Hunger can turn anyone into a beast.. ~ Khá

T: omkring 20.00
V: køligt, men vindstille. Klar himmel. Stjernerne er fremme.
O: en del mennesker der passere, kigger underligt og hvisker i hjørnerne.
S: Gågaden i Terre

Det var længe siden hun havde været mellem andre mennesker, som ikke så hende som en sindssyg møgtøs. Efterhånden var det som om hun var spild af tid, ligemeget og dum som en dør, for alle der så på hende.
De er ligeglade med dig... Se på dig selv, du ligner jo en l*d*r..! Det er klart at det kun er gamle klamme mænd der vil tale med dig!
Hun tog sig til hovedet i en stum bøn om at få stemmerne til at holde kæft. Men uden held. Lige siden dengang med Zuresh havde hun været sådan her. Hun var endelig knækket, bukket under for de dæmoner der nu engang jagtede hende.
Kom nu, du vil jo gerne. En ulv kan ikke leve af grønsager! klagede stemmerne i kor, i håbet om at hun for en gangs skyld ville tage sig sammen og fortære noget der ikke bestod af gulerødder og peberfrugter. Noget der dryppede i blod og skreg når man bed... Jo tak!
Hun trak skuldrene op om sine øre. Det var det forkerte tidspunkt at være der på, for hende. Hun var ikke tryg ved det hele. Dømmende blikke ramte hende for hvert skridt hun tog. Hun var syg, og det kunne ses. Hvem ville ikke mene det?
Hun var iført en top, der mest af alt lignede en bh, et par jeans med lav talje så man kunne se hendes trussekant, et par militærstøvler og en jakke der var en sort udgave af Pink Ladies jakken fra Grease. Håret var i en hestehale på siden af hendes hoved og makeuppen var mørk og lokkende. Kendte man hende ikke, kunne hun sagtens være forvekslet med en dæmon fra en erotisk drøm. Hun var før blevet spurgt om hun ville prøve et fotoshoot, og se om hun måske var noget de kunne bruge i modeverdenen. Men nej, ikke nu. Lige nu, der var hun bare sulten.
Hun gik med hænderne i lommerne, for at skjule hendes evne der var ude af kontrol. Hendes negle var vokset til halvlange sylespidse klør. Hendes øjne var skiftet til en gylden karamelfarve, fra den sølvgrå hun ellers besad normalt. Hun var sulten, meget sulten. Og hun var klar til at gøre næsten alt for mad efterhånden...

Denne aften gad han ikke spise hjemme så han havde fundet sig en lille café i gågaden og sad nu med oksesteg med ovnstegte kartofler og en dejlig rødvinssauce. Samtidig med en kraftig rødvin til, da den stod rigtig godt til kødet. Og han kunne jo godt lide detaljer så han var selvfølgelig klædt flot på i sorte jeans, en kongeblå skjorte og så med en lang sort frakke over. Hans tykke blonde hår sad i en perfekt hestehale. Egentlig brød han sig ikke om at spise alene men det var efterhånden sådan det var.
Ved en tilfældighed kom han til at kigge op og så en ung Navajo der snart var i problemer.

En fuld ung mand gik efter hende og sagde: "Hey!.... Er du til n...... Noget....... Hey jeg snakker til dig!...." Han skulle lige til at slå ud efter hende, men hans hånd blev stoppet af Khá der havde fat i mandens håndled og sagde vredt: "Det var meget uhøfligt...... Jeg giver dig en chance.... Smut....." Så smed han nærmest manden hen af gaden hvorefter han vendte opmærksomheden mod hende med et varmt smil.
"Det beklager jeg..... Må jeg ikke byde lidt at spise oven på sådan en træls oplevelse? Nu har jeg jo forstyrret din aften"

