Silent night

Tid: Sent om aftenen, næsten midnat
Vejr: Skyfrit og stjerneklart
Dato: 5. juni
Sted: Stranden La Plage
Omgivelser: Tilsyneladende ingen andre end Coud

Det var et par timer siden solen havde kastet sine sidste aftenstråler over bjergtoppene i horisonten, da Coud begav sig langs med sanden ved La Plage. Åndsfraværende sparkede han en sten ud i det salte vand, noget som skabte små ringe i det næsten spejlblanke havvand. Couds blik faldt mod månens reflektion i vandet, i form af en bleg, lysende kugle. Det var en fuldmånenat, et syn Coud normalt elskede at betragte, men lige den nat følte han ikke for at løfte blikket for at se månen i sin stråleglans. Han vidste end ikke selv hvorfor, men i den sidste tid havde han følt sig en smule... deprimeret, var vel det bedste ord han kunne beskrive det med. Efter at endnu en sten havde skabt ringe i det rolige havvand, lod Coud sig dumpe ned i sanden, lukkede øjnene i, og lagde sig ned på ryggen. Han tog et par dybe åndedræt, blot for at nyde lyden af havet, de få måger som krydsede himlen i deres evige søgen efter mad, og vinden som strøg over stranden. Helt glad blev han ikke, men atmosfæren havde da en positiv effekt på ham, og han åbnede sine øjne, for at beskue fuldmånen. Han smilede lidt for sig selv ved synet.

Libertine sad på en stor sten længere oppe ad stranden. Hun havde siddet der det meste af aftenen og bare kigget ud over vandet. Hun var i et ensomt humør. Nok kunne hun ingen fysisk smerte føle, men alligevel havde en stor smerte bosat sig i hendes bryst, smerten fra ensomhed, manglen på den kærlighed hun aldrig nåede at føle, inden hendes liv blev endt alt for tidligt. Hun vidste, at tiden nok snart var inde til, at hun måtte dematerialisere sig for natten, da hun ikke havde mulighed for at gå rundt i fuld menneskelig skikkelse, efter midnatsklokken slog sit første slag. Hun sukkede lavt og lod en finger fange en lok af sit den aften løse hår. Hun havde lyst til at smile, men kunne ikke rigtigt finde noget at smile af. Der var dog som sædvanligt intte der kunne holde hendes lyst fra at synge. Hendes humør havde kun effekt på, hvilken tone sang hun havde på læben, hvilken denne aften stod på en lidt mere trist en. Hun skilte langsomt læbere og begyndte at synge en blid melodi, dog sørgmodig og trist. Hun kunne kun ses som en svag skikkelse af en ung kvinde, men det kunne for mange bare ligne, at de så syner. Stemmen kunne dog høres ligemeget hvad, den kunne hun ikke skjule

Selvom at synet af månen var nok til at holde Coud beskæftiget i nnoget tid, blev hans opmærksomhed hurtigt draget væk fra den bleglysende kugle, ved lyden af sang et stykke længere oppe af stranden. Han rettede sig en smule op og vendte blikket mod den retning hvor sangen kom fra, men kunne ikke se hvem der sang. Han kneb øjnene en smule sammen, men kunne stadig ikke se sangeren. Men han kunne helt klart høre sangeren, så han kunne da ikke være alene på stranden. Han rejste sig op, og begav sig med forsigtige skridt ned langs stranden, frem til han kom til det sted kvinden sad på stenen. Ved første øjekast lagde Coud ikke mærke til hende, men da han hørte sangen komme fra stenen, så han en ekstra gang, og lagde nu mærke til kvindeskikkelsen på stenen. Hans før rynkede bryn sprang nu op i forundring, da han så nøjere over kvindens udseende. Hun virkede jo næsten... gennemsigtig, som om hun ikke rigtigt var der. Men hun var der da! Det var han da sikker på.
"Ehm... undskyld?" sagde han forsigtigt, da han egentlig ikke ønskede at forstyrre hendes sang. Hvor sørgmodig den end lød, havde den et slags greb om ham, som bad han lytte til hver en tone.

