Succubus Song

Der gik ikke længe inden han mærkede frygten i hendes sind. Det var ikke så svært når først han havde været i hendes sind. Det var som om hun havde brug for ham men ikke havde muligheden for at sige noget. Med en hurtig bevægelse sendte han et flammende våbenskjold hen over kirkegården så hun havde lidt mere tid. Hun havde også skreget efter Sean og nu blev Khá selv nysgerrig efter hvem det var der ville ham til livs

Khá lod flammerne blusse op i hans øjne og gik med faste men alligevel bestemte og roligt skridt hen imod hvor hun stod og sagde højt: SEAN! Her er jeg! Lad os så se om du kan magte den opgave selv! Jeg ved ikke om jeg er den du tænker på men begynd at bede til du tager fejl!

Hun så op mod himlen da hun så den blålige farve kaste sig ned over dem, hvilket fik hende til at rette sig op inden hun hørte Khás stemme " Sam... Er du okay?" sagde hun og for over til ham og tog ham ind til sig og holdt ham tæt, inden hun begyndte at lede efter diverse skræmmer, mens Sam ihærdigt prøvede at skubbe hende væk og prøvede at få hende til at forstå han var okay. 

Hun rettede blikket mod Kha og derefter på Sean som bare blev stående stadig med pistolen rettet mod Sharabi " Jeg vidste det! Du er uduelig Sharabi! UDUELIG!" hvæsede han mens han rettede blikket mod Khá [i][color=blue]" Og du burde være død!"["i]["color] sagde han og pegede derefter pistolen mod Khá i stedet for og ladte den og gjorde klar til at skyde.

Han gik med rolige og bestemte skridt henimod dem, men satte hastigheden op for nu var han ikke kun nysgerrig. Nu var han også blevet irriteret. Men så igen havde han haft styrken selv, havde han ikke sendt nogen efter Khá

Med et næsten manisk smil sagde han: Stakkels lille Sean.... Du burde have lært på din lektie. Ved du hvad det ganske særlige ved den Arkane Flamme er? 


Med et brød begge Seans hænder og hans pistol ud i de blå flammer. Denne her gang lod Khá flammen brænde. Der blev ikke holdt noget til bage af dens styrke. Den Arkane Flamme er lavet af magi i sin reneste form og kan derfor ikke modståes på samme måde som normal ild kan. Den kan slet ikke modståes. Og lektion nummer to: Aldrig forsøg den her slags med mig på en kirkegård. Jeg bliver ikke kaldt de dødes Herre for sjov


Der lød næsten et brag da seks knoglede hænder brød jorden og greb hårdt fat i Seans ankler

Hun så i retningen af Khá og derefter Sean Khá! Glem det.. Det er håbløst" sagde hun og trak sig tilbage sammen med Sam for ikke at komme til skade. 

Sean så på Khá med et stift blik inden han smed pistolen fra sig " Sharabi! gør noget! NU!!!" råbte han idet han blev tvunget til at blive på stedet da de kloglede hænder greb fat omkring hans ankler " Jeg tjener ikke dig mere Sean!" sagde hun hvæsende gennem sammen bidte tænder. Hun ville hellere rådne op i en fangekælder fyldt af tusind rotter end at tjene Sean igen.

Hun ville væk.. Hun var nødt til at stikke halen mellem benene, men hvis hun gjorde det... Hvad ville Sam så ikke tænke omkring hende? " Sam bliv her.... " sagde hun og rejste sig op for at joine Khá.

Med et manisk toneleje sagde han: Tag dig af Sam og lad det her være en lektie hvorfor man ikke skal trodse mig...
Sean det her kommer du aldrig til at glemme


Flammerne kravlede langsomt ind i Seans håndled og op inde i armen og stoppede lige før de nåede skulderen. Khá gik langsomt hen og lagde sine hænder om Seans ansigt og holdte sine tommelfingre lige foran Seans øjne og en flamme fra fingrene brændte langsomt Seans øjne.

