In my head.

Tid: Hen af aftentid, klokken slog 21 for et øjeblik siden.
Sted: En mindre bar i gågaden, hvor Alex arbejder som bartender.
Omgivelser: En del gæster, stedets størrelse taget i betragtning. Baren er en cocktailbar, hvor der også serveres tapas til de små-sultne gæster.
Vejr: Køligt, men tørt.

Alex stod bag bardisken og var igang med at mikse en drink. Hans arbejdstimer fløj efterhånden afsted, nu hvor han havde lært at slå hjernen så meget fra og bare mikse. En ordre gik en, den blev lavet, serveret og betaling modtaget. De fleste drinks på barens kort kunne han udenad. Nu havde han efterhånden også stået bag bardisken i mange år, dog ikke altid i Di Morga. Han var først for nyligt flyttet hertil, men havde haft held til at charmere sig til jobbet på den hyggelige bar.
En sjælden gang i mellem, når han følte for det, kunne han godt flirte med nogle af alle de kvinder der satte sig på barstolene og håbede på hans opmærksomhed. Desværre kunne han aldrig finde på at score en af dem, da han var til mænd. Det var der bare ingen af de håbefulde unge damer, der havde regnet ud.

Denne aften var dog en af dem, hvor Alex følte et overskud. Han smilede skævt til den blondine, der lige havde sat sig i baren, alt imens han miksede en Gin & Tonic til brunetten, der sad lidt længere nede af bardisken. De mørkeblå øjne og det skæve smil fik ham langt. Når han så også bar en tætsiddende sort t-shirt, hvis v-udskæring afslørede lidt af hans tatovering på brystet og de mange på armene, så blev det ikke ligefrem nemmere at undgå kvindernes opmærksomhed.
Alex var køn, utroligt køn.

"Du burde tage dig en pause, Al!" kommenterede den kvindelige bartender bag disken og sendte ham et smil. Hendes navn var Marie og hun havde også forsøgt at lægge an på Alex, men hun havde dog fået at vide, at han var til mænd.
De seks ord var ikke noget hun skulle sige mange gange, før end at Alex smed sit forklæde og gik ud på den anden side af baren. "Jeg snupper mig en hurtig smøg, jeg er straks tilbage, darling!" spandt han og blinkede til Marie, inden han greb sin læderjakke og gik ud for at ryge.

Udenfor stillede han sig op af muren og tændte en smøg, for derefter at tage et dybt hvæs. Han arbejdede gerne i flere timer uden pauser og når han så endelig tog en, så var den tiltrængt.

Endnu en fredag aften, endnu en bytur. Ligesom sidste weekenden var Milo tidligere på aften nærmest blevet kidnappet af to af sine venner, men denne gang havde han dog fulgt frivilligt med, da de meget ivrigt havde himlet op om, at de havde fundet en ny bar, der skulle være et kæmpe hit. Det perfekte sted at score! havde hans ven udbrudt, og Milo havde smilet lidt skævt af ham. Ja, det var måske det perfekte sted for hans to heteroseksuelle venner at finde en sengepartner for natten, men ikke for ham…

Desuden havde han efter bruddet med Caspian ikke været specielt aktiv på dating-fronten, mest af alt fordi han havde mistet både lysten og troen på, at han nogensinde ville finde en, der kunne elske ham bare halvt så højt…

De havde fået en del at drikke, både på vejen hen til baren og inde på selve baren, så selvom klokken kun netop havde slået 21, følte Milo sig allerede godt beruset. Hans venner var forsvundet i menneskemængden, sikkert sammen med to duller, de havde støvet op, så nu var han alene.
Han gik op i baren og bestilte et glas et-eller-andet – hvad det rent faktisk indeholdt gav han ikke meget omtanke – og tømte glasset i én slurk, bare for at få det ned, så han måske kunne overleve denne ret så ensomme aften. Den handling kom han også til at betale dyrt for, allerede i sekundet efter, hvor han mærkede, hvordan det vendte sig i hans mave.

Typisk...! tænkte han idet han kæmpede sig hen imod døren. Alkohol havde aldrig været hans stærke side.
Han nåede ud og styrtede forbi en fyr, der stod og røg, for at komme så langt væk som muligt - tænk nu hvis hans venner så ham! De ville dø af grin, ville de. Fem meter længere væk stoppede han op og bøjede sig ned, idet han tog sig til maven og trak vejret dybt ind.

"Det gør jeg aldrig igen..." mumlede han til sig selv.

Alex' øjne fulgte den mindre vennegruppe, der var på vej mod baren. Tre unge mænd, hvoraf den ene fangede hans opmærksomhed lidt længere end de andre to. Den mørkhårede fyr, som ikke syntes at være lige så frisk på en våd aften i byen, som de andre to. Han ville aller helst følge dem lidt længere, men de forsvandt indenfor og hans smøg var ikke røget færdig. Så dyre som cigaretter var, kunne man efterhånden ikke tillade sig at kaste dem fra sig, bare fordi man så lidt eyecandy.
De mørkeblå øjne rettede sig mod de sorte skosnuder på Alex' slidte læderstøvler og det skrabede lidt i jorden, af mangel på bedre. Han skulle alligevel ind om lidt, så skulle han sikkert servere en drink eller to for den mørkhårede fyr eller nogle af hans venner. Kunne han tillade sig at bede om et navn? Eller et nummer måske?

"Pft..." fnøs han og rystede på hovedet over sig selv. Han skulle slå koldt vandt i blodet og ikke køre det hele så langt ud. Han havde set en flot fyr og hvad så? Det var ikke sikkert at den anden var til mænd, det kunne også være han allerede havde en kæreste eller han ikke fandt Alex pæn eller bare noget nær tiltrækkende.
Antallet af mænd som Alex havde været sammen med kunne tælles på en hånd. Hvilket syntes underligt, når nu han havde været homoseksuel i de sidste 76 år. Men sådan var det. Han var kræsen og ofte lidt forsigtig, når det galt kærlighed. One-night-stands havde aldrig sagt ham noget og han havde en evighed foran sig.

Alex' tankestrøm blev dog pludseligt brudt, da den unge mørkhårede fyr fra før stormede ud og forbi ham. Han virkede ikke til at have det særligt godt og Alex var ikke sen til at smide smøgen fra sig og bevæge sig hen mod den anden.
"Er du okay?" spurgte han tøvende, til trods for at det var et smådumt spørgsmål. Svaret var tydeligvis nej, var det ikke? Jo. Fulde mennesker og mennesker der fik det dårligt af alkoholen havde han set mange af. Lidt for mange.
"Jeg kender et lille trick til at slippe af med den værste kvalme, hvis det havde interesse?" tilbød han og tog et par skridt tættere på. Han stod nu kun en halv meter fra den fremmede, mest for at undgå eventuel opkast. Det ville være mindre fedt hvis den fremmede begyndte at kaste op og han så blev ramt.

Om han var okay? Milo måtte bide tænderne sammen for at holde et småvrissent svar tilbage. Selvfølgelig var han ikke okay… Hvad så det måske ud som om? Men fyren prøvede blot at være venlig, det vidste han, så han kæmpede imod sine instinkter og huskede sig selv på, at han skulle opføre sig høfligt.
Han rystede på hovedet og håbede egentligt mest af alt på, at fyren bare ville smutte, så han kunne få lov til at komme uset væk derfra… Hvis han var hurtig, ville han venner opdage.

