Den Glade Sigøjner

Thomas var tomhændet. Kortene var brugt og det var nu op til Mallorie at vælge det rette kort. Men for Thomas selv, var spillet for længe siden vundet. Eller tabt, hvis man så det fra Mallories side af. For kortspillet havde blot været et simpelt gratis trick til at få hende fuld og det var i sandhed lykkedes.
Thomas betragtede hende med synlig interesse. Allerede da hun var begyndt at rykke sig, nærme sig ham, vidste Thomas, at spillet var tabt for hende, og han nød sejren. Nu sad de side om side.
”Heldigt! Det er ikke alle, der vinder,” kommenterede han med en halvhjertet begejstring. ”- og hvilken timing!” Han gestikulerede mod hendes stort set tomme glas.
Da hun begyndte at kravle op på hans skød, rykkede han bordet væk med foden, så meget som det nu engang tillod og lænede sig dovent tilbage. Han havde taget sit eget glas i hånden. Kortene lå spredt ud på bordet.
Thomas’s øjne søgte hendes, idet hun lænede sig frem og han kunne ikke skjule det voksende smil, som bredte sig over hans ansigt. ”Gerne for min skyld, men du skal bestemme, hvad vi skal lege” Han beholdte afstand mellem dem, lagde armen med whiskyglasset op på ryglænet.

Mallorie kiggede på ham med et smil, da han ikke bad hende om at flytte sig, da hun satte sig på hans skød. Hun sad faktisk temmelig godt, men havde ingen anelse om, hvad de nu skulle lege. Hendes hoved fungerede ikke rigtig optimalt nok til, at hun kunne finde på noget specielt fornuftigt. Hun lod en hånd køre ned af hans kind og videre ned af hans mave, før hun slap igen og lagde hovedet en smule på skrå. Hun tænkte i nogle sekunder, før hun endelig gav op.
”Jeg har ingen ide” sagde hun med et træk på skulderne og satte sig lidt bedre til rette på hans skød. Hun lod hånden køre ned af hans ene arm, med et interessant blik og prøvede at komme på et eller andet logisk at sige. Hun havde det ganske sjovt, selvom hun tydeligvis var den eneste, som var virkelig fuld.
”Jeg syntes du skulle invitere mig op til dans!” sagde hun helt spontant, efter hun havde lyttet til musikken i nogle sekunder.

Han lod hende gøre, som hun nu engang ville. Thomas sad blot og så, hvordan hun tænkte så det knagede i forsøg på at komme frem til en ordentlig og ikke mindst underholdende leg.
Han placerede den anden hånd på hendes hofte og drak en tår af sin whisky mens hun ytrede, at hun ikke var i stand til at komme på noget.
”Heldigvis har jeg-”, begyndte Thomas, men blev afbrudt af hendes yderst spontane forslag: ”Hvem tror du, jeg er?”, grinede han og kørte en løbsk sort hårtot bag sit øre. ”Du kan sikkert ikke en gang stå på benene.”
Han prikkede hende i siden og lænede sig en anelse frem mod hende, så han kunne sætte sit glas fra sig på bordet. På vejen hviskede han mod hende ”Hvis du derimod ikke havde drukket nær så meget..” Stemmen døde ud, og han lænede sig atter tilbage med et lille provokerende smil synliggjort.

Mallorie kunne ikke lade være med at smile, da hun kunne mærke hans hånd på hendes hofte. Hun nåede ikke at høre hans svar, før hun selv afbrød ham og blev en smule skuffet, da han ikke ville. Dog havde han en pointe. Hun havde slet ikke lyst til at se, hvad der ville ske, hvis hun rejste sig op lige nu. Hendes hoved snurrede nok i forvejen.
Som han lænede sig ind over hende, tog hun sig selv i at holde vejret, blot fordi hans ord fik hende til at få en kuldegysning ned igennem hele kroppen. Danm. Det provokerende smil satte blot en sløjfe på det hele og hun kunne ikke modstå det.
”Hov hov… Det er din skyld jeg har drukket så meget!” sagde hun med en lille beklagelse og lagde den ene hånd omkring hans nakke. ”Det dumme kortspil” mumlede hun lettere irriteret og skævede over til kortene, før hun vendte blikket mod ham igen.