Nephthys hørte godt den unge mand, men havde valgt ikke at reagere. Hun fortræd det dog hurtigt da det lod til at en anden mand reagerede for hende. Hun stivnede brat, da hun så direkte ind i øjnene på hendes redningsmand. Høj, blond og muskuløs. Hvad pokker hjalp han hende for?
Hans tilbud om at give hende noget at spise fik hende fil at slå blikket lidt ned, mens stemmerne gik fuldkommen amok. De skreg så det rungede for hendes ører. Forhåbentligt talte han ikke til hende imens, for hun ville næppe kunne høre ham. Da stemmerne døde ud så hun atter på ham - direkte ind i hans øjne.
"Jo tak, hvis det ikke er til for meget besvær for dig.." sagde hun med en halv hæs stemme. Hun så hen mod den unge fulde mand, en smule medlidende. Knægten anede slet ikke hvad der kunne være sket hvis denne fremmede ikke havde reddet ham. Hun så det for sig: en opsprættet mave, tarme og mavesæk ud på jorden, ham der skreg i smerte mens han blev spist levende. Hun smilede for sig selv, en smule hungrende. Blod, død og kaos... lige nu levede hun langtfra op til det navn hendes forældre havde givet hende.

(Beklager kort svar - skriver fra mobil)

"Kom.... Lad os sidde ned hvor der er er mere roligt..."
Så gik han med hende forbi sit eget bord og tog det der var mest afsides for at give hende allermest ro. Nok vidste han ikke hvad de sagde, men han vidste udemærket godt hvad hendes fremtoning betød. Så trak han en stol ud for hende og tilkaldte så en tjener til dem. "Hvad skulle det være hr?...." Tjeneren kiggede lidt skeptisk på hvad hun lavede med Khá hvilket fik Khá til at sige vredt: "Først vil jeg have du holder op med at se sådan på os...... Så vil jeg have..... En rigtig god bøf stegt rød, med kartofler og vildt sovs til.... Kirsebærtærte til dessert... Og en stor mørk fadøl til drikke..." Så skubbede han menukortet over til hende med et varmt smil. "Hvad kunne du tænke dig?... Du må vælge lige det du vil"
Han forstod om nogen hvordan det var at have en indre kamp man aldrig helt kunne vinde.

(Det er helt i orden, indholdet er rigtig godt :) )

Han var uhyggelig. Det var den nemmeste måde at beskrive det på. Hans venlighed var afskrækkende, som om at han prøvede at rode bod på noget han engang havde gjort hende uret med. Hun fik ondt af tjeneren, da han irettesatte hende. Hun havde jo bare kigget på dem? Hun lyttede til hvad han bestilte, og var atter rådvild. Fuldkommen. Hun havde aldrig spist ude før - så hun anede ikke hvad i alverden hun skulle gære. Ville det hjælpe at snede ham et bedende blik? Næppe.
Men stemmen i hendes hoved overtog, og inden hun nåede at kontrollere det så røg det ud af hende: "bare det samme som ham." Hun stivnede dog lidt og så ned igen lige efter hun havde sagt det. Stammede hun sig? Nej. Men hun hadede når impulserne overtog. Det var utrygt. Meget...

Han smilede til hende og nikkede så til tjeneren med et smil der så gik efter deres bestilling.
Så vendte Khá roligt blikket mod hende igen og tænkte lidt. Egentlig ville han kunne se rigtig meget i hendes øjne men det ville ikke være en god idé at afsløre hvad han vidste i den tilstand hun var i lige nu.
"Nå.... Ja mit navn er Connor.... Rart at møde dig... Ret mig endelig hvis jeg tager fejl... Men noget siger mig at venlighed oplever du ikke så tit gør du?" Mere nåede han ikke inden tjeneren kom med deres drikkevarer. "Værsgo Hr.... Og til frøkenen..." Khá nikkede smilende og sagde: "Mange tak...."
Så tog han en tår af sin øl og lod hende svare. På den måde kunne hun også få lidt rum til at samle sig lidt

