Silent night by the lake (Amelia)

Sted ~ La Marécage, som er dén sø, der ligger op til skoven.
Omgivelser ~ En stor sø, træer, buske ... alt det som hører naturen til.
Vejr ~ Luften er lun, trods tidspunktet, og der er ikke en vind, der rør sig.
Stjernerne er fremme og fuldkommen blottede på den skyfri nattehimmel.
Tid ~ Klokken er 00:15.

Der var stille. Så stille, at man næsten kunne høre træerne ånde. Den eneste lyd, der forstyrrede stilheden, var cikadernes sang og en hæs kvækken fra nogle frøer et stykke væk. Men skønt der var liv, virkede det helt anderledes end om dagen. Det virkede som sagt fuldkommen stille, trods de små lyde der kom fra dyrene nær søen. Det føltes som om, alt var blevet lullet i en dyb søvn. Der var et helt andet liv, der vågnede på, når mørket først havde brudt frem. Alting var så fredeligt, og her duftede tilmed bedre. Duggen havde for længst lagt sig på både blade og græs, og den fik det til at lugte, som havde det regnet hele aftenen. Den næsten fulde måne stod højt på himlen, og den kastede sit mystiske, blege lys nedover søen, hvor det blev reflekteret tilbage og fik det til at se ud som om, søen skinnede. Det her var uden tvivl starten på en helt perfekt nat. Hans jagt var netop afsluttet, efter han havde fået fat i en mellemstor hare, der havde vovet at bevæge sig ud af sin trygge hule. Den havde knap nået at se til hverken højre eller venstre, før han havde sendt en selvlavet pil tværs gennem hovedet på den uvidne, forvoksede kanin. Harepels var udmærket materiale at lave tøj af, og kødet smagte bestemt heller ikke værst, så snart det havde været en tur over bålet. Harens døde korpus var blevet hængt op på en tyk pind, således at den hang og dinglede med hovedet nedad, eftersom dens fødder var blevet bundet sammen af et hjemmeflettet reb, vis anden ende var bundet fast til pinden. Den var meget lettere at bære sådan, og så slap han for at røre mere ved den, før den var blevet skindet og renset. Buen røg om bag på ryggen, og pilen, han havde fjernet fra haren, fulgte med ned i den lille beholder til de andre snittede træpile. Den robuste gren - med haren som vedhæng - svang han over sin ene skulder, uden at slippe taget i den, og da han mente at have alt pikpakket ordnet, begav han sig videre. Han havde tænkt sig et smut indenom søen, før han tog helt hjem, og selvom det var noget af en omvej, var det dét værd. Der var altid så flot ved midnatstid, og så langt væk derfra var han heller ikke. Desuden kunne han godt trænge til et bad. Det var efterhånden ved at være lidt for længe siden, han havde fået vasket sig, og når han nu ikke var så privilegeret at have et badeværelse med bruser i, måtte han jo nøjes med at hoppe i søens kolde vand.