Libertine var underligt ligeglad med, om nogen opdagede hende den aften. Hun havde ellers skjult sig så godt som muligt på det sidste, men nu var det anderledes. Måske var det den ensomme følelse, der heller bød hende at lokke folk til, end at gemme sig helt væk fra dem. Hun havde ikke bemærket drengen, da han var gået ned på stranden, heller ikke da han havde startet sin søgen efter sangens kilde, og derfor havde hun heller ikke brudt sin sang, ikke før hun lagde mærke til ham lige foran hende. Hendes blik, som ellers havde været vendt mod vandet, kunne ikke undgå at fange ham, da han kom indenfor synsvidde. Hun fik et lille chok der fik hende til at stoppe sin sang, og hun skyndte sig at forsvinde helt, så hun slet ikke kunne ses. Hun blev siddende på stenen og stirrede nærmest skræmt på ham. Hun var måske en smule fascineret. Det var længe siden, hun havde været så tæt på en af hankøn. Når hun var omkring i byen, betragtede hun altid folk på afstand. Hun kom aldrig helt tæt på dem, men ville heller forholde sig mindst et par meter væk, så hun heller ikke kunne mærke deres varme. Ham her dog, han havde overrasket hende, så hun ikke havde nået at rykke de par meter væk, før hun var blevet fanget af interesse. Hun lænede sig en anelse frem, lagde sig i luften så hun svævede lidt over stenen, og svævede en gang rundt om ham, betragtede ham fra alle vinkler. Hun rakte en hånd frem, var tæt på at røre ham, men ikke helt. Hun vidste udmærket godt, at hvis hun rørte ved ham, ville han kunne mærke det, og hun skulle ikke afsløre sin præcise position. Hun sukkede lydløst, da hun var bag ham, men havde ikke tænkt på, at det lille vindpust ville ramme ham i nakken

Coud gav et lille spjæt fra sig, da kvinden forsvandt fuldstændig fra stenen, og efterlod ham, tilsyneladende, alene på stranden. Han blev stående på stedet i flere sekunder og stirrede forbløffet på stenen, fuldstændig uforstående. Han havde før hørt folk snakke om spøgelser, men han havde aldrig mødt et selv, og var derfor ikke så godt kendt med deres evner eller adfærd. Mens Libertine svævede om ham, strækkede han forsigtigt armen ud over stenen, som for at mærke efter om hun stadig sad der. Da han ikke mærkede noget, gik han ud fra at hun var stukket helt af, og et stille suk forlod ham. Omkring samtidig som han sukkede, mærkede han en kold vind stryge mod hans nakke, og en svag gysen gled gennem ham. Han synes det var underligt, aftenvinden havde ellers været lun hele aftenen. Hvor kom det kolde sus fra? Han strøg en hånd mod sin nakke og gned sin nakkehud en smule. Han tænkte på noget han havde hørt folk sige om spøgelser: deres nærvær var som en kold vind. Måske var hun der stadig?
"Jeg ville bare sige at du sang godt." sagde han lavt, da han ikke ønskede at se ud som en galning, hvis han virkelig var alene, og dermed bare talte med sig selv. "Jeg vil dig intet ondt." indskød han prøvende.

Libertine bed sig svagt i læben og lukkede munden helt i, så hun ikke kom til at ånde på ham igen, da hun hurtigt bemærkede at han havde følt sukket mod hans nakke. Hun lagde ansigtet en smule på skrå, da han talte til hende, og kunne ikke lade være at smile lidt. Han tog det tilsyneladende meget roligt, at han var i selskab med et andet væsen. Hun kunne ikke mærke noget underligt ved ham, så hun ville gætte på, at han var et menneske, men så igen, hun var ikke særlig god til at genkende andre væsener, medmindre de havde vist noget tydeligt tegn på hvad, de var. Hun gled hen ved siden af ham i luften, og sænkede sig så ned så hun stod ved hans side. "Mange tak" hviskede hun i hans øre, med et smalt smil på læben, men ville endnu ikke vise sig selv. Hun havde igen lyst til at røre ved ham, mærke varmen fra hans hud, varmen hun ikke selv havde besadet i over femten år, men hun holdt igen for trangen, selvom det krævede lidt. Hun havde godt nok allerede afsløret sig, men hun skulle heller ikke overgøre det, det kunne jo også godt være, at han blev skræmt af hende, selvom han ikke havde vist tegn på at være bange ved, at en usynlig person var ved siden af ham.
"Jeg tror nu heller ikke på, at du er en ond person.. Du virker ikke slem" sagde hun med et skævt smil, før hun gik tilbage og satte sig på stenen igen

