The heat must have gone to my head..

Sted: Et lejlighedskompleks, der ligger med kun en vej mellem dette og Sombre.
Tid: 21.35
Vejr: Lunt aftenvejr, med en kølig vind.
Omgivelser: Komplekset er dyrt af udseende, med smukke udskæringer i loftet, marmorgulve og gamle træmøbler stående i gangene.

Aftenen var startet stille og roligt, som de fleste andre. Alexei var kommet hjem fra arbejde, med et smil på læben, der blot viste hvor højt han elskede hvad han lavede. Skoene var blevet smidt, jakken var blevet hængt op og da han kom ud på badeværelset, blev også resten af de lettere svedige klude smidt. De havde filmet udenfor i det blændende solskin, hvilket havde resulteret i at han trængte godt og grundigt til et bad. Da dette var overstået, kastede han sig over aftensmaden, som blot bestod af nogle rester af spaghetti caponaraen fra dagen før. Han fandt ikke det mest interessante i at gøre noget ud af maden, når det blot var til ham selv. Maden var blevet indtaget og han havde sat sig til at nærlæse bogen, bag filmen han for tiden arbejdede med.
Men stille og rolig var alt andet end hvad aftenen bevægede sig mod. Faktisk var den allerede nu ved at blive alt andet end lige det. Et par etager under placeringen på Alexeis lejlighed, som lå på øverste etage i komplekset, var en brænd opstået. Røgen havde efterhånden fundet sin vej op til øverste etage og flammerne tog fat i bygningen med en voldsom hast. Alt var kaos. Folk løb ud på gangene for at flygte ned gennem nødudgangen. Nogen stod endda ved elevatoren, i håb om at det faktisk kunne redde dem. Alexei rev døren til sin lejlighed op og hans blik fangede straks glinsende orange-røde flammer i den anden ende af gangen. Folk var efterhånden blevet aggressive og skubbede, hev og sled i hinanden for at komme ud. De prøvede bare at redde dem selv. Selvfølgelig. Mennesket var et egoistisk væsen. Tænkte altid på dem selv først. Medmindre de havde børn. Eller søskende. Hvis et menneske stod ved en klippe, som to personer hang ud fra og den ene var en vildt fremmed, mens den anden var et familiemedlem, ville mennesket til hver en tid redde familiemedlemmet. Fordi mennesket er et egoistisk væsen, der vil have personen der elsker dem og som de elsker, til at leve. Fordi mennesket har brug for bekræftelse. Men har den anden person ikke ligeså meget ret til at leve, som familiemedlemmet? Er der ikke noget dybt forkert i at vælge familiemedlemmet, blot fordi det er personen man kender? Mennesket er og bliver et egoistisk væsen. Og det er varulve bestemt også. Det var ingen undtagelse med Alexei der lige nu løb mod nødudgangen. Han prøvede, som alle andre, at skubbe sig gennem mængden af mennesker. Den éne nødudgang var på ingen måde nok til så stort et lejlighedskompleks. Det var nok også grunden til at folk ville tage elevatoren. Hvis det virkede, virkede det.. Hvis ikke, ville de dø og det regnede de vidst med at de ville gøre lige meget hvad. Det var i et tidspunkt som dette, at Alexei hadede ærgrede sig over sin tilstand som varulv. At han kun var stærkere, når han var i sin ulveskikkelse. At han blot var et normalt menneske, på alle andre tidspunkter, end ved fuldmåne.

Hazel havde nydt en fri aften. Hun havde ingen planer overhovedet haft, og netop derfor havde hun også været vågen, da en tyk bølge af røg sneg sig ind under hendes dør. Hendes lange blonde hår sad i en høj hestehale, og hun havde kun et par sorte shorts og en blå top på. Ingen sko. For hvorfor skulle hun have sko på indenfor. Medmindre hun gjorde sig klar til fest, så gik hun som regel rundt i et par sko inden. Til at starte med havde hun ikke lagt mærke til røgen, det var mere skrigene fra folk på gangen, der fangede hendes opmærksomhed. Derefter begyndte hendes øjne at svi, og hendes hals snørrede sig nærmest sammen. Langsomt lod hun hånden glide op foran munden, men da var skaden jo allerede sket. Langsomt fik hun rejste sig op, hvilket resulterede i endnu mere røg.