Tempoet blev sat op, da søen omsider var i sigte, og han trådte straks op i det høje, dugvåde græs der omgav søen, sammen med en krans af træer og buske. De lange strå kildede hans bare fødder, og han sukkede saligt ved synet af den store, blanke sø, idet han stoppede op ved dens bred og satte sig ned på hug, hvornæst han lagde sit bytte fra sig på jorden. Der kunne den godt ligge, mens han snuppede en hurtig dukkert. Det var jo ikke sådan, at den løb væk - den var allerede død. Dhûrion forblev i hug og tog de sidste få skridt, der var ned til vandkanten, med knoerne sat mod den kølige jord, så han ikke skulle få overbalance. Dér satte han sig til rette på knæene, kørte det hoftelange, sølvhvide hår om bag de spidse ører og bøjede sig følgende indover sit eget spejlbillede som krakelerede i små vandringe, da han lod sine hænder forsvinde ned i det. Han vaskede dem grundigt fri for harens blod, hvorpå han samlede hænderne i en skål, der blev fyldt med vand, og løftede dem op til sit hoved, så han også kunne få renset sit ansigt. Efter han havde fået gnedet det værste snavs væk, satte han atter sine hænder ned mod jorden, klar til at rejse sig op, men i samme øjeblik som han var på vej op at stå, skimtede han en skikkelse henne på den modsatte side af søen. Han gik lynhurtigt ned i knæ igen og spærrede de sorte øjne med den himmelblå iris op. Havde hun set ham? Og hvor længe havde hun lige været der? Det var tydeligt at se, det var en kvinde - om end en meget ung en - på den, nøgne, krops former. Hendes ansigt kunne han ikke rigtig se, da hun stod med siden vendt mod ham, men der var alligevel ét eller anden bekendt over hende. Præcis hvad kunne han ikke sætte fingeren på, og der dukkede heller ikke noget navn op. Måske hvis han kom lidt nærmere... Han kom endelig op på benene igen og smed, bostavelig talt, kludene. Eller kluden. Hans tøj bestod ikke af mere end et iturevent stykke stof, som han havde bundet rundt om livet. Det skjulte ikke meget, men det dækkede det, det skulle. Dhûrion lagde det fra sig ved siden af den livløse hare og trådte varsomt ned i det afkølede vand som kort fik ham til at krumme tæer, men han vænnede sig hurtigt til det, når han først var kommet forbi det dybeste punkt og begyndte at bevæge sig hen imod dén bred, hun stod ved. Stort set alt hans hår var blevet vådt undervejs og klistrede ind til hans forholdsvis trænede overkrop med de hvidglødende mønstre, der var brændt ind i den matte, sorte hud. Han var tæt på nu. Tæt nok til at kunne række ud og gribe fat i hende, hvis han ville. Men det gjorde han ikke. Han blev bare stående med blikket hvilende mod hendes ryg, hvis ikke hun havde vendt sig om, og iagttog hende i tavshed. Der var noget over hende, han fandt underligt tiltrækkende, og hvis han havde været mere bekendt med ovenlys-væsnerne, ville han sagtens have kunnet regne sig frem til, hvilken race hun tilhørte. Det tænkte han dog ikke videre over, han stod blot der, omtrent halvanden meter væk fra hende, uden at røre en muskel, med et betaget blik i de blå, skæve øjne.

Der var intet ved natten den lille aspara ikke brød sig i øjeblikket. Alt var perfekt. Den mørke at mørket blev oplyst af månen, der havde fundet sin mægtige plads på himlen. Det lignede lidt at den var blevet placeret præcis hen over åbningen hvor søen lå og bredte sig. Selvom de utallige stjerne var fremme, gjorde de aldrig for meget på billedet, der udgjorde nattehimlen. De satte blot et lille prik over i’et. En mindre detalje, der havde en større effekt, som først ville blive opdaget, når den blev fjernet. Der var ingen vind, og naturen var stille. Dette var uden tvivl det af de bedste tidspunkter, for alle at komme ud og nyde omgivelserne. Normalt fremstød det ved midsommer, men af og til var hun heldig at opleve det, lige før fuldmånen ville få folk til at hærge byen. Og skoven.
Dette var et af Amelia’s yndlings tidspunkter. Hun havde selvfølgelig et varmt bad der hjemme, som hun kunne bruge til at vaske sig. Men dette var blevet en form for vane for hende. Et ritual, kunne man vel sige. Det var som om at vandet fra søen virkelig rensede hende fri fra alt. Og det trak hende vel samtidig også tilbage til de ældre dage. Den gang hun havde været en hel lille pige. Med en mor. En far. Og en bror. En familie. Og et tryg sted at være. Det ville nok være den største grund til at hun havde fået sådan et stærkt bånd til lige dette sted. La Marécage.

