Is anybody there? Hear my call for help.

Der var aldrig stille. Aldrig ikke fuldkommen stille. Der var fyldt med den så kaldte white noise. Maskiner der brummede svagt omkring hende. Den bippende lyd fra pulsmåleren, der blev sat til hende via tynge ledninger. Klistret til hendes brystkasse under den obligatoriske hospitalsbeklædning. Men hun hørte dog ikke lydene udefra længere. Hun hørte ikke fuglende synge deres første sang om morgenen. Eller bilernes motorer ude på vejen. Eller vinden der blæste og ruskede i træerne. Hendes nye værelse var lydtæt på den måde, at hun var isoleret fra omverdenen udenfor. Med mindre hun selvfølgelig vil lov til at gå udenfor. Men der ville stadig være en mur klar til at holde hende fra at løbe væk.

Nu - midt om natten, hvor det kun var lys fra maskinerne og låsen ved døren - lå hun bare i sin seng, der udgjorde et af de få møbler i det hvide alt for rene rum. En bogreol stod mod den ene af væggene, en vask ikke langt derfra. Og så et skrivebord, hvor kørestolen sted klar ved siden af. Hun kunne ikke sove. Hun lå blot på ryggen med de klare blå øjne rettet mod loftet. Dynen lå omkring hende med armene oppe over den. Hun sagde ikke noget. Men et suk løb dog af og til over hendes læber. Det var virkelig ikke sådan, hun havde ønsket sit liv skulle blive til. Hun havde troet, hun blot ville have lov til at leve et roligt liv. Med sig selv og hendes venner. Måske ville hun endda have endt med at leve et ganske almindeligt liv. Langt væk fra steder som dette. Et sted som ikke tog hårdt på hendes kræfter. Og hendes psyke.
Hun lukkede da endelig sine øjne helt i. Hun lå bare og forestillede, hvordan hendes liv havde været før det hele smuldrede. For de fem år siden, hvor hun ikke engang var ankommet til Di Morga endnu. De muntre dage i Brighton. Hun blev mere deprimeret af at tænke på det. Og det kunne virkelig ses i hendes ansigtsudtryk, som hun lagde sig om på siden. Hun krammede nærmest dynen ind til sig. Og hun ville have trukket benene op til sig, hvis det havde været hende muligt. Men de var stadig paralyseret. Ude af stand til at komme i brug.
Med ét sprang hendes øjne op. Hun var hundred på at hun havde hørt noget. Men hun var ikke sikker på hvad. Hun stirrede ud i ingenting et øjeblik, som var hun bange. Hun sank en klump, hvor efter hun ganske forsigtigt begyndte at sætte sig op i sengen. Hun kørte en hånd igennem det pjuskede hår. Fik det væk fra ansigtet. Og hendes øjne.
”Er der nogen?” spurgte hun forsigtigt ud i det mørklagte rum, mens hun så sig frem og tilbage. Det var bare hendes fantasi. Ingen ville være der. Ikke før tidligt om morgenen i hvert fald.

Skoven var stille i aften, bortset fra uglernes uendelige tuden og vindens kølige brise, der kunne høres rasle igennem træerne, som var klædt i de flotteste mørkegrønne blade. Han havde forvildet sig længere og længere ind i skovens mørke dyb, men spøgelset der bevægede sig lydløst igennem det overgroet terræn, fortsatte uden nogen intention om at stoppe. Han hev efter vejret, så det rev og sved i lungerne og han kunne mærke hvordan hvert eneste celle i hans krop, dirrede i smerte og dernæst blev et hårdt stød sendte igennem ham, så hårdt at han faldt mod jorden, dog uden at lave nogen lyd. Spøgelset lå og rystede ukontrolleret, med ryggen mod den kolde jord, en kulde som hans gennemsigtige skikkelse alligevel ikke kunne mærke. Hans mørke øjne var vendt mod nattehimlen der var pyntet med de smukkeste stjerner, som tittede frem mellem trækronerne. Den rolige atmosfære beroligede ham. Men den stoppede ham ikke fra, at tænke på smerterne der i jævnlige stød, skød igennem hele hans krop. Han skiftes vis hostede og hev efter vejret, som kunne beskrives som en følelse af, at han først hostede sine indre organer op, for dernæst at det brændte i lungerne. Det var en smerte som ville være ulideligt for et almindelig menneske. Men mennesker kunne jo få medicin. Medicin havde ingen virkning på spøgelser, til hans egen irritation og had. Trækronerne begyndte at bevæge sig for hans åsyn, fra side til side og et kort øjeblik, så han dobbelt. Han hev desperat efter luft og dernæst…. sort.

En gren der blev knækket i nærheden, vækkede ham. Langsomt, fik han støttet sig op, ved at plante sine albuer mod jorden. Han vidste ikke hvor længe han havde været væk. Sekunder? Minutter? Timer? De stærke smerter var nu erstattet med ømme muskler, der kunne mærkes hver gang han prøvede at rejse sig op. Han bed sig hårdt i læben og i ét ryk, kom han op på benene. Spøgelset så ned af sig selv. Han var drivvåd fra top til tå, iført et par jeans, t-shirt og hættetrøje. Han var stadig i sin spøgelsesform, hvilket ærgede ham til det yderste. Det måtte stadig være nat. Han vendte blikket mod sine omgivelser. Skoven var ligeså stille og mørk, som den havde været før. Dog følte spøgelset sig ubehageligt tilpas i denne del af skoven, hvor han aldrig havde trådt en fod før. Langsomt, med tøvende skridt, fortsatte han lidt længere ind i skoven, og det der 5 min. Efter ville møde hans blik, chokerede ham..

