The white dove amongst the speckled - Itarian

T: Tidlig eftermiddag
S: Le Sombre
O: Få væsener ude, hovedsagligt hjemløse der forsøger at få en fisk på krogen i en af dammene rundt omkring.
V: Varmt, overskyet, luften emmer af forår.


En benet, rynket hånd greb ned i posen med korn. De små perlers tekstur gled mod de ældende følesanser og lod den ældre mand bestemme om håndfulden nu også var stor nok. Han hev forsigtigt hånden op af posen og spredte det derefter ud over den sultne flok af væsener der havde samlet sig omkring ham. Med de grå og halvgrå fjer, der så meget lignede hinanden, gjorde det det svært for manden at skelne dem fra hinanden, og han måtte flere gange knibe øjnene sammen, for at kunne se dem i øjnene.
Lige siden hans skaber havde taget hans ungdom fra ham, havde han levet som sådan. Som et aldrende menneske, frosset fast i en alder der ikke virkede indbydende på nogen anden måde en at folk i det mindste virkede til at tage mere hensyn til en herre af hans alder.
Han smilede halvhjertet ned mod duerne, lukkede øjnene et øjeblik, som han havde for vane når han smilede. Lod øjnene hvile et øjeblik, mens han blot lyttede til deres tilfredse kurren. Indimellem kom der også ravne og krager blandt flokken, men det var hovedsagligt duer der flokkedes for at få et par korn. Han var endnu ikke klar over om det var på grund af hans herkomst at især duer syntes at kunne lide ham, men han dømte det ikke videre vigtigt. For det var der ikke meget der var nu til dags.
Han havde ingen han elskede, ingen han som sådan kendte, bare duerne og de endeløse gåture i skovene, og i parken.

Itarian's ører virrede, mens hans blik fastlåste sig på den største, fedeste due han i sit liv havde set. Han fulgte den med øjnene, og kunne ikke tilbage holde en let knurren af fryd. Omkring ham var parken næsten tom, kun få væsener var ude, resten ventede vel på mørkets frembrud.
Han lagde an, hans hale virrede i luften bag ham, forsigtig for ikke at røre jorden og derved advare det intetanende bytte.
Han lå på alle fire, med forkroppen sænket mod jorden for at kunne sætte ordentligt af. Duen hoppede lidt til siden, hakkede i jorden mod nogen korn en eller anden vel havde smidt tidligere på dagen.
Han havde ikke øje for andet en duen, som han lå dér omkring fem meter fra den, gemt bag en mindre busk, hvis bær vist nok var giftige.
Han slikkede sig om munden, bare lidt tættere på....
Han satte af i ét stort spring mod duen, der ikke så meget som kiggede op før han lukkede munden omkring hele hovedet, og bed til. Kroppen spjættede i de sidste dødskramper før den til sidst lå stille. Halen piskede støj op fra grustien mens han spyttede hovedet ud, og slikkede blodet af den nu afhuggede hals.
Først nu kiggede han op, da han syntes mærke tilstedeværelsen af et andet væsen, og lagde ørerne fladt ned, da han så lige op i en gammel mands ansigt. Hans øjne blev på få sekunder omtrent tre gange større end hvad virkede naturligt, og halen krøb i selvsamme sekund ind mellem benene, mens han lagde sig fladt ned på maven med blottede tænder - Klyngende sig til den døde due.

Et pludseligt bump og den kvasende lyd af knogler der blev bidt midt over vækkede den gamle af hans tanker. Han blinkede langsomt, og stirrede ned på væsenet foran ham, med synlig overraskelse.
Posen med korn gled ud af hans hænder, og endte på jorden, men var ikke til glæde for en eneste af duerne, der alle som en var fløjet sin vej da dette væsen pludselig var sprunget ud af ingenting.
Det var lille, ikke meget større end et barn, men meget klart ikke et menneske, da vedkommende havde en hale påsat sin nedre del. Da væsenet endelig så ud til at forstå at det ikke var alene, og kiggede op på manden, kunne han ikke lade være med at smile. Det reagerede ikke som noget væsen han havde set før, måske med undtagelse af nogle få albaer. Som en blanding mellem en hund der vil klappes og en tiger der skal til at flå dine indvolde ud hvis du så meget som rører dens bytte.
Fuglen kunne han ikke gøre så meget ved, selvom det måske ikke var det ideelle måltid virkede væsenet til at være af den opfattelse at det var spiseligt. Hvilket det selvfølgelig også var. Manden viftede tankerne væk ved at ryste på hovedet, og fokuserede endnu en gang på det mindre væsen. Han tog en mental note over dennes overordnede udseende, og slog et klik med tungen.
"Jager du af sult, eller af lyst?" spurgte han så, mere sig selv end væsenet, da han endnu ikke kunne dømme ud fra dennes opførsel om det forstod menneskelig tale.

Itarians magre, spinkle og ovenud beskidte krop syntes langsomt at bevæge sig bagud, idet han forsøgte at snige væk, så langsomt at han ikke ville behøve vende ryggen til. Hvem vidste hvad der kunne gemme sig bag en gammel mands svage krop?
Hans blik forlod ikke mandens et eneste øjeblik, selvom den ældre syntes at have besvær med at holde fokus, og endda måtte ryste på hovedet få åbenbart at få det hele på plads.
Itarians hale bevægede sig langsomt frem og tilbage, som en advarsel og et tegn på underkastelse. Men den gik brat i stå, stoppet midt i luften, da den ældre talte. Itarian havde ikke problemer med at høre ordene, trods den mumlende tone deri.

"Af lyst, herre" svarede han, klart og tydeligt på et næsten sirligt fransk som man ikke skulle forvente af så beskidt og dyrisk et væsen. Han slappede let af, hævede sig omtrent en cm over jorden, og hans øjne virkede mere årvågne nu, end direkte skræmte, som havde de været øjeblikket før. En næsten lullende døsighed halede ind på ham, og han kunne ikke længere tænke ondt om manden foran ham. En så rart-udseende gammel mand kan da umuligt gøre nogen fortræd. Nej, han virkede mere som en varm pude, der ville være dejlig at sove til middag på...
Itarian blinkede sig ud af døsigheden, og trak hovedet tilbage. Han tørrede det smørrede smil af munden i ren vantro, mens han begyndte at knurre.
Var det mon den gamle mands tricks?