Hun kørte sine hænder fra panden og hele vejen ned af det lange brune hår, der nu var blevet fuldstændig vådt. Hun lænede automatisk sit hoved lidt tilbage, og hendes øjne var lukket i. Man kunne nærmest set nydelsen i hendes ansigt. Hun lignede virkelig en nymfe i disse omgivelser. Hendes hud og hendes hår fangede nemt månelyset og reflekterede det en lille smule. Det var som om hun havde blevet revet ud af en samling af de fantasifyldte historier. Ingen tvivl om at hun var mere magisk en menneskelig. Hun blev ved med at nynne den samme melodi. Der kom altid ord fra hende, men tonerne var klingende som sand englesang. Eller nogle kunne også kalde det sirenesang. Det kom vel meget an på hvilken effekt det havde på folk. Hun havde et smil fastlagt på de blødelæber, ved den tro at hun var alene, var hun ikke flov over at stå, med vand op til midten af sine lår, splitterravende nøgen. Som gud havde skabt hende.
Kort efter hendes øjne havde åbnet sig igen, lænede hun sig bare fremover. Stadig med udstrakte ben. Kun overkroppen, og smidigheden tillod hende at gøre det. Og der var ikke så lagt ned til vandet for hende. Hendes hænder havde samlet sig til en skål og hun var ellers godt i gang med at samle noget af det krystalklare vand op, da hendes blik opfangede et andet spejlbillede i vandet end hendes. Hun stivnede lidt, men det var ikke til at blive opdaget, da hun hurtigt efter reagerede. Hun droppede det med at samle vand op, og drejede ellers hovedet i en anden vinkel, for at se bedre bag om sig. Mens hun stadig stod godt og vel foroverbøjet. Hun nåede ikke at se meget mere end et par ben, eller bare en skikkelse af en person, inden hendes paniske reaktioner overtog den idyl, der havde omringet hende. ”Eep!!” udbrød hun, i samme øjeblik hun kom op og stå, og fik vendt fronten imod denne ny ankommende person. Hendes hænder og arme havde travlt med at skjule hendes barm område, sammen med hendes underlivs område. Det gik nogenlunde, men hun var ret sikker på det så mere akavet ud end elegant. Og hun fandt også hurtigt på den idé, at i en fart få sat sig selv på hug. Nede i vanden. Det skjulte da hendes krop en del bedre med det samme. ”Gør mig ikke ondt!” var så det første der kom ud af hendes mund. En refleks. For næsten lige meget hvilke overraskelser hun fik. Dog virkede hun modig nok til at åbne de sammenklemte øjne op, for så at lade det køre op ad denne mands krop. Hun kunne nem se den i mørket. Men så alligevel, lyste den mindst lige så meget op som hendes. Hun prøvede desperat at undgå at kigge på hans manddom, han tydeligvis ikke var for genert til at vise frem med stolthed. Og så endte de dybe brune øjne endelig hans ansigt. Og hun var ikke langsom af sig. Hun så pludselig meget overrasket ud. Positivt overrasket, med det forundrede blik i det sat dådyr øjne hun havde. ”Drû…Drûrion??” pev hun nærmest, som hun forblev i den sammen foldede stilling midt ude i søen.

Amelia var faldt lidt i staver i det øjeblik Dhûrion til sidst fjernede sig fra hende igen. Hun kunne stadig fornemme varmen fra hans krop imod sin ryg, selvom hun igen var fuldt omgivet af det kølige vand. Hendes kinder brændte, og hvis man så efter, ville der uden tvivl sidde klare røde cirkler på hendes kinder i øjeblikket. Langsomt kom hun tilbage til virkeligheden, og stadig i sin sammenkrøllede stilling, drejede hun roligt sit hoved en smule for at se efter ham som han svømmede. Det var et lettere fortryllende syn. Normalt ville hun havde svært ved at se i det blege lys, som månen bragte med sig. Men det var som om at mærkerne på hans krop, gav hende et fuldt ud udblik til ham, som han bevægede sig igennem vandet. Helt uforstyrret over, hvad der lige var sket. For ham var det vel ikke meget andet end en venlig hilsen. Men hun var tydeligvis blevet noget pinligt berørt. Hun var ikke det mindste vant til at folk rørte hende i situationer, hvor hun ikke var påklædt. Hun havde endda svært ved at være iført badetøj i blandt andre. Hun kunne sagtens, så snart hun var alene. Og hun vidste ingen var omkring i buskene eller lignende. Men hendes lille ritual var pludselig blevet en flov oplevelse.