Røg havde altid haft en dårlig virkning på hende, der skulle ikke meget til før hun røg ud i et ekstremt hosteanfald, hvilket også var tilfældet denne gang. Da hun omsider nåede hen til døren, fik låst den op og åbnet den og nåede ud på gangen, var hun nær blevet løbet over af et utal af mennesker. Hun støttede sig mod væggen, og måtte endnu en gang kæmpe med et hosteanfald. Hun havde ingen ide om hvordan hun skulle komme ud hun kunne knapt nok se ud af sine øjne.
Langsomt bed hun sig i læben, og fulgte langsomt med alle de andre folk mod udgangen. En noget brutal dame fik dog skubbet hende væk og direkte ind i væggen,. Hun fik gispet sig gennem den smerte der nu var i hendes ene håndled. Med et let gisp endnu en gang, gik det op for hende at hun havde svært ved at trække vejret. Alt for meget røg ned i hendes lunger,. Gad vide hvorfor hun dog var så meget mere følsom end alle andre. Langsomt hvilede hun ryggen mod muren, og ventede på at alle folk forhåbentlig snart var væk fra hende.

Kaosset var vildt. Skrigende folk, alt for mange skrigende folk. Mænd, kvinder og børn løb frem og tilbage, mens de kaldte på hinanden. Alexei tog et par skridt tilbage i gangen og begravede frustreret fingrene i håret. Et ung par kom løbende, hånd i hånd og hver især et grædende barn i favnen. Alexeis blik søgte rundt, efter en udvej. Der måtte være andre end denne åndsvage trappe. Han satte kursen ned mod en dør der befandt sig i den anden ende af gangen, men før han nåede langt fangede hans blik en ung lyshåret kvinde, der stod op af væggen og hostede, som ville blodet snart strømme ud af hendes mund. Han tænkte ikke. Bevægede sig blot med tre store skridt hen til hende og greb hendes hånd, hvorefter han begyndte at trække hende med sig mod døren i den anden ende af gangen. Først i hurtig gang, men det varede ikke længe, før det formerede sig til løb. Han skubbede døren op og trådte ud i den friske hvor der på hver side befandt sig en dør og hvis man trådte lidt længere frem fandt man en tynd balkon der gik hele vejen hen til huset ved siden af. Han fortsatte ud på denne balkon, uden et ord. Han havde ikke tid til at snakke. Hun måtte vel bare stole på at han ikke ville hende noget ondt. Han var trods alt også fanget i en brændende bygning. Han kiggede ud over alle kanter, alle steder hvor der var den mindste chance for at en stige eller noget i den stil kunne befinde sig. Først da de havde bevæget sig helt hen til det andet hus fik han en idé. Lejlighederne havde små balkoner og ved en af de balkoner stod et vindue åbent. Nogen måtte have glemt at lukke det, da de tog hjemme fra, for ingen ved deres sunde fornuft ville da lade deres vindue stå åbent, når huset ved siden af brændte. ”Vent her” mumlede han og slap hende, hvorefter han svang det ene ben ud over hegnet og spottede at han kunne sætte hælene på en lille kant der var udenpå væggen. Han fik sat sig på hegnet og lukkede øjnene i, som han, stadig med hænderne knuget til metal gelænderet der sad over betonhegnet, gled ned og satte fødderne på kanten. Hans åbnede øjnene igen, mens hans hjerte galoperede i brystet på ham.. Han trak vejret dybt og langsomt, for at få styr på luften der højlydt fløj ind og ud af munden på ham. Hvorfor gjorde han det her? Og hvorfor havde han dog hende på slæb? Varmen måtte virkelig være steget ham til hovedet.
Han fik ordenligt fat i gelænderet, med den ene hånd og strakte derefter benet ud, mens han drejede det andet, så hele hans fod stod på den lille kant. Langsomt strakte han sig, mens hans øjne var klemt en anelse sammen og de brune øjne var fæstnet på balkonen. Hans hjerte stod i flammer i hans bryst, fik hele hans overkrop til at smerte. Og.. Han lod foden falde og ramme kanten af balkonen. Et lettet suk forlod hans læber, selvom han udmærket var klar over at han slet ikke var sikker endnu. Hans blik skød over på kvinden ”Tag min hånd og følg min bevægelse!” hans stemme var anstrengt og rystende nervøs. Da hun tog hans hånd lod han langsomt sin overkrop strækkes, så han kunne få fat med den anden hånd i balkonens gelænder. Da hans hånd var fæstnet der, slap han hendes hånd og tog en dyb indånding inden han nærmest kastede sin krop hen, så han klamrede sig til gelænderet på balkonen og stod med begge fødder på kanten. Det kunne ikke gå hurtigt nok, han nærmest smed sig hen over gelænderet og tårerne pressede sig på i hans øjeblik af komplet lykke. Langsomt kom han på benene og gik hen til gelænderet ”Din tur..”