Hun så på ham, en smule tøvende. Hendes øjne afspejlede stadig hendes sindstilstand - de var dybe ravgule med små noter af karamel. Der afspejlede også at denne situation var hende så uvant. Positiv opmærksomhed var en sjældenhed og det bar tydeligt at hun følte sig trængt ud op i en krog..
"Nephthys.." startede hun med at fremmumle. Connor? Det var et lækkert navn - det ville hun dog ikke nævne. Ikke endnu i hvert fald.
"Venlighed koster ingen noget og alligevel er det noget de færreste har råd til." Svarede hun stille, en smule undskyldende. Hun var så uopdragen, var hun ikke? Det rev og flåede i hende for at fortælle ham alt - bare springe ud i det og lade ham gribe hende. Men hun frygtede konsekvenserne af hendes hæmningsløse opførsel.
"Så.. hvorfor stoppede du den dreng?.." spurgte hun med et løftet øjenbryn. Hun gemte stadig sine hænder, hele den uvante situation udløste hendes evne og lod ikke til at aftage inden for den nærmeste fremtid

Han nikkede smilende til hende da hun sagde sit navn og sagde så: "Nephthys.... Smukt.... Jeg går ud fra der er nogen der er fan af Ægyptiske guder?"
Så satte han sig til rette og tog en tår mere imens han lyttede. Hvis hun kiggede rigtig godt efter ville hun kunne ane en gylden glød i hans øjne. Egentlig havde han lyst til bare at spørge ind til hvad hun var men enten skulle hun selv indlede den snak eller også skulle hun falde mere til ro.
"Tja det kan der være noget om.... Hvorfor jeg stoppede ham? På grund af hvad han havde i sinde at gøre ved dig.... Jeg siger ikke du ikke kan forsvare dig selv eller noget... Men du virkede mere til at have brug for roen....."
Han kunne godt se hendes evner var aktive men nævnte det dog ikke direkte. Måske ville hendes sanser afsløre hvor oprigtig og rolig han var

Hun så på ham, med et blik det næppe kunne tolkes, da han talte om ægyptiske guder. Hun havde ikke rigtigt lyst til at tale om at hendes far havde studeret dem hele sit liv.. Og havde forladt hende som helt lille. Nej - det kom ingen ved.
''Deværre så tror jeg at det er den forkerte gudinde de valgte at navngive mig efter..'' sagde hun blot, og krøb lidt sammen. Hun følte sig ikke som en beskytter, men så igen.. Gudinden Nephthys var også hende der hjalp passagerer ved passagen mellem de levende og de dødes rige. De ni porte. Afvejningen. Hun gøs ved tanken - hun havde intet at give ved Afvejningen, når hun en dag selv skulle den vej.
''I sindet?'' hans ord fik hende til at bremse totalt - kunne han læse tanker?..
''Om jeg har brug for ro? Ro får jeg aldrig - men det lader til at du allerede ved det. Enten, så kan du læse folks tanker og sind - ellers kender du mig eller mine forældre. Jeg ved ikke hvilken der kunne gøre mig mest utilpas.'' sagde hun og så ham direkte i øjnene. Hun var ikke dum - hvis han kendte hendes forældre så vidste han uden tvivl hvad hun var. Hun tog et tår af sin øl, uden at bryde øjenkontakten.

Han skulle lige til at sige noget men ventede lidt da han opdagede deres mad kom. Så gav han tjeneren drikkepenge med et smil og vendte så opmærksomheden tilbage på maden. "Nej jeg kan ikke læse tanker.... Men... Man kan vel sige at jeg er rimelig ferm til at tyde folk.... Det er jo ikke alle ting jeg bare siger højt.... Og nej jeg kender ikke dine forældre. Eller det tror jeg ikke jeg gør..."
Det blev sagt på en måde så man selv lige skulle veje med sig selv hvad han mente om at sige tingene højt. Som en del af hans genfødsel havde han også det påbud at han ikke kunne lyve men det ville heller ikke ligefrem være en sund måde at starte en samtale på.
"Håber det smager"

Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle opføre sig nu. Hvad hun skulle sige, hvad hun skulle gøre. Hun følte sig atter malplaceret og uden tilhørsforhold. Den lille chance der kunne have været for at han kendte til hende eller hendes familie havde nok ikke været der. Havde hun egentlig ønsket det? At han kendte hende?
Du ved godt hvad det betyder når en mand byder en ung dame som os på middag, Nephthys. Husker du Zuresh? Husker du, hvad han gjorde ved os? Connor er ikke ude på at være den ven, Nephthys. Ingen vil være din ven.
Ordene gjorde ondt, for naturligvis huskede hun hvad Zuresh havde gjort. Omend nogen ikke ville finde det voldsomt overhovedet, så havde hun mistet grundlaget for at stole på andre.
Spis og stik af. Inden han forventer noget i betaling.. Nej, vent.. Du elsker jo den slags... Hvad skal vi kalde det? Tjenesteudveksling? stemmen blev brysk og grov, og Nephthys prøvede at skubbe den lidt væk. Det var ikke gået op på hende at hun faktisk havde siddet og stirret direkte på Connor mens hun havde haft sin indre dialog. Hun slog blikket ned, en smule opgivende, inden hun prøvede at spise noget af maden. Egentlig så smagte det jo godt, og kræsen var hun ikke. Men hun blev ved med at føle stemmen bag i hovedet skrige op om at Connor var farlig og ville gøre hende fortræd. Hun bed sammen.

Han nåede ikke ret meget mere end at tage en bid inden det gik op for ham at hun stirrede direkte på ham. Igen kunne han ikke sige direkte hvad der blev sagt men han kunne tydeligt se når nogen snakkede med sig selv eller der var en anden stemme i deres indre.
Han havde jo selv gået i utrolig lang tid med netop det samme før ham og væsnet fandt en middelgrund og blev til et væsen. Samtidig med han så hende i øjnene, sagde han med en stemme rolig og varm: "Jeg har en fornemmelse af det ikke virker at sige det her.... Men jeg vil nu prøve alligevel.... Jeg kan godt forstå det virker underligt at en fremmed mand pludselig vil byde dig noget at spise unden anden grund end han vil være venlig.... Men der er ikke andre grunde end jeg vil være venlig.... Tro det eler lad være.... Måske finder du ud af det?"
Den svage gyldne glød bagerst i hans øjne brændte nærmest beroligende og hvis man kunne den slags ville han vide han sagde sandheden. Ganske vist havde han ikke en forventning om hun ville tro ham, nok mere et håb.
Og måske kunne han få hende til at slappe af nok til hun i hvertfald kunne nyde hendes mad

Hun skammede sig lidt, over at lade stemmen så en mistro i hende. Men, stemmen var den eneste ven hun havde der ikke efterlod hende konstant. Hun havde ikke andre at stole på efterhånden.
Øjenkontakten med Connor gjorde hende ikke mindre utilpas - for som enhver anden ville han kunne se hvordan hendes øjne skiftede farve svagt. Fra den gyldne farve de havde været den seneste halve time, og over til en sølvgrå kølig farve. Hendes klør var så småt på tilbagetogt, mest af alt lignede de lige nu bare lange negle med sort neglelak på. Så man godt efter kunne man dog se at de var sorte ned af hænderne på hende, som en dødelig sygdom der bredte sig i blodet. En gift.
Men hun kendte det, hun var vant til det. Hun kendte ikke til andet efterhånden, end Hende, og hendes evne til at skifte udseendet. Der var ingen pointe i at skjule det for Connor, for hun var ret overbevist om at han allerede vidste lige præcis hvad hun døjede med.
''For at snakke om noget andet...'' sagde hun med et prøvende lille smil.
''Hvad laver du egentlig her, helt alene? At spise ude, alene, virker lidt.. Trist?'' hun prøvede virkelig at være høflig, åben. Men slap hun tøjlerne, som kom Hun frem. Og det var der ingen der gad se. En liderlig, hysterisk og psykopatisk kvinde der ikke var genert af sig.. Nej tak - ikke nu

Ganske vist var hun stadig utilpas over situationen men ikke desto mindre var hendes evner tilpas meget på tilbagetog at hun trods alt ikke var helt så meget i defensiven. Og for at hjælpe hende med at finde lidt mere ro i det hele, holdt han også hele tiden hans hænder på bordet hvor hun kunne se dem.
Selvfølgelig kunne han se hvad hun gennemgik men der var ingen grund til at vade i det når hun endelig var ved at falde en anelse ned. Selvfølgelig ville han da tage snakken med hende skulle hun indlede den.
Han tog stille en bid mere af bøffen og sagde:'
"Det kan man vel egentlig også sige det er... Jeg har før prøvet at knytte mig til folk men der sker det samme hver gang åbenbart... Og i aften gad jeg bare ikke spise der hjemme..... Det virker så stort og tomt...."
Det var det jo egentlig også, et stort slot hvor der kun var ham og så indimellem de folk der kom for at gøre rent eller passe haven. Og det var jo som oftest bare folk der kom, gjorde deres arbejde, fik deres løn og gik igen.
Bagefter tog han en tår øl mere og sagde: "Det klæder dig at smile"