Hans blik gled hen imod fyren fødder for at se, om han var på vej væk; først da manden påstod, at han kendte et trick til at slippe af med kvalmen, kiggede Milo op af interesse. Hans blik blev mødt af en mørkhåret fyr midt i tyverne iført en nedringet T-shirt, der blottede en tatovering på hans bryst. Milo var for svimmel til at kunne læse, hvad der stod, men det var også lige meget; han var mere optaget af at udforske resten af den fremmede. Det slog ham, at fyren så ganske godt ud.

Han rettede sig op og vendte fronten imod fyren.
”Det er ikke et eller andet med nogle mærkelige stoffer, vel...?" Han kneb øjnene mistænksomt sammen, for han vidste, at man skulle passe på folk, man mødte i byen. Hvis de tilbød en noget så simpelt som en hovedpinespille, kunne det let være et eller andet farligt stof.

Alex fornemmede godt, at den anden ikke ligefrem syntes lykkelig over hans spørgsmål, men det gad han ikke rigtig lægge mere i. Han forsøgte at være venlig og hvis ikke den anden ville tage imod det, så var det jo ikke hans problem.
Livet var hvad man gjorde det til, hvilket var hans motto. Han spildte ikke tiden på ligegyldige ting og hvorfor skulle man også til? Almindeligt dødelige ville nok argumentere med, at livet var for kort, men det kendte han desværre intet til. Han havde levet flere årtier end han havde fingre til at tælle. Det kunne man dog heldigvis ikke se på hans ansigt!

Tilbuddet om en kur mod kvalmen syntes dog at vække den unge fremmedes interesse og et skævt smil tegnede sig på Alex' læber. Deres øjne mødtes ikke, men han fornemmede tydeligt hvordan den anden vurderede ham med blikket. Forståeligt, det var ikke alle typer i Terre eller Di Morga generelt der var helt gode på bunden, men Alex kunne ikke gøre en flue fortræd.

Spørgsmålet om hvor vidt det var stoffer eller ej fik ham til at rynke på næsen. "Næh du, sådan noget gider jeg ikke rigtig spilde min tid på. Men efter en del år som bartender, så lære man et trick eller to." svarede han med et smil og gik det sidste stykke hen til den fremmede. Han lagde en arm om ham og støttede ham, alt imens han begyndte at gå mod barens bagindgang.
"Det er nemmest hvis vi går den her vej.." forklarede han og fik bakset den unge fyr med sig gennem en baggård og hen til bagdøren til baren. Her stod en af hans kollegaer og havde lige røget en smøg.
"Hva Al, hvad kommer du med dér? Endnu et uskyldigt offer?" grinede den blonde mand, som syntes at være oppe i 40'erne. Det var ejeren af stedet og han havde altid haft en tendens til at drille Alex.
"Ti nu stille, Pedro..." brummede Alex irriteret og fik placeret Milo på en bænk, under det lille halvtag. "Bliv siddende her, så er jeg tilbage om lidt.." forsikrede han med et smil og gik så indenfor, sammen med Pedro, der tjattede drilsk til ham. Alle Alex' kollegaer vidste, at han var til mænd.

Et par minutter efter kom Alex ud igen og i hånden havde han et glas, med en bizar substans i. "Jeg ved godt det ser ulækkert ud og ikke ligefrem smager af englekys og glade dage, men det hjælper.. Trust me." forklarede han, inden han satte sig ved siden af den fremmede og rakte glasset frem mod ham. Det var spændende om Milo ville tage imod glasset og stole på ham, eller om han ville afslå.

Så den fremmede var bartender… Det gjorde Milo en smule mere rolig, for som bartender dumpede man vel ikke piller i andres drinks, og hvis man endelig gjorde, skulle man nok hurtigt miste sit job.
”Så tryl for mig, hvis du virkelig mener, du kan kurere min kvalme,” svarede han og antydningen af et smil bredte sig på hans læber. Han fulgte villigt med den fremmede, der støttede ham hele vejen en i en lille baggård. Støtten havde han nu ikke brug for; det var mere trangen til kontant at bukke sammen og knække sig, han måtte kæmpe imod. Han satte dog pris på fyrens hjælp.

I baggården blev de mødt af en lyshåret fyr ved navn Pedro. Hans udtalelse fik Milo til at sende fyren fra før – Al, kaldte den blonde mand ham – et mistænksomt blik med et hævet øjenbryn.
”Det er måske sådan her du scorer?” spurgte han drillende, men der var en hvis alvor bag hans tone. Det skulle ikke undre ham, hvis ham Al var typen, der hapsede alle de lidt for fulde mennesker, fordi de var nemme ofre.

Begge mændene forsvandt indenfor og efterlod Milo alene på bænken. Han sad og svajede lidt fra side til side, før hans øjne langsomt gled i… Først da Als stemme nåede hans øre og bænken gav efter for hans vægt, vågnede Milo op igen.

”Englekys…” gentog han fraværende. Dem savnede han…
Han tog imod glasset og vippede prøvende med det for at se, hvor tyk væsken var, før han tog en tår. Nej, det smagte bestemt ikke godt…! Han slugte en kæmpe mundfuld, før han stak tungen ud af munden og rynkede på næsen.
”Føj…!”

Antydningen af smilet og den andens udfordring fik Alex til at trække på smilebåndet. Det var rart at han fulgte med ham og ikke strittede imod, det var aldrig til at vide med fulde folk. Men nu havde han heller ingen rigtig idé om, hvor fuld den anden var. Måske han bare havde det dårligt? Det skete jo, at kvalmen kom før fuldskaben.
Selv var Alex sjældent fuld og skulle han endelig drikke, så var det så dyr alkohol, at det alligevel kun var muligt en sjælden gang i mellem. Han var slet ikke så vild, som han så ud til. Han hverken scorede særligt meget eller drak særligt ofte. Var han kedelig? Det var han vel nok. Køn og kedelig bartender. Han var bare blevet træt af det vilde byliv. I starten havde han elsket det. Efter ti år og der ikke var sket det mindste ved hans udseende, så begyndte han at feste og drikke. Hver dag i 2 år, senere trappede han ned, men det gik stadig vildt for sig.

Den andens kommentar fik Alex til at hæve det ene øjenbryn og sende ham et overrasket blik. "First of all, nej, jeg score faktisk ikke særligt tit. Og for det andet; jeg er alt for køn til at skulle slæbe halvfulde, småsyge drenge med mig om i en baggård.." grinede han og blinkede med det ene øje. Han var for køn, men det primære problem var nok, at han var alt for kræsen. Alt for sart og alt for optaget af, at finde noget happily ever after, i stedet for blot at køre en mindre fling med en tilfældig fyr. Håbløs romantiker og alene.

Alex betragtede den anden, da han gentog ordet englekys. Han virkede længselsfuld. Havde han nu mindet den anden om noget forkert? Tjah, han kunne ikke gøre så meget ved det. Alligevel følte han en ekstrem trang til at stryge ham over kinden og love, at alt nok skulle blive godt igen. Hvad skulle blive godt igen? Kvalmen? Så meget kunne han love, men mere kunne han ikke love. Han hadede at love ting, han vidste, at han ikke kunne holde. Det skar ham i hjertet hver gang.
"Giv det to minutter, så lover jeg dig for, at din kvalme er væk.. Men jeg vil ikke fortælle dig hvad der er i.." drillede han. Egentlig var det en simpel blanding, der blot genoprettede mavens balance og slog noget af giften i alkoholen ned.