Hazelin havde stilt sig mod væggen, klemt så tæt op af den hun nu en gang kunne, uden at hun behøvede at gå fuldstændig ind mellem murstenene. Hun undgik med nød og næppe, at hun hele tiden blev ramt af en masse mennesker,. Det så i det mindste ud som om at alle folk snart var ude, så hun ikke længere behøvede at være på vagt overfor nogen. Til gengæld stod alle de mange mennesker henne ved trappen ned nu, og dermed havde hun ikke nogen mulighed for at komme ud. Hun mærkede den stigende varme i den opfyldte gang, mærkede sig selv blive svimmel. Hun var ikke særligt god til varmen, eller var det røgen der gjorde hende svimmel? Uanset hvad havde hun det virkelig skidt, øjnene var for slørede til at se noget lige med det samme.
Pludselig mærkede hun en der holdt fast om hendes hånd, idet vedkommende begyndte at trække hende, fulgte hun med. Hun fulgte tempoet så godt som hun nu en gang kunne, da det stadig var lidt sløret for hendes blik hvor de løb hen. Hun kunne dog se det var en mand, en ganske pæn mand. Hvor mon han havde planer om at de skulle hen.
Den friske luft slog mod hende, og føltes ganske kort forkert i hendes lunger. Hun hostede lidt igen, og så nu med lidt klarere øjne, på manden ved hendes side. Døren bag hende lukkede i, og det gav et ganske svagt sæt i hende af forskrækkelse. Blikket gled en gang på deres omgivelser, hun kunne ikke se hvad hans plan var. Alle vidste da at der ikke var nogen stiger ned herfra. Nervøsiteten tog hurtigt til, da hun begyndte at fornemme hans ide. Ej det kunne umuligt passe, hvorfor skulle han dog vælge at gøre det? Men jo, som hun havde set det i tankerne, inden det skete, begyndte han at bevæge sig over mod den anden balkon. Et tøvende blik hvilede på ham, som han kæmpede for at holde fast. Hans plan var forhåbentlig ikke at hun skulle samme vej, højder havde aldrig været hendes kop te.
Han rakte sin hånd mod hende, bad hende følge med. Et kort øjeblik fandt hun sig selv tvivlende, ja sågar i en let forhåbning om at hun kunne komme ned sammen med de andre. Men så snart de havblå øjne så ind gennem vinduet, blev blikket mødt af en tyk sort røg. Hun vidste det var umuligt, at hendes eneste håb var at følge ham. Og bare håbe på at han ikke havde ondt i sinde. Forsigtigt fik hun fat om hans hånd, og fulgte de nøjagtige bevægelser han gjorde. Hun skulle nødig gøre noget forkert, det var bestemt ikke tidspunktet til fejl. Måske ville det have hjulpet på nervøsiteten at man kunne begå fejl, men det var ikke altid at livet skulle være sådan. Varmen fra bygningen bag hende var enorm, selvom hun endnu ikke havde fundet ud af hvor branden var startet. For hende at se, kunne den være startet i toppen, eller i bunden med nøjagtigt samme resultat. En skrigende folkemængde, der kæmpede for at komme ud, og efterhånden samlede sig nede på gaden.
Brat blev hun hevet tilbage til sig selv, da han slap hendes hånd. Hun fulgte ham nøje med øjnene, og bed sig hårdt i læben. Var næsten sikker på at hun ikke kunne komme over, så stærk var hun da slet ikke, og bestemt ikke lige nu, hvor det føltes som om at hendes lunger brændte sig ud gennem brystet på hende. Hun hostede et par gange, og nikkede så en anelse for sig selv. Hun kunne self godt forsøge, det eneste der var, var at hvis hun fejlede ville hun betale med sit liv.
