Trusty Hunger.

Vejen mellem skolen og hjem virkede en hel del længere end den plejede. Eller også så var det bare hendes kondition, der var begyndt at blive påvirket af al den jordnødsmør, hun havde indtaget, mens hun gjorde sig klar til eksamenerne. Oh gud. Hun kunne slet ikke overskue at skulle koncentrere sig om det, sammen med alt det andet der foregik i hendes liv. Godt nok var hun ikke omgivet af venner mere, men der hjemme blev af hendes energi suget ud, så snart hun trådte hen over dørtærsklen. Men hun havde nu ikke lyst til at skippe skolen, bare sådan. Ikke nu. Bare nogle få måneder endnu, og hun ville kunne erklære sig selv for graduated, og hun ville kunne komme videre.
Autumn begyndte roligt at sætte farten ned. Hvilken lettelse at ikke få hamret skuldertasken ind i siden hele tiden. Selvom der ikke var mange materialer i, var bøgerne stadig med et hårdt omslag. Hvilket betød skarpe kanter. Hvilket yderligere betød at hun måtte lide under dem. Hun sukkede dybt og fik efterfølgende set sig lidt omkring. Mest for at bekræfte sin teori om, hvor hun befandt sig. Hun genkendte hurtigt gadelygterne, og de mange store vinduer. Hun så ud til at være på rette vej. Men noget fik hende til at blive stående. Eller i hvert fald var der noget der holdt hende fra at starte op i løb igen. Følelsen af at have travlt, var pludselig væk. Hun behøvede vel ikke at skynde sig hjem. Hun vidste hvad der ventede hende, lige meget hvad, så hvorfor kunne hun ikke bare nyde sine omgivelser, nu hvor hun for en gangs skyld fik lov til at komme udenfor.
Hun så lidt ned af sig selv. Hele vejen ned til fødderne, der stadig havde de plyssede hjemmesko på. Hun havde tydeligvis haft travlt da hun forlod huset, for at finde vejen tilbage, efter sin taske. Hun var stadig forundret over at skolen ikke havde haft været låst af. Hun drejede så hovedet en smule. Så direkte mod sit eget spejlbillede i et af de store vinduer, hun stod lige ved siden af. Hun så en smule sjusket ud, i hendes pyjamas. Og hendes hår, der ellers så fint var sat op i en knold, så enormt uglet ud. Som havde hun været i gang med en heftig omgang pudekamp. Hun trak lidt ud i det mørkeblå natbukser og flagrede lidt i det løse stof. Det var nemt at se at hun havde fået fat i et par der nok var et eller to numre for store til lige netop hende. Og man burde næsten tro at hun frøs, i den enkle hvide top, der behageligt sad nogenlunde stramt omkring hendes overkrop. Et smil begyndte dog at vokse frem, ved synet. Og lidt efter lidt frembrød hendes latter også. Dog kun for en kort stund, men den var der.
Den lille djævel trak lidt mere op i skuldertasken, og fik den til at sidde lidt bedre på den ellers så ømme skulder. Brillerne blev skubbet bedre op på næseryggen, og en tot af de brune hår blev sat om bag øret. Så var hun ellers klar til sin vandring ned af gågaden igen. Utroligt at der ikke var flere. Nu var det også over midnat, og de fleste var nok enten i der hjemme, eller til en form for fest, men alligevel forstod hun aldrig helt hvordan et sted som dette kunne gå fra at være pakket med mennesker til at være nærmest helt mennesketomt. Hun lænede forsigtigt hovedet en anelse tilbage og så imod himlen. Det var snart tid til at blive fuldmåne igen. Hun var ikke helt sikker, eftersom skyer dækkede en del af den lysende måne. Mon det trækker op til regn?