Den kølige vind strøg hen forbi dem og Alex lænede sig tilbage på bænken. "Jeg hedder Alex, forresten. Og jeg arbejder på baren her.." fortalte han. Det kunne være brugbar info for den anden, hvis han nu var en af dem, der godt kunne lide at kende navnet på den han snakkede med.

Så det var altså ikke bare en dårlig scorereplik, det dér med at fyren havde en mirakelkur imod Milos kvalme. Milo smilede, for den andens ord kom noget bag på ham – eller rettere sagt, hans udstråling og selvtillid gjorde. Hvem i al verden gik dog rundt og kaldte sig selv køn?

”Så du mener, du er for køn til mig?” spurgte den lille engel og hævede det ene øjenbryn. Nej, han syntes ikke selv, han var spor køn, men han brugte både tid og penge på sit udseende, og desuden havde hans nye tilstand som engel givet ham et eller andet, som folk åbenbart faldt for, så helt grim mente han da heller ikke, at han var. ”Og hvad er det for noget med småsyge drenge? Jeg er faktisk tyve, at du ved det.”
Og når man var tyve, så var man ikke længere end dreng, så var man en mand – eller i hvert fald noget nær det… Bare ikke lige i Milos tilfælde. Når han fortalte, at han var tyve, brød de fleste enten ud i latter eller sendte ham mistroiske blikke, for han så ikke ud til at være en dag ældre end de sytten år, han havde haft på bagen, da han blev stukket ned. Desværre for Milo, der helst gerne ville virke ældre end han så ud, for hans unge udseende gav ham problemer når han for eksempel skulle ind på barer som denne, men det var vel også snart på tide for ham at affinde sig med sit evige liv og begynde at fortælle folk, at han kun var atten…

Han stillede glasset fra sig på bænken. Als ord fik ham først til at se noget forskræmt ud, men han slappede hurtigt af igen, og et bittert smil bredte sig på hans læber.
”Ha-ha – meget morsomt,” lo han sarkastisk. ”Pas hellere på, at jeg ikke forgifter dig.”

Han lænede sig tilbage og hvilede sit baghoved imod væggen, alt imens han mærkede, hvordan kvalmen fortog sig. Da Al igen talte, vendte han blikket imod ham. Alex, hed han åbenbart… Så Al havde blot været et kælenavn.
”Jeg hedder Miles, men alle kalder mig Milo, så det skal du være velkommen til også at gøre.”

Åh nej, den anden havde misforstået ham. Et skævt smil gled over Alex' læber og han rystede på hovedet. Den ene hånd støttede sig mod bænkens sæde, alt imens han så over på den anden, med hovedet let på skrå.
"Jeg er bestemt ikke for køn til dig, men darling, jeg er alt for køn til at score folk ved at slæbe tilfældige med om i en baggård..." grinede han og rystede igen på hovedet, men rettede så blikket mod Milo. De mørkeblå øjne betragtede ham intenst.
Alex fandt ham utroligt smuk. Den mørkhårede engel med den lyse hud og de markante øjenbryn var virkelig en fryd for øjet. Men for ikke at stirre for længe på ham, måtte han se væk. "Det er dig der er for køn til mig.." mumlede han utydeligt.

Milos erklæring om, at han altså var tyve, fik Alex til at trække på smilebåndet. Han var selv omkring 347 år, men det ville sikkert blot skræmme den unge fyr væk. "2 års forskel - det er da ikke så slemt?" var hans svar. Han kunne ikke se hvad der var sjovt ved dét. Det var tydeligt, at den anden ikke helt var menneskelig. Der var noget over ham, en særlig duft eller aroma, eller aura måske. Alex kunne ikke sætte en finger på det, men det var lækkert og fortalte noget om et væsen, der næppe kunne være rent menneske.
Den anden så nemlig ikke ud til at være de 20, som han påstod. Men Alex havde for længst fundet ud af, at ikke alle var så gamle som de så ud. Tag bare ham selv. Han havde levet flere menneskealdre og lignede stadig en på de 22. Hvis folk så hans fødselsdato, så ville de nok løbe skrigende bort eller grine af ham.

Da et forskræmt udtryk strøg over den andens ansigt, fik Alex det en anelse dårligt. Det var ikke rigtig noget at joke med, men det virkede til at Milo tog det meget pænt. Hans kommentar om at forgifte ham fik et øjenbryn til at skyde et stykke op.
"Dig forgifte mig?" spurgte han og slog en kort latter op. "Oh honey, du har da helt bestemt humor.." grinede han og sendte ham et af sine skæve smil. Det var de smil, der fik kvinder til at stille sig op i kø efter ham, men alle måtte gå skuffede derfra.

Grinet forstummede dog, da den anden åbnede munden og fortalte sit navn. Miles. Det var et lækkert navn, sikke en skam han helst ville kaldes ved kælenavn. Men det ville Alex jo også selv. Alexandre. For satan, han var ikke vil med det fjantede navn.
"Okay, for at være ærlig så er mit navn Alexandre, men deeet er vidst lidt for feminint til mig.." uddybede han. Det var vel god stil, når nu Milo havde fortalt sit rigtige navn.

Darling… oh, honey… Den andens ord lød så sukkersøde i Milos ører og slet ikke noget, man normalt hørte komme ud af munden på en fyr – i hvert fald ikke én, der ikke var hundrede procent til kvinder… Han kneb øjnene sammen, idet han gav Alex et ekstra elevatorblik som det i hans fuldskab ikke lykkedes ham at skjule særligt godt. Han så bestemt ikke halv usoigneret ud, som de fleste andre mænd, Milo var stødt på her til aften gjorde; hans hår sad og pjuskede på den helt perfekte måde, hans negle var rene og velplejede, hans tøj ikke spor krøllet, hans tænder var hvide og hans ånde duftede godt, hvilket Milo kun bemærkede, fordi han i et svagt øjeblik havde lænet sig tættere på fyren.
Det gav et sæt i ham, og han rykkede sig bagud på bænken. Alex var køn, det var han virkelig, og det var tydeligt, at han havde fanget Milos interesse. Og hvem ved, måske havde den lille engel måske endda en chance? Alex var tydelig ikke helt hetero – eller også var han bare voldsomt metroseksuel - og selvom han påstod ikke at slæbe småfulde drenge med hjem, kunne Milo jo være en undtagelse…

Da fyren fortalte sin alder, tænkte Milo lidt.
”Så du er…” Pause. ”22?”
Det var tæt på hans egen alder, men Alex havde bare den fordel, at han rent faktisk lignede en, der var over tyve år i modsætning til Milo, der lignede en forvokset teenager.

Det skæve smil på den andens læber fik Milo til at smile endnu bredere.
"Humor? Jeg er gravalvorlig," svarede han blot og vippede lidt med fødderne, alt imens han lyttede til Alex, der åbenbart hed Alexandre nu... Det var forvirrende; hver eneste gang Milo hørte hans navn, fik det tilføjet flere og flere stavelser...

