Succubus Song

Sted: Quatre hotel
Tid: Sidst på aftenen en fredag
Omgivelser: Hotellets restaurant rimelig fyldt grundet live-musik
Udseende: Det lange sorte hår i en hestehale. Sort Jakkesæt bortset fra hans Ærkemagerkåbe i sort, der havde fået snit mere som en trenchcoat. Solbriller

Khá havde nu siddet og ventet i et godt stykke tid. Han skulle mødes med en gammel forretningspartner, der havde noget ganske særligt til ham. Khá havde ganske vist alt det han havde brug for, men indimellem blev han kontaktet om en magisk genstand eller andet i den stil. Hvilket var tilfældet i aften. Det skulle eftersigende være øjet fra den første Pharaoh. Men hans kontakt var endnu ikke mødt op og besluttede sig derfor at få et måltid mad imens han ventede og måske kunne nyde noget godt musik. Han havde fået et bord tæt på scenen. Han kaldte en tjener hen og fandt en stor guldmønt frem og sagde: 

Jeg vil gerne bede om en steak med råstegte kartofler og en passende sauce. Steaken må gerne være rød. Og bring en god krydret rødvin der komplimenterer steaken. Og behold endelig resten til dem selv. Og hvis de vil være så venlig hvis der kommer en moden herre ved navn Montreau vil de vise ham til mit bord?


Så gerne Ærkemager


Han havde været her før så de vidste hvad kåben betød og tiltalte ham derefter. Nu var det bare at vente på at maden kom og musikken ligeså. Kortvarigt efter gik en ung kvinde på scenen. Han kunne mærke det lige så tydeligt at hun havde djævleblod i sig. Ikke svært når man selv havde været det så længe. Kort varigt efter kom tjeneren ned til ham igen med vinen og hældte forsigtigt op til ham og sagde: Håber vinen tiltaler dem Ærkemager. Der går lige kort inden deres mad kommer men de må tilgive køkkenet. Vi har virkelig travlt i aften.


Khá hævede sit glas og smagte forsigtigt på vinen. Fortræffeligt valg. Nok var Khá's korp fysisk set død men mange funktioner kunne han sagtens vedligeholde. For eksempel smagsløgene. Han vendte sig først mod tjeneren og sagde: Glimrende valg af vin unge ven. Selvfølgelig skal de have den nødvendige tid til at lave maden, det skal de ikke beklage. Men lad endelig vinen stå. Min kontakt bude for hans eget bedste snart være her. 


Khá vendte sig nu mod scenen for forhåbentligt at nyde musikken. Der var nogle enkelte der kiggede efter han havde solbriller på, men det vænnede man sig til. Så gik hun i gang

Musikken var slet ikke så dårlig endda og hun sang også ganske godt. Ganske nydelig, men man kunne godt se hun stod foran et klientel der var noget anderledes end det hun var vant til. Det var ikke tydeligt med mindre man vidste hvad man kiggede efter. Men hvis man vidste det, var det tydeligt at hun til at starte på var nervøs overfor den menneskemængde hun stod overfor. Men kortvarigt efter lod hun til at hvile mere i sig selv som om hun havde fundet sin plads. Måske var det normale publikum ikke værdsættende overfor hendes sang.

Kortvarigt efter kom tjeneren med maden og bukkede ærbødigt for Khá og sagde: Deres mad Ærkemager.


Khá nikkede og smagte hurtigt på det. Han viftede tjeneren tættere på for han ikke skulle forstyrre de andre der sad. Han kiggede op på scenen og sagde til tjeneren: Hvem er hun egentlig? Jeg synes ikke at have stødt på hende før?


Tjeneren kiggede op på hende og sagde: Hun hedder Sharabi så vidt jeg er orienteret Ærkemager. Jeg er ikke klar over detaljerne om hvordan hun er kommet til at synge her.


Inden Khá tog en bid mere af sin mad, gav han tjeneren en pengeseddel og sagde: Send hende her ned når hun er færdig. Jeg ønsker at hilse på hende


Så gerne Ærkemager


Khá spiste lidt mere af sin mad og nød den egentlig ganske meget. Sangen var også tilpas rolig til maden også.

Det var en ganske rørende sang hun kom med. Den havde også en ganske kraftig påvirkning på hende. De forreste borde ville sagtens kunne se hendes tårer så Khá var ikke nogen undtagelse.
Budskabet var også ganske smukt. Ideen om at kæmpe videre selvom det virker håbløst, var smuk. Og en Khá kunne forlige sig med. Han klappede også da sangen var slut.