Spøgelset var ankommet til en stor beton bygning, der var omringet af en ligeså høj hvid beton mur. Han standsede foran den store bygning. De synlige vinduer var mørke og stedet så lettere forladt ud. Han tog et tøvende skridt, et til, et til og så et til og nu stod han foran muren, der i hvert fald var 400 cm høj, den var nok placeret, så dem indenfor murene ikke ville kunne slippe ud. En klump dannede sig i halsen på spøgelset, der betragtede betonmurens kølige overflade. Hvilke personer kunne være inde i denne bygning? Sindssyge? Farlige? Forbrydere? Nysgerrigheden tog over den nervøsitet der hærgede den stadig ømme spøgelseskrop. Han tog endnu et skridt, der denne gang ikke var nær så tøvende, og nu var spøgelset på den anden side af muren. 3 meter foran ham, var endnu en mur, som måtte føre ind til selve bygningen. Endnu et skridt, og et til. Det sidste skridt, ville være nok til at han ville komme ind, i denne mystiske bygning, der var gemt langt inde i skoven, hvor den nok aldrig var ment til at skulle findes. Han kneb øjnene i og et hurtigt skridt, var han inde…

Da han slog øjnene op, befandt han sig inde i et værelse. Spøgelset slog blikket rundt, og henne i et hjørne, kunne han ane en skikkelse, hvis aura lyste. Der var en person. Et kort øjeblik, gik han i panik, men denne person ville alligevel ikke gøre ham nogen skade. For han var gennemsigtig, og han kunne så let som ingenting, forsvinde fra stedet igen. Han kunne jo bare gå ud.
Han tog et søgende skridt rundt i værelset, der føltes tomt og alt for rent. Han kunne lige ane et skrivebord, med en kørestol og dernæst sengen ovre i hjørnet, hvor denne skikkelse så ud til at ligge. Det gav et lettere gip i spøgelset, da skikkelsen nu talte, rettet mod ham.. Tøvende, bevægede han sig tættere skikkelsen. ”…ja” svarede han stille, med en lettere spænding i kroppen, mens han afventede personen.

En underlig følelse strøg igennem Autumn, da hun hørte den stille stemme i mørket omkring hende. Hun genkendte ikke stemmen. Den var så menneskelig, at den umuligt kunne passe til nogle af dem, hun havde mødt på forskningscenteret. Og det ville umuligt kunne være et mareridt. Hun kunne bare ikke forestille sig, at denne stemme ville vise sig at være et skræmmende monster, der ville æde hende hel. Men samtidig troede hun ikke helt på, at hun var vågen. Der kom aldrig nogen. Og dette var nok bare hendes fantasi. Stemmen havde været lav nok til blot at have været bygningen, der satte sig til rette.
Det fik tydeligvis, hendes humør til at falde en smule igen. Hun skammede sig lidt over sig selv samtidig med, at hun rettede blikket mod sine hænder, der havde lagt sig fint i skødet. Hun sukkede sagte, og hun kunne mærke de negative fornemmelser og vibrationer nærme sig hende. Hun begyndte at fryse, selvom varmen var sat perfekt i værelset. Det var bare de ubehagelige kuldegysninger, der angreb hende med fuld hast. Det var stadig noget nyt. Dette liv i isolering. Og hun havde ikke vænnet sig til det endnu. Hun følte sig stadig fanget. Så selvfølgelig lignede hun mere en fortabt sjæl end så meget andet.

Men det var der, hun alligevel så op igen. Hun behøvede ikke engang at scanne rummet, før denne skikkelse kom frem foran hende. Hun havde ikke set den før. Og den var ikke særlig tydelig. Hun stivnede. Og hun stirrede. Hun så ikke ligefrem overrasket eller forskrækket ud. Bare forbavset. Det var uventet. Jo mere hendes øjne vænnede sig til mørket, jo klarere blev skikkelsen. Dog aldrig helt. Det var en dreng. Eller mere en ung mand, som man brugte nu om dage. Han havde næsten ingen yderligere farve. Hele hans skikkelse bestod meget af ens nuancer. Og ikke nok med det. Men hun kunne se tingene bag ham - igennem ham. Det var tydeligvis hendes første møde med et spøgelse.
”He..Hey..” fik hun endelig frem og med den enkle hilsen, syntes hun at blødne lidt mere op. Hun sad ikke længere så stift, og hendes ansigt faldt i lidt blidere folder. ”Drømmer jeg?” Hendes stemme var meget hæs og forsigtig. Meget muligt på grund af manglen på konstant tale. Hun lød skrøbelig, men hun snublede ikke over ordene, som var hun nervøs. Roligt faldt hendes hoved på skrå, mens hun så spørgende mod denne gennemsigtige person.
Hun satte sig lidt bedre op i sengen. Det var lidt besværligt, men hun havde heldigvis gode armmuskler. Og hurtigt derefter rettede hun hurtigt de blå øjne tilbage mod denne fremmede person. Hun kunne ikke helt gøre for, at hun troede han blot var en drøm. Han var der, men stadig virkede det som om han ikke var. Og hvor mange bevægede sig overhoved her ind. Ingen havde kunne komme igennem sikkerhedssystemet. Hun havde allerede hørt historier om folk, der forsøgte at komme enten ind eller ud.
”Hvem er du?” spurgte hun roligt, hvor efter et lille smil fandt sin vej i hendes mundviger. Og det var der det faldt hende ind, hvad der var ved ham. Et gisp gik igennem hende, mens hun så op og ned af ham, inden hun atter skilte læberne ad. ”Du er jo gennemblødt! Er du okay!?” Det havde ikke været meningen, at hun hævede stemmen, men det hele kom så meget bag på hende. Og så landede hendes blik på hans ene ben. ”Og du bløder!” Hendes blik vendte tilbage til hans ansigt. Det var først nu, hvor hun så bedre i mørket, at hun så alle mærkerne. Og hun så nærmest bange ud. Men ikke for sig selv. Mere for ham. ”Hvad er der sket!?” Hurtigt satte hun en hånd op omkring sin mund. For at fortælle sig selv, at hun skulle dæmpe sig. Hun kom pludselig i tvivl om dette var en drøm. Hendes reaktioner virkede for realistiske.