// Kevin hopper ind nu, så rækkefølgen kommer til at være: Kevin, Thomas, Mallorie :) //

"Er det her, du bor?" spurgte Kevin for tredje gang.
-- "Jaaehhh," svarede den unge mand døsigt og forsøgte at stå oprejst uden hjælp.
"Er du helt sikker?"
Manden nikkede og slog pludselig begge arme om Kevin, hvorefter han gav sig til at hulke ham op ad halsen. Han vrælede nogle ord, der ikke helt var til at forstå, så Kevin lagde blot armene om ham og stod og ventede på, at det næste væld af ord ville give mere mening.
".... og det hele er bare så... æææhæeæbæbæææbægbkskvn"
- "Det ved jeg," svarede Kevin med en fast stemme og holdt manden ud for sig ved skuldrene, så han kunne fange hans blik. "Det er okay. Den gode nyhed er; du er tilgivet." Han smilede oprigtigt, gav den fremmede mand en tæt krammer og fulgte ham derefter op til lejlighedens opgang og hele vejen op på 2. sal for at sikre sig, at han ikke gav sig til at sove på sin dørmåtte eller faldt og brækkede halsen.
Da han langt om længe kom udenfor, begav han sig med hastige skridt i retning af den lille kro, han kort forinden havde forladt. Det var ikke forelskelse eller libido, der fik hans hjerte til at banke i brystet på den måde, det gjorde nu. Det var ikke philia, eros eller storge - det var agape. Agape. Det eneste, han havde i tankerne, var Mallories sjæl. Det kunne lyde fjollet, en smule skørt, hvis man forsøgte at forklare til andre, at det, man var allermest interesseret i en person, var vedkommendes sjæl, men sådan var det nu engang. Det var den, det hele handlede om. Kødet var trods alt dødeligt, blot et etui, der tilbageholdt sjælen var fra himlen; afskårede den fra Gud.

Kevin kiggede ind gennem kroens ruder, der var nu blevet så varmt og svedigt indenfor, at et tyndt lag dug havde dannet sig og gjorde udsynet sløret. Han trådte ind og bekræftede varmen, da den slog ham i ansigtet. Det gjorde ondt, da kold natteluft blev erstattet med en hørm af øl og sexhormoner i lungerne. Han satte sig tilpas oppe ved baren på en af de høje stole, hvor han fik et rimelig klart udsyn over den bås, hvor Mallorie sad med en mand, han ikke havde set før.

Thomas smilede. ”Du sagde selv ja”, mindede han hende om, og trykkede hende let mod sig, mens øjnene flakkede kortvarigt rundt i lokalet. ”Ved du hvad, lad os rejse os – Hvad siger du til det? Lad os komme ud herfra, få lidt frisk luft..” Hvad der pludselig havde fået Thomas på andre tanker var ikke til at sige, men han var grebet en uventet impulsivitet. Han rykkede sig, og puffede til Mallorie som tegn til, at hun skulle rejse sig fra ham. ”Kom, lad os skride..” Da hun havde fjernet sig fra ham, rejste han sig op. Med den ene arm omkring Mallorie, som støtte, bundede han sit glas og slentrede op mod baren for at betale, med hende på slæb.
”Jeg skal betale for to øl.” Bartenderen nikkede, uden at spilde mange sekunder på at se på dem, og oplyste beløbet. ”Stå lige der, gider du? Hold fast i kanten..” Han gav slip på Mallorie, sikrede sig at hun stod og gav sig så til at rode rundt i jakkelommerne efter penge.

Mallorie var sikker på, at det her var en af de sjoveste aftener i hendes liv. Måske fordi hun aldrig havde været så fuld før, men det var blot en detalje. Hele verden snurrede i hovedet på hende. Som han kom med sit spørgsmål smilede hun blot og nikkede. Hun kom nogle sekunder efter op og stå og var nu meget glad for, at han havde fat i hende, da hun ellers ikke ville kunne stå oprejst. Hun lænede sig mod hans brystkasse med et lille fnis, da han gik op mod baren for at betale.
Som han slap hende, måtte hun hurtigt gribe fat i kanten af disken med den ene hånd og gribe fat i en mands arm, for at holde sig på benene. Hun havde ikke opdaget, at den mands arm hun lige nu holdt fast i var Kevin. Hun havde kun sin opmærksomhed på Thomas lige nu.
”Kom nu…” sagde hun lettere utålmodigt og trippede lidt på stedet, kun for at næsten skvatte ned på gulvet. Flot. Hun holdt nu fat med begge arme omkring den ”fremmede” mand og det gik nu op for hende, hvem hun stod ved. ”Kevin!” sagde hun glad og slog ud med armene, kun for at lande på gulvet med røven først.

