all those voices in my head. (Zane)

T: Omkring kl 01:00 om natten.
O: Ingen.
V: Køligt, men stjernerne er fremme.
S: Legepladsen.

Alyssa's dag havde været mere end lang, hendes evner blev ved med at vokse, og hun havde efterhånden svært ved at styre dem. Efter at have gået rundt et godt stykke tid, opdagede hun at hun var havnet på legepladsen.
Der havde hun vidst aldrig været før.
Langsomt satte hun sig på en af de gamle gynger, og hvilede hovedet i hænderne.

Alle de stemmer, alle de følelser, det var alt for meget lige nu.
Normalt havde hun kunnet klare det, men det var alt for meget.
Enkelte tåre trillede ned af hendes kinder, inden hun tørte dem væk og trak vejret dybt ind.
Hvilede hænderne i skødet og så frem for sig.
Havde en lang sort jakke på der nåede halvt hendes lår, sorte hullede jeans, med udsyn til hendes brune hud, samt et par flade støvler.

Den kølige luft gjorde ham intet. Han havde i lang tid været vant til Har'oloth's kolde, underjordiske gange.
Alt havde været stille på det sidste... ingen incidents med 'den anden', ingen klanbusiness... intet.

Så han havde bestemt sig for at nyde den friske luft, nu han havde chancen!

Klædt i en lang, elegant, sort frakke med en lilla drage broderet på venstre ærme, et par mørkegrå bukser, og lange læderstøvler, bevægede Zane sig ud på gaden.
Han fulgte vinden lidt, og endte ved indgangen til legepladsen...

Han lagde blikket på den triste kvinde, og gik roligt et par skridt tættere på.
"Frøken... er de okay?"

Alyssa mærkede ham, inden hun kunne se ham.
Overvejede sine muligheder, men valgte at kigge på ham med sine nøddebrune øjne. Smilte ganske svagt.
"Neij.. slet ingenting.." svarede hun let.
Rejste sig og trådte et par skridt tilbage.

"Jeg vidste ikke her var andre, så det må de undskylde"
Han havde ikke ligeså mange tanker og følelser der sprang ud lige nu. Hvilket gjorde hun stadig kunne fokusere på hvad han sagde.

Han sendte hende et varmt smil.
"Undskyld ikke over for mig. Legepladsen er vel for alle? Selvom den nok mest er ment for de mindste" sagde han og lo kort.

"Natten er dog ikke sikker or tiden... der lusker et 'rovdyr' rundt. Måske du har set de flyers der hænger rundt omkring?"
Han vendte blikket mod hende, og det var en anelse mere alvorligt.
Hun var noget nær et perfekt offer for det uhyre...

Hans blik hvilede på hende, hun smilte kort.
"Jeg er ikke bekymret.. hvis jeg bliver nogens offer, var det nok min skæbne" svarede hun smilende.

Tøvende så hun mod en gruppe mennesker der gik forbi legepladsen. Tog sig en kende til hovedet.
Hvorfor var det at alle pludselig ville på legepladsen.
Tænkende så hun tilbage på fyren der stod ved hende.

"Men bare rolig.. jeg er alligevel ved at gå.."

Han hævede det ene øjenbryn en anelse.
"Åh tro mig... hvis han får fat i dig, vil du møde en ganske modbydelig skæbne. Med mindre du er masochist, selvfølgelig." sagde han, og kunne ikke helt lade være med at smile ad den sorte humor.

Han kastede selv et blik på gruppen, men vendte hurtigt blikket mod kvinden igen.
"Det er skam ikke her det er farligt... det er nærmere derude... i gyderne, på selve gaden, i skoven udenfor byen... hans seneste offer var en sekstenårig pige, som han ifølge vidner fangede på åben gade. Hun var ikke i god stand da vi fandt hende, på trods af at han havde ladet hende leve..."

Han tøvede kort, og sagde så: "Tør man spørge hvor du tager hen nu?"

