It wasn't meant to happen.

Hvor mange gange havde hun ikke gået rundt og samlet tøj og andet ragelse op fra gulvet? Hvor mange gange skulle hun stille flasker og glas på plads? Hun havde godt nok kun været ansvarlig for dette rum, eller nok mere suite, i et par dage nu. Men hver eneste gang hun kom forbi lignede det et bombet lokum. Det var nu en dejlig følelse at komme ind. Det mindede hende utrolig meget om hendes eget værelse. Ret ironisk at tænke på hvordan hun, verdens største rodehoved, nu stod og gjorde kål på andres kontrollerede kaos. Dog forblev klagerne i hendes hoved. Eller som en mumlende udtale, når ingen var omkring. Tøjet blev smidt på sengen, for at gøre armene fri, inden hun kunne gå i gang med at få lagt det hele sammen. Og få delt det i de sædvanlige to bunker. Brugt og ’nyt’. Der var vel ingen grund for hende at også lægge det ned i hans skuffer for hende. Hun arbejdede trods alt ikke direkte for udlejeren af hotellets ’lejlighed’, så mere kunne de ikke forlange af hende. Hun var dog blevet ret god til at lægge tøj sammen. Måske skulle hun prøve og gøre det ved sin egen beklædning i stedet for bare at smide det ind i skabet.

Autumn sukkede lettet, og samtidig med at hun rettede ryggen, strakte hun også lidt ud. Fik sat det hele på plads igen, efter at have stået en smule foroverbøjet. Hun drejede fronten væk fra sit lille mesterværk af tøjsammenlægning, og så videre rundt omkring. Rundt i soveafdelingen og videre ud af den todelte dør der førte ud til stue afdelingen. Det måtte være trist bo sådan et sted. Sandt nok var det en del større end hendes værelse, men det føltes ikke helt som hjem. Hun havde kun set meget få tegn på selvpræg. Rodet, var en af de ting. Tilfældigt endte hendes blik det eneste spejl i nærheden. Dejlig rent og skinnende. Fornylig rengjort. Af hende selv, selvfølgelig. Og hun tillod sig lige hurtig at tage et sekund til at betragt sig selv. Hun skød brystet lidt frem og kørte sine hænder ned over sin uniform, som var den blevet krøllet. Det lille navneskilt med hendes navn, Autumn blev også lige rettet lidt på, så det sad bedre hen over hende venstre bryst. Hun så egentlig godt ud i den mørkeblå uniform. Den var ikke for kort og heller ikke for lang så hun ikke kunne bevæge sig rundt, og den passede hende fint. Måske en smule stor, men hun fyldte da ud visse steder. Hun smilede til sit eget spejlbillede. Selv med morgenhår der blot var sat op i en pjusket knold, tog hun sig vel godt ud. Men hun skulle nok komme tilbage il arbejdet. Hun blev jo ikke betalt for bare at stå og glo på sig selv. Og hun var ret sikker på at den unge mand som ’boede’ her snart ville komme tilbage. Og hvis hun skulle være ærlig, brød hun sig ikke om at være her, når han vil træde ind ad døren.
Igen løb et suk hende over hendes læber, og hun skubbede hurtigt brillerne på plads længere oppe på næseryggen, inden hun blot vandrede ud af soveværelse, og fik lukket dørene bag sig. Så var der vist ikke andet tilbage end at få trukket støvsuger hen over gulvet. Alt andet så i hvert fald acceptabelt ud. Stikket blev sat i, og støvsugeren tændt, ved et enkelt tryk med den ene fod. Og så kom larmen efterfølgende. Så begyndte hun da ellers og få sig en dans med den rengøringselektronik. I takt til den musik der spillede gennem hendes eardrops. Dog blev hun hurtig efter nød til at stoppe. Støvsugeren blev slukket, lige så nemt som den var blevet tændt, staven blev lænet op ad den nærmeste reol, og så trippede hun de få skridt hen til hvad der havde fanget hendes blik. Hun satte sig forsigtigt på hug og samlede forsigtigt en af de gennemsigtige poser op, der af en eller anden grund var endt på gulvet. Og mere underligt var at hun først havde opdaget dem nu. Hvad var det? Man behøvede ikke et afgangsbevis, til at forstå nogenlunde hvad det hvide pulver og blå piller var. Der var selvfølgelig flere forskellige muligheder. Så som mel, eller puddersukker og blåbærpiller, som var gode for ens syn. Men der var også andre svar. Langsomt blev hendes hånd stukket ned i lommen på uniformen, trak en almen mobiltelefon frem, og så blev musikken ellers slukket. Hendes eardrops blev taget ud og lagt sammen med telefonen på gulvet ved siden af hende. ”Huh?” Hvorfor var hun overhoved overrasket over at finde sådan noget her?