Et lille smil krydsede Couds læber ved lyden af den lave hvisken mod hans øre, noget som kun bekræftede for ham at kvinden stadig var der. Så var han da sikker på at han ikke havde indbildt sig, at der var en anden på stranden. Han var dog stadig ikke sikker på hvor hun var, men da hendes stemme igen lød, forsøgte han at følge den så godt han kunne, og han mente den nærmede sig stenen. Måske havde hun sat sig på den igen. Prøvende strækkede han en hånd frem mod stenen, og blev øjeblikkelig mødt af en kold gysen da hans hånd gik gennem hendes maveparti, og han trak langsomt hånden til sig.
"Undskyld," sagde han hurtigt, da han ikke var sikker på hvilken del af hendes krop han havde berørt - hvis man da kunne kalde det det. "Jeg er ingen slem person, jeg prøver mere at undgå dårligt selskab. Dit virker som godt selskab." Han smilede skævt, men blev endnu stående hvor han var, usikker på nøjagtig hvor hun var. "Mit navn er Coud." tilføjede han efter et sekunds tavshed. Det føltes underligt at snakke ud i luften, til et ansigt han ikke kunne se, og til en person han i tillæg ikke engang kendte.

Libertine kiggede ned på sin mave, da hans hånd gled igennem den. Hun smålo for sig selv, og efter en kort tænkepause, materialiserede hun sig helt, så han kunne se hende foran sig, helt tydeligt, som var hun endnu et rigtigt menneske af kød og blod. Hendes krop var beklædt i en let, grumset hvid kjole, med løse stykker gennemsigtigt stof der hang ned om dem som en slags tilbehør. Hendes lange, brune hår lå helt nede på sandet, da det var så langt, længere end hendes krop. Der var intet pynt i det, ingen bånd til at holde det fast, men det hang helt løst ned langs med hendes ryg. Et par samlede hårstrå var gledet ned foran hendes ansigt, som hun havde sænket en smule. Hun havde samlet sine hænder i sit skød, en anelse genert, og hendes blik var vendt imod dem, så han ikke kunne se hendes øjne rigtigt. "Mit navn er Libertine" fortalte hun med et lille, usikkert smil. Hun følte sig mere sikker, når folk ikke kunne se hende rigtigt, for hun var sjældent blevet kigget på, hverden derhjemme i sit gamle liv, eller i livet efter døden, så hun var ikke helt sikker på hvordan, hun skulle reagere eller have det med, at folk betragtede hende, hvadend deres mening om hendes indre og ydre måtte være

Et nærmest lettet smil viste sig på Couds læber da Libertine materialiserede sig, dog ikke før endnu et overrasket glimt viste sig i hans blik. En ting havde været at se en delvist usynlig kvinde forsvinde helt, en anden ting var at se hende dukke op igen, fuldt synlig. Da overraskelsen havde dæmpet sig, lod han blikket glide en smule over hende, fra hendes umådeligt lange hår og til den noget grumsede kjole hun bar. Han lagde også mærke til måden hvorpå hun undgik øjenkontakt, noget han ikke forstod. Han lagde ansigtet en smule på sned, og placerede sig en smule mere foran hende, så han kunne se mere direkte på hendes ansigt. Han kunne dog stadig ikke se hendes ansigt helt, men ville ikke skræmme hende væk ved at presse hende.
"Hyggeligt at møde dig, Libertine." sagde han med et stille smil. Hans nysgerrighed trak dog i ham, da han ville se om hun var lige så.. fast som et levende menneske. Forsigtigt strak han armen frem og lod den berøre hendes skulder. Hendes hud var kold, men den var ligeså fast som hans egen. Han smilede lidt for sig selv, inden han trak hånden tilbage. "Hvad laver du herude?"

