Just talk to me in my head-Nanase

Tid:Midnat tid-23.00 ca
Vejr:Sne over det hele
Sted:Kirkegården
Omgivelser:En hel masse grave, både åbne og lukkede grave. Sne rundt omkring
,en hvid kirke tæt ved gravene, hvor der udenom er få blomster både visne og ikke visne blomster. Få sorte ravne, få skyer op himlen, og noget faldende sne
Påklædning:Underdelen:En sort lang frakke der går lidt op ad nakken, en sort t-shirt med grå kant. Underdelen:Et par sorte stramme busker. Fodtøj:Et par sorte slidte convers sko med røde snørrebånd hvor der står 13 på, der står også 13 på skosålerne.
________________________________________________________________________

Det var endelig tid til at gå en tur ned til kirkegården med et bunt sorte visne roser. Trace hed den unge herre der var gået sig en tur mest fordi han havde lyst til at lægge nogle blomster på en af hans folks forældre der var døde, som han havde fået at vide lå begravet her.Hvorfor er det nu lige at jeg gør det herTænkte Trace inden i hans hoved han var ikke normalt den type der tit gik til kirkegårde med
blomster, men det gjorde han så nu man kunne godt være sød engang imellem. Han havde det røde øje åbnet op og det blå øje halvtlukket sammen han gik videre i et
langsomt tempo så han kunne nå at få omgivelserne med. Trace kiggede rundt og han kunne mærke sneen dale over ham den var kold som den skulle være, og det tænkte han ikke på. Han gik videre og uden han allerede havde tænkt over det var han nået
hen til kirkegården. han gik straks hen til den grav og lagde roserne ned mens han prøvede at læse den kursive skrift men det var svært, bagefter rettede han ryggen op og gik hen mod kirken men han gik ikke derind. Trace studerede rundt om ham selv han så nogle sorte ravne rundt omkring fire blev til fem, og på ingen tid var de rnæsten fyldt med disse skyede væsner. Trace stod hurtigt foran porten til kirken og greb fat rundt om taget mens han gik derind, men uden at han selv vidste det var der fulgt fire af de sorte ravne efter ham ja en havde enda landet på hans venstre skulder. Han mærkede den bed i hans hals men han gad ikke fjerne dem så han lod den bare blive siddende"Du kommer ikke langt med mit blod, hvis du vil leve længere må du haev fat på fjendens blod djævle blod"sagde han og smillede lidt ved det han sagde fjenden det ord elskede han at sige. Djævle var dæmoner s fjende og det ville det altid være, især for ham. Trace s hår hang ned i hans øjne og og hans sylespidse tænder var blottet væk, helt gemt inden i hans mund han havde ikke grund til frembringe dem endnu, hvorfor? fordi der ikke var noget bytte omkring Kirkegården eller ham. Trace gik hen til oglet der stod lidt tæt ved døbefonden han satte sig ned og begyndte at spille få stille toner, porten til kirken var åben så alle kunne sagtens komme ind. "Krrr"sagde den sorte ravn på Trace s skulder han gav den et dræberblik selvom fristelsen til at dræbe dyrret var der så havde han ikke planer om at gøre det. Ikke nu der var tidspunket der ikke. Han spillede videre og holdte hans blik ned på tangenterne mon de rvar nogen udenfor kirken på nær sneen, ravnene og gravene.

//mindre krea sviiigt! sowwie!>_<//

Lige udenfor kirken gik en kvindelig skikkelse, roligt imellem de mange grave. En sort gammeldags kappe faldt hende om skuldrende og gjorde kun det gyldnbrune hår, mere i øjenfaldende. Hendes skridt var målbevidste, som om hun havde en helt klar sans omkring hvor hun skulle hen eller rettere, hvilken grav hun skulle til. Hun holdte i sin venstre hånd, en sølv/sort violin med initialerne N. P. Og i den højre hånd holdte hun fast om 3 sorte roser. Da hun endelig nåede frem til sin destination, lagde hun alle 3 roser ved den samme grav. Gravstenens størrelse bevidnede at personen der lå under ikke var særlig gammel. Hun stod i et kort øjeblik med foldede hænder og så på graven, som om hun kunne se indtil personen der lå der. Efter et par minutter, gik hun videre mod selve kirken. Hun var helt bevidst om at aftenbønnen nu var slut, det var nok også den eneste grund til hun kom nu. Da der ingen var, kunne hun spille lige så længe hun ville. Ingen ville beklage sig over violinens sørgmodige toner. Et svagt smil bredte sig på de rosa læber. Dog blev hun en anelse forbavset, for da hun stod udenfor kirken. Kunne hun tydeligt høre nogen spille på orglet. Og faktisk spille det rimelig godt, hun ville ikke forstyrrer. Så hun valgte at sætte sig på den anden forreste række og bare lytte til han blev færdig. Hendes mærkværdige blik, granskede ham roligt, hun havde aldrig set ham før. Men igen, hvor mange havde også lige set Nanase Phantomimé? Hun valgte jo at dukke op og forsvinde som hun ville.