Først lidt for sent fik Alex overvejet sit ordvalg. Måske var han bare så vant til blondinerne der stod i baren med ham, at sproget smittede af? Anyways, gjort er gjort og han kunne ikke ændre det nu. Måske Milo ikke syntes det var så slemt, bare fordi han brugte ord som darling og honey. Der var næppe mange mænd i Di Morga der brugte de ord. Men kunne det da ikke være lige meget?!
En stor irritation begyndte at fylde ham, for det var sjældent han tænkte så dybt over tingene. To ord og så gik hans tanker i selvsving. Var det mon Milos skyld? Alex kastede et enkelt blik i hans retning og rynkede så panden. Det var i hvert fald ikke negativt, men hvorfor var han så forhippet på ikke at fremstå som hvad end de ord nu fik ham til at fremstå som?

Strømmen af tanker blev brudt da Milo pludseligt var faretruende tæt på, og Alex forsøgte at gribe ud efter ham. Men inden han nåede at støtte den anden, rykkede han nu tilbage. Milo burde ikke sidde og rokke frem og tilbage på den måde. Var han fuldere end Alex havde regnet med? Måske.. Måske.

"Jackpot, jeg er 22.. nikkede han og lænede sig lidt forover, for at støtte sine albuer med sine knæ. "22 for Gud ved hvilket år.." brummede han. Alex havde ingen ide om at han var en engel, for i tidernes morgen da han døde, der blev han blot genfødt uden erindring om sit tidligere liv. Han var blevet glemt og havde derfor også fortrængt enhver idé om magiske evner og vinger. Kun enkelte gange i mareridt fik han en bid af sit gamle liv, men det var endnu ikke lykkedes ham at stykke sammen hvad det nu var han drømte om.
Vingerne var også væk, de havde efterladt to mindre ar. Det ene placeret under hans tatovering på højre skulder, hvor der stod Don't stop dreaming. Det andet lidt skævt og forvredet, i forhold til at han skulle have været en engel med vinger.

"Gravalvorlig? Mhm.." fnøs han og sendte Miles et drilsk smil. Som om. Mens de havde siddet der på bænken, havde Alex fået en idé. Han rejste sig op, men drejede så rundt og satte sig på hug foran Milo.
"Miles. Hvis du nu bliver siddende her i 2 minutter, ikke? Så lover jeg at jeg er tilbage om lidt.. Du må ikke falde imens.." formanede han og strøg en tommelfinger over englens kind. Milos hud var varm og blød, hvilket fik Alex til at dvæle et øjeblik. Endelig løsrev han sig dog og rejste sig op, for at bevæge sig ind i baren igen. Hvis han var heldig, så ville Pedro lade ham gå lidt før tid.

Milo bemærkede godt, at Alex rakte ud efter ham, da han svajede, og bevægelsen fik lokket et lille smil frem på hans læber. Han var hurtig, ham Alex, men han havde vel også mange års erfaring med fulde mennesker, når nu han var bartender. Eller… Det kom selvfølgelig an på, hvor længe han havde været ansat… Nu havde Milo endnu ikke oplevet ham stå i baren og mikse drinks, så han kunne ikke helt bedømme det; det eneste, han vidste, var, at Alex måtte have været fuld nok gange til at opfinde en kur imod kvalme.

Milo havde gættet ret i, at Alex var toogtyve år. Kun to år ældre end ham selv… Milo betragtede ham, imens fyren brummede et eller andet uforståeligt.
”Hvad…?” spurgte den unge engel og rynkede lidt på brynene.

Milo var selv en vingeløs engel, men i modsætning til Alex vidste han godt, hvorfor han manglede sine. Han havde – i sin foragt for det evige liv og skræk over at blive sendt tilbage til jorden – skåret dem af meget noget så simpelt som en hobbykniv. Det havde også kostet ham; på ryggen havde han to store ar, der bar tydelige præg af ikke at være blevet behandlet ordentligt. Hvor mærkeligt ville det ikke også være, hvis han pludselig dukkede op på det hospital igen, hvor han netop var død?

Da Alex bad ham blive siddende, nikkede han blot. To minutter burde han sagtens kunne klare, men han undrede sig over, hvad den anden mon havde i tankerne. Forhåbentligt ikke flere magiske drikke imod kvalme…

Alex havde ikke ventet på Milos nik, han havde allerede rejst sig da den anden nikkede. Inde i baren måtte han lede lidt efter Pedro, der sad på sit kontor og stenede nogle youtube-videoer om speedway. Pedro var nok den særeste mand længe, han var halv spanier og halv nordmand. Den sære kombination havde resulteret i, at Pedro havde båret en masse traditioner med sig fra hvert land og nu rendte rundt som en speedway-fanatiker der spiste efter de norske traditioner, men påstod han var spansk.
"Peeedro?" spandt Alex og bevægede sig et par skridt længere ind på det smalle kontor.
Den blonde mand kiggede op og blinkede til ham. "Få ham godt hjem, ikke?" svarede han blot, før end at han vendte tilbage til sine videoer. Damn. Så havde han gættet hvad Alex ville. Oh well, det var hvad han havde brug for og efter at have arbejdet langt over de 37 timer han egentlig havde om ugen, så ville det næppe skade.

Hurtigt smuttede Alex uden igen og hen til Milo. "Så, nu tager vi hjem til mig og så kan du sove din brandert ud, ikke?" sagde han, hvilket egentlig virkede som et foreslag, men Milo skulle nok modsætte sig meget kraftigt, hvis Alex skulle lade ham blive. Den unge fyr så ikke ud til at være helt på toppen og hvis Alex kendte sin bar, så ville han nok ikke få en let aften. Der var sjældent særligt mange der bare sad for sig selv på Z. Der var mange stamkunder og festen udviklede sig altid til én stor, hvor både bartendere og kunder deltog. Tequilashots var især populære, specielt hvis der dukkede en frivillig op der lagde krop til en bodytequila.

Forsigtigt hjalp han Miles på benene og greb fat om hans liv, samtidig med at han tog den andens ene arm over sin skulder. Så burde de kunne komme afsted. Det gik ikke ligefrem hurtigt, men det gjorde ikke så meget. Det skulle helst foregå i et tempo, der ikke gjorde den anden alt for ilde tilpas.

Der gik et kvarter før de nåede frem til lejligheden, hvor Alex boede. Det var en lille opgang med kun fire lejligheder, hvor han boede i den øverste til højre. Der var intet overdådigt ved det og han havde ikke mange kvardratmeter at råde over, kun lige nok til tre værelser. Der var en stue, som var det største rum i lejligheden. Her var den ene væg fyldt ud med en reol, hvor der stod et utal af bøger og diverse genstande som han havde samlet gennem tiden. Der var blandt andet et gammel kamera og et ældre videokamera fra omkring 1920'erne. Der stod en grammofon og en hel masse lp-plader, der også var samlet gennem tiden. Enten havde Alex købt utroligt mange vintage ting, eller også måtte han bare være ældre end han så ud.
Udover reolen stod er også en bred sofa i sort samt et sofabord i glas. Gulvet var af træ og ovenpå det lå et fint tæppe. Planter var der ikke mange af, men i den ene ende var der store vinduer og en dør ud til en mindre altan, hvor der boede en palme.
Det andet værelse var soveværelset, som var stedets næststørste rum. Det var her Alex trak Milo ind og placerede ham på sengen. Sengen var lav og bred, til trods for at han kun var en. Den var betrukket med et hvidt lagen og sort sengetøj samt en række puder. Væggen var skrå over sengen og på den hang der en masse små stjerner, der lyste op i mørke. I den anden side af rummet stod der et antikt bord i træ med en stol til, hvor Alex' MacBook og spejlreflekskamera stod. Ved siden af det et askebæger, da han tit røg inde i rummet når han arbejdede. Der var også et vindue lige ved siden af, så det gjorde ikke så meget.
Alt hans tøj var samlet på et stativ og hans sko var placeret på en mindre hvid reol. Der stod også en stumtjener hvor der hang et par hatte og slips. På reolen var der også en enkelt hylde med et par smykker, forskellige par solbriller og en række butterflyes.