Han viftede tjeneren hen igen og sagde: Hvis det kan nåes inden du giver hende min besked så vil jeg gerne komme med en anmodning om en sang. "Think of Me" fra Phantom of the Opera. Her er lidt ekstra for ulejligheden.


Så gerne Ærkemager


Det skulle nok blive interessant at snakke med hende når det kom der til. Og måske var det en sang hun kunne ganske godt. I såfald ville han være imponeret. Ærkemagere bliver ikke nemt imponeret. Specielt fordi han var den sidste. Han tog en lille flaske frem og hældte en bordeaux-rød væske i sin vin. Med hendes sanser og taget i betragtning af hvor tæt han sad på scenen, ville hun kunne dufte væsken "Djævletårer" Duften ville være næsten euforiserende. Man ville kunne næsten høre smerteskrigene fra ofrene af det blev udvundet. Effekten ville blive kraftigere hvis hun kom tættere på det. 

Da hun kom med tilbuddet om noget mere livlig musik, blev der endnu en gang prikket til hans nysgerrighed. Han kunne jo ikke benægte kvaliteten før han havde hørt det

Er smil kom frem på hendes læber idet hun så tjeneren komme op imod hende for at fortælle, hvad der var en af gæsterne der ønskede. Hun nikkede kort til ham som en godkendelse og smilte kort over sangvalget " Jeg tror jeg vil synge den som en herre lige har bedt om i stedet for" sagde hun og nikkede kort over mod ham der sad ved klaveret inden hun igen begyndte at synge. Hun var slet ikke vandt til at skulle synge sådan nogle sange, men det var ikke fordi hun havde noget som helst i mod det. Nu havde hun jo trods alt også en fin kjole på, og denne sang var også meget fin, så den ville uden tvivl også bedre til dette selskab. Hendes blik gled udover publikum mens hun sang og da sangen var færdig bukkede hun for dem alle sammen. Hun havde slet ikke overskud til at synge nogle af hendes egne sange, hvilket sikkert også var bedst sådan, eftersom hendes sange slet ikke passede ind et sted som dette. 

Hun gik ud bagved og begyndte at klæde om til sit normale tøj, hun følte sig mere tilpas i det. Igen kunne hun høre en person bag hende, da hun sad foran spejlet. Kun så sig over skuldren og sukkede " En der vil møde mig siger du..." sagde hun og så igen ind i spejlet. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre.. Hendes påklædning hun havde på nu, passede ikke ind, men hun var ligeglad, hun var efterhånden så vandt til at skille sig ud fra mængden, men det var nu mere takke været hendes tofarvede hår. 

Hun rejste sig op og fulgte efter manden der skulle vise hende over til den herre der havde bedt om et møde. Hun så på manden ved bordet. Meget besynderlig skabning, men der var noget bekendt ved ham, der var noget hun kunne genkende fra sig selv... Han var enten djævel... Eller Vampyr, men mon ikke hun fandt ud af det før eller siden.

// Ny påklædning ~ http://2.bp.blogspot.com/-sUxBTBoV0QE/TsoCm5sNkgI/AAAAAAAAIVA/fjxTrhkShAI/s1600/Porcelain%252BBlack%252BPNG2.png //

Khá sad og nød forsigtigt sin vin. Han havde ladet flasken med djævletårer stå fremme, dog med låget på, så effekten ikke var så stærk for hende når hun kom over. Han nød faktisk sangen. Hun var en af de få der kunne synge den sang ganske fortrinligt. Han var ikke klar på hun ville gå væk fra at synge den udvalgte sang til at synge hans. Han klappede også da hun bukkede og gik af scenen. Han havde fået noget mere placeret på hende. Der var også vampyrblod i hende. Det ville gøre at han var i stand til at tale til hendes sind men han ville ikke kunne tage kontrol over hendes sind som han kunne med andre udøde da der også var andet i hende

Et stykke tid efter kom tjeneren hen til ham og sagde: Undskyld Ærkemager, men miss Sharabi er klar til at møde dem.


Han rejste sig høfligt op og trak en stol mere ud fra bordet inden han bukkede for hende og sagde: Ah mange tak fordi de vil beære mig med et besøg. Jeg blev ganske betaget af deres sang. Jeg har hørt meget få mennesker synge den lige så godt. Tag endelig plads. Må jeg byde et glas vin?