Alle muskler i hans krop spændtes og nervøsiteten snoede sig op af hans rygrad, så et koldt gys, løb ned af ryggen på ham. Han havde ingen anelse om hvorfor han befandt sig og en del af ham forbandede den nysgerrighed, han havde haft før, der havde ledt til dette møde, som han endnu ikke havde fået svar på, var sikker. Også selvom hun ikke ville kunne gøre ham noget. Evan stoppede op, mindre end en halv meter fra hende. Detaljerne i hendes ansigt var tydelige, hun havde de klareste blå øjne, han nogensinde havde set, de lyste smukt op i mørket, og hendes spinkle lille ansigt var lagt i blide folder. Hun så dog ikke for rask ud. ”… Det.. det er ikke nogen drøm” sagde han lavmælt, mens han snublede over ordene. Det var først da hun satte sig mere op i sengen, at han blev bekymret for hendes skikkelse. Hun var ganske petit, og hun havde tydeligvis besvær med at sætte sig op. Evan skulle lige til at række ud efter hende, men han stoppede sig selv, inden kommandoen nåede hans arme. Han kunne ikke hjælpe, han kunne ikke røre hende, hvilket sved i hans hjerte, stak endnu engang hårdt, så han fysisk kunne mærke det. Han tog sig til brystkassen og hev kort efter vejret, som stadig kæmpede for smerten, der sad inprintet i hans lunger. Dog var det ikke så slemt som det havde været tidligere. ”Evan…. Jeg øh… hedder Evan” mumlede han, som svar til pigen.
    
Mønstrene dansede for ham, i de smukkeste farver, som den smukkeste mosaik i en af de allerhelligste kirker. Farverne var omgivet af skyggen, der dominerede de smukke farver i tusinde nuancer. Evans ben var blevet slået væk under ham og han stod med munden på vidt gab, og stirrede betaget. Det var et sjældent syn, specielt i Di Morga området, hvor folk havde de grimmeste personligheder. Men hende, denne pige, havde en smuk personlighed, fortalte hendes skygge ham. Han kom dog hurtigt tilbage til virkeligheden, da hun lettere højt, kommenterede på hans gennemblødt hed, og dernæst hans sår. Hans mørke øjne lyste en anelse såret. Han havde glemt alt om sin nuværende skikkelse, og panikken stod og stirrede ham over skulderen. Han tog en dyb indånding og lukkede sine øjne i, mens hans inderste bandede følelserne væk, og med ét åbnede han atter sine mørke øjne der nu ingen følelser viste. Følelsesløsheden havde også ramt hans ansigt, der nu lå i neutrale folder. Der var ingen følelser at spotte. ”Ssssh” tyssede han på pigen, mens han holdte sine lettere skamferede hænder foran sig, med håndfladerne mod hende, ”jeg er okay” det lød ikke så overbevisende som han havde håbet. ”Det er fint, det gør ikke ondt” fortsatte han, så der blev lagt endnu et lag af troværdighed over ordene. Han lod sit blik glide rundt i værelset. Hvor var han, et hospital? Hans blik blev atter rettet mod hendes, smukke blå. ”Hvor… Hvor er jeg?” spurgte han nervøst, med sit hoved lagt på skrå. Nysgerrigheden havde fundet vej til hans øjne og hans læber var blevet til en smal streg. ”og.. hvem er du?”

Med et havde Autumn sippet sine læber sammen. Allerede inden denne skikkelse var begyndt at tysse på hende. Det havde været hans følelseskolde øjne, der havde hamret sig vej ind i hende. Gjort hende direkte bange for at have sagt noget forkert. Og bange for hvilke konsekvenser, der ville med følge. Sådan havde det trods altid været. Hun fjernede forsigtigt sin hånd fra sine læber, og sank en klump noget besværligt og tungt. Hun forsøgte virkelig at holde sit blik mod hans ansigt, også selvom hans udseende bekymrede hende, hvilket tydeligvis kunne ses i hendes ansigt. Hun brød sig ikke om, at han så sådan ud. Og hun troede ikke helt på, at det ikke gjorde ondt. Hvordan kunne sådan noget ikke gøre ondt? Dette måtte være en drøm, selvom han havde forsikret hende, at det ikke var det. Men så igen - Flere forskellige væsner følte måske ikke smerte på samme måde som hende. Det var bare svært at tro på. Ligemeget hvordan hun så end kiggede på det.

