They call us lost.

Denne tur havde ikke været planlagt. Han vidste at han skulle ud, men han havde ikke vidst at han skulle så langt. Hvis han havde vidst det, havde taget noget mad med. Eller i det mindste en jakke.
Da han var trådt nedenunder og set sin mor ligge tilbagelænet i sofaen, med vinflasken i hånden kunne han ikke holde det ud. Han kunne mærke hvordan vreden havde boblet over. Hvordan den allerede tynde tråd som hun havde hængt i blev opløst fuldstændig. Var brændt op og smuldret. Han havde hevet flasket ud af hånden på hende og havde smadret den ned i trægulvet, hun vågnede af braget, og Calvin havde råbt af hende. Han kan ikke huske hvad. Om han bare havde skreget, eller om det faktisk var ord.

Han havde rendt sin vej.

Lige nu vidste han bare at han ikke havde lyst til at tage tilbage igen. Han havde ingen anelse om hvor længe han havde løbet, eller hvad klokken var, for den sags skyld. Men han var nået langt, for han var i en del af byen han aldrig havde været i før. Han vidste ikke hvor han var. Det eneste han egentlig vidste var, at han frøs, han var våd og han kunne ikke mærke sine ben mere. Calvin sænkede farten for, tilsidst, at stoppe helt. Han bøjede sig forover og kunne først nu mærke hvor ondt han havde i bryst og ben. Han trak vejret i hårde, små stød og havde slet ikke tid til at tænke på de tårer som trillede ned ad hans røde kinder. Vinden var delvist skyld i dette.
Først efter at han havde stået i ti minutter og set på sin ånde flyve væk og blande sig med skyerne, havde han tid til at løfte hovedet og se sig omkring, stadig forpustet. Folk kiggede på ham, og han sendte dem et af sine dødelige blikke.

Han var omringet af butikker, lejligheder og fremmede folk. Han havde sikkert været her før, men har ikke lagt mærke til omgivelserne. Hvad havde han dog tænkt på. Hvad var klokken? Var Eve stadig på arbejde? Han gloede desperat op på butikkernes skilte, i håb om at finde et hvor der stod ”Bibliotek.” Eve var den sidste person han ville se og tale med lige nu, men vidste ikke hvad han ellers skulle gøre.

Han havde ingen at tale med, ingen at kunne være hos. Han var nødt til at finde hende, selvom han absolut ikke havde lyst. Han skulle bare finde hende.