"Jeg har sagt til dig, at du ikke skal ringe på det her nummer"

Derek trådte ind på Quatre hotel, med telefonen trykket mod det ene øre. Stemmen var lavmælt, men tonen snerrende og ansigtsudtrykket alt andet end overbærerne. Da dørmanden åbnede munden for at hilse på ham som altid, viftede han blot afværgende med hånden, for at få ham til at klappe i. Denne samtale var blot én blandt mange, der gjorde en dag som denne, blot en tand værre. En dundrende hovedpine trykkede mod tinderne, og kæben føltes spændt. Han havde det kort sagt, af helvedes til. Sådan var det ofte, når solen stod så højt på himlen, og han havde haft en vild nat forinden. Han huskede ikke hvad han havde taget… eller hvor meget. Men det var nu heller ikke en sjældenhed for ham.

"Du ved hvorfor. Den skide telefon står i min fars navn..."

Derek passerede hotellets beboere, som om de var luft. Nogle var faderens gamle forretningsforbindelser, og genkendte sikkert udmærket sønnen, der trods alt ikke havde ændret sig udadtil i omtrent hundrede år. Andre var blot rigmandsfolk, og næsten alle skænkede ham en eller anden form for genkendende blik. Når man havde en forælder i de kredse, blev man bestemt bemærket. Derfor lod han sig bare lytte, til de latterlige argumenter i den anden ende af røret, indtil han nåede hen mod elevatoren. Lige nu ønskede han mest af alt at lukke sig inde i Suiten, og trække gardinerne for. Blokere alt sollys og slukke telefonen i bare... 10 minutter. Men kunderne ringede konstant. Der var travlt som pusher i Di Morga. Og lige nu, måtte blandingsracen virkelig forsøge at dæmpe vreden, som havde bygget sig op siden han accepterede opkaldet fra en af sine stamkunder.

"For fanden - så skaf det dog selv."

Kom det så fra ham, netop da elevatordøren lukkedes. Han lagde på, og stak mobilen ned i jakkelommen. Elevatoren var dekoreret med spejle på hver side. Man følte sig omringet af ingen ringere end sig selv... Og Derek vidste ikke hvad han skulle tænke om synet. Han så drænet ud... Om dagen var energien ikke på sit højeste, og man kunne bestemt se manglen på overskud, i øjnene. Et suk gled over hans læber, og i et kort sekund lukkede han øjnene, mens han kunne mærke elevatoren stige op. Og så kom tonen, der indikerede at han var på den rigtige etage. Thank god...
Det krævede ikke mange skridt for ham, at nå hen mod døren til sit hotel-værelse. Netop før han låste døren op, brummede telefonen dog igen i lommen. Selvfølgelig... Den samme kunde. Han tog irriteret telefonen op til øret, i samme sekund, som han fik døren åbnet:

"Hvad var det lige jeg fortalte dig.. Lad være med at ringe på den fandens-.."

Han stoppede sætningen, idet han så en af de ansatte stå - ganske tæt på hans lager - med en af de små poser i hånden. Han lukkede døren bag sig, uden at slippe hende med blikket. Dernæst lod han telefonen sænke sig fra sit øre, før han lagde på, og smed denne på nærmeste lænestol.