Da han nåede over, rystede hun på hovedet af hans kommentar. “Det kan jeg ikke, jeg kan ikke okay” udbrød hun usikkert. Stemmen skælvede en anelse af frygt, og var faktisk også lidt hæs. Højst sandsynligt pågrund af røgen. En rødlig farve fra rummet bag hende, fik hende til at vende blikket den vej. Flammerne var nu nået til rummet bag dem, hvilket ville sige at hun ikke havde noget valg mere. Hun var nød til at prøve, nød til at komme over. I hvert fald.. håbede hun da på at hun kunne komme over. Og ellers måtte det gerne gå så hurtigt at hun intet opdagede. Tankerne blev rystet ud af hovedet, inden hun fokuserede på ham. Han var målet, han stod på den anden balkon, og hvis hun bare gjorde som ham, kunne alt vel ikke gå helt galt.
Langsomt lod hun sig glide ud over det ene hegn. Hun stod med fødderne, de bare fødder, på den lille kant han havde stået på, og så hen mod ham. Alt virakken havde hevet det bånd ud der havde siddet i hendes hår, og det blonde hår fløj nu ganske blidt om hende. De blå øjne så usikkert mod ham, idet hun rakte hen, strakte sig alt det hun kunne, og fik fat i den anden kant.
Fingrene gjorde noget så forfærdelig ondt da hun lukkede dem om det hegn han stod ved. Hun så tøvende hen mod den anden kant, og vidste hun skulle have sin fod hen og stå på den. Men chancen for at hun ville glide, så snart hun prøvede var alt for stor. Han havde jo sikkert lidt længere arme end hende. Måske hun kunne prøve at skubbe fra med den ene hånd, og se om hun kunne hoppe derhen? Det var vel et forsøg værd. Og egentlig havde hun ikke andre ideer, eftersom hun med sikkerhed ikke kunne gå tilbage til den første balkon. “Jeg.. Det går ikke, “ mumlede hun ganske stille. Nok mest for sig selv,. Ikke så meget til ham, faktisk ikke rigtigt til nogen. Indeni hovedet prøvede hun at finde på en løsning. En eller anden form for redning der kunne få hende ud af den her knibe. Men hun nåede ikke frem til nogen. Langsomt sukkede hun og så op mod fyren igen.
Hun fik med lidt held trukket sig helt tilbage til den første balkon, og stod nu med et overvejende blik ned i afgrunden foran hende. Hun var nød til at hoppe, nød til i det mindste at gøre sig et forsøg.. Hvis hun ikke gjorde det, ville hun alligevel blive brændt levende, og det var nu heller ikke ligefrem noget hun havde lyst til. Så den eneste mulighed, lå alsa foran hende. Hun måtte slippe hegnet, tage sig sammen, og springe. Også bare håbe på at hun fik fat, eller at nogen greb hende.
Den friske luft blev langsomt trukket helt ind, inden hun for en stund lukkede øjnene. Hun knyttede kort hænderne om hegnet, inden hun åbnede øjnene og så mod ham. Med et let skub, og et hop, puffede hun sig på den måde det tætteste hun mente at hun kunne komme, på at komme over på den anden side. Og det lykkedes. Sådan næsten. Hun fik fat i hegnet, endda med begge hænder, men fødderne nåede ikke hen til kanten, så i stedet fandt hun sig selv svævende ret så frit ude i luften. Hver en lille muskel i hendes fingre skreg af smerte, og fortalte hende tydeligt om hvor menneskelig hun var på det punkt. Hun havde ingen former for overnaturlig styrke, og alt koncentration om hvordan det nu var man satte i gang i de magiske evner, som hun i øvrigt var født med, var forsvundet som dug for solen.
De havblå øjne hvilede mod jorden under hende, hvor langt mon der var? Der var i hvert fald en del etager, og ikke nok med det, så var asfalten vidst ikke det bedste at lande på. Langsomt sukkede hun og lukkede øjnene. Hun prøvede forgæves at få trukket sig op så hun kunne få fodfæste,. Øjnene søgte nu ham, han måtte da kunne hjælpe hende? Hvis han da stadig var der. Hvis ikke at han var smuttet for længst. Der var jo inge der havde sagt at han skulle blive, og havde det været hende selv, havde un måske heller ikke valgt at blive. Fingrene gjorde stadig mere og mere ondt, hun mærkede hvordan hendes arme ligeledes begyndte at smerte af udmattelse, ved at holde hele kroppen oppe. Hun blødte en anelse fra det ene knæ, sikkert fordi hun havde knaldet knæet ind i den lille kant, da hun hoppede derover. Men underligt nok kunne hun slet ikke mærke noget fra den del. Hovedet var sikkert alt for fokuseret på armene og hænderne, at knæet ikke lige var det slemmeste. Hendes hænder var efterhånden hvide, fordi hun holdt så godt fast som hun overhovedet kunne. Fødderne søgte efter et eller andet at stå på, men uden held. Hvis han stadig var der, det håbede hun at han var for hun kunne ikke rigtigt se ham, håbede hun inderligt at han kunne hjælpe hende helt op.