Alex selv havde taget et lille skridt væk fra sengen og betragtede nu Miles. "Er der noget du har lyst til? Brug for? Kaffe, vand, sodavand..?" tilbød han og trådte så lidt tættere på ham. Det kunne godt være at den anden følte for et eller andet han kunne sove på.

Undervejs havde Alex forklaret Milo, at han havde fortalt sine venner i baren at hvis nogen spurgte efter Milo, så skulle de bare sige at han var i gode hænder. Men Alex tvivlede på hans venner ville savne ham, for de så ud til at være godt optaget af deres egen fest.

Musikken og snakken – eller snarere samtlige højlydte stemmer, der råbende forsøgte at overdøve det nummer, der netop nu blev spillet – nåede ud til Milo igennem døren, som Alex netop havde lukket i bag sig. Han sad og pillede ved en flig på sin T-shirt, og skuttede sig. Først da en kold vind, der fik hårene til at rejse sig hele vejen fra hans fingerspidser og op til hans nakke, gik det op for ham, at han havde glemt sin jakke inde på baren.
Skulle han mon hente den ny eller vente på, at Alex kom tilbage? Den første mulighed virkede mest oplagt og praktisk, men han valgte alligevel den sidste. Sæt Alex vendte tilbage og fandt bænken tom uden en Milo i sigte? Han ville tro, at den unge engel havde brændt ham af, og sikkert tage hjem alene. Og så ville Milo have spildt sin chance, for han tvivlede på, at Alex ville tilgive ham, hvis han vendte tilbage i morgen…
Nej, så hellere vendte.

Da Alex kom tilbage og spurgte, om Milo ville med ham hjem, lyste han helt op i et smil. Ja, ja, ja! Der var intet, han hellere ville lige nu. Det var enten det eller at tage alene hjem, hvor han bare skulle sidde og have ondt af sig selv resten af natten. Nej, så hellere tilbringe lidt tid med Alex og hans mirakeldrik.

”Mhmm, meget gerne!” svarede Milo og rejste sig fra bænken. ”Jeg skal bare lige hente min jakke først, okay?”
Han sendte Alexei et smil, før han forsvandt ind i baren igen. Her måtte han mase sig frem til det bord, hvor ham og hans venner først havde slået sig ned; folk stod tæt og dansede, og de lod ikke til at tage sig af, at der stod en spinkel fyr, som tydeligvis havde vældig travlt, og forsøgte at skubbe dem til side.

Til sidst nåede han dog frem. Ved bordet fandt han, til hans ærgrelse, hans ene ven. Nu slap han da aldrig væk.. Han forsøgte så diskret som muligt at snuppe sin jakke, men vennen, der sad omgivet af piger, opdagede ham trods hans anstrengelser.
”Smutter du allerede, Milo?” spurgte han.
Milo rystede på hovedet og iførte sig jakken. ”Nej, jeg skal bare have lidt frisk luft.”
”Du kan måske ikke klare det? Vi har kun været her i, hvad, en time?”
Vennen grinede, og pigerne grinede med, men Milo var allerede halvvejs ovre dansegulvet.

Da han nåede ud til Alex igen, skuttede han sig.
”Skal vi gå?” spurgte han, men fyren havde allerede langt armen om livet på ham. Det var egentligt ikke nødvendigt, for kvalmen havde fortaget sig og Milo havde aldrig haft problem med at holde sig oprejst, men han modsatte sig bestemt ikke. Det var på en måde rart at være tæt på et andet væsen igen, og der var et eller andet ved Alex, der føltes velkendt… Hvad det var, kunne han dog ikke sætte fingeren på.

På vejen hen til lejligheden forklarede Milo ligeledes Alex, at han altså havde taget afsked med sine venner, eller i hvert fald den ene, da han havde hentet sin jakke.
Han tog plads på sengen og smed sin jakke, før han lagde sig ned og krummede sig sammen næsten som en kat, der havde fundet en solrig plet. Da Alex spurgte, om han ville have noget, brummede han blot.

”Mhm-mhm… Jeg vil bare sove…”
Hans øjne var allerede gledet i.


(Mistede pludselig kreativiteten halvvejs inde i svaret …)

Alex kunne ikke lade være med at smile, da Milo krummede sig sammen og nærmest allerede sov. Selv ville han helst nyde synet af den anden lidt endnu, inden han selv lagde sig. Derfor smed han sin trøje og sine bukser, så han kun havde de tight boxer-shorts på. Det var normalt at han gik rundt sådan i sin lejlighed, for der var ingen andre end ham selv - og så hans kat, selvfølgelig.
Da han satte sig ved det lille skrivebord og åbnede sin computer gik der ikke længe, før end at katten kom spænende og sprang op på hans skød. Det var en plysset skovkat med en enorm pels, hvor der et eller andet sted var et halsbånd. Det sjove ved katten var, at den havde et sort aftegn på sin ellers sort/hvide pels der lignede et moustache lige under snuden. Dette var også grunden til, at Alex havde navngivet dyret "Sir".

Til trods for, at Alex havde håbet på at kunne sidde bare en halv time og arbejde ved computeren, så måtte han indrømme at han var træt - og at han godt kunne ligge op af Milo lige nu. Sir syntes at have fået den samme idé, for inden han nåede at rejse sig, så var katten hoppet ned igen og havde lagt sig op af Miles.
Sir var en overvægtig lille kat, med en enorm pels der blot fik den til at ligne en pels-bold. Han havde flere gange fået katten på en kur, men det var som om, at det kære dyr bare var permanent fed.

Et smil gled over Alex' læber og han var ikke sen til at klappe computeren sammen og rejse sig, for at gå hen til sengen. Her sneg han sig ind under dynen og lagde sig tæt op af Milo. Hans varme hænder listede sig ind under hans trøje og hvilkede på den andens brystkasse, alt imens at han nussede den bløde hud. Forsigtigt lagde han hovedet på samme pude som den Milo benyttede sig af og trak vejret dybt ind gennem næsen, for at nyde duften af den anden.
Der gik ikke lang tid før end at han sov.

Næste morgen vågnede han op og skulle lige bruge et kort øjeblik på at huske hvorfor det nu liiiige var, at han lå med armene tæt slynget om en anden person. Men så kom det hele til ham og han puttede sig bare længere ind mod den anden, der tilsyneladende stadig sov. Milo syntes ikke at have haft noget imod at de lå så tæt, i hvert fald ikke så længe hans underbevidsthed havde magten.
Men når den anden vågnede ville det måske være noget andet. Ville det være akavet? Bare en smule, især hvis Miles valgte at afvise ham.

Tanken om afvisningen fik Alex til langsomt at slippe grebet om den anden og sætte sig op. Dog nåede han at give ham et utroligt hurtigt og engleblødt kys i nakken, inden han var helt oppe. Sir lå stadig og puttede sig ind til Milo, den kunne sove i timevis.
Skulle han lave morgenmad til ham? Det ville nok være rart. Tømmermændsbrunch! Klokken var alligevel hen af 12 tiden om morgenen. Eller formiddag var det nok nærmere.
Alex strøg en hånd gennem sit hår og vandrede ud i køkkenet, hvor han påbegyndte et større projekt; deres brunch.