"Snuser du rundt i mine ting?"

Sagde han så, og klemte øjnene lidt sammen. Han blokerede stadig døren, og bevægede sig ellers ikke ud af flækken. Tankerne strøg gennem hovedet på ham. De forskellige muligheder, som han kunne benytte sig af. Alligevel gav hovedpinen ham ikke ligefrem et svar specielt hurtigt. Derfor stod han bare og betragtede hende. Udtrykket i hans ansigt var end ikke hårdt, men bare... afventende og bedømmende. Dette var jo kommet absolut bag på ham.

Alt blod i hende frøs til is, idet hun hørte døren blive lukket. Underligt nok havde hun hørt intet om at den blev låst op eller åbnet. Det var først da klikket lød, at hun rigtig reagerede. Faktisk startede hendes reaktion ud til at være ret rolig. Hun skreg i hvert fald ikke op ad forskrækkelse. Og hun sprang ikke rundt, som en eller anden kænguru på speed. Hun sad der bare, på hug, og drejede forsigtigt hovedet, så hun fik set sig over skulderen. Hen imod døren. Hvor den unge mand, som stemmen tydeligvis tilhørte. Det var først her at hendes øjne blev spærret godt og grundigt op. Ikke i frygt. Ikke direkte. Overraskelse? Selvfølgelig. ”Oh god!” var det første der nåede sin vej ud af hendes mund. Og pludselig syntes hendes bevægelser at blive hurtigere. Mere paniske. Ud af ren refleks fik hun smidt den gennemsigtige plastikpose fra sig. Hun var egentlig meget ligeglad med hvor den end landede. ”Nej nej. Det er ikke hvad..” Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige. Og hun kunne bestemt selv høre den britiske accent der havde fundet sin vej ind i hendes ellers så fine fransk.
Så kom hun da så ellers på benene igen. I en lige så elegant bevægelse, som hun havde kommet ned at sidde. Og efter en smule trippen på stedet, stod hun endelig helt oprejst, med sin front imod hybriden. Hun tog en dyb indånding, for at slappe bedre af. Hendes hjerte syntes ikke om overraskelser og forskrækkelser som disse. Og fortiden havde de sket ret tit for hende. Hun manglede virkelig sin heldige 8-ball. Hvis hun da overhoved ejede sådan en. ”Jeg..” Hun samlede så ellers sine ben, og så sine arme foran sig, inden hun bukkede svagt, som var hun en karakter i en af de japanske animer. ”Jeg undskylder inderligt for at snuse rundt. Men jeg vil dog sige til mit forsvar at jeg fandt det hele ved et tilfælde.” Hun lød mere rolig, og den sande nærmest engleblide undertone var kommet tilbage til hendes stemme. Og accent var taget tilbage til sin hvileplads. Væk fra hendes stemme. Hvilket under et par kontrollerede vejrtrækninger kunne gøre.
Autumn rettede sig så ellers op, og et smil havde nu fundet sin vej på hendes læber. Det var ikke falsk, men det lå nok også mere henne imod den undskyldende del af skalaen. Og denne gang rettede hun de abnormalt blå øjne mere afslappet hen imod ham. Hun kunne dog ikke rigtig finde ud af at lade som om intet var hent. For lige som hun endelig fik et bedre gik på ham, faldt det hurtigt ind hvem i helvede han egentlig var. Hun var så tæt på at komme frem med sit ”Oh you..”-fjæs, at der var chancer for at en smule var kommet til syne, gennem det forundrede ansigtsudtryk. Selvfølgelig vidste hun hvem han var. Hun læste hans navn hver eneste dag, hun kom på arbejde. Men hans ansigts, det hele, virkede nu bekendt. Og selvom hun havde en hukommelse som en guldfisk følte hun stadig stikket i brystet, som blev endnu en kommentar smidt i hovedet på hende. Og en skygge havde vel lagt sig over hende. Hvor ville hun ønske hendes pandehår ville kunne skjule hendes øverste del af ansigtet lige nu. ”Jeg.. Jeg skal videre. Jeg har gjort færdig her.” sagde hun så, som hun så bevægede sig hen imod støvsugeren der stadig stod parat til at blive brugt noget mere. ”Jeg undskylder dybt for at ’snuse rundt’. Det vil ikke ske igen.”