Han lod ganske vist solbrillerne sidde på men den askegrå hud var ikke til at tage fejl af. Og når hun nu var så tæt på ville hun også kunne se at symbolerne på kåber lyste ganske svagt blåt

Et smil kom frem på hendes læber sådan som han talte til hende " Du ved godt jeg ikke er så højtidelig" sagde hun og fnøs kort over han snakkede sådan til hende. Det var ikke fordi hun havde noget i mod det, men hun var bare ikke vandt til det, mest fordi hun ikke ligerem lignede en der var så fin på den som en masse andre, der befandt sig her i aften. Da han tilbød hende vin smilte hun kort " Tjo... Helst rød tak" sagde hun og så imod en tjener inden hun igen rettede sit blik mod ham. 

Den askegrå hud kendte hun, han var djævel ingen tvivl om det " Så... Hvad er grunden til at du ville have mig ned til dig?" spurgte hun og så på ham med et skævt smil på læberne. Hun var ved at blive sig selv igen... Hun var tilbage i hendes rette element og hun var lige så stille begyndt at blive til den diva hun plejede at være... Men hun skulle passe på... Denne djævel hun sad overfor var ældre og mere erfaren end hende selv, så derfor holdt hun stadig lav profil, med mindre han gav hende grund til andet.

Han hældte vin op til hende og skålede inden han lod sin stemme lyde i hendes sind: Nok er du ikke så højtidelig men ikke desto mindre lød din sang fantastisk og du klarede det rigtig flot at stå foran et publikum du ikke er vant til.

Han åbnede flasken med "Djævletårer" og hældte en smule mere i sin egen vin. Var hendes sanser stærke ville hun få en euforisk varme i kroppen. Væsken havde den effekt at man kunne blive stærkt afhængig af at drikke den. Den havde også den effekt at man ville få lyst til at smage den. I visse kredse blev det også kaldt for "Flydende Smerte". For de fleste racer et stærkt vanedannende rusmiddel, og for djævle nydelse i ren form. Da hun ikke var ren djævel, var det svært at sige hvad effekt det ville have.

Denne gang talte han normalt: Jeg var interesseret i at møde dig fordi jeg satte pris på talentfuld underholdning, og lige som dig er dette selskab ikke et jeg normalt færdes i. Tilgiv mig mine manerer. Mit navn er Khá. 

Hun så på ham og kneb sine øjne sammen " Hvor våger du at gå ind og plante tanker i andre folks hoveder! hvæsede hun og holdt hendes blik på ham. Hvis der var noget hun ikke kunne klare, så var det at andre folk manipulerede hende " Du af alle folk i denne usle verden burde vide det ikke er iorden! Med mindre du har fået lov!" sagde hun og lænede sig tilbage i stolen og tog et sip af sin vin.

Hun så på ham med et roligt blik igen og sukkede kort " Jeg hedder Sharabi... Talentfuld... Haha jeg tror ikke du kender mig" sagde hun og så på ham med et skævt smil. Hun rettede blikket mod scenen og sukkede " Du kender mig ikke Khá..." sagde hun idet hun rettede blikket imod ham igen.

Jamen dog de har da temperament. Jeg plantede ingenlunde tanker i deres sind. Jeg talte bare en anden vej. Måske er de vant til mere simple sind at konversere med. Og såvel som du ikke vil have den slags, skal folk jo heller ikke bestemme hvordan jeg taler

Han satte sig majestætisk i sin stol og tog et glas af "Djævletårer" og kiggede smilende, men næsten arrogant på hende. Han kunne ikke rigtig andet end at smile af hendes arrogance. Nærmest flabet sagde han: Nej selvfølgelig kender jeg dig ikke. Det er derfor jeg inviterede dig til mit bord. Ja jeg synes du er talentfuld. Jeg har kun hørt den sang sunget så godt to gange før og den første var tilbage i 1918. Jamen sig mig så er du en ussel tjener for massernes mammon eller er du mere end dem? Jeg gætter på det sidste så jeg vil glæde mig til at høre hvad du svarer

Hun så på ham med en snobbet attitude " Du Conner... Burde vide alt om hvordan det er at blive manipuleret..." sagde hun med et smil på læberne. Hvor hun kendte hans navn fra skulle han nok få at vide før eller siden, men lige nu skulle det holdes hemmeligt. Hans kommentar omkring hende fik hende til at sprænge inden i, men da han fortalte hende om han havde hørt hende før, hævede hun sit øjenbryn " Jeg tror du tager fejl... sagde hun og sippede igen til sin vin. Hvordan kunne han have hørt hende før? det kunne hun slet ikke forstå, men alligevel var der noget troværdigt over at han sagde det. Måske var det bare hende der ikke kunne huske det, men ak ja.