Hun så lidt ned, en smule overrasket. Kunne det være, at der ikke kun sad et knust hjerte, men to, ved bordet?
''Stort og tomt siger du? Jeg antager at du bor alene så?..'' spurgte hun, en smule nysgerrigt. Slev boede hun på gaden - men det ville hun næppe fortælle Connor lige forløbigt.
Hans.. kompliment(?) fik hende til at smile svagt igen. Hun smilede oftest ikke, for det afslørede hendes halvlange skarpe hjørnetænder. Et lille tegn på dyret i hende - et tegn hun aldrig kunne fjerne.
Så man efter, så kunne man se hieroglyffen for Nephthys tatoveret på indersiden af underlæben. Hvorfor? Spørg hendes far...
Hun spiste lidt mere, uden anelse om hvad det faktisk var hun spiste. Hun var ikke vant til normal mad - overhovedet. På gaden fik hun sjældent andet end rester, og når hun ellers lod Hende overtag så huskede hun minus bagefter. Som ulv, huskede hun heller ikke noget - men nogen havde fortalt hende at hun spiste sine egne rester efter forvandlingen. Tanken gav hende kvalme.

Han nikkede lidt som han tørrede sig om munden og kiggede op med et blik der fortalte om en sorg han prøvede at gemme væk.
"Det gør jeg ja..... Der kommer nogen og gør rent og passer haven en gang imellem, ellers er det bare mig.... Jeg har et par gange haft nogen boende men.... De forsvinder altid uden et ord..." Kort overvejede han om han skulle sige hvor han boede men det ventede han med til hun selv spurgte. Det skulle jo ikke lyde som noget han blærede sig med.
Det var egentlig nyt for ham at sætte ord på at han egentlig var ensom for han brød sig ikke om at andre skulle se ham som svag. Men Nephthys virkede til at kunne sætte sig i hans sted på en eller anden måde.
"Jeg håber du kan lide oksekødet.... Det er dejligt at spise med en der ikke bare kigger på maden"

Hun så på ham, med et svagt kælent smil. Det var ikke svært at se at der var en del af hende der ville overtag - en del der ville ud og lege, og hun gjorde alt for at holde den tilbage.
Kom nu, lad nu være med at være så kedelig! Du ved at han ville elske det, du ved det! Det er så uretfærdigt, hvorfor skal jeg være lukket inde mens du nyder god mad! Kom nu!
Hendes klagen gjorde Nephthys anspændt igen. Hun ville ikke, men hun kunne ikke kontrollerer det meget længere.
''Ærligt Connor, så kan jeg lide alle slags kød så længe det er rødt nok.'' sagde hun tøvende inden hun tog en bid mere af sin mad. Øllen rørte hun ikke så meget - mest af alt fordi hun vidste hvad øl gjorde ved blodsukkeret. Og uden medicin så var hun kort sagt på skideren.
''Du ved hvad jeg er.. Jeg kan se det på dig..'' sukkede hun, og trak sine klør fuldkommen til sig. Hun ville have svar.