Hun sank tungt og tog endelig blikket fra ham. Rettede i stedet de dybe brune øjne imod sit eget sejlbillede. Hun havde siddet relativt stille det meste af tiden, så genspejlingen blev ikke afbrudt særlig meget af bevægelser i det rolige vand. Hun betragtede lidt sig selv. Hun kunne endda se detaljerne som små vanddråber der gled ned over hendes bløde hud, fra det våde hår, der fint omgav hendes forbavsede ansigt. Fraværende slap hun sig selv og strøg langsomt en tot af det lange hår om bag øret. Og efter hun svagt prikkede til billedet i vandet for at opløse det, så hun igen imod den mørke unge mand, der allerede var godt halvvejs imod den anden bred. Til hans held var hun ikke dum. Hun havde forstået hans hensigt. Det underlige var mest det faktum at hun ikke havde nogen intentioner om at afvise.

Den lille aspara håbede lidt at han ikke ville tage hendes gøremål forkert. Hun havde svømmet det sidste stykke imod sin egen bred. I modsætning til det indtryk hun tidligere havde fået af elveren, var hun ikke helt så selvsikker omkring at vise sin krop frem til alle og en hver. Med ryggen bevist til den anden side af søen trak hun en meget enkel lås T-shirt over hovedet for at dække sig som var det en kort kjole. Bagdelen var blevet iført, med besvær på grund af den fugtige hud, et par almene underbukser. Hun iklædte sig nok kun for at føle sig bedre tilpas.
Der gik egentlig ikke meget tid, inden hun havde fået løbet sin vej omkring søen. Den korteste vej selvfølgelig. Hun nød følelsen af det dugvåde græs imod sine bare fødder. Hendes våde lokker af hår slog imod hendes ryg. Gjorde et godt stykke af T-shirten fugtig. Klistrede sig til kurven ved hendes rygsøjle. Hun løftede lidt sin ene hånd, som en gestus, i det hun mente hun var tæt nok på. Hun fik sat sit tempo ned, inden hun stoppede helt op ikke lagt fra ham. Hun sagde ikke noget, men et magisk smil spillede hurtigt frem på hendes læber. Hun huskede hans besvær med sproget hun talte, så lige som ham, forsøgte hun at forholde til et kropssprog i stedet. Hun rystede lidt på hovedet, for at få rusket godt igennem i det lange hår, der så småt var begyndte at få mere krøl. Normalt faldt det mere fladt om hendes skuldre, men siden ingen kam havde været ført igennem det, ville det ikke undre hende hvis det tørrede til et bølgende kaos. Dog mente hun ikke helt hun havde tiden til at gøre noget ud af det nu. Og den unge mand foran hende, virkede heller ikke til at have noget imod det.

Der var noget betryggende ved Dhûrion. Det havde hun vidst lige siden deres første sammenstød. Han var stadig så uciviliseret. Han var tættere på naturen, end selv hun var. Ironisk at tænke, hvordan hun i princippet stammede fra træernes rødder. Det var der, hendes forfædre havde hævet sig fra. Hun huskede stadig historierne hendes mor havde fortalt hende før sengetid. Hvordan den store skov med livets træer havde følt sig truet af menneskets utæmmede flammer. Bragt til dem af dæmoner. Og hvordan skovens moder skabte de skønneste kopier af naturen selv for at beskytte den. Men med skovens renhed og klarhed blev disse væsner så meget anderledes fra mennesket. Så uskyldige. Dog stadig så stærke. Hun havde nydt sig af den fortælling. Men først nu tænkte hun på, hvilken skam det var nu. Ikke mange asparaer levede livet som da. Selv ikke hende var den største beskytter af skovene og naturen og alt dertil. Hun elskede det blot. Og lod ikke sig selv gøre den meget skade. For når et træ blev fældet i nærheden af hende, var det som om, hun følte hvert eneste huk med øksen.