Havde det ikke været, fordi Milo var så dødtræt og stadig lettere beruset, ville han have sprunget ud af sengen ved Alex’ blotte berøring. Nu skuttede han sig bare, rykkede tætterede ind imod Alex og blundede videre idet han fortrængte alle sine løfter om ikke at lukke andre end i sin safe zone nogensinde igen… Det gik alligevel altid galt til sidst; han havde været så sikker med Caspian, så overbevist om, at han havde fundet den eneste ene, den, der ville elske ham igennem hele hans evige liv, men den drøm var brast i tusind stykker så pludseligt, at han helt havde mistet troen på sand kærlighed…
Hvad var kærlighed i det hele taget også? Ikke andet end en underlig fornemmelse i maven, der bandt to mennesker sammen i kødlige lyster…

Solen prikkede til hans øjenlåg, og Milo begyndte at røre på sig.
”Mrrmmm…” spandt han, og ved siden af ham var der en anden lille skabning, der også spandt. I et kort sekund troede han, at det var Persephone og at han var hjemme i sin egen lejlighed. Han rakte ud efter katten, men da gik det op for ham, at kræet var alt for pelset og overvægtigt til at være hans smukke, slanke hunkat.
Han spærrede øjnene op og satte sig op med et sæt. Han var stadig iført sit tøj fra aftenen før, men hans jakke lå på gulvet… Hvad vigtigere var: Hvor i al verden befandt han sig?!

Han rejste sig op, stadig med den fede kat i favnen, næsten som om han befandt sig på fjendtligt territorium og havde beskyttertrang for dyret, og forlod soveværelset. Inde i stuen, med kurs mod det, der måtte være køkkenet, fik han øje på en mørkhåret skikkelse. Det pjuskede hår og den ranke ryg virkede velkendt…
Og så pludselig slog det ham, at det var Alex. Alex, bartenderen, der havde inviteret ham med sig hjem i går.

Milo åndede lettet op. Med pjusket hår, uglet tøj og øjne, der næsten kun var to små sprækker, begav ham sig ud i køkkenet.
”Godmorgen…” brummede han træt og fremtvang et smil til ære for Alex. "Jeg må have sovet meget tungt... Hvad er klokken?"

Alex havde haft Milo under mistanke for at ville rykke sig for hans berøring, men det skete ikke - måske han var for træt til at gøre modstand? Tanken gjorde Al en smule trist, men det fik ham ikke til at stoppe. Der var et eller andet fuldkommen magisk over den andens hud, et eller andet der bare rev i ham, trak i ham for at han skulle røre ved den bløde hud.
Det havde været rart at sove med armene om ham, bare det at sove sammen med en anden. Alex havde følt sig tryg, tryggere end han havde gjort længe. Men det var der ikke nogen der vidste, måske pånær Sir, men det var jo alligevel bare en fed kat der ikke kunne hjælpe så meget.

Da Milo trådte ud i køkkenet havde Alex netop kastet en pandekage over på tallerkenen og hældt op til en ny på panden. Siden han stod med ryggen til Milo var teksten på hans skulder synlig - "Don't stop believing" stod der. En tekst han havde haft stående i en del år. Hans arme var også godt fyldt ud med blæk, det var primært på underarmene og så var der selvfølgelig hans "Haters make me famous" på brystet. Den havde været mest for sjov.

Alex vendte sig om og sendte ham et smil. "Godmorgen sovetryne! Klokken er 12:24 og der er brunch om lidt" annoncerede han og vendte så igen sin opmærksomhed mod madlavningen. Kaffen var igang med at brygge, der stod tallerkner med bacon, røræg, en kurv med brød og et fad med en masse frisk frugt på - alt rettet an på det lille to-personers spisebord der stod ude på den anden balkon der fulgte med lejligheden.
Tanken om at Milo ikke brød sig om ham var nok til, at Alex ikke turde se på den anden. Det var nemmere at skjule usikkerheden når der ikke var nogen der så én i øjnene. Han havde ingen idé om hvorfor det var sådan, men han kunne ikke helt håndtere den anden. Det var som om at han blev 13 år igen. Havde han nogensinde været 13 år? Den tanke fik ham til at stoppe midt i sin madlavning og han frøs et øjeblik, men fortsatte så. Han havde ingen idé.

"Har du sovet godt?" spurgte Alex i et forsøg på at virke henkastet, men det gik ikke så godt. Han var usikker og det resulterede i en nervøs trækning ved hans mund. Den kunne Milo heldigvis ikke se og hvis han kunne, så havde Sir nok stjålet den andens opmærksomhed ved at mijave højt og lægge en pote på Milos bryst. Den tykke kat så ud til at kunne lide Milo mere end Alex.

Det mørke hår stod ud til alle sider og over hans næseryg hvilede et par briller. Han var tynd, men samtidig muskuløs og tonet. Ryggen svajede en anelse og om hans håndled hang et stort ur, som han havde haft i flere år. Hvis der var en ting som Alex ikke kunne forlig sig med, så var det hans look om morgenen. Han hadede det selv og oftest gemte han sig i en stor hættetrøje til han havde været vågen i 2 til 3 timer. Det var en underlig tendens han havde, men det var nu engang sådan det var.

Klokken var allerede halv et… Milo gned sit ene øje med sin frie hånd, altså den, der ikke havde fat om katten. Han havde godt nok sovet længe taget i betragtning af, hvornår han gik i seng. Det havde da ikke været så sent, havde det? Han huskede bare, at han var ankommet til baren, drukket en del og derefter faldet i snak med Alex, og så var de taget hjem til bartenderens lejlighed.
Nå… Men han følte sig da nogenlunde frisk, men det var intet sammenlignet med Alex, der allerede var i gang med tilberedningen af morgenmaden. Den dejlige duft af nybagte pandekager nåede hans næsebor og fik næsten hans tænder til at løbe i vand. Han havde ikke spist noget siden, hvad, frokosttid i går? Så et måltid var tiltrængt, og når det tilmed indebar pandekager, var det kun endnu mere lækkert.

”Det lyder lækkert,” svarede Milo med et smil. ”Og det dufter virkelig også sådan…”
Han havde indtil videre kun bemærket pandekagerne, der i hans verden var et helt festmåltid i sig selv sammenlignet med de morgenmadsprodukter med mælk på, som han til dagligdag spiste, så når han engang opdagede resten af brunchen, der stod serveringsklar ude på balkonen, ville han få sig en glædelig overraskelse.

Mens de stod lidt i stilhed, gav han sig til at kigge sig omkring. Alex’ lejlighed var stor og bestemt ikke mangelfuldt indrettet, og Milo undrede sig over, om han mon boede alene. Mon han havde en kæreste? Eller en sambo? Det var da ensomt at bo sådan et sted alene, men et eller andet sted – selvom det var unfair tænkt og udelukkende var af egoistiske årsager – håbede Milo, at Alex’ eneste samlever var den fede kat…
Han fandt den anden utroligt tiltrækkende, og selvom han endnu ikke havde modet til på nogen måde at antyde det eller vise speciel interesse i Alex’, ville det stadig føles som et slag i maven at finde ud af, at han havde en kæreste. Han kunne lige forestille sig, hvordan den andens kæreste så ud; en høj, mørkhåret fyr – Milo gik stadig ud fra, at Alex var til sit eget køn, før andet var bevist – med tonede muskler og store arme, der kunne holde ham trygt i sin favn.