Libertine løftede langsomt og forsigtigt blikket mod ham. Hendes isblå øjne var vendt imod hans blik, og hun betragtede hans øjne, blev en smule fanget af dem. Hun blev revet ud af sin lille trance, da han rørte ved hendes skulder. "Ja, jeg er altså rigtig" smålo hun til ham, hvorefter hun sendte ham et lille smil. Nu hvor han havde rørt ved hende, så ville det vel ikke gøre noget, hvis hun også lige lagde en hånd på ham? Hun rakte hånden lidt frem og rørte prøvende ved hans kind. Han var helt varm imod hendes kølige fingre, og det var faktisk en meget rar følelse, men hun lod sig ikke fange af den. Hun trak forsigtigt sin hånd til sig igen og kiggede ned på den, før hun lukkede den sammen om lidt af stoffet på kjolen. Hun blev hurtigt mere tilpas ved hans nærvær, og kunne allerede nu få sig selv til at kigge direkte mod hans ansigt i længere tid ad gangen, i stedet for at hun trak blikket til sig igen efter bare et sekund på ham. Hun lod blikket glide en gang ned over ham, betragtede alt fra hans kropsform til hans påklædning. Hans ansigtet fik et par flere blikke end resten af kroppen. Hun smilede blidt til ham. "Jeg har været her det meste af dagen.. Det er et godt sted at slappe af og være lidt alene, tænke over tingene, og, ja, synge i mit tilflælde" smilede hun til ham. "Hvad laver du selv her?" spurgte hun tilbage, en anelse nysgerrigt, og lod ansigtet glide ned på skrå

De isblå øjne som mødte hans blik, gjorde at Coud næsten stivnede på stedet, med sit blik rettet mod hendes. Han lod det hvile mod hendes i flere sekunder, inden hun selv lod blikket glide videre, og dermed lødlod hans fra hendes blik. Ikke at han havde noget imod det, da han i sit stille sind kommenterede hvor smukke de isblå opaler var. Han rystede hurtigt tanken af sig ved hendes grin, og han smilede fåret op til hende.
"Undskyld, det er ikke hver dag man møder et spøgelse." forklarede han sig. Da hun så gengældte berøringen, ved at lade hendes egen hånd stryge mod hans kind, mærkede han endnu en gang den kølige, men dog behagelige gysen kilde ned langs hans rygrad, og han smilede op til hende. "Du er en god sanger." gentog han med et smil. "Mig?" Han tænkte i nogle sekunder på sit svar, men trak så lidt på skuldrene. "Jeg kan lide at være hernede, men det er ikke så ofte jeg har muligheden for at være her. Jeg kan lide freden og roen, men det er altid rarere at være her med godt selskab." Det sidste var en klar hentydning til hende, noget han klargjorde ved at sende hende et sigende smil.

Libertine smilede kærligt til ham, og hendes blik blev igen vendt imod hans øjne, som hun betragtede i nogen tid, beundrede dem en smule, da hun aldrig rigtigt havde kigget et andet menneske i øjnene, i hvert fald ikke så tæt på, som hun gjorde det med ham. "Her er også bare rigtig dejligt at være" smilede hun, før hendes blik gled ud over vandet. "Her er så fredeligt, og også smukt, specielt når månen står så højt på himlen." Et svagt, fornøjet suk forlod hendes læber. "Ja, lidt selskab kan være meget rart en gang imellem, specielt for mig.. Jeg har ikke så ofte selskab, det er længe siden jeg rigtigt har snakket med nogen. Der er mange, der ikke er særlig trygge ved et spøgelses nærvær, en del skræmmes vist af mig, selvom jeg ikke føler mig skræmmende. Jeg er faktisk lidt glad for, at du viste dig at være her i aften, for jeg sad og var lidt ensom" indrømmede hun og pillede lidt ved sin kjole med fingerspidserne. Hun kiggede tilbage til ham og smilede lidt. "Bor du i byen?" spurgte hun så nysgerrigt. Hun havde ikke set ham før, men så igen, der var jo mange folk i byen, og hun havde ikke været over det hele i området, så hvis han boede i den ende, hvor hun aldrig havde været, så var det jo ikke helt så underligt, at han var så fremmed for hendes blik