Det kom ikke helt bag på hende, da han spurgte mere ind til hende. Og stedet. Ingen ville nærme sig stedet med mindre, de ikke kendte noget til det. Hun ville helst tage afstand, men det var lidt problematisk for hende. Specielt i øjeblikket. Roligt så hun lidt frem og tilbage, som om hun selv skulle orientere sig med sit værelse. ”IRS - International Research System.” svarede hun kort, hvor på hun lagde øjnene tilbage på ham. Han så ikke for godt ud, men han stod rankt op. Og han talte klart og tydeligt. Som om skaderne bare var en illusion, hun bildte sig selv ind inde i hovedet. ”Dette er hovedbygningen, så vidt jeg ved. Jeg ved ikke selv meget om stedet, men jeg kender da navnet. Jeg håber det giver dig nok forståelse.” Hendes stemme var ganske forsigtig. Blid og en smule nervøs. Hun løg skam ikke. Der var aldrig nogen der svarede på hendes spørgsmål, så hun kendte næsten intet til stedet, og hvad der ellers blev gjort, når de tikke ankom hende.
Hun fik igen kæmpet et lille smil frem på de tørre læber. Et lille uskyldigt smil, som meget muligt var ved at krakelere. Det var ikke direkte falsk, men det var heller ikke 100% ægte. Meget muligt bare til for at berolige sig selv og andre omkring hende. ”Og mit navn er Autumn. Og..” Hun tøvede en smule, og hun bøjede hovedet en smule. Slog blikket ned i skødet, hvor hun var begyndt at fumle med dynebetrækket. ”Og jeg er en patient her.” Hun kunne ikke selv fordrage det. Men det var den sandhed, hun levede i nu. Og hun ønskede ikke at lyve. Ikke med mindre det var en nødvendighed. Hun sad lidt og bed sig usikkert i underlæben, hvor efter hun pludselig løftede hovedet og så direkte mod ham. ”Men bare rolig! Jeg er ikke… farlig..” Det var hun vel ikke. Hun var ikke sindssyg, og hun ønskede ikke, at han skulle tro det omkring hende, selvom dette ikke var det mest behagelige sted at gøre. Isoleret fra byen. ”I promise..”

Hendes lysende og klare blå øjne, så lettere skræmte ud og klumpen som han kunne se, at hun havde svært ved at sluge, bekymrede spøgelset. Havde han skræmt hende? Evan tog et skridt tilbage, og trak sine skamferede hænder til sig, men endte med at lade hans arme falde slapt ned, af hans side. Det var aldrig hans mening at skræmme, men så igen, det var jo det der skete når folk så ham, i denne forbandede skikkelse. Hans mørke øjne vendte atter blikket, fra pigen i sengen og rundt mod hans omgivelser. Det lignede et hospital af en art. Der var sygeligt rent, helt hvidt og kørestolen afslørede også en del. Hans blik faldt atter på pigen. Var denne pige sindssyg? Farlig? Skulle han forlade værelset hurtigst muligt? Og tænk nu hvis der kom nogen? Han havde godt fornemmet, at dette ikke var stedet hvor man fik besøg, dette afslørede de høje tykke mure, der omgav den store beton bygning, som de lige nu befandt sig i.
 
IRS? Han rynkede sine perfekte bryn, og betragtede pigen yderligere. Først nu, så han ledningerne som hun var tilsluttet. Var hun syg? Han nænnede ikke at spørge, af frygt for en reaktion, han helst ikke ville have. Men der var noget over hende. Hendes sjæl kastede nuancerne rundt for hans øjne, men alligevel dominerede mørket over hende, hvilket for ham viste, at hendes mørke del af sig selv, var blevet mere dominerende. Dette var noget som Di Morga gjorde ved de fleste, der blev for længe. Deres sjæle blev grimme, ubetydelige og personlighederne ødelagte. Det stak ham kort indeni, og medlidenhed fik adgang til hans ansigt, der nærmest druknede i det og han så ned, skjulte sit forslået ansigt.
 
Hun var en patient, men han kunne hurtigt fornemme at det ikke var af egen fri vilje. Evan trådte et skridt længere frem mod hende igen, og langsomt med en tøvende bevægelse, satte han sig på sengen ved hendes side, så han ikke skulle stå og tårne dominerende over hende, og måske skabe endnu mere utryghed ved situationen. Evan tog en dyb indånding, der skar en anelse i hans lunger og endelig fik han taget sig sammen til, at se på hende igen, mødte hendes smukke blå. Hans hænder rystede en anelse og spøgelset følte sig dårligt tilpas, men der var noget over hende, der beroligede ham. Om det var mønstrene der omkredsede hende, eller det halvt ødelagt smil, var han ikke sikker på. Men hendes accent lagde han mærke til, ”are you from England?” spurgte han stille og tøvende, med en lettere rusten, britisk engelsk accent. Han snakkede sjældent engelsk, men alligevel kunne han bedre lide det engelske, end han kunne lide det franske. Han var desuden også bedre til det engelske, det franske kunne stadig drille ham en anelse. ”I’m not going to hurt you, I promise.” Han fik med en smule besvær, sat et lille smil frem på sine røde læber, der nok skulle fortælle hende at han ikke løj, og dernæst spurgte han ”So uhm… Autumn… Why are you here?” Han missede lidt med øjnene, og så dernæst rundt i værelset, inden han atter så på hendes spinkle skikkelse. ”And are you alright?” hans engelske var ikke så rustent mere, og hans øjne var fyldt med nysgerrighed og medlidenhed. Han var bekymret, og underligt nok… Så stolede han på hende.