Han tog en tår mere af sin øl netop som desserten kom ud til dem. Tjeneren bukkede og gik roligt igen hvorefter Khá kiggede over på hende helt roligt og sagde: "Ja det ved jeg.... Jeg er klar over hvad du er og nogenlunde hvad du kan.... Det var derfor jeg godt vidste at du kunne forsvare dig selv.... Og jeg kan se at du kæmper med dig selv og så alligevel ikke... En kamp jeg kender fra mig selv.... Eller tidligere selv i hvertfald...."
Så smagte han på tærten og smilede kort. Kirsebærtærte havde altid været en af hans store laster. Kort sad han og overvejede om han skulle gøre noget ved hendes symptomer. Han ville jo ikke kunne fjerne hendes sygdom helt.
"Så har du nok regnet ud at jeg ikke er nogen normal mand.... Og tak fordi du kan lide mit navn. Jeg kunne se det på dig da jeg nævnte det"

Hun hævede et øjenbryn, da han prøvede at virke så politisk korrekt som muligt.
''Lad os kalde tingene hvad de er, en skovl for en skovl og en spade for en spade.'' Hans smil over tærten fik hende dog straks til at tie og smile selv. Hans smil var så... velkendt. Beroligende.
''Jeg ved at du ikke er menneske. Et menneske har aldrig besiddet dine kræfter. Eller.. Jo, men ikke i det her årtusinde.'' hun var ikke uden kendskab. Hun var, på trods af sin unge alder, yderst veluddannet i ægyptologi. En ting hun havde fra sin far. Mange havde mistænkt hende for at døbe sig selv Nephthys i hendes voksne liv. Men nej, hun var døbt det som spæd - længe før hun vidste hvad Ægypten var.
''Dengang kaldte man det ikke engle. De fandtes ikke. Man kaldte dem guder. Men det ved du vel. Der var guder og mennesker - og så var der Ra. Skaberen.'' hun smilede for sig selv, mens hun lukkede øjnene kort.
'*Der var ingen djævel, ingen Gud. Man betalte ikke aflad, man kom ikke i himmerige. Man døde ikke.'' hun sukkede stille.
''Dit navn er for ungt til din viden. Men det har du vel regnet ud selv.'' sagde hun med et varmt smil.
''Connor, lyder mere som et navn man stønner i lidenskab eller græder i smerte.'' var hun for dyster? Han havde ønsket at hun skulle åbne op - kunne han lide hvad han så?

Han grinede lidt og satte så tærten fra inden han betragtede hende med et eftertænksomt blik.
"Engle fandtes skam den gang.... Men det er rigtigt at man ikke kaldte dem det.... Og jeg var heller ingen Engel..... Jeg var et væsen skabt Horus, Set, Anubis og Thoth.... Hver generation ville en dødelig blive udvalgt til at være det kar væsnet skulle tage bolig i..... Connor er navnet på det kar.... Efter jeg brød med guderne, tog Satan mig til sig.... Da jeg brød med ham, blev jeg kastet i Skærsilden og genfødt som det jeg er nu.... men jeg beholdt navnet Khá...."
Når hun nu var så lærd indenfor det, kunne han jo lige så godt være tilsvarende direkte.
Så strakte han sig kort og viste så seglet på hans arm der fortalte om hvad han en gang var. "Hvor længe har du selv vidst du var formskifter? Eller Navajo som de kalder det her omkring? Ulven i dig er tydelig"

Hun smilede over hans reaktion. Hun vidste at han ikke kunne lukke det ude heller.
''En uges tid.. Jeg har haft et navn på det i en uges tid.. Jeg var en teenager første gang jeg skiftede. Det... Det var ikke særlig rart.'' Underdrivelse. Meget stor underdrivelse.
''Zuresh fortalte mig det. Han så det du så tidligere. Klør, øjne.. Yeah - der er sikkert mere, men jeg husker det faktisk ikke.'' sagde hun med et skuldertræk. Hun huskede intet fra sin forvandlinger. Kun blod, død og skrig. Som altid.
''Så, du er altså en ret erfaren herre. Kort sagt.'' sagde hun med et lille smil. Hun rørte ikke tærten, udelukkende fordi sukkerindholdet ville smadre hendes blodsukker i vejret og nok sende hende i ketoacidose. Ad...
''Hvor bor du egentlig henne?.. Det lyder frygteligt at bo alene, ligemeget hvor.. Jeg kan kun tale af erfaring dér.'' sagde hun med lav stemme - som om hendes egen del af den historie var for ligegyldig til at rippe op i.