Amelia blev stående lidt og studerede hans lille lejr. Alt imens den mørkhudede elver bevægede sig rundt. Uden tvivl med stor viden om, hvor alt var. Dette var hans hjem. Hvordan han ikke måtte have følt, at befinde sig i hendes. Så langt fra et sølle telt. Hun betragtede med forundring, hvordan han tændte op i bålet, der bestod af tæmmede flammer. Det orange skær lyste med det samme dem begge op. Omgav dem med et beroligende lys. Lige nok til at flere detaljer kunne ses i deres ansigter. Og hans afmærkninger, der havde indsamlet en stor mængde af månens silkekolde lys, syntes at lyse en smule mere op, mens hans øjne fik den varme glød de manglede.
Hun blev også stående, da han satte gang i arbejdet med haren. Dog gik der ikke længe, før hun tog et lille skridt tættere på ilden. Tættere på ham. Hun kom ned at sidde på hug. Med hænderne hvilende på hendes lår. Hendes brune øjne observerede hans hænder, som han sprættede dyret åbent. Hun var måske en smule påvirket af den brutale metode. Det at han gjorde det så nemt. Og så hurtigt. Men det holdt hende ikke væk fra at følge med. Dog var hun mere tilbøjelig for det, da indvoldene var blevet fjernet fra hendes blik. Da han talte til hende, så hun automatisk op imod ham. Hun nikkede bekræftende. For at vise at hun forstod. Det virkede logisk nok. Smilet sneg sig derefter tilbage på hendes læber. Han var da ikke så farlig. Lige nu virkede han næste helt blød. Hun vidste skam godt det ikke ville være en fordom der ville holde hele tiden. Han var en kriger. Det var nemt at se på ham. Den måde hans krop var blevet bygget op. Den måde han bevægede sig rundt på.

Hun drejede igen hovedet, da han klappede indbydende på pladsen ved siden af sig. Uden at tøve rejste hun sig op igen og trippede rundt om bålet til hun nåede sin destination. Med blide bevægelser, kom hun ned at sidde. En vanesag fik hende til at trække sine ben op imod hagen. Dog virkede det knap så anspændt, end når hun følte sig truet. Hun svang ganske svagt sine arme omkring de bare ben og hendes fingerspidser kærtegnede let den bløde overflade af hendes bare fødder. Hun så hurtigt imod ham endnu engang. Så imod ham med lidt forstørrede øjne, inden hun pressede sine læber sammen og rystede på hovedet. Hun kørte derefter en hånd igennem det lange brune hår, der på mystiskvis allerede var blevet mere eller mindre tørt.
Det var der lyden af musikken nåede hendes øre. De blide toner fra panfløjten var fremmede for hende. Men hun følte sig tiltrukket af melodien. Det fik hende til at trække vejret en smule mere roligt. Hun vendte atter blikket imod de livlige flammer i bålet. Og hun følte sig varm. I hvert fald den forreste del gjorde. Hun nød fløjtespillet fra sin side. Det var næsten helt hypnotiserende. Hun vidste at musik tog effekt på folk. Men hun havde aldrig følt sådan. Det var som at høre sirenesangene fra søen der hjemme. Hun lænede da hovedet tilbage og så imod trækroners toppe. Duftene gjorde det klart at maj snart ville bringe sin magi. Hun slap sine ben og satte i stedet sine hænder imod jorden ved siden af hende. Følte det nye græs. Lige inden hendes opmærksomhed vendte sig imod Dhûrion. Hun lod sig igen betragte ham. Hans væsen var endnu ikke så kendt for hende. Han var den første hun havde set i levende live. Ellers havde det blot været billeder. Nej. Hun havde set en anden af hans race. En mere civiliseret mand. Der havde troet han ejede det hale. Men ham hun sad med nu, var ikke sådan.