”That’s great..” svarede hun med det samme tilbage til hans forsikring om, at han ikke ville gøre hende ondt. Og hun tøvede pludselig ikke med at lade sit smil vokse en hel del. Hun kunne nu heller ikke fornemme noget ubehageligt over ham. Hun kunne faktisk slet ikke fornemme noget som helst. Det var stadig som om, han endnu ikke var til stede. Ikke helt i hvert fald. Som om han ingen tilstedeværelse havde. Det kunne måske forklare hans mere eller mindre gennemsigtige form, hvilket stadig undrede hende en smule. ”And yes. I’m from England. Brighton, actually. Is it so obvious? I thought I had mastered the French accent over the past five years.” En svag latter lå hen over hendes blide stemme, som hun bevist havde fået ned på et dæmpet niveau.
Autumn rykkede sig lidt besværligt rundt for at gøre mere plads til denne Evan, efter han havde sat sig mere eller mindre godt til rette. Hun tog selv ikke blikket fra ham nu. Hun følte sig nervøs som sådan. Han havde allerede bevist, at hun ikke havde gjort noget forkert, så hun burde ikke have noget at være bange for. Og selvfølgelig stolede hun på ham, og hvad han sagde. Hvorfor skulle han lyve?
”Research. What else?” Hun forsøgte desperat at virke munter omkring emnet. Som om det ikke var noget specielt. Eller noget tragisk. Det var ikke længere så hårdt for hende. Ikke som det måske ville have været før i tiden. ”I was brought here for nothing more, if I’m correct.” Hun skulle til at sige mere. Overbevise ham noget mere. Men så faldt ordene fra hans mund, og overraskelsen vidste sig med det samme i hendes blege ansigt. Hun gjorde store øjne, og hun blinkede lettere forundret. Hun havde ikke hørt det spørgsmål længe. Ikke med den samme form for bekymring. Folk omkring centret havde spurgt ind til hende, når de satte forsøgene i gang. Og når de kom og så til hende. Men det var langt fra lige så dybt, som det lød fra denne unge mand. Derfor tog det noget tid for hende at komme helt tilbage. Dog kom hun tilbage med det samme ubekymrede smil.
”I’m alright, thank you for asking. But I’m not sick as you might think.” Hun rystede svagt på hovedet, hvor efter hun trak en smule ned i kraven, der førte til pulsmålerne ved hendes kraveben. ”This are just there to check up on my bloodpressure.” Hun slap kraven igen og løvede sin ene hånd op for at vide en lille nål i undersiden af hendes ene arm. ”And this keeps my bloodsugar in balance. They research my blood here, so….yeah..” Hun lagde så armen roligt ned igen, og så stadig bare mod ham, som var dette en almen samtale for hende. ”This is not some kind of asylum, by the way.. It’s written all over your face..” Kort pegede hun forsigtigt mod hans ansigt. Hun kunne læse de fleste folk. Specielt dem som Evan. Hans følelser var for det meste udstillet på ydersiden. ”But what I’m wondering is…: How did you get in here if this is not all inside my head?” Hun lagde hovedet en smule på skrå, og tillod sig at læne sig en smule fremad. Hen mod ham for at se ham bedre an. ”It’s almost required to be able to walk through walls or something.” Tydeligvis var hun nysgerrig. Hun havde hørt om nogle væsner, der havde opbygget evnen som Kitty I X-Men, men hun havde aldrig stødt på nogle der ejede den evne. Men stadig havde hendes kommentar blot været en lille joke.

”Oh… You’re new to Di Morga..” Hans stemmeleje lød lettere trist til mode. Det var derfor at hendes sjæl, endnu ikke var blevet grå, kedelig og ødelagt. Han havde set det ske, for mange nye der ankom til Di Morga. De startede fyldt med godhed, venlighed og drømme. Men stedet her, smadrede én. Man var aldrig rigtig hel efter en tur i Di Morga’s mørke. Evan missede kort med øjnene, og med en smule vilje, fjernede han blikket fra hendes blå og mod hendes sjæl, der strålede i de smukke nuancer, tårnende over hende. Medlidenheden, stak stadig dybt i ham. ”Give it a few more years, and you’ll be just as good as me, at the french language” sagde han og smilede lettere venligt til hende med sit lige sæt tænder. Han rømmede sig lidt i sengen. Han selv havde været bosat i Di Morga i over 30 år og dette var endnu ikke nok til, at forberede ham på de rædsler Di Morga’s gader rummede. Han fjernede dog blikket fra hendes sjæl, da hun begyndte at vise ham, hvad alle ledningerne var til, og hans blik vandrede fra ledningerne og til sidst til hendes øjne, da hun hev op i den hvide hospital t-shirt. Spøgelset var en smule forvirret. Hvorfor brugte de hende? Var hun speciel på en eller anden måde? Og hvem havde taget hende? Han prøvede dog så vidt som muligt at fjerne medlidenheden fra hans ansigts folder, for han var ikke selv vild med, at få medlidenhed. Så i stedet blev hans øjne mere venlige, men dog, dybt i de mørke øjne, sad medlidenheden stadig som små rester. Evan var god til at skifte sine følelser. ”I’m sorry, it’s just… It was very hard to find, deep down into the woods.. I didn’t really know what to expect.” Han så ikke på hende, følte en pinlighed snige sig op over hans skulder, ned af hans rygrad. Han måtte have set skræmt ud. Det var ikke hans mening at se på hende som om at hun var et freakshow.
 