Alexei betragtede kvinden og fnøs kort, mens han rynkede brynene en anelse ”Du har ikke meget andet valg, har du?” spurgte han og slog hånden ud mod den brændende bygning bag hende. Han havde ikke ment at lyde så hård, men denne kvinde måtte være tåbelig, hvis hun hellere ville stå der og se døden gå hende i møde i stedet for at prøve, bare prøve at redde sit liv. Han betragtede kvinden i et par sekunder, for derefter at vende sig om og gå hen til vinduet der var en lille bitte smule åbent. Han prøvede at hive en anelse i det, men det viste sig at en krog sad og spærrede, så han ikke kunne få det mere op, en det allerede var ”Satans..” lød en lav brummen, fra de rødlige læber. De brune øjne, samt hans hænder, begyndte straks at undersøge vinduet. Han måtte finde en måde at få det åbnet og det skulle være snart. Det ville ikke vare længe, før ilden også fik fat i denne bygning. Krogen sad for højt oppe til han kunne nå den. Han lod blikket glide ud på balkonens gulv og hurtigt fæstnede det sig ved et askebæger i sten. Han løftede det op og, uden at lade blikket møde kvinden, som han regnede med lige nu var på vej over på balkonen, kastede det gennem vinduet, inden han rakte ind og løftede krogen af, så han kunne åbne det. Da lod han blikket møde kvinden, der - gennem hans søgen på en måde at åbne vinduet - havde trukket vejret utrolig højlydt, samt udstødt skræmte lyde. Men det var først nu at det gik op for ham, at hun de sidste sekunder havde lydt som en der var endnu tættere på døden. De brune øjne blev spilet op, da han ikke kunne se hende. Han var allerede på vej hen til kanten af balkonen, da han så de hvide hænder der knugede sig til hegnet. Han greb fat så langt nede på hendes arme han kunne ”Slip balkonen og tag fat i mig!” nærmest råbte han til hende. Hvorfor rodede han sig dog også ud i det her? Hvorfor gik han ikke bare videre, i stedet for absolut at skulle lege helt? Jo.. Han kunne ikke bare gå forbi. Der var noget over denne kvinde. Noget der gjorde, at han følte sig nødsaget til at hjælpe hende. Beskytte hende. Derfor fandt han nu sig selv midt i en redningssituation. Og hvis ikke han formåede at redde hende.. Ville han hade sig selv for evigt. Alexei havde taget menneskeliv før. Flere af dem endda. Men han havde aldrig haft i sinde at gøre det.. For det meste ikke. Men alligevel var der noget der sagde ham, at hvis der skete denne kvinde noget.. Ville han ikke tilgive sig selv.
Han rystede på hovedet. Det her gik ikke. Han kunne ikke bare trække hende op i armene. ”Jeg må gøre noget andet.. Tag fat i hegnet igen. Jeg har dig” hans stemme var mere rolig nu. Han prøvede vel at berolige hende, selvom det aldrig havde været hans stærke side. Han var ikke god til alt det med følelser. Faktisk var han en af de typer, der stank til alt hvad der handlede om følelser. Hvis altså de ikke var fysiske. Endnu en gang ønskede han at han kunne være et af de væsner, der havde styrke som gave. En opgave som denne ville de komme igennem med lethed. Han holdte stadig fat i kvindens arme, blot indtil at fik en ny idé. Ellers ville hun nok miste grebet i sidste ende. Han kiggede sig omkring, håbede på at han ville få en idé.. Men der var hun én ting han kunne komme på. Noget han aldrig, nogensinde havde forstillet sig han skulle gøre. ”Hold fast!” langsomt slap han hendes arme og derefter gik det hurtigt. Han svang det ene ben ud over hegnet igen, efterfulgt af det anden. Han stillede sig med fødderne helt inde mellem tremmerne, så han havde bedre fodfæste. I det hurtigste tempo han kunne præstere, satte han sig ned, mens han havde fat i tremmerne. Da han var kommet helt ned og sidde, rykkede han sig så tæt på hende som muligt. Han startede med at slippe tremmerne med højre hånd for at række ud og få fat i hende, med armen bag hendes ryg. Umuligt. Han kunne ikke trække hende op på denne måde. En idé kom til ham og han vendte sig langsomt om ”Hold fast!” insisterede han, med en utrolig anstrengt stemme, inden han strakte det venstre ben og lod det glide over på den anden side af hendes krop, efterfulgt af hans overkrop og hoved, som han dukkede under hendes arm. Hans højre hånd var stadig fæstnet til tremmerne, som hans venstre slyngede sig om hendes krop og han langsomt rejste sig op, med en så dyb koncentration, at hans vejrtrækning var højlydt, men utrolig langsomt og dyb ”Sæt benene på hver sin side af mig og få fodfæste, derefter hiver du dit ene ben over til det andet!” Da han endelig stod op, betragtede han hende, mens hun fandt fodfæstet og modet til at bevæge sig. En tanke slog ham. Smuk. Midt i alt virvaret af frygt, frustration, smerte og koncentration, fandt den éne tanke hans hoved. Smuk. Han havde aldrig tænkt sådan om en kvinde. Ikke på den samme måde. Hun var ikke smuk, som i, jeg vil gerne have sex med hende. Hun var blot smuk. Smuk, bedårende og så forunderligt eventyrlig. Som var hun en prinsesse.