Hele pigens attitude, syntes at gøre Derek mere utålmodig, som han stod dér foran døren. Han kunne se, at hun blev panisk. Eller snarere - kunne han mærke det. Følelsen holdt ham på afstand. Han var for træt til at håndtere det, og lige nu forsøgte han bare at stykke sammen hvad han skulle gøre, og hvad der var mest ´praktisk´. Selvfølgelig havde han lukket døren bag sig, frem for at beordre hende til at skride ud. Han ville helst ikke have at en eller anden tøs, rendte rundt på gangene på Quatre hotel, og sladrede om ´hvad hun havde fundet hos en af beboerne´. Nej, det skulle ikke ske.
Han fulgte posen med øjnene, da den landede mod gulvet. Derefter rettede han igen øjnene mod hende, og hævede det ene øjenbryn i en let skepsis. Tåbelige kvindemenneske... var det der først strøg gennem hovedet på ham. Det var nærmest kvalmende for ham, at være vidne til hendes kamp. Eller måske var det bare tømmermændene der talte, eller det stærke lys der trængte ind gennem det store vindue i rummet.

"Ja, et ´tilfælde´," sagde han og fnøs, "Du falder ´tilfældigvis´ over noget, som ikke har ligget fremme. Noget som du vel, bare ikke vil indrømme at have hevet ud fra mine skuffer?"
Han mindede sig selv om, at han sikkert på egen hånd kunne have gjort dette, aftenen forinden. Som sagt, så fremstod det hele som en tåge for ham... Alligevel ville det ikke overraske ham, hvis nogle af de desperate kunder, som manglede penge, eller stod i gæld til ham - havde hyret nogen til at stjæle fra hans lager. Alt var muligt. Og derfor lod han hende ikke slippe. Snart begyndte han at opfange en mere rolig udstråling fra hende.

Da hun begyndte at bevæge sig hen over gulvet, rykkede han også på sig. Han trådte ind mellem hende og støvsugeren, og tog fat i hendes arm, med et greb det ikke var hårdt, men behersket;
"Du går ingen steder, okay? Ikke før du fortæller mig, hvad fanden du egentlig laver her." Igen lød han mistænksom. Som om hun var en del af bandemiljøet, og kun var her for at stjæle fra ham. "Tøm dine lommer." sagde han dernæst, med en beordrende stemme, før han trådte et skridt tilbage fra hende, "Tøm dine lommer nu." Gentog han.
Med de ord, vendte han hende ryggen. Han forsøgte at have hende i sin øjenkrog, mens han nærmede sig vinduerne. Med en utålmodig bevægelse, trak han hver af gardinerne for, så rummet blev mere mørklagt. Dernæst gned han tindingerne.... Frustrationen begyndte at sætte ind. Efterhånden var hans liv blevet så kaotisk, og dette var det sidste han havde brug for. En afsløring. Fandens, hvad hvis hun var fra medierne? Narkopolitiet? Derek mindede sig selv om at Di Morgas ordenshåndhævelse var latterlig, og nærmest ikke-eksisterende. Men det var heller ikke politiet han var nervøs for. Det var de andre bander, der gerne ville finde ham, og derved finde frem til den oprindelige kilde til stofferne... Ham der brugte Derek som dealeren i gyderne i Di Morga. Desuden skulle dette heller ikke ud til faderen. Ham der havde været væk i mange år efterhånden, og som med ét ville fratage Derek pengene og luksus-livet, hvis dette kom ud. Det eneste Derek skulle gøre, var at være familiens ansigt udadtil. Og sikke et eksempel han var.