Han tvang Sean i knæ og samlede en sten op fra jorden og tvang den ind i Seans mund. Flammerne fra Seans arme kravlede videre og dukkede frem i munden på ham og samledes om stenen. Khá stoppede stenen ned i halsen på ham og tvang ham til at synke. Sean lå nu på jorden med den brændende sten nede i maven. Flammerne fra armene var væk og knoglehænderne var også. Khá tog en lille kniv frem fra sin kåbe og lagde den i Seans brændte hænder og sagde med en mørk dyb røst: 

Det her Sean er allersidste gang du forsøger på det her nogensinde igen. Nu har du valget om du vil gøre det op til Sharabi og aldrig true hende igen. Hvis du gør det, stopper jeg smerterne. Gør du ikke, så har du kniven i din hånd til at fjerne smerten selv.


Han rejste sig op og så majestætisk på Sharabi. Det her er hvad der sker hvis man vil gøre mig eller nogen der står mig nær ondt. 

Hun gik langsomt tilbage til Sam og så hurtigt væk idet hun så flammerne brede sig over Seans krop " Sean..." sagde hun lavt og bed sig kort i underlæben inden hun faldt mod jorden da hun hørte Seans skrig. 

Da hun hørte Khá nævne hendes navn så hun op i et ryk " Khá... Jeg kender dig ikke... Jeg står dig ikke nær! Stop det der! NU! hvæsede hun og løb over til Sean, men slap ham ret hurtigt igen da hun mærkede flammerne " Sharabi... Løb" sagde Sean halv kvalt inden han rettede blikket mod Khá " Hvorfor skulle jeg true min egen niece! Tror du jeg er dum! Hun vidste hvad hun gik ind til Connor!" Hvæsede han og så efter Sharabi der var ved at hjælpe Sam op og stå. 

Hun rystede over hele kroppen, hun var bange for hvad Khá ville gøre ved Sean...

Med en håndbevægelse stoppede den brændende fornemmelse i Seans mave. Khá vendte sin opmærksomhed mod Sharabi i stedet for og sagde vredt: Niece? det er jo en helt anden sag nu. Nu vil jeg have en meget god udredning hvad problemet er siden vi skulle til det her. Hvis jeg får en ordentlig forklaring, vil jeg hele hvert et sår på Sean. Hvis ikke.... Så er jeg langt fra færdig.... Jeg bliver meget fornærmet hvis folk vil mig til livs.


Med rolige skridt, gik han hen mod Sharabi med de klare blå flammer i sine øjne. Han knipsede en gang og flammerne omsvøbte igen stenen i Seans mave. Det var ikke svært at se hvor utilfreds Khá var blevet. Hvert skridt var et bevis på hans vilje. Han var ikke klar til at give sig før han havde fået et reelt svar. Da han var næsten henne ved Sharabi, vendte han sig halvt om mod Sean og sagde: Se Sharabi... Alt det her ville kunne være undgået hvis bare dine svar var sande.... Alt jeg beder om er at Jeg får en detaljeret forklaring på hvad jeg har gjort og hvor i kender det navn fra. Får jeg de svar viljeg hele hvert et sår på ham og i ham. Men holder du den viden tilbage, vil stenens varme snart æde sig ud gennem ham. Et oprigtigt svar er alt jeg skal bruge....

Sean så på hende med et stift blik " Sig det til ham Sharabi... Fortæl ham hvordan jeg redte din røv for at du ikke blev forvandlet til vampyr!" hvæsede han vredt. Hvis Sean var i stand til det havde han myrdet Sharabi på stedet "Meget muligt du redte mig! Men hvad har du ellers gjort for mig!!! Du holder min eneste og bedste ven som gidsel og truer med at slå ham ihjel! Du er jo sindssyg Sean!" skreg hun og rettede blikket mod Khá, som uden tvivl ville have svar. 

Hun så på Khá og bed sig usikkert i lommen inderst inde ville hun ikke have der skete Sean noget, men hun vidste.. At hvis hun skulle leve et godt liv måtte han væk fra jorden " Sean kender ikke dig Khá... Han kender den anden Connor... Men jeg troede det var dig fordi du havde ærkemagerkåbe på... Men da jeg ikke så noget ar... Vidste jeg det ikke var den rigtige" sagde hun og så i retningen af Sean, som uden tvivl var i store smerter. 