Det overraskede spøgelset, at hun kunne snakke om det hele, som om at det var en hverdagsting og det forbavsede ham en smule, hvilket han lod suse igennem til øjnene, selvom hans blik var lagt i blide folder. Hun var ikke okay, konstaterede han. Facader var nemme at bygge op. Specielt i denne by. ”You’re not sick?” han knep let sine øjne sammen og lagde sit hoved let på skrå, ”well, then you’re weak.. I can see that.” sagde han blidt, og fortsatte i sin blide og rolige tone, ”You don’t have to hide your true feelings from me.. ” Evan mødte atter hendes øjne, og han lod sig falde ind i dens rolige atmosfære. Han vidste ikke, hvorfor han i dette selskab, følte sig så tryg. Dette var sjældent, men der var noget over dette væsen, denne pige. Hun var ikke helt faldet i Di Morga’s kløer.

Hans blik vandrede fra hendes øjne, til det hvide renlige gulv. Han havde håbet, at hun havde regnet ud, at han var et spøgelse, for han orkede det ikke. Men så igen, det var sjældent med spøgelser i Di Morga. Enten forlod de stedet eller fandt lyset. Han misundte begge dele. ”Autumn, I…” han så op og stirrede ud i rummet. ”I’m a ghost.. and as you know.. I can walk through walls.. And therefore, you can’t touch me and I can’t touch you.” han mødte de rolige blå igen, og hans krop faldt lettere roligt sammen igen. Hun havde en beroligende effekt på ham.

Autumn måtte igen så overrasket på ham. Hun vidste godt, at hendes facader ikke var helt så stabile som de plejede at være, men det kunne stadig komme bag på hende, at de var så nemme at se igennem nogle gange. Det var næsten som om, at hun nu slappede mere af. Smilet falmede. Hendes skuldre faldt ned og var afslappede. Hun så pludselig helt bedrøvet ud. Hun var godt klar over, at hun ikke tog sig alt for godt ud. Og hun forstod, hvorfor han havde troet hun var syg. Eller værre - sindssyg. Hun havde ikke haft muligheden for at gøre noget ud af sig selv. Hendes hår var utæmmet og havde en hjerne for sig selv. Hun spiste perfekt, og der var ikke fysiske tegn på svagheden. Ikke stærke. Men hun var stadig dybt påvirket af negative vibrationer. Depression. Eller hvad man nu valgte at kalde det.
”Yes.. I’m weak..” mumlede hun svagt for at bekræfte hans påstand. Hun var svag. Det vidste hun. Og det stod meget klart for hende. Hun var en del af den svagere del af byen. Af verdenen. Af væsnerne. ”But… I once had this… friend who always told me that I was strong for holding up.” Selvom hendes smil var mere eller mindre væk, fik det alligevel et tilbageslag. En stigning hendes mundviger kom i hvert fald hende til undsætning. "I might not be able to do much but at least …yeah…never mind." Hun rystede kort på hovedet og lod nogle hårtotter flagre lidt omkring hendes ansigt. “I’m blabbering..” Hun følte ikke ubehag ved at tale med Evan, men det var underligt. Hun vidste, hun ikke burde, men alligevel kunne hun ikke holde med det. Det havde været længe siden, hun sidst havde talt med en anden person på dette plan. Og han så ikke ligefrem underligt på hende.

Da hans lille forklaring nåede hende, tøvede hun ikke med at rette store blå øjne mod ham. Det var dog ikke overraskelse, der hærgede i hendes ansigt. Det var forundring. Hun havde aldrig set et spøgelse før. Og så at sige, aldrig at have talt med it. Hun havde troet spøgelser var anderledes. Men hun var ikke skuffet. ”Really? A ghost? I kinda wish it was me. You know… being able to walk through wall and all that jazz.” Hun havde godt lagt mærke til hans tilbageholdenhed, når det kom til ham selv. Det var vel forståeligt. Ingen brød sig om døden. Og han blev konstant mindet om den. ”I’m… I’m of the species devil so I would probably never end up doing that, tho.” Hun kørte en hånd igennem håret, inden hun begyndte at rykke sig bare en smule tættere på ham.
Hun rakte sin ene hånd frem foran sig og fokuserede nu mere på hans gennemsigtige krop. Hun var nysgerrig. Også selvom hun ikke kunne røre ham. Hun førte meget langsomt sin hånd mod ham. Men alligevel stoppede hun kun få centimeter derfra. Hun lukkede sine fingre og trak hånden til sig igen. Hun burde ikke forstyrre ham yderligere. ”I envy you. I can walk out of here whenever you want, right? I’m stuck here.” Roligt løftede hun hovedet en smule og så mod ham igen. ”It would be for the best if you never speak of this place with anyone. It wouldn’t be safe. I’m sure of that. This isn’t a place for visitors for a reason. There isn’t even a thing I can do.”

