I thought this to be a silent night

Tid Klokken er 21:45
Sted Jonlu - hospitalet
Omgivelser Der er ikke meget aktivitet på den pågældende afdeling
Vejr Udenfor er det koldt, men det er ikke så koldt det ikke er til at holde ud.
Påklædning Hun er iført en sygeplejerske uniform
Emnet er tilegnet Rosie

På trods af at være en studerende, så var hun den bedste i sin klasse og fik derfor chancen for at arbejde alene en aften. Eller så alene var hun heller ikke, hun gik rundt blandt de andre sygeplejerske, samt de andre læger. Aftnen havde været stille, og der havde virkelig ikke været meget at lave hele dagen. Hun havde brugt det meste af aftnen, ved informations stedet, samt det sted hvor de pårørende kom til for at høre lidt omkring deres tilskadekommende kære. Hun sad i øjeblikket blot og bladrede igennem et blad, alt i mens hun snakkede med en kvindelig læge. kvinden forsøgte stærkt at flirte med hende, hvilket nok skyldte hendes fe blod, der gjorde hende det mere attraktiv i øjnene af andre. Hun lyttede ikke så meget med i hvad der blev sagt, faktisk var det kedelige blad det mere interessant i forhold til tøsen.
Med et gik døren op, og Rose løftede blikket. Det var her hun fik øje på hende, det var her hun fik øje på det hun nok ville sammenligne med en engel. Hun var graciøs, smuk og perfekt. Selv de små skræmmer gjorde ingenting, det fjernede ikke hendes skønhed det mindste. Alt andet omkring hende forsvandt, præcis som deres øjne mødte hinanden. Hun havde set en del kvinder i sit liv, mange smukke og mange interessante, men alle dem forsvandt i lyset af denne blonde kvinde. Hun kunne slet ikke forklarer hvad der skete, ikke andet end der med et kom et dumt smil frem på hendes læber. Hun blinkede og rejste sig op, hvor hun straks gik den unge kvinde i møde "Er du okay? Her vi kan gå denne vej også kan jeg få dig lappet sammen" hun pegede imod et ledigt værelse og her førte hun den fremmede smukke kvinde der ind.

Hun smilede blidt til pigen, som hun viste hende hen til en seng, hvor hun kunne sætte sig ned. Hun havde efterhånden gjort dette så mange gange, så det hele blev gjort på automatik. Dog var det denne gang i selskab af en ufattelig smuk ung kvinde "Jeg hedder forresten Rose" Ganske vist hed hun Rosalie, men hun kaldte sig efterhånden aldrig dette og det ville være et under hvis nogle vidste det var hendes fulde navn, uden at havde kigget i noget form for register først. Hun fik stille lappet et par sår sammen, alt i mens hun hele tiden blev ved at med betragte den smukke kvinde "undskyld jeg siger dette, og det er helt okay hvis du bliver lidt bange, men wow hvor er du smuk" hun kørte en tot af den andens hår om bag øret, alt i mens hun satte et plaster på såret i panden, selvfølgelig ikke uden at rense det først. Måske var hun optaget af den andens skønhed, men hun var da ikke dum og da slet ikke i det omfang af at hun ville glemme noget. Det var ikke så ofte hun lappede så smukke kvinder sammen, ofte var det idioter af mænd, der derpå forsøgte at flirte med hende. Ofte sagde hun bare lige ud hun var lesbisk, også ende de ud igen at forsøge sig med at flirte med hende. Komme med kommentarer som, at hun bare ikke havde været sammen med den rette mand "Så fortæl mig lidt om dig selv beautiful" hun blinkede til hende, hun vrikkede drillende med hofterne, som hun vende ryggen til ende

Som kvinden præsenterede sig selv som Rosie, kunne hun selv ikke lade hver med at grine over lighederne mellem deres navne. Hun blinkede med det ene øje og smilede bredt "Jamen dog sikke et tilfælde, det er skam ikke hver dag det sker" Det var ikke just hver dag hun mødte en kvinde, som havde et navn der havde så stor lighed med hendes eget, om ikke andet så en kvinde med sådan et smukt ydre og interessant indre. Dog var det ikke til at fortælle om Rosie var til kvinder, eller bare i det mindste var interesseret i hende. Hun ventede på at hun ville begynde at fortælle om sig selv, og som der blev sagt noget nikkede hun med og blev stille færdig "Det lyder da interessant, men jeg er ked af du blev påkørt. Ganske vist gjorde det muligheden for mig, at jeg skulle kunne se dig, men det er da stadigvæk trist" hun trak på skulderne, men fik stille gjort det hele færdigt "Jeg skal ikke mere resten af aften, kunne du måske have lyst til at drikke kaffe? Jeg kender en hyggelig cafe og jeg tror ikke du skal være alene, specielt ikke hvis du har fået en hjernerystelse" hun så betragtende og ikke mindst afventende på Rosie. hun håbede på et ja, men hun forstod godt hvis der ville komme et nej "Jeg forstår godt hvis du siger nej, din kæreste vil sikkert blive sur. Han venter sikkert på dig" hun smilede til hende, alt i mens hun vende sig om, for at pakke tingene sammen

