The way its meant to be. Blase.

Sted: De jeux :: Også kaldt legepladsen i Di Morga.
Tid: 21:00.
Omgivelser: MiaMelissa.
Vejr: Stille og rolig vind, men mørk himmel med få stjerner.
Dato: 12. oktober.

En knap så almindelig pige sad på en gynge på legepladsen i Di Morga og gyngede sig frem og tilbage i en passende bevægelse, ikke for hurtig og ikke for langsomt. Hun holdte fast i de to kæder med begge hænder, så hun ikke endte med at falde af selvom det ikke ville skade hende, når hun alligevel var død i forvejen. Hendes hår bevægede sig med vinden imens at hun gyngede. Hun var knap så høj, men hun havde tætsiddende sorte, bukser på. Hendes top blafrede roligt med vinden, nede for neden, toppen havde en flot kant hen over hendes bryster, som var sort, hvor hendes top ellers havde farven hvid, så det matchede til hendes bukser, også at hendes tøj ikke var for dyster at kigge på. Hendes hvide lange hår sad løst ned over skuldrende, og nåede længere ned end til hendes bryster, og var dog ikke særlig tykt at se på. Det var tyndt. Et svagt smil dukkede frem på hendes læber og hun nød vejret, så stille og vind der var, himlen var mørk og få stjerner var dukket frem. Ikke en eneste skikkelse at få øje på, hun mente at hun var alene og det hun ikke noget problem med. Lyden af knirken kunne høres fra kæderne. Pigen hed MiaMelissa Death Heather, hun var et spøgelse, men lignede et menneske, specielt om dagen, hun var 18 år gammel. Klokken var tæt på midnat.. omkring 3 timer ville hun blive usynlig.. så ingen kunne se hende, måske en lille smule og føre en hånd gennem hende, mere eller mindre. Hun var et spøgelse.. et monster. Hun vidste ikke hvorfor hun endnu var sendt ned på jorden. Hun havde et formål, som hun skulle afklare, inden at hun svævede tilbage til ånde verden. Men hvad.. det ville hun finde ud af med tiden. Lige nu nød hun bare det at være på legepladsen.

Sent om aftenen, endnu engang, der skete vel heller ikke forandringer i ens liv, når de først var blevet taget og vedligeholdt. En høj mand omkring de 198 centimeter, gik hen langs fortovet og betragtede murstenene under sig og dets svage skær i mørket hvor omridset kunne ses der hvor lygtepælene ikke lyste. Manden hvis ansigt var dækket til af en mørk hætte som skyggede for lyset så det markerede ansigt ikke kom til syne, han havde lige været hos sin far, i et helt år, på grund af nogle ændringer i sin krop efter et mindre sammenstød med en ikke så kendt person, alligevel vidste han hvem de begge to var lige nu. Et dybt suk gled ud fra mandens mund, Blase, havde efterladt sin nye schæfer hund derhjemme da han ikke ville til at gå rundt med den om natten, han mente ikke han kunne være den det bekendt, når stort set kun lige var kommet til for nogle måneder siden, igen lod billederne fra det han havde set og oplevet den aften hvor det gik for vidt mellem Mizra og ham, og en anden side af hende kom frem. Han rystede på hovedet og så var det ude, han ville ikke tænke på det lige nu, han skulle slappe af og gøre det klart for sig selv at det var det der jo kunne ske, og det var der ikke noget at gøre ved. Der gik ikke så længe før han var kommet hen til lågen til den gamle legeplads, og kiggede hen over sandet og jorden der strakte sine arme ud til hver i krog i dette felt, han gik langsomt indenfor dette felts areal, og kiggede rundt, betragtede det, og blev fascineret. Et lille smil gled hen over hans ansigt, sådan et sted var der også da han var lille, han legede ude på legepladsen så snart han kunne komme til det, men stoppede så også brat da ulykken var kommet.

Hun elskede at gynge, det sus som man fik i maven, som om at det kildede en, når man gyngede på legepladsen og det gjorde altid en i bedre humør. Da hun var højt oppe i luften, hoppede hun af gyngen og et grin undslap fra hendes læber, det var tæt på at hun faldt direkte ned mod jorden, men hun fik hurtigt balancen igen da hendes fødder ramte jorden. "Mhm" mumlede hun og kom i tanke om Garrett, den halv vampyr som havde dræbt et uskyldigt menneske, hun kunne ikke se meningen i uskyldige drab. Men vampyrer var også monstrer. Selvom nogen af dem kunne have en charme, og det var noget hun kunne falde for. Hun var dog ikke så glad for tanken omkring det og hun rystede bare på hovedet, så hun ikke tænkte mere over det. Hun rettede en smule på sit tøj inden at hun kiggede sig omkring, hun syntes at have hørt nogle fodtrin i nærheden, måske var hun ikke alene mere? MiaMelissa lagde sit hoved på skrå, og et suk gled fra hendes læber, hvem det så end var så håbede hun ikke på at det var endnu en vampyr. Stille begyndte hun at gå fremad og hun førte sin ene hånd gennem sit lange hvide hår, imens at et svagt smil dukkede frem på hendes læber, og hun forholdt sig stille, uden at sige noget når hun gik.