" Sharabi red dig selv.... jeg  har alligevel fortjent det her" sagde Sean og så i retningen af hende og Khá. Det var hårdt for hende at se hendes onkel blive ædt op af arkane flammer, uden der var ret meget hun kunne gøre ved det " Hans ønske er at dø... Så lad ham" sagde hun og så over mod Sean med et sorgmodigt blik.

Han gik hen og kiggede undrende ned på Sean og sagde: Det kan godt være du kendte den gamle Connor. Den Connor eksisterer ikke mere. Den mand er væk og jeg er et helt væsen nu.... Den strid i havde den gang er væk for længst. Connor døde for 400 år siden. Det er en ny Connor i dag.


Han bukkede sig ned til ham og tænkte over om hvor vidt han skulle lade ham leve. Begge dele var en retfærdig udgang. Han kiggede op på Sharabi og sagde roligt: Jeg ved han har betydet noget for dig så jeg vil afslutte det hurtigt.


Striden er slut nu Sean....


Han lagde hånden mod Seans brystkasse og flammerne blussede op. Khá rystede lidt, men det så ud til det ikke længere gjorde så ondt på Sean fordi Khá holdt det tilbage. Ikke længe efter var der et rygende hul i Seans bryst.

Han gik roligt hen mod kareten og sagde: Du er fri til at gå egne veje nu. Tro det eller lad være, men det behøvede ikke at ende sådan

Sean så på Khá med et skævt smil på læberne. Han vidste ikke rigtigt hvad han skulle sige, den Connor han kendte var død? Og i alle disse år havde han gået og jagtet en mand som allerede var død? Lige nu hadede han sit liv... Men han havde regnet med det ville ske alligevel... Han sukkede og ventede på at Khá gjorde det forbi. 

Sharabi så over mod dem da hun mærkede en underlig varme og så et lys. Hun kneb øjnene sammen og en tåre faldt ned af hendes kind. Hun havde jo ikke ønsket det skulle ende på denne måde... Men det gjorde det. Hun skulle være stærk, hun var trods alt klan leder... Hun tørrede tåren væk og rettede sig op og så hvordan Sean's lidelser blev endt. 

Lyden af Khá's stemme fik hende til at bide tænderne hårdt sammen. Det kunne ikke have endt sådan? Hvad mente han med det? Det var sikkert alt sammen hendes skyld, hvilket hun vidste allerede, men hun var ligeglad... Hun var fri nu og det var alt hun behøvede at vide. Hun sukkede og begyndte at gå fra kirkegården og ud mod gaden med Sam støttende op af hende. 

" Tak" sagde hun og så på Khá som stod ved sin karret.

Han stod og prøvede stadig at tyde om hvor vidt hun foragtede ham eller havde en vis medfølelse for ham. Han endte godt nok Seans liv hurtigt men ikke desto mindre blev der gjort ting ved Sean der var ganske frygtelige. Men hun var nok ikke helt sikker på selv hvordan det her skulle ende hvilket nok var grunden til hun var svær at tyde.

Hvad der startede som nysgerrighed var gået over og blevet en undren. Han gik hen imod hende med hænderne foldet foran sig så det kunne ses han kom med fredelige intentioner. Sharabi sæt Sam ned og jeg skal helbrede ham for de sidste skader han har. Men inden da... Du virker undrende... Der lader til at være et eller andet i dig der mangler svar. Inden jeg helbreder Sam stil da dine spørgsmål. Ellers har jeg selv et[/i]

Det var nok en uvant opførsel for en som ham, men hans menneskelige side havde stadig en gnist inde i ham et sted. En gnist der bød ham at se hvad han kunne rette. Han var trods alt en retfærdighedens forkæmper en gang. Og måske var hun bare sådan fordi hun var forvirret. Så han stod afventende på hendes svar