Hun klukkede "Jeg ville måske ikke bruge ord som skæbnen, men hvis du siger det så er det vel sikkert også rigtigt" hun blinkede til hende, og trak på skulderne. Måske var det skæbnen, skæbnen at denne smukke unge kvinde skulle komme forbi hospitalet netop den aften hun havde vagt, at hun skulle have brug for hjælp og ud af alle dem der kunne hjælpe hende, var det hende selv der kom på banen. Så ja måske var det skæbnen, eller også var det et virkelig godt tilfælde. Hun blev kastet ud af sine tanker, som Rosie spurgte ind til nogle smertestillende. Hun havde været helt fanget i sine egne tanker, at hun i et sekund slet ikke havde givet virkeligheden en eneste tanke. Om ikke andet nikkede hun, og fandt straks nogle smertestillende piller frem, samt en kop med noget vand. Hun rakte Rosie tingene, alt i mens hun selv stod med et blidt smil på læberne. Hun lagde hovedet på skrå, armene over kors, men som Rosie med et begyndte at grine kunne hun selv ikke holde grinet væk. Det blide grin, og blot den måde Rosie så ud på, var med til at smitte hende selv. Ikke desto mindre klædte den rosasøde farve hende virkelig godt, og fik hende blot til at se det meget bedre ud. Ikke at hun ikke gjorde det førhen, men hun var virkelig smuk og det var som et syn for guderne, at se denne smukke kvinde rødme sådan som hun gjorde. Det tog hende nærmest et minut før hun fattede den anden kvinde havde sagt ja. Hun stod bare med et smil på læberne, men da det endelig gik op for hende blev smilet større og spredte sig op til hendes øjne "Jamen fantastisk, jeg håber du kan holde ud at jeg er uniform" hun så ned af sig selv, før hun fulgte Rosie ud af rummet, hen til receptionen. Her tog hun sine ting, og var derpå klar til at gå.
Sammen gik de igennem byen, og Rose gjorde intet tegn på at stoppe før de nåede hen til den hyggelige lille cafe. Det var et intimt sted, ikke særlig stort og i aften var der live musik. Eller der var live musik hver aften, men denne aften var det noget stille jazz musik. Hun så smilende hen på Rosie, og forsøgende tog hun hendes hånd i sin egen. Hun havde haft lyst til at holde hendes hånd på hele gåturen derhen, men nu tog hun endelig chancen og sammen gik de ind i cafeen. De fandt hurtigt et bord, her sad de overfor hinanden og for alle andre kunne det enten ligne to veninder der hyggede sig eller en sød lille date.

Som de sad der overfor hinanden, kunne hun for alvor lægge mærke til de små detaljer. Der var så mange af dem, og det var alle nogle som tiltrak hende. Der var bare et eller andet over den anden kvinde som tiltrak hende, hun kunne virkelig ikke forklarer hvad det var, men det var helt klart noget hun gerne ville udforske. Mest af alt hvis der var en mulighed for det. Nu var det jo blot at finde ud af det, men dette krævede vel lidt snak, for Rosie kunne måske anse dette for en mulighed for en venskab, hvor hun selv håbede på noget helt andet. Hun skar en grimasse da Rosie spurgte ind til hende "Lad mig se, mit fulde navn er Rosalie Ellen Marryweather, men aldrig kald mig det! Jeg snakker ikke med mine forældre...de kunne åbenbart ikke klarer deres eneste barn var lesbisk. Jeg er studerende og arbejder imod at blive sygeplejerske. Lad mig se hvad kan jeg ellers fortælle" hun tav og fik et mere tænksom udtrykke i ansigtet, dette vidste sig både i hendes øjne, men også fordi hun bed sig i læben og en fin lille rynke dannede sig mellem hendes øjenbryn "Jeg er født og opvokset i Wales, men flyttede til Di Morga kort efter mine forældre smed mig ud, så i en alder af 15 vil jeg skyde på. Jeg fik nogle roomies, nogle som jeg stadigvæk bor sammen med og jeg synes du er helt vidunderlig smuk" hun smilede til hende, men man kunne samtidig også se i hendes øjne, dette var et stort spring for hende. At sige sådan til en person hun ikke engang vidste om var til kvinder eller ej. Det var vel virkelig problematikken med at være til kvinder, man vidste jo ikke just om vedkommende man fandt attraktiv også selv var til kvinder.