Hendes øjne kørte hele vejen omkring ham. Mest hans ansigt. Den måde hans muskler der slappede af, som han spillede var fortryllende. Hendes øjne gled så videre til hans hår. Det linkede silke. Til trods for det var vådt endnu. Hun satte sig lidt bedre for at holde balancen, da hun så løftede sin hånd for at rakte ud efter den nærmeste lok af det hvide hår. Hun følte det imellem sine fingre. ”Dit hår. Det er smukt.” mumlede hun lige hørligt nok, inden hun trak sin hånd tilbage igen. Langsomt, indtil lokken ikke var længere og faldt fra hendes hånd igen. Hun lænede sig så på ny hen imod ham. Eller rettere sagt lidt forbi ham. Hun rakte ud efter den samme kniv, han havde brug til at klargøre haren, der nu hang over bålet og duftede behageligt. Lidt ukendt, men behageligt. Hun lukkedes sin hånd omkring skeden, og før han kunne nå at stoppe hende, rettede hun sig op igen. Hun så lidt undersøgende på kniven igen, inden hun forsigtigt satte bladet imellem sine læber. Bare lige imens hun samlede al sit eget hår i en løs hestehale i nakken. Med en hånd til at holde det sammen, tog hun kniven i den anden, som hun førte om bag sig. Hun satte knivens skarpe side imod hestehalens top. Og efter en dyb indånding lyd en skærende lyd. Som en saks der klippede igennem hårstrå. Hendes hår faldt så omkring hendes ansigt igen. Kort. Lige ved starten af hendes skuldre. Det luftede sig mere frugtigt op, nu hvor en del vægt var blevet taget af. Hun pustede lettet ud og rystede på hovedet for at lade det korte hår sprede sig lidt mere. Da lagde hun kniven blidt fra sig på jorden ved siden af sig og først derefter så hun ned imod den lange tot hår, hun endnu havde i sin ene hånd. Et smil havde vokset sig tilfreds på hendes læber og hun virkede ikke til at fortryde.
”Jeg har altid haft en trang til at bare fjerne det. Det vokser alligevel så hurtigt.” Selvfølgelig talte hun om sit eget hår. ”Hvem skulle have troet at jeg ville samle modet til det her. Ude midt i Forêt. Efter et måneritual. Med selskab.” Hun lo sagte et øjeblik og knejsede diskret med nakken, før hun så direkte imod sortelveren ved siden af sig. Hun smilede større nu. Og hun virkede en smule mere frisk.

Dhûrions dybe, lyseblå øjne fulgte per refleks hånden, som asparaen havde rakt forbi ham, nærmede sig hans kniv, der for kun få minutter siden, var blevet brugt til at forberede den nyligt indfangede hare. Ilden knitrede og kærtegnede det afpelsede, langørede dyr med nænsomme strøg fra de høje flammer. De snoede sig op ad i luften. Næsten ligesom slanger. Det lignede, at de dansede i takt til den fængende melodi, han netop nu, var i gang med at spille på sin håndlavede panfløjte. Indgraveringerne i de ti rør så alle meget kryptiske ud, og betød hver især noget forskelligt. Det var linjer fra en ældgammel, elvisk vise, som hans moder hver evig eneste aften havde sunget for ham, fra han var helt spæd. Minderne om den, om hende, bragte altid et smil på hans læber. Det sneg sig ligeså stille frem fra den ene mundvig og banede sig vej over til den anden. De sorte læber, der nærmest faldt i ét med resten af hans mørke hud, slappede dog hurtigt af igen, og han fortsatte muntert med at puste i instrumentets rør. Øjenlågene gled ned, og et enormt fredsfyldt udtryk tegnede sig i elverens ansigt. Det var som om, han ikke længere befandt sig på denne jord, dog heller ej i paradis, men et sted midt i mellem. Det var kun musikken, der var i stand til at føre ham derhen. Alt faldt til ro. Han blev forenet med sine omgivelser. Naturen. De let ekkoende toner gav ham en ubeskrivelig følelse af indre ro. Intet kunne sammenlignes med det. Intet kunne... Den tanke nåede han aldrig at tænke færdig, da han blev revet tilbage til den virkelige