Han kastede endnu et blik tilbage mod pigen. Det her var tåbeligt. Hvorfor skulle "hjælpen" også være så besværlig. Især de nye, kunne ikke finde ud af at holde næsen væk, fra det der ikke vedrørte dem.
"Det er meget let for mig, at få dig fyret, ved du nok"
Jovist var det en trussel. Men det blev sagt ganske monotont.

Autumn brød sig tydeligvis ikke om situationen hun var i. Selvfølgelig var det hende der skulle straffes. Og hvor hvad? At være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Og det var sjældent at folk rent faktisk gad tro på hende. Eller andre der havde samme rang og attitude som hende. Hun savnede lidt sit gamle jeg. Hvor hendes reaktion var lidt mindre akavet. Og hvor hun ikke helt tiden følte sig som et offer. Stadig så hun ikke imod ham. Men hun fik da gjort hvad han sagde hun skulle få gjort. Hun prøvede at holde sin mund lukket, og sine hænder rolige. Hun havde jo intet at skjule. Hun havde gjort intet galt. Hænderne blev først lagt ned i lommerne på uniformen, hvor efter det eneste hun trak op, var et bundt nøgler fra den ene lomme. Den anden havde været fyldt ud af mobiltelefonen, der stadig lå og flød på gulvet sammen med den lille pose. Så begyndte hun ellers at knappe uniformen en smule op. Fra bunden. Lige nok til at afsløre de par short hun havde iført sig inden under. Hun havde tydeligvis haft travlt med at skifte da hun ellers var kommet på arbejde. Hun stak igen sin frie hånd ned i de fire forskellige lommer, og det der så endte med at blive fundet frem i alt var; et bundt nøgler, et pakke tyggegummi, en smule mønter og er par krøllede sedler med numre og en smule skrift, der tydeligvis var blevet skrevet i al hast.

Tingene blev hurtigt lagt fra sig på det nærmeste bord, eller møbel med en flad vandret overflade, lige idet truslen nåede hendes øre. ”No. You can’t do that. Please. I haven’t done anything wrong.” Hun nåede lige at stoppe sig selv fra at nærme sig hans lille område omkring vinduet. Det var første gang hun rigtig havde følt sig lavtstående. Det kunne godt være at han havde mere eller mindre berømt navn. Det kunne godt være at han havde råd til at bo sådan et sted, hvor han fik folk til at gøre rent for sig. Men hun forstod ikke hvorfor lige netop det kunne give ham retten til at fratage hende hendes arbejde. Hun havde dog ikke rigtig opbygget et bånd til det endnu, men hun var nok mest bange for hvilken hån hun ville være ude for når hun kom hjem. Fyret.
”Hør. Jeg har ingen interesse i hvad du har gang i. Og du må tro mig når jeg siger at jeg fandt det ved et tilfælde. De eneste skuffer jeg nogensinde har haft åbnet af dine, har været hvis jeg havde brug for et par sakse.” Hvorfor stod hun overhoved og prøvede. Han var tydeligvis i et dårligt humør, i øjeblikket. Og hans udstråling sagde ikke ligefrem ”tilgivelse” med stort. ”I modsætning til dig har jeg virkelig brug for at kunne arbejde min røv i laser, for overhoved at kunne få en uddannelse, hvilet betyder at jeg virkelig har brug for det her arbejde. Hvad skal jeg gøre så du holder dine læber lukket? Love at jeg aldrig fortæller nogen om din lille hemmelighed??” Hun burde nok have valgt sine ord lidt bedre. Tonen var fin. Men nok meget hende imod, som stod hun rent faktisk og talte til en uretfærdig klassekammerat. Dette var hvorfor hun helst ikke stødte på nogle af beboerne. Eller bare i det hele taget havde samtaler med dem. De havde vist en tendens til at være ret overfølsomme overfor direkte sprog. Arrogante møgfolk.