Milo gøs, og heldigvis blev hans tankestrøm afbrudt af Alex, der nu igen talte til ham.
”Jeg har sovet vidunderligt. Din seng er nærmest som en hel lille sky at sove på.”
Han blev nærmest afbrudt af katten, der mjavede igen og krævede opmærksomhed. Han smilede overbærende og satte katten ned på jorden, hvor den hørte hjemme. Da han igen rettede sig op, blev han mødt af Alex’ ryg. Den anden var igen gået i gang med pandekagerne, og på trods af at det ikke var en ret, der krævede specielt meget opsyn, bemærkede Milo, at Alex nærmest stirrede ned på panden. Nærmest som om… som om han ikke gad kigge på Milo.

Den unge engel mærkede et sug i maven. Havde han mon gjort et eller andet forkert, der havde fået Alex til at skifte mening om ham? Han havde været så opsat på at hjælpe Milo i går, men nu virkede han nærmest som om han fortrød, at han havde inviteret ham med hjem.
Milo bed sig i kinden. Mon han havde gjort noget i går, da han ikke var ved fuld bevidsthed?


"Alex, du.. Du må meget undskylde, hvis jeg har været til besvær… Det var ikke min mening." Han stødte tæerne på sine bare fødder sammen, og vendte blikket imod dem. "Virkelig. Måske er det bedst, hvis jeg bare tager hjem nu... Så kan du i det mindste nyde din morgenmad i fred."
Han smilede ned til sine fødder, men smilet var tvungent og nåede slet ikke op til hans øjne. Han havde faktisk nydt at Alex tog sig af ham og passede på ham... Selvom han ikke erindrede, at den anden havde holt om ham natten igennem og kysset ham i nakken i morges, var alt det andet stadig rart.

Alex havde fortsat opmærksomheden rettet mod panden, det var først da Sir strøg sig op af hans ben at han så ned. Den skøre kat kunne alligevel godt lide ham. Han skulle lige til at give den mad, da Milo begyndte at undskylde. Et sug gik gennem maven på ham og han vendte sig om mod ham. Et smil var antydet på hans læber.
"Besvær? Du har da bestemt ikke været til besvær, darling!" grinede han og trådte et skridt hen til den anden, hvor han hurtigt lod to fingre stryge ham hen over armen. Usikkerheden var forsvundet dom dug for solen, i hvert fald ud ad til. Han ville ikke vise svaghed overfor nogen, det var nok hans største fejl. Tanken om at fremstå svag og skrøbelig foran andre fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham. Kun en gang i hele sit liv havde han grædt overfor nogen, men det havde været da hans forhenværende kat døde.

Pandekagerne var færdige og han vendte tilbage til panden for at svinge den sidste over på tallerkenen. Der var et lille bjerg af pandekager på den og Alex løftede den op, hvorefter han lagde en arm om Milo, for at føre ham ud mod balkonen.
"Jeg lader dig først gå, når du har nydt dette ene måltid med mig..." hvisker han i hans øre og lod sine læber være få millimeter fra den andens varme øreflip. Et stort smil bredte sig og Alex satte tallerkenen fra sig og indtog den ene stol ved det lille bord.
"Her bor kun mig og katten og jeg orker ikke at invitere Pedro forbi til morgenmad, han snakker alligevel kun om sine mange damer!" uddybede han.

Sandhedenbvar egentlig, at han var ensom. Katten var der og vennerne fra baren, men det var også det. Kun få af dem så han når han ikke var på arbejde, kun Pedro havde været hjemme hos ham. Det var bare blevet en smule akavet efter at Pedro havde undersøgt om han var til mænd med Alex og fundet ud af, at han var til piger henlevelsen igennem. De fungerede dog stadig på arbejdspladsen, men de sås ikke længere privat.
Alex havde heller ikke haft en kæreste i lang tid. Omkring 20 år, sådan cirka. Det var svært at opdrive reel kærlighed.

På bordet lå et par af Alex' mange solbriller, som han tog på. Derefter så han på Milo.
"Kan vi ikke aftale at du bliver her og spiser brunch med mig - måske låner lidt rent tøj og så er du fri til at gå? Eller blive, hvis du har lyst til det.." foreslog han. Det ville være rart med selskab.

Darling… Der var den igen. Og så den måde, hvorpå Alex strøg sine fingre over hans arm… Milo mærkede, hvordan hårene rejste sig i nakken på ham og han fik gåsehud, men det var bestemt ikke den ubehagelige form for kuldegysninger. Det var nærmest… rart.
Han gengældte Alex’ grin med et smil.

”Sikker?” spurgte han, men i det samme blev han skubbet af sted af Alex ud på en lille balkon. Da han så bordet, hvorpå der stod serveret et helt festmåltid, spærrede han øjnene op og vendte sig rundt imod den anden med et sæt.
”Har du…? Jamen… hvornår?”
Han havde virkelig sovet længe!

Da Alex hviskede ham i øret, fik han igen de dér fandens kuldegysninger… iiih! Han mærkede, hvordan varmen steg op i hans kinder, men han skjulte det ved at lade som om, at han holdt øje med katten, der tullede rundt inde i stuen.
”Det er en aftale,” svarede Milo. Han forsøgte at lyde selvsikker, for han ville virkelig gerne nyde maden med Alex, men den sjældent fremkomne generthed skinnede tydeligt igennem. Hvad var det, Alex gjorde ved ham? Al den venlighed, al den tryghed, han udstrålede, det virkede så... så bekendt, men alligevel som noget, Milo ikke havde følt længe.

Han tog plads ved bordet og kiggede lidt rundt. Så meget mad… Det var svært at tro på, at Alex virkelig havde arrangeret alt det her, kun for ham… For han havde ingen sambo, det havde han netop selv sagt. Milo smilede ned til sin tallerken og turde ikke engang kigge op af frygt for at afsløre sine røde kinder, da Alex snakkede. Låne tøj af ham… Så havde han en undskyldning for at se ham igen.

”Det første lyder rart… Jeg skal bare på arbejde senere,” svarede han, og ærgrede sig allerede. Han havde ikke lyst til at forlade Alex så tidligt…

Alex havde været vågen i et stykke tid, men nu havde brunchen også været planlagt siden han gik i seng igår. Han elskede at forkæle andre, primært med små overraskelser som de næppe ville se komme. Milo virkede i hvert fald overrasket og det gjorde Alex glad. Det var sært som den unge, mørkhårede fremmede kunne få hans mave til at boblr over med sommerfugle og hans hjerte til at slå lidt hurtigere.
Han forstod det ikke, det kunne ikke være kærlighed. Sidst han havde følt sådan noget var jo flere år siden. Der havde han boet sammen med sin eneste kvindelige partner - Line. Hun havde boet på det tredje værelse i lejligheden og de havd været sammen i et halvt år, før end at han indså, at han ikke kunne med en kvinde. Hun havde været meget androgyn i udseendet, men det gik ikke.

Da Line havde forladt lejligheden have Alex også mistet lysten til at have billeder hængende. Der var ikke et eneste billede af ham selv eller familie eller venner. I stuen hang der et stort wallsticker formet som jorden, men ellers var der ikke rigtig noget på væggene.