Alyssa så tænkende på ham.
Gad ide hvem den person han snakkede om var.. selv i hans sinde omtalte han ham bare som 'ham'.
"Det lyder ikke særligt rart" svarede hun tænkende og så kort mod flokken igen.

De gik dog hurtigt videre, så hun ikke behøvede at bruge kræfter på dem.
Han spurgte hende om noget, og fik dermed hendes opmærksomhed igen.
"Hvor jeg går hen?.. uhm.. tja nogle af de der steder du lige omtalte ville egentlig havde været valget, men nu må jeg vel hellere søge andre steder hen."sagde hun let.
Hun ville bare hen et sted hvor der var stille.
Ikke alle de mennesker..
Faktisk skulle hun nok bare holde sig en smule fra byen.

"Hvorfor spørger du?"

"Det er det bestemt heller ikke... pigen vi fandt var slemt tilredt, og hun kommer nok ikke fra det uden psykiske ar. Han var... hård ved hende." sagde han og sænkede blikket en smule.

Han var opsat på at det skulle ske så lidt som overhovedet muligt, samtidig med at han var klar over at han ikke kunne stoppe det helt.
Situationen var hård, og han hadede det...

Zane hævede blikket igen, og så på hende endnu en gang.
"Du kan tage med mig... mit hjem er sikkert, og det er stille og roligt. Ingen forstyrrelser."

Han havde tydeligt mange bekymringer for den fyr han snakkede om.
ikke nødvendigvis fordi han var bange for ham, for det var slet ikke den følelsw der strømmede fra ham.
mere følelsen af at han gerne ville have ham væk.. så han ikke gjorde nogen noget ondt.

"Og du sys ikke det ville være dumt, af en pige som mig, at følge med en fremmed mand hjem, hvor dee ingen forstyrrelser er?" Spurgte hun med et grin.
Nikkede dog ganske let. "Men okay.. jeg kunne godt bruge roen" sagde hun let.
Brød sig allerede ikke om tanken, om at de skulle igennm byen. Men hun måtte holde ud.

Hendes ord fik ham til at indse sin fejl, og han lo kort.
"Hah, jo... det virker egentlig ikke så smart, nu du siger det." sagde han med et smil.

Tankerne om 'Jægeren' var blevet skubbet væk for nu, og han nikkede ved hendes næste ord.
"Jamen i så fald... følg med denne vej."

Zane begyndte at gå, og det varede ikke længe før han nåede Abbadon's gigantiske porte.
Hvis Alyssa fulgte med, ville de nu sammen gå ind igennem en mindre dør i porten, ind gennem en meget mørk foyer som overhovedet ikke var oplyst, og videre ind i en sal fyldt med store søjler, hvorpå der hang de sørgelige rester af ellers majestætiske, lilla bannere, og fakler som kastede et varmt lys ud i salen.

Roligt grinte hun og fulgte med ham.
Prøvede på den bedste måde hun havde lært at lukke alt ude mens de gik.
Som de trådte ind gennem porten, så hun sig nysgerrigt omkring.
Ganske rigtigt var der ikke andre at fornemme end de to og hun trak vejret en smule mere lettet.

"Så det er dit hjem? Det er noget af et sted for en person" sagde hun let.
Lod hånden glide henover en af de ødelagte faner, og smilte for sig selv.

Han vendte sig om mod hende og kastede et roligt blik rundt i salen. Der var så stille nu... det måtte være underligt for en anden at træde herind og se stedet så tomt, vel vidende at Zane boede her.

"For et par år siden så her anderledes ud. Der var vagter, liv og ngen støv... det var en anden tid for Abbadon, og en anden tid for Di Morga."

"Jeg sys her er skønt.. så stille og fredeligt"
Sukkede hun let og satte sig på trappen op til tronen.
Kunne godt mærke hvordan han havde det, og det gjorde hende lidt trist. Det var synd for ham.

"Tror du ikke det kan blive sådan igen?" Spurgte hun forsigtigt.
Hendes øjne glimtede i skæret fra ilden.
Af en eller anden grun, følte hun sig tryg ved ham.
Selvom hun sikkert ikke burde.