Endnu en nat, hvor tørsten var blevet slukket. Det var en rar tanke i Jesters hoved. Nu havde han kun en ting tilbage han skulle nå. Han ville opsøge den eneste i hans lille vennekreds, som han havde på fornemmelsen ville kunne hjælpe ham. Hvorfor hans hoved mente at det var hende, som han skulle snakke med havde han ingen idé om. Men på det sidste havde han bare gjort hvad der faldt ham ind. Slå mennesker ihjel, drikke deres blod, søge ly om dagen, tulle rundt om natten og så videre. Han var i det mindste ikke død! Måske lidt forvirret, men det havde han vist altid været.
Han havde rendt rundt det meste af dagen, eller nok nærmere natten og havde endnu ikke fundet hende. Det var indtil en duft mødte ham og hans hoved igen gav ham en ide om hvad han skulle gøre. Følg duften, find Autumn. Det lød enkelt nok? Han slentrede hen af gaden, med armene om sig selv. Inden han havde taget sig tid til at finde sin veninde, havde han dog haft fornuft nok til at få fat i (læs: stjæle) et par sko og noget rent tøj, samt at vaske sig ren for blod. Det med at drikke blod var stadig mærkeligt for ham og også lidt besværligt. Han havde fået fat i en lilla t-shirt og en sort hoodie, samt nogle sorte bukser og converse. Det var ikke så meget anderledes end hvad han havde på før i tiden. Med undtagelsen af bukserne. Normalt havde han stribede, ternede eller polkaprikkede bukser på. Men det var lige meget.
Endelig fandt han hvad han søgte, selvom hendes udseende overraskede ham lidt. Uanset hvad, løb han over til hende - måske lidt for hurtigt - og svang armene om hende bagfra. Hans ansigt var begravet i hendes nakke og hans arme var omkring livet på hende. "'Sup?" brummede han, mens han stadig havde fat i hende. Det var ikke unormalt for ham at gøre sådan noget, da han altid løb på instinkter, frem for fornuft. Når man var meldt savnet og havde været væk i over en uge, var det formentlig ikke fornuft at løbe over til sin veninde og sige 'sup?'. Men igen, det var Jesters logik, så det var vel svært at argumentere. Han var jo ikke helt rask i hovedet.

”Eeeep!!” udbrød hun, idet hun følte et set arme der slyngede sig omkring hende. Hvis ikke det havde været tilfældet, havde hun meget muligt haft springet flere metre op i luften, af ren og skær forskrækkelse. Men i stedet blev hun bare stående i samme position i længere tid. Hendes krop vibrerede som en vanvittig mobiltelefon. Tasken havde fået lov til at glide ned fra hendes skulder og ned på jorden ved deres fødder. Hendes øjne var nu blevet klemt helt sammen og hendes hoved var en smule lænet frem over. ”Please don’t hurt mer. Please don’t hurt me.” mumlede hun gentagende gange, som troede hun virkelig at døden stod hende nær. I hendes hoved kunne hun forestille sig hele sceneriet. Forskellige set med hvem end det så kunne være, der nu stod komme bag hende, og trykkede hende ind til sig.
Det var først lidt efter den egentlig behagelige brummen, at hun tog sig sammen til at åbne øjnene. Hun så direkte ind i vinduet, som nu vidste en spejling af hele to personer. Hende. Og en dreng. Brikkerne begyndte at falde lidt bedre på plads. Selvom hun ikke kunne se hans ansigt ordentligt, kunne hun sagtens se hans hår, og hans kropsbygning. Hans afslappede stilling. Og nu begyndte omfavningen at virke bekendt. ”Huh.” Hendes krop blev mindre anspændt, og hun rettede ryggen lidt bedre. Hun løftede sine arme for at sætte sine hænder mod hans arme, inden hun endelig var modig nok til at se sig over skulderen. De abnormalt blå øjne stirrede imod det velkendte ansigt. ”Do..mi..?” Hun blinkede forundret, inden hun blev mere livlig i det. ”Domi!” Hun fik kæmpet sig ud af hans greb, og i samme bevægelse drejede hun omkring. Blot for at nærmest springe på ham. Armene omkring hans nakke, og oprejst på tæerne for at kunne nå bedre. Hun tøvede i hvert fald ikke med at presse sig ind til ham. Hun kom slet ikke forbi tanken om at det måske ikke var ham. Det var da uden tvivl ham. Men hvorfor var han her? Hvordan? ”Oh my god.. Don’t scare me like that..” mumlede hun utydeligt, nu var det hendes tur at have sit fjæs skjult ind mod ham. ”You nearly scared me to death..” Selvom hendes stemme var en smule utydelig, kunne den britiske accent nemt høres. Hun havde ikke talt fransk så meget. Hun havde lænet mest mod sit modersprog nu hvor tiderne var blevet mere hektiske..