Da hun nævnte Zuresh, grinede han lidt og rystede på hovedet inden han sagde:
"Ham kender jeg så tydeligt...... Og jeg har set hans sande jeg.... Der er en grund til hvorfor jeg ikke lader ham få den ting han mangler til sit ritual..... Men lad det nu ligge..... Det sker desværre ret ofte første gang med forvandlinger.... Men det kan læres at kontrollere det heldigvis...."
Da hun spurgte om hvor han boede henne, tog han den sidste bid af sin tærte og tørrede krummer væk.
"Nu kan du ikke se det her fra... Men jeg har det slot der ligger ude i bjergene. Et godt sted da jeg var..... Det andet væsen.... Efter jeg blev genfødt er der kun mig.... Det er rimelig meget plads.... Du kan da komme med og se det hvis du har lyst?"

Hun nikkede. Zuresh var en foruroligende mand, men det havde intet med dette at gøre. Men, ritual?...
Hun så på ham, en smule afkrækket, ved hans tilbud. Hun rystede på hovedet af sig selv, velvidende at hun nok ville fortryde dette voldsomt.
''Du har et slot? Du byder kvinder du aldrig har mødt før på middag? Udover at du er en... du ved nok. Så tror jeg virkelig ikke at jeg burde stole på dig. Du er værre end ham der Grey fra bøgerne.'' sagde hun. Det sidste sagde hun med et lille drilsk smil.
''Jeg er også alene. Det har jeg været i meget lang tid.'' sagde hun bare, og trak på skuldrene. ''Man vænner sig til det. Efter noget tid fylder andre tomrummet. Hun fylder tomrummet..'' hun pegede på sin pande.
''Jeg ved at du har set det. Når hun snakker. De fleste tror bare at jeg er på stoffer. Men, det er aldrig som det ser ud -vel?..'' sukkede hun og gned sit ansigt lidt. Hun var træt af at holde Hende tilbage. Hun kunne snart ikke holde Hende tilbage længere - og hun ville ikke have Connor i nærheden når helvedet brød løs.

Han smilede ved hendes sammenligning og strøg kort sit hår inden han rakte ind i hans lomme og lagde et kort ved hende.
"Forskellen på mig og Mr. Grey er at jeg findes..... Og jeg gør ikke den slags der sker i bøgerne. Eller..... Det afhænger af stemningen af den man nu er sammen med..... Du bestemmer helt selv.... Som en..... Du ved nok... Kan jeg ikke lyve. Og du er velkommen til at kigge forbi når du har lyst..."
Han tænkte lidt over hvad hun sagde med sit hoved og nikkede som tegn på han virkelig lyttede til hvad hun sagde.
"Ja jeg har set det.... Jeg har været igennem tæt på det samme. det er en aituation der aldrig er nem fordi folk bare tror man er sindssyg..... Eller i mit tilfælde farlig.... Men det er en længere historie"

''Så du tror, at du er virkelig? Hvem siger at jeg ikke vågner i rendestenen om få minutter og alt dette har bare været endnu en syg drøm?'' sukkede hun og gned sit ansigt. Hun rystede svagt, et tegn på at hun snart skulle væk fra andre. Hun var træt, udmattet. Ligemeget hvad - så ville Hun tage over. Det ville ikke være kønt, det var det aldrig.

''Engle kan lyve, bare ikke på samme måde som andre. I undlader bare at fortælle sandheden.'' hun havde god erfaring med den del. Løgn. Bedrag.
Hun så undskyldende på ham.

''Jeg er ked af det, Connor. Men jeg må hellere gå..'' sagde hun stille, inden hun rejste sig. Det var først nu, at det gik op for hende at hun hellere ville sidde sammen med ham i flere timer end at gemme sig i en gyde indtil ingen kunne se hende. Hun ville ikke skade ham.. Og hun ville ikke såre ham. Risikoen var for stor for begge dele, sådan som hendes sind og krop legede med hende.

''Tak for mad..'' sagde hun, og skyndte sig forbi ham. Hun stormede nærmest forbi menneskene derinde, og skyndte sig udenfor.

Hun stillede sig med ryggen op af muren til spisestedet, hvor hun gispede for at få vejret.
Yeah, luk mig ud! Kom nu, prinsesse!
Hun lagde armene om sig selv, småklynkende.