" Det vil være synd at sige jeg er mommon... " sagde hun og så på ham med et kort smil "Men ja..."

Connor er et af mine navne ja men listen af individer der har retten til at kalde mig det er meget kort. Og der er de ikke på. Til gengæld vil jeg rigtig gerne vide hvor de ved det fra. Jeg kan selvfølgelig også finde ud af det selv, men vil lade dem svare.

Man kunne sagtens se på ham han var ganske tilfreds med at provokere hende på den måde men det blev potentielt nødvendigt for at få hende til at svare reelt. Hendes tanker var ikke en hemmelighed hvis han ønskede andet, men hvem ved måske var hun mere rafineret end først antaget.

Nej nej frk Sharabi ikke Mommon. Mammon. Er de deres udsle tjener for pengene eller er der mere bag det skrøbelige ydre? Ja jeg taget meget sjældent fejl. Hvis du refererer til min fortid så er jeg aldrig blevet manipuleret, men jeg har accepteret et højere kald for mange år siden. Hvilket ikke virkede for mig i længden så jeg tog et andet valg. Men lad endelig høre. Fortæl endelig hvordan du har så mesterfuldt knækket mit sinds kode

Det var ganske vist meget flabet sagt af ham men det var han nu fuldt ud klar over

Hun smilte for sig selv og så på ham " Du er eftersøgt Khá... Men sådan som jeg ser dig lige nu, ligner du ikke ligefrem den person som de har fortalt mig om... " sagde hun og sippede igen til sin vin. Lige nu havde hun svært ved at fokusere, hun havde ingen anelse om hvorfor, men det var som om at hendes egen flabethed mod ham, ramte hende selv.

" Jeg siger ikke jeg har knækket det.. Men jeg har hørt hvad du måtte gøre... Og hvad du har gået igennem med hensyn til din søn" sagde hun og så på ham med et undrende blik. Det måtte være hårdt, men hun var ligeglad... Det var trods alt ikke hendes problem, eftersom det bare var noget hun havde hørt, hun vidste ikke om det var sandt.

Han lænte sig lidt frem og foldede sine hænder imens han flabet sagde: Jeg er eftersøgt? Ja det har aldrig været en hemmelighed. Det er unægtelig en konsekvens med de ting jeg har brugt mine 400 år på. Hvad jeg er eftersøgt for afhænger af hvem man spørger. Men.... Jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til du undgik at svare på mit spørgsmål. Jeg er ikke kommet nærmere svaret på hvor du kender mit andet navn fra. Er det fordi der er noget om dem selv de ikke vil have jeg skal finde ud af?

Han talte kortvarigt til hendes sind: Eller skal jeg selv kravle rundt her inde for at finde svaret?

Da hun nævnte hans søn satte han sig tilbage i stolen og tog en ordentlig tår af sin egen vin og kiggede på hende uden udtryk:

At jeg har mistet ham? Ja det er rigtigt. At min allersidste handling som nogens slave var at udføre ordren om at dræbe min søn og hans mor? Ja det er også rigtigt. Så nu vil jeg sidde og nyde min vin til deres svar. Enten om hvor du ved det fra? Eller hvorfor du konstant undgår dig selv som emne

Hun så på ham med et skævt smil på læberne og sukkede " Jeg kender dit navn fra ham der sendte mig ud efter dig" sagde hun og hørte så igen hans stemme inde i hendes hoved, hvilket fik hende til at skubbe sin stol bagud og hun greb glasset med den lille smule vin der nu var tilbage og smed ned på gulvet " KHÁ!!! Stop det! Du af alle væsner... Du burde kunne fatte bare lidt! Men det hele viser sig du er som alle andre!" sagde hun med sammenbidte tænder inden hun vendte sig om for at gå,, men stoppede så.

" Du fatter det ikke Khá! Det er der ingen der gør... Og der er ingen der kommer til det! " sagde hun og så sig over den ene skulder, så hun svagt kunne skimte ham ud af øjenkrogen. Hun var ved at bryde sammen, men hun kunne under ingen omstændigheder ikke gøre det foran ham... Hun begyndte at gå fra Khá, for hvis ikke hun snart fik noget ro ville hun gå neden om og hjem.