Normalvis ville Kevin føle sig en smule akavet - endda utilpas - ved tanken om at møde nogle af sine elever i byen, men nu strakte Mallorie sig jo trods alt langt højere end en almindelig elev. Utilpasheden i hans mellemgulv skyldtes den unge mand, der lod til at have holdt Mallorie med selskab hele aftenen, en grufuld stemme hviskede nedenfra, at han også ville holde hende med selskab hele natten. For en stund følte han sig tvunget til at lukke øjnene ved den blotte tanke.
Da de nærmede sig baren, overvejede han, hvordan det ville være bedst at blande sig; rent faktisk debatterede han med sig selv, om han overhovedet burde blande sig. Med lukkede øjne bad han sin Skaber i himlen om at give ham et tegn, han trak tung luft gennem næsen og pustede roligt ud gennem munden. Han sad i et øjebliks stilhed, komplet afskåret fra støjen og samtalerne omkring ham, men med ét blev han revet fri, da en velkendt hånd klaskede om hans arm. Han måtte holde fast i diskens kant for at forblive i en lodret stilling, hans øjne hvirvlede forskrækket ned på Mallorie. Det var hans tegn.
"Mallorie," gengældt han en anelse stakåndet og sprang ned fra stolen, for at hjælpe hende op. Da han bukkede sig ned, greb han muligheden for i en bekymret stemme at sige: "Mallorie du er jo fuld..."

Thomas var travlt optaget af at rode lommerne igennem. Kiksepakken, som han havde åbnet tidligere på dagen, var gået endnu mere op, og kvaste kiks og utallige krummer havde fyldt lommen og besværliggjorde det hele. Han pustede nogle generende hår bort fra ansigtet, og rynkede irriteret brynene.
Pludselig lød en ukendt mandestemme, hvilket fik Thomas til at se op fra sit foretagende. Det havde egentlig ikke skyldtes mandestemmen i sig selv, men ordet som denne havde udtalt, eller rettere navnet.
Det overraskede ham ikke, at manden ikke sagde ham det fjerneste. Han havde aldrig set personen før og ville med sikkerhed heller aldrig have gjort det, hvis ikke lige at Mallorie var blevet nævnt.
I mellemtiden havde hånden lukket sig om en pengeseddel i lommen. Uden at fjerne blikket fra den fremmede, smækkede han sedlen op på baren til den afventende bartender.
”Kender i hinanden?” Svaret var indlysende, men Thomas havde ikke været i stand til at holde sin forundring inde. Han betragtede dem, mens Mallorie blev hjulpet på benene, uden selv at tage initiativ til at hjælpe. Bartenderen lagde byttepenge på bordet foran Thomas, der forsat uden at fjerne blikket fra de to, puttede mønterne i lommen. Han glemte en mønt, som blev liggende tilbage, forladt.

Mallorie begyndte med det samme at smile, da Kevin nærmest hoppede af stolen og hjalp hende på benene igen. Hun kunne stadig ikke stå af sig selv, så hun måtte holde fast i hans arm, for ikke at falde til jorden igen. Hun kunne ærligt sige, at hun aldrig nogensinde havde været så fuld, som hun var lige nu. Hun trådte et skridt til siden, så hun stod med ryggen til Kevin og kunne kigge på Thomas på samme tid, men alligevel stod lænet op af hans brystkasse, så hun ikke ville ryge på gulvet.
”Jep…” sagde hun med et fnis, for at svare på Kevin’s kommentar.
Hendes blik vendte sig imod Thomas igen, som han kom med sit spørgsmål. Det var jo meningen, at hun skulle med ham og det havde hun sådan set stadig også tænkt sig.
”Ja… Han er min…” sagde hun stille og måtte tænke længe over svaret, før hun var i stand til at udtale ordet. ”Idrætslærer!” fik hun endelig sagt og kiggede stolt skiftevis på dem begge to, som hun stod lænet op af Kevin. Det burde hun nok ikke, men hendes hjerne fungerede ikke rigtig optimalt, så hun var ligeglad med det meste lige nu.