”You’re not blabbering” sagde han blidt, med et let smil malet på sine røde læber. ”Feel free to go on, Autumn” fortsatte han med ansigtet lagt i blide folder, mens hans mørke øjne lyste inderligt af venlighed, mod denne djævel foran ham. Hans grund til at stole på hende, lå over hendes hoved. Hendes farvestrålende sjæl. Selvom han kunne se mørket, kaste sig over den, så var den stærk, den var endnu, stadig skinnende. Hun var stærk. Evan kunne lære meget om andre væsener ved blot, at se på deres skygge som beskrev deres personlighed og deres sjæl. Dette var en af de mere gode egenskaber som spøgelser havde, også selvom han hellere ville være død, end stadig levende, uden noget gøremål, låst fast og fanget i tiden.

”Who’s that friend of yours?” Evan lagde nysgerrigt sit hovedet på skrå, og rodede sig let i det plaskvåde hår, der strittede lettere ud, til alle sider. Han rømmede sig på kanten af sengen, og rykkede lidt længere ind på midten, uden at puffe til Autumn, så han sad mere stabilt. Hans blik vandrede ned af sit drivvåde gennemsigtige selv. Han var ikke selv glad for, at være gennemsigtig og for den sags skyld, at gå igennem ting. Han kunne jo heller ikke hjælpe hende, da han ikke havde nogen mulighed for at kunne røre hende, hvilket bare ved tanken, gav ham et stik i hjertet. Han hadede, at være et spøgelse.

”Being a ghost is not that funny” sagde han lettere trist, med blikket rettet mod sit våde selv. På en måde forstod han hende godt, det ville være dejligt for hende bare, at kunne gå ud af rummet, som han kunne – dette var også en gode, for han ville aldrig kunne være fanget, kun om dagen, når solen stod på himlen. ”I wish I could free you from this place” Han vendte sine mørke øjne mod hendes klare, lyse blå. Evan havde ondt af hende, for hun virkede helt igennem som en god person. Men der var stadig noget han ikke forstod, ”Isn’t devils supposed to be like…” han så op mod loftet, ledte efter et passende ord, med tænderne bidt ned i læben. Der gik adskillige sekunder før han atter fortsatte ”Bad… and like uhm evil?” blikket blev atter vendt mod hendes skikkelse, dog var hans ansigt lagt i mere neutrale folder. Hun virkede ikke som en djævel, for dem han havde mødt havde været alt andet end venlige. ”But, if I told people about this place, maybe they could help?” Han var ikke selv sikker på om denne idé var nu klog, men han var meget optaget af at hjælpe hende, på en eller anden måde. Han kunne ikke bare efterlade hende her. Det ville hans samvittighed ikke kunne holde til.

”My friend? Well..” Det var utroligt, hvordan hun kunne være afslappet i Evans selskab. Det var måske fordi, han var den første udefra, hun havde haft kontant til i en måneds tid. Eller også var det hans intethed, der gjorde det hele mere behageligt. Det var som om, han ikke helt var der, men stadig kunne hun sagtens fornemme ham. Og hun kunne mærke vibrationerne af hans gennemsigtige form. Han var virkelig et spøgelse, som man talte om i historier og film. Man kunne mærke, om man var omgivet af onde eller gode sjæle. ”He’s pretty much a prick.” startede hun så ud uden at virke påvirket over det. ”He’s arrogant and has an enormous ego. But whenever we are together he slides that image of and becomes this…” Hun holdt en kort pause, hvor hun tog blikket fra ham. Så atter mod sine hænder, som om hun forestillede sig noget I dem. Et blidt smil formerede sig endda. ”This amazing person that makes me feel safe. He was always there when I needed the comfort.” Hun så tilbage mod Evan og smilte lidt større til ham. Som om bare tanken om denne person kunne få hende i bedre humør. Også selvom noget sorgmodigt sad et sted dybt i hendes øjne. ”I miss him. And he probably thinks that I’m dead or something.”

Da spøgelset igen begyndte at udsende negative udstrålinger, faldt Autumns munterhed også en smule. Ikke meget, men lige nok til at være følelsespåvirket. ”Hey.. At least you’re still here, right?” Hun lagde svagt hovedet på skrå og smilede prøvende. ”I mean.. You’re not all gone. I believe that the moment a ghost finds it reason for staying it can either go to heaven. Look forward.” Hun var måske ikke den bedste til peptalk, men hun havde haft diverse succeser indenfor det emne. Og hun gjorde, hvad hun kunne.
Hun blev tydeligvis ret overrasket over hans næste spørgsmål. Hun forstod hans undring. Det var som regel det folk lagde mærke til først. Hvorfor var hun ikke som andre djævle? Hvorfor var hun ikke ondsindet og ønskede at skabe kaos hvor end, hun gik hen? ”Yeah…” Hun trak lidt på det og skuttede skulderne en smule, inden hun begyndte at bevæge sig lidt mere på sig. Hun fik skubbet sig yderligere op at sidde, inden hun fik kastet dynen af sine blege ben. De så ganske normale ud. Men nu var det kun en nyere ting for hende. Lidt efter lidt fik hun kæmpet med at få svunget de ubrugelige ben ud over senge kanten. Hun var blevet vant til at løfte dem rundt med hænderne, at det ikke så ud til at tage for lang tid. For der gik ikke længe, før hun sad ved siden af Evan. Med benene dinglende ud over kanten. ”A devil is created and my creation did really go as planned. So I ended up like this. A failure.”
Hun skulle lige til at lade et kort grine komme frem, men I det hun strøg noget kort om bag øret, hørte hun hans forslag. Meget hurtigt blev hun mere anspændt og så meget hurtigt mod ham med et næsten skræmt udtryk. Hun rystede med det samme på hovedet og bed nervøst tænderne ned i underlæben. Hun så næsten helt skrøbelig ud. Som en hundehvalp. ”No. Please don’t. It’s for the best. I’m more safe in here than out there. I maybe not feel safer but that has to be the case.”