Han satte sig afslappet tilbage og sagde flabet: Jamen dog er du blevet sendt efter mig? Så må jeg hellere ryste nu ikke sandt? Der skal noget stærkere end dig til at stoppe mig.
Hendes udbrud fandt han faktisk kun underholdende. Hun havde ingenlunde den viljestyrke han havde regnet med. Men det kom bare til at ramme hende selv hvis hun fortsatte

Jeg fatter det skam. Jeg er bare ligeglad. Du har slet ingen ret til at tale sådan der til mig. Jeg ville have en høflig snak men at du antaster mig med den arrogance beviser bare din umodenhed. Men fortæl mig hvorfor du er efter mig. Eller oplys mig endelig om hvad det er du mener jeg ikke fatter.


En kort flamme dukkede op på gulvet for at fjerne det vin der nu var kommet. Han tog en ny tår og sad ganske tilfreds og sagde så: Men hvis du gerne vil gå så gør du endelig det, men så fejler du bare din opgave. Du kan også sætte dig så vi kan snakke på et mere civiliseret plan.

Hun så på ham med knyttede sine hænder. Aldrig om hun vil finde sig i at blive nedgjort af en mand... Ikke på denne måde. Hun havde blevet nedgjort hver gang hun vendte tilbage til helvedet, men hun forstod det på en måde godt, men oppe på landjorden fattede hun ikke... Hun var bare som en hver anden overfladisk kvinde... Hun nægtede at tro at Khá havde nogen idé om hvad Sharabi havde været igennem... Hvordan skulle han kunne vide det? Han havde måske set hele hendes hoved igennem!? ja det ville ikke undre hende hvis han havde.

" Jeg vil meget heller fejle min opgave end at sidde her med dig Connor... Hellere fejle end at sidde sammen med en der er uforskammet og bare går ind i andre folks hoveder!" vrissede hun og vendte sig igen om mod ham " Og for det andet... Du har INGEN anelse om hvad jeg har været igennem!" da hun sagde det vendte alle sig imod hende, men hun var ligeglad, hendes blik rettede sig mod Khá  "Hvor våger du overhoveddet at sige sådan noget? Du kender mig ikke engang... Du har slet ikke nogen idé om hvad jeg har været igennem! INGEN!" sagde hun og vendte sig for at gå og gik ud af restauranten.

Han lod sin stemme lyde i hendes sind igen, da det lod til at være det sted hvor hun lyttede: Jeg har på intet tidspunkt påvirket dine tanker eller kigget dem igennem. Jeg har kun talt på en anden måde end du er vant til. Jeg går ikke skødesløst rundt i folks tanker. Selvfølgelig ved jeg ikke hvad du har været igennem, det har jeg ikke kigget efter eller des lignende. Men du lader også dine følelser løbe af med dig. Måske vil du lære ikke at bukke under for din egen vrede Succubi. Men mon ikke du ved hvor du skal finde mig.


Han satte sig og nød resten af sin vin og lænte sig tilbage med rank ryg og ventede på hendes reaktion. Ville hun yderligere eksplodere som den arrogante pige hun virkede som, eller ville hun udvise flere manerer?

Hun hørte resten af hvad han sagde mens hun gik ud. Hun stoppe et stykke fra restauranten og sukkede. Hun kunne ikke tage det... Hun var uden tvivl ved at blive sindssyg og hendes Succubus var ved at tage over, hvilket ville dræbe hende i sidste ende. Hendes blik gled over mod døren af restauranten og hun mærkede hvordan hendes ben langsomt sank sammen under hende og hun faldt til jorden. Hun besvimede fordi hun havde anstrengt sig for meget. 

En vagt kom over til hende og hjalp hende op på benene " Miss... MIss er du okay?" lød en stemme. Det føltes som om kvinden var langt væk, trods hun sad lige foran hende. Langsomt vågnede hun og så nogle få personer foran hende. Hun ville væk det var hun nødt til. Hun rejste sig og begyndte at gå mens hun vaklede og kom så i tanke om at hun havde glemt sin taske på restauranten, så hun var nødt til at gå tilbage hvilket hun gjorde.

Han kunne ikke rigtig andet end at smile lidt af hende da hun måtte gå. Men der var nu noget underligt over hendes humørskift. Det skete for voldsomt til at bare at kunne være naturligt. Men hun var selvfølgelig også en hybrid. Dette kunne ofte skabe konflikt men ikke desto mindre var det for hurtigt et skift. 