Han blev revet tilbage fra sin rejse til en helt anden og meget mindre dramatisk verden, da hendes krop forsvandt til den ene side. Langsomt vendte han sig om og kravlede over hegnet, hvorefter han, da han ramte fliserne, endnu en gang åndede lettet ud. Han var dog hurtigt på benene igen, denne gang for at bevæge sig hen til kvinden og hjælpe hende over hegnet.

Død… et kort øjeblik faldt den tanke hende ind. Alt ville være meget nemmere, hvis hun bare lod sig selv slippe det dumme hegn, og falde ned. Det ville sikkert gå stærkt, men af en eller anden grund, kunne hun ikke få sig selv til det. Hun elskede jo livet, så hvorfor opgive det nu? Så havde hun et eller andet sted ligeså godt kunne være blevet hos sin sindssyge familie. Dem hun i sin tid var flygtet fra, aldrig havde hun fået så mange tæsk, som da de fandt hende igen. Men man så det heldigvis ikke mere, ikke så tydeligt medmindre man vidste hvad det var. Hun hørte tydeligt lyden af knust glas, og gik næsten ud fra at han havde været nød til at smadre ruden. Der havde sikkert siddet en krog, eller en form for låse anordning, så de ikke kunne komme ind på den måde som han havde håbet. Hvilket jo var ret skidt, når man tænkte på at flammerne havde opslugt hele det ene hus. Flammerne der slikkede sig op af resterne af hendes hjem, deres hjem, var så tæt på efterhånden, at hun kunne mærke varmen, så tydeligt som havde hun stået lige foran ilden.
Da han omsider bemærkede hendes ihærdige kamp for at overleve, og fik fat i hendes arme. Sukkede hun lettet. Hun tillod sig selv at slappe en smule af i armene, som efterhånden var så lammet af smerte, at hun sikkert ikke en gang ville bemærke hvis noget var brækket, før hun på et tidspunkt sad ned. Eller stod op.. Eller bare ikke hang og dinglede over ingenting.
Hvad mon han havde i tankerne? Hans arme måtte da også være trætte, og at trække en person op, der var så meget længere nede end en selv, ville højst sandsynligt give ham flere problemer, end han havde troet. Han fandt vist også ud af at den ide han sikkert havde haft, ikke ville lykkes. Langsomt holdt hun fast om hegnet igen, og så op på ham. I et kort sekund mødte hendes blå øjne, hans brune. Det var som om hun slappede af. Også selvom de langt fra var i sikkerhed, men noget ved ham gjorde bare at hun følte sig tryg. Hun var ikke længere bange for at han bare ville gå, og efterlade hende til den visse død, for i hans blik var der noget der havde sagt hende, at han ikke kunne få sig selv til det. Uanset hvor meget han så ønskede det.
Fingrne knugede sig om hegnet, hun holdt så godt fast hun kunne, men holdt samtidig øje med ham ud af øjenkrogen. Han lignede en der tænkte på højtryk. Da han først begyndte at kravle rundt, holdt hun dog op med at se på ham, i stedet så hun ned under sig, hvor folk bare stod intetanende og kiggede på flammerne fra den anden bygning. Ikke en gang de mange brandmænd kiggede hen mod dem, så der var ikke andet at gøre, end at håbe han fik en eller anden fremragende ide, der kunne få dem begge to i sikkerhed. Et eller andet måtte han næsten have i tankerne, når nu han kravlede udover hegnet igen. Tænk at risikere sit liv, bare for at hjælpe hende. Jo han havde jo godt nok selv slæbt hende med sig, men han havde ikke virket som om han rigtigt gad hjælpe hende i starten. Og alligevel stod han så pludselig der, og kæmpede for at få hende op på den rigtige side af hegnet.