"Hvis du er herude en anden dag og ser mig, vil jeg med glæde holde dig med selskab, så du ikke er ensom." tilbød han med et venligt smil, inden han, endelig, lod sig dumpe ned i sanden foran stenen hun sad på, sådan at han måtte se op for at få øjenkontak med hende. Ved hendes spørgsmål kløede han sig en anelse på kinden i en noget forlegen bevægelse, inden han valgte at svare. "Sagen er, at jeg er arbejdsløs, og ikke har så god råd til steder at være. Som regel plejer jeg at tage de småjobs jeg kan komme over, og bruger de penge til det mest nødvendige. I bedste fald har jeg råd til et lille måltid mad og nogle nætter i en kro, men jeg har ikke en fast bopæl." Et kort øjeblik vurderede han at stille hende det samme spørgsmål, men bed straks spørgsmålet i sig. Et spøgelse havde vel ikke et behov for et sted at bo? "Men hvis du ikke er på stranden, hvor plejer du ellers at være?" Han sendte hende nu et nærmere imødekommende smil, som om spørgsmålet åbnede for en mulighed for ham til at finde ud af, hvor han ellers kunne finde hende henne. Han nød bestemt hendes selskab, og havde intet imod tanken på at tilbringe længere tid med hende.

Libertine lyttede høfligt til hans ord, og var da også interesseret i, hvad han havde at sige, selvom hun ikke så godt kunne sætte sig ind i det, når nu hun hverken havde brug for bosted eller arbejde. Penge var ingen nødvendighed for hende, da hverken mad, drikke eller et varmt sted at opholde sig var nødvendigt. "Altså, jeg er mest ved søen, inde i skoven, ellers så går jeg bare rundt mellem træerne. Mit yndlingssted er dog ved søen, der hænger en fin gynge i et træ lidt fra bredden, og der kan jeg godt lide at sidde" fortalte hun med et lille smil, imens hun trak benene lidt op til sig, og i stedet satte sig i skrædderstilling. Hun undlod at fortælle hvorfor, at lige dette var hendes yndlingssted at opholde sig. Hun burde egentlig næsten være skræmt væk fra stedet, siden det var der, at hun døde, dengang for 15 år siden, men hun var på en måde bundet til stedet. Der var et eller andet, der altid trak hende tilbage dertil, når hun var taget væk. Måske var det en beskytterfølelse, at hun var nødt til at våge over sit lig, for at sikre sig, at det ikke kom noget til, og at ingen fjernede det eller gjorde noget for at ødelægge dets hvilested. Imens hun tænkte var der kommet en svagt urolig mine over hendes ansigt, som hun håbede han ikke havde opdaget

"Ja, jeg har selv set gyngen før." istemte han med et bredt smil. Han havde mange gange brugt gyngen selv, allerede i sin barndom, da han tog ud til søen med sine forældre, som havde ladt ham bruge gyngen så meget som hans unge hjerte kunne begære. Det brede smil forsvandt dog, så snart han bemærkede den urolige mine Libertines ansigt havde antaget. Han rettede sig en smule op, men sad dog stadig i sanden overfor hende, og betragtede nu hendes ansigt med et indgående, bekymret blik. "Er der noget galt, Libertine?" spurgte han forsigtigt. Et sted i baghovedet frygtede han at hans valg at samtaleemne havde haft en forbindelse med hendes død, noget han ikke regnede med at et spøgelse brød sig om at tænke på. Han bed sig en smule i tungen, men forsøgte derefter at tænke rationelt. Det var så godt som umuligt at vide hvor, hvornår eller hvordan Libertine døde, og han kunne ikke få sig selv til at spørge direkte. At gå i sådan en fælde var så godt som uundgåeligt.