Der var nu ikke det store at komme efter her længere. Hans kontakt var heller ikke dukket op. Så han betalte og rejste sig for at gå. Han lagde mærke til hun havde glemt sin taske, og han besluttede sig for at tage den med så han kunne aflevere den til hende. Om ikke andet gav det hende en chance for at forklare sig. 

Han stod kortvarigt udenfor og kiggede lidt efter hende. Om ikke andet sendte han bud efter sin karet så han skulle jo stå at vente alligevel. Så langt var hun heller ikke, men han valgte ikke at tale til hende

Hun så Khá stå med hendes taske hvilket fik det til at rase inden i hende. Hun anede ikke hvad hun skulle gøre, for hun følte ikke hun kunne gå over til ham efter den. Hun holdt sit blik på ham og rystede kort på hovedet inden hun tog sig sammen "Khá! Giv mig min taske!" sagde hun og gik over mod ham med en mere afslappet attitude. Hun var ikke truende mere, men en diva... Det kunne hun nok aldrig løbe fra. Hun stoppede et stykke fra ham og så ned på hendes sorte taske. Der var hendes jakke i... Hun måtte have den så hun kunne få en cigaret, inden hun brændte fuldkommen sammen. 

Hun lod en hånd glide gennem det lange hår inden hun sukkede " jeg ved godt jeg ikke burde være som jeg var... Men du ved ikke hvad jeg går i gennem..." sagde hun og bed sig usikkert i underlæben. Hun havde på fornemmelsen at Khá ikke ville godtage hendes undskyldning, men nu måtte hun vente og se.

Khá knipsede så der kom en piccolo hen til ham. Han rakte piccoloen tasken og sagde: Bring damen hendes taske.


Piccoloen gik over med hendes taske og fik en seddel af Khá i drikkepenge. Khá ville dog udvise de manerer at respektere at hun ikke brød sig om ham. Men hun virkede også forandret nu. Som om noget i hende var faldet mere ned igen. Så kunne det være de kunne snakke sammen som mere civiliseret i stedet for sådan et udbrud.

Han blev stående hvor han var for at udvise den respekt. Med et roligt toneleje sagde han: Undskyldning accepteret. Og nej selvfølgelig ved jeg ikke hvad de har været igennem. Det har de sjovt nok ikke fortalt mig. Jeg kunne godt finde ud af det selv men det ville ikke være rigtigt af mig at gøre. Jeg kan derimod bedre lide tanken om at de selv fortæller mig det hvis det er en viden jeg skal have. Eller for den sags skyld hvorfor de skulle finde mig og for hvem. Hvis ikke så må de have en god aften frk.


Khá bukkede let for hende og og stod afventende. Det gav hende også en mulighed for at fordøje hans reaktion

Hun så på piccoloen og derefter på Khá med et skævt smil. Hun tjekkede tasken for at se om alle hendes ting stadig var der i, hvilket de heldigvis var. Hun hørte hvad Khá sagde og rømmede sig lidt.

" Personen der leder efter dig... Eller i hvert fald gerne vil have dig myrdet er en mand der hedder Sean... Han er djævel og mener at du er skyld i hans mænds død for nogle år siden..." sagde hun og sukkede. Hun måtte egentlig ikke sige det, men hun følte, efter Khá nu var havde givet hende tasken, at hun var nødt til det. 

Hun ledte efter hendes smøger og smilte da hun fik fat på pakken 2 Du kan komme med mig ud og ryge hvis du vil vide mere" sagde hun og hev en smøg frem fra pakken og en lighter og gik imod udgangen.

Khá gik med hende ud så hun kunne ryge og sagde undrende til hende: Mange tak fordi du fortæller mig det, men navnet Sean siger mig ikke lige noget. Hvis jeg har slået nogen ihjel er det fordi de drog det første slag. Hensynsløs drab gør jeg ikke i. Men jeg vil gerne høre mere, så kan det være jeg kan placere navnet bedre


Da de kom udenfor fremmanede han en lille blå flamme for at tænde hendes cigaret. Han glædede sig egentlig til at høre hvad hun mere havde at sige. Sean? Nej det sagde ham ikke umiddelbart noget. Måske kom der svar på det nu her

Nu vil jeg ikke være uhøflig men hvis de ønskede mig død så skulle de bruge noget stærkere end dem. Så jeg vil glædeligt høre hvad forklaring deres arbejdsgivere har givet dem