Han kravlede lidt rundt, til han fandt den plads han åbenbart ville have. Langsomt så hun op på ham, og nikkede ganske svagt som tegn på hun havde forstået hvad han sagde til hende. Langsomt og meget forsigtigt, fandt hun fodfæste ved at gøre som han havde fortalt, og stod så til sidst på den ene side af ham. Hun lod ham hjælpe sig over på den rigtigt side af hegnet. Hun lod langsomt hånden støtte sig mod hegnet, og måtte lige trække vejret en enkelt gang dybt ind. Inden hun så ham i øjnene igen. Havde det ikke været for ham, var hun faktisk ikke en gang sikker på at hun ville stå her lige nu. Hun ville nok ligge med et eller andet kæmpe hosteanfald, for så at besvime af alt den røg. Der var dog stadig noget der irriterede hende, og det var at alle hendes ting var forsvundet i branden. Idet hun så mod huset igen, og nu rigtigt kunne se flammerne, trak hun sig helt tæt op mod muren. Hun hadede ild, hadede det så forfærdeligt meget. Det havde været meget nemmere da hun stod med ryggen til det, men det kunne hun jo heller ikke gøre hele tiden.
De havblå øjne fandt endnu en gang hendes redningsmand. “Tusind tark for hjælpen.. Jeg ved ikke hvorfor du hjalp mig men.. Stadig.. Mange tark” sagde hun ganske stille, og stak ham et forsigtigt smil. Stemmen var stadig lidt hæs, men det var ikke så slemt mere. Hun trak vejret dybt ind, og stilte sig med ryggen til ilden. På den måde, kunne hun forhåbentlig undgå at få et angstanfald af den tredje verden. Langsomt bed hun sig i læben, og strøg noget af det lange blonde hår om på ryggen. Hun sneg sig langsomt ind gennem vinduet, og da han fulgte efter gik hun hen til døren og ud på gangen.
Kort efter befandt de sig på gaden. Hun var blevet sammen med ham, for egentlig stod de vel i samme båd nu. De havde begge mistet deres hjem, og manglede et eller andet sted at sove. Mildt vendte hun sig om mod ham, og lod hovedet glide på skrå. “Mit navn er Hazelin Silver” præsenterede hun sig smilende. Hun var meget mere rolig efter de var kommet ned på gaden. Det virkede måske mærkeligt, men hun var nød til at være en smule positiv, for ellers ville hun da gå helt ned i kulkælderen. Tungen gled ud for at fugte de tørre læber. Derefter stod hun bare og smilte lidt, men holdt blikket fra den brændende bygning. Ilden bredte sig langsomt men sikkert til den næste bygning, med begyndelsessted, lige der hvor de havde stået for 5 minutter siden.

Alexeis blik lå på kvinden, som hun takkede ham. Han nikkede bare ”Selv tak” lod ordene fra hans læber, mens hans blik lå på den brændende bygning, der for ganske kort tid siden havde været kendt som hans hjem. Langsomt bevægede han sig hen til kanten af balkonen, for at kaste et blik ned på gaden. Folk farede rundt. Brandmænd, politi, normale borgere.. Og paparazzierne. Han kørte langsomt hånden gennem håret og kiggede ned af sig selv. Et par grå joggingbukser og et par sorte strømpesokker var alt hvad han var iført. Jamen det skulle da nok blive sjovt. Han elskede sit job.. Men havde egentlig ikke lyst til at blive fanget på gaden i nattøj. Det skjulte han dog nemt, som han kravlede efter kvinden gennem vinduet og fulgte hende ned på gaden. Han ville egentlig bare være gået, men den idé ødelagde kvinden desværre lidt, ved at præsenterer sig til ham. Han løftede hendes hånd op i sin og placerede et kys på den, hvorefter han ud af øjenkrogen så en person, med et kamera i hånden kigge direkte på ham med rynkede bryn ”Alexei Ace Carter. Og du kommer til at hænge på mig lidt endnu. Kom!” med hånden i hendes, trak han hende med sig væk derfra i et raskt tempo. No pictures, no prove. No prove, no stories. Normalt var han ret ligeglad med historierne om ham og de mange piger. Men der var noget specielt over denne kvinde. Han ønskede ikke at en sådan historie skulle komme frem om dem. Og chancen for at de ikke ville fordreje det, at han stod i så lidt tøj sammen med en kvinde, til endnu en historie med overskriften ”Offer eller kæreste?”. Oveni det, hvis han efterlod hende der, ville de udspørge hende og han var heller ikke meget for at hans lille redningsaktion blev sat i et eller anden sladderblad.