Libertine ændrede hurtigt sin triste mine til et smil, og hun kiggede med muntre øjne på ham. "Det er ikke noget, jeg faldt vist bare i staver over den gynge der" smålo hun.
"Virkelig? Jeg har ellers aldrig set dig der.. Stoppede du med at komme efter noget tid?" spurgte hun med ansigtet på skrå. Hvis det var, da han var lille, havde det nok været et stykke tid inden hun kom dertil, men hun vidste jo ikke, hvor gammel han var. Han kunne godt se ud til at være hendes menneskelige alder, altså de 18 år, men så skulle han kun have været 3 år, sidst han havde været i området hvor gyngen var, altså medmindre han passende var kommet de gange, hvor hun var væk. Så igen, de første par år, var hun meget væk fra sit gravsted, hvor hun i stedet var ude og undersøge stedet, så han kunne have haft mange muligheder for at komme derud, uden hun havde opdaget det. Det virkede nu stadig en smule usansynligt.
"Nå, men hvad er din historie så?" spurgte hun med ansigtet på skrå, da hun gerne ville vide om hans liv. Hun var meget interesseret i at høre om andres liv, når hun ikke selv havde noget mere

”Historie?” Coud fik en tankefuld mine, men endte med at trække en smule på skuldrene. Jeg har ikke meget af en historie, det kan jeg godt være den første til at indrømme. Jeg kommer fra en normal familie under normale omstændigheder. Vi er hverken rige eller fattige, men vi har nok til at klare os. Men som den ældste af mine forældres børn, var de nødt til at sende mig væk for at have plads til den nyfødte.” Han smilede skævt. Han havde ikke modsagt sine forældre da de bestemte det, havde de ikke gjort det havde han tilbudt det selv. Han havde brug for at finde et eget sted, og løsrive sig fra sin familie. ”Men da jeg var lille, var mine forældre og jeg ofte ude ved gyngen. Det er trist vi ikke mødte hinanden. Vi kunne sikkert være blevet gode venner allerede dengang.” Han smilede mildt til hende. Efter hans mening fandt de da tonen udemærket nu, så hvordan ville det ikke have været, hvis de havde mødt hinanden dengang? På den anden side kunne det være at hun allerede var død dengang, og hvordan ville han, som kun nogle få år gammel, reagere på en pige som dukkede op og forsvandt efter egen vilje? Han valgte ikke at tænke på det mere, og betragtede hende, en smule undersøgende, fra top til tå. Det var stadig underligt for ham at se et spøgelse, men ikke desto mindre fangede han sig selv i mentalt at kommentere hvor køn Libertine var.

Libertine lyttede opmærksomt og interesseret til hans historie, og uden hun selv lagde særligt mærke til det, lagde der sig en trist mine over hendes fredelige ansigt. Hun sænkede blikket og flettede sine egne fingre sammen. "Det lyder.. trist" kommenterede hun lavmældt. Da hans historie fortsatte, hævede hun igen sit blik, og hendes klare, blanke øjne betragtede ham bag et par nedfaldne hårstrå. "Jeg dø.. dø... Forlod denne verden, for 15 år siden, så jeg tvivler på, at vi kan have mødt hinanden" sagde hun med et lille skævt smil. Han kendte ikke til hendes historie, og hun ville heller ikke plage ham med den uden videre. Medmindre han selv spurgte og viste interesse, ville hun ikke bare begynde at fortælle. "Jeg boede rigtigt langt fra stedet, det er kun som ånd, jeg har holdt til der" fortalte hun og kiggede lidt væk. Hun undlod helst at snakke om hændelsen, men hvis nogen spurgte, tog høfligheden alligevel til, og hun valgte næsten altid at give efter til sidst. Det kunne godt høres på hende før, at hun ikke havde det godt ved at snakke om døden, bare det at nævne ordet 'død' havde fået hendes hals til at trække sig sammen