Evan rømmede sig på sengen og lod kort sine hænder fumle med det snehvide lagen inden han glattede det ud, og slog blikket mod den svage Autumn. ”Well, your friend seems nice..” sagde han og fremtvang et lille smil på sine røde læber, inden han rettede på sit drivvåde krøllede hår. Han var oprigtigt glad for, at Autumn havde en udenfor disse mure. Det havde han ikke engang selv og et kort øjeblik mærkede han et stik af misundelse, en følelse som han forbandede langt væk. ”What’s his name?” spurgte han så og fortsatte dernæst ”I can tell him that you’re trapped here, if you want?” Hans stemme var lav og en smule tøvende og han rettede sine mørke øjne, mod sine hænder der lå i hans skød og vred sig ind imellem hinanden. Han følte sig et øjeblik skyldig og hjælpeløs. Han ville gerne hjælpe Autumn ud fra dette fængsel, hun havde ikke fortjent at være her. Også selvom han lige havde mødt hende, så havde hun stadig farverne, der dansede om hovedet på hende. Hun var ikke fortabt endnu.

”I don’t think you’re a failure” sagde han efter et stykke tids stilhed, stadig uden rigtigt at se på hende, men med sit blik stift rettet mod hænderne i skødet. ”You know.. I’ve been called a freak” sagde han dernæst, og hans hænder vred sig mere og mere voldsomt imellem hinanden, mens glimt af billeder af håndende grimasser, samt forfærdede ansigter kørte igennem hovedet på ham. ”I wish I died that day.. I never wanted to live like this..” han sukkede og bed sig hårdt i læben, i et håb om at det ville fjerne den smerte der hobede sig op i hans bryst. ”You’re not doomed yet, Autumn.” sagde han så og endelig rettede han blikket mod hende. ”I can see that.. The colours are all around you” han pegede oppe overhovedet på hende, på netop det sted hvor de millioner af farver dansede for hans øjne, der nu blev fyldt med vand. ”You don’t deserve this!” Evan hævede stemmen, og slog hænderne op som et tegn på, at han henviste til dette sted. ”I wanna help you out of this place, whether you like it or not!” sagde han med fast stemme og langsomt, men tøvende rakte han sin hånd ud mod hende og dernæst lagde han sin hånd ovenpå hendes. Hun ville nok ikke kunne mærke det, måske kun en kølig og klam fornemmelse. Evan smilede opmuntrende til hende, men nu slog det ham pludselig.. Hvad var klokken? Han rejste sig brat op og gik målrettet hen til muren, hvor han var kommet ind. Han kastede et hurtigt blik over på Autumn, ”one second… I’ll be back” forsikrede han hende, med et lille smil på sine læber, inden han vendte blikket mod den flere meter tykke beton mur. Han trak vejret langsomt ind og kneb øjnene i, inden han tog tre skridt frem for sig.
Evan slog sine mørke øjne op og ude i horisonten, kunne han se at solen var på vej op og længere væk, i stilheden fra bladende der hvislede i træerne, kunne fulgene høres synge en tidlig morgensang. Han var placeret mellem hegnet, som han konkluderede havde stød i sig, da et ensomt insekt valgte, at flyve lige ind i det og med et højt knald, var den ristet og faldt dernæst til jorden. Evan sank en klump, der havde samlet sig i halsen på ham. Stedet her, ville virkelig ikke have nogen udefrakommende, ind. Han vendte rundt på foden, lukkede øjnene ind og tog dernæst tre skridt og da han atter slog øjnene op var han atter i Autumns værelse. Han gik atter hen mod hendes skikkelse, ”the sun is about to go up… So uhm.. I have to go” sagde han lettere trist til mode, ”I’ll be back.. I promise you!” han prøvede sig frem med et smil, der dog mislykkedes en smule, ”Maybe tomorrow?” spurgte han, men rystede så på hovedet, ”nevermind.. I WILL come back tomorrow!” sagde han stålfast med et nik. Han gik atter over til væggen, inden han så over på hende dog med længsel i de mørke øjne. Han havde en utrolig dårlig smag i munden over at skulle efterlade hende. Men han ville komme tilbage, det havde han jo lovet. Dog var der noget i ham, der sagde at han ikke ville – men han ignorerede det. ”Goodbye Autumn.. I’ll see you tomorrow” han vinkede farvel og trådte dernæst tre skridt igennem beton muren, ud i den kolde morgenluft. Han løb igennem stødhegnet og bad til, at hans spøgelsesform ville virke bare lidt endnu. Hans spøgelsesform kom først tilbage, da han var 200 meter væk fra det hemmelige forskningscenter…