verden af en underlig lyd. Dhûrion lukkede med det samme sine øjne op, og hans fløjtespil blev sat på pause, et sekund inden han rettede blikket imod det kvindelige selskab, han havde ved sin side. Den fred, der havde givet ham de rolige træk i ansigtet, blev omgående udskiftet med en noget forfærdet grimasse. Kæben faldt en smule ned, således at munden åbnedes, måbende, og øjnene blev spilet op, idet han fikserede dem på det nu skulderkorte hår. Først, kunne han næsten ikke tro det. Hvor var alt håret blevet af? Hans blik søgte ned mod Amelias hænder, hvor det resterende hår var at finde i en af dem. De blå, svagt glitrende øjne løb gentagende gange frem og tilbage mellem hårbundtet i hånden og op til det nyklippede, brune hår, der endnu sad på hendes hoved. Hans over- og underlæbe skiltes en anelse, tøvende, som var han lige på nippet til at sige noget, men der kom ingen ord ud. Ikke den mindste lyd. Sortelveren fortsatte blot med at stirre måløst på hende. Der hvor han kom fra, ville det være fuldstændig uhørt at gøre sådan. I særdeleshed for kvinder. Men hun havde gjort det uden at fortrække en mine. Nådesløst, havde hun skåret over halvdelen af sit hår af. Disse væsner fra den belyste, øvre verden forvirrede ham. Han forstod dem ikke. Selv kunne han aldrig drømme om at foretage en så spontan handling. En så drastisk ændring. I hans verden var udtrykket forandring fryder ikke et velkendt begreb. De holdt stivsindet fast i gamle traditioner og normer. Det lod ikke til at være tilfældet her. Her virkede de så... så fri. Så uberørte. De var ikke bange for at stå ud fra mængden. De var deres egen herre. De havde ikke nogen, de var tvunget til at følge - og hvis, betød det ikke det store for dem. Det... betagede ham, på en måde. Og det var ved dé sidste tanker, at et smil trådte frem. Et nedtonet, dog varmt og mildt smil. Panfløjten blev lagt væk, på den anden side af hans højre ben, før han med en voksende nysgerrighed i sit ellers rolige blik, varsomt lænede sig nærmere asparaen. Hans ene hånd løftede sig fra den kølige jord og bevægede sig langsomt op ad mod hendes skulder. Dhûrion strejfede en tot hår, inden han nikkede sagte for sig selv en to-tre gange, som for at sige, at det ikke var så slemt endda. Faktisk, indrammede det ansigtet ganske pænt. Efter at have studeret hendes nye frisure et lille minuts tid, trak han sig stille tilbage ved at ranke ryggen. Blikket vandrede dernæst fra Amelias hår videre hen til øjnene, hvor han fæstnede det. Endnu en gang nikkede han, dog kun en enkelt gang. "Smuk pige," sagde han, med et forholdsvist neutralt udtryk, og en dæmpet stemme, men trak en kende på smilebåndet, da han lidt efter tilføjede: "meget smuk pige." Hans ører flikkede kort, idet smilet bredte sig.
Lugten af det grillede kød havde efterhånden spredt sig i hele det lille lejr-område, og efter at have givet den et par vurderende blikke, blev han enig med sig selv om, at den var færdig. For at få den tykke pind, som holdt dyret oppe, bugseret af bålet, rejste Dhûrion sig op på knæ, og bumpede atter ned at sidde på enden, da det lykkedes. Pinden placerede han i en lodret position foran sig, så han nemt kunne få skubbet haren af den. Det var intet overvældende måltid, men der var nok til to. Et lavmælt 'ssp' lød fra ham, da han brændte fingrene på det ildvarme kræ, og han tog med det samme tomlen i munden i et forsøg på at lindre den sviende smerte, der heldigvis hurtigt gik i sig selv. Elveren hev en mellemstor luns kød af, som efterlod et hul indtil skroget, og rakte den til sin gæst. Eller, han stak den nærmere helt op i hovedet på hende, afventede at hun tog en bid. Han rettede intenst og vedholdende sin opmærksomhed mod hende og nikkede insisterende.