Derek kunne tydeligt høre lyden, af genstandende der blev lagt mod et af bordene i suiten. Han drejede hovedet, og lod øjnene ramme bordpladen. Tydeligvis var intet fra hans lager blandt disse genstande, men han mindede sig selv om at han måske bare ikke burde have så meget tillid til, at hun virkelig tømte sine lommer, og ikke havde gemt noget for ham. Men nu var det ikke fordi han gik efter at kropsvisitere ham... Hvis ikke han var en rigmandssøn, ville han sikkert kæmpe for ikke at miste et par små poser kokain, men dette handlede jo i grunden ikke om penge.. Det handlede om de informationer, der nu var proppet ind i denne piges hoved. En pige der arbejdede på dette Hotel, og nemt kunne nævne dette for bestyren. Som derefter sikkert ville ringe til Dereks far, eftersom suiten i grunden stod i hans navn.

Derek rystede øjensynligt på hovedet, før han igen rettede blikket mod pigen. Det var netop da hun åbnede munden, og nærmest syntes bønfaldende. Som om han gjorde noget uretfærdigt... Noget som han ikke just syntes at bebrejde sig selv, når det galt at snakke med folk, der teknisk set arbejdede for ham. Han følte sig virkelig højerestående, og derfor kom det bag på ham, da hun tydeligvis prøvede at afreagere, ved at smide kommentare i hovedet på ham. Med et get-a-life udtryk i ansigtet, betragtede han hende mens hun talte. Gud, hun gav ham hovedpine lige nu... Nej, den havde vidst været der hele tiden. Det lette mørke hjalp dog lidt på det. Indtil, pigen rettede sin næsvished mod ham.

"Ved du hvad, hvis du virkelig vil arbejde her, så har du bare at holde munden lukket, om det her. Jeg har ikke brug for at en eller anden møgunge render rundt, fordi hun ikke kan holde nallerne for sig selv." Tonen i hans stemme var snerrende. Men nok mest fordi han var overtræt, og virkelig ikke havde brug for at havne i en sådan situation.

"Men hvordan fanden kan du garantere mig for, at du ikke plapre løs om det her? Det er jo ikke ligefrem fordi jeg sætter min lid til ´hjælpen´ vel?"

Det var bestemt fordomsfulde ord, der gled over hans læber. Men sådan var han vokset op. Nærmest opvartet af andre mennesker, når faderen alligevel ikke var til stede.
Derek bevægede sig hen over gulvet, til der hvor et par af poserne lå... Ganske vist kun en lille andel, af alt det han havde samlet sig. Han håbede ikke, at hun havde set alt det andet han havde liggene. Der befandt sig en mængde hårde stoffer i denne suite - stoffer som ikke skulle falde i de forkerte hænder. Og mens han samlede nogle af sine ting sammen, og proppede ned i sine skuffer, overvejede han stærkt hvad han skulle gøre. Dernæst vendte han sig igen mod hende.

"Heldigvis er det her, ganske nemt at skille sig af med..." sagde han og holdt en af de små poser med det hvide materiale op, "Bevismaterialer kan ofte bare... skylles ud i toilettet. Selvfølgelig er det et stort spild. Hvem ved, måske er det her din sidste chance for at få en gratis souvenir?" Selvfølgelig var det hele bare et spil for ham. Han forsøgte at se hvordan hun ville reagere. Hvis hun virkelig var ude efter stofferne, ville hun sikkert ikke sige nej med sin gode vilje. Det burde hun ikke gøre. Selvfølgelig ville han ikke skylle dette ud i toilettet. Det ville han aldrig kunne få sig selv til. Især fordi han efterhånden selv havde fået smag for et lidt større personligt forbrug af disse varer.