De mørke øjne hvilede på Milo, alt imens han løftede sin fyldte kaffekop op til munden. Arbejde? Hvor mon han arbejdede? Var han tjener, måske arbejdede han på en cafe? Eller i en tøjbutik? Alex bed sig i underlæben og satte koppen fra sig, efter han havde taget en tår kaffe. Hvis han arbejdede i en tøjbutik, så ville han gerne aflægge den et besøg.
"Jeg har også en vagt her i eftermiddag, men du kan jo komme forbi når du har fri? Hvis du da føler for det.." tilbød han og blinkede til ham. Det ville gøre hans aften tusind gange bedre og lettere at komme igennem, hvis Milo var der. Så kunne han måske slippe for de lumre damer og hende den omklamrende blondine. Hun var lige startet og havde udset sig Alex som sit offer. Det var ubehageligt.

Det var først nu han lagde mærke til Milos røde kinder. Et ømt smil formede sig på hans læber og han slog blikket ned. Hvor var han dog glad for at de var løbet ind i hinanden, for Milo fik ham til at føle ting, som han for længst havde glemt.
Hvis han kunne, så ville han stjæle Milo fra verden og beholde ham for sig selv. Så kunne de kun være de to, til verdens ende.
Hvad gik der dog af ham?! Jesus Christ, han måtte være skør.
Alex så op og smilede uforklarligt stort til Milo.
"Jeg er glad for at have mødt dig.." mumlede han og lagde sin hånd på bordet, lige der mellem frugtfadet og siruppen.

Milo tog endelig plads ved bordet. Der var både æg, bacon, brød, frisk frugt og så selvfølgelig pandekagerne fra før – hvad mere kunne man ønske sig? Det skulle da lige være en smagsprøve på Alex’ læber… Den stadig rødmende Milo gemte sin kind imod sin ene skulder, men da Alex talte og han kiggede op igen, havde hans hud i hovedet til gengæld genvundet sin normale blege farve.
Om han ville komme forbi når han havde fri? Behøvede Alex overhovedet svare?

Milo nikkede glad.
”Det vil jeg meget gerne!” svarede han. ”Og jeg skal nok sørge for at holde lidt igen med alkohollen denne gang.”
Han kløede sig i nakken. Alkohol havde trods alt aldrig været hans stærke side, og han vidste, hvor dumt han teede sig, når han havde fået lidt at drikke… Det var ikke noget, han ville udsætte Alex for igen.

Og dog… Han var ikke sikker på, at han ville turde snakke med den smukke fremmede, når han ikke havde fået lidt alkohol i blodet. Nu sad han og følte sig som en genert, forelsket skolepige, der slet ikke turde sige noget… Og hvor end han gerne ville, havde han ikke modet til at række frem og røre Alex’ håndryg med sine fingerspidser, da den anden lagde sin hånd på bordet.
Han følte sig helt paralyseret af fyrens udstråling. Han var smuk, venlig og havde hjulpet Milo i går og tilmed overrasket ham med morgenmad… Alt det fortjente han slet ikke, men alligevel Alex gjort det. Men hvorfor? Han havde påstået, at han aldrig slæbte nogen med hjem, så Milo måtte jo være noget særligt…
Den spinkle mørkhårede bed sig i læben. Mon der var håb for ham? Alex var så skøn og køn og smuk, og han havde forhekset Milo til ikke at ønske sig andet i hele verden lige nu end Alex’ arme omkring sig…

”Jeg kan kun sige det samme.”
Han smilede til den anden.

Han nød den lækre morgenmad, men kun halvt så meget, som han nød at snakke med Alex. Konstant, i hvert eneste øjeblik den anden kiggede væk, sendte Milo ham stjålne blikke, og når Alex kiggede på ham, var Milos blik fæstnet ved hans hånd, hvis bevægelser han ivrigt fulgte med i, idet han sad og samlede mod til sig til at tage den, stryge den over håndfladen, flette sine fingre ind imellem Alex’… Det skete bare ikke.

Det føltes som timer at de sad der. Og da Milo fik kastet et blik på sit ur, var klokken da også allerede fem minutter i to. Han sprang nærmest op.
”Undskyld, Alex, jeg ville virkelig gerne hjælpe med at rydde op, men jeg bliver nødt til at tage af sted, ellers kommer jeg for sent,” undskyldte han, trippede og gned sine hænder; det var tydeligt, at han ikke havde lyst til bare at skride uden i det mindste at hjælpe til med at rydde op. ”Men jeg lover dig, at når vi ses senere, skal jeg nok betale dig tilbage på en eller anden måde!"

Fejl.

Alex betragtede Milo, dybt fascineret af den anden. Deres kemi var helt fantastisk og samtalen kørte på alt og intet. Han havde lyst til at fryse øjeblikket og blive i det for evigt. Men det kunne han ikke og da Milo rejste sig og erklærede at klokken var for mange og han måtte gå, sank hans hjerte en anelse. Han havde slet ikke lyst til at være alene.
Da Milo nævnte at han ville 'betale ham tilbage' fik Alex en ide. Han havde ladet sit blik vandre, men nu var det rettet direkte mod den anden. Han rejste sig langsomt med et skævt smil og trådte hen til ham. Hans ene hånd strøg hen over hans kæbe, imens den anden placerede sig om hans talje.

Et drilsk smil spillede på Alex' læber og han læner sig forsigtigt frem, imens han lod hånden køre langs kæben og mod nakken. En finger snoede en tot af Milos hår og han fortabte sig et øjeblik i hårtotten, inden han åbnede munden.

"Du kan betale mig nu?" foreslog han. Stemmen var en hvisken og langsomt lænede han sig tættere ind mod den anden, for at kysse hans bløde læber. Da hans læber ramte Milos var det som om, at en elektrisk strøm gik gennem ham og han lukkede øjnene i. Det her var rigtigt. Det her var sådan det skulle være. De hørte sammen.

Hånden om Milos talje trak ham grådigt tættere ind til sig og kysset blev intensiveret. Alex lade hovedet på skrå og pressede kærligt sine læber mod den andens.
Der stod de, Alex kun i boxershorts, havde kendt hinanden i under 12 timer, midt i en brunch - og kyssede.

Dybt fascineret… Det var lige præcis, hvad Milo var. I hvert fald lige indtil Alex pludselig kom tæt på – meget tæt på. Han kom så tæt på, at den unge engel næsten kunne fornemme, at deres læber mødtes, selvom der stadig var et par centimeter imellem dem, før han pludselig sprang tilbage, som havde han fået et elektrisk stød.
Minderne om de gange, han var blevet forladt og såret, og især den gang med Caspian, rullede igennem hovedet på ham som en gammel film, der alligevel stod så klart i hans hukommelse. Han havde lovet sig selv, at det ikke skulle ske igen. Han ville aldrig binde sig, og aldrig blive såret igen.
I hvert fald ikke før han fandt den rigtige, den eneste ene. Og det skulle bare ikke være en, der kyssede ham efter kun at have tilbragt et par timer sammen med ham – hvor meget Milo så end havde lyst til at presse sine læber imod Alex’.
Men hvis det virkelig var det værd, kunne det vente.

Han trådte baglæns, ind af døren ud til balkonen.
”Undskyld… jeg er virkelig nødt til at gå nu...”
Ikke et eneste blik ofrede han Alex.

Han skyndte sig ind i soveværelset, fandt sin jakke og derefter sine sko ude i entreen, hvorefter han forlod lejligheden.


// Out