede en skitsebog. Det kunne såvel bare være en serviet, men det var ikke det, der lige var det vigtigste for ham. Det var såvel heller ikke det faktum, at hun så ud til at tegne. Det var bare det, der havde gjort, at han ikke blot lod hende sive tilbage ind i mængden.
Han klikkede en gang med tungen, hvor efter han rejste sig fra sit sæde. Han huskede lige netop at gribe omkring sin halve øl, før han begav sig målrettet igennem diverse væsner. Såvel som mennesker. Sikke en harmoni der fandtes nu til dags. Et smil var blevet smørret på hans læber. Og der blev ikke vidst et eneste lille tegn på usikkerhed, da han var nået op til hende. Som han stod bag hende rakte han nemt hen over hende og tog fat i halsen på Tennessee whiskey med sin frie hånd, inden han - hvis han selv skulle sige det - elegant drejede omkring sig selv for at til slut at dumpe ned på stolen lige ved siden af hende. Kordineret perfekt, så hans front ligeledes var rettet mod hende.
”Det er da noget mærkværdigt for en blodsuger, som dig at drikke.” lød hans første ord. Han holdt stadig flasken med den amberfarvede væske i op foran sig. Undersøgte den, som han kommenterede på hendes valg af alkohol. Men som sætningen var blevet sat, lagde hans øjne sig mod hende, mens flasken roligt blev stillet tilbage på bardisken. ”Jeg troede kun, at det var vin, der ikke smagte af aske og jord. For jer, mener jeg.” Hans smil voksede en smule, hvorefter han placerede sin meget grønne flaske mod sine læber og tog en ordentlig slurk. Fik tømt flasken. Og som den blev fjernet pustede han veltilfreds ud i et ’ahh’.

”Nej, men hvad har vi her?” Endnu en gang tøvede han ikke med at handle, som han rakte ud efter hendes samling af papirer. Så det var en skitsebog. I et svups trak han den til sig og med et svaj i håndledet, vendte han de tegnede streget i hans retning. ”Ikke dårligt..” mumlede han. Det var ikke helt skjult, at han havde drukket sig ind i en lidt mere beruset tilstand. Det lå og rungede i hans stemme. Men han sejlede i det mindste ikke omkring. ”Hvad bringer dog sådan en lille spirende kunstner til noget så usselt som et værtshus?” spurgte han, som han rettede blikket mod hende igen. Dog beholdte han skitsebogen hos sig.