”Du kan bare gøre hvad du vil med det. Som jeg sagde før, har jeg ingen interesse i det. Overhoved. Og du er lige lovlig irritabel til at overhoved tilbyde mig noget.” sagde hun mere eller mindre roligt. Hun havde gjort sin stemme en smule lavere, mest fordi nærmest kunne se noget der mindede om stærke tømmermænd, i hans ansigt. Det kunne godt være at hun stod og legede næsvis idiot, så ønskede hun ikke at gøre situationen værre end den var i for vejen. Og det værste var at hun så gerne ville væk, trods hun ikke skjulte noget. Hun havde jo ikke noget at skamme sig over. Eller hun kunne vel skamme sig over at have gået lidt nærmere for at se hvad der havde ligget og flydt på gulvet.
Hun var ikke vred. Fornærmet, men så gik den vist heller ikke længere. Hun forblev på det samme sted. Benene havde samlet sig igen, og begge hendes hænder havde et let tag i uniformen stof. Hun prøvede nærmest og fylde så lidt om muligt. Hun havde aldrig rigtig været inde i narkohandel, eller hvad han nu havde gang i. Det tætteste hun havde været på stoffer, ville være den store mænge smertestillende hun tog dagligt. Men de havde en grund. For at formilde smerten. Og det var noget man kunne købe på håndkøb i apoteket.
”Du burde ikke lade det ligge fremme, dog. Jeg havde været tæt på at fange det med støvsugeren. Du skal bare være glad for at jeg ikke er halv blind som nogle af de andre…... ’hjælpere’.” Det var dog ikke helt sandt. Uden styrken i brillerne, ville hun gå rundt med armene strakt ud foran sig, for at kunne finde vej. Autumn så ikke engang imod ham. Ikke direkte. Hun havde bare rettet blikket mod gulvet. Mod sine fødder, som havde fået vendt spidsen ind imod hinanden. Ganske lidt. Hun kunne vel godt minde om en flov person. Hvis ikke det var for den mere triste atmosfære, der omgav hende. Hun kom da altid i problemer. Og det var først startet da hun var kommet til Di Morga. Det var ingen fortryllende by. Den var forbandet. Eller den forbandede alle der så meget som trådte igennem den.

Med ét, så den lille djævel dog op fra sin ellers trygge bobbel. En skarp bippende lyd, kom over fra hendes mobiltelefon, der endnu lå godt på gulvet. Selvom der stadig sad høretelefoner i, syntes alarmen at sende lyde ud fra mobilens højtalere. Hun så hurtigt der hen, turde dog ikke helt at flytte meget på sig. Skærmen var lyst op. Og man kunne se den lille notifikation, der var poppet op. ”Det ser ud til.. det er tid..” mumlede hun svagt for sig selv. På den lille af stand kunne hun lige skimme hvad der stod. Og hun blev selv mindet om det. Oprindeligt skulle hun have haft fyraften nu. Det var ikke hver dag at hun fik lov til at få fri noget tidligere. Og det var heller ikke tit at hun havde en grund til det. ’Arcade! Come on. Hurry!’ var det eneste der egentlig stod. En motivation til hende selv. Alarmen stoppede, og skærmen gik i sort igen. Først der gik hun selv trukket blikket væk, og så endelig op imod hybriden. Med de blå øjne, der nærmest lyste op i det nu lettere mærke lagte rum. Hun skulle lige til at kommentere. Og hun nåede da også at åbne munden. Men hun fortrød hurtigt og munden blev igen lukket. Som stod hun og lavede guldfisk. Selvom hendes læber knap havde skilt sig ad. Hvad skulle hun sige? Var der noget at sige? Havde hun hans tilladelse til at forlade rummet nu? Ville han tro hende? Der var uendelig mange spørgsmål, der svævede gennem hendes hoved, men kaosset påvirkede ikke hendes fremtræden. Hun stod stadig bare roligt, fumlede måske en smule nervøst ved stoffet i sine hænder, og hun holdt blikket imod ham. Med noget der mindede om et uskyldigt udtryk i ansigtet.