Derfor trak han hende med sig. Så snart de var kommet om hjørnet, begyndte han at løbe og drejede igen ved den først gade. Sådan fortsatte han af et par gader, indtil han var sikker på de ikke længere ville finde dem. Da han stoppede op slap han straks hendes hånd og kørte en hånd gennem det krøllede brune hår ”Min pung.. Tøj.. Jeg har ingenting” mumlede han frustreret til sig selv, med ryggen til kvinden. Han måtte finde en bank eller sådan noget. Sådan kunne han vel få fat på pengene? Det måtte han kunne.
Langsomt drejede han rundt og lod de brune øjne falde på kvinden ”Jeg skal have fat i nogle penge og en bluse.. Og så tror jeg at jeg skal finde et sted hvor jeg kan få en drink. Vil du gøre mig den ære at holde mig ved selvskab?” nu sendte han hende, for første gang et smil. Endda et stærk charmerende et af slagsen.

Hazel havde mærket en svag varme i kinderne, da han havde kysset hendes hånd. Hun havde aldrig oplevet at en kyssede hendes hånd. Det virkede så.. Gentlemen artigt. Dem var der ikke mange tilbage af. Og slet ikke i nærheden af hende. Nogen gange havde hun den tanke, at hun simpelthen tiltrak psykopater. Men han virkede da ikke som sådan en. Ellers havde han jo bare ladet hende dø af røgen eller ilden. Hvad der nu nåede at myrde hende først.
Da de nu stod her på gaden, mærkede hun en følelse af tristhed. Hun havde jo ingen steder at gå hen, ingen steder at være. Ingen penge, intet tøj, intet. Ingenting overhovedet. Jo.. Hun havde faktisk sin pung.. Rent held hun havde haft den i lommen. Så var hun da ikke helt på bar bund. Og dog.. Det virkede stadig som en helt umulig ide. Hvor skulle hun gå hen?. De blå øjne søgte hendes ledsagers, og hun smilte forsigtigt til ham. Han virkede pludselig til at have fået øje på noget, derfor fulgte hun hans blik, hen på den paparazzi der nu stod og så direkte på ham. “Rart at møde dig Alexei..” smilte hun idet han tog fat i hendes hånd, og slæbte hende med sig endnu en gang. Hun fulgte ham blindt, hvorfor skulle hun tro at han ville gøre hende ondt? Han havde jo risikeret hans eget liv for at redde hende.
Da de omsider stoppede op, havde hun ingen ide om hvor de var. Han stod med ryggen til hende, mumlede lidt. Virkede ligesom hende lidt frustreret over tingene. Langsomt gik hun hen foran ham, og lod hovedet glide på skrå. “Hey.. Vi skal nok klare den?” smilte hun forsigtigt. Hun havde altid prøvet at være lidt optimistisk. Let lod hun sin hånd blive blå. Eller det lignede det at den blev, i virkeligheden var den omgivet af vand, hun tørte noget aske væk fra hans kind.
“Vil du virkelig have mig med på slæb? Jeg har nattøj på” grinte hun og rystede på hovedet af ham. “Men jeg er sikker på det ikke bliver et problem for dig at få fat i nogle af tingene.. Alle kender dig jo, “ smilte hun og bed sig kort i læben. Hun lod kort armene hvile om sig selv. Reaktionen på at ilden havde været så tæt på hende, var vist omsider ved at nå hende. Tøvende nikkede hun for sig selv, “Vi må hellere finde banken så” sagde hun lavt, og begyndte at gå sammen mod ham. De bare tær gled forsigtigt over asfalten, man vidste aldrig hvad man kunne træde på jo.
Let så hun på ham igen, “Jeg vil gerne holde dig med selskab ja, hvis du kan holde mig ud” grinte hun ganske let, og strøg en tot af det lyse hår om bag sit ene øre